You summoned me..?

[Kimeya Marvalo]

Sephiran Acheron

---

Det var en sen aften, da Kimeya endelig dukkede op ved Det Mørke Morgengry. Telegrammet, som var dukket op på hans natbord den sene aften dagen i forvejen, havde han heller ikke tøvet med at tage turen til Imandra. Nu vidste han ikke hvad han skulle forvente af dette.. eller Soraya. Hun havde jo været væk, inden han havde nået at tage snakken med hende.
Irinas tilstedeværelse i Marvalo Mansion, gjorde det heller ikke meget bedre for ham. Sagen var vel, at han i forvejen vidste, at den kvinde, var ham dygtig og uundværlig i den forstand, og at han derfor ikke kunne ende hendes liv. Et sted, fordi at han frygtede hende, og han foragtede tanken om det, uden at han egentlig kunne gøre det store ved det.

Nu stod han så foran Det Mørke Morgengry. Den mørke dis lagde sig, efter at han på magisk vis var dukket op. Sephiran havde han ikke set, siden manden havde valgt at smide ham ud af mødet for lang tid siden, og nu havde han fået sit frie land, så nu var han vel storslået tilfreds? Øjnene kneb han sammen, inden han med rolige skridt, søgte mod de store porte. Det var sent.. han hadede at komme anmeldt på tidspunkter, hvor mange andre også lagde turen forbi, og han kendte Sephiran nok til at vide, at manden var oppe. Han stoppede ved portene. Magisk lød der 3 store og tunge bank på det hårde træ, hvor han denne gang ventede. Hvad ville han da kunne forvente på den anden side? Alle parader og facader var oppe. Han var jo selv nødt til at passe på sig selv.

[Sephiran Acheron]

Soraya var dukket op på slottet - alene. Det havde forundret Sephiran i høj grad. Aldrig havde han troet, at han skulle have mødt hende uden Kimeya var med. Der var noget forandret over hende. Hun havde ikke dragten på og hun var som mere selvstændig i sin tankegang. Meget var åbenbart sket, mens han havde fået Imandra gjort til et selvstændigt land. Muren var snart genopbygget og det betød også, at han snart måtte overlevere Matthew til Nathaniel. Men netop nu var det ikke det, han skulle bekymre sig om. Soraya havde fortalt, at hverken hun eller Kimeya bar dragten længere. Fortalt, at Kimeyas mor var vendt hjem - foruroligende som det var. Og så havde hun bedt ham gøre noget. Det havde fortalt ham, at det var tid til at lave en forsoning, siden han jo var den, der havde smidt ham på porten sidst. Men når han fik forklaringen, ville han også forstå, hvis Kimeya var ved at være tilbage til sit gamle jeg, før Jaqia havde hjernevasket ham.
Han selv var vågen. Han sov få timer om natten, især i vinterhalvåret. Kulden nærmere sig, skønt det ikke gjorde ham særlig meget, for det var nemmere at være til med lidt kulde. Så snart han mærkede Kimeyas magi på sin grund, så søgte han hurtigt til de store porte, som han selv åbnede. Nu stod de så her. Ansigt til ansigt efter endnu en periode, hvor de ej havde været på talefod.
"Kom ind," bød han så og trådte et skridt til side, så Kimeya kunne træde ind på slottet. Portene gled i efter dem med en mørk knirkende lyd og han begyndte så blot at gå. Forventede, at Kimeya fulgte med.

[Kimeya Marvalo]

Der var sket rigtig mange ting i Kimeyas liv, og derfor var det også gået udover Soraya. Ikke at han nogensinde havde regnet med, at hans moder ville dukke op igen, og tage over hans liv nærmest. Det var en tanke, som gjorde ham vred, selvom han nu alligevel godt kunne se fordelene i hvad hun fortalte ham. Han ville bare gerne have lov til at være den voksne mand, der selv tog kontrollen over sit eget liv!
Bankene lod han derfor falde til døren. Sidst han havde været her, var han blevet smidt ud af manden, som selv nu havde kaldt ham til, så hvad han kunne forvente, vidste han ikke. Dragten havde han smidt for længst.. brændt og Agielen havde han smidt lige så langt væk, som han overhovedet kunne, velvidende om, at ingen anden end ham, ville være i stand til at tage den op i hånden.

