You summoned me..?

[Kimeya Marvalo]

Kimeya synes godt nok det hele skred skræmmende hurtigt frem. Om det var en god eller en dårlig ting, kunne han ikke rigtigt finde ud af, men hvad pokker. Han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det lige nu. Hovedet lod han derfor søge på sned, hvor han så på dem skiftevis. Han vidste, at Sephiran var en ærlig mand, for det havde han alle dage været, men nu hvor de stod her.. Så vidste han, at der lå noget under. Han kunne bare ikke rigtigt finde ud af, hvad det skulle være. Hans blik faldt til hans skikkelse igen. Soraya var glad, og for ham, var det også en vigtig ting. De havde aldrig drevet den herud, vel fordi at der i forvejen, havde været så meget andet i hans liv, at tage sig af, og det selvfølgelig også godt kunne mærkes, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt.

"Du har bagtanker med alt, Sephiran. Det er grunden til at jeg er skeptisk," sagde han denne gang. Han kneb øjnene kort sammen, men vendte derfor blikket mod Soraya i stedet for. Et smykke skulle han nok finde som et symbol på det hele. En ring ville være for åbent, og han ville ikke have sin moder mere på nakken, end hvad han ville have i forvejen. Det var bestemt ikke noget, som gavnede dem i det hele taget.
Ordene blev sagt.. Et kort smil passerede hans læber. "Ja," sagde han denne gang. Han holdt endnu omkring hendes hænder, som han trykkede tydeligt i sine. Var det underligt, at det var noget, som et sted gjorde ham.. Glad?

[Sephiran Acheron]

Kimeya var nok den, der kendte Sephiran allerbedst. Og så alligevel ikke. Ikke længere. Tiyanna kendte ham faktisk endnu bedre, hvilket af og til faktisk var en skræmmende tanke for ham. For det var som om, at selvom han prøvede at holde hende ud af sine planer og tanker, så fandt hun ud af det alligevel. Og det overrumplede ham hver gang, at hun kunne regne ham ud. Men det bevidste blot for ham, at han havde valgt rigtigt i sin livspartner. De havde gennemgået meget og han ønskede, at Kimeya faktisk skulle finde noget lignende. Om Soraya skulle være den, det måtte tiden vise, for der var nok en bredere alder og erfarings forskel på dem end hvad der var mellem ham og Tiyanna. Han smilede bare sit vante kølige smil, ved Kimeyas ord, men sagde ikke mere om det. Begyndte blot sin tale og tilspurgte så Kimeya, hvor han afventede svar. Ja, blev der sagt og han kunne se, at det glædede Soraya. Han nikkede så og vendte sig mod Soraya, der stod ved hans side.
"Ligeledes spørger jeg dig, Soraya, om du vil tage Kimeya som hos dig står til din ægte mand, til døden jer skiller?"

[Soraya Salvorique]

Soraya var glad lige nu. Glad og tilfreds. Hun vidste, at den næste tid blev utroligt svær for dem, men netop at den grund blev hun nødt til at have de løfter om hans troskab til hende. Det andet ville hun slet ikke være med til! Hun stod lidt spændt ved Kimeyas side. Dette var jo noget af et skridt at tage. Men hun ville jo ikke gå helt i ægteskabs-fordybelse og kræve meget af ham. Ikke andet, end at han ville være hende tro og loyal. Uanset om de så var sammen eller om de først så hinanden igen om 2 måneder. De måtte jo korrespondere på anden vis indtil de kunne være sammen igen, mens han kom af med sin mor. Hun smilede og trykkede Kimeyas hånd, som hun holdt endnu. Hun smilede. Kimeyas ja gjorde hende tydeligt glad og hendes øjne så indgående på Sephiran, da han så tilspurgte hende det samme spørgsmål.
"Ja," endte hun en del behersket.

