I need to do something..

[Myia Destiny Flancker]

Zarakiel Morin

---

Forfærdet. Helt igennem forfærdet, var hvad man kunne kalde Myia for. Efter hun havde mødt Derek.. Så god en mand, og alligevel præget af så brutal en hændelse, som havde endt hans liv, og gjort ham til en del af mørket, var det noget, som Myia slet ikke kunne få ud af hovedet.
Måske at det var derfor, at hun i dag, sad ved templerne? Hun bad for ham. Bad for at han ville finde lykken igen, for det var uden tvivl noget, som han så brændende fortjente, og det ville hun da hellere end gerne give ham! Hun sad alene denne tidlige morgen, hvor solen stod ind af de ekstremt høje vinduer, og derved oplyste hele den smukke sal. Myia var efterhånden blevet vant til sin tilværelse i Himmeriget. Selvfølgelig var hun Zarakiel taknemmelig for alle de fantastiske muligheder, som han havde givet hende, og nu følte hun bare, at hun selv var ved at være klar til at hjælpe andre. Det skulle et sted også bare mangle. 

Myia sænkede hovedet en smule, hvor panden mødte hendes hænder. Derek havde igennem hendes egen fortid, været så god ved hende, og gjort selv en forskel for hende. Hun forsøgte at slå det ud af hovedet, for her om dagen, kunne hun jo ikke gøre noget alligevel.
Myia sad i en hvid og smuk kjole, og med vingerne tæt ind mod sin egen krop. Hun var en prægtig og smuk engel og et lyst eksemplar. Hun var faldt til, og hun elskede det uden tvivl også. 

[Zarakiel Morin]

det havde været nogle lyse dage på det sidste, masser og se til masser og lave, det var nu egentlig rart for en gang skyld og have alle disse ting og se til og det var nu også et godt stykke tid siden han sidst havde set Myia.
En kvinde han håbede at se en af disse dage og som lykken ville ham så det vidst ud til og være idag.
Han var taget mod templet igen et sted han ofte besøgte og denne gang sad en lys og rar nyhed lige der, 
Myia var der smuk som hun var og med sine nye vinger sad hun mod altaret med hænderne foran sig, 
"jeg håbede lidt jeg ville støde ind i dig her en af dagene" kom det bare blidt og varmt fra ham som han stoppede op midt i rummet og kikkede med det sædvanlige smil han næsten altid havde, han havde idag en silkehvid kåbe på sig noget der kunne ligne det royale men det var vel også lidt forståeligt, vingerne lå roligt bag ryggen og på hovedet sad en guld ring, kåben var dekoreret i røde farver og forskellige mønstre og om hænderne var nogle fine hvide hansker,
han ventede bare der for at se hendes reaktion hvis hun have mulighed for at snakke med ham nu var det en mulighed han gladeligt ville tage imod.

[Myia Destiny Flancker]

I forvejen, var Myia vandt til at være her alene. Det var egentlig ganske skræmmende, hvor få engle, der egentlig søgte til disse steder. Ikke at hun forstod det, for det gjorde hun ikke.. Men hver ting til sin tid vel? Hun hævede blikket en anelse, ved den ellers så velkendte stemme.
Varmen spredte sig i hendes krop, hvor smilet og den røde farve i kinderne nu heller ikke var til at se bort fra. "Har du søgt efter mig?" spurgte hun denne gang. Hænderne fjernede hun fra den yndige fold i form af bøn foran sig, inden hun rejste sig op igen.
Langsomt vendte hun sig mod Zarakiel. Der stod han. Den flotte mand, som havde taget sig af hende.. Givet hende alle muligheder for et fantastisk liv, og det var hun uden tvivl frygtelig glad for. Hun var ham virkelig taknemmelig for alt det, som han havde gjort for hende.
"Kommet for at bede en bøn med mig?" spurgte hun, som var det en invitation. Hvorvidt om der overhovedet var en til at høre bønnerne, vidste hun ikke, men for hende, var det bare vigtigt, at det blev gjort. Hun holdt nemlig fast i tanken om, at der var nogen, som holdt øje med dem, fra et andet sted.. Og tanken om det, var noget, som hun faktisk godt kunne lide.

