I need to find you

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Cecilaya Lillith M.J. Marvalo

---

Den sene aften, havde drevet Cedric til Imandra. Selv han var ved at blive udmattet af sin evige søgen, og dog, var det en søgen, som han gjorde glædeligt. Ingen havde set Cecilaya længe. End ikke Faith og Kimeya havde gjort noget, for at tage sig af hende, hvilket gjorde ham vred. Han havde hadet hende som barn.. foragtet den opmærskomhed, som hun havde fået, og i dag, var han næsten ked af, at hun havde fået den.
Selv på denne sene aftne, var folk at se over det hele. Der var liv og glade dage, og selv på torvet, var der gang i alverdens handler. Det var en tyk kappe Cedric havde fået med sig på det gamle Castle of Darkness, samt varme klæder, så han kunne holde varmen. Han havde nemlig ikke ladet nogen af familien vide, at han var kommet retur, og ikke var han interesseret i, at de skulle vide det.

En klar kugle af ild, var lige foran ham, så hans vej ordentlig var oplyst. Han intimiderede ikke med nogen, og han snakket ikke med nogen. Han agtet at finde hans elskede søster, og lade hende vide, at der stadig var nogen omkring hende, som holdt af hende. 
Ved en bod, som solgte basismadvarer, var der Cedric stoppede op. Det duftede, og han var ved at være sulten. Turen fra Dvasias havde også været lang. Men at stjæle? Nej.. Han ville ikke være som sine forældre.. an ville finde den stolthed i sit familienavn, som han nu engang var en del af. Det var slet ikke nemt!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det var ved at være sent og efter timers samtale i sengen med Lucifer, havde Cecilaya endelig fået taget sig sammen til at rejse sig så hun kunne finde noget mad. For Lucifers penge naturligvis, for hun tjente ikke ligefrem selv nogen som det stod lige nu. Man kunne se hun kendte gaderne på den måde hun ret hurtigt sneg sig ind mellem folk på for at komme hen til boden med den bedste frugt i hele landet. Hendes røde hår nærmest lyste op i mørket. Der var kun få fakler tændt omkring bygningerne for at lyse op, desværre nåede de ikke rigtigt på gaderne.
Tingene var blevet lidt bedre efter Lucifer nærmest havde indvilliget i at blive på kroen.. eller faktisk så var det bare sket. De var begge to alene i verden, men i det mindste kunne de da nyde hinandens selskab lidt.

Cecilaya nåede boden en smule forpustet og sendte sælgeren et smil som han ikke var vant til at modtage at dømme ud fra hans reaktion vel og mærke. Hun holdt hånden oppe og som tegn til at hun lige skulle have et øjeblik. "Åh gud jeg er i dårlig form," konstaterede hun og rystede lidt på hovedet. Hun havde ikke set manden ved siden af hende. "Jeg skal bare have to appelsiner og noget brød," bad hun og lagde først nu mærke il den skygge der blev indfanget af hendes øjenkrog. "Undskyld jeg håber ikke at jeg tog di pla..." idet hun vendte hovedet tav hun. Ordene sad fast i hendes strube. Nej det kunne ikke være ham, han havde været død... i så lang tid. Det virkede dumt men hun stod bare og så på ham med en blanding af forundring og benægtelse uden at sige noget.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Det var ikke ofte, at Cedric i det hele taget, søgte udenfor Dvasias, og den tryghed, det havde været i et land, hvor han vidste, hvad han kunne forvente. Der var Imandra lidt udebane for ham. Derfor snakket han ikke med nogen, men derimod følte og brugte øjnene. Før eller siden, kunne det være, at han var heldig, at støde på hende. Et tamt håb, han vidste det jo godt, men han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det, kunne man sige.
Frustrationen, blandet med kulden og trætheden, begyndte at overmande Cedric. Han havde heller ikke just hvilet, efter at Nathaniel havde skænket ham livet igen, og det satte selvfølgelig også sine spor. Han burde hvile.. længe endda, men kunne han nu hvor han vidste, at hans søster var alene?