Sephiran smilede og så på dem begge. "Jeg erklærer jer hermed for rette ægtefolk at være. Nu er der blot tilbage at sige: Kimeya, du må gerne kysse din hustru. Jeg vil lægge en ægteskabspagt ude foran jeres dør, som I begge må underskrive før du forlader os i morgen Kimeya. Godnat til jer," endte han og trak sig så tilbage. Det var jo klaret. Så snart de skrev under, var det en fuldendt bindende kontrakt og han var tilfreds så langt. Det dokument skulle han nok gemme i sikker forvaring!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste, at hans moder nok ville slå hånden af ham for dette, om hun vidste det, men lige nu, var det noget af det sidste, som han tænkte på. Denne gang, var det vel bare ham, som havde brug for at leve sit liv? Så det var vel heller ikke så underligt igen, var det? Hans blik hvilede derfor på hendes skikkelse, som han denne gang, var den, som havde afgivet sit svar. Sit 'ja'. Velvidende om, hvor bindende det egentlig var, som han havde gang i. Ganske vidst kendte han Sephiran, men han vidste også, at der nu havde været mange ting, som gjorde, at de nu måtte handle, som de nu gjorde. Måske at det ville komme igen. Man kunne jo kun håbe, også mest for deres skyld, da de jo havde været som brødre tidligere, hvilket var noget, som selv Kimeya meget gerne ville tilbage til igen.

Kimeya vendte sig denne gang mod Soraya, da hun valgte at afgive sit ja. En form for varme, som fyldte hans indre. Han kunne virkelig godt lide det! Nok mere, end hvad han egentlig havde troet, at han ville. I morgen ville de underskrive den bindende kontrakt, som bandt dem til hinanden. For nu, ville han nyde denne aften sammen med hende, og for ham, var det egentlig også det vigtigste lige nu. Han lænede sig denne gang frem, hvor han lod den ene hånd stryge over hendes kind ganske roligt og ganske blidt, inden han valgte at skænke hendes læber det første kys. Det første kys som ægtefolk.

[Soraya Salvorique]

Soraya nød virkelig godt af denne situation. Hun var næsten ligeglad med, hvad Sephiran ville komme og kræve, så ville hun gerne hjælpe. Hun var veltrænet og besad jo en stor styrke både fysisk, psykisk og magisk, hvilket han vel sikkert godt kunne bruge? Han havde vel også andet at give sig til end alt det beskidte arbejde, som hun måske kunne lave for ham? Dertil skulle hun lære sin datter at kende og faktisk prøve at være mor... i en eller anden forstand som hun kunne i hvert fald. Som Sephiran fortalte om ægtepagten og alt det, så nikkede hun bare fraværende, da hendes fokus lå helt andre steder. Sephiran trak sig og de endte alene. Kysset som hun blev skænket, var slet ikke som før. Der lå noget mere i det, det føltes anderledes og det kildede i maven på en virkelig god måde. Det første kys som ægtefolk. Hun kunne næsten ikke tro det. Hun gengældte det med største glæde og brød det efter nogle sekunder for at kunne trække vejret ordentligt. Hun smilede og strøg hånden over hans kind. Dette var nok den største erklæring for hende, som hun nogensinde ville få af ham og det betød alt. Han behøvede ikke sige mere end ja. Behøvede ikke at stå og love guld og grønne skove. Bare sige ja, som han havde gjort.
"Kom," endte hun og tog hans hånd. Hun førte ham med sig ud af den lille stue og ned ad gangen, hvor værelset stod opredt til dem. Det var enkelt og hyggeligt. En nat sammen og så var det på gensyn på ubestemt tid. Hun lukkede døren efter dem.

[Kimeya Marvalo]

Sephiran var nok også noget af det sidste, som Kimeya havde fokus på i denne situation, for ærlig talt.. hvorfor skulle han? Han sendte Soraya et varmt smil. Denne gang havde de nemlig skænket hinanden et virkelig vigtigt ja, og selvfølgelig var det noget, som han agtet at holde så meget fast på, som det var ham overhovedet muligt. Det gjorde ham varm og.. lykkelig et sted?
Hånden lod han stryge over hendes kind, hvor han derefter lod hende tage den. Ægteskabspagten, skulle han nok få styr på, inden han tog hjem, men for nu, ville han bare gerne nyde en tilværelse sammen med hende, hvorpå at han ikke behøvede at tænke eller spekulere yderligere over hans moder, men derimod bare være sammen med hende. Selv på trods af, at dette var Sephirans hus, så var dette bare ikke noget, som gjorde nogen forskel af den grund. "Vis vej," opfordrede han denne gang, hvor han nu alligevel bare valgte at følge hende i den retning, som hun nu ville have ham. I de forbindelse, valgte han vel også at vise hende en tillid? Det gjorde han i forvejen, ved at åbne op på den måde, som han nu havde valgt at gøre det overfor hende, netop ved at indgå et helligt ægteskab.