[Zarakiel Morin]

Zarakiel viste et stort smil som han gik nærmere, det var rart og kunne snakke med hende igen og det ville han bestemt udnytte nu hvor tiden var der,
"ikke just men det er bestemt en gladelig ting og møde dem igen" sagde han og gav et lille buk i sig som han gik nærmere.
Som han nærmede sig lagde han en arm mod hendes skulder og kikkede mod hende, glad var han måske mere en man burde være, en lille smule rød farve kunde findes i hans kinder og han begyndte da og tænke over om dette kunne ses ? han var altid nervøs nær piger og det var nogengange tydeligt men han måtte forsøge at skjule det,
"jeg ville bestemt ikke have noget imod det med dem " sagde han igen til hendes spørgsmål inden han selv satte hænderne for sig og lukkede øjnene, om der var nogen som lyttede var ikke engang han klar over  men det betød heller ikke noget bare følsen var fin nok for engle som ham, og det var nu at hans hoved igen ændrede farven dette stilhed fik ham til og tænke på kvinden der nu atter stod nær ham, og det var vel også lidt Tashi's skyld den kvinde havde drillet ham lige siden hans sidste møde med Myia fred havde han bestemt ikke fået omkring det hele som han havde snakket som meget om den dag.

[Myia Destiny Flancker]

Myia kunne ikke rigtigt forholde sig til at en mand som Zarakiel, begyndte at tiltale hende så fint og fornemt, og særligt, når det var på denne her måde. Hendes blik hvilede derfor direkte på hans skikkelse denne gang, og med et smil på læben. "Du behøver slet ikke tiltale mig så fint," sagde hun denne gang en kende forfjamsket.
Grebet om hendes skulder, og det at han gerne ville bede en bøn med hende, gjorde hende glad. Selv bad hun for Derek, og at han atter ville være i stand til at finde det lys, som han engang havde haft. Det var sådan at hun havde det i hvert fald. Han var faldet i mørket, og den tanke kunne hun ikke lide. Derfor tog hun forsigtigt omkring hans hånd. "Så kom," sagde hun denne gang med et stille smil på læben. Hun førte ham med hen til de forreste rækker, hvor hun endnu en gang tog pladsen, og bød ham til at sætte sig ved siden af hende. Selv for hende, var det noget, som gjorde hende glad. Et smil passerede derfor hendes læber. "Hvem vil du bede for?" spurgte hun denne gang. Hun foldede hænderne let uroligt foran sig. Hendes håndflader svedte.. Det var en typisk reaktion fra hendes side af, nu hvor hun stod overfor ham. Var det godt eller skidt? Hun kunne ikke rigtigt finde ud af det.

[Zarakiel Morin]

Han små grinte en smule som hun forsøgte at frakaste det at han tiltalte hende fint noget han måtte smile stort til og lagde en hånd på hendes hoved, "en hver kvinde burde blive tiltalt som en uanset hvem de er" det var i hvert fald hans mening, han var også vand til efterhånden og tiltale kvinder lidt mere fornemt efter hans træning i himlen de sidste mange år.
Da hun tog hans hånd smilte han blot roligt og fulgte med hende mod de forreste rækker og satte sig roligt som han tog hænderne foran sig inden spørgsmålet blev hørt fra hende, 
"hmm måske " begyndte han først  mens han tænkte og kikkede i gulvet, minderne begyndte og dukke op hvor han kom i tanke om nogen der nok var det her værd, "min....min familie eller den der fandt mig da jeg var lille" fortsatte han og kikkede op på hende med et tydeligt glad ansigt,
"det rigtigt du ved det jo ikke, da jeg var lille mange mange år før jeg kom her til himlen igen blev jeg fundet af en menneske familie,  de tog sig af min så længe de nu levede mig på den anden side ja..... jeg lever jo længere en dem MEN det var helt klart den bedste tid jeg har haft," forklarede han roligt og et varmt og stort smil dukkede op som det gjorde på folk der mindedes gode tider i deres liv og dette var nok hans bedste.
Efter at være forladt som lille på jorden og blive taget ind af nogen som intet havde med ham at gøre en rar følse var det, "det var også derfor jeg tog Tashi ind da hun døde for år tilbage lod jeg hende komme til himlen jeg kunne vel bare ikke lade være efter jeg fandt ud af hun var datter af den familie der tog mig ind alle de tusinde år, hun kan nok ikke selv huske det det var trods alt tusinde af år før hun blev født alt dette skete" fortsatte han med og forklare som de sad der.

