I have questions.. And they need answers!

[Deleted]

Lucian var ikke blind, og han så og bemærkede det hele. Så hvordan Nathanael lukkede sine øjne, og forsøgte at undgå den unge pige. Han kunne høre lyden af neglene der borede sig ind i huden, og bemærkede uden tvivl lysten til blodet. Og har havde Lucian næsten troet af blodet af et menneske ikke engang tiltrak Nathanael. Men kunne dog alligevel kun konkludere at Nathanael havde svært ved at modstå det. Dette, var fantastisk underholdning til Lucian. Til hverdag fandt han sjældent ting at more sig over, eller ting til at beskæftige ham. Andet end at bestyre hans nye fyrstedømme. Og han kunne kun indrømme, at Nathanael var ganske god underholdning. Så god, endda, at vampyrfyrsten sad og smilte lidt for sig selv, og betragtede vampyren der gang på gang kastede fornærmelser og trusler hans vej. "She is quite tempting, is she not?" Kommenterede han roligt og lagde hovedet lidt på skrå, idet Nathanael rejste sig op. Egentlig blot en kommentar ment som et skjult hån og bemærkning af hans afsky for blodet i glasset. Lucian viste dog ingen vrede., trods Nathanaels evige trusler... han havde taget sin beslutning.

Lucian rejste sig fra sofaen, og tog glasset imellem nogle få fingre. Stillede sig lidt væk fra sofaen, dog stadig et par meter fra Nathanael. Lucian var en stor skikkelse... omkring de to meter høj, og lignede uden tvivl et væsen af stor vægt og muskulatur. Vægten blev placeret på det ene ben, så Lucian virkede til at stå lidt mere afslappet. Dog stadig rank, og stadig med glasset af blod imellem sine fingre. Han smilte en anelse hemmelighedsfuldt, og i en hurtig bevægelse, slugte han indholdet af glasset. For derefter at vende blikket mod den tydeligvis lettere forfærdede Nathanael. Lucian lagde hovedet lidt på skrå. Nathanael stod imellem ham, og den tvedelte dør der ledte til fyrstesalen. En smule blod løb ned fra hans ene mundvig. "Then let this be a demonstration of my power..." Lød det skummelt fra ham, atter som stemmen resonerede igennem lokalet. Lucian slap glasset i hans hånd... Og allerede inden glasset nåede til jorden, var Lucian løbet imod Nathanael. Voldsomt og brutalt. I sin fulde hastighed og vægt; med en ene skulder blottet mod Nathanael. En sådan tackling fra Lucian; med hans enorme styrke, hans kendskab til vold og skrig - ville sende Nathanael flyvende igennem døren, og ind i fyrstesalen. Hvor alle vampyrer og gæster derinde, ville se... hvad der skete når man ikke viste den passende respekt til fyrsten af disse lande og dette slot.. Spørgsmålet var blot; var Nathanael - med sine usædvanlige spisevaner og blodskudte øjne, og distraheret af blodet - stærk nok til at se det komme, eller stå imod?

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Tanken om at nære sig på et andet levende væsen, var så langt fra Nathanaels virkelighed, som man overhovedet kunne komme. Det eneste, som han slog ihjel, var dyr, for at brødføde koblet, og ellers slog han vampyrer ihjel. Men de talte ikke.. De var døde.. Og han ønskede derfor ikke, at være en del af det!
Nathanael valgte denne gang at rejse sig. Den unge kvinde, var fristende.. hun var lokkende. Bare varmen og det bankende hjerte, vækkede det i ham, som under ingen omstændigheder skulle vækkes. "You are disgusting.. A monster. That's what you are..!" Han vendte sig denne gang mod Lucian. Han burde måske passe på med hvad han sagde, men hvad så? Ville manden ende hans liv? Så var hans mange problemer da ovre, og så slap han for at tænke på dem, og det samme gjorde Rhaenys, så det ville jo kun være til gavn for alt og alle, så det passede ham jo mere end fint!

