On my own again

[Lily Rose Summers]

Mattheus Diamaqima Angleráx

Lily var endnu engang såret og forvirret. Gabriel var faldet i armene på Silia igen, selv på trods af, at hun havde stået der for ham igennem hele hans forvandling. Det var smertefuldt at blive fravalgt endnu engang. Hun havde fulgt Gabriel til Dvasias, hvor hun havde set ham gå med Silia. Måske var hendes sorg uberettiget, for de havde jo været sammen i så mange år. Men hun stod igen alene og med et forvirret sind. Kærlighed var virkelig bare ikke for hende, det havde hun da fået bevist så langt. Hun var alt for nem til at knytte sig, så hun burde virkelig holde sig til bare at have det sjovt. Men nu hvor hun var her, så kunne hun jo ligeså godt besøge en gammel ven. At Enrico så ikke skulle være her mere, det fandt hun kun hurtigt ud af, fordi hun overhørte to tjenere snakke om det. Det slog hende faktisk om muligt lidt mere ud af den end det med Gabriel. Enrico... død? Borte? Hun kunne end ikke tale med ham en sidste gang? Hun hastede ned i kælderen, hvor hun stoppede op i et fjernt hjørne, der egentligt var fangekælderen. Hendes forvandling som kat blev opløst i takt med, at hun hulkede mere og mere og bare havde brug for at græde. Det var sjældent, man så hende græde. Hun snøftede og krøb sammen i hjørnet... Det gik slet ikke op for hende at hun sad på gangen overfor cellen hvori Mattheus blev opbevaret.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Ensomheden overmandede hurtigt folk nede i kælderen. Selv Mattheus kunne mærke den. Den sidste som havde opsøgt ham hernede, var Nathaniel, som han havde valgt at brække næsen på. Han hørte dagligt sin moders skrig fra torturkamrene, og han turde selv ikke tænke på, hvad der skete derinde. Det var egentlig grusomt, hvordan skæbnen kunne være imod nogen på de mest forfærdelige måder! De eneste, som egentlig kiggede til ham, var vagterne, som bragte ham maden, som han efterhånden var ved at være træt af at spise. Han hadede, at skulle give dem, hvad de ville have!
Lyden af hulken, var noget af det første, som fangede ham, hvor han denne gang drejede hovedet mod det. Hvad han kunne forvente hernede, vidste han ikke. Han skulle i hvert fald ikke nyde noget som helst! Næverne knyttede han denne gang svagt, hvor han rettede sig en anelse op. Her var det som regel meget stille.. alt for stille til tider. Han krøb denne gang tættere på tremmerne i stedet for. Duften.. Den havde han duftet før. Han blinkede med øjnene. Var det..? ".. Lily?" spurgte han denne gang. Det var lang tid siden, han overhovedet havde set noget til hende, men okay.. Han havde efterhånden også siddet hernede, i det, som måtte være en mindre evighed, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. "Lily, er det dig..?" tilføjede han denne gang. Var det hende der græd? Hvad lavede hun i det hele taget her?

[Lily Rose Summers]