[Myia Destiny Flancker]

Myia ønskede slet ikke at blive tiltalt, som var hun noget særligt, for det var hun stadig ikke i hendes øjne. Hun var bare.. Myia, og hun var sig selv, og ikke nogen anden, for det var hun altså ikke. "Du er virkelig en god mand, Zarakiel," sagde hun denne gang med en tydelig forfjamsket stemme. Hun vendte blikket en anelse ned, og bed sig i læben.
Hun tog hans hånd, og førte ham med sig til de forreste rækker. Her var der god plads, og de kunne stadig føre en samtale, hvilket for hende, også var meget fornuftigt. Smilet bredte hun på sine læber. "Det lyder da som en meget god idé.. Alle har brug for at få tilsendt en bøn fra tid til anden," fortalte hun denne gang. Hun foldede atter hænderne foran sig, og med et stille smil på læberne. At være omkring Zarakiel, var en tanke, som hun på alle måder, måtte finde meget rar.

"... Åh.." var alt hun sagde. Så selv Zarakiel var opvokset på jorden? Hvorfor var det en tanke, som hun særligt meget godt kunne lide? Alligevel var det trist, at det var en helt igennem menneskefamilie, som havde fundet ham, da de slet ikke levede i den samme forstand, som de gjorde, kunne man sige. "Jeg synes nok, at I to var rigtig tætte.. Det er godt, at du har nogen til at holde dig i ørene," sagde hun denne gang med en rød farve i kinderne. Han var en god mand. På alle måder var han en god mand.

[Zarakiel Morin]

Zarakiel kikkede roligt på Myia som de talte med sit tydelige varme smil, det var vel nok også det han var kendt for efterhånden.
Hendes tydelige reaktion var nok noget han havde regnet med men hvordan hun tog det var han egentlig ikke helt sikker på så smilet falmede lidt som han talte, "jeg var lidt nervøs i starten som jeg blev taget til himlen igen, hvordan folk ville reagere til min oprindelse jeg.......jeg er ikke nogen speciel ikke nogen der burde have et job som dette, jeg undskylder hvis min fortid lyder u interesant" lød det roligt fra ham og næsten nervøst.
Han var før blevet dømmet for hans kedelige og normale fortid og han ville slet ikke have hun tænkte på samme måde af alle personer, dog gik hans smil da op igen som hun talte om Tashi og hun havde da ret, "eh ja det har du ret i jeg ved ikke helt hvad jeg skulle gøre uden hende" sagde han igen og kløede sig i håret Tashi var fantastisk og som en mor for ham, hun forstod hans tanker om hvordan han var og vel nok en af de eneste der kunne holde orden på ham når han blev lidt for useriøs.
Han slog nu vingerne ud som han lukkede øjnene og åbnede dem igen for at kikke på Myia, "jeg håber du har det fint her, ellers må du sige til hvis du har brug for noget øhm hvis jeg kan hjælpe jeg mener" var hvad han kunne fumle ud af sin mund det var underligt, hvorfor blev han nervøs nu ? det lød mærkeligt men han ville virkelig godt sikre sig hun havde det så godt hun kunne her.