Først og fremmest, var det en stemme, som lød skræmmende velkendt, og synet af det flammerøde hår.. Ikke var han i tvivl om, at det burde være hende.. At det var hende! Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Det var først, da hun vendte sig mod ham, at han ikke længere var i tvivl om noget som helst. Det.. det måtte være hende. Ingen tvivl om, at det var hende! "Cecilaya.." Ordet fløj direkte over hans læber. Han var der.. hun var der. Langt om længe, havde han fundet hende!
Hænderne faldt ned langs hans krop. Et sted ramte lettelsen med det samme. Et kort smil passerede hans læber. "Endelig fandt jeg dig, afsluttede han denne gang. Hans ben rystede under ham, men hvad fanden.. Han havde fundet hende! Hånden hævede han og strøg hendes hånd.. Den første berøring af et menneskeligt individ, siden han var blevet vækket.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Handelsmanden rakte posen frem med de vare hun netop havde bestilt, men Cecilaya så det kun ud af øjenkrogen og reagerede overhovedet ikke på det. Lidt diskret nev hun sig selv i armen bare lige for at sikre sig at det her ikke var en drøm.. eller et mareridt alt efter hvordan man tog det.
I så lang tid havde hun været alene med sit savn til ham, og håbet om at få ham tilbage var gledet ud i sandet dag for dag, og nu stod han der. "C-Cedric?" fremstammede hun spørgende. Den utålmodige handelsmand rømmede sig og bad for femte gang om de penge hun skyldte ham med Cecilaya ignorerede ham stadig, for hun havde fået langt mere end bare det som hun var kommet for. "Er det virkelig dig?" spurgte hun meget forsigtigt, næsten bange for at en forkert bevægelse kunne vække hende fra den drøm hun ikke ønskede at vågne af.

Hans blide berøring, fik hende til at se ned på deres hænder. Hun genkendte den, genkendte følelsen af hans ru dog kærlige fingre. Han havde altid været en stor del af hendes liv selv efter hans død, for han var den eneste der havde taget sig af hende lige fra hun havde været ganske lille. Han lignede sig selv, måske ældre, mere voksen men det var hun jo også. Hvem havde vækket ham? Købmanden hidsede sig nu op. Cecilaya rystede på hovedet og gav ham de sølvmønter hun skyldte og fik posen til gengæld selvom den virkede så ligegyldig lige nu.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Handelsmanden, valgte selv Cedric at ignorere, da det hele synes, at være baggrundsstøj. Langt om længe havde an fundet hende. For ham, var det noget af det vigtigste af det hele. Det havde været en søgen,fra det øjeblik, han var stået op af sin mørke, kolde og ensomme grav, og nu stod han så her.
Cedric var en forandret mand. Af udseende, var han så godt som den samme, bare en smule ældre. Det satte sig jo også på ham at blive vækket på den måde. Nu vidste han da lidt mere af, hvad resten af familien så at sige, havde været igennem frem til nu. "Det er mig," svarede han blot. Hånden strøg kærtegnende over hendes kind. Ud fra, hvad han vidste om hende, så hun ud til at klare sig godt. For ham, var det vigtigt. Det var det vigtigste faktisk.
Købmanden begyndte selv at irritere Cedric, hvor han kort vendte blikket mod ham med en advarende mine. Det havde taget ham ekstrem lang tid, at finde hende, og det skulle heller ikke ødelægges! Særligt ikke nu! Igen var det Cecilaya, som fik hele hans opmærksomhed. "Jeg har søgt, og søgt.. Er der et sted, hvor vi kan tale i ro?" Den opmærksomhed, og alle de mennesker, brød han sig ikke om. Imandra generelt, var overhovedet ikke et sted, som han synes om. Han lod hånden falde igen. "Bare os to," tilføjede han igen. Hun var ikke alene mere. Det var det vigtigste for ham, at understrege for hende.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Først da manden havde fået hans penge lod han dem være, til Cecilayas store lettelse. Cedric var langt mere interessant, efter alle de år hvor hun havde drømt om ham både om dagen og om natten. Hun var kommet videre, havde lært at leve med sorgen, men det betød ikke at hun var glad for at se ham. Måske det var lidt naivt bare at tro på at han stod der, men hun var for overvældet til at teste ham og samtidig ønskede hun af hele hjertet at det skulle være ham.
