I need to do something..

[Zarakiel Morin]

Zarakiel smilte roligt igen og smilet kom stille og rolig tilbage til ham jo mere han lyttede til Myia og kikkede ned på den ensomme pige der nu lå glad og tilfreds hos ham, det var næsten umuligt og tænke at sådan en som hende kunne have haft et liv på den måde, men det var et faktum han ikke kunne undgå han havde selv været der og taget hende med tilbage.
Han vendte hovedet mod Myia som de talte videre, "det er jeg glad for du mener jeg har længe været bange for om jeg tog det rigtige valg, hele året har jeg prøvet at se det rigtige i og tage et liv ved og give personen et nyt, det er en frygtelig ting men hun ser glad ud her" forklarede han som han tog fat om hendes hånd, en ting som den halvsovende lille pige nærmest reagerede på og lagde sin lille hånd oven på deres.
Zarakiel kikkede ned grinte lidt og smilte til det, "hun vænner sig til folk hurtigt, faktisk var en af grundene til jeg spurgte dig om at komme forbi og arbejde her på grund af hende, siden jeg begyndte og snakke om dig har hun virket langt mere ivrig og glad, det ville være rart hvis du også ville være her for hende, hun er en som ikke så nemt stoler på folk det mest dem som jeg stoler på hun ligger sig til" forklarede han videre mens blikket var fast på hende som han brugte den anden frie hånd til og stryge hende langs håret, en ting der fik den lille Mirina til og smile stort.
"jeg forstår at alt det her virker meget fremmed for dig og tanken om at skulle bruge så meget tid blandt mig kan måske virke skræmmende da du stadig er ny her, men for hendes skyld vil jeg godt prøve og bidrage med en ekstra person hun stoler på til og kikke efter hende" fortsatte han og kikkede op mod Myia igen.

[Myia Destiny Flancker]

Det var selvfølgelig meget tragisk, alt det som den lille pige havde været igennem. Men der var intet der indikerede, at Zarakiel skulle have taget et forkert valg i dette henseende, og det håbede hun da alligevel, at han vidste. Hun vendte blikket mod ham. "Se på hende, Zarakiel.. Hun er glad. Og hvis du har fundet hende i så forfærdelig en stand, så har dette også været til det rette. Du er en god mand.. Du gør ikke onde gerninger. Du gør op for dem, som så mange andre har gjort forkert," fortalte hun denne gang. Det var i hvert fald det, som hun havde set.
Den lille pige lagde hånden over deres, hvilket kun fik Myia til at smile for sig selv. Det føles virkelig godt, at sidde der med dem. Det var jo næsten som en.. familie et eller andet sted, og det føles jo helt rart, at det foregik på denne her måde. Hun sendte den lille pige et smil. Andet kunne hun jo slet ikke få sig selv til. "Selvfølgelig. Andet kunne da slet ikke falde mig ind," sagde hun ærligt. At være omkring den lille pige og ham, ville faktisk kun gøre hende glad, og det var noget, som alt sammen betød vanvittig meget for hende lige nu.
Igen vendte hun blikket mod ham. Det var slet ikke fordi at hun følte sig presset til noget, for det gjorde hun da godt nok ikke. Det her, var alt sammen noget, som for hende, var store ting. Han ville involvere hende i hans liv på en måde, som hun slet ikke havde forestillet sig det. Hun sendte ham et varmt smil. "Selvfølgelig," begyndte hun denne gang. Det var meget på en gang, men det var noget, som hun glædeligt gjorde. Bare tanken om alt det, som selv hun måtte få ud af dette, så var det jo helt igennem fantastisk! "Det er meget på en gang. Jeg skal stadig finde min plads her.. Men det her, er mig en hjælp. Jeg gør det gerne. Jeg er også sikker på at Mirina kan lære mig lidt," tilføjede hun med et varmt smil.[/i]

[Zarakiel Morin]