Lucian var høj i forhold til ham, selvom det under ingen omstændigheder, skræmmede Nathanael. Hvorfor skulle det? Manden kunne da ende hans liv, om han ville, og han ville være ligeglad! Døden var nemlig ikke noget som han var bange for, og det var slet ikke noget, som han ville være bange for! Han kneb øjnene kraftigt sammen denne gang. Han så til.. Manden drak det. Hvordan kunne han få sig selv til at gøre det? Og nu skulle det hele demonstreres? "Can't wait," afsluttede han denne gang, knapt så overbevist om, hvad han kunne forvente.. Om det ville være godt eller skidt.
Slaget direkte mod Nathanaels skikkelse, ville have slået luften ud af enhver, som ville blive ramt.. Om ikke andet, så knuse knogler i et andet levende individ! Kontakten med gulvet, forsvandt pludseligt, da Nathanael blev kastet direkte igennem luften. Døren ind til fyrstesalen, brød op, da han ramte den med sin skulder. Han gispede kraftigt, idet han tungt røg i gulvet og kurrede videre, inden han denne gang stoppet op.
Fuldstændig krummet sammen, vendte han denne gang blikket mod Lucian. Tænderne blottede han. Vampyrerne omkring dem, trak sig hastigt ud til væggene, for ikke at komme i vejen. Nathanael kæmpede sig krampagtigt tilbage på benene igen. Næverne knyttede han kraftigt. Han var ikke ved fuld styrke.. havde ikke kontrol på sig selv, men af den grund, var han frygtløs. Han ville ikke lade sig kurre af Lucian, selvom han til enhver tid, var langt større end ham selv! Denne gang løb han direkte mod ham.. Med samme hurtighed, hvor han satte af fra jorden. Næverne rakte han foran sig, i et forsøg på at tage manden om halsen, og tvinge ham bagud. Ja, han angreb fyrsten.. Her gjorde han ikke forskel på nogen blodsuger!

[Deleted]

Idet Lucian ramte Nathanael, skød han sin arm i vejret for at øge styrke til tacklingen. Og kaste vampyren igennem dørene og ind i fyrstesalen. De som allerede stod i fyrstesalen, havde ventet på en reaktion eller bekræftelse fra biblioteket, men blev dog alligevel en anelse forskrækket, da Nathanael røg ind i salen. De vidste bedre end at blande sig i hvad der tydeligvis var imellem de to. Men salens vagter og soldater var på vagt. Iklædt deres blodrøde rustninger.
Som Nathanael kurrede over gulvet, trådte Lucian ind i salen fra biblioteket. Han kørte sin skulder rundt en omgang, men hævede derefter en enkelt gestikulerende arm mod Nathanael, idet han stoppede op. "My brothers and sisters!" ... "This, excuse, of a vampire, has expressed a desire to kill me." Nogle af tilskuerne hvæsede af Nathanael, imens andre fnøs en anelse ved ordene. Lucian var en usædvanligt karismatisk leder, som disse vampyrer ikke havde været vandt til i mange år. Og de fulgte ham derfor med stor overbevisning og loyalitet. "Let us see how well he fares.." Det sidste blev sagt i en næsten lav knurren som Lucian gjorde sig klar.
Skuldrene blev gjort jævne, og den ene fod bagud, som han gjorde sig klar på Nathanaels angreb. Lucian valgte at stå imod, og blev skubbet tilbage nogle meter, som han kunne mærke Nathanaels fingre om hans hals og nakke. Nathanaels negle efterlod sår i Lucians negle, og han skar blot sine tænder en anelse ved følelsen. Som han blev skubbet bagud, hævede Lucian begge sine arme i en glidende bevægelse, for derefter at bringe dem stød ned fra oven, for at slå Nathanaels arme nedad, og væk fra sin hals. Bevægelsen blev i det samme fulgt af en voldsom bevægelse fra nakken og overkroppen, i et forsøg på at nikke Nathanael en skalle, og forhåbentligt give plads til de lange sylespidse kløer han svingede mod vampyrens overkrop. Lucian var ikke blot stærk og et meget fysisk monster af egen ret... Ikke blot en aristokrat af stor karisma og intellekt. Han var veltrænet, og med tusindvis af års erfaring. Nathanael ville ikke blive vist et sekunds nåde eller tøven. Og Lucian havde ingen intentioner om at lade Nathanael hvile, før han lå på gulvet smurt i sit eget blod.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Det var med et hårdt og kraftigt slag, at Nathanael røg i gulvet og kurrede henover det, da han havde brudt døren ind til fyrstesalen, hvor han endelig fandt ro. Muligt var det, at han ikke ville være i stand til at slå denne mand på ærlig vis, men det ændrede dog ikke på, at han ville forsøge. Han ville finde ud af, hvad han var oppe imod, selvom manden var hurtig, stærk og større, end hvad han nogensinde havde været.
Det var den gamle beskytter, som for alvor måtte gå op i ham igen, og ikke havde han tænkt sig, at lægge skjul på det, i det hele taget! Øjnene kneb han sammen. Det brændt mod hans bryst. Det var muligt, at han var død, men det kunne stadig mærkes! "I will never follow you and your god damn orders!" vrissede han sammenbidt.
Brystet hævede og sænkede sig hurtigt, som var Nathanael afhængig af vejret, selvom det overhovedet ikke var nødvendigt. Et sted.. spænding over situationen? Det var næsten som et spring gjort af en elegant kat, da han lukkede næverne kraftigt om hans hals og nakke, hvor neglene borede ned, og rev.
Slaget mod hans arme, tvang ham til at krumme ryggen, men også slippe grebet. Han hvæsede kraftigt, inden skallen ramte ham direkte i hovedet, og nærmest fik det til at sortne for hans blik. At slå manden, var han overhovedet ikke i nærheden af klar til endnu!