Døren gik op.. Her stod han ansigt til ansigt med Sephiran. Han kneb øjnene fast sammen. Bare tanken om hvad manden havde gjort ved ham, gjorde ham jo vred. Ikke var det noget, som han fandt sig i. "Du sendte bud.." var egentlig alt han sagde, før han indvilgede i at træde indenfor i stedet for. Han foldede hænderne bag sig. Selvom det havde været en forholdsvis kort tur grundet magi, var det iskoldt udenfor, og han kunne jo mærke det. Han fulgte dog med. Lige hvad han kunne forvente sig af dette, vidste han ikke. Hvorfor var det helt præcist, at manden havde sendt bud efter ham? "Og hvad laver jeg her?" spurgte han denne gang med en hård stemme. Han brød sig ikke om hemmeligheder!

[Sephiran Acheron]

Sephiran kunne mærke Kimeyas forandring. Det var faktisk befriende at se ham uden dragten på og uden agielen hos sig. For det betød, at Soraya havde talt sandt. Kimeya var ved at finde den mand han var før Jaqia havde blandet sig i hans liv. En kvinde han vidste, der stod overfor en grusom skæbne under Nathaniel og Silia, der nu dominerede det dvasianske kongehus. Helt hvordan de havde bestemt sig for at styre landet, det vidste han dog ikke og han var også ligeglad. Imandra var hans prioritet og han havde så godt som afskrevet Dvasias. Han skyldte ikke det land noget som helst! Som Kimeya fulgte med, så var han tilfreds så langt. De skulle kun gå et kort stykke og nåede så til den ene stue, hvor Sephiran slog sig ned. Der foregik mange ting her omkring netop nu. En lov, var jo faktisk ved at blive nedskrevet, hvilket var det, der optog hans tid mest. Han sagde ikke noget, før de nåede ind, hvor han bød Kimeya til at sætte sig ligeså.
"Soraya aflagde mig et visit i går, hvorefter jeg sendte dig mit telegram," startede han med at sige. "I har begge forandret jer. Jeg havde ærligt aldrig troet, at skulle se hende stå alene uden at du skulle stå i spidsen for jeres tilstedeværelse," endte han. Det lød måske hårdt, men det var jo sandheden. Og sådan havde de trods alt altid leget.
"Jeg forstår på sagen, at Irina er tilbage. Og derfor har Soraya søgt bort, så du ikke skulle slå hånden af hende. Hun mente, at jeg kunne være løsningen," fortalte han videre. Han skubbede sig op at stå og søgte hen til et et vitrineskab, der havde glas i de øverste låger men var ren træ i de nederst låger. Han tog 2 glas frem og fandt en whisky frem ligeså, som han tog med hen på sofabordet. Han skænkede op og rakte Kimeya det ene glas. "Jeg håber du forstår, hvorfor jeg smed dig på porten ved rådsmødet. Og at du vil overveje, at få en plads her i Imandra og vinke farvel til dit liv i Dvasias."

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde gennemgået en kæmpe forvandling, og han vidste det jo godt. Han var bare ked af, at det var sådan, det var gået for ham og Soraya, for han havde jo ikke nået at gøre noget som helst, før hun havde valgt at tage turen væk. Et sted var det noget som gjorde ham trist. Det var også underligt, at sove i en stor seng alene. Han kneb øjnene fast sammen.
Kimeya gik efter, kun fordi at han ikke rigtigt så noget andet alternativ. Han så sig om. Her var stille og her var mørkt. Han kunne ikke rigtigt finde ud af det her. Han vendte blikket mod Sephiran denne gang. Han var ikke videre stolt af, hvad han havde gjort under Jaqias styre og kontrol af ham. "Min moder er tilbage. At det er et ry og rygte, som allerede er gået langt, kommer end ikke bag på mig," sagde han med en kortfattet stemme. Han brød sig ikke om kvinden. Hvorfor var det ham, som hun skulle plage? Hvorfor ikke Lestat, som faktisk var hans bror?
Kimeya mærkede vreden boble lige under huden. Han kneb øjnene svagt sammen. "Du forventer oprigtigt, at jeg vælger at forlade mit liv i Dvasias for dig, Sephiran? Jeg beklager gamle ven.. den flirt troede jeg, blev droppet for længst," sagde han denne gang. Hvad havde manden egentlig forventet?

