I need to do something..

[Zarakiel Morin]

Han kunne mærke hun var usikker, bange for sig selv og hvad hun var men han kunne ikke give op på denne måde han ville ikke gå med til at et væsen så uskyldigt og rart som hende skulle tænke sådan og falde lavt om sit eget værd,
hvis han ikke kunne gøre noget ved dette hvad for en leder måtte han så være ?
Hænderne blev nu lagt ordenligt om hende som han stod der og talte igen, "Jeg tror de misforstår det er netop disse ting jeg kan lide, disse ting der gør dig speciel, du kender til frygt, usikkerhed, en hård fortid ting som ingen af de skøre tøser i himlen aner noget om, "
Han fjernede sig nu igen men holdte sig nær som det gik op for ham hvad han lavede, var han dum ? hvad tænkte han på der var jo aldrig en chance han ville komme nogen vegne med et fantastisk væsen som hende,
Han kikkede nu væk som han mumlede for sig selv, "hvor er jeg dum" var hvad der kunne høres men meget svagt,
"jeg undskylder jeg forstår ikke hvad der gik af mig, jeg lod mine følser overtage mig, det er længe siden jeg har haft denne glæde for et andet væsen."
Hans hoved var rødt og det var umuligt for ham at kontrollere kroppen som den nærmest skreg efter at nærme sig igen, hans hjerte hamrede som han forsøgte og styre sig selv hvad tænkte han på ?

[Myia Destiny Flancker]

Når den slags ting kom tæt på, var det bare nemmest for Myia, at skubbe det hele fra sig, også mest fordi, at hun ønskede at beskytte sig selv. Det var jo sådan, at man var nødt til at gøre tingene, og selvfølgelig kunne det også godt mærkes for hendes vedkommende.
Hendes hjerte hamrede som en sindssyg mod hendes bryst, og som det aldrig nogensinde havde gjort det før. Det var i hvert fald noget som kunne gøre hende helt svimmel! Hun lukkede øjnene let. "Hvad gør det specielt ved mig? Jeg forstår det ikke.. jeg er ikke andet, end usikkerhed, utryghed.. manglende selvtillid og frygt, Zarakiel.. Der er virkelig ikke noget specielt i mig.." Hun rystede kort på hovedet, og lod denne gang hovedet søge mod hans bryst. Han var jo høj i forhold til hende, og selvfølgelig kunne det godt mærkes. Det var rart, at der var nogen til at holde om hende og beskytte hende. Det var hun jo i forvejen heller ikke vant til.

Forvirret måtte Myia kigge op på ham, som om at han pludselig fortrød, hvad han havde fortalt hende. Hun blinkede denne gang med øjnene. ".. Hvad?" spurgte hun denne gang med en usikker stemme. Denne gang trak hun ligeledes også hænderne til sig, hvor hun stirrede på ham, med en tydelig usikker mine. "Jeg.. jeg forstår det virkelig ikke.. Det.. det er okay, det.. det er jo bare mig.." Denne gang bakkede hun et enkelt skridt.

[Zarakiel Morin]

Han var nu også selv forvirret hvordan kunne man være så usikker i sig selv ? han forstod det ikke helt men kikkede dybt på hende som hun nærmest lagde sig mod ham inden han gik lidt væk, "jeg.......jeg vil ikke såre eller skræmme dig men jeg kan heller ikke holde mine følser for mig selv sådan er jeg ikke, jeg mener alt hvad jeg siger og jeg kan lide at du bare kun er dig, du ved hvad det vil sige og være simpel og ikke regne med meget bare fordi jeg kan," forsøgte han at forklare inden han tog et skridt mod hende igen næsten nervøs for hvad hun ville gøre,
han rækkede en hånd forsigtigt mod hende som var hun et skræmt dyr han havde såret som en person der førsøgte at undskylde, 
"jeg ved det kan være svært for dig at forstå og jeg undskylder men det sådan her jeg er jeg elsker de simple ting og mennesker, for en mand som mig er du som en gud i mine øjne," hans ord var sande og det kunne ses i øjnene som de lyste og det varme smil var på hans læber,
hvad kunne han gøre ? 
hvordan skulle han håntere det her ? han vidste ikke hvad der gik for sig skulle han stoppe ? eller måtte han forstætte,
hun var forvirrende men han måtte vel finde ud af det på et tidspunkt kunne det ske ville han fortsætte dette så længe det kunne stå på.