Lily forventede ikke, at her i kælderen skulle være nogle, hun kendte. Hun vidste ikke rigtigt hvad der foregik her i landet, men alligevel var stemningen på slottet meget anderledes end hvad hun huskede. At Enrico var død kunne hun slet ikke begribe, for hun havde faktisk anset ham for en nær ven. Han havde været god ved hende og passet på hende i starten, da hun havde vænnet sig til livet som kat. Han havde været den, der havde skænket hende en ny hånd - godt nok på ordre af Mattheus. Men han havde været god ved hende og sørget for hun fik ordentligt hvile. Hun krøb sammen i mørket, der var hernede. Det var jo nok ved at være sent, men med efterårets og vinterens komme, så blev dagene jo også kun kortere og kortere.
Hun hørte bevægelse i nærheden. Fra cellen foran hende og slog blikket op, hvor hun hurtigt tørrede sine øjne. Stemmen hun hørte, fik hendes hjerte til at hamre. Mattheus? Var det Mattheus, der sad der? Hun vidste ikke, om hun skulle kaste op af den smerte og vrede hun følte eller om hun skulle falde ham om halsen af glæden over at se ham igen. Det hele var jo stadigvæk tåget i hendes sind, fordi Salvatore havde lagt et tæppe om det hele. Men hun følte en underlig tiltrækning til ham. #Mattheus,# svarede hun ham via tankens kraft og gled igen i skikkelsen som kat. Hun rejste sig på de små poter og søgte hen mod ham og satte sig foran ham på gangen, hvor tremmerne var imellem dem. #Enrico er død,# var det første hun sagde. Det var hendes største problem lige nu. Skønt Salvatores tæppe endnu var i hendes sind, så huskede hun jo flere og flere ting, som hendes hjerne bearbejdede dem. Det var virkelig avanceret magi som Salvatore havde brugt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Selskab i kælderen, var nok ikke lige, hvad Mattheus havde været forberedt på, men hvad kunne man da forvente af det her sted? Han vidste heller ikke hvad han kunne forvente sig af Silia og Nathaniel. Jovist havde han brækket mandens næse, men foreløbig, var han heller ikke blevet straffet for det. Han fnøs let for sig selv. Hvor var det ensomt at sidde her.
At Lily var der, var nok det, som overraskede ham mest. Af alle steder hun kunne søge hen, så her som det første sted? Han lukkede øjnene let. Han vidste, at han ikke havde været god ved hende, men lige nu, kunne han heller ikke gøre særlig meget ved det. Silia og Nathaniel var dem som gik rundt med nøglen til cellen, som han sad i. Desværre. Hans blik faldt til hendes skikkelse.. Den lille kat, som kom luntende mod ham. Enrico var død.. Så hun havde hørt det? Han vidste det godt.. Og det gjorde det heller ikke meget bedre. "Det ved jeg godt, at han er.." svarede han med en kortfattet stemme. Det var ikke fordi at det gavnede ham eller hans situation på noget tidspunkt, og særligt ikke, som det stod i øjeblikket, men han kunne jo heller ikke rigtigt gøre noget ved det. Han sukkede let. "De tog hans liv.." tilføjede han denne gang. Manden havde været som hans onkel.. Og han savnede ham selv dybt. Han satte sig mere til rette på den anden side af cellen. "Men.. du er her..?"

[Lily Rose Summers]

Lily havde ikke regnet med, at Mattheus ville side her. Hun havde lidt fundet ud af, at Silia nu havde en position ved dette hof fremfor det procianske. Snak om at skifte loyalitet og skide på Procias? Hun følte det som et stort forræderi imod sit land. Endnu værre, når Gabriel hastede til hendes side igen! Men okay, de havde vel et barn sammen? Det betød vel også noget? Hendes hale strøg let hen over jorden bag hende, som hun blot sad på sin bagdel med strakte forben og kiggede på ham. Hun følte sig draget af ham, men kunne også mærke en sorg ved at sidde overfor ham. Helt hvad det gik ud på vidste hun ikke, for tæppet gjorde minderne sorte. Hun var jo slet ikke kommet sig over ham, for han havde virkelig såret hende dybt. Hun nikkede og kom med et let suk. Ja, selvfølgelig vidste han det. Hans næste ord, gjorde det dog ikke bedre. De havde slået ham ihjel? Som i Silia? Det kunne hun slet ikke lide at høre og hun mærkede det som et brist på hendes hjerte. Men hun sank bare en klump i halsen. #Det gør mig ondt,# endte hun. Både på hende selv men også på hans vegne. Hun vidste jo hvor meget Mattheus havde holdt af Enrico. Hun var her? Ja, det var hun. Hvordan skulle hun forklare det? Hvad fortjente han at høre? Hvorfor følte hun sig så knyttet til ham?
#Jeg ville have set Enrico... Det kan jeg så ikke,# forklarede hun. Det var jo kun en bid af en længere historie. Men en historie hun ikke følte, at han havde behov for at vide. #Og du er her? Hvad er der sket her?#