[Sephiran Acheron]

Sephiran lod hovedet søge roligt på sned og tog selv sit glas whisky op til munden. Han smagte på væsken. Den var god stærk, med mange smagssider, hvis man virkelig lod den ligge lidt på tungen. Den bed godt og varmede ned gennem halsen, hvilket var sådan han kunne det lide. Han var kun til kvalitetswhisky. Det vidste han jo, at han delte med Kimeya. Nu måtte han jo bare se, om han ville tage imod glasset, der stod på tilbud foran ham?
"Soraya er kommet her for din skyld, Kimeya. Det er hende som har oplyst mig," understregede han for ham. Mon Kimeya oprigtigt holdt af Soraya, som Soraya var så blændet af kærlighed for Kimeya? Han vidste det ikke. Det var også noget af det, han ønskede at finde ud af, når Kimeya gad at lade sin vrede ligge og så slå koldt vand i blodet.
"For pokker Kimeya, jeg smed dig kun ud, fordi du var Jaqia's skødehund, forstår du ikke det? Du kunne have ødelagt alt for Imandra, hvis hun havde spurgt dig ud om det møde, derfor blev jeg nødt til at smide dig på porten... Du var blændet, underlagt en underlig kraft. Men du er ikke der mere, det kan jeg se og mærke," endte han med en bestemt tone. Han hadede at skulle forklare sig og undskylde, men lige nu følte han næsten det var det eneste han kunne gøre.

[Kimeya Marvalo]

Whiskyen lod Kimeya for nu stå på bordet. Ikke fordi at han havde tænkt sig at sætte sig ned og kværne om de gode gamle dage, som de havde delt. Det var jo ikke nogen hemmelighed, at Sephiran havde været en af Kimeyas nærmeste igennem rigtig mange år. Derfor var det også skuffende at det var endt, som det nu var endt som, og det stod han også gerne fast på.
"Så hun har alligevel valgt at søge tilbage til Imandra." Well, det var bedre, end at være i Dvasias, hvor hans moder nu stod med magten. Han savnede hende. Han savnede Soraya, og særligt fordi at han ikke havde fået muligheden for selv at tage snakken med hende. Hun havde jo bare pludselig været væk.
Øjnene kneb Kimeya fast sammen. Det var ikke fordi at han havde lyst til at tænke på alt det, som Jaqia havde gjort ved ham.. Og alt det, som han havde gjort fordi at hun havde bedt ham om det. "Jeg er skuffet, Sephiran.." Denne gang trådte han frem, hvor han tog omkring glasset, hvor han tog en tår. Det skar i hals og strube, men nøj hvor det godt! "Jeg er ikke stolt af, hvad Jaqia fik mig til.. Og nu har jeg min gamle mor på nakken i stedet for. Jeg ved oprigtigt ikke, hvad der ville være bedst," sagde han denne gang. Jaqia havde hjernevasket ham.. Irina.. Var en kvinde, som han var direkte bange for. Han kunne virkelig ikke lide hende.