[Myia Destiny Flancker]

Zarakiel havde ikke gjort hende ondt, men derimod kun skænket hende en hjælpende hånd, og det gjorde han så igen. Det var svært for hende, i det hele taget at håndtere, og det var nu sådan at det måtte være i den anden ende. Svagt bed hun sig i læben. "Du skal ikke undskylde for noget.." bad hun med en dæmpet stemme. Hun hadede, når folk undskyldte for hende. Svagt bed hun sig i læben, som han denne gang kom hende i møde igen. Han forvirrede hende. Han forvirrede hende virkelig.
"Jeg er ligeglad med hvad du kan og hvad du ikke kan. Det.. det er ikke noget af nogen større betydning for mig, Zarakiel. Du.. Du er en god mand.. Virkelig." Når tingene kom så tæt, så forsøgte hun som regel bare at skubbe dem væk. Det gjorde ondt, og det var frustrerende for hende, at det var på denne her måde. Ingen tvivl om det.
Zarakiel trak sig igen. Det forvirrede hende virkelig, og det var slet ikke noget, som hun kunne lide. Overhovedet ikke faktisk. Næsten febrilsk rystede hun på hovedet. Hun var intet der mindede om noget guddommeligt! Det måtte han slet ikke kalde hende!
"Hvorfor siger du den slags til mig?" spurgte hun denne gang. Hun vendte blikket forsigtigt mod ham. Denne gang trådte Myia mere ud mod gulvet. Hun fumlede nervøst med sine hænder. Han var en god mand.. Slet ikke hende værdig. Og det vidste hun jo godt.
"Der.. Der er ikke noget specielt i mig," fastholdt hun denne gang en kende mere stædigt.

[Zarakiel Morin]

Zarakiel måtte selv holde sit stædige sind som han gik hende nærmere, det var lidt ligemeget hvad hun selv mente om sig selv det ændrede ikke hvad han tænkte og sådan var det.
Som hun tydeligt blev nervøs og lignede en som ikke helt vidste hvad hun skulle tænke eller gøre gik han tættere mod hende, "du kan sige hvad du vil Myia jeg ændrer ikke min mening" sagde han kort til hende som han tog en hånd mod hende, "hvad siger du til vi kikker lidt rundt istedet ?" sagde han nu med et stort smil som han trak hende tættere mod sig.
Måske var det ikke smart men hun var en han altid kunne tale med så han ville bestemt gøre det så ofte som det nu var muligt for dem og nu havde han jo chancen for det, så det var bestemt en der skulle bruges.
han havde været glad for hende længe der var ikke særlig mange her hvor han normalt var som så ham som en normal person, hvilket vel var lidt forståeligt som leder var der ikke meget han kunne gøre ved det, men selv for en som ham ville han før alt andet kunne leve et normalt liv så at se en som hende der ikke så værdien i sig selv kunne han ikke gøre andet en at bevise andet, hun var langt mere værd en hvad hun selv gik og troede.

[Myia Destiny Flancker]

Myia havde virkelig svært ved at forestille sig, at nogen i det hele taget, skulle føle sådan for hende. Alt taget i betragtning, så var Zarakiel jo en virkelig god mand, som havde givet hende fantastiske og enestående muligheder, så det var vel heller ikke underligt, at det var sådan, at han havde det med tingene? Langsomt hævede hun blikket mod ham. At han denne gang gav udtryk for en selvsikkerhed, var faktisk noget som klædte ham. Den røde farve forsvandt dog heller ikke i hendes kinder. "Det klæder dig, at være så beslutsom," sagde hun denne gang. Hun kunne jo heller ikke ligefrem sige noget til det, og det havde hun det fint med.
Svagt nikkede hun. Hånden hævede hun, som hun denne gang hævede hånden til hans kind, og lod derfor hånden stryge over hans kind. Han var jo en dejlig mand, og hun var virkelig også glad for at have lært ham at kende. "Det vil jeg hellere end gerne," sagde hun denne gang oprigtigt. At komme lidt ud, og få noget luft, var måske ikke så dum en ide igen? Det ville derimod glæde hende meget, at tilbringe tiden sammen med ham, og meget gerne, uden at det skulle gå hen og blive akavet.. Den slags ting, var hun slet ikke særlig god til at tackle, og det ville hun nok aldrig blive.
Hånden faldt, for denne gang, at tage omkring hans. Hun trykkede om den.. Bare for at have noget at holde fast i. Det var noget, som hun godt kunne lide.

