I need to do something..

[Myia Destiny Flancker]

Zarakiels berøring af hendes kind, føles virkelig godt. Bare tanken om den omsorg, som han nu gav hende, var helt igennem fantastisk, og hun kunne jo uden tvivl også godt lide det. "Du gør så mange glade, Zarakiel. Du skal da selvfølgelig vide, hvad andet godt du gør for folk," fortalte hun denne gang. At han overhovedet kunne tvivle på det, havde hun svært ved at forstå. En smule dobbelmoralsk måske, for hun kunne ikke se det gode ved sig selv, som andre tilsyneladende godt kunne.
Smilet bredte sig denne gang også mere på hendes læber. Var klokken virkelig ved at blive så mange? "Jeg må sige.. tiden går hurtigt, når jeg tilbringer den sammen med dig." Den røde farve forblev i hendes kinder denne gang. Det føles jo godt, at kunne sige det, også fordi at hun virkelig nød at sidde der i hans selskab. Det var i forvejen noget, som forekom hende så sjældent, når det endelig var.
Myia søgte med tilbage igen bagefter. Skulle hun blive og lytte? Der var jo meget ved englenes historie, som hun slet ikke var kendt med selv, så måske at det ville gøre hende rigtig godt, selv at få lov til at høre bare lidt af det? "Hvis det altså ikke er til besvær.." sagde hun denne gang. Det var jo tydeligt, at han havde et godt forhold og et særligt bånd til den lille pige. Det ønskede hun jo trods alt heller ikke at ødelægge. I takt med, at de kom op, og den lille pige nærmest bare sprang mod ham, fik hende svagt til at grine. Tydeligt, at den lille pige forgudede ham jo!
"Hvis I gerne vil have det.. Så lytter jeg gerne med," sagde hun denne gang glad. Hun var jo bare hende, og havde derfor ikke noget at nå. At føle sig så ønsket og velkommen, gjorde hende faktisk rigtig glad!

[Zarakiel Morin]

Zarakiel kælede roligt på den lille piges hoved inden han fik hevet en bog frem som lå på bordet foran dem, den var de aldrig blevet færdig med sidst han havde læst for hende og nu var der også en mere til og lytte.
Han prikkede roligt til pigen og gav tegn til hun skulle sætte sig på den anden side, det gjorde hun så også lystigt og fik trykket sig roligt ned mellem Myia og Zarakiel inden han gav et svagt men varmt smil af til Myia,
han lagde bogen ordenligt til foran pigen inden historien gik igang, der var meget og tale om gamle historier fra deres arts fortid, krige, fredstider og mange andre rare ting.
Han kunne blive ved med dette længe men efter en god times tid var det tydeligt at Mirina var ved og blive træt så bogen blev igen lagt væk med et smil som hun faldt roligt til i armene på ham, han smilte mod Myia, "det ser vist ud til hun er træt måske jeg skulle ligge hende, det ikke helt godt for en på hendes alder og være oppe for længe" sagde han med et smil inden han roligt rejste sig med den lille Mirina i armene "lyst til og blive for i nat ? du kan bare være hos mig ? eller hvis det for meget har vi nok ekstra rum et sted " sagde han roligt inden han gik mod Mirinas værelse og fik lagt hende i seng inden han igen begav sig mod stuen hvor Myia var.
"så hvad siger du ? det måske ved og blive lidt mørkt at begive sig ud i "

[Myia Destiny Flancker]

Det var meget, meget lidt Myia egentlig vidste om englene, og deres historie. Og med det liv som hun havde haft, var det vel heller ikke så underligt igen? En tanke, som hun faktisk måtte finde skræmmende på en eller anden måde, og det var hun nu heller ikke bange for at indrømme. Derfor var det også en meget vigtig for hende, at kende til den, og hvis hun kunne gøre det igennem disse børnehistorier og historiebøger, så gjorde hun det mere end glædeligt faktisk! For det var uden tvivl en ting, som hun meget gerne ville kende mere til, end hvad hun gjorde nu her. 
Selv Myia var fuldstændig opslugt af historierne, hvor hun heller ikke kunne lade være med at smile. "Det er virkelig nogle fascinerende historier," sagde hun denne gang, hvorefter hun vendte sig mod Zarakiel igen. Hun kunne heller ikke lade være med at smile, når det endelig var. Hun nikkede denne gang, og lod ham bære den lille pige i seng. Hun var simpelthen så sød.
Skulle hun blive? Myia vidste ikke om det var nogen god idé, men skulle hun være ærlig, så var hun jo heller ikke ligefrem fristet til at tage hjem. Ikke hvis det var noget, som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende. At han kom tilbage, fik hende kun til at smile. "Jeg vil ikke være til besvær.." begyndte hun denne gang. Hun fumlede en smule med hænderne. "Men.. nu som det er sagt, så.. så vil jeg meget gerne blive," sagde hun denne gang. Hun vendte blikket mod ham igen, hvorefter hun gjorde tegn til at han kunne sætte sig ned ved siden af hende. Hun sendte ham et stille smil.