[Sephiran Acheron]

Sephiran kunne godt mærke, at Kimeya var skuffet. Det var dog irriterende for ham at sidde som den skyldige nu og ikke rigtigt kunne få ham til at give efter. Men okay, så nemt havde han heller ikke troet, at de skulle blive. Han håbede bare på, at Kimeya faktisk ville tage det rigtige valg, hvilket ville være at blive i Imandra og starte et nyt liv op. Et liv, som Soraya skulle være en del af og forhåbentligt også Sasha, der jo faktisk stod til at skulle føde lige om snart.
"Hvor skulle hun ellers være taget hen? Hun kommer herfra," svarede han ham direkte. Han skubbede sig op at stå med sin whisky i hånden, nu hvor Kimeya var så stædig og ikke gad sætte sig ned. Han så på ham med et indgående blik. Han vædede let sine læber og tog endnu en tår af whiskyen, hvilket allerede tømte glasset. Han satte derfor glasset fra sig og foldede armene over lænden, som han trådte hen imod Kimeya. De var heldigvis tilnærmelsesvist lige høje, så inden så ned på den anden. De havde altid været meget lige hvad alt angik. Temperament, person, stædighed, ønsker, mål, magi... og højde. Som brødre havde de jo været, skønt der var kommet skår i glæden flere gange indenfor de sidste 1000 år sammenlignet med da de havde lært hinanden at kende.
"Og du tror ikke, at jeg ikke er skuffet? Den mand, som jeg anså for at være lige med mig lod sig hjernevaske af en tøs... en tøs. Jeg ved du ikke gider at høre det, men det er sandheden." Hans ord var gennemskærende og sande. Og han indrømmede jo også, at han ikke var stolt.
"Soraya kom til mig, fordi hun håbede, at du ville sige ja, så I kunne slippe for din mor. Så I kunne være her sammen," svarede han. Han ville spille Soraya kortet først, se hans reaktion an og så se hvad det førte til.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya blev for nu stående. Han var for anspændt til noget andet, og særligt, som det var lige i øjeblikket. Kunne han overhovedet stole på Sephiran? Han vidste det ikke, og det alene, var jo en grund til at han var så påpasselig, som det han var lige nu. Øjnene kneb han derfor sammen. Soraya var grunden til, at han var her? Han savnede hende.. Så hvor var hun egentlig nu? Havde Sephiran sendt hende bort igen? Og blot valgt at udnytte situationen lidt? Tanken alene, gjorde ham en smule hidsig.
"Det forundrer mig, at hun opsøger dig, blandt de første," sagde han ærligt. Det var muligt, at han havde været kraftigt hjernevasket af Jaqia, men det ændrede da ikke på, at han kunne huske, at manden havde smidt ham ud, og behandlet ham, som havde han været skidt. Dengang de begge havde set hinanden som ligemænd. Det var bare ved at være så mange år siden, at selv Kimeya havde svært, ved at holde tælling på det hele, og det kunne uden tvivl også godt mærkes nu.
Whiskyen fik Kimeya ned i en sidste mundfuld, inden han sænkede hånden igen. Han knyttede næven kraftigt omkring glasset. "Du kender hende tilsyneladende ikke nær så godt som jeg.. Men fint.. Du er jo heller ikke indehaver af en sjæl, så det er vel heller ikke underligt?" Øjnene kneb han denne gang sammen. "Hvor er hun?" var det første som han denne gang spurgte om. Sagen var vel, at han ikke stolede på Sephiran? Særligt efter, hvad der var sket sidst.

[Sephiran Acheron]

Sephiran kunne godt mærke, at han ikke kom særlig langt med Kimeya lige nu. Men han var opsat på, at han skulle få Kimeya til at blive, så han håbede bare, at Soraya kunne være den gyldne brik til at gøre det puslespil færdigt! Han selv havde tvivlet på Kimeya, mens hans hoved havde været i Jaqias skød, men han havde altid vidst, at han kunne stole på manden. Så hvorfor kunne han ikke få den samme tillid til gengæld? Han havde for pokker da tilgivet Kimeya for at slå ham ihjel! Han rullede med øjnene.
"Jeg var ikke den første," bed han blot af ham. Hun var kommet hjemmefra, hvor Lestat havde smidt hende på porten. Men dog sagde han ikke hvor hun havde været, for det var vel egentligt ligegyldigt lige i denne sammenhæng. Han blev stående med armene korslagt bag ryggen og lod hovedet søge på sned. Næh, det gjorde han vel ikke. Hans ord fik hans mine til at blive en smule strammere. Var det fordi han følte sig fornærmet? Det var det vel nok. "Meget muligt, at jeg ikke kender hende. Det har ikke noget direkte med sagen at gøre. Du burde vide, at jeg altid taler sandheden med min manglende sjæl," endte han med en bestemt tone. Han sukkede dæmpet. Soraya var lige i nærheden, klar til at springe ind hvis noget skulle opstå mellem dem. Så han viftede let med hånden og sendte et lille blåt lys afsted...