Værelset, som hun viste ham frem til, var ikke særlig stort, men hyggeligt og indbydende.. nærmest hjemligt. Han trak kort på smilebåndet. "Jeg går ud fra, at det er her, du har holdt til," sagde han denne gang, hvorefter han selv søgte til sengen. Han lagde sig i denne, hvor han også gjorde tegn til, at hun kunne tage pladsen ved siden af ham.

[Soraya Salvorique]

Soraya følte glæden og lykken i sit sind. Og nu skulle de bibeholde det hele natten og så kunne de kigge på ægteskabspagten i morgen, når de vågnede, inden at han måtte søge til Dvasias igen. Ikke havde hun planer om at søge tilbage dertil, specielt ikke med hans mor tilbage. Hun ville hellere have ham med hertil og håbede inderligt, at det kunne lykkes for dem. Hun vædede flygtigt sine læber og sendte Kimeya et lykkeligt smil. Hun viste ham ned til værelset. Det var hyggeligt og passende og hun havde fået det som sit eget her på slottet. Hun sendte ham et skævt smil.
"Ja, det er det," svarede hun dæmpet. Som han gjorde tegn til hende, så søgte hun hen til hans side hvor hun lagde sig ved hans side. Hun holdt sig dog lidt oppe på sin ene arm, så hun kunne tage ham i blik. Hendes hånd strøg hun gennem hans hår og over hans kind.
"Jeg vidste ikke hvor jeg ellers skulle være end her... Du opfostrede mig med, at hvis du ikke var der, så var Sephiran den næst bedste at søge til," svarede hun med et let smil.

[Kimeya Marvalo]

For nu, handlede det om, at nyde tiden med hinanden. Det var egentlig det eneste, som havde nogen former for værdi for Kimeya. Han ville være tvunget til at tage tilbage til Dvasias i morgen, og selvfølgelig var det også noget, som kunne mærkes nu. Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse, hvor et kort smil passerede hans læber. Han lagde sig ned i sengen, hvor han lagde sig til. Bare at komme ned at ligge et sted, hvor han ikke behøvede at tænke på sin mor før i morgen, hvilket faktisk også var noget, som han havde det mere end fint med!
Blikket fulgte den smukke kvinde, som tog pladsen lige ved ham. Hvorvidt om han så var den rette ægtemand for hende, var hvad han nu måtte finde ud af på en anden måde. At hun lagde sig, passede ham fint, men også at hun rørte ved ham, da det heller ikke var meningen, at det var noget, som hun skulle være bange for. Øjnene lukkede han derfor roligt i, hvor et tungt suk måtte brede sig på hans læber. Hun havde ret.. Dette var jo det næstbedste sted, hun i det hele taget kunne opholde sig. Ingen tvivl om det. "Det har du ret i," erkendte han denne gang, hvorefter han slap et dæmpet suk. Han lukkede øjnene let. Han var træt. Det var trættende, at være ham lige for tiden. Han hævede hånden, og tog omkring hendes. "Det er kun godt, at du kunne huske det. Du var nemlig bare væk," kommenterede han denne gang. Han sænk mere og mere ned i puden. Selvom han endnu havde en del ting, som han skulle finde ud af, sammen med Sephiran, så var det her jo et sted at starte.. Han var langt mere afslappet nu, end hvad han havde været, da han var kommet. Han vidste jo, at hun var her.

[Soraya Salvorique]

