On my own again

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Uanset hvad Mattheus kunne sige, vidste han godt, at det ikke ville rette op på noget som helst. Skulle han skamme sig? Han vidste det ikke rigtigt. Han kunne ikke rigtigt, og det var også tydeligt for ha mat mærke. Lily havde skænket ham alt, hvilket han udmærket godt vidste, men han havde vel bare været ung og dum til at se det i det hele taget?
At høre hende tage de ord i brug, fik ham til at sænke blikket igen. Han sukkede let, og lagde hovedet tilbage igen. "Jeg ved det godt," sagde han blot. Hvad skulle han da sige? Uanset hvad han ville sige, ville det jo ingen forskel gøre i det her tilfælde, og han vidste det jo godt. Han kunne jo ikke gøre andet end at hade sig selv for det. "Men helt ærlig, Lily..? Hvad forventer du af mig? Du finder ikke Enrico her.. Kun jeg," sagde han. Hun havde jo ikke just valgt at forlade stedet, og bare lade ham sidde.. Som han vel havde regnet med, at hun ville? Han sænkede hovedet igen. Selvfølgelig var hun der heller ikke for ham.. Hvad havde han da forventet? Han vidste det ikke rigtigt, men en ting var sikkert: Han ville nok aldrig blive tilfreds.. eller glad.. Lykkelig, var tilsyneladende også bare en by i Rusland for hans vedkommende. Han rystede kort på hovedet. "Jeg forventer ikke at du bliver," afsluttede han. Igen måtte han se på hende.. Så smuk en kvinde, som hun sad der. Han kunne jo ikke andet, end at nyde godt af det syn.

[Lily Rose Summers]

Lily havde det svært med hele situationen. På den ene side så afskyede hun Mattheus og hele hans væsen og på den anden side, så var hun så dybt draget af ham. Hendes hjerte tilhørte måske i sandhed ham fremfor nogen anden, men han havde brudt det bånd til hende ved at tage Aliyah tilbage til sig, når hun havde åbnet sig allermest op for ham. Det havde virkelig knust hende. Derfor brugte hun også ordet 'elskede' fremfor at bruge det i nutid. For om hun elskede ham nu, det kunne hun ikke sige. Ikke med tæppet i hendes sind, der kun gjorde dette møde ret forvirrende. Som han sænkede blikket så gjorde hun det samme. Havde ikke rigtigt mere at sige, for nu havde hun smidt kortene på bordet og gjort sig selv utroligt sårbar endnu engang. Hvad var der galt med hende? Hvorfor kunne hun ikke være den ligeglade og hjerteknusende pige som for mange år siden? Hvorfor skulle hun sidde med det knuste hjerte gang på gang?
"Jeg forventer ikke noget af dig, Mattheus," startede hun med at svare. Hun trak vejret dybt og holdt blikket stift ned på stengulvet mellem dem. Blev siddende i den sammenkrøbede stilling. "Det er ikke alt jeg husker... Da jeg tog herfra og svor aldrig at sætte fod i Dvasias igen, der søgte jeg hjem... Jeg mødte Salvatore, der på min befaling lagde en dæmper på det hele ved at blokere for nogle af minderne, til jeg havde plads til dem. Det er som et tæppe i mit sind, der langsomt bliver mindre og mindre," fortalte hun. Måske det kunne give en forklaring på hendes lettere forvirrende opførsel? Hans sidste ord svarede hun ikke på, men derimod løftede hun blikket. Hun mødte hans blik og holdt sit blik på ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste jo godt, at han ikke havde været fair overfor hende, men Aliyah havde været en kvinde, som han havde elsket, og altid ville byde til hans seng. Men nu var hun der ikke mere, som ingen anden var det, og derfor havde han virkelig også svært ved, at hun skulle være.. så væk, som det hun var nu. Han følte sig vel alene på en eller anden meget ubehagelig måde, som han end ikke var i stand til at beskrive? Det var i hvert fald meget ubehageligt, at det skulle være på den måde, som det nu var! Han bed tænderne svagt sammen. Gjorde hun det bare, for at gøre ham ked af det? Han kunne faktisk ikke rigtigt finde ud af det lige nu.
"Det regnede jeg heller ikke med." Igen var han vel skuffet et eller andet sted? Lige for tiden, var han jo i forvejen meget negativ. Hans blik faldt direkte til hendes skikkelse, hvor deres blikke mødtes igen. Her var han så den, som valgte at kigge væk. Mest af alt, var han fristet til at sende hende bort, selvom han vidste, at han ingen magt havde over noget som helst mere, da alt faktisk var blevet brutalt revet fra ham. Hvad skulle han egentlig stille op nu? Han kunne ikke rigtigt finde ud af det, og for ham, var det virkelig ubehageligt, at det var på den måde! Så hun havde været så langt derfra? Salvatore? Manden som havde bosat sig i Manjarno nu? Ja, tingene skiftede da godt nok, det kunne han da godt se. Han trak vejret dybt. "Er du bare ude på at give mig dårlig samvittighed, Lily?" spurgte han denne gang direkte. "Forventer du, at jeg siger undskyld? Jeg ved, at jeg har begået fejl.. Jeg er ikke fejlfri, og det bliver jeg ikke.." Han satte sig denne gang med siden til. Benene trak han en anelse op til sig, hvor han lod armene afslappet falde omkring. Han begik altid fejl.. Det havde han jo åbenbart altid gjort.