Zarakiel udgav et lettet suk som han kikkede ned på pigen igen, "det er jeg glad for du mener, det har altid været en stor ting for mig hvad folk mener og om mine handlinger er korrekte, jeg holder stor magt og betydning i denne verden og mange mener at det er noget der giver mig ret til og bruge den magt som jeg har lyst, men folk ser ikke at der ligger store konsekvenser bag alle handlinger selv for mig" forklarede han roligt og kikkede med et mindre nervøst smil på Myia han tog den ene hånd og lagde op mod hendes kind som han strøg roligt og talte videre, "det glæder mig meget at du vil hjælpe, jeg kan ærligt sige jeg er glad bare for at have dig nær det betyder meget, men det glæder mig også at du samtidig vil hjælpe og kikke efter hende her når min mulighed for dette ikke er der, jeg kan have travlt og jeg vil forsøge og give hende så godt et liv med opmærksomhed som muligt"
efter dette rejste pigen sig nu igen satte sig lidt op og kikkede på Myia, "skal hun også være her nu ?" lød det næsten ivrigt fra Mirina som hun kravlede tættere mod Myia og kikkede med de store lyse øjne på hende, en glad pige var hun fuld af energi og en der var nem at interesere, det kunne se ud til der ville være gode tider fremme nu.
Dog kunne Zarakiel ikke lade være med og stirre som Mirina pludselig udbrød, "jeg har aldrig prøvet og have en mor" kom det pludselig uskyldigt fra hende inden Zarakiel fik styr og forklarede, "hov hov Mirina tror det lidt for meget hun kender os trods alt ikke så godt og.... jeg tror det er noget der kan gøre folk sure hvis du siger sådan" forklarede han næsten desperat men stadig med den rolige og venlige stemme.

[Myia Destiny Flancker]

Tænkte han virkelig så meget over, hvordan folk så på ham? Det måtte jo egentlig også være en tung byrde at bære i længden. Det måtte hun da sige. "Du er en god mand, Zarakiel.. Hvorfor skulle dine handlinger ikke være gode? Jeg ser jo, at du handler ud fra dit hjerte.. Det er der ikke nogen væsner, som nogensinde ville kunne tage fra dig," fortalte hun denne gang. At han troede det, var en tanke som gjorde hende trist. Derfor måtte de jo gøre, hvad de kunne, for at hjælpe hinanden bare lidt.
"Kan jeg hjælpe, så gør jeg det gerne. Det er vel det, som vi er her for? At hjælpe hinanden, ikke?" Desuden gav det hende noget at lavede om dagen.. noget at se frem til, og noget at smile af. Det var faktisk også noget, som betød vanvittig meget, også for hende, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt.

At den lille pige rykkede tættere på hende, sagde hun intet til. Myia derimod, sendte hende sit varme og blide smil, da det også var noget som gjorde hende glad. Hun håbede selvfølgelig på at den lille pige, ville kunne acceptere hende.
Hendes ord, gjorde hende dog mere ligbleg. En mor..? Var det ikke at gå lige lovlig hurtigt frem her? "J-jeg..." Hun så mod Zarakiel. Det var jo ikke fordi at hun blev sur eller noget. Det var bare.. chokerende, at nogen kunne tænke de tanker så hurtigt om hende. Det følte hun jo slet ikke, at hun havde fortjent. "Det.. det er okay, jeg.. jeg er ikke sur, men.. Overrasket," sagde hun denne gang. Hun havde virkelig svært ved at håndtere det.

[Zarakiel Morin]

Zarakiel gav et lille buk i hovedet inden han igen forsøgte og forklare, "det er jeg glad for hun har aldrig kendt en rigtig familie før, så os der tager sig af hende er det tætteste hun kan kalde for en familie, nogengange dog kan hun virke pressende med den slags, ordet at du vil passe på hende må være set sådan i hendes hoved da hun ikke ved hvad en rigtig mor er" forklarede han med et smil og lagde hånden på den lille piges hoved, Mirina kikkede nysgerrigt og ret forvirret blandt de to og derefter på Myia, det var tydeligt hun ikke var helt med på hvad der gik for sig havde hun sagt noget forkert ?
Der gik ikke længe for tashi dukkede op fra en af dørene og kikkede mod dem, "velkommen tilbage Myia vi har savnet at se dig her" sagde hun med et stort og venligt smil inden hun fint bevægede sig hen mod dem,
hun lagde en hånd mod den lille pige og gav tegn til hun skulle komme med, "kom her Mirina der er rigelig tid til og tale med hende hun er ny her så du skal helst passe på med hvor meget du hænger dig op" sagde hun roligt og fulgte den lille ud af rummet så de atter var alene igen,
"hun er en livlig en en lille smule for meget nogengange måske, men kær samtidig, jeg er glad for endelig og have nogen at bruge tiden på og føle at jeg arbejder mod et mål, jeg håber med tid det vil være muligt for dig også at blive en del af det liv og føle dig tilpas her blandt os andre" sagde han med et smil rejste sig op og begyndte roligt og gå lidt frem og tilbage, de store lyse vinger slået ud så de kunne ses.

