You summoned me..?

[Soraya Salvorique]

Soraya sendte Kimeya et let smil. De havde faktisk gået igennem den del sammen og stadigvæk var de jo sammen. Hun havde virkelig manglet ham de sidste par dage, hvor hun havde været på farten. For den gæsteseng hun havde fået her på slottet, der var han jo ikke. Og hun havde jo altid sovet med ham ved sin side - eller en anden for den sags skyld. De var kommet over, at hun var blevet gravid og havde født deres uægte datter. De var kommet over, at hun havde været ude i prostitution på Tayevania og nu skulle de komme over, at hans mor var dukket op i hendes liv. Hun nikkede. Hun havde jo faktisk lagt et brev til ham på sengen. Måske Irina havde opdaget den og havde brændt den? Det skulle ikke undre hende.
"Jeg lagde faktisk en besked til dig... At jeg nok skulle ordne det hele. Men din mor har nok brændt det," svarede hun ham. Hun tog en dyb vejrtrækning og glemte Sephiran for nu. Hun nikkede til ham og lagde sin kind ind mod hans hånd. Han var god ved hende, det ville hun virkelig stå fast på.
"Ja. Jeg ville hellere gå frivilligt end blive sparket ud, mens din mor skulle stå og grine i baggrunden," svarede hun ham. Hun sukkede let og lagde armene omkring hans liv. Hun sørgede dog for, at de stadigvæk kunne kigge på hinanden.
"Du bliver nødt til at slå hånden af hende. Du er stærkere end det, du må ikke falde under din mor," endte hun. Nu blev hun vel nødt til at sige ham en ting eller to? Bruge hans medicin imod ham.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste, at Irina kom ind over det hele, og selvfølgelig var det en tanke, som kun vakte ham en kæmpe frustration, og særligt fordi at han vidste, at han ikke rigtigt kunne gøre noget som helst mod hende, hvad end om det var noget, som han nu ville det eller ikke. Sephiran glemte han for nu, hvor han lod blikket intenst hvilende på Soraya foran ham.
"Jeg skal ikke kunne sige det," sagde han denne gang. Hovedet lod han søge en kende på sned. HUn kendte ikke Irina.. En besked havde han i hvert fald ikke set, og han var selvfølgelig ked af, at den kvinde skulle dukke op der. De have i forvejen været igennem deres store problemer, og det var bare ikke noget som han kunne gøre noget ved nu. Det var han ked af. Han var oprigtigt ked af, at det var endt sådan, men han kunne bare ikke rigtigt gøre noget ved det. "Du kender hende ikke, Soraya. Jeg har det problem, at hun har øjne og ører overalt," fortalte han. Hans moder var en frygtelig og grusom kvinde, som man helst ikke skulle komme på tværs af, for det ville kun ende med at gøre frygtelig, frygtelig ondt, og det vidste de jo alle sammen godt! Dem som kendte hende om ikke andet.
"Det kan jeg ikke," afviste han blankt. Han lod hånden falde med en sitren. Soraya ønskede det måske af ham.. Men ikke ville det gå.. Og han vidste, at det ikke ville gå.

[Soraya Salvorique]

Soraya så på Kimeya. Hun havde ikke stået ansigt til ansigt med hans mor - mest fordi hun havde holdt sig i baggrunden, da hun var dukket op, for hun havde med det samme vidst, at den kvinde betød problemer. Så den morgen, hvor hun havde håbet på at møde Kimeya alene ved morgenbordet og havde overhørt deres samtale, der havde hun bestemt sig for, at hun blev nødt til at søge væk. Hellere det, end at blive smidt på porten af ham. Så ville hun hellere gå af frivillig tvang. Hun løftede denne gang sin hånd og strøg en tot af hans lange hår bort fra hans ansigt. "Pyt med det," svarede hun ham. Hun kendte ikke hans mor, hvilket hun var umådeligt glad for. For hvis han var bange for hende - hvad skulle hun så ikke være? Hun så indgående på ham. Øjne og ører overalt? Forhåbentligt havde hun ikke infiltreret det ny Imandra så meget endnu. I hvert fald ikke slottet, for her dominerede Sephiran jo alle og ingen gik fri af hans manipulerende spind. Hun sukkede ved hans afvisende ord, men gav ikke slip omkring hans liv. Hun stillede sig på tær og skænkede ham et blidt kys mod hans læber. "Så... gør hende tilfreds. Vis dig fra den side, der fik hende til at slippe grebet om dig dengang. Og så kom til Imandra og start op fra ny sammen med mig," endte hun. Hun ville ikke tilbage til Dvasias. Hun ville faktisk virkelig gerne være her i Imandra!

