I need to find you

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Cecilaya havde lært at klare sig på egen hånd, men hun havde altid savnet at have Cedric ved sin side. Lige nu havde hun bare så mange spørgsmål til ham omkring hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre. Var det Silia som havde været i gang igen? "Du kender dem. De var ikke ligefrem skabt til jobbet som forældre. Det er okay, jeg lærte at klare mig uden," hun trak bare på skuldrene. Selvfølgelig ville hun da gerne have haft nogen omkring sig. Hendes blik flakkede lidt, for ikke at afsløre den ensomhed som hun ellers havde lagt rimelig godt skjul på, gennem den sidste tid. Der var en grund til hun i det hele taget, havde lukket Lucifer bare lidt ind, og hun var nok begyndt at frygte, at også det havde været en fejl.
Cecilaya lukkede døren bag sig og gik hen til sengen hvor han allerede lå og halvsov. Hun kunne godt unde ham søvnen, men hendes nysgerrige blik afslørede at hans skønhedssøvn nok måtte vente en lille smule længere. De vidste begge godt at hendes nysgerrighed ikke tog hvile ligesom dem,
"Ja. Han blev en lille smule groggy, men jeg tror han bliver okay igen," forsikrede hun og holdt en hånd beroligende op inden den faldt igen. Hun kravlede op i sengen og lagde sig ned ved siden af ham, som havde det været det mest naturlige i verden. I hvert fald gav det en form for tryghed. "Jeg ved godt at du er træt og jeg skal nok lade dig sove, du er bare nødt til at fortælle mig hvordan pokker det her kan ske. At du ligger her, jeg mener.. jeg er glad for det, jeg vil bare sikre mig at det er virkeligt," forklarede hun i en typisk lidt lang Cecilaya-talestrøm.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Deres forældre havde aldrig været de bedste forældre, hvilket Cedric udmærket godt vidste. At de så alligevel havde valgt at sætte de børn til verden, som de nu havde, kunne han jo så kun stille spørgsmål ved, den dag i dag. Langsomt måtte han derfor vende blikket i retningen af hende, da hun kom tilbage igen. At Lucifer var blevet groggy over det, forstod han ikke. Det eneste, som han ønskede, var at tilbringe noget tid med sin lillesøster.
"Han bliver forhåbentlig snart fin igen, så." Et sted kunne han ikke lade være, med at føle sig irriteret over, at manden overhovedet tillod sig at blive groggy på den måde.
Cedric flyttede sig, så Cecilaya kunne lægge sig ned ved siden af ham. Han havde savnet hende, og nu hvor han vidste, at hun havde det sådan.. nogenlunde, så havde han det egentlig ganske fint med det. Jo mere hun udtalte, jo mere genkendte han hende. Den lille pige fra dengang, med alle de mange spørgsmål. De grønne øjne fandt træt sin vej til hendes. "Se, så kender jeg dig igen." Et kort smil passerede hans læber. Han greb denne gang ud efter hendes hånd, som han trykkede i sin. "Jeg vandrede rundt i Marvalo Mansion, hvor jeg ventede på dig. Farmor kom hjem.. Jeg søgte til Castle of Darkness og til Diamaqima.. Tvnag et sted Nathaniel til at gøre det her for mig.. og nu ligger jeg her.. Jeg ville bare finde dig.. Og jeg kan forsikre dig om, at det hele er virkeligt.." fortalte han med et stille smil. Han var træt, men det vigtigste for ham, var at finde hende.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det havde nok aldrig været rigtigt af deres forældre at sætte dem til verden, men sket var sket. Cecilaya var næsten mere ked af at de var gået fra hinanden for alvor og hun bekymrede sig om hvor hendes mor var nu, for ingen havde set hende i måneder nu. "Ja det håber jeg," hun rynkede lidt på panden. Nej hun forstod slet ikke Lucifers reaktion, men ham om det, han var nok bare sur over at skulle undvære selskabet. Hun lagde sig ned ved siden af Cedric og støttede hovedet med en håndflade. Han var træt, det kunne hun se, ikke at hun selv var det, desværre havde hun ikke rigtigt noget at give sig til i løbet af dagen.
Hun smilede næsten lidt undskyldende og vidste godt at han hentydede til hendes lange, usikre smørre, der var så typisk hende. "Jeg er måske blevet voksen, men jeg er stadig mig," bekræftede hun bare og lyttede til hans forklaring. Han havde tvunget Nathaniel? Kors det ville hun gerne have set. Den mand havde også engang været en del af deres familie jo.