[Myia Destiny Flancker]

Ikke at være kendt med den omverden, som man var en del af, måtte selv Myia anse som tragisk og trist. Selv den lille pige her, fortjente da uden tvivl bedre end det her, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun rystede på hovedet. Det havde trods alt ikke taget hendes liv, at den lille pige, havde kaldt hende for mor. Som Zarakiel sagde, så vidste hun jo heller ikke bedre. "Der kan du jo selv se.. Du er en god mand, sådan at tage hende til sig. Det er bare ikke alt en far kan lære dem.." Hun sendte den lille pige et smil. At hun havde sagt det, var heller ikke noget, som havde skræmt hende væk.
Tashi i døren, fangede hurtigt Myias blik. De havde jo alle sammen taget så godt imod hende, og selvfølgelig var det en tanke, som gjorde hende utrolig glad! Hun smilede varmt til hende. "Det er også godt at være tilbage igen," sagde hun denne gang med en glad stemme. Hun kunne i hvert fald slet ikke lade være, når det nu foregik på denne her måde.
Igen så hun mod Zarakiel, da Mirina blev bragt med sig. Hun ville jo egentlig også gerne snakke lidt med ham selv, så de kunne finde ud af det her, så det passede hende egentlig ganske fint.
"Jeg føler mig allerede vel omkring jer. Det.. det er rart, at I har taget så godt imod mig. Alle sammen," sagde hun denne gang. Tanken om, at hun var ved at blive varm på den mand, var et sted også skræmmende for hende. En rød farve steg atter i hendes kinder. Så god som han havde været.. Alt havde jo bare været godt, siden hun havde mødt ham.

[Zarakiel Morin]

Zarakiel gik langsomt rundt med et smil som de fortsatte og tale efter den lille var smuttet, "hun er en sød en, det har været helt anderledes her efter jeg fandt hende, for mange år siden ville jeg aldrig have troet der ville være en dag hvor jeg skulle se muligheden for at tage mig af et andet liv og give glæden til en anden på den måde" han stilte sig nu roligt foran et stort vindue og kikkede ud som samtalen fortsatte, "jeg er glad for du er med på at hjælpe her rundt omkring, der er brug for hjælp til mange ting fra det at gøre rent i de store rum til og tage sig af Mirina, hun er god men har stadig brug for hjælp til en masse ting hun tror hun kan mere en hun burde og prøver altid og lave mere en hun burde som du så" han vendte sig nu rundt og kikkede direkte på Myia, for ham ville det være en god ting og have hende der hun var bestemt en speciel person for ham på mange måder, ikke nok med Mirina så ud til og have et godt øje for hende så var hun også en venlig kær og hjælpsom person.
Han kom til og tænke på de mere skjulte rum i huset måske han skulle vise hende nogle af dem ?
"Kom lige med mig et øjeblik der er noget jeg vil vise dig" sagde han inden han begyndte og bevæge sig mod døren ud  og gik mod et rum længere nede af gangen, han åbnede døren kikkede ind kort inden han bevægede sig der ind, rummet var forholdsvis tomt på nær hvad der lignte et tomt spejl, eller i hvert fald rammen til et.
Han gik mod det lagde hånden mod rammen og efter et kraftigt lys dukkede en indgang op i rammen,
"kom, dette hus har adgang til en masse af vores historie, dette er en af de hemmelige rum i dette hus med alt fra bøger statuer og andre gamle ting, jeg tænkte du måske ville have lyst til og se noget af det efter du har været væk fra os længe" han huskede jo hvordan hun havde levet som menneske på jorden uden sine vinger længe og hvis hun skulle have lyst til og se mere af deres historie kunne han bestemt vise hende det, "du er en vigtig person for mig og du betyder meget, så hvis der er noget du vil vide eller jeg kan gøre for dig er det bare og spørge, jeg er klar til og gøre alt du kunne få brug for Myia" sagde han nu varmt mens han kikkede hende direkte i øjnene, den røde farve dukkede nu også langsomt op i ham.