Ved hans bekræftelse slap hun hans hånd og faldt ham lidt pludselig om halsen i stedet for. Hendes fingre trykkede sig ned mod hans skuldre og knugede ham tæt ind til sig. Han duftede af sig selv, det var underligt.. desuden havde han været så skræbelig og syg dengang, men var han stadig det? "Selvfølgelig," svarede hun stille. De kunne ikke tage tilbage til kroen for der var Lucifer.. og ham skulle hun nok præsentere ham for senere, men lige nu havde de meget at indhente. Lidt modvilligt slap hun ham og greb i stedet om hans hånd for at lede ham væk fra mængden. De behøvede ikke at gå langt, New Dale var ikke ligefrem levende.. herude i hvert fald, kroerne var ligesom i Dvasias ganske levende, og den hvor hun befandt sig var ikke langt derfra. I et rimelig øde område, satte hun sig på en tom bænk i nærheden og gjorde tegn til at han skulle sætte sig. "Er du sulten?" spurgte hun lidt bekymret og rakte posen frem mod ham.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Det var ham. Selvfølgelig var det ham! I alt for lang tid, havde han ventet på hende i Marvalo Mansion. Nu var alt kaos der. Han ville bare gerne bryde den onde cirkel, som de begge havde været en del af. Inden han nåede at gøre noget synderligt, kastede hun sig om hans nakke. Med skælvende ben, hvor han tvang sig til at blive stående, kastede han sine stærke arme tæt omkring hende. Han var lettet. Ingen tvivl om, at han var lettet over, at have hende ved sig igen!
Et lettet suk brød hans læber. Øjnene lukkede han i ren og skær lettelse. Dengang havde han været syg. Det var han ikke længere. Det var en helt ny mulighed han havde fået, for at leve et liv, som han vidste, at han slet ikke var berettiget til. "Det er virkelig godt at se dig igen," sagde han denne gang, hvorefter han slap hende. Blikket søgte hendes skikkelse. De øjne, kunne han slet ikke lade være med at kigge på.. De havde fascineret ham, siden de ikke havde været særlig gammel.
Cedric lod hende denne gang tage hans hånd, og føre ham afsted. Hvorhen vidste han ikke, men han gik lidt ud fra, at hun kendte til stedet her, langt bedre end hvad han gjorde. Bænken fik han øje på. Han gik ud fra, at hun opholdt sig andre steder, end på den?! Han satte sig ned ved siden af hende. "Du har altid været god ved mig." Han tog imod posen, men satte den ved siden af sig. "Jeg har brug for hvile.. ikke mad." Han sendte hende et kort og let smil. "Du stråler. Det så jeg sidst, da du var lille," sagde han. Før Nalani.. Før alle de problemer havde ramt dem og deres familie.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det var mange år siden Cecilaya sidst havde betrådt Marvalo Mansion. Det sted var forbandet, og ikke et sted hun nogensinde ville sætte sin fod igen. Trods hun helst ikke ville indrømme det, så var hun både vred og indebrændt over deres forældres afvisen, ingen havde forsøgt at finde hende efter deres genopståen, og da de endelig havde fundet hende, så havde de alle vendt ryggen til.
"I lige måde. Jeg har virkelig savnet dig," sagde hun oprigtigt og slog sig ned på bænken. Nej det var ikke et særlig rart sted, men lige nu var det bedre end Lucifers bedrevidende kommentarer. "Det er nærmere dig der har været for god ved mig," hun rystede på hovedet med et lille smil og lod ham tage posen. Så måtte hun tage konsekvenserne med Lucifer når de kom tilbage. Selvfølgelig havde han brug for hvile. Hun bed sig lidt i læben og så væk. "Altså jeg har et kroværelse ikke langt herfra men jeg.. er der ikke alene," forklarede hun næsten undskyldende. Cedric havde været væk i mange år og hun havde været for ung til at forstå deres egenlige forhold, men alligevel følte hun det næsten upassende, som om hun havde fundet en anden, selvom de aldrig havde været sammen og hun heller aldrig havde haft noget.. sådan rigtigt med Lucifer.