[Myia Destiny Flancker]

Det var slet ikke fordi at Zarakiels historie kedede Myia, for det gjorde den slet ikke. Derimod ville hun jo gerne vide mere om ham.. høre mere om ham, da hun i forvejen var temmelig ukendt med ham og hans fortid, og selv i hendes ører, lød den jo ond, grum og grotesk, og det kunne hun slet ikke lide. "Det skal du slet ikke tænke på. Jeg.. jeg vil gerne lytte til din historie," sagde hun denne gang, og med et smil på læben. Kedelig var den jo ikke. Den var en del af ham, og han var jo heller ikke ligefrem en kedelig mand. Det ville hun i hvert fald slet ikke kalde ham.
Tashi har holdt Zarakiel i ørene. Den tanke kunne hun et sted godt lide, og den morede hende en smule. Hun grinede let. "Hun er også meget over dig, må jeg sige," sagde hun med et smil på læben. Hun kunne i hvert fald ikke lade være. Et smil forblev denne gang mere fast på hendes læber. Hænderne foldede hun foran sig. Igen gled hendes tanker til Derek. Den mand, fik mange bønner fra hendes side af igennem denne tid. Hun trives virkelig meget i Himmeriget. Hun var glad for at være hjemme igen, og det var noget, som hun virkelig godt kunne lide! "Jeg er virkelig glad for at være kommet hjem igen. Det er noget, som jeg kun kan takke dig for," fortalte hun denne gang med et smil. "Er der noget, du forsøger at sige..?" spurgte hun denne gang. Forsigtigt satte hun sig tilbage, og sænkede hænderne. Okay.. hvad var det egentlig han forsøgte sig med?

[Zarakiel Morin]

Han sad stadig roligt og farven var rød i hans kinder, forvirret var hun vel nu og det var forstående egentlig var han heller ikke selv sikker på hvad han ville sige sådan her hans hoved en stor rodebunke, følser der vællede op, følser han ikke kunne holde styr på eller vidste hvad man skulle gøre med, hvordan skulle han tage det her eller håntere det ? 
der var mange ting han ikke var sikker på og heller hvordan han skulle forklare noget som helst som det var, "jeg.....jeg ved det egentlig ikke mit hoved er forvirret jeg har ikke haft det sådan her længe det underligt" han kikkede nu lidt spøjst i sine hænder som han tænkte, "jeg kan ikke finde ud af det ? er det kærlighed ? glæde eller begge ting jeg ved det egentlig ikke, jeg har mødt dig en gang og allerede sådan her ? burde man virkelig det endnu en ting jeg ikke kan svare" fortsatte han det lød nok lidt underligt for folk men i hans hoved gav det mening, nok havde han mødt hende en gang før men aldrig havde han mødt en kvinde der kunne gøre sådan ved ham som kunne tage ham for andet en en royal, tage ham som et andet menneske og ikke som en der kunne udnyttes for hans status, var det derfor ? 
"det må du undskylde jeg ved ikke hvad jeg siger, jeg burde nok ikke sige sådan allerede jeg taler nok for hurtigt,"
sagde han nu som han kikkede ned i hænderne og vingerne på ryggen lyste kraftigt, "Tashi siger altid jeg skal tænke før jeg taler der er ting jeg aldrig har prøvet før jeg ikke kender så hun siger jeg altid jeg skal passe på med hvad jeg siger da piger kan blive fornærmet hvis det forkerte bliver sagt,"  han lød vel lidt som et barn for mange, men han havde ikke prøvet disse ting og levede nu mest på kvindens hjælp i huset til og lære hvordan man opførte sig.

[Myia Destiny Flancker]

Denne gang, formåede Zarakiel da godt nok at gøre hende forvirret. Jo mere han sagde, jo mere forvirret, måtte hun også blive. Hun blev denne gang siddende, og med et hamrende hjerte. Et sted var hun vel lidt.. bange for, hvad det endte ud i? Ikke fordi at der som sådan, var noget at være bange for, men fordi at hun var bange for, hvad det ville sige, at lukke en mand så tæt på, kun fordi at hun havde brændt fingrene på det en gang tidligere, og det ønskede hun bestemt ikke at gøre igen.
"Jeg... hvad er det du forsøger at fortælle mig?" spurgte hun denne gang. Kærlighed og følelser, var uden tvivl en farlig ting at lege med, og det var bare ikke noget, som man var herre over, når det endelig kom. Det var næsten det, som for hende, var det mest groteske af det hele.

