On my own again

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus ønskede slet ikke at snakke med Nathaniel, så han måtte egentlig bare gerne gå igen, og det var heller ikke noget, som kunne ske hurtigt nok! Han kneb øjnene fast og kraftigt sammen, hvor han denne gang stillede sig tæt ved tremmerne, selvom han ikke kom i nærheden af Nathaniel denne gang. En skam.. Han ville elske, at brække mere end bare hans næse denne gang! "Vov ikke at kalde mig det, nogensinde igen!" udbrød han denne gang med en fast tone. Det i sig selv, var overhovedet ikke noget, som han fandt sig i, og ikke var det noget, som han nogensinde ville finde sig i! Særligt ikke, når det var på denne her måde.
At Lily alligevel ikke var helt væk, gik dog hurtigt op for ham, da han ud af øjenkrogen, fik øje på hende, da hun sprang ud efter nøglen. Desværre kunne man ikke just sige, at Nathaniel var en dum mand, og derfor hurtigt bed sig fast i, at hun hang der. Han fnøs kraftigt, hvor han kort trak sig fra tremmerne igen.

Det sitrede af ren og skær vrede i Mattheus. Han fik fat i hende? Han vendte blikket direkte mod dem begge igen. Ikke ønskede han at Nathaniel skulle gøre noget ved Lily! Hun havde allerede været igennem mere end rigeligt, og det var jo udelukkende for hans skyld! "Slip hende..!" vrissede han denne gang med en meget fast tone. Han søgte igen hen til tremmerne, hvor han sendte Nathaniel en direkte dræbende mine.

[Lily Rose Summers]

Lily's hjerte hamrede som en sindssyg mod hendes bryst. Hun kunne ikke ligefrem sige, at hun ofte kastede sig ud i disse situationer længere. Hun havde vist mistet grebet om mange ting. Engang så modig og ikke til at slå sådan ud af det, men i dag en helt anden. Forvandlet af de handlinger som Mattheus havde gjort mod hende. Pisket hende til skikkelsen som kat, gjort hende komplet underdanig og rippet hende for nærmest alt. Tænk, at den magt fra ham fortsat skulle hvile over hende, selvom hun prøvede at være sit gamle jeg.
Desværre så fejlede hendes mission. Nathaniel fik fat i hendes nakkeskind og hendes hjerte føltes næsten som det skulle springe ud af hendes bryst. Lige nu var hun faktisk så tilpas bange, at hun end ikke kunne forvandle sig tilbage til menneske. Dette kattedyr var jo beskyttelse fra fare og lige nu følte hun sig uden tvivl voldsomt i fare. Hun miavede lettere panisk og sprællede med benene, som hun hang der i Nathaniels greb. Hun turde ikke sige noget heller.

[Nathaniel Diamaqima]