[Myia Destiny Flancker]

Var det virkelig så problematisk, at den lille pige gerne ville hjælpe? Myia kunne ikke se det, også selvom hun godt kunne forestille sig, at det var problematisk for ham, at finde sig til rette med det hele, når han også skulle tage sig af en lille pige. Far kunne jo trods alt heller ikke være en mor. Hun smilede let. "Selvfølgelig, vil jeg da gerne hjælpe til, hvor det er mig muligt. Med alt det, som I har gjort for mig, så skulle det da også bare mangle. Uanset hvad, så er du kommet rigtig godt fra det hele med hende, Zarakiel. Du kan da kun være stolt," fortalte hun denne gang.
Et stille smil passerede denne gang hendes læber, som hun nikkede til sine ord. Det var jo bare omstændigheder, som han selv måtte acceptere og indse, som han forsøgte at få hende til at indse de mange ting, som hun selv gik rundt med. Det var jo heller ikke altid, at det var nemt og lige til, selvom man gerne ville det.
At han havde noget, som han gerne ville vise hende, gjorde hende uden tvivl også meget nysgerrig. "Hvad er det du gerne vil vise mig?" spurgte hun denne gang med en nysgerrig stemme. Her valgte hun denne gang også at rejse sig op fra sofaen.

Myia søgte efter Zarakiel, selvom hun slet ikke havde nogen anelse om, hvor de var på vej hen. Hun så mod ham,som han søgte ind i et rum.. Et hvor der faktisk ikke rigtigt var noget i. ".. Hvad er det du vil vise mig?" spurgte hun denne gang. Hun bed tænderne svagt sammen.
Lyset som kom, og rammen blev til en.. indgang? Hun mærkede hvordan hendes hjerte begyndte at hamre mod hendes bryst. Var det en hemmelig indgang? Det var jo.. spændende! Hun rystede denne gang på hovedet, hvor smilet bredte sig. "Har du virkelig alt gemt her?" spurgte hun. Hun havde været væk fra Himmeriget i så lang tid. Det her var jo bare.. uvirkeligt!
Myia trådte op ved siden af ham denne gang, hvor hun greb omkring hans hånd i stedet for. "Du.. Du betyder også meget for mig.. Virkelig," sagde hun oprigtigt denne gang.

[Zarakiel Morin]

Zarakiel holdte ofte øje med om hun fulgte med bare lige for at sikre sig at Myia også var der, der var ting her han bestemt ville vise hende, ting hun skulle se, og ting der sikkert ville trække lysten op i hende.
Efter porten gennem rammen var åbnet kikkede han først roligt ind inden blikket blev vendet mod Myia, "alt ? næppe, men mange ting er her bestemt," han kikkede roligt rundt og som det blev tydeligere kunne det hurtigt ses hvad rummet var om, række på række med bøger kunne ses i lange baner, hylder og rum fyldt med ruller og andet papir af en tydelig gammel alder, hvis man kikkede langs enden kunne der også ses blandede ting af våben statuer og andet, "som du kan se har vi mange ting her nede om vores arts historie, bøger, ruller, skrifter, våben og statuer af gamle ledere helte og andre vigtige begivenheder her kan du finde masser af information, jeg har end ikke givet Mirina adgang til dette rum men jeg ved at en dag vil hun elske det, hun er vild med information og læser ofte" fortalte han mens han selv kikkede rundt i rummet, og havde Myia i den ene hånd som han gav et lille knus mens de kikkede, det her var helt klart rart og noget han nemt kunne vænne sig til det var sikkert,
"hvad syntes du ? " spurgte han nysgerrig og kikkede på hende.
Han bevægede sig tættere på hende og kikkede direkte ned på hende, "jeg tænkte du måske ville kunne lide dette sted, her står meget af de ting du måske ville vide eller ville have lyst til og lære om, det er også et vigtigt rum, du vil altid have adgang her til samt mange andre rum du er altid velkommen" som han stod der og kikkede tog han nu roligt hånden til sig lagde dem begge om hendes hals og kort efter dette dukkede langsomt en fin lys halskæde op med et symbol af en flot fjer vinge, han lagde armene i hendes efter dette og trykkede let i dem inden han igen talte, "tag den her, den er skabt med min kraft til og åbne rum som dette i huset så kan du selv altid komme ind når du vil,jeg....jeg prøvede og lave den efter noget jeg troede du ville kunne lide, jeg håber ikke den ser for dum ud" sagde han nervøst og lidt klumset som har kikkede svagt væk fra hende med tydelige tegn på at han stadig prøvede og kikke mod hende.