Myia sænkede hænderne en smule. Hvad var det han forsøgte at sige? Han gik meget udenom, og alligevel var han meget tæt på, men selv hun havde brug for et direkte svar. "Det kan også være farligt at tale, før man har tænkt tingene igennem.." Hun tav kun for et øjeblik. Hendes hænder føles svedne.. og hun følte sig helt varm indvendig. Hun var slet ikke vant til den form for interesse, og særligt ikke sådan her. "Så... Tashi har nok ret," tilføjede hun denne gang. Hun så ned mod sine hænder. Hun var jo ingenting.. Ingenting i sammenligning som så mange andre, som ellers kunne være heroppe. Hun var jo bare.. Myia. Ikke nogen særlig.

[Zarakiel Morin]

Han tænkte og tænkte en del, det gjorde han vel egentlig meget men han kunne ikke holde skjul på disse ting uanset hvad folk sagde, rigtigt nok skulle man tænke men hvor hen i verdenen ville han komme hvis dette blev holdt for ham selv ? hvor ville det ende hvis han holdte sig for sig selv. ?
Denne gang rejste han sig nu så høj og stolt som han var kikkede ned mod Myia, han havde en god ide om hvad hun tænkte for han kendte ret godt hendes tanker og hendes måde og være på uden hun sagde meget,
"Myia du forstår vist ikke, det er ikke vigtigt hvem du er eller hvad du mener du er værd, jeg har fortalt dig det før din accept af mig, du kan tænkte hvad du vil om dig selv men for mig betyder det alt og.... og jeg ved at dette nok vil være forkert for dig og jeg må tage det had der må komme, jeg vil hellere arbejde med det en at holde mig lukket, Myia......jeg" han lukkede øjnene som han tænkte, var det overhovedet noget han burde sige ? var dette noget som han var advaret mod ? han var egentlig ret ligeglad lige nu han måtte jo tage det som det kom sådan var de ting og hvis han kunne sige noget var det langt bedre, han var så træt af de falske folk der så ham for hans titel og hvad han kunne bringe istedet for hvad hans person kunne give.
Øjnene blev atter åbnet og kikket ned med et varmt og kraftigt lys som vingerne foldede sig ud med en glinsende farve som var de skabt af solen selv,
"jeg tror jeg tror jeg føler noget stort for dig" kom det nu, pis tænkte han det lød dumt men, det var vel det bedste han kunne gøre og nu måtte han jo også tage reaktionen, hovedet blev rødt og øjnene lukkede igen, "jeg....jeg"
han kunne ikke længere sige mere.

[Myia Destiny Flancker]

Myia blev kun for alvor urolig nu. Hvad var det egentlig Zarakiel gik og gjorde sig af tanker om hende..? For hende? Siden han også kom til hende på den måde, hakkede i ordene og det hele, så gjorde det hende da kun bekymret for alvor, og den tanke, kunne hun da bestemt heller ikke lide. Hendes hjerte hamrede uroligt mod hendes bryst, og hun følte sig svimmel. Hun var kun Myia.. hun var jo ikke noget særligt, og det havde hun aldrig nogensinde været. Svagt bed hun sig denne gang i læben.
"Jeg mener det, Zarakiel. Jeg... Jeg er ikke noget specielt.. jeg vil aldrig være noget specielt. Jeg er bare.. mig. Jeg er bare Myia," forsøgte hun denne gang. Ville han ikke forstå? Eller var det muligt, at han rent faktisk så noget i hende, som hun selv ikke kunne se?
Zarakiel rejste sig. Pludselig følte hun sig skræmmende lille. Blikket vendte hun denne gang mod sine hænder. Ikke sig det.. bad hun i sit stille sind. Og bang.. Der lod han bomben falde. Han følte for hende? Var det virkelig det han sagde, eller var det bare det, som hun hørte?
Myia vendte blikket mod ham endnu en gang. "Jeg.." Hun tav igen, inden hun selv denne gang rejste sig. Han var en god mand. Han.. fortjente bedre end hende. Så god var hun virkelig heller ikke! Hun trak vejret dybt, hvor hun svagt bed sig i læben. "Jeg forstår ikke.." Hun rystede på hovedet. Han måtte slet ikke sige den slags!