Det lasede tøj Nathanael havde på, blev brutalt revet op, idet han nærmest faldt baglæns og direkte ned i gulvet.. liggende i en pøl af sit eget blod.. Det som han havde tilbage, efter hans småindtag af blod af dyr. Et svagt gisp brød hans læber, hvor de spidse tænder ligeledes var blottet. Han kunne ikke slå ham, og det var virkelig hårdt for ham at indrømme det.
"I'm.. I'm not done..!" vrissede han denne gang. Han forsøgte at tvinge sig om på siden i forsøg på at rejse sig op. Ikke gav han op før han var død. Det var den filosofi, som han alle dage havde haft.

[Deleted]

Som Nathanaels arme blev slået nedad, rev neglene langs Lucians hud. Hele vejen fra nakken, og ned til toppen af brystkassen, inden de blev adskilt. Fire lange sår blev det til på hver side af Lucians hals. En smerte der uden tvivl kunne mærkes! Men smerte var ingen last for Lucian. Af hvad han havde udholdt i sit lange liv, var disse blot ubetydelige skrammer og stik i sammenligning. Som Nathanael endte med at falde bagover, i revet og laset tøj, allerede dækket i blod, trådte Lucian tålmodigt frem. Og som han trådte frem, begyndte de lange sår på halsen at heale. Selv blodet som var løbet fra de åbne sår, begyndte at trodse tyngdekraften, og sive tilbage i sårene, inden de lukkedes. En hastig healing forsaget af Lucians usædvanlige evner, og som fandt sted i blot den tid det tog ham at lade nakken køre i en rund bevægelse. Hvad der gjorde ham farlig, var ikke blot styrken og udholdenheden han besad - men ligeledes også hans sikkerhed og viden om dette. En sikkerhed der kunne tolkes som arrogance, men som dog på ingen måde virkede til at være en svaghed.
"You enter my domian! You refuse my hospitality, and ignore my words!" Vredt vrissede ordene fra Lucians læber. Det store lokale gav genlyd iblandt de forskellige reaktioner iblandt tilskuerne. "And you dare threaten ME!?" Nathanael endte anstrengt på sin side, dækket i blod. Men Lucian lod ham ikke hvile. Han bukkede sig ned, og skød sin ene hånd, dets fingre, og dets kløer, direkte mod sin modstanders brystkasse. Med en vilje om at vende ham om på ryggen igen, og tvinge ham nede. Alt sammen, blot for at sende susende og voldsomme knytnæver mod Nathanaels ansigt. "You will pay for your transgressions and your insolence!" Lucian kendte enhver vampyrs grænser og fysiske begrænsninger. Han havde ingen intentioner om at dræbe Nathanael.. endnu. Så kløerne var ikke sigtet mod hjertet, ej var slagene sendt i fuld styrke og kraft. Givet ro og hvile, og blod, ville Nathanael heale disse skader, med tiden. Nej, Lucian ville ydmyge ham. Banke ham til blodet løb fra munden og de allerede blodskudte øjne. Etablere sig selv som den fyrste han var, og få denne uvorne gæst til at fortryde sine handlinger. Lucian ville inkarnere mindet om denne dag i Nathanaels ganske sjæl... og ikke mindst etablere sin magt og nådesløshed, overfor tilskuerne. Varulve og vampyrer var på visse områder, ikke så fjerne. Dominans og styrke måtte etableres fra tid til anden. Den eneste gyldige betaling... var blod. Nathanaels blod.