I need to do something..

[Myia Destiny Flancker]

Jo mere Zarakiel fortalte hende, jo mere måtte den kraftige og røde farve i hendes kinder. Det var slet ikke naturligt for hende, at høre den slags! Selv da maden dukkede op, var det ham, som hun sad og kiggede på. Mente han virkelig, at det var sådan, at han så på hende? Det var.. underligt, men derimod også rart, at nogen havde det syn på hende. "Du er nu sikker på, at du ikke bare pynter på det? Altså.. jeg ved ikke hvor du ser alle de ting henne.. Jeg er jo bare.. mig. Jeg er bare Myia.." Armene lagde hun en smule mere om sig selv. Ikke fordi at hun følte for at forsvare sig selv, men fordi at det var underligt, at føle sig blottet på den måde. Det var hvert fald ikke noget, som hun kunne gøre for.
For nu, lod Myia maden blive stående på bordet, hvor hun derimod kiggede på ham i stedet for. Han var så god en mand, som så alle de ting i hende, som han så alt det gode i så mange omkring dem. Det var en evne, som hun uden tvivl respekterede ham for. Rigtig meget endda, for hun synes det var utroligt. Det var utroligt, at nogen i det hele taget kunne. "Det.. det er jeg virkelig glad for," sagde hun taknemmeligt. Var det virkelig sådan, at han så på det hele? Var det virkelig sådan, at han så på hende? Hun slap grebet omkring sig i stedet for, hvor hun lagde hænderne på bordet i stedet for. "Nu hvor du siger det, så.." Hun holdt en pause, kun for et ganske kort øjeblik. "Jeg mener altså at.. ja.. Jeg vil ikke snylte på nogen.. Jeg.. jeg vil gerne have noget at lave.." forsøgte hun. Hun ville bare gerne være en engel.. ligesom alle andre.

[Zarakiel Morin]

"pynter på det ? nej tværtimod jeg holder igen lige nu" sagde han med et stort smil og et lille grin som han kikkede på hende, det var lidt sjovt som hun blev når folk roste hende men også rart og se han var virkelig glad for den slags folk, folk som var ydmyge og tænkte mere på hvad de kunne gøre for andre istedet for at tænke på sig selv hele tiden.
Han spiste lidt mere inden samtalen fortsatte, "der er mange flere ting jeg kunne sige, mange ting som jeg kan lide ved dig, personligt kunne jeg kikke på dig resten af dagen hvis tiden til det var der" fortsatte han han kunne lide hendes reaktion og det var på tide nogen talte godt om hende plus han var en som ikke holdte igen når ros skulle fyldes på,
han blev og utrolig glad da han hørte hun ikke ville have problemer med og arbejde slet ikke hvis det arbejde kunne ske hos ham.
Han rakte en hånd atter ud mod hendes mens han fortsatte, "det er jeg glad for at høre vi har masser af ting og se til og jeg ville elske og have dig der jeg kan fornemme du er en god person en som vil hjælpe et job i og tage sig af stedet og gøre stresset på os andre lettere " forklarede han med et smil som hans øjne var fikst rettet på hendes.

[Myia Destiny Flancker]

Zarakiel måtte slet ikke sige sådanne ting til hende! Myia kunne slet ikke håndtere det, og det var nok også tydeligt, at det slet ikke var ting, som hun kunne styre eller kontrollere lige nu. Hun lod blikket falde igen, i takt med at den klare og tydelige rødmen igen tog til i hendes kinder. "Du må altså slet ikke sige den slags ting.." forsøgte hun denne gang. Det var slet ikke meningen, at han skulle sige sådan noget til hende. Hun vidste jo slet ikke, hvordan hun skulle styre det eller noget som helst, og selvfølgelig var det også noget, som godt kunne mærkes lige nu.
At han kunne kigge på hende hele dagen om han ville, var en ting, som hun faktisk måtte indrømme, at hun havde en smule svært ved. Det var selvfølgelig rart, at nogen kunne.. men alligevel. ".. Jamen.. Fortæl mig hvad du ser i mig, Zarakiel.. Der er jo ikke noget ekstraordinært ved mig.." forsøgte hun denne gang. Den røde farve tog dog ingen ende. Det ville den ikke, og det ville den nok heller ikke komme til.
Myia tog denne gang Zarakiels hånd, som hun trykkede i sin egen. Det føles nemlig rigtig godt, at kunne sidde der sammen med ham. Smilet tog dog ingen ende. Han formåede i sandhed at gøre hende glad lige nu. "Jeg vil gerne.. Jeg vil rigtig gerne," sagde hun denne gang. Kunne hun selv få noget arbejde, hvor hun kunne gøre en forskel, ville det jo være helt fantastisk!