[Kimeya Marvalo]

Det var vigtigt for Kimeya, at hans mor var stolt af ham, og det var også hvad der skulle til, for at få hende ud af hans liv igen. Han vidste det. Det var den eneste måde, det rent faktisk ville komme til at ske på, og han vidste, at det nok ikke just var, hvad hun ønskede at høre, men det ar desværre hvad han kunne give hende lige nu. Han stirrede fast på hendes skikkelse. Hun kendte hende ikke, så selvfølgelig var det også noget, som efterlod sine spor.
"Det er ikke bare pyt. Den kvinde dukker altid op på de mest irriterende tidspunkter," sagde han denne gang. Han blev stående, selv da hun lagde hånden mod hans kind. Han havde intet imod at hun rørte ved ham.. kærtegnede ham. Han havde brug for det.. og den omsorg, som hun kunne skænke ham.
Kysset gengældte han, hvor han denne gang lagde sine hænder mod hendes hofter. Han var nødt til at stille sin mor tilfreds. Han havde ikke rigtigt noget andet valg. Han sukkede let. "Jeg bliver for natten.. Og tager tilbage i morgen," sagde han denne gang. Han lagde den ene hånd mod hendes kind, som han strøg let. Han var nødt til det, uanset hvor meget han hadede det! Han kiggede hende direkte i øjnene. Vidste, at det gjorde hende ked af det. "Jeg beklager.." afsluttede han. Det var desværre bare en nødvendighed.

[Soraya Salvorique]

Soraya vidste, at Sephiran havde planer også. Det havde han jo faktisk fortalt hende, da hun var kommet og havde åbnet op for hende og Kimeyas nuværende situation. Selv måtte Sephiran vel kende Irina også? Fra dengang de havde været unge og lært hinanden at kende? Hun kendte ikke Irina, men hun vidste, at hun skulle holde sig væk. Kimeya måtte vel klare det selv? Selvom hun virkelig gerne ville hjælpe... "Ja... Men pyt med brevet," omformulerede hun. Nu stod de jo her sammen, så var alt godt for et øjeblik. At han kom og at han lod paraderne falde overfor hende, selv her på udebane, det beviste kun ting for hende som hun end ikke kunne sætte ord på. Men det betød alt i det lange løb. Hun smilede let. "Godt," endte hun. Det var da altid noget, at han blev. Han kunne jo altid bilde sin mor en eller anden historie ind, for han var vel ikke så dum bare at være ærlig? Eller måske var det det, der skulle til. Han beklagede... Beklagede for hvad? At hans mor var tilbage? At han måtte gøre det alene? Eller betød det, at han ikke ville med til Imandra?
".. Du beklager? For hvad?" spurgte hun ham direkte og lod hovedet glide let på sned. Nu forvirrede han hende lidt. Men mon ikke han ville forklare sig?