Hvad pokker der foregik, og hvorfor Mattheus var sådan overfor katten, som han i øjeblikket havde i sit faste greb. At hun sprællede sådan, gjorde at han lagde den anden arm under, da hun også miavede, for han ville jo heller ikke have, at hun skulle have ondt. Han holdt hende dog stadig fast. "Hun har betydning for dig, Mattheus?" spurgte han denne gang. Han holdt endnu fat i hendes nakkeskind, hvor han kort strøg den ellers fine kat over ryggen med sin lillefinger. Han ville jo være sikker på, at hun ikke forsøgte med noget. Hans blik faldt til den lille kat i hans arme denne gang. Han holdt sig jo endnu på en afstand til tremmerne, så han vidste, at Mattheus ikke ville kunne få fat i ham.
Nathaniel var en rolig og fattet mand, og derfor var der heller ikke rigtigt noget at være bange for, kunne man sige. Han vendte atter blikket mod Mattheus igen. "Der er noget ved den kat.." sagde han denne gang. Han tvang hende dengang om på ryggen, hvor grebet i hendes nakkeskind blev mere fast end tidligere. Han studerede hende meget nøje.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus brød sig slet ikke om, at Nathaniel havde fat i Lily, for hun havde vel bare gjort det i et forsøg, på at få nøglen bragt til ham? Han valgte nu alligevel at forholde sig optimistisk omkring dette, for hvad anden grund havde han til det modsatte? Han kneb øjnene let sammen, hvor hans hænder lukkede sig rigtig kraftigt omkring tremmerne, bare fordi at han ikke havde noget andet at tage fat i. Han stirrede fast på ham. "Hun er en kat, som jeg havde tæt ved mig, før I kom og ødelagde det hele, gamle mand.. Lad hende gå," sagde han kortfattet igen. Lily opførte sig naturligvis som en kat nu ville have gjort det, og selvfølgelig var det noget, som han var glad for.
Fordi at Mattheus var præget af de problematikker, som han nu var præget af, så var der jo slet ikke nogen grund til at hun skulle underkastes det samme. Hun var fri af Anglerax og de problemer, som nu var forbundet med dette, og selvfølgelig ønskede han at det skulle forblive sådan. "Lad hende gå.." sagde han igen. Hans blik faldt stift til Nathaniels skikkelse, da han bare vilkårligt vendte hende om, for at undersøge hende. Han ville bare have at Lily i det mindste kom derfra, uden varige men!

[Lily Rose Summers]

Lily var meget utryg lige nu. Hun havde gjort det i en god mening for at få nøglen fra Nathaniel, som hun kunne give Mattheus, så han kunne komme fri. Men det var endt helt galt, da Nathaniel havde fået fat i hende og nu holdt hende fast. Det var en pokkers magi som Mattheus havde implanteret i hende tilbage dengang hvor hun var blevet til katten første gang. For nu kunne hun jo end ikke forvandle sig, fordi hun var bange. Og derved kunne hun ikke forsvare sig med magi, som hun ellers ville have kunnet. Netop nu var hun dog bare virkelig påpasselig med hvad hun sagde og gjorde, så hun for alt i verden ikke afslørede sig selv.
Som hun blev vendt om på ryggen i Nathaniels favn, men stadigvæk var holdt på plads, så hvæsede hun direkte af ham med tænder og det hele. Nok var hun jo ikke bare en kat. Hun var en ocelot, hvilket var en lidt større udgave end end huskat og med mere leopard lignende træk i pelsen. Men derudover, så var hun i opførsel meget som en huskat, fordi hun jo ikke havde været meget andet for Mattheus.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste, at der var noget med det væsen, som han i øjeblikket havde i sine arme, men han kunne ikke helt finde ud af, hvad det var, og det var også det, som han godt kunne lide. Det var fascinerende. "Der er noget ved hende, er der ikke?" sagde han denne gang, også selvom han vidste, at den mand ikke ville give ham noget som helst i retur. Ikke at det var noget, som egentlig kom bag på ham, for han kunne ikke rigtigt gøre noget ved det, hvad end om det var noget ,som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende.
Katten tvang han om på ryggen, også selvom den begyndte at hvæse af ham. Hvorfor gjorde den da det? Han lod hovedet søge på sned, men denne gang slap han hende dog ikke. Han vidste, at hun nok løb videre, om det skulle være det, og det ønskede han på ingen måder. Han vendte om på hælen i stedet for. "Du fortæller mig ikke alt, Mattheus.. Så må jeg undersøge det på egen hånd," sagde han denne gang med en kortfattet stemme. Han forlod derfor den del af kælderen, hvor cellerne var, kun for at søge ned mod Jaqias gamle eliksirkammer, som han havde fået tvunget sig adgang til. Derfor valgte han at undersøge det på best mulig vis. Han lod sig ikke andet!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Var det underligt, at Mattheus var bange? Han frygtede for hvad Nathaniel ville gøre ved Lily, og den tanke, kunne han slet ikke lide! Øjnene kneb han fast sammen. Han kunne ikke nå, uanset hvor meget han gerne ville det, så var det bare sådan at det måtte være. Han fnøs kortfattet. "Du kan da være ligeglad," bed han af ham, hvor han fast kneb øjnene sammen. Han trak sig denne gang væk fra tremmerne, for han kunne ikke ligefrem gøre ved denne her sag.
At Nathaniel vendte om, og søgte bort derfra, var en tanke, som gjorde ham vred. Et sted var det noget, som vakte ham en følelse eller form af panik. For han ville jo heller ikke have, at den mand skulle gøre noget som helst ved Lily! "Jeg advarer dig, Nathaniel!" hvæsede han denne gang efter ham, selvom den mand alligevel valgte at forlade stedet. Han holdt jo fast i Lily, så hun kom ikke rigtigt derfra, hvilket for ham, næsten var det værste af det hele, for han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det. Han sukkede opgivende, inden han denne gang gled ned langs tremmerne. Det var forfærdeligt. Hvad ville der mon ske med hende? Han turde ikke tænke tanken, for han vidste jo, hvad de gjorde med hans mor!