[Zarakiel Morin]

Smilet holdte Zarakiel selv på længe som han tog imod hendes hånd og lod den bare ligge der i hans,
han kikkede dybt på hende som hun med besvær forsøgte og finde rundt i alt hvad der blev sagt, stædig var hun bestemt men det var egentlig fint nok en eller anden dag skulle hun vel nok lære at modtage hvad hun fortjente det var noget han tænkte.
Han tog lidt mere mad inden en tjener atter kom forbi og afleverede hvad der så ud til og være en flaske vin,
Zarakiel var en kendt kunde hos dette sted og de vidste altid hvad slags vin han kunne lide og havde bragt deres bedste denne gang .
Han åbnede roligt flasken hældte lidt op til dem begge og tog lidt selv inden han kikkede på Myia igen,
"der er så mange ting jeg ser i dig kære Myia for mange ting at forklare som jeg hele tiden siger uanset hvad du selv mener vil de ting ikke ændre sig" forklarede han med sin rolige bløde stemme.
Det var forståeligt det kunne være besværligt for hende at følge med i alle de ting der blev sagt men det ændrede ikke hans syn og han håbede hun ville forstå det en dag for nu kunne han ikke gøre andet en at fortælle hende det,
en smuk sød og lys kvinde var hun, det var intet under at hun var en som hjalp andre og hun fortjente og få lidt igen fra tid til anden.
Han blev tydeligt glad som hun sagde hun gerne ville arbejde og lyset skød op i hans øjne som hun sagde det, at have hende til hjælp var han stærk taknemmelig for og det ville gøre arbejdet der hjemme langt nemmere.

[Myia Destiny Flancker]

At tjeneren kom og placerede en flaske vin foran dem, var slet ikke noget som Myia bed sig fast i. Faktisk var det.. Ham som hun tænkte på lige nu. Alt det, som han så i hende, fik hende til at vokse til uendelige højder, da hun slet ikke var vant til at nogen i det hele taget, så sådan på hende. Det betød faktisk utrolig meget for hende.
Selv havde hun svært ved at forestille sig, at han skulle se alle de ting i hende, men hver enkelt af dem, gjorde hende varm indvendig. Den røde farve i hendes kinder, var bestemt heller ikke til at tage fejl af på noget tidspunkt.
"Selvom jeg måske ikke forstår, hvad det er, du ser i mig, Zarakiel, så.. tak. Virkelig." Let trykkede hun omkring hans hånd, som hun endnu måtte holde i sin. Selv bare det lille, at skulle huske at spise sin mad, synes at være noget, som hun glemte lige nu.
Zarakiel var uden tvivl en virkelig god mand, og det var noget, som gjorde en verden til forskel for hende. Bare det, at der var nogen, til at se hende på den måde, så blev det da godt nok heller ikke bedre. Hun sænkede hovedet endnu en gang. "Lad mig vide, hvis jeg kan gøre noget i retur, okay?" fortsatte hun denne gang. Hun lagde den anden hånd over hans, som hun strøg let. Han gjorde virkelig, virkelig meget for hende. Det var helt utroligt, hvor meget det egentlig betød for hende, at han gjorde det.