"Det er godt. Jeg vil bare have at det skal være virkeligt," hun tog hans hånd og knugede den i sin. "Jeg savner tiden hvor vi alle var samlet. Mor dukkede op for nogle måneder siden og tog mig med sig, men hun forsvandt sidenhen. Hvortil ved ingen. Tror du hun er i live?" spurgte hun lidt bekymret. Godt nok ville hun ikke være afhængig af dem, men hun elskede dem jo stadig.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Cedric var nu ikke kommet her, for at snakke om deres forældre, for han vidste jo godt, at det kun var dem begge t ømt punkt. Sagen var jo i sin helhed, at han var skuffet. Skuffet over, hvordan de havde håndteret det hele på, og det ville nok aldrig nogensinde ændre sig. "Det gør han nok," afsluttede han denne gang med et stille smil på læben.
Selv på trods af træthed, ønskede Cedric at udnytte den tid, som han nu havde sammen med sin elskede søster. Nu hvor han langt om længe havde fundet hende. Han havde tvunget Nathaniel til at gøre det.. Enten det, ellers havde han spurgt Silia, og han vidste, at hun ikke ville tøve med at gøre det. "Jeg var måske en tavs bette knægt dengang.. Men jeg ved hvad jeg vil, når jeg først vil have det," sagde han med et træt smil på læben.
Selv på trods af at Cecilaya klarede sig bedre uden sine forældre, var det da tydeligt, at hun alligevel var bekymret for dem. Det glædede ham dog et sted at se. Den unge kvinde, som kun havde ønsket det bedste for alt og alle. Han kunne jo også godt lide det. "Den tid kommer ikke igen, er jeg bange for.. Mor og far er ikke sammen mere, og far.. plages af farmor." Han sukkede træt, og rystede så let på hovedet igen. "Mor er stærk.. Selvfølgelig er hun i live," fastholdt han en kende stædigt. Der var jo ikke noget derude, som kunne tage hendes liv. Det havde de jo set mere end en gang tidligere. "Tænk ikke på dem.. De er ikke de tanker værd," tilføjede han dog.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Cecilaya delte Cedrics skuffelse over deres forældre, men desværre så fjernede det ikke hendes hengivenhed til dem. Hun bekymrede sig meget omkring dem også selvom hun samtidig var meget vred over at de havde ladet hende i stikken selv efter det var blevet kendt for dem at hun var i live. Tavst nikkede hun medgivende. "Det håber jeg, han er utålelig når han er i dårligt humør," afslørede hun og smilede lidt afværgende. Det sørgelige var at det betød noget for hende i hvilket humør Lucifer var og hun kunne ikke helt forklare hvorfor, eller også ville hun bare helst ikke vedkende sig sandheden.
I stedet for at bekymre sig yderligere om Lucifer, rykkede hun ind til Cedric og forsøgte lidt at lokke ham til at lægge armen omkring hende. Den tryghed han gav hende, havde hun savnet i så mange år, og hun vidste at han aldrig ville udnytte hende ligesom Jared havde gjort, eller Lucifer ville komme til at gøre om hun lod ham ind.
"Det må man sige. Lige der ligner du far," konstaterede hun og kunne ikke tilbageholde en lille latter. Det var tydeligt at Cedric var træt, og hun ville gerne lade ham sove, også selvom det føltes som spild af tid efter alt den tid de havde undværet hinanden.
I virkeligheden skilte hun sig nok ret meget ud fra den øvrige familie ved at bekymre sig om andre, selv når de var ligeglade var hende. "Desværre. Men farmor?" gentog hun undrende. Hun kunne ikke mindes nogensinde at have set hende før, det havde ikke været en aktiv del af deres li i hvert fald. "Ingen har hørt fra hende længe, det gør mig urolig, om hun er det værd eller ej" tilføjede hun.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Cedric var ikke bare skuffet over deres forældre. Han var direkte vred over den måde, deres forældre havde håndteret situationen på. Det gjorde ham vred, at de kunne vende ryggen til deres egen datter, når hun så brændende havde haft brug for dem. Så det var bestemt heller ikke fordi at han kunne se bort fra det i den anden ende. Han rystede kort på hovedet. "Nu kender jeg ham ikke.. Men mon ikke, at det nok skal gå." Han var i forvejen ikke meget for at en anden mand, var tæt på hende. Han måtte vel bare indse, at.. det som de dengang havde haft, nu var tabt og ødelagt?
Cedric havde sine særlige træk fra både Faith og Kimeya, og visse var han bestemt ikke tilfredse med. Han sukkede let. "Ja, desværre," sagde han næsten opgivende. Hun selv skilte sig meget fra det typiske i familien, hvor han derimod nok faldt mere i kategorien. "Du har nu også dine sære træk, må jeg sige," tilføjede han. Dynen tog han fat om, hvor han lagde den om hende, og bød hende tæt ind mod hans favn. Ligesom han havde gjort det dengang. Han var jo mentalt ikke kommet videre. Derfor havde han også svært ved, at hun så en anden mand.