[Zarakiel Morin]

Zarakiel kunne ikke andet en at smile som hun rosede ham for hans måde og være på, det kunne mærkes og det var rart og vide hvordan folket havde det med hans måde og tænke og handle på.
Som hun rakte ud og tog om hans hånd sørgede han nu også selv for at få et godt tag om hendes inden han selv rejste sig roligt og bevægede sig ud mod indgangen til templet.
Den varme Rolige varme luft og lyse vejr ramte dem med det samme som de tog deres første skridt uden for, Zarakiel glibbede lidt med øjnene som de vænnede sig til lyset igen, de havde dog siddet der inde lidt tid efterhånden men dagen var dog stadig ny og folket kunne svagt høres fra de store glade gader under dem.
Zarakiel tog nogle rolige skridt mod byen som han gik med hende, hvad skulle de dog se ? hvor skulle de gå hen først,
måske noget mad ville være en god ide og starte turen med.
Han vendte et venligt blik mod Myia som han talte igen, "hvad vil du sige til vi får lidt og spise inden vi kikker rundt ?" spurgte han med en rolig stemme inden blikket atter blev vendt mod byen der nærmede sig dem roligt, 
der var mange butikker og steder at se og kikke på, og flotte omgivelser rundt om byen der også kunne tjekkes.

[Myia Destiny Flancker]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Zarakiel virkelig var en god mand, og han havde jo været god ved hende. Han havde jo været frygtelig god ved hende, hvilket bestemt heller ikke sagde så lidt. Med det liv, som hun havde haft, havde hun i forvejen, rigtig svært, ved at lukke op for nogen. Ham havde hun jo gjort det overfor. "Og det mener jeg," sagde hun denne gang.
Dertil tog Myia også om hans hånd, og lod ham føre hende på vejen. Det var rart, at der nu var nogen til også at tage sig lidt af hende, selvom hun nu heller ikke var meget vant til det. For hende, var det bare med til at gøre en kæmpe forskel.
At han gerne ville have hende med ud og spise, var noget som et sted forundrede hende lidt. Inviterede han hende rent faktisk ud? En tanke, som faktisk gjorde hende glad. "Det vil jeg rigtig gerne," sagde hun denne gang, inden hun lagde hovedet mere ind mod ham. Han havde formået at gøre hende rolig igen. Selvom hun selvfølgelig savnede Derek, og der endnu var mange ting, som hun skulle tage hånd om, så handlede det bare om at gøre det efter bedste formåen vel?
"Har du nogen gode steder, vi kan søge hen?" spurgte hun denne gang, hvor hun igen vendte blikket op mod hans skikkelse. Han var god ved hende. Han var virkelig god ved hende, hvilket hun stadig ikke følte, at hun fortjente.

[Zarakiel Morin]

De fortsatte gennem de fine gader i byen som snakken af de nærgående mennesker kunne høres, Han drejede roligt ind mod hvad der lignede en butik på en af de lidt større gader.
Her lå en stor flot næsten fornem butik kunne man godt kalde det, han tog fat i døren der ind til og kikkede tilbage mod Myia, "der er mange steder her oppe her er dog en af mine favoritter " sagde han kort inden de bevægede sig ind.
Et fint sted så det klart ud til og være men der var nu heller ikke kun fine mennesker her almindelige folk kunne også ses nyde god mad, Zarakiel selv fik dog tit taget sig af dette i sit eget hjem af folket han havde der men at komme ud fra tid til anden gjorde nu også godt, og når det endelig var tid til og bevæge sig til disse steder var denne bestemt at foretrække.
Han fandt et ordenligt sted de kunne sidde og snakkede kort med en der arbejde der inden han tog fat i Myia's plads og gjorde roligt tegn til hun skulle sætte sig.
Zarakiel havde længe selv haft lyst til og komme her med andre det var klart et sted som var mere hyggeligt med andre mennesker og flot var det,
loftet var højt i hvide farver nærmest som marmor med de kendte gyldne farver her og der for at give lidt dekoration,
store runde kugler af lys hang højt og gav en god belysning over det hele.
bordene var bygget i fint lyst træ sammen med stolene og de forskellige tjenere der nu gik rundt og betjente gæsterne var klædt i de flotteste farver og hvide silkestof.
Ved et første kik skulle man tro kun de fornemme kom her men stedet var også kendt blandt normalle engle i området.

[Myia Destiny Flancker]

Hvor de var på vej hen, havde Myia ikke nogen anelse om, men for hende, var det underordnet. Det her gav hende lidt andet at tænke på, og måske, at det også var en god ting, alt taget i betragtning? For hun havde nok også brug for det, og særligt, som det var lige nu.
"Hvor skal vi hen?" spurgte hun denne gang, og med et smil på læben, idet at de endelig nåede frem. Selv måtte hun jo erkende, at hun havde været i Himmeriget i et godt stykke tid nu, men aldrig havde hun sat sin fod herinde.