Denne gang, vendte Myia ryggen en anelse til ham. Hun fumlede med sine hænder, som hun typisk gjorde, når hun blev nervøs, men var det underligt? Det her gjorde hende underligt tilpas. "Jeg er bange, Zarakiel.." endte hun denne gang. Aldrig havde hun oplevet, at nogen i det hele taget følte noget for hende. Igen.. hvad var det, som gjorde hende så speciel, at en mand, skulle åbne sig for hende på den måde?

[Zarakiel Morin]

Han kikkede selv på hende nervøs hvordan skulle han bære sig ad med det ? hun forstod tydeligt ikke hvad han tænkte og det undrede ham lige så meget hvordan hun kunne have så lidt tillid i sig selv,
"det ærger mig at du ikke ser dette selv men du kan ikke ændre hvad jeg ser i dig det handler ikke om hvem du er men hvad du giver," sagde han stille som han lagde en hånd under hendes kind inden hun nu vendte sig roligt om,
Han tænkte nok at dette ville ske hmm havde han sagt noget forkert ? var det her en fejl ? han var ikke sikker på hvad der skulle gøres men som hun pludselig nævnte sin frygt måtte han træde til.
Med sin store figur i forhold til hende blev armene lagt om hende, de store milde men kraftige arme lagde sig roligt og fint om hendes fine slanke hals og ned langs skuldrene, vinger foldede sig ud og stod store og fyldige i en bue om dem begge mens lyset oplyste dem begge fint og kraftigt, hovedet blev nu rykket blot en smule tættere og den varme rolige og afslappende lys overvældede ham, en gave han havde haft længe et lys så varmt det kunne berolige de fleste, et lys der kunne give håb til mange, et lys der skabte en leder.
"Skræmmer jeg dig så meget ? for det undskylder jeg men jeg kan ikke længere holde ud og skjule hvem jeg er, din person dit sind alt sammen gør noget jeg ikke kan forklare, det er netop fordi du bare er dig at jeg tænker sådan og det beklager jeg hvis dette skræmmer dig," sagde han svagt og varmt som han bare stod der i håbet om at kvinden foran ham kunne slappe lidt af og få ro igen det var aldrig meningen at skræmme nogen.

[Myia Destiny Flancker]

Myia forstod ikke noget af det som skete, og nu hvor hun stod her, så forstod hun endnu mindre af det. Svagt bed hun sig i læben, og med en kraftig hjertebanken i brystet. Alt taget i betragtning, så var det virkelig ubehageligt for hende, at stå der lige nu. Der var jo ikke noget specielt i hende! Og dumt var det, at fortælle hende noget andet! Hun rystede denne gang, hvor hun bed tænderne kraftigt sammen. "Der er ikke noget særligt i mig, Zarakiel. Jeg er bare.. en usikker kvinde, med en grum fortid. Det.. det er det eneste, som jeg har at byde på.. Virkelig.. Jeg.." Igen tav hun. Hun vidste slet ikke, hvad hun skulle sige. Det gjorde ondt for hende, at det var på den her måde.
Armene som lagde sig omkring hende, efterlod hende med en kraftig sitren. Et sted var det jo rart.. Men han forvirrede hende. Han var leder. Hun var ham slet ikke god nok til den slags.
Varmen bredte sig på hendes læber. Hun sukkede dæmpet. "Det... Det er ikke dig som skræmmer mig," forsøgte hun denne gang. Det var jo ikke ham. Det var bare.. alt det som skete omkring hende. Det var det, som var skræmmende for hende. Hun sukkede let.
"Hør.. Jeg.. det er.. virkelig stort af dig, Zarakiel. Du.. du har allerede givet mig så meget, men.. men jeg.." Hun tav igen. Hun vidste slet ikke hvordan hun skulle tackle det her. Altid og igennem næsten hele hendes liv, havde hun følt sig.. uværdig.. uelsket og unødvendig, uanset hvor hårdt det lød. Hun vendte blikket ned.. Lyset omkring hende var stærkt.. men mørket i hendes hjerte, det var der uden tvivl stadig. Et mørke i form af en kæmpe usikkerhed og manglende selvtillid.