[Myia Destiny Flancker]

Så meget som Zarakiel tænkte over tingene. Det var jo slet ikke normalt! Slet ikke for en mand vel og mærke, men selv Myia måtte jo alligevel indrømme, at hun virkelig godt kunne lide det. "Du har da også bare tænkt på alt," sagde hun denne gang. Naturligvis gjorde det hende glad at se den her slags.
At den lille pige faktisk var i stand til at læse, var betydeligt mere, end hvad Myia kunne. Det var ikke en kunst, som hun havde lært sig, og oprigtigt, så havde hun heller ikke regnet med, at hun nogensinde ville kunne. Hun sendte ham et smil. "Der er jo nogen der kan.. Hun skal nok blive en rigtig god engel en dag," roste hun ham for. Han virkede da alligevel til at have styr på hende, og til at vide helt præcist, hvad den lille pige skulle have, for at blive til noget. Kunne man overhovedet se bort fra de omstændigheder?

Statuer og bøger, pergamenter og skriftruller.. Det hele var her jo. "Står hele vores races historie virkelig herinde?" spurgte hun denne gang. Det gjorde hende jo næsten kun mere trist over, at hun ikke ville være i stand til at læse dem.. Måske at han ville læse noget op for hende en dag?
Hænderne om hendes has, fik hende til at sitre. At han skænkede hende et smykke formet som en fjer, der gav hende adgang, gjorde hende virkelig glad! Med andre ord, måtte han da alligevel have en kæmpe tillid til hende? Det gjorde hende da virkelig kun glad! "Mener du virkelig det? Zarakiel.. Det er smukt!" Hånden lagde hun denne gang mod smykket, som hun kærtegnede let. Hvor var han god ved hende. Hun hævede hånden, som hun denne gang strøg over hans kind. Så umådelig fristet til at kysse ham.

[Zarakiel Morin]

Zarakiel var tydeligt enig, en god og dejlige tøs var hun bestemt, lille uskyldig og vidste ikke så meget, de var helt klart søde i den alder, "jeg håber bare hun vil holde lidt igen med alt det hun prøver og gøre her hjemme, hun skal ikke arbejde så meget, det er som om hun føler at hun skal gøre sig fortjent på den måde til og være her ved hele tiden og anstrenge sig men det er ikke rigtigt" forklarede han roligt og lidt nervøst, han var jo klart bange for hun en dag ville overarbejde sin lille krop der skulle da bestemt gå noget tid før hun havde brug for og lave så meget, for nu ville han jo egentlig bare have hun skulle opleve det gode liv og have det godt.
Han kikkede stadig fortsat på Myia inden han svarede hende, "alt ? næppe vores historie er stor og lang dette er blot en lille del, men den betyder stadig meget her står næsten alt inden for de sidste mange tusinde år, hvis det skulle være kan jeg altid vise dig dem en dag ? læse lidt af det for dig, jeg fornemmer du ikke helt er så god på det punkt, det er ofte jeg ser folk i et liv som det du har haft som ingen evne har for den kunst" han smilte stort og gav et varm blik til hende inden den ene hånd kørte roligt langs hendes hår og kind som han nussede roligt,
han tog nu også roligt den hånd hun lagde mod og kikkede på hende stille inden han i en hurtig bevægelse lagde hovedet mod hende og ind i et kort men varmt kys.
Det var nu ikke længere muligt for ham at holde igen med dette, så længe havde han tænkt og tænkt nu var tiden vel til og tage chancen og håbe der ikke ville være for megen problemer i hans handling, han kikkede igen på hende tydeligt nervøs for hvad hun ville sige til sådan en ting men ansigtet var stadig tæt på hende, "jeg undskylder det....jeg kunne vist ikke længere holde tilbage" lød det i et forsøg på at lyde uskyldig og nervøs samtidig, hvordan ville hun dog reagere ?