[Soraya Salvorique]

Selvom Soraya var blevet smidt på porten af Lestat, så havde hun ikke taget det som noget videre nederlag. Hun var blevet genforenet med sin søster og sin moder, hvilket havde været hendes største prioritet. Så måtte hun jo bare håbe, at Lestat blev mere tilgivende med tiden, så hun faktisk også kunne få lov til at se dem uden at det skulle splitte familien ad endnu engang. Derefter havde hun så søgt til slottet og var gået til Sephiran med problematikken omkring Kimeya. Fået ham til at tilkalde Kimeya, så de i fællesskab kunne overtale ham til at opgive Dvasias og komme til Imandra. Her kunne han få langt mere magt end han ville kunne få i Dvasias, så det var jo bare at få ham til at indse de fakta!

Det lille blå lys der dukkede op hos hende viste, at det var nu hun skulle træde ind. Det var dog hurtigt, så Kimeya var vist noget skeptisk, selvom han da heldigvis var kommet hertil. Hun søgte derfor ned ad gangen til den lille stue og skubbede døren op. Et smil gled over hendes læber, da hun så ham, men hun holdt sin barnlige lyst til at falde ham om halsen inde og søgte blot hen til ham. "Du kom," endte hun tilfredst.

[Kimeya Marvalo]

Alt det som Kimeya havde været igennem med Sephiran, var som glemt for øjeblikket. Vel fordi at han følte sig ramt på en måde, som han faktisk slet ikke brød sig om? Han var ikke bange for at indrømme det, men det med Jaqia, havde på ingen måder været hans mest stolte, kunne man sige. Han kneb øjnene fast sammen denne gang, hvor han stirrede direkte i Sephirans blik. Sidst de havde set hinanden, havde Sephiran vist mistillid og smidt ham ud.. Og nu forventede han, at han ville komme tilbage igen? Hvad havde han ærlig talt regnet med?
Hvad så med at Sephiran ikke havde været den første? Men af alle steder, som hun kunne søge hen, så hertil? "Det gør ikke nogen forskel," sagde han denne gang med en hård stemme, som han kort vendte blikket den anden vej. Den blå kugle, som Sephiran sendte af sted, vidste han ikke om var en god eller en dårlig ting. Han kunne virkelig ikke finde ud af det lige nu! Var Soraya her? Og i værste tilfælde, hvad ville der ske? Han havde end ikke fået muligheden for at snakke oprigtigt med hende.
Sandheden..? Kimeya himlede kort med øjnene. "Du er en utroværdig mand, Sephiran," bed han af ham, inden han denne gang drejede hovedet.. Var hun der? Hans mimik ændrede sig med det samme. Et sted.. lettet over, at se hun var okay. "Der var du jo," endte han denne gang. Langt mere rolig end tidligere.

[Sephiran Acheron]

Kimeya og Sephiran havde overgået mange ting sammen. Men at han skulle være det sorte får af de to i denne situation, det brød han sig ikke om. Det gjorde kun ham vred, at Kimeya skulle være så vred og kold overfor ham, når han jo faktisk havde hentet ham hertil for hans kærestes skyld! Han kunne mærke på Soraya, som jo faktisk var mor til hans svigerdatter, at hun var virkelig glad for Kimeya. Det skulle være en skam, om Kimeya ikke følte det samme til gengæld. Derfor havde han også sine tanker og planer for det kommende møde, hvor han dog ville lægge det over til Soraya at få ham til at sige ja. Om ikke andet bare på prøvetid, så han kunne se, hvad Sephiran kunne give ham - at de igen kunne skabe noget større sammen! Han sukkede lettere opgivende ved hans ord og gik hen til sofaen igen, hvor han dumpede ned at sidde. Utroværdig? Utroværdig?! Mange ting var han blevet kaldt, men aldrig en løgner eller være blevet set på som en, man ikke kunne stole på. Han skulle til at fare op, som Soraya dog dukkede op allerede. Kimeya ændrede holdning og nu ville han så blot observere dem, selvom han ville virke komplet uinteresseret i dem.