//Out

[Lily Rose Summers]

Lily prøvede at vride sig fri i Nathaniels greb, men kom ikke umiddelbart nogen steder, da han var alt for stærk i forhold til hende i denne skikkelse. Ingen forsvarsmuligheder havde hun i denne skikkelse andet end at kunne flygte. Og det var lidt svært, når man blev holdt i nakkeskindet. Der var noget ved hende? Nej, det var der altså ikke... Eller det skulle Nathaniel i hvert fald ikke tro, for han skulle bare tro, at hun var en helt almindelig ocelot, som havde været Mattheus' kæledyr. Hun knurrede en enkelt gang mere, da Nathaniel ikke reagerede synderligt på hendes hvæsen og derefter blev hun tavs. Hendes hjerte hamrede stadigvæk som en gal i hendes bryst og hendes krop skælvede en smule af frygt. Undersøge hende? Hvad for noget? Det ville hun bestemt ikke være med til! Hun miavede panisk efter Mattheus, som hun blev ført bort og ind i et mørkt lokale med lidt for mange væsker og redskaber til hendes smag. Burde hun sige noget? Afsløre sig selv, så han ikke skulle undersøge hende? Eller ville det bare gøre det hele værre?

[Nathaniel Diamaqima]

Mattheus ville intet kunne gøre i en situation som denne, og det var kun fordi at han var i en celle selv. Der var noget ved dette lille væsen i hans arme, og derfor ønskede Nathaniel at undersøge det oprigtigt og ordentligt, så det var heller ikke noget, som sagde så lidt. Han smilede let for sig selv, som han førte det lille væsen med sig til et eget kammer, hvor han kunne undersøge hende ordentligt.
Nathaniel var ikke bange for et lille væsen, uanset hvor meget hun hvæsede, knurrede og brummede af ham. Sagen var jo, at hun ikke engang havde forsøgt at kradse ud efter ham, for at få ham til at slippe, og det var en tanke, som selvfølgelig forvirrede ham en smule. Han søgte ind i rummet og lukkede og låste døren, så han vidste, at hun ikke ville være i stand til at komme nogen steder. "Nå, skal vi så se.." Selv var han fuldkommen rolig, da han heller ikke havde nogen grund til noget andet. Nathaniel satte hende derfor roligt fra sig på et bord. Han lagde hånden foran hendes bryst, for at forhindre hende i at løbe nogen steder, hvor han med den anden, strøg hende over ryggen. Hans øjne hvilede på hende, og han mærkede efter. Selv i hans optik, va,r der faktisk meget unaturligt i denne kat.. og derfor ønskede han at få hende undersøgt nøje.