Det første, som slog hende, var at det var et hyggeligt, og næsten.. romantisk sted. Hun så sig om, idet at han førte hende til bordet, og sågar trak stolen ud for hende. Hun smilede let for sig selv. "Det er virkelig et smukt sted," sagde hun denne gang, idet hun satte sig ned på stolen.
Hænderne foldede Myia let foran sig, hvor hun så sig om, og efterfølgende mod Zarakiel igen. Et kort smil passerede hendes læber, idet at den røde farve endnu en gang, måtte melde sig på hendes læber.
"Du er stadig alt for god ved mig, Zarakiel," sagde hun denne gang. Ikke var det en hemmelighed, at det var noget som hun kunne lide, men et sted.. følte hun vel også at hun udnyttede ham lidt? Og den tanke, kunne hun ikke lide.

[Zarakiel Morin]

Zarakiel smilte stort som han kikkede mod hende mens hun talte og han blev bestemt glad for at høre det var et sted hun kunne lide, "du har ret dette er et smukt sted og et af mine favoritter" mennesker var der rigeligt af men ikke for mange, tjenerne som tog sig af gæsterne gik roligt men samtidig hurtig og elegant rundt som de tog imod ordrer fra gæsterne, Zarakiel kikkede rundt på de forskellige folk inden blikket atter faldt mod Myia som hun nævnte hvor meget han hjalp og hans ansigt blev en smule mere seriøst som hun nævnte det, "i min verden er der ikke noget der hedder og være for god, jeg kan lide og hjælpe og gør det gerne hver en gang jeg kan uanset hvem"
forklarede han inden han igen sendte et roligt smil til hende som en tjener kom mod dem.
Hun gav dem hver en liste af hvad de kunne finde her og der var alt muligt, fra simple retter alle kunne lave til mere specielle ting, havdyrs retter alt muligt kunne findes her.
Drikkevare var der også rigeligt af især vin, dette område var kendt for dette og en særlig en skulle Zarakiel selv have som han altid gjorde når han var her.
"Du må hellere vænne dig til hjælpsomhed som denne når du er her det sådan vores folk er nu om dage og det er derfor folk virker så glade her" forklarede han som de kikkede og ventede på at en tjener atter ville dukke op,
"du virker især som en der kunne bruge en masse hjælp og tid fra andre du har været på egen hånd og alene blandt mennesker længe mon ikke det på tide nogen gjorde noget for dig ?" forklarede han bare som hans øjne blev på hende.

[Myia Destiny Flancker]

Zarakiel gjorde virkelig meget for Myia, og selvfølgelig var hun glad for det, men det var heller ikke fordi, at hun følte, at det var fortjent for hendes vedkommende, for det gjorde hun vel egentlig heller ikke? Hun sænkede hovedet bare en anelse. "Men du er god af dig, Zarakiel.. Du er for god ved mig," sagde hun denne gang. Det var jo lige før, at det var med til at give hende ekstrem dårlig samvittighed, og det var vel heller ikke ligefrem meningen, at hun skulle have det på den måde?
De andre engle kiggede efter dem. Myia kunne ikke finde ud af, om det var en god eller om det var en skidt ting, at det forholdt sig på den måde. Igen vendte hun blikket mod hans skikkelse. Han var en god mand. Han var virkelig god ved hende.. Udnyttede hun det? Det ville hun ikke engang mene at hun gjorde. Hun smilede let for sig selv, hvor hun samtidig fumlede en anelse med hænderne foran sig.

Var det på tide, at nogen gjorde noget for hende? Passede på hende? Måske.. hun havde vel bevist, at hun ikke var i stand til at gøre det på egen hånd, når det endelig skulle være? Hun sendte ham denne gang et stille smil. "Det.. ved jeg ikke.. Måske.." Hun tav igen. Han gjorde hende usikker, men det var slet ikke på den dårlige måde. Tvært imod. Det var på den gode måde. Hun hævede blikket mod ham igen. "Du har været god ved mig, siden første stund," sagde hun denne gang. Hun elskede det.. Det var slet ikke det. Men.. var det rigtigt? Fortjente hun det virkelig?