[Soraya Salvorique]

Soraya vidste, hvor meget Sephiran og Kimeya havde været en del af hinandens liv. Sephiran havde jo boet hos dem, da hun havde været et barn endnu og der havde de da haft det fint? Men det havde åbenbart ikke været nok til at holde dem sammen, for selvom hun havde fået historier om Sephiran, så havde de ikke været som pot og pande imens hun havde været en del af Kimeyas liv. Ikke på samme måde, som Kimeya havde omtalt Sephiran fra før hendes tid. Men alligevel følte hun, at Sephiran var hendes bedste chance for at få Kimeya til at blive her med hende. Et smil passerede hendes læber igen, da han så hende og han var allerede blid som et lam igen, selvom han jo netop havde bidt af Sephiran, som hun var kommet ind. Hun skænkede ham et let kys mod hans kind. "Her er jeg," endte hun. Hun strøg en hånd let over hans kind og lod så armene falde ned langs hendes sider. Hun bar en skjorte, der var alt for stor til hende, med et bælte om maven. Den var uden pasform og meget ukvindelig - mest fordi, det faktisk var en af Kimeyas gamle skjorter, som hun havde taget med sig. Til havde hun et par tætsiddende bukser, der var stoppet ned i hendes ankelstøvler. Det var lidt hen ad følelsen fra dragten, men alligevel så langt fra. Hendes hår var jo også løst og noget kortere, end førhen. Han havde jo selv klippet det. Så nu nåede det hende kun lige under brystet, hvor det før havde nået hende til noget nær knæene.
"Jeg overhørte din mors og din samtale om morgenen den dag, hvor jeg tog afsted... Jeg... jeg måtte bare væk, før du eller hun gjorde noget. Jeg ville bare spare dig for at skulle sende mig på porten," svarede hun ham lettere undskyldende. Hun tog hans hånd og førte ham hen i den modsatte side af rummet, hvor der også var et vindue ud, hvor man kunne se månen. Hun så mod ham. "Du må ikke tage tilbage til hende," endte hun.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya og Sephiran havde altid været som brødre. Sådan havde det været i mange år, og derfor havde det være bare været så dejlig nemt, at lade tingene gå udover hinanden? Det havde de begge to været rigtig gode til. Denne gang lod han bare Sephiran trække sig væk, og kun tage pladsen i sofaen, hvor det denne gang, var Soraya der fangede hans opmærksomhed med det samme.
Alle de parader og facader faldt med det samme, også selvom han endnu ikke vidste, om det var en god eller en skidt ting. Selvfølgelig var han skuffet over, at hun i det hele taget bare var taget af sted på den måde, for det var slet ikke noget som han kunne have. "Det anede mig, at du havde hørt det.. Du var pludselig bare væk." Han fulgte hende hen til vinduet, selvom han ikke kiggede ud, men derimod kiggede på hende i stedet for. Var det underligt? Sephiran glemte han for nu, velvidende om, at manden i øjeblikket, sad og holdt øje med dem. "Så du tog egentlig bare afsted, for at spare mig for det?" spurgte han denne gang. Han lod hovedet søge en smule på sned. Han hævede hånden, som han denne gang lod vandre over hendes kind. Han kunne jo ikke bare vende Irina ryggen. "Jeg kan ikke bare vende ryggen til hende.. Du kender hende ikke.." endte han. Han var i den dårlige bog nok i forvejen, og han agtet helst at komme ud af den igen!