[Lily Rose Summers]

Var der noget at sige til, at Lily var bange? Nej, det mente hun ikke selv. Dette åbnede faktisk for nogle af de minder, der var blevet lagt et tæppe over. Hele seancen hvor hun var endt som katten kom helt tilbage til hende og det gjorde det ikke ligefrem bedre. Hun så op mod Nathaniel. Han havde låst døren, så meget vidste hun. Men hvis hun nu bare kunne få sig selv beroliget tilpas til at komme ud af katteskikkelsen, så ville det jo ikke være et problem. Hun knurrede endnu engang af ham, da hun endte på et bord. Hvad havde han gang i? Mest et fast ryk, så trak hun sig baglæns, eftersom han jo ikke havde holdt hende fra at komme den vej. Hvis han prøvede at gribe hende igen, så prøvede hun tilgengæld at kradse ham eller bide ham, da hun bestemt ikke ville have noget med ham at gøre! Desværre følte hun, at han havde gennemskuet, at hun ikke var en almindelig udgave af sin race, hvilket jo nok også havde gjort, at hun nu stod her på dette bord.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel placerede katten på et bord. Hvem hun var, og hvad hun hed, vidste han jo heller ikke, men der var noget rigtig unaturligt ved den. Den agerede slet ikke som en typisk eller en normal kat, og derfor havde han vel også sine grund til en mistro, som han ønskede at undersøge noget mere indgående?
Som hun bakkede, bakkede hun direkte ind mod ham, hvor hans greb automatisk strammede sig om hendes lille brystkasse. At hun kradsede ud efter ham, var i hans øjne, en handling i intet andet end ren afmagt, og det var uden tvivl også svært for ham. Han kneb øjnene svagt sammen, for det alene, gjorde jo ondt. "Sch... Sch.." forsøgte han denne gang. Ondt gjorde det virkelig! Hun kunne da godt slappe af, for han havde da ikke gjort hende noget! - Endnu om ikke andet, men han havde jo intet gjort hende! Hans hånd greb denne gang om hendes nakkeskind, for at få hende til at stoppe op. Af hvad han vidste, var det et greb, som fik de fleste katte til at forholde sig i ro. Han ville jo ikke gøre hende noget, om han ellers kunne blive fri for det. "Jeg gør dig ikke noget.." sagde han denne gang. Han ville jo bare gerne undersøge hende.. finde ud af, hvad hun var for en, men det krævede, at hun stod i ro!

[Lily Rose Summers]

Lily ville ikke have noget med Nathaniel at gøre. Han var alkymist og hun stolede bestemt ikke på ham. Ligeså havde han jo ført hende til dette dunkle og dystre lokale, der kun gav hende dårlige minder og associationer til sine tidligere oplevelser i disse kældre her på slottet. Før hun var blevet glad for Mattheus, havde hun jo hadet ham som pesten. Hun peb, samtidigt med at hun knurrede, da han fangede hende fortsat. At han så tyssede på hende, gjorde det ikke ligefrem bedre og hun blev faktisk kun mere hidsig og urolig, så hun kastede sig nærmest fra side til side i hans greb. Hun endte helt med at stejle, men nåede ikke at gøre meget mere, da han så greb fat i hendes nakkeskind igen. Det brød hun sig virkelig ikke om! Normale katte var nok ligeglade, men hun syntes det var den mest nedladende og ubehagelige måde at blive holdt på. Hun brummede irritabelt, men satte sig så på sin bag. Han gjorde hende ikke noget? Nej, ikke endnu! Men han skulle nok finde på et eller andet sindssygt!
#Hvad kalder du så det, du har gang i?# endte hun. Hun vidste, at han ville kunne køre hende.

