I have questions.. And they need answers!

[Nathanael Caverly Wolfhart]

@lucian - Nathanael Caverly Wolfhart

---

Castle of Blood - The Courtyard

Lyden af kraftige vingeslag lød i den mørke nat. Nathanael havde for en gangs skyld, valgt at forlade de trygge omgivelser i Imandra. Well.. trygge og trygge, det kunne man heller ikke kalde det længere, og særligt ikke for en vampyr. Dog havde Nathanael endnu det tilhørsforhold til skoven og til koblet. Det havde aldrig forandret sig, selv efter at han var vågnet af den evige hvile i et dybt og mørkt hul.
Kirkegårde og den evige stilhed. Nathanael passerede kirkegården på sin vej til Corvento. Her vidste han, at vampyrerne holdt til. Måske at det var her, at han kunne finde svar på sine mange spørgsmål? 
Kappen som hvilede laset om Nathanaels krop, var en, som han havde stjålet undervejs, såvel som resten af hans klæder. Han brød sig ikke om, at skulle stjæle, og det havde han aldrig gjort, da han nu altid havde været en mand, som gik op i retfærdighed. Særligt i koblet.  De røde øjne, som en klar indiktation på manglende næring, faldt til det store slot igen. Hvad lavede han overhovedet her? 


De 3 tårne, kunne Nathanael skimte i baggrunden, hvilket fik ham til at stoppe op. Ha var vant til mere primitive omstændigheder, hvor man sov nøgen, tæt i tæt i lader, stalde og lignende, for at holde varmen.. Hvor folk tog sig af hinanden, hvilket han da vidste, at vampyrer slet ikke gik op i på samme måde!
Nathanael blev stående. Armene lod han falde over kors. Måske det bare var bedst at lægge afstand til Rhaenys? Ikke at han havde lyst, men denne gang, var der en anden grund til at han havde valgt at søge denne lange vej til Dvasias. Et land, som aldrig havde vækket hans interesse, og aldrig havde haft noget med ham at gøre. I det hele taget.
Gruset knaste i takt til Nathanaels rolige skridt, ind i den store slotsgård, hvor murerne lagde sig om det, som var det en mørk og beskyttende favn. Nøgne træer og kulde.. Hvorfor var han der overhovedet? Han følte sig draget til stedet her.. af grunde, som han ikke helt kunne finde ud af.

[Deleted]

En tilsyneladende dyster stilhed lå konsekvent over Castle of Blood. Over dets gårdsplads. Der var kun meget få vagter på murene, få ved porten. Eller sådan virkede det, i hvert fald. For i mørket og i afkrogene, hvilede der konstant øjne mod skikkelser der skulle betræde slottet. Dets gårdsplads, deriblandt. Vampyrer var svære at forstå for de der ikke var en vampyr, og selv mange af de som var, kunne ofte finde deres egen race som mystisk og ubeskrivelig. Gårdspladsen var dog ikke helt øde. Bortset fra øjnene i afkrogene og i skyggerne, så man af og til vampyriske soldater og krigere, iklædt blodrøde rustninger. De dog hverken forsøgte at stoppe eller sænke den nye besøgende...