[Myia Destiny Flancker]

Jo mere Zarakiel fortalte, jo mere gik det op for Myia, at Mirina faktisk lignede hende. Hun følte jo selv, at hun var nødt til at gøre så meget for ham og for racen, for alt det, som hun havde fået serveret. Det var vel meget hen af det samme, som Mirina følte? Denne mand havde givet hende en mulighed, som hun ikke ville have fået ellers - og det var jo det samme med hende selv. Hun forstod hende jo godt. "Med alt det, som en mand som dig har givet hende, så kan jeg godt forstå hende.. Hun vil gøre dig stolt. Det er det eneste, som hun er ude på lige nu," sagde hun denne gang. Det var jo også sådan at hun havde det. De havde gjort så meget for hende også, og derfor ville hun jo meget gerne give dem noget igen.
Langsomt sænkede Myia hovedet igen. Hun var ikke god på det punkt? "Jeg har aldrig lært at læse og skrive. Det.. det var ikke en færdighed, der tilfaldt mig," fortalte hun denne gang. Det gjorde hende faktisk ked af det, da hun jo kun kunne forestille sig, hvor meget der måtte stå her, og hun kunne ikke engang komme i nærheden af det! "Men det hele er her.. i sikkerhed," sagde hun denne gang. Selvom hun ikke kunne læse og skrive, havde hun skam forståelse for vigtigheden i de skriftlige værker.
Kysset som han pludselig skænkede hende, chokerede hende en anelse. Hun blinkede let med øjnene hvor hun så op mod ham. Det var med en rød farve i kinderne denne gang. Det føles jo.. rart. "Det.. det er okay, jeg..." Hun tav denne gang. Det var jo ikke så slemt, var det? "Jeg kan godt lide det.." tilføjede hun denne gang dæmpet.

[Zarakiel Morin]

Det lettede Zarakiel at hans valg i hvad og gøre ikke var en fejl, hun virkede til og kunne lide det en ting han bestemt var glad for.
Da hun forklarede hvordan Mirina bare ville gøre ham stolt kunne han jo godt forstå det bange var han bare for hun ville påføre sig overarbejde med ting hun egentlig ikke behøvede og gøre,"jeg forstår og det er en varm ting og vide jeg har folk som hende og dig, længe har jeg ønsket sådan et roligt liv med folk og tage mig af og Mirina er et stykke af den drøm, et stykke jeg er yderst stolt af og du....."
sagde han inden han drilsk gav et smil et lille kys på panden denne gang inden han rettede sig ordenligt op igen med vingerne spredt godt ud, "er jeg taknemmelig for er her, stolt over at kunne stå sådan her ved dig og jeg tror også Mirina er glad for du er her, du er en jeg ikke vil give op på og måske med tiden......med tiden måske du ikke kun vil være en ven af huset" sagde han tydeligt nervøs nærmest som han forsøgte at undgå denne kvindes blik som kunne få en som ham til og være sådan.
Han fortsatte med og kikke væk og tilbage på hende, væk og tilbage som om han ikke vidste hvordan han skulle tage dette her, et kys var en ting men de ord var han ikke sikker på hvordan hun ville tage,
han kikkede dog igen roligt på hende som hun talte om hendes manglende evne til og læse,
"det er selvfølgelig en ting som jeg sagtens kan hjælpe dig med, en dag skal du nok lære at læse selv til den tid er der rigeligt og øve på her" sagde han med en hånd mod hendes kind mens han nærmest bare betragtede hende.