[Lily Rose Summers]

Lily så mod Mattheus. Lige nu og lige her, der vidste hun ikke hvad hun skulle synes om tingene. Hun huskede ikke alt og netop nu irriterede det hende, for hun vidste ikke om hun ville gentage nogle ting eller forglemme vigtige detaljer. Han kunne jo snyde hende og fortælle hende usande ting om de 'black-spots' hun havde i sit sind angående fortiden her. Hun havde været en magtfuld og nærmest royal kat ved hans side og endt som en nærmere baggårdskat, der havde strejfet rundt i Manjarno. Hvor havde hun dog egentligt været dum at tro, at Gabriel så ville have været modsvaret. Men hun kunne åbenbart kun vie sit liv og hjerte til to mænd: Gabriel og Mattheus. De var der altid eller dukkede altid op igen og det var frustrerende. Hun forventede ikke noget af dem... mest fordi hun ikke troede på, at de faktisk kunne gøre noget. Hun følte selv, at hun ikke kunne finde rigtig glæde og lykke, fordi hun altid endte som anden prioritet hos de mænd, hun rent faktisk åbnede sig for og spildte alle sine følelser ud over. Hun havde lyst til at gå... men en ligeså brændende lyst til at blive. Det var virkelig svært at sidde der blandt to følelser... at stå med et ben på tværs af et dybt hul. Hvis hun vaklede bare en smule, så faldt hun ned i mørket, medmindre hun blev trukket til den ene eller anden side af en redning. Men den redning så hun ikke ligefrem foran sig. Hun rystede på hovedet.
"Nej, jeg prøver at oplyse dig om hvordan min tilstand er i øjeblikket," endte hun sammenbidt. Det hele handlede altså ikke om ham! Om hun ville have, at han skulle undskylde?
"Jeg har ikke behov for dine undskyldninger, Mattheus... Jeg skulle aldrig være kommet her... Alligevel er der noget, der holder mig her," endte hun. Hun vendte sig med siden til ham også, som han gjorde det samme. Hendes hjerte hamrede. Skulle hun blive? Eller skulle hun igen løbe fra ham?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var uden tvivl forvirret over, hvad Lily egentlig var ude på, og hvad hun egentlig ønskede af ham, for i hans ører, lød det da til, at hun kun klandrede ham for alt det, som han havde gjort.. og ikke havde gjort ved hende, og det forstod han da intet af. Det var meget muligt, at det i øjeblikket, kun var ham, som var ekstremt sortseende, men det kunne han altså heller ikke gøre for! Hans blik faldt direkte til hendes skikkelse, som hun sad der, og han nu sad med siden til hende. "Jeg forstår ikke, hvor du vil hen," sagde han denne gang. Han lod hovedet søge på sned. Var det så svært at forstå? Han ønskede jo bare, at forstå og finde ud af det, for hele hans grund til eksistens, var brutalt blevet revet fra ham, uden at han egentlig kunne gøre noget som helst ved det, og den tanke gjorde ondt. Hvad havde han overhovedet tilbage at leve for?

Mattheus knyttede næverne svagt. "Du fortæller ud fra, hvordan du har det, og hvordan det er for dig lige nu. Er det for at give mig dårlig samvittighed? Jeg forstår det ikke..!" Næverne hamrede han denne gang direkte ned i gulvet, som nærmest rystede under hans slag. Han var en mand der led. Han havde det virkelig ikke særlig godt lige nu, og selv for ham, var det direkte ubehageligt, at stå i denne form for situation, som han gjorde lige nu. "Og hvad er det, som holder dig her?" spurgte han denne gang. Så kontrolleret, som han kunne.