Soraya smilede stille. De havde hele natten sammen hvilket var bedre, end hvis han skulle have rejst allerede her til aften. Hun lagde sig hos ham og strøg hånden over hans kind og op i hans hånd. Hun var ikke bange for ham. Han havde skænket hende alt han havde lovet og mere til. Også selvom han nu var den 'onde', der havde frataget hende det meste. Men hun stod stadigvæk stærkere i dag end hun ellers ville have gjort, det var hun helt sikker på. Hun nikkede. Han havde altid lært hende, at Sephiran var den næstbedste efter ham, så derfor havde hun jo søgt hertil. Lige nu havde hun ikke lyst til at bekymre ham om deltajerne med sit sammenstød med Lestat. For om han ville bifalde, at hun havde opsøgt sine biologiske forældre og hendes søster, det vidste hun ej og det skulle i hvert fald ikke ødelægge denne nat.
"Jeg havde allerede planlagt mine næste skridt, da jeg forlod Marvalo Mansion. Planlagt, at få Sephiran til at hidkalde dig, så du i hvert fald ville dukke op. Og så brevet ikke var fra mig, hvis din mor skulle have fundet det før dig selv," svarede hun ham. Hun sænkede hovedet og kyssede ham blidt. Hånden lod hun være i hans nu, som han havde taget hendes hånd. Alt var godt i et øjeblik.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste, at dette ville omlægge hele deres liv, og det var også det som han vidste. Irina ville han have hængende over hovedet det næste lange stykke tid, og hun havde krævet at Soraya kom ud af huset.. Nu var hun ude, så måske, at det ville lette lidt på hjemmefronten, så hun kunne smutte igen? For han var træt af, at have hende rendende!
Kimeya slappet af, hvor han denne gang slap et suk. I sig selv, var det ikke ofte, at det her forekom for ham. Hans blik faldt mod hendes blik endnu en gang. "Jeg er glad for, at du søgte hertil," sagde han oprigtigt. Denne gang lagde han den ene arm om hende, hvor han bød hende tæt ind mod sin egen krop, hvor han kunne lægge sig godt til rette sammen med hende.
Intelligent var Soraya, og det vidste han jo godt. Et kort smil passerede hans læber, hvor han kyssede hendes læber. Han elskede at mærke hende så tæt på, og særligt, når muligheden for det, også måtte byde sig for det! "Jeg vil nyde den nat jeg nu har, sammen med dig," endte han. Sephiran ville han derfor ikke tænke på i aften. Ikke så han nogen grund til det, og ikke ville han komme til det. "Hvad vil du lave i aften?" spurgte han. Det var kun hende og ham.. Og det var det eneste, som betød noget lige nu.

[Soraya Salvorique]

Soraya håbede, at Kimeya kunne komme forholdsvist hurtigt af med Irina. Hun brød sig ikke om den kvinde og det gjorde Kimeya jo heller ikke, så forhåbentligt ville han kunne stille hende tilfreds indenfor kort tid, så de kunne være sammen. Om han så var klar til at forlade Dvasias til den tid, det måtte tiden jo vise. Men hun håbede det virkeligt, for hun ønskede brændende at få ham med sig hertil, hvor de kunne starte op på en frisk. Give Malisha kamp til stregen og forhåbentligt hive alle warlocks med til Imandra. Imandra ville rejse sig af støvet, det var det Sephiran havde sagt. Rejse sig og blive et magtfuldt land. Det var spændende, om det kunne lykkes ham. Hun smilede let og lagde sig helt ned ved hans side, hvor hun puttede hans hoved op ad hans skulder. "Godt," svarede hun. Det betød jo stadigvæk meget for hende, når han roste hendes handlinger. Hun var nok ret klog. Og jo mere hun lærte at være selvstændig, jo mere kom det også frem i hendes handlinger og tanker. Hun smilede for sig selv ved hans skulder. Hendes blik vandrede ned over hans krop, som han bare lå der fladt og afslappet. Det var dejligt at se. Hun lod to fingre stille vandre ned over hans brystkasse og mave, til hun nåede hans underliv. Hånden lagde hun over hans mandlige legeme udenpå hans bukser, som hun drillende masserede let. "Jeg kunne godt finde på en ting eller to..." endte hun drillende.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya håbede selvfølgelig at han ville få Irina ud af billedet så hurtigt som muligt. Han håbede i hvert fald. Hans blik faldt denne gang til hendes skikkelse, hvor hun lagde sig tæt ind mod hans skikkelse. Det var noget, som han faktisk godt kunne lide. Et kort smil passerede derfor hans læber. "Du hørte jo efter," sagde han denne gang med et smil på læben.
Hendes hånds vandring ned af hans krop, satte en tydelig sitren og dirren i ham. Han trak kort på den ene mundvig. Han vidste jo godt, hvad han gerne ville, og hvad det kunne betyde. Han havde nu heller ikke tænkt sig, bare at give hende, hvad hun ville have. Men igen.. Nu var det bare de to, og for ham, var det også det vigtigste af det hele. "Tilgiv en gammel mand, for hans manglende forståelse for den slags.." hviskede han denne gang tæt ved hendes øre. Ikke var det nogen hemmelighed, at han var en aldrende mand, og i særdeleshed i forhold til hende, men gjorde det nogen forskel? Benene spredte han let, da hun startede sin massage af hans nedre. Han kunne jo ikke andet end at nyde forbandet meget af det! Han lukkede øjnene let. Det var ved at være lang tid siden.. Det skubbede også Irina længere og længere bag i hans tanker og sind, og det passede ham mere end fint! Han sukkede dæmpet. Så tæt på.. og alligevel så langt væk!