"Eller det vil sige at jeg er der sammen med vores bror.. eller Ilarias søn om man vil. Lucifer, han er lidt irriterende, men sådan set god nok på bunden," forklarede hun nervøst og håbede ikke at han ville blive vred eller skuffet, det var bare rart ikke at være alene.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Cedric var selv færdig med Marvalo Mansion. Kunne han, ville han lægge begge navne fra sig, og bare være.. ham. Det havde han overvejet længe. Alle de gange, han havde kæmpet for sine forældres opmærksomhed, støtte og deres stolthed. Han fortrød det bittert i dag. Virkelig, virkelig bittert. "Du er virkelig vokset siden sidst." Hans blik søgte hendes. Okay, det lød måske forkert.. Men hun var en anden, end hvad han huskede. Den unge kvinde med de mange spørgsmål. Hun var voksen nu.. Det var han da stolt af.
Langsomt satte Cedric sig tilbage på bænken. Bare at komme ned at sidde, lod ham mærke, hvor meget det sitrede i hans ben, og hvor træt han egentlig var. Han havde jo set bort fra Nathaniels anmodning og anbefaling for hvile. Han var ligeglad. For ham var hendes velbindende virkelig det vigtigste, og derfor havde han bare valgt at tage afsted.
At hun ikke var alene, glædede ham et sted. Han greb denne gang ud efter hendes hånd. Hun skulle ikke sidde med dårlig samvittighed over det. Han havde jo været væk i mange år. "Det er der slet ikke nogen grund til at føle skyld for," startede han denne gang. Var hun med en anden, så fint.. Han havde jo været væk i mange år. Ilarias søn? "Jeg har været væk i for mange år, til at kunne finde hoved og hale i det her.. Kan jeg byde på et værelse for i aften?" spurgte han denne gang. Ikke ville han komme i vejen hvis de havde noget.. som de havde haft dengang. Det var mere tanken om at snakke med hende.. vide hvordan hun havde det. "Du opsøgte aldrig Marvalo Mansion igen," tilføjede han pludseligt. Han havde jo ventet. Længe endda.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det var ikke altid nemt at være børn af nogle så store som deres forældre. Ingen af dem havde nogensinde egnet sig til det heller og alligevel havde de som børn, naivt elsket deres forældre i troen om at de gjorde det samme. De havde senere hen bevist modsat og Cecilaya havde følt sig virkelig ensom frem til Jared og derefter Lucifer. Desværre begik hun tåbelige fejl når det kom til hvem hun stolede på.
Hun smilede skævt og lagde hagen lidt på sin skulder. "Jeg var ikke voksen dengang Cedric. Det er vidst ikke så unaturligt at jeg er vokset," påmindede hun med et lille grin. Hun var nærmere overrasket over hvor voksen han så ud, hun vidste ikke hvordan det foregik når man blev vækket, men hun havde nok bare altid troet at de vendte tilbage fra det punkt hvor deres liv var endt.
Hans hånd fik hende til at slappe lidt af igen, tog noget af hendes nervøsitet. De havde aldrig rigtigt været et par, i så fald havde hun ikke forstået det og Lucifer og hende var jo heller ikke sådan, men hun følte sig alligevel skyldig. "Det ved jeg godt men..." ja hvad prøvede hun overhovedet at sige? "Jeg har været hurtig til at sætte min lid til de forkerte mennesker," indrømmede hun lidt sørgmodigt. De havde så meget at snakke om. "Gerne," hun nikkede. Lucifer ville forstå, ville han ikke? Desuden havde hun ikke lyst til at være væk fra Cedric et øjeblik mere. "Nej og det kommer jeg aldrig til igen," svarede hun ærligt og strøg sin tommel hen over hans hånd. Aldrig ville hun sætte sin fod der!

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Alt havde været godt, dengang de havde været helt små, og livet havde haft helt andre meninger og værdier, end mor og fars stolthed. Det var kommet med alderen, og det var desværre kommet hurtigt. Det skuffede Cedric, at de ikke havde taget sig af hende, da han ikke længere havde været omkring til at kunne gøre det samme. Det gjorde ham derimod vred!