[Lily Rose Summers]

Lily havde åbenbart den samme effekt på alle fyre. Hun skabte kun forvirring i deres hoveder og endte med at sende dem i stik modsatte retning af hende selv, hvilket var utroligt forvirrende for hende også. Hvorfor gjorde hun det sådan? Hun klandrede ham ikke. De havde vel været lige gode om det på hver deres måde? Men det var stadigvæk ham, der havde knust hendes hjerte og ikke omvendt. Det måtte han da kunne se? Hvor hun ville hen? Med hvad? Hendes fortælling om hendes sind og tanker og hvordan det hele var i øjeblikket?
"Jeg har jo lige sagt, at det ikke er for at give dig dårlig samvittighed!" endte hun spidst. Det gibbede helt i hende, da han slog næverne ned i gulvet og hun trak sig mere sammen. Hendes hjerte galopperede som ti vilde heste i hendes brystkasse lige nu.
"Jeg er ærlig overfor dig... Fordi jeg ikke husker alt, så er det jo heller ikke alt jeg kan forstå fra min side," svarede hun ham mere lavmælt. Deres samtale gik da virkelig op og ned i intensitet. Fra det lavmælte, til det forvirrede og helt til det aggressive. Hun slog blikket op og så hen på ham igen.
"Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle dig det, men det kan jeg ikke!" endte hun. Hun huskede det ikke... mindedes ikke, at det var på grund af det bånd de havde delt. Eller det bånd hun havde haft til ham...

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus forstod intet af dette. Hvis det ikke var for at give ham dårlig samvittighed, hvad pokker var det så? I forvejen, var han jo heller ikke ligefrem en mand, som sad med et kæmpe smil på læben, og så lyst på det hele. Han havde ikke nogen anelse om, hvor længe han havde siddet her, og hvor længe han ville komme til at sidde her.. om han ville komme ud i live, eller hvad pokker han ville. Han vidste virkelig ingenting! Og det var uden tvivl forbandet frustrerende, at det skulle være på den måde!
"Jeg forstår ikke noget af det her, Lily," fortalte han denne gang. Han vendte blikket den anden vej. Hvorfor følte han sig dum? Han vidste, at han havde lavet mange fejl igennem sit liv, men dette var nok en af de største. Han trak hånden til sig igen, efter slaget direkte ned i gulvet. Ondt havde det jo trods alt også gjort, uden at han egentlig kunne gøre noget særligt ved det, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik.
"Derfor ved jeg ikke om jeg kan gøre noget for at hjælpe dig.." Han var direkte og meget kortfattet i hans ord, da han ikke rigtigt så nogen grund til at skulle være noget andet. Han var ked af, at han intet kunne gøre.. Men nu hvor hele hans grund til eksistens, var revdet væk under fødderne på ham.. Hvad havde han så tilbage nu?

[Lily Rose Summers]

Lily var nok ligeså forvirret som Mattheus var i øjeblikket. En ny tanke slog hende dog. Havde han faktisk dårlig samvittighed? Var det derfor, at han blev ved med at spørge om det? Han prøvede altså at undvige de tanker og følelser. Nok fordi han i forvejen følte, at alt var blevet taget fra ham, hvilket hun jo godt kunne forstå. Hun sukkede dæmpet og så ned i gulvet igen. Hendes hjerte føltes tæt på at briste i hendes hjerte og hun vidste virkelig ikke hvorfor. "Jamen så er vi jo to," endte hun bare med en vrissende undertone. Måske han slet ikke ønskede at forstå og bare skubbede hende væk? Han kunne ikke hjælpe hende? Nej, det kunne han vel ikke, hun var jo ikke engang kommet her for hans hjælp. Hun havde ikke engang tænkt, at hun kunne støde på ham, fordi hun havde fulgt Gabriel i hælene hertil, var endt med at tabe sit hjerte på gulvet endnu engang og havde ønsket at se Enrico. Men han var der ej længere. Det gjorde virkelig ondt, for hun havde troet, at Enrico kunne hjælpe hende lidt på den rigtige vej.
"Dette var en fejl," endte hun. Hun forsvandt ned i katteskikkelse og søgte ud gennem tremmerne og hastede ned ad gangen...