[Nathaniel Diamaqima]

Dum var Nathaniel ikke, og derfor vidste han jo godt, at der var noget med dette væsen foran ham, og derfor følte han også, at han var nødt til at undersøge det! Det kunne han ikke gøre hurtigt nok, og det var bestemt også noget, som han havde tænkt sig at gøre. Han smilede kort, men tilfredst for sig selv. Han holdt hende denne gang i nakkeskindet, men det var mere for at holde hende fast, og sikre sig, at hun ikke løb nogen steder, mere end det var noget andet.
Stemmen som lød i hans hoved, måtte komme fra hende af. Hvad det lignede han gjorde nu? Han holdt hende vel bare fast? Han trak kort på smilebåndet. "Det anede mig, at du ikke var nogen normal kat," sagde han denne gang. Han sænkede hende en anelse. Hvad var hun for en? Det var det, som han ikke helt kunne finde ud af, og det alene, var noget, som gjorde ham en kende nysgerrig. "Hvem er du? Og hvad er du for en?" spurgte han denne gang. Han var nysgerrig, mere end hvad han var anklagende, og selvfølgelig var det også noget, som godt kunne mærkes, så det alene, var heller ikke var noget, som sagde så lidt igen i den anden ende. Han slap hende denne gang helt, og lod hænderne hvile på bordet på hver side af hende. Hun måtte have noget med Mattheus at gøre.. Det var bare lige spørgsmålet: Hvad?

[Lily Rose Summers]

Lily havde nu afsløret, at hun kunne tale. Nathaniel var ikke dum, så han ville nok hurtigt kunne forstå, at hun talte og at det ej kom andre steder fra. Nok var det meget unormalt for en magiker at kunne forvandle sig, men sådan var det jo gået for hende. Hun var jo i og for sig blevet forgiftet og måtte nu til evig tid have katten som flugtvej. Hun havde dog gemt sig meget i den skikkelse siden hun havde fået den og var jo blevet mere og mere katteagtig i sin fremtoning. Dog virkede hun altid overlegen i forhold til andre dyr, så for de klogeste, så ville hun aldrig blive en normal kat. Ligesom tilfældet var nu her. Hun fnøs af hans første ord. Hvem hun var? Hvad hun var? Måske burde hun vel bare fortælle ham det og forhåbentligt kunne undgå, at han skulle begynde at skære i hende eller hvad andet han havde tænkt sig. At han slap ende helt, fik hende til at slappe en smule mere af dog. Hun vendte sig på bordet og så op på ham. Hendes hjerte hamrede stadigvæk, men adrenalinen fra hendes spring mod ham havde efterhånden lagt sig. Det hjalp også. #Jeg hedder Lily,# startede hun med at præsentere sig for ham. Burde hun fortælle ham mere? Ville det skade eller gavne? Det var virkelig svært for hende at finde ud af lige nu!
#Jeg er magiker,# endte hun så.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var på ingen måder dum, og det var dumt at fremstille ham på den måde. Nu vidste han da, at hun ikke var nogen normal kat, siden hun nu valgte at føre en samtale med ham. Ikke fordi at det var noget, som gjorde ham det mindste. Det derimod, var noget som han straks måtte finde meget fascinerende, da man kun var kendt med en anden magiker, der besad evnen til at forvandle sig til et dyr.
"Lily.. Magiker.." Umiddelbart var det ikke rigtigt noget, som sagde ham noget, men det måtte han vel også bare finde ud af på den ene eller den anden måde? Han smilede kort for sig selv, hvor han denne gang vendte blikket mod hendes skikkelse. Hun slappet mere af nu, hvor han heller ikke holdt fast i hende. Hans blik undersøgte hende.. hver en del af hende, som han nu kunne se. "Hvordan kan det være, at du er i denne skikkelse? Det er ikke en almen kendt mulighed," sagde han denne gang med en rolig stemme. Han selv var jo meget nysgerrig. Han var virkelig, virkelig nysgerrig. Han lod denne gang hovedet søge på sned, inden han tog fat om en stol, som han denne gang trak hen til bordet, hvor han satte sig. Uanset, ville hun ikke kunne komme derfra. "Samt fortælle mig, hvad du lavede i kælderen," tilføjede han denne gang.