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste godt, at han ikke havde været god ved Lily, men hvad kunne han gøre ved det nu? Sige undskyld? Det ville jo uanset ikke gøre nogen forskel på noget som helst. Han savnede selv Enrico.. savnede det liv, som han selv engang havde haft, og det var inden han havde siddet her, som han gjorde lige nu, da det jo egentlig kun var ubehageligt for ham! Engang havde han været kronprins af landet her, og nu sad han så her, og afventede hans videre skæbne.
Mattheus vendte blikket en smule væk. Det var hårdt at snakke om. "Der er ikke noget at gøre ved det.." forklarede han blot, velvidende om, hvor dumt det måtte se ud, at han sad og snakket med en kat på den anden side af tremmerne i hans celle, men fangekælderen var tom. Han sad der jo selv. Han så mod hende igen. Hun sad bare der.. som den smukke kat, som hun alle dage havde været. "Jeg beklager.. men det er ikke muligt," endte han. Den mand havde mistet livet for hånden af en dæmon, af hvad han vidste, og det ville jo aldrig kunne gøres om uanset. "De tog mig til fange, da de brød ind på slottet.. slog mig ud.. tog min mor til fange.. slog Enrico ihjel, og satte sig selv som konge og dronning.." Der var spydighed at spore i hans stemme. Den tanke alene, gjorde ham rent faktisk vred. Han havde jo heller ikke lyst til bare at sidde der, som han gjorde nu! Han knyttede næverne svagt. "Og nu sidder jeg så bare her.." tilføjede han sammenbidt.

[Lily Rose Summers]

Lily så indgående på Mattheus. Hvis der var nogle tilbage, fra da Mattheus havde været konge, så ville de jo kende hende. Hun havde jo altid været der. Fulgt ham trofast rundt og havde været med inde til de vigtigste og mest hemmelige møder. Havde været i hans seng. De havde jo endda trukket den videre. Genstartet at sove sammen og være intime med hinanden. Men alt det var slut nu. Hun sukkede dæmpet, som han bare afviste det. Han var såret, det kunne hun se og mærke på ham, men hun lod vær med at tvære det ud i hans ansigt. I stedet så ønskede hun at høre, hvad der var sket her. Så Jaqia var altså også fanget? Og de havde slået Enrico ihjel? Det gjorde hende vred. Hun blev nødt til at få ham ud herfra, for andet tillod hun ikke. Han skulle ikke sidde her mutters alene og bare blive holdt fanget, fordi de ikke havde noget at bruge ham til. Og så alligevel. Måske var det sundt for ham at være overladt til sig selv og sine tanker. #Jeg kunne godt mærke at stemningen på slottet havde ændret sig noget siden min tid her,# svarede hun ham. Alt var forandret og selv brød hun sig ikke om Silia. Men hvem hun havde udført attentatet sammen med, det vidste hun dog ikke. Hun rejste sig og søgte lidt tættere på ham. Han havde faktisk ingen umiddelbar duft over sig andet end bare ham selv. Let og lille som hun var, så gik hun direkte igennem tremmerne ind til cellen og endte nu på hans side. Hun så op på ham. #Ved du hvad deres plan er for fremtiden?#