[Zarakiel Morin]

Zarakiel fortsatte med og kikke med lyse øjne på hende som de talte og han grinte en lille smule som hun stadig talte om at hun ikke forstod det han mente, "men det gør jeg og det vil jeg altid mene " sagde han som han tog roligt om hendes hånd da hun også gjorde inden han talte igen, "hvis du vil hjælpe kan du jo starte med og komme forbi hjemmet igen så kan vi finde ud af der hvad du kan gøre jeg kan få dig et arbejde der mit sted er stort og der er for meget og lave for de få vi er " sagde han roligt med et smil som han tog lidt mere og drikke.
Tjeneren kom nu tilbage og Zarakiel betalte for hvad de havde fået, hun havde ikke rigtigt rørt meget men det var nu også  fint hun var vel ikke helt van til steder som dette så det måtte være anderledes pludselig og sidde sådan et sted,
"dit hjem jeg gav dig ligger heller ikke forfærdelig langt væk fra mig så det vil være nemt for dig at komme frem og tilbage rum har vi også rigeligt af skulle der være dage hvor du ikek kan tage hjem" forklarede han roligt.
Han rejste sig nu roligt fra sin stol og bevægede sig mod Myia på den modsatte sig bukkede sig svagt ned og rakte en hånd mod hende, "hvis det lyder som noget kan de jo komme med mig" sagde han med det store smil igen som han ventede hendes svar.

[Myia Destiny Flancker]

Myia kunne ganske vidst ikke se, hvad Zarakiel kunne se, men ikke desto mindre, så var det ting, som hun da var rigtig glad for at han kunne se i hende. Hun smilede let for sig selv. "Så hold fast i den tanke," bad hun denne gang. Oprigtigt, var det nemlig også noget, som betød vanvittig meget for hende. Bare det, at nogen gjorde det, fremfor at se den syge stakkel, som hun havde været tilbage i gammel tid.
Maden rørte hun knap. Dels fordi at han var der, og var den, som fangede hendes interesse, og dels fordi at hun ikke var vant til at få mad på den her måde. Hun smilede let, inden hun denne gang gav slip på hans hænder, for at glide tilbage på pladsen, for at spise bare lidt, nu hvor han havde været så venlig at invitere hende ud.
"Tag ikke fejl. Jeg er glad for at have mit eget. Det.. det tror jeg bare aldrig, at jeg har oplevet før," sagde hun denne gang. Hun smilede varmt og venligt til ham, inden hun atter lagde bestikket fra sig. Appetit på den måde, havde hun ikke just, også selvom hun rent faktisk forsøgte. Hun ville jo også gerne gøre ham glad for det, som hun udførte. "Men derfor ønsker jeg at gøre noget. Jeg ønsker at udrette noget med mit liv," fortalte hun denne gang. Det var det næste skridt på vejen, mod at blive en sand og rigtig engel.
Som han gjorde tegn til at rejse sig, gjorde hun det samme. "Tak for mad, Zarakiel," sagde hun denne gang. Ganske vidst havde hun ikke spist meget, men lidt havde vel også sin plads, havde det ikke?

[Zarakiel Morin]

Zarakiel tog Myias hånd som han ledte hende ud fra bygningen og kikkede udenfor, der var stadig lyst og det var et rart vejr han kikkede lidt rundt inden han tog godt tag i hendes hånd og begyndte at bevæge sig væk fra byen.
Der var et lille stykke til hans hjem men ikke helt så langt væk alligevel han kikkede rundt som de gik langs byen og ud langs en mindre sti der gik fra selve byen til de huse og boliger der måtte være her ude.
langs turen kunne han ikke lade være med og kikke mod Myia og hans blik vandrede mod hende et par gange fra tid til anden som de gik, smuk var hun det kunne han ikke benægte og det var nok lidt tydeligt han kikkede mod hende men det var ikke noget han selv helt kunne gøre for.
Efter en 20 min gang i solen var de endelig kommet ud til det store flotte hvide hus, og Zarakiel tog Myia med mod hoveddøren, som han gjorde klar til og give et tag i døren blev den hurtigt åbnet og en lille pige ikke meget mere en 5 år stod og kikkede på dem begge inden det gik op for hende han var hjemme igen,
hun svang sine små arme mod Zarakiel og nærmest forsøgte at klatre op af ham som var han e træ mens hun havde det største smil på sig.
En fin lille en var hun langt lyst hår hang fra hende en fin hvid kjole havde hun på som hun hang fra hans skulder,
det tog hende heller ikke længe før hun fik øje på den fremmede kvinde i døren og gav et smil mod hende, "hvem er damen ?" spurgte hun næsten uskyldigt, "det vist ikke sådan man hilser på gæster er det mirina ?" lød det venligt og varmt fra Zarakiel hvorefter hun hurtigt bukkede hovedet  og gav det et forsøg igen, "m..mit navn er mirina " kom det roligt fra hende.