I stedet syntes de at vente. Vente, imens de betragtede skikkelsen af Nathanael. Og hvad de ventede på, skulle ikke afventes særligt længe. For i ét, gik de store døre op fra slottet, og Lucian, i sin store skikkelse, begyndte at tage de mange skridt ned ad den brede trappe og ned til slotsgården. Armene blev hævet langs siderne i en næsten skummelt velkommende gestus. Og et smil hvilede over Lucians læber. "Welcome, Nathanael!" Stemmen gav næsten genlyd i gårdspladsen, og de fleste skikkelser der skjulte sig i mørket, søgte nu længere ind i afkrogene, eller søgte helt væk. Lucian nåede bunden af de mange trin, og endte med armene tilbage ved sine sider, som han blot vandrede tungt og dog ganske elegant mod Nathanael. "I was beginning to wonder when you might come by.." ... "It's quite the feat, having resisted the urge to come here, for as long as you have." Endeligt stoppede Lucian op nogle meter fra Nathanael, og blot stående i sin store figur og brede skuldre. Iklædt sit kendetegnende tøj, og betragtede Nathanael. "Do you know who I am?" Spurgte han så endeligt imens han betragtede manden. Han så ud til ikke at have tilfredsstillet sin sult i noget tid.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Hvad der i udgangspunktet havde bragt Nathanael til stedet her, vidste han ikke med sikkerhed. En ting var han dog klar over. Han kom aldrig nogensinde til at blive her permanent. Han hadede og foragtede at være det væsen, som han var.
Ikke forstod han hvad det ville sige, at være vampyr. Nu havde han været i besiddelse af den marmorblege hud, den kulde og det manglende bankende hjerte i nogle år, og der var stadig rigtig mange ting, som han ikke forstod, og disse havde han vel bare brug for, at gøre noget ved? Han havde brug for svar, og han havde en sjov fornemmelse af, at det var her, at han ville kunne finde dem. Lige hvorfor, forstod han ikke. Han følte sig draget på en eller anden uhyggelig måde.

De store porte, som gik op, fangede straks Nathanaels opmærksomhed. Kraftigt vendte han sig derfor i retningen af den person, som kom ham i møde. Det ansigt.. den udstråling. Han kendte det. Han havde i hvert fald set det før! Automatisk lukkede han sine fingre i en form af knyttet næve.
Welcome? Havde den mand ventet ham? Han vidste jo ikke noget om, hvem han var! "Do I know you?" spurgte han som det første. Han var forvirret. Der var virkelig meget i hans liv, som var forvirrende, hvad det her angik. Særligt med den dramatiske ændring, som hans liv havde foretaget. Han havde ikke nogen anelse om hvem manden var, foran ham, og aldrig havde han egentlig været interesseret i det. "I don't know what I am doing here. I have questions.. And.. a feeling told me to come here." Han så ned mod sine fødder. Denne mand kunne han ikke lide. Han kunne virkelig ikke lide ham! Han var jo også vampyr, så det var slet ikke underligt. Sådan havde han jo haft det med dem igennem ekstremt mange år.

[Deleted]

Det var nu langt fra forventet at denne stakkels vandrende vampyr skulle kunne kende til Lucian. Eller for den sags skyld, huske ham fra den dag, mange år siden. Alt ville nok blive klart, inden længe. Desuden havde han ikke været fyrste i lang tid; så han tvivlede på at nyhederne om skiftet af magt i Corventus endnu var nået alle verdens hjørner. Men han følte sig hjemme i dette slot, i dette sted. En sikkerhed og overlegenhed der klart kunne ses på hans væsen. Som han stod høj og rank, med vægten placeret på det ene ben. Et svagt smil på sine læber, og et undersøgende blik mod Nathanael. "I, am Lucian." ... "And we met a long time ago." Et sted håbede han lidt på at kunne vække Nathanaels hukommelse med blot små hints eller hentydninger, men tvivlede dog på det. Han virkede trods alt udsultet og forvirret. Han virkede ikke til at have fundet sig til rette med hvad han var... selv ikke efter alle disse år. En skam egentlig.

Lucian tog et enkelt skridt nærmere Nathanael og nikkede. "I know. And soon enough, all your questions will be answered." Bekræftede han roligt med sin mørke og dog lettere skumle stemme. Lidt derefter, vendte Lucian siden til Nathanael, og derved sin anden side til de store døre han netop var kommet ud af. Med den ene hånd hævet, henviste han til døren med et indgående blik mod Nathanael. "Now." ... "With all the pleasantries aside. Might I suggest we go inside... And speak in private?" En ganske høflig invitation til at de to skulle træde indenfor. En sådan samtale, som de to snart ville have. Ville sikkert være bedst under fire øjne, og ikke i slotsgården, hvor han uden tvivl måtte føle sig en anelse usikker og på vagt.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Aldrig havde Nathanael fundet sig til