At se hende smile, gjorde ham glad. Det kunne hun da til gengæld endnu. "Du er vokset meget, siden jeg så dig sidst. Det klæder dig," sagde han. Hun havde været direkte irriterende som lille. Så fristet, som han havde været til at skulle hugge hovedet af hende for alle de spørgsmål.. al den aktivitet, og alt det som hun havde haft fingrene i, men nu var sagen jo en helt anden. De var bedre foruden alle de problematikker. "Du har nu aldrig været særlig god til den slags, Cecil," sagde han denne gang. Han lod hovedet søge på sned. Et værelse ville gøre godt. Han havde brug for hvile og søvn, og han ville være sikker på, at hun havde det godt. For ham, var det faktisk noget af det vigtigste af det hele.
Cedric nikkede forståelsesfuldt. "Jeg ventede på dig der... i meget lang tid," endte han. Han havde været bundet og knyttet til hendes værelse. Der hvor de havde haft det godt med hinanden til det sidste. Han gjorde denne gang tegn til at ville rejse sig. Hans krop sitrede. Han var virkelig øm og træt! Han slap denne gang ikke hendes hånd. "Du kender byen her bedre end mig. Hvor kan vi være for natten?" Det var uanset også ved at blive sent nu.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Cecilaya var voksen men desværre havde hun ikke ændret sig meget siden barndommen. Hun var stadig nysgerrig ud over alel grænser, talte alt for meget og kedede sig alt for hurtigt. Netop det havde ikke ændret sig, hvilket Cedric hurtigt nok ville lære. "Jeg ligner mor," sagde hun lidt beklagende. Lucifer pointerede ofte at hun var smuk, men så meget som hun lignede deres moder, så var det umuligt for hende selv at se. "Nej det ville vidst være synd at sige," medgav hun en smule sammenbidt. De vidste begge at han mente det som noget godt, men hun fandt sig selv som værende alt for naiv.
Koen lå ikke langt herfra, så hun kunne altid give maden til Lucifer og forklare ham situationen og samtidig tilbringe aftenen ved Cedric. Det var underligt. Ingen af de to havde for alvor været så tæt på hende, men hun følte alligevel lidt at hun skulle vælge mellem dem, eller stod fanget mellem dem.
"Jeg beklager at jeg aldrig kom. Havde jeg vidst at du var der, så ville jeg ikke have forladt det dengang men jeg.. indtog mors plads i Appolyon da hun døde, og dæmonerne synes åbenbart også at jeg var naiv og godtroende, så de tvang mig væk fra dvasiansk jord," forklarede hun samvittighedsfuldt. Om han så bare havde været en ånd, hun ville stadig have været der, hvis det betød at de kunne have været sammen.
Med hans hånd i sin rejste hun sig igen. "Der er en ikke langt herfra. Jeg må hellere give maden til Lucifer, ellers bliver han tvær," sagde hun med et lille smil og tog posen i den frie hånd, hvorefter hun ledte ham hen mod kroen.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Et svagt smil passerede Cedrics læber. Det var ikke nogen fejl i, at skulle stille spørgsmål eller ligne deres forældre. Bare det ikke var af personlighed, for det var den, som selv han havde det største problem med, den dag i dag. Hans blik faldt til hendes skikkelse. "Udseende, så gør du. Og det behøver slet ikke, være en skidt ting," fortalte han med en rolig stemme. Alle begik de fejl.. Selv han havde gjort sine fejl, men det var vel dem som man lærte af? "Vi lærer af dem. Det er jo derfor at man kalder dem fejl," sagde han. Han ville ikke have, at hun skulle rende rundt og være ked af det. Det alene, var jo en grund til, at han var kommet her.
Afvisende rystede Cedric på hovedet. Han havde ventet på hende i Marvalo Mansion, og efter at deres kære farmor var dukket op, så havde han fået nok. Nu var han træt af, at ingen kunne tage sig af Cecilaya for ham! "De har altid været efter dig.. på den ene eller den anden måde," sagde han denne gang. Han rejste sig med hendes hånd i sin. "Tænk ikke mere på Marvalo Mansion.. Mor er over alle bjerge, og far har farmor at døje med.. tilsyneladende." Han sendte hende et kort smil. Hvem Lucifer var, var han stadig heller ikke helt inde i, men han fandt nok ud af det.