[Myia Destiny Flancker]

Det handlede vel bare om at få det ud af det, som man nu kunne? Der var Myia jo heller ikke anderledes. Selv hun havde fået fantastiske og enestående muligheder, og det var dem, som hun også selv havde tænkt sig at udnytte i den forstand, det var hende muligt. Derfor forstod hun jo Mirina, som et sted, også befandt sig i den selv samme situation, som hun selv gjorde. Ikke at det var noget, som hun havde noget imod, for det var jo bare omstændigheder, som man måtte acceptere. "Hun ønsker vel at gøre noget, som jeg selv gør det.. Det er en fantastisk mulighed og enestående chance, som du har givet os begge.. Jeg elsker bare at se, at der stadig findes godhed i den her verden," fortalte hun denne gang. Hun nød det jo, og uden tvivl mere, end hvad hun burde, men hvad pokker kunne hun da gøre ved det nu?
Kysset mod hendes pande, nød hun. Den omsorg havde hun heller ikke været vant til, men jo mere, hun fik den at opleve.. Des mere, ønskede hun at opleve den. Zarakiel delte nogle særlige ting med hende, og hun kunne godt lide, at det var med til at give hende følelsen af, at være.. unik. Det var hun jo heller ikke ligefrem vant til kunne man sige. Den røde farve blev til mere, som smilet også bredte sig. Mere end bare en ven af huset? "Måske... Måske en dag.." sagde hun denne gang, som hun atter hævede blikket op mod ham. Så god en mand, som han var. Hun nød det jo for pokker.
Hånden mod hendes kind, satte en sitren i hende. Det føles uden tvivl rart. Hun nikkede. "Det.. det vil jeg være glad for.. Hvis du vil lære mig det en dag," sagde hun denne gang. Hånden hævede hun og lagde over hans. Han var virkelig en god mand.

[Zarakiel Morin]

Zarakiel smilte endnu mere en han havde gjort før og lyset i hans øjne var kraftigere en nogensinde, glad var han rigtig glad en da, dette var bestemt en person han ikke kunne give slip på, han ville ikke, derfor var det vigtigt for ham at vise at der var personer som ham der kunne tage sig af hende og vise hende den respekt og omsorg hun fortjente.
Han lod hånden fortsat ligge mod hendes kind som han nussede hende roligt og bare følte varmen i hendes hånd da den blev lagt mod hans, "jeg takker for de varme ord, det betyder også meget for mig, jeg kunne aldrig efterlade folk som jer, glæden ved og se andres glæde efter mine handlinger, er det bedste jeg kan opleve " forklarede han efter de ord hun gav ham, det betød utroligt meget for ham,
"men for nu er der vist en vis lille dame som nok godt snart vil se dem igen, det plejer og være ved denne tid på aftenen at hun spørger mig om at læse med hende" forklarede han roligt og fik et stort smil som han talte om det.
Det krævede ikke mere en et hurtigt kik for at indse hvor glad sådan noget gjorde ham, og pigen betød jo også næsten alt for ham nu,
"det er ved og blive sent men hvis det skulle lyste måske du vil have lyst og blive her for natten ? Mirina ville bestemt blive glad og du kan jo lytte med, Mirina elsker historier om de gamle tider så det er typisk det jeg fortæller om" sagde han roligt og kikkede venligt på hende inden de bevægede sig væk fra rummet igen.
Efter dette bevægede han sig mod den store stue igen og rigtig nok som de begge kom ind til dette rum sprang den lille Mirina nærmest i andgreb mod ham, ikke meget tid havde han fået for at sætte sig i sofaen men han lagde dog en arm om den lille pige og med et stort smil på hendes læber lagde hun hovedet mod ham som var hun en lille hund, ingen behøvede at gætte hvad hun håbede skulle ske nu,
han kikkede dog op mod Myia med tegn om at hun skulle sætte sig og Mirina kikkede nu også nysgerrigt på Myia, "Myia Myia, skal de også lytte med ? historier er så dejlige, jeg elsker og lytte til dem vil de også være med ?" sagde hun uskyldigt og med ren håb i hendes stemme, for et efterladt væsen som hende var dette vel nok en stor og vigtig ting for hende.