[Zarakiel Morin]

Zarakiel kikkede mod Myia som de sad og snakkede, "for god ? hmm måske men det tænker jeg ikke, ser du jeg voksede op på jorden blandt en normal familie for så mange år siden, jeg lærte at venlighed kan gives til alle og alle fortjener at blive behandlet godt uanset hvem de er" han rakte en hånd mod hende og lagde den mod Myias som han fortsatte med og tale i den bløde varme stemme.
"Du har været igenem en del i dit liv det kan jeg se og en forandring som denne er stor for mange i samme situation, men det betyder ikke du ikke har fortjent den hjælp, tværtimod er du en af dem der fortjener den specielt, ikke kun af mine personlige grunde men også for den hjælp og tålmodighed du har vist på jorden," fortsatte han med og forklare.
Det var sådan han tænkte hun var blevet afvist af mange mennesker kunne han se mens hun levede på jorden derfor var det vigtigt og vise at folk som hende der modsat den behandling stadig kunne vise hjælp for andre, fortjente god hjælp og da han var istand til denne hjælp tøvede han ikke med og give den.
Tjeneren kom nu igen forbi som Zarakiel bestilte noget mad mens de fortsatte med og tale og ventede på at kunne få noget og spise,
"men trods hvad du siger virker du heller ikke helt til og være fuldt imod sådan en hjælp" sagde han lidt drilsk da det var tydeligt hun ikke helt kunne modsige den.
Han slap hånden igen og holdte blikket på hende.

[Myia Destiny Flancker]

Myia havde jo ikke noget imod hjælpen, selvom det ikke ændrede på det faktum, at hun følte, at den ikke var fortjent. Hun havde da ikke gjort noget specielt eller noget særligt, havde hun? Hendes blik faldt til ham. Han var god ved hende, og det var noget, som særligt vækkede en respekt i hende, som hun ikke følte overfor særlig mange. Hvad det angik, var Myia faktisk en meget reserveret kvinde, og det var heller ikke fordi at det var noget, som hun havde tænkt sig, at lave om på. Hun sænkede hovedet og blikket bare en anelse. "Du er virkelig alt for god ved mig, Zarakiel," fastholdt hun denne gang. Genert og stille var hun måske, hvor hun heller ikke havde de største forhåbninger for sig selv, men det ændrede bestemt ikke på, at hun var stædig, hvad angik hvordan hun følte, at hun fortjente at blive behandlet.
Hånden over hendes, havde hun intet imod. Det gjorde hende rolig, og efterlod hende samtidig med følelsen af, at der var nogen, som også var der for hende. Hvilket uden tvivl var noget, som hun fandt utrolig rart, hvis hun selv skulle sige det.
Et kort smil passerede hendes læber. Hun lod Zarakiel bestille, mens hun selv blot sad og lyttede til ham. Den røde farve forblev fast inventar i hendes ansigt. "Jeg forsøger bare at hjælpe. De skal ikke have det på den måde, som jeg har haft det. Hvis det hjælper at sprede lidt glæde. Så gør jeg det." For hende, var det ikke stort.. og dog. Det var næsten som hendes livsmission.
Forsigtigt flettede hun sine fingre ind i hans. Hun kunne jo godt lide at sidde der med ham. "Jeg forstår bare ikke hvad du ser i mig.." tilføjede hun denne gang. Det var det, som nok forvirrede hende mest.

[Zarakiel Morin]

Zarakiel forstod hendes måde og tænke på hendes måde og se sig selv, han havde set folk som hende der ikke tænkte meget om dem selv og ikke så det værd de havde i sig.
Zarakiel lod hendes hånd ligge sig i hans som de fortsatte samtalen, "jamen så lad mig da forklare" sagde han med et smil, "jeg ser et sødt smil en dejlig person, varm, rolig en som altid hjælper folk, en som ser mig som en person og ikke bare en autoritet der skal følges" han kunne blive ved og tale hvis det skulle være men der ville være for meget for en dag.
Maden dukkede nu op og det var en stor samling af alt muligt godt, forskellige frugter, grønsager, salater og en blanding af let kød, han tog lidt til sig selv spiste roligt og kikkede igen på Myia.
"jeg kunne nok tale om dig hele dagen hvis tiden var der, der er mange ting jeg ser i dig du ikke selv ser og det fint men jeg vil altid mene en masse om dig og vil altid hjælpe dig, hvis du skulle få brug for noget og lave og lidt arbejde til siden kan jeg altid finde en plads til dig ved mit bo, der er altid brug for en ekstra person" forklarede han venligt med et smil.
Hans hjem var stort og der var ikke mange mennesker til og tage sig af det hvilket nok mest var af grunde at Zarakiel ikke bare tog folk ind da han gerne ville have folk arbejde for sig som han var glad for og gik godt med, det ville altid gøre forholdet blandt folk bedre.