[Myia Destiny Flancker]

Selvom der ikke blev sagt så meget som et eneste ord hele vejen, nød Myia at gå der sammen med ham. Zarakiel var en god mand, ingen tvivl om det, og han havde givet hende så sindssygt meget, bare ved at føre hende tilbage til Himmeriget. Hun følte jo faktisk at hun var kommet hjem igen, og kunne det overhovedet blive bedre end det?
Myia måtte være tilbøjelig til at have sine tvivl. Det som hun dog lagde mærke til, var at han kiggede på hende. Ikke bare lidt, men derimod rigtig meget faktisk! Et stille smil passerede hendes læber, som den tydelige og røde farve endnu en gang meldte sig i hendes kinder. Svagt trykkede hun i hans hånd. Et sted også for at tilkendegive, at hun jo vidste, at han kiggede på hende.
Turne tilbage til huset, var lang, men den var hyggelig. Som han åbnede døren, og hun fik øje på den lille pige, fik det hende til at stoppe op for alvor. Tydeligt overrasket over, at han husede en lille pige, måtte hun dog alligevel smile lidt. Børn havde hun aldrig været særlig god til. Hun havde jo aldrig rigtigt mænget sig med dem på den måde, så... Hun så skiftevis på dem begge. Mirina? Hun knælede denne gang forsigtigt foran den lille pige.
"Du er da en rigtig fin en," begyndte hun denne gang. Smilet bredte sig mere på hendes læber. Okay, det var måske ikke så slemt igen, som det kunne have været? "Mit navn er Myia. Det er dejligt at hilse på dig, Mirina," sagde hun denne gang. En smuk og dejlig lille pige. Endnu en hjælpeløs sjæl, Zarakiel havde hjulpet på sin færd?

[Zarakiel Morin]

Da Myia knælede ned og talte til pigen fik hun et stort smil på sig og kravlede ned fra Zarakiel inden hun stillede sig foran Myia stadig med smilet plastret på ansigtet, "åh du er hende far taler om hele tiden ikke ?" hun smilte nu endnu mere og kikkede tilbage på Zarakiel hvor han selv gav et lidt rødligt ansigts udtryk til pigen hvilket hun hurtigt forstod, "nå ja han er ikke rigtigt min far men han er den eneste jeg kender så han er nok det tætteste jeg husker ikke meget men ved at han hjalp mig " forklarede hun hurtigt og tydelig begejstret hendes blik fra fortsat fastsat på Myia mens hun fortsatte med og tale, "far har været rigtig glad siden han mødte dig siger han så..såå.. tak for at gøre ham glad" sagde hun helt uskyldigt hvorefter hun bukkede dybt løb tilbage ind i huset som hun altid gjorde.
Zarakiel kikkede nervøst mod Myia og var ikke helt sikker på hvad han egentlig skulle sige, "jeg..øhm hun er en meget snaksagelig pige hun er glad for nye mennesker også, du må undskylde hende jeg har en svaghed for børn som hende så jeg har aldrig rigtig tænkt meget over hendes opførsel over for andre," forsøgte han besværligt at forklare.
Det var egentlig også rigtig nok han havde altid været glad for børn og hun var en han bare ikke kunne lade være da han havde fundet hende for ca et år siden.