[Sephiran Acheron]

At se Kimeya smide facaderne, beviste en del ting overfor Sephiran også. Men han manglede stadigvæk noget mere konkret. En bindene kontrakt, hvilket ville gavne både Soraya og ham selv. Han lod dem stå alene et stykke tid, inden han bestemte sig for, at han kunne bryde lidt ind igen. Åh jo, han havde mødt Irina for mange år siden og havde heldigvis ikke mødt hende siden. Den kvinde var virkelig forfærdelig. "Et gæsteværelse er redt op til jer. Soraya har set hvor det er," startede han med at sige. En lavmælt stemme. Han skubbede sig op at stå og vendte sig mod dem. Han blev nødt til at have nogle ting på det rene og med Soraya ved hans side, så kunne han forhåbentligt se lidt bedre på det?
"Når du er sluppet af med Irina igen, Kimeya... Så ønsker jeg, at du skal tage dine warlocks med fra Dvasias og skabe en base her i Imandra. Jeg har brug for stærke ledere i mit råd og du har været selvskreven fra starten af," svarede han ham direkte. Nu lod han tilbuddet smides på bordet.
"Jeg ved, at Sasha har et ønske om at lære jer at kende. Hun er højgravid og føder snart en arving til Romeo. Det skulle være en skam, at I skulle gå glip af det. Men når det så er sagt... Så kræver jeg en ting af jer til gengæld for min beskyttelse og at jeg åbner grænsen for at lade jer komme ind i landet permanent." Han så alvorligt på dem. Denne sidste sag, havde han ikke snakket med nogle af dem om.
"I skal vie jer. Ingen ved, at Sasha er det uægte barn af jer, for nu var det kun Kimeya, der var til brylluppet, beklageligvis. Jeg ønsker ikke, at det skal være en stor ting, men I skal vie jer i respekt for hinanden og for jeres datter... og for tronfølgen i mit land. Hvordan I så vil lade det vise på jer, er op til jer selv, men en form for smykke må I bære som symbol for den anden."

[Kimeya Marvalo]

Paraderne faldt når Soraya var omkring ham, og selvfølgelig var det også rart for Kimeya, at han kunne smide dem, også selvom han vidste, at det stillede ham svag. Og den tanke, kunne han faktisk ikke lide! Hans blik faldt til hendes skikkelse. Brevet havde han ikke set. I hans verden, havde hun pludselig bare været væk, uden at han kunne gøre noget ved det, og det havde selvfølgelig gjort ondt. Meget ondt endda.
"Det er også ligemeget nu. Du kom derfra, uden at skulle stå ansigt til ansigt med den. heks.." endte han i manglen på bedre ord. Det var hvad hun var. Dygtig, men nok noget af det mest dystre, som Dvasias, havde at byde på. Han ville blive for natten, men i morgen, ville han tage hjem igen. Det ville han være nødt til, før hans moder sendte hele kavaleriet efter ham, og det ønskede han overhovedet ikke! "Det her, er bare en opgave, som jeg er nødt til at tage vare på, på egen hånd," endte han denne gang.

Selvom det for Kimeya, var et meget personligt øjeblik, så valgte Sephiran selvfølgelig at bryde ind. Han hævede blikket en anelse, og mod den kære mand, som kom dem i møde. Han kneb øjnene svagt sammen. Et gæsteværelse, var naturligvis en rar tanke. Ingen tvivl. De ville virkelig gerne have ham til Imandra. "Det har stadig sine lange udsigter, min kære ven," sagde han denne gang. I forvejen var han ikke meget for tanken om, at skulle være underkastet Sephiran. Han havde været vant til at lede det hele.
Tanken om, at de skulle være bedsteforældre, havde Kimeya virkelig svært ved.. Og det var rigtig mange informationer på en gang! "Mener du..?" Han vendte denne gang blikket mod Sephiran. Vielse? Ægteskab? Sådan.. lige nu? Han kneb øjnene svagt sammen. "Det går virkelig hurtigt, Sephiran," sagde han denne gang. Ikke fordi at han ikke ville.. En ring kunne han nok ikke gå med, men for pokker.. Han ville bare gerne have den ro i hans liv, før han kastede sig ud i alt det der.