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var ramt, og han var såret, og han hadede, at han skulle være fremstillet på den måde, for han kunne jo intet stille op med det. Han sad fanget i en celle, kun overladt til sig selv, og sine egne tanker.. den vrede, som han følte, som så tæt og en intens del af ham, og han kunne derfor intet gøre ved det, hvad end om det var noget, som han nu ville det eller ikke. Svagt bed han derfor i sin læbe, da han atter så væk fra h ende. "Intet er, som det en gang var," forklarede han denne gang kort for hovedet. Diamaqima havde taget den ledende plads i landet her, og han vidste godt, at det nok heller ikke var til gavn for nogen, men for pokker, hvad kunne han da gøre ved det nu? Hans blik gled derfor langsomt mod hendes skikkelse, da hun denne gang passerede tremmerne. Lille som hun var, og bare tog pladsen ved siden af ham.
Ikke kunne Mattheus dy sig, hvor han denne gang hævede hånden, og lod den vandre over hendes hoved i et blidt kærtegn. Alt det, som de dengang havde lavet.. Ja, han kunne jo blot mindes det i dag. Hans blik faldt til hendes skikkelse. "De fortæller da ikke mig noget.. Jeg hører dagligt min moders skrig fra torturkamrene.. De slog Enrico ihjel.. Jeg ved ikke, hvad de er ude på," sagde han denne gang. Han hævede blikket igen. Han var ensom.. mørk af sind og sjæl. Han havde vel bare nået punktet, hvor han var.. ligeglad efterhånden? Han ventede vel egentlig bare på tur nu?

[Lily Rose Summers]

At Mattheus faktisk var blevet slået tilbage af familie, var ikke noget, der gik op for Lily til at starte med. Men dog. En klokke ringede i det bagerste af hendes sind. For Silia havde jo mørket i sig, det havde hun altid haft. Og delte hende og Mattheus vist ikke også et navn? Diamaqima? Silia og hendes far måske? Men var den far, så også Mattheus' far? Alle tankerne kogede i hendes sind og hun prøvede at skubbe det lidt hen. Så meget vidste hun jo ikke engang om Mattheus igen. Hun vidste bare, at Jaqia var hans mor. Men faren havde hun aldrig rigtig tænkt over. #Bestemt ikke,# svarede hun. Hverken her, i Procias eller nogen steder for den sags skyld.
Lille og elegant smøg hun sig ind gennem tremmerne, hvor hun endte med at sidde ved hans side. Hans hånd, der strøg over hendes hoved fik en sitren til at sætte sig i hende. Hun spandt kælent uden helt selv at kunne kontrollere det og nærmede sig ham ubevidst. Endte med at sidde helt op ad ham, nærmere mere ovenpå ham. At han skulle høre sin mors skrig, lød frygtelig men... Hun brød sig ikke om den kvinde. #... Det er jeg ked af,# endte hun alligevel. Med det hele. Han havde mistet alle omkring sig vel? Hans duft var velkendt og hun krøb op i hans skød, hvor hun lagde sig hos ham. Det var vel bare... hjemligt.
#Hvem har nøglen til din celle?# endte hun så. Måske han vidste det så?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Diamaqima var ikke et navn som Mattheus var stolt af at bære, men dog af den grund, så bar han det jo trods alt alligevel. Han kunne desværre ikke rigtigt gøre noget ved det, hvad end om det var noget, som han nu ville det eller ikke. Han sukkede tungt, hvor hans blik faldt til hendes skikkelse. At hun endte i hans skød, havde han intet imod. Det var faktisk rart for en gangs skyld med noget, som han ellers kendte fra en fjern fortid.
Lyden af hans moders skrig, som han dagligt måtte høre, var nok det værste. Selvom den kvinde aldrig rigtigt havde været der, havde han vidst, hvor han havde hende henne, og nu følte han bare, at det hele var tabt og mistet. Han hadede lige præcis den del af det! Han vendte sig mod hende endnu en gang. "Det er frygteligt.." var det eneste, som han sagde. Hvad andet kunne han da sige eller gøre? Han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det!
"Nathaniel og Silia bærer den på skift.. Af hvad jeg er fortalt." svarede han denne gang. Lige nu.. ville han vel egentlig bare gerne sidde der lidt med hende? Han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det uanset. Han lagde hånden over hendes ryg, som han nussede ganske blidt. Det var faktisk rart at sidde der med hende.. Nogen ting var jo som de engang havde været, og for ham, var det virkelig rart at tænke på tingene på den måde.