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste ikke hvad Lily håbede på at få ud af, at fortælle ham alle de her ting. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse igen. Hun ville jo tilsyneladende heler ikke tæt på ham, og derfor skulle hun selvfølgelig få lov til at blive fri for det. Det var i hvert fald sådan, at han havde det. Han bed tænderne fast og kraftigt sammen. "Jeg forstår bare ikke hvor du vil hen," endte han denne gang. Langsomt rystede han på hovedet. Anså hun det hele nu, for værende en fejl?
Mattheus vendte blikket mod hende. Kun lige tidsnok til at se hende forvandle sig tilbage til katteskikkelse, og storme afsted, som var han.. giftig og farlig for hende. Det var heller ikke fordi at han havde gjort noget som helst ved hende jo! Blikket vendte han derfor hurtigt den anden vej, hvor han tydeligt bed tænderne sammen. Ensom var han, og dette var bestemt heller ikke noget, som gjorde ham nogen gavn hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han bed tænderne kraftigt sammen denne gang. "Så smut da.." afsluttede han kort for hovedet. Hans blik vendte han denne gang ned mod sine hænder i stedet for. De rystede.. af frustration og raseri. Hvad skulle han da kunne stille op? Han kunne jo intet gøre, mens han sad i en kælder, som han gjorde her!

[Nathaniel Diamaqima]

Selv på trods af den brækkede næse, forhindrede det ikke Nathaniel i, at bevæge sig i nærheden af kælderen i Dvasias, velvidende om, at hans egen søn, måtte sidde i cellen dernede. Det var desuden også ham, som havde formået at brække næsen, ved at hamre hans hoved ind i tremmerne. Ikke klandrede Nathaniel ham for det, for han vidste, at han havde dummet sig i denne forbindelse. Denne gang, var det Nathaniel, der havde nøglen på sig, og derfor vidste han også godt, at han ikke bure komme for tæt på, for han vidste, at den mand, var desperat efter at komme ud, og det skulle han ikke. Manden var nemlig endnu på den forkerte side af, hvad Nathaniel ønskede, og derfor måtte han jo håndtere sagen på en lidt anden måde, end hvad han typisk ville have gjort.
Katten som løb mod ham, var det første, som fik Nathaniel til at stoppe op. Hvad pokker handlede det ikke lige om? Hans blik faldt til Mattheus' skikkelse, som han sad der i cellen. "Jeg tænkte, at du kunne bruge noget selskab." sagde han denne gang, som han roligt trådte frem. Katten.. kunne for alt hvad han vidste, være en vildtstrejfende af typen, så hvorfor skulle han lægge mere i det, end som så? Han stoppede op et par meter fra cellen, hvor han vidste, at den unge mand, ikke ville kunne komme i nærheden af ham. "Uden at brække flere ting, ikke?" afsluttede han denne gang.

[Lily Rose Summers]

Lily løb og løb. Lige indtil hun havde passeret Nathaniel og drejet om et hjørne. Der stoppede hun igen op med et hård opbremsning. Hun trak vejret tungt og stirrede frem for sig. Mattheus forstod hende ikke. Og hun kunne ikke helt vide hvor hun havde ham med de slørede minder. Alligevel så følte hun bare, at hun ikke kunne forlade ham. Hun listede tilbage til hjørnet og skævede omkring det. I denne skikkelse var hun da skjult og Nathaniel virkede ikke mistænksom. Heldigvis. Så hun var ej blevet genkendt. Betød Nathaniels fremtræden her, at han havde nøglen på sig? Men hvor var den så henne? Hun kneb øjnene sammen. Slank som hun var, så listede hun komplet lydløst langs muren og gemte sig i skyggerne fra faklerne, der næsten ikke kastede noget lys. Hun kunne heldigvis se alt i denne skikkelse fordi hun havde nattesyn. En af de mange goder som kat. Hun slog blikket op mod Nathaniel og prøvede at finde ud af, hvor nøglen var henne..

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Lily var løbet, og nu dukkede Nathaniel op. Den her dag, blev da kun bedre og bedre! Mattheus himlede denne gang med øjnene, hvor han kraftigt vendte blikket mod manden igen. Han havde brækket hans næse sidst, og han regnede ikke med, at det ville få konsekvenser igen, at komme i nærheden af ham igen? "Kan du ikke bare lade mig være?!" udbrød han denne gang med en oprevet stemme. Han ville ikke mere! Han gad ikke mere! Først Lily og nu også Nathaniel? Hvad mere kunne han blive udsat for, på en enkelt aften?
Mattheus valgte denne gang at rejse sig op, kun for at vende sig mod Nathaniel. Manden havde set, hvad der var sket sidste gang, og det var ikke nogen hemmelighed, at han nok havde nydt det en kende for meget. Han trak kort på smilebåndet. "Jeg brækkede din næse sidste gang, gamle mand. Har du endnu ikke lært, at du bare skal lade mig være? Jeg har ikke tænkt mig, at give dig noget af, hvad du vil have!" udbrød han denne gang. Den mand skulle bare holde sig væk. Langt væk fra ham, hvis han overhovedet ville sikre sig, at han kunne beholde sit liv, for Mattheus havde ikke tænkt sig at skåne ham for det, hvis han ellers kunne blive fri for det. Inge ntvivl om det!