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Så præget af sin egen vrede, var det i forvejen svært for Nathanael ikke bare at springe på manden, som han i øjeblikket stod overfor. Han var vred.. Gud hvor var han dog vred! Gulvet måtte han dog møde, ved det første nederlag. Hans krop blødte, og sårene var dybe, og gud hvor det dog gjorde ondt! Et svagt gisp brød hans læber. Han gjorde muligvis kun Lucian mere og mere sur.. eller morede han sig kun ved det her?
De åbne sår lukkede sig langsomt. Skræmmende langsomt, i og med, at hans diæt, heller ikke just var den bedre, da han holdt sig langt væk fra, hvad han typisk burde spise eller nære sig på: Menneske. Aldrig i hans tid som vampyr, havde han været i nærheden af at ville nære sig på det, uanset hvor lokkende og fristende, det så end havde været for ham.
"Y-you made me into this... monster.." Han forsøgte at komme op, selvom dette blev stoppet inden. Neglene og puffet mod hans bryst, tvang ham om på ryggen. Han følte sig skræmmende blotlagt og sårbar i denne position, og ikke var det en tanke, som han bifaldt det mindste!

Selvfølgelig truede han ham! Se for pokker hvad han havde gjort! Han kneb øjnene fast sammen. "I will k.." Ordene forsvandt i struben på ham, i takt med at de knyttede næver ramte hans ansigt. Som fornemmelsen af, at blive slået med store sten. Hovedet blev slået gentagende gange ned i gulvet.
Nathanael kunne ikke finde hoved eller hale i noget som helst i øjeblikket, og ondt gjorde det da også! "S-Stop!" Blodet sprutede fra hans ansigt, læber, mund og næse, og han lå i forvejen i en blodpøl! Fast forsøgte han derfor at gribe ud efter Lucians hånd, for at få ham til at stoppe.

[Deleted]

Hvert slag fra Lucians knyttede næver gav genlyd i den store sal. Korte slag, som i en langsom rytme af et hjerte. Nogle tilskuere betragtede med stor interesse, imens andre forsøgte at kigge væk. Lucian kunne have svært ved at kontrollere sit temperament. Især, hvis han har haft det under lås og slå til fordel for hvad han ville kalde orden. Nathanael havde udfordret denne orden og maner imellem de to, med sine konstante trusler og fjendtlige ord, og således havde Lucian mistet besindelsen blot en smule. Monstret der levede under huden på ham, havde fundet sin vej til åsynet af Nathanael, og konsekvenserne var ikke kønne... Tanker om at rive mandens hoved fra sine skuldre, faldt ham ind. Og tænderne blev blottet i fristelse. Men som Nathanael ytrede sit stop, stoppede Lucian i det samme op. Og holdte knytnæven tilbage. Underligt, hvorledes en vampyr ikke skulle bruge ilt, men hvordan Lucian dog alligevel åndede tungt af arrighed og vrede. Lucian rejste sig op, og trak kløerne ud af Nathanael. Og i løbet af blot et kort øjeblik, var bæstet gemt væk bag det raffinerede ydre af den aristokratiske vampyrfyrste. Blot et enkelt dybt åndedrag; og Lucian var atter fattet og rolig.