[Myia Destiny Flancker]

At Zarakiel havde snakket meget om hnde, kom sjovt nok slet ikke bag på hende, men.. det var alligevel noget, som fik hende til at reagere af den grund. Hun kunne i hvert fald ikke undgå det, når det endelig skulle være på den her måde.
"Nå, så det har han.." Her hævede hun blikket op mod Zarakiel igen, hvor hun rettede sig op i stedet for. Et stille smil passerede denne gang hendes læber. Den lille pige, var uden tvivl en af de mere snaksagelige af slagsen. Ikke fordi at hun havde noget imod det. Han var en god mand. En rigtig god mand, og siden han også reddede børn..
"Man må sige, at han er en rigtig god mand.. Han har nemlig også reddet mig.. og gjort mig glad," sagde hun denne gang. Det var uden tvivl noget, som betød utrolig meget for hende, og han var endda også en familiemand, som reddede børn? Det kunne da heller ikke blive bedre! Overhovedet ikke! "Det skal du ikke tænke på. Hun er en dejlig pige.. Det er utroligt, hvor mange du kan lukke ind i dit hjerte.." Hånden hævede hun, så hun i stedet lod den stryge den over hans kind. Taknemmelig var hun på alle måder. Han havde virkelig været god ved hende.. og andre ikke mindst.

[Zarakiel Morin]

Mirina var altid fuld af energi og var hurtig til at skynde sig ind i huset igen, Zarakiel kikkede kort efter hende gav et roligt smil og kikkede tilbage mod Myia, "skal du med ind ? det nemmere og snakke her inde vil jeg mene" sagde han drilsk og gik mod døren inden han gik ind.
Huset var stort og der var mange rum, stuen var nær døren og der var masser af rum, flotte sofaer og et stort bord var det første der kunne ses nær den ene side af rummet, den anden havde flere stole samt en række reoler med masser af bøger i.
Mirina var overraskende glad for bøger af en i hendes alder så Zarakiel havde sørget for der var masser at læse,
han gik mod en af sofaerne og satte sig roligt ned mens han ventede på Myia, kikkede efter hende og ventede på hun selv skulle sætte sig,
mange ville nok mene at Zarakiels situation med Myia var mere en bare at hjælpe et andet menneske men det var så heller ikke noget han kunne styre sådan var det vel bare, han ville virkelig gerne hjælpe og så meget mere i hende en alle andre gjorde, hun var speciel og han kunne ikke fjerne sig selv fra at kikke mod hende som hun kom ind i rummet,
det var ret tydeligt han kikkede efter hende.

[Myia Destiny Flancker]

Myia rystede stille på hovedet. Det var nok noget af det mest kære, som hun længe havde set. Et lille barn. Selv gik hun jo og drømte om en dag, at kunne få sine egne. Det var i hvert fald sådan, at hun havde det med det hele. "Hun er en virkelig dejlig pige, Zarakiel.. Du er nødt til at fortælle mig hendes historie," bad hun denne gang.
Myia nikkede, og søgte denne gang med ind. Nu havde hun uden tvivl en kæmpe tillid til Zarakiel, og det, som han kunne gøre, og give hende. Han havde jo i forvejen gjort så forbandet meget, at det jo ikke ligefrem var småting de var ude i. Det var helt sikkert.
Det var et smukt hus og et dejligt hjem, som han havde. Det var uden tvivl en leder værdig, selvom det slet ikke var ment som noget negativt. Selv betragtede Myia alle de ting, som de måtte passere på vejen. Det var rart og det var samtidig også spændende, at se hvordan andre valgte at bo. Det var også noget, som gav hende lidt ideer til sit eget hjem.
Myia tog pladsen ved siden af Zarakiel. At se den lille pige og det hele, fik hende jo kun til at smile. "Jeg kan sige det igen og igen. Det er et dejligt hjem, du har," fortalte hun med et glad smil.