[Soraya Salvorique]

Soraya kunne godt lide den påvirkning hun havde på Kimeya. Han tog alle facader op når han var ude, men når de bare var alene, så gav han faktisk slip. Gav sig hen til hende, hvilket var virkelig rart for hende. Det var en bekræftelse i sig selv uden lige, som hun slet ikke kunne komme udenom. Hun nikkede. Hun kom derfra, for hun ønskede bestemt ikke at stå overfor en kvinde, som selv Kimeya frygtede. Det kunne hun slet ikke klare! Selv havde hun ikke haft succes med at møde sin far, der havde kastet hende på porten, så snart han havde set hende på Lochér Mansion. Hun havde dog sendt Leonore hjem alene og sagde, at hun nok skulle komme igen, men at hun havde noget hun måtte gøre. Derefter var hun taget direkte her til og havde opsøgt Sephiran. Hun nikkede. "Så vil jeg blande mig uden om," svarede hun ham.

Da Sephiran bød ind igen, så skulle hun da lige love for, at alle kort blev smækket på bordet. Selv havde hun kun hørt en brøkdel af hans planer, for de bundede faktisk meget dybere, end som så. Sasha... Gravid? Hun skulle være mormor? Det kunne hun virkelig ikke forholde sig til, for i hendes sind og tanker, var hun jo selv stadigvæk bare ung og umoden. Sasha var også kommet i en tidlig alder for hende, men om ikke andet, kunne de ikke lave det om. At Sephiran så direkte krævede, at de skulle gifte sig, det fik hende selv til at blinke med øjnene. Vielse? For at gøre Sasha mere ægte. Så Sephiran havde til nu formået at holde det hemmeligt, at hun var uægte? Alle informationer og planer var selv ret meget for hende lige at sluge. Hendes hjerte begyndte at hamre. Blikket gled op mod Kimeya. "Gift dig med mig, Kimeya," endte hun og tog hans hænder fremfor at holde ham om livet. "Lad mig blive din helt og fuldkomment."

[Sephiran Acheron]

Sephiran smed alle kort på bordet lige nu. Han blev nødt til at lade Kimeya vide, hvad han gik og bryggede på. Og Kimeya skulle tidsnok finde ud af, at det at være leder ikke direkte satte ham under ham. Rådet var jo faktisk lavet for at holde ham i snor, så Kimeya ville jo faktisk stå på linje med ham. Alle ledere havde deres at skulle have sagt, især hvis det galt meget vigtige sager. For Sephiran ønskede et land, med gode love og regler og med retfærdighed. Især fordi Imandra havde været lovløst og præget af uretfærdige perioder gennem historien. Det skulle laves om nu. "Det kommer an på hvor langsom du er til at få din mor af din nakke," svarede han sigende. Han vidste, at Kimeya havde mange støtter i warlocksne, selvom Malisha faktisk sad med leder titlen nu. Det var bare at sige de magiske ord og så ville de følge ham. "Du vil få en meget magtfuld position her, Kimeya... Mere indflydelse end du nogensinde har haft i Dvasias," endte han direkte. Det måtte da også sige en del?

At Soraya tog lidt over og direkte spurgte Kimeya om at skulle ægte hende, fik ham til at smile skævt. Det morede ham faktisk. Men han mente det også i alvor. "Gift jer nu og her. Og så må I se hvor det fører jer. Men det vil være en start på et nyt og bedre liv, kære Kimeya," endte han. Tonen var da heldigvis en anden nu.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya smed alle facader og parader, når han var sammen med Soraya. Det alene, var jo heller ikke ligefrem en nyhed, men derimod bare en gammel sang, som man sang igen. Hun havde den virkning på ham, og han fandt det faktisk også umådelig rart, at det var på den måde. Han stirrede direkte i hendes øjne. Alle de informationer, havde han bestemt ikke regnet med, at skulle høre.
Sashas bryllup kunne han huske, hvor han havde været den eneste af dem, som havde været til stede, selvom det nu ikke var fordi at Soraya ikke havde haft lyst. I sig selv, var det ikke en pige, som han faktisk tænkte særlig meget på. En god forældre, havde han jo aldrig rigtigt været, kunne man sige. Man kunne jo bare se på Cedric og Cecilaya.