"Gør hvad du finder bedst. Jeg finder bare et værelse, og så kan du være der sammen med mig i aften," endte han roligt. Han fulgte derfor efter hende mod kroen. Det sitrede i hans ben. Han var virkelig træt.
Døren lod Cedric gå op ind til kroen. Straks hørte man stemmer og rigtig mange af dem endda. Cedric tog sig ikke af disse. Han søgte hen til krofatteren, hvor han fik betalt for et værelse, og han fik nøglen. "Giv maden til Lucifer. Jeg er på værelse 14," endte han denne gang. Han søgte til gangen med værelser, og fandt hurtigt værelset med det rustne 14-tal på døren. Han låste op og søgte ind.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Der var ikke nogen grund til at benægte sine gener, selv Cecilaya kaldte stadig både Faith og Kimeya for hvad de var - hendes mor og far, og det kunne intet tage fra dem. At hun så ville klare sig uden, var jo et valg som hun selv havde taget. "Det ved jeg godt, men det er ikke altid en fordel at ligne hende så meget," indrømmede hun. Folk forventede næsten at hun var sin mor, men hun ville aldrig blive ligeså afvisende og hård som hendes mor var. "Ja heldigvis," hun rystede lidt på hovedet og trak ham med hen mod kroen der lå i et lidt afsides sted, med fakler på væggene som lyste op.
Lucifer ventede på hende på værelset, og hun vidste godt det muligvis var en smule uretfærdigt bare at vælge ham fra for at være ved Cedric, hvilket vel heller ikke var underligt eftersom han havde været væk i så lang tid?
"Farmor? Hende har jeg aldrig set. Hvad laver hun der?" spurgte hun lidt undrende. I alt den tid havde de faktisk aldrig set deres fars del af familien, hvilket der nok også var en grund til.
De kom ind i varmen og Cecilaya gik med ham op til skranken for at få et værelse. "Jeg kommer til dig om lidt. Jeg er nødt til lige at snakke med Lucifer," hun sendte ham et lille smil før hun gik til det værelse hvor hun vidste Lucifer var, med posen med mad. Bare fordi hun havde fundet noget hun var nødt til at tage sig af, skulle han jo ikke straffes for det.
Hun fik aflevret maden og forklarede sagen for Lucifer der ikke virkede helt tilfreds, men han lod hende da gå. Kort efter vendte hun tilbage til værelset som Cedric havde fået.

[Cedric Jaceluck Marvalo]

Kimeya og Faith var og blev deres far og mor, og det kunne man ikke tage fra dem. At de jo så kunne klare sig bedre uden, var jo bare en kendsgerning. Fra Cecilaya ikke havde været særlig gammel, havde de jo faktisk kun haft hinanden. Der havde jo ikke rigtigt været nogen anden til at tage sig af dem, kunne man sige. "Uanset hvad, har de jo sine klare og gode personlighedstræk. Jeg forstår bare ikke, at de har kunne vende ryggen til, som de har gjort," sagde han undervejs mod kroen. Han var træt. Egentlig ønskede han bare muligheden for at komme ned at ligge.
"Den tager vi på værelset," endte han. Det var ikke noget, som han havde lyst til at tage op åbent, hvor der måske var folk, som rent faktisk kendte hende. En kvinde, som deres farmor, måtte kende rigtig mange rundt forbi.
"Og så ses vi deroppe," meddelte han denne gang med et skævt smil. Penge havde han fået lidt med af Nathaniel, i hans søgen, og her måtte han vel sige, at han brugte dem fornuftigt? Han søgte til værelset, hvor han låste sig ind. Det første, som han gjorde, var egentlig at smide sko og kappe, og egentlig bare lægge sig på sengen. Han sukkede let, hvor han også nærmest var faldet hen i en søvn, da Cecilaya kom ind igen. Han tvang blikket mod hende. "Der var du jo," meddelte han træt. Nu kom han ned at ligge. Så kunne han uden tvivl godt mærke det.