[Zarakiel Morin]

Zarakiel smilte roligt da Myia satte sig ned og nikkede kort som hun bad efter en forklaring på pigen, der var mange som var nysgerrig om den slags og han havde da slet ingen problemer med og forklare det.
Inden han dog kunne komme igang kom Mirina nu igen ind i rummet, Zarakiel kunne næsten ikke lade være med og smile som han kikkede mod en lille Mirina der håbløst forsøgte at gå forholdsvis normalt mod dem med glas og noget at drikke sød så hun hud men det var tydeligt det ikke var noget som hun ligefrem var van til, altid prøvede hun at gøre hvad hun kunne trods hendes alder og størrelse.
Efter lidt tid kom hun endelig hen til bordet stillede tingene og kravlede op for at ligge sig langs Zarakiels ben et sted hun altid lagde sig når muligheden var der,
"jeg siger altid hun prøver for meget, hun tror hun skal gøre sig fortjent til og være her så jeg er altid nød til og stoppe hende fra at forsøge for meget" han kørte hånden mod hendes hår mens han kikkede med et smil på hende og tilbage mod Myia, "jeg fandt hende for omkring et år siden på jorden, syg, alene, forladt. Hun havde ingen der kunne tage sig af hende alle gik forbi som om det intet havde med dem at gøre, jeg ved de fleste er sådan men jeg kunne ikke bare lade hende være som hun var, et barn som hende uden håb, ingen og se til jeg følte jeg måtte give hende en grund til og se fremad til og fortsætte," efter dette blev sagt kikkede han ned på begge sine hænder og øjnene ændrede sig hurtigt til sorg, "det var første gang jeg har taget et uskyldigt liv, gjorde jeg mon det rette ? et spørgsmål jeg altid stiller mig selv , jeg kunne ikke bare efterlade hende der så jeg tog hendes liv, fjernede hende fra det helved hun havde siddet i så længe og tog hende her" det var tydeligt det tog på ham men det havde været den eneste måde han kunne give hende et ordenligt liv ved og give hende livet som en engel istedet at leve videre blandt folk som dem.

[Myia Destiny Flancker]

Den lille pige var helt igennem fantastisk. Hun så ud til at klare sig fantastisk i Zarakiels hjem. Ikke at det var noget som kom bag på Myia som sådan, for det var jo tydeligt, at den lille pige havde det godt, og det var vel også det vigtigste, når alt endelig kom til alt?
At den lille pige kom ind igen, med hænderne fulde af alt muligt, fik hende nu kun til at smile. Hun var nu bedårene. Der var ikke noget, som kunne beskrive det bedre end det, og han kunne jo uden tvivl også godt lide, hvad han så, og særligt, som det var lige i øjeblikket. "Det er okay.. Hun er nu også meget sød." Ikke havde hun forestillet sig, at det var sådanne ting, som han ville gøre. Igen havde han jo kun formået at overraske hende meget positivt, og det var jo naturligvis også meget rart for hende.
Jo mere af den lille piges historie hun fik at vide, jo mere måtte hendes smil stilne. Det var jo.. forfærdeligt. Havde den lille pige ingen haft? Hun vendte blikket mod hende. Selvom hun lå der op af ham, smilende og lykkelig og det hele, så var det jo en forfærdelig historie, som hun bar med sig.
Hænderne trak hun stille til sig. "Det.. Nej, det.. Det er jo forfærdeligt." Tænk at nogen kunne efterlade en lille pige på den måde! Det forstod hun slet ikke! Igen vendte hun blikket mod Zarakiel.. Tvivlede han på, at han havde gjort det rette? Hun rystede på hovedet, inden hun denne gang rykkede tættere på. Hendes hånd greb ud efter hans. "Du må ikke tvivle på, at du gjorde det rette," bad hun denne gang. "Hun er tydeligvis glad.. hun er lykkelig, Zarakiel," fortsatte hun. Han måtte da slet ikke tvivle på det!