[Lily Rose Summers]

Hvis Lily havde kunne huske alt omkring hende og Mattheus' fortid, så havde hun nok ikke søgt direkte til ham og lagt sig i hans skød. Men det magiske tæppe i hendes sind dækkede stadigvæk for de mest smertefulde minder, fordi hun ikke var klar til at åbne op for det. Ikke klar til at bearbejde det endnu. Så i dette øjeblik huskede hun ikke den smerte hun havde følt, der havde fået hende til at flygte fra ham. Hun huskede detaljerne i de store træk. Hvordan han havde pisket hende og være så grusom mod hende, at hun var endt i denne katteform, som havde været hendes tilflugt lige siden. Ikke meget bevægede hun sig rundt i sin kvinde-form. Hun nikkede let og krøb bare op til ham ved hans ord. Det var frygteligt. Hun skulle ikke ønske sin værste fjende det heller.
Så det var Nathaniel, der var den anden. Selvfølgelig. Og de bar nøglen? Det måtte hun jo ud og udforske, for hun havde ikke tænkt sig at lade Mattheus sidde her. Hun spandt dæmpet ved hans nussende hånd mod hendes ryg. Lå et øjeblik mere uden at sige noget eller indvie ham i sin idé om at befrie ham. Hun ville ikke give ham falske forhåbninger.
Hun lukkede øjnene et øjeblik, men da nogle billeder viste sig for hende, så skyndte hun sig at åbne dem igen. Hun løftede hovedet og sitrede helt i kroppen. Hun kravlede ned af ham igen og satte sig med ryggen til ham et lille stykke fra ham i hans celle. #Hvor er Aaliyah så henne i alt dette?# endte hun.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvad der var sket med Lily i alt den tid, hvor de intet havde set til hinanden, vidste Mattheus ikke. En dag, havde hun vel egentlig bare været væk? Ikke at han ville tænke på, hvor ond, modbydelig og grotesk, som han havde været imod hende, da han udmærket godt vidste, at det overhovedet ikke var nogen god ting, men meget lidt, kunne han da gøre ved det, og det vidste han godt.
For nu, kunne han slappe af, og bare stryge hende over ryggen, som han havde gjort før i tiden, og dette kunne selvfølgelig også godt mærkes. Han vendte blikket mod hendes skikkelse, da hun pludselig bare rejste sig, og.. trak sig væk fra ham. At hun nævnte Aliyah, var slet ikke noget, som han ønskede at snakke om. Ikke var det nogen hemmelighed, at hun havde været en kvinde, som selv for ham, havde haft en kæmpe betydning, men ligeledes var revet fra ham, som alle andre, som han havde kær i sit liv. Ikke var der nogen tilbage.. Ikke en. Foruden hende faktisk. Han rystede på hovedet. "Død," svarede han blot. Hvad andet skulle han da kunne sige til det? Alle som havde været en del af hans liv, og som havde formået at få ham til at smile bare lidt, var revet fra ham på de mest groteske måder, og lige lidt kunne han gøre ved det nu. Han sænkede hånden og lod den falde i hans skød. "Sjovt.. alle, som har været tæt på mig, er forsvundet eller revet fra mig." Det var vel også først nu, at den tanke, var gået op for ham? At han rent faktisk var.. alene? Rigtig meget alene?