[Soraya Salvorique]

Soraya ønskede ikke at tænke mere på Irina. For nu kunne de være sammen og det var hende den største glæde. Hun håbede så bare, at han faktisk ville være hende tro, selvom hun jo allerdybest nede godt kende til hans lyster. Nok var han meget ældre end hende, men det gjorde hende slet intet. Hun smilede og kommenterede det ikke yderligere.
I stedet lod hun sin hånd vandre ned over hans bryst. Hun ville pirre ham, så han ville gribe om hende og tage hende som han altid havde gjort. Taget sin vilje, skønt hun altid lige skulle prikke nok til ham for at han overgav sig. Hun grinte let ved hans ord, som han fremstillede sig selv som en 'gammel mand', hvilket kun fik ham til at lyde som en gammel mand med stok og det hele. "Så må jeg jo gøre det lidt tydeligere," endte hun gengældende mod hans øre. Hun skubbede sig op at sidde og åbnede så hans bukser, som hun vristede af hans hofter. Hun blottede derfor hans lem for hende og hun greb om den med sin slanke hånd og fortsatte sin masserende bevægelse nu bare med hud kontakt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya tænkte slet ikke på Irina i øjeblikket, for hvorfor skulle han, når han lå der med en smuk ung kvinde, der kunne give ham lige hvad han havde brug for? Lige hvad han ville have? Det var jo sådan, at han så på det i øjeblikket, og ikke kunne han jo lade være med det. Han smilede kort for sig selv. Han fremstillede måske sig selv gammel, men i forhold til hende, så var det jo trods alt også, hvad han var, kunne man sige. Glad var han dog.. Tilfreds med hvad der var sket, og hvordan det hele var foregået, var han skam også. "Det er du desværre nødt til," hviskede han med en rolig stemme, hvor et smil passerede hans læber endnu en gang.
Selv da hun fik hans bukser revet ned, måtte han alligevel ligge fuldkommen stille. Han viste hende vel en tydelig form for tillid, ved bare at gøre det, og lade hende gøre ved ham, hvad hun ville? Han lod hende berøre ham, som ikke mange andre, havde fået lov til at gøre det før. For ham, var det jo selv en temmelig privat ting, selvom man nok ikke ligefrem skulle tro det. Den ene hånd lagde han mod hendes nakke, hvor han trykkede hende fast ind mod sin egen krop, hvor han krævede hendes læber i et kys. Denne gang, var det ham, som var den krævende og frembrusende. Han ville bare for en gangs skyld, have lov til at nyde hende.. være med hende, inden han skulle hjem. Han ønskede jo ikke ligefrem at det skulle tage tilbage igen. Han ville bare gerne være sammen med Soraya.

[Soraya Salvorique]

Soraya nød denne stund og tid som de havde sammen. I morgen tidlig kunne de underskrive ægteskabspagten og så ville hun levere den tibage til Sephiran, så han kunne beskytte den. Kimeya skulle i hvert fald ikke have den med sig, for det var da kun anledning til ballade. Indtil videre måtte de holde det hemmeligt. Måske Sasha kunne få det at vide. At hendes forældre faktisk havde giftet sig. Mon det overhovedet betød noget? De havde jo aldrig haft et forhold til hinanden. Soraya havde været for ung til at være mor for hende. Hun havde bare været som en mentor og en træner, indtil de havde sendt Sasha til Sephiran og Tiyanna til endelig oplæring, så hun kunne blive en fin kronprinsesse for Romeo. Indtil videre gik det jo faktisk meget godt.
Hun vidste, at hun var heldig at få lov til at røre Kimeya så intimt og langsomt. Normalvis var han vel vant til det hårde og frembrusende. Og han kunne da heller ikke holde den meget længere, før han trak hendes ansigt til hans og sammensluttede deres læber i et kys. Hun gengældte det krævende, som hendes hånd fortsatte med at arbejde for hans nydelse. Dette skulle nok blive en fantastisk nat...

//Out.