[Nathaniel Diamaqima]

Katten lod Nathaniel blot passere, for hvorfor skulle han da gøre det? Det var jo bare en kat, af hvad han vidste om ikke andet. Det var også meget muligt, at han var en vis mand, men det var jo heller ikke alt, som han kunne vide, og dette var jo så dertil også noget af det, som han intet vidste noget om. Han smilede kort for sig selv. Han vidste, at Mattheus var træt af hans små besøg, men noget måtte han jo trods alt også gøre, så det alene, var der ikke nogen tvivl om, og særligt, når det var på denne her måde.
"Jeg ved, at du er træt af mine små besøg, kære Mattheus. Men det er bedre, end at du sidder her alene," fortalte han denne gang. Hans blik faldt på den unge mand på den anden side af tremmerne, også selvom det var den rene afvisning, som han mødte undervejs. Han rettede sig en smule op. Stadig med en vis afstand til tremmerne, da det sidste gang, havde kostet ham en brækket næse, og det ønskede han heller ikke ligefrem skulle ske igen. Hans blik holdt meget nøje øje med Mattheus bag tremmerne, for han vidste, at manden kunne gøre udfald på de mest skræmmende måder, og det ønskede han ikke skulle ske igen. "Vi kom skævt ind på hinanden sidst, min dreng. Lad os tage en rolig samtale denne gang," fortalte han denne gang.

[Lily Rose Summers]

Lily nåede ret tæt på Nathaniel uden at han bemærkede det og det glædede hende. Hun kunne til en start dog ikke få øje på nøglen som Nathaniel efter sigende skulle bære. Måske havde han den ikke? Og den lå et andet sted? Det ville ærgre hende en del, for hun ville gerne snuppe den nøgle og befri Mattheus fra sit fængsel. Han hørte ikke til bag lås og slå, så meget havde hun da fundet ud af deres møde, selvom det ikke havde været vellykket. Han passede bedre ind i det fri. Deres tone overfor hinanden var ikke ligefrem venlig, men det havde hun nu heller ikke regnet med. Min dreng? Nathaniel tiltalte Mattheus på en noget mærkelig måde. Ikke at hun dog sagde mere til det.
Med hamrende hjerte i hendes bryst, så nærmede hun sig Nathaniel. Endelig! Nøglen kunne hun se stak ud, der den glimtede i det lys hun kom i. Det var jo så nu... eller aldrig. Hun sigtede, satte af og sprang direkte mod nøglen, som hun greb fat i. Ligeglad med, om hun kom til at kradse Nathaniel i farten eller ødelægge hans tøj. Men hun gjorde alt for at få den nøgle vristet af ham, så hun kunne få den med sig...

[Nathaniel Diamaqima]

Det var jo ikke nogen hemmelighed, at Nathaniel var far til Mattheus, selvom den unge mand, nok aldrig ville lære at se ham på den måde. Det var selvfølgelig trist, at det skulle være på den måde, men det var bare begrænset, hvad man kunne gøre ved det nu. Han holdt denne gang en afstand til cellen, kun fordi at han heller ikke ønskede at komme for tæt på. Det havde jo allerede kostet ham næsen, og han var meget forfængelig af sig.
Cedric havde han vækket til live, hvilket i forvejen havde kostet ham rigtig meget energi. Hans blik faldt til den unge mand på den anden side af tremmerne, selvom han råbte og skældte, så gjorde det ikke nogen forskel for ham lige nu. Han rystede kort på hovedet. Man kunne vel have håbet på, at han ville komme lidt mere til fornuft, end som så? Selvom det jo desværre ikke foregik på denne her måde, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke.

Katten vækkede ikke rigtigt nogen større interesse for Nathaniel, for hvorfor skulle den da gøre det? Han rystede kort på hovedet for et kort øjeblik, idet at han mærkede det rive og rykke om hans liv, hvor nøglen sad. Hurtigt vendte han blikket mod det. Katten? "Hvad i..?" Han vred sig kraftigt, for at komme fri af katten, hvor han denne gang tog fat om nakkeskindet på den, for at sikre sig, at den ikke nåede mere. Han stirrede på den. Var der noget med den? Langsomt hævede han den i sit greb.