[Lily Rose Summers]

Meget og lidt var sket med Lily. Hun havde på sin vis siddet fast i livet, siden hun var flygtet herfra. Hun havde jo faktisk svoret, at hun aldrig skulle vende tilbage til Dvasias... Men se hende nu. Nu sad hun igen her i kælderen, hvor hun imod Mattheus' ordre en fuldmånenat havde sneget sig ned til ham. Fået hans indre bæst til at falde til ro og hun havde været helt uskadt. Hun stirrede ind i muren frem for sig, nu hvor hun sad med ryggen til ham. Billedet af Aaliyah i hans seng og duften af hende i hans soveværelse kom tilbage til hende og det gjorde ondt på hende. Hun havde ladet sig selv hvirvle ind i en drømmeverden. En uvirkelig verden. Og hun havde såret sig selv, som hun altid havde prøvet at undgå. Hun havde været kvinden, der slog op med andre, før de kunne såre hende eller slå op med hende. Hun havde været kvinden, der havde leget med alle drenges hjerter og knust dem. Den kvinde var hun ikke længere. Ikke helt.
Død. Der var det igen. Så hun var også væk? Borte? Hendes forvandling aftog og hun endte med at sidde på gulvet i kvindeskikkelse. Hendes lange sorte hår faldt ned over hendes ryg og bryst og dækkede lidt for hendes ellers bare hud. Hun trak benene op til sig og slog armene omkring dem. "Eller du har selv drevet dem væk," endte hun med en lidt skarp tone.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde taget nogen dumme valg, og det vidste han godt, men af den grund, ville han nu alligevel mene, at skæbnen havde været skræmmende hård ved ham, uden at han egentlig kunne gøre noget som helst ved den. Et sted, var det noget, som gjorde ham vred, uden at han kunne gøre særlig meget ved det. Øjnene kneb han fast sammen. Hun forvandlede sig tilbage.. En smuk nøgen kvinde, som nu sad der med ryggen til ham, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det af den grund.
Næverne knyttede Mattheus let. Han havde drevet dem væk? Han ville bestemt ikke påstå at Aliyah var en, som han havde skubbet fra sig, og særligt ikke på den måde, som hun pludselig fik det fremstillet! "Og hvad skal det betyde?" spurgte han denne gang. Han blev siddende, selvom hun sad der lige foran ham. Han vendte blikket væk. Ja, han var måske præget lidt af en selvmedlidenhed i øjeblikket, men kunne man overhovedet klandre ham for det? Han var ked af, at det hele var gået, som det nu var gået, men lige lidt, kunne han jo gøre ved det lige nu. Han trak vejret dybt og slap det langsomt. "Den eneste i mit liv, som har haft noget betydning, som genstår med et bankende hjerte, er dig, Lily. Desuden.. hvorfor kom du herned, hvis du kun skal rende rundt og være vred på mig?" spurgte han denne gang. Ja, han havde gjort hende ondt, men han kunne jo intet gøre ved det nu.

[Lily Rose Summers]

Hele situationen mellem dem, havde været svær. Hun havde bundet sig til ham på mange måder. Måder, han nok slet ikke ville forstå. Men Aliyah havde ødelagt det i sidste ende. Hun havde været væk i en periode, hvor hun havde været hans trøsteklud, men så snart hun var kommet valsende ind i hans liv igen, så var det slut mellem dem. Hun var vred og såret, skønt hun nu var nået til at reagere med vrede fremfor kun tårer. For nu glemte hun alt andet. Hun huskede stadigvæk ikke alt, kunne ikke se billederne og minderne, men hun havde nu de billeder af Aliyah og Mattheus på sin nethinde. Ja, hvad skulle det betyde? Hun sukkede dæmpet og vendte sig rundt mod ham. Tænkte slet ikke over, at hun var nøgen. Håret dækkede for hendes bryster og hendes ben dækkede for hendes underliv, som hun stadigvæk sad med dem trukket op til sig. "Jeg elskede dig... Og du smed det hele væk," svarede hun ham. Det var det bedste hun kunne komme på lige nu. Men da han havde taget Aliyah til sin seng igen, så var det som om, at han havde klippet båndet over mellem dem og hun havde flygtet fra den virkelighed hun pludselig havde stået over for.
"Jeg har jo fortalt dig, at jeg ville besøge Enrico... Jeg kom her ikke for din skyld," bed hun af ham og slog blikket ned.