"Remove him from my sight.." Sagde han en anelse køligt i en viftende bevægelse med hånden, og i det samme trådte et par vampyriske riddere frem i blodrødt rustning, og rakte ned efter den blodige Nathanael. Imens de søgte at slæbe ham væk, rettede Lucian på sin åbne frakke og ærmerne, imens tilskuerne omkring dem endnu ikke vidste hvad de burde stille op, eller sige. Lucian smilte en anelse skummelt og så sig omkring. "He didn't fare well, it seems.." Og med sin store karisma og charme, løsnede Lucian op for den anspændte stemning. Blot for at nogle kunne le hånende og forløsende. Men bag det skumle smil og den karismatiske tone, lå der en skjult smerte i hans røde øjne.. Et øjebliks anger og fortrydelse... Og stadig med smilet, forlod Lucian fyrstesalen, imens ridderne slæbte Nathanael ud af slottet, og ud af Corventus. Natten var endnu ung, og han burde være i stand til at finde ly og læ, inden solen stod op..
Lucian søgte mod sine gemakker, og vandrede korridorerne og trapperne. Han havde netop banket og ydmyget en mand, meget ligesom han selv havde været, engang for længe siden. Forvirret. Alene. Vred... Han fandt ikke lige så stor nydelse fra dette, som mange ville tro. Men han havde ikke råd til at være svag eller bøjelig, på nogen måde. Og således, havde Lucian fulgt i fodsporene af sin egen skaber; ydmyget og tvunget sit eget blod i knæ - som Malekith havde tvunget Lucian i knæ, 9 tusind år siden. Et øjebliks fred faldt over Lucian, og bæstet forlod hans blod, til fordel for nostalgien der mindede ham om tider der for længst var ovre...

//Out

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Fuldstændig blodig og oprevet, blev Nathanael lagt i gulvet, kraftigt forslået af Lucians hårde og kraftige næve. Ondt gjorde det uden tvivl, og særligt fordi at det var foregået på denne her måde! Tænderne måtte han derfor bide kraftigt sammen, hvor han nærmest sank sammen under ham, da han denne gang endelig valgte at trække sig.
Desorienteret og forvirret, gav Nathanael dog alligevel slip. Ikke havde han tænkt sig, at give manden hvad han ville have, men derimod finde sine egne veje, kun fordi at han kunne. Han sukkede tungt, som de oprustede vagter denne gang tog fat om ham, og nærmest brutalt rev ham op på benene igen. Svagt spændte han i kroppen, mens han forsøgte at finde balancen på sine ben igen, selvom det alene, var ham en rigtig svær opgave.

"What the.." Han stivnede kraftigt, da de bare trak ham med sig, og væk fra den blodpøl, som han havde smidt fra sig på gulvet lige ved. Han rystede på hovedet, idet at de nåede portene, hvor han bare.. blev smidt ud. Han blev kastet adskillige meter, inden han faldt direkte ned på den kolde jord. Han kneb øjnene sammen. Selvom han måske var et dødt væsen, kunne han stadig mærke det! Han kravlede om på maven, idet han forsøgte at rejse sig. Blod havde han stort set i hele hovedet.. Han svor dog sin hævn. Det ville ikke være det sidste, Lucian ville se til ham! Han vendte kort blikket i retningen af det store hjem. Nu vidste han, hvem der havde gjort det her ved ham.. gjort ham til det monster, som han var i dag.. Han svor, at dræbe hver en vampyr på sin vej! Han ville ikke hæmme, før det blev gjort!

//Out