Han skulle være bedsteforældre? Den tanke, var virkelig.. underlig! En morfar.. Ham, som morfar? Han rystede kort på hovedet. Og nu tanken om ægteskab og magt? Det var virkelig mange ting på en gang! Tænderne bed han derfor fast og kraftigt sammen, hvor han igen vendte blikket mod Soraya, da hun tog omkring hans hænder. Det var virkelig.. uvirkeligt på alle måder, at det forholdt sig sådan her. "Det lyder alt sammen meget fint.. begge to.. men ægteskab..?" Bare sådan uden videre? Det var jo overhovedet ikke ting, som han havde været forberedt på! Han rettede sig op. Hvad vandt Sephiran på det? Pludselig blev han meget mistroisk.

[Soraya Salvorique]

Soraya havde aldrig været en god mod for Sasha. Mest fordi, at hun stadigvæk var ung og umoden på mange områder, især nu hvor dragten var blevet taget fra hende. Det var som en kæmpe skridt tilbage, hvor hun skulle kæmpe sig frem igen og finde ud af at blive rigtig voksen. Men det hele gik i den rigtige retning. Det var vel voksent, at hun tog valget om at tage afsted? At hun valgte at opsøge sin familie og prøve at forsone sig med dem? Skønt Lestat ikke havde været specielt glad for det og havde smidt hende direkte på porten... Men han måtte have tid. Han var om muligt hårdere ramt end alle de andre, så hun bar ikke nag overfor ham. At de så skulle være bedsteforældre, den var endnu sværere at sluge. Sasha var jo også kun et barn i hendes øjne. Men sådan skulle det åbenbart gå for dem. Børn, der fik børn? Uanset hvor grotesk det lød.

Alle tilbudene fra Sephiran lød gode. I hvert fald i hendes øre. Men selvfølgelig skulle Kimeya nok tvivle på dem, for han gjorde jo snart ikke andet. Ægteskab var måske svært at forholde sig til, også for hende. Men hun anså det ikke som at de skulle giftes og lege far, mor og barn. Hun trykkede om hans hænder og søgte hans blik. "Ikke tænk på ægteskabet som ordet... Som det kedelige og gammeldags. Tænk på det som en bindende kontrakt mellem os, Kimeya. Jeg behøver ikke en masse løfter... Jeg behøver bare et ja. Så jeg kan være din. Så jeg ved du er min," svarede hun ham. Prøvede at berolige ham lidt med sine ord.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var indtil videre tilfreds. Han vidste godt, at Kimeya ikke havde været særlig faderlig overfor sine børn. Hverken Sasha eller dem før hende, for Kimeya havde altid været meget selv eller kun bundet til én person - en udvalgt kvinde i hans liv. Hvis Soraya virkelig havde fået den plads for ham i dag, så blev han dog også nødt til at binde sig til hende. Gøre Sasha mere ægte, så de kunne fravige en mulig skandale, hvis det kom frem. De kunne jo altid manipulere lidt med årstal osv, så det stemte, men hver ting til sin tid.

"Du tror stadigvæk ikke på mig?" endte han sigende. Han tvivlede jo ikke kun på den drastiske konklusion omkring ægteskab, men også hans ord omkring den magt han kunne opnå her. Han vædede let sine læber og så tænksomt mod dem. Soraya prøvede ihærdigt at få Kimeya overtalt til ægteskabet. Mon han ville sige ja? Han håbede det.
"Du har altid stået der for mig Kimeya. Handlet drastisk, måske, men det har redet min ende i det lange løb. Lad mig være der for dig nu. Gift dig med Soraya og vi kan tage de andre ting, når du er sluppet af med Irina."

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde aldrig været den fødte far, selvom han gerne ville. Han havde aldrig været god til at tage sig af andre end sig selv, og selvfølgelig var det også noget, som kunne mærkes den dag i dag. Han så på dem skiftevis. Selvfølgelig så Soraya alt det gode i det, som Sephiran fortalte, men hvor meget havde den mand også fået mulighed, for at manipulere hende med alle de lokkende løfter? Selvom Sephiran altid havde været en mand af ærlighed, så var Kimeya alligevel skeptisk. Hvad fik den mand ud af det?
Kimeyas hjerte slog mere kraftigt mod hans bryst. Tanken om magt og ro, var alt sammen noget, som han måtte finde umådelig tiltalende, men hvad kunne han da gøre ved det? Svært var det derfor også at finde ud af, og særligt, som det var lige i øjeblikket.