"Farmor, ja... Far så heller ikke videre tilfreds ud, må jeg sige." Han himlede kort med øjnene, inden han denne gang lagde sig bedre til rette igen. Han var træt, men selv han ville jo gerne udnytte tiden, nu hvor de havde mulighed for det. "Det er mor.. Hun skal nok klare sig. Skal jeg tage ud og lede?" spurgte han denne gang. Hvis det var med til at give hende ro i sind og sjæl.. Så var da værd at tage til overvejelse.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det var mange år siden Cecilaya havde været direkte vred på deres forældre, med tiden var det mere ligegyldighed hun følte. I det mindste havde hun lært at overleve på egen hånd selv i et hårdt miljø, og derved også vist sit værd, hun var ikke blot en ung, ubrugelig og alt for mild ung kvinde. "Det går jeg stærkt ud fra. Du skal nok få lov til at møde ham snart," lovede hun. Et eller andet sted var de jo allesammen søskende, og hun så selvfølgelig gerne at også de to blev præsenteret for hinanden. Lucifer var jo også blevet en del af hendes liv og det ville han formentlig være fremover i en eller anden grad.
Hun rynkede lidt næsen og lagde hænderne under sit hoved for at ligge sig ordentligt til rette. "Jeg er som snydt ud af næsen på mor, som du selv sagde er det ikke nødvendigvis skidt," det føltes godt at bruge hans egne ord imod sig!
Dynen gled omkring hendes skikkelse og bragte med det samme en behagelig varme og tryghed. "Det er en del af min charme," lo hun og lagde sig ind til ham. Det var mange år siden de sidst havde ligget på denne her måde, det mindede hende om en savnet tid. "Det kan jeg forestille mig. Hvordan er hun?" spurgte hun lidt nsygerrigt og puttede hovedet mellem hans krop og dynen, så hun nærmest gik lidt i hi, ligesom da de havde været børn. "Nej, jeg har ikke lyst til at du også skal gå," svarede hun hurtigt og trykkede sig lidt ind til ham. Han måtte ikke gå nogle steder.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Cedric havde været i graven i så mange år, at han ikke var færdig med at være vred endnu. Han kunne umuligt være andet end vred på dem, for det var han virkelig. Han kunne slet ikke forstå, at man kunne vende ryggen til sine egne børn på den måde, som de nu havde gjort det.
"Det vil jeg se frem til," sagde han denne gang. Faktisk var han ikke meget for at møde den mand, hvis det var en mand, som hun var glad for, men det vigtigste for ham, var at hun havde det godt, og hvis det var en mand, som hun var glad for, så kunne det måske være, at det var det bedste, og det som man havde brug for lige nu?
Cedric var træt.. Han kunne virkelig godt sove, selvom han havde en sjov fornemmelse af, at han ikke ville få lov til det. Han smilede kort for sig selv. "Det er det ikke. Det er bestemt ikke altid en skidt ting," sagde han roligt. Han kvalte denne gang et gab, hvor han også trykkede hende tæt ind mod sig. Det var rart.. Det var virkelig, virkelig rart at ligge der med hende, som de altid havde gjort det dengang. Smilet passerede hans læber, hvor han igen vendte blikket mod hende. "Forfærdelig.. For at sige det mildt. Jeg kan godt forstå, at far ikke kan lide hende." Lige hvad det angik, var han meget oprigtig. Han lagde sig til, og med et tungt suk igen. "Det gør jeg heller ikke.. Ikke nu. Cecilaya.. Jeg er nødt til at hvile," endte han igen. Han trykkede hende ind til sig. Han ville ikke give slip på hende, for noget som helst! Derefter faldt han faktisk i søvn. Han var virkelig, virkelig træt.

//Out

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Der var meget Cedric var gået glip af, og som hun nok skulle dele med ham når de kom dertil. Lige nu var det tydeligt at han ikke orkede for meget information eller for meget snak, noget som hun ikke ligefrem var kendt for at være god til at stoppe med. Tavst nikkede hun og puttede hovedet godt ind mod hans bryst. En lille del af hende, ville ønske det havde været Lucifer, men samtidig var hun taknemmelig for at det ikke var sådan, det ville ende galt, hun kunne mærke det.
"Præcis. Far har også sine gode sider," konstaterede hun og tænkte lidt tilbage på alle deres stunder sammen. Han havde altid læst for hende, og hans pandekager! Dem savnede hun faktisk stadig, for uanset hvor meget hun gennem årene havde forsøgt, så kom de bare ikke til at smage ligeså godt.
"I så fald vil jeg ikke misunde dig at have mødt hende. Hvis far ikke kan lide hende, så må hun være en heks," konstaterede hun med en meget bestemt tone, der nærmest lød som havde hun stadig været 5 år og ikke havde fået sin vilje. Hun sukkede og smilede lidt for sig selv, men det kunne han ikke se i og med at hun halvt om halvt lå gemt ind til ham. "Selvfølgelig. Vi har en ny dag i morgen," hun lagde sig godt til rette og puttede sig trygt under dynen. Da hans åndedræt blev tunge og langsomme, gik der ikke lang tid før hendes egen blev det samme, og hun gled hen i en mest trygge søvn hun længe havde haft.

//Out