[Zarakiel Morin]

Dette var en invitation han med glæde tog i mod og satte sig roligt ned, efter han havde lagt den lille pige i seng havde han nu også roligt skiftet til mere behagelige klæder bestående af en simple hvid kåbe der sad løst til ham den var stor og i følge ham selv behagelig og fin var den stoffet lignte noget der kunne være dyrt og skinnede i en flot hvid farve som en sky.
Han kikkede roligt mod hende med et varmt træt smil inden han lænede sig godt tilbage i sofaen med armene op langs ryglænet og pustede ud,
"det er sjovt hvordan ting ændre sig med tiden, for bare nogle år siden var jeg fortabt, fanget i mit arbejde og det billed jeg måtte sætte for vores folk, mennesker der kun så mig for min status, folk der var bange for mig af denne grund men nu" han kikkede mod loftet med et stort lettet suk inden talen fortsatte, "har jeg et lille kræ som hende og tage mig af et andet liv og passe på at have ansvar for, jeg har altid været nervøs for om jeg mon gør dette rigtigt, men hun ser nu glad ud mere kunne jeg ikke bede om" han kikkede igen mod Myia som han talte med et tydeligt varmt og glad ansigt et der viste ren kærlighed for et andet væsen, "og her er du nu også, alt er blevet bedre så hurtigt, en lille pige som hende og kikke efter, og en som dig at bruge tid med og dele dagens historier med, det er en ting der betyder meget jeg er glad for du er her " sagde han i en rolig og lav stemme inden en af tjenerne der arbejde i huset kom forbi med noget varmt og drikke til dem begge, han lagde håndet om kruset og tog lidt inden han kikkede op igen.

[Myia Destiny Flancker]

Zarakiel var virkelig en god mand, og det var noget, som betød forbandet meget for hende. Det var i hvert fald ikke noget, som hun kunne skjule. Hun sendte ham et varmt smil. At han nu også havde skiftet tøj, var virkelig ikke noget, som gjorde hende noget. Han havde nok også sine grunde, og det var heller ikke noget, som hun ønskede at blande sig i. Men han havde ret. Det var et sted virkelig skræmmende hvor hurtigt tingene kunne ændre sig. Hun havde jo heller ikke just regnet med, at hun skulle befinde sig i selskab med englenes leder - nogensinde faktisk. "Tingene ændrer sig virkelig hurtigt. Det kan til tider også være skræmmende," fortalte hun. Det var ikke fordi at hun havde noget imod det som sådan, men det var en underlig fornemmelse.
Myia vendte blikket mod ham. Hun havde en fornemmelse af, at han var blevet rigtig glad for hende, og det var jo også en fornemmelse, som hun virkelig godt kunne lide. Dertil kunne hun heller ikke lade være med at smile oprigtigt. Det føles virkelig, virkelig godt, at sidde der sammen med ham, og særligt, når det foregik på denne her måde. "Den lille pige forguder dig.. Og.. det gør jeg også. Du er en virkelig god mand med et godt hjerte." Det var ikke ord, som hun nogensinde blev træt af at sige. Han fortjente da i hvert fald at høre det! Han gav hende jo så meget. Det var jo slet ikke til at beskrive så meget, som han jo faktisk gav hende i øjeblikket. "Jeg er glad for, at jeg lærte dig at kende," tilføjede hun denne gang med en glad stemme. Han gjorde hende jo virkelig, virkelig glad.

[Zarakiel Morin]

Zarakiel smilte og kikkede mod Myia igen "børn er en interessant ting bare for et år siden ville jeg nok aldrig have troet jeg skulle leve et liv som dette og føle den slags glæde i at tage sig af et andet lille væsen som hende" han kikkede tilbage ned i sine hænder med et tydeligt smil der viste glæden.
Trods det var ham som havde reddet pigen fra et liv uden andre, et liv alene og på grænsen mellem døden og knapt et rigtigt liv gav hans blik tydeligt væk at Zarakiel selv var personen der følte sig reddet, "hun er en pige fyldt med liv heh, i starten var hun usikker ikke hvad man ville regne fra en hendes alder men efter bare et par måneder ændrede det hele sig, jeg husker stadig den første dag hun kom forbi mit værelse med en pude i hendes små arme med de mest uskyldige øjne og med kun 4 ord "jeg kan ikke sove", jeg tror de ord var det bedste jeg havde hørt længe jeg var så glad for hun endelig åbnede sig op og begyndte at vende sig til stedet ".

Han lænede sig rolig tilbage i sofaen og kikkede denne gang mod loftet "og efter du kom her blev det endnu bedre, jeg har altid gerne ville have nogle og snakke med og kunne dele oplevelser som disse med uden talen om hvem jeg er men bare som 2 personer mellem hinanden, plus Mirina har allerede taget dig til sig jeg tror hun har manglet en kvindelig figur at hægte sig til fra tid til anden" forklarede han og kikkede tilbage på Myia.