Ægteskab og børnebørn.. Det var virkelig mange ting på en gang, nu hvor han også stod og skulle slås med sin moder på den anden front, for han vidste, at den kvinde ikke gav op, før hun fik hvad hun ville have, og i forvejen, var han ikke meget for at skulle give hende det.
Et kort suk brød hans læber, som han denne gang vendte sig mod Soraya. Han endte denne gang med at nikke. Okay.. Så måtte de gøre det. "Så lad os," sagde han denne gang. Ikke for Sephirans skyld, men for hendes. Han ville gerne gøre hende glad.

[Soraya Salvorique]

Soraya var jo opvokset hos Kimeya, så var det underligt, at hun også fejlede på at være moderlig? Det lå ikke til hende, især ikke med den attitude hun havde haft som mord-sith. Det havde været dårlig timing med Sasha, men de havde jo trods alt løst det. Og selvom Sephiran ønskede at blive konge af Imandra, så havde han jo stadigvæk taget Sasha til sig og ægtet hende til sin søn. Kunne de ærlig talt bede om mere fra ham? I hendes øjne, der havde Sephiran faktisk ofret en del, men nuvel... drengene måtte jo være drenge overfor hinanden og så tvivle på det ene og det andet. Også selvom hun syntes, at det var spild af tid. Hun vædede let sine læber og så indgående på ham. Ønskede at overbevise ham og få ham over på sin side. Hvis han sagde ja, så ville det bevise alt for hende. Men hvis han sagde nej, så vidste hun ikke helt hvor de så stod. Han nikkede. Betød det...? Hun nåede end ikke at spørge, før han faktisk indvilligede. Fantastisk! Hun smilede... det kunne hun ikke helt lade vær med. Hun vendte sig mod Sephiran, som hun jo regnede med ville vie dem. Men... blev de mon nødt til at involvere et vidne mere? Nej vel? De var vel tre. Gad vide hvad han ville sige og gøre...

[Sephiran Acheron]

Sephiran behøvede ikke, at Kimeya skulle gøre det for hans skyld. Han pressede bare på for at få dem til at ægte sig, så han faktisk havde et dokument liggende på, at de var gift. Således kunne folk ikke stille spørgsmålstegn ved Sasha og han havde gjort sin linje lidt renere. Raceblanding, det var han for længst ovre, men han ville dog have ægte børn, om de så var ren-racede, varyler eller holy-grails.
Han var en mand af ærlighed, det vidste Kimeya, men han tvivlede stadigvæk. Nok fordi Kimeya også kendte ham. Han havde altid en plan med alting, der var ikke noget, der bare var tilfældigt. Men dog så håbede han, at Soraya ville få Kimeya til at gå med til det nu og her. Så måtte de tage de resterende ting på et senere tidspunkt. Han lod hovedet glide let på sned og trak tilfredst på smilebåndet, da Kimeya sagde ja. Soraya så glad ud. Kimeya så ikke ud til at fortryde sit valg, selvom det var drastisk og skred hurtigt frem.

Han gik nærmere dem og stillede sig foran dem.
"I har tilhørt hinanden længe, uden at trække den et skridt videre. Derfor synes jeg det passende, at I på en almindelig aften her under mit tag skal sige ja til hinanden og underskrive en ægtepagt. Jeg skal nok have den i sikker forvaring. Derefter må I selv bestemme, hvordan I skal symbolisere hinanden, men om ikke andet, så hav noget på jer, der er et bevis på den anden. For jer selv, ligegyldigt om hele verden kan se det eller ej. Den tid skal nok komme," startede han ud med at sige. Han var jo ikke præst, men som Konge havde han jo faktisk autoriteten til at vie dem.
"Kimeya Marvalo. Vil du tage Soraya, som hos dig står, til din ægte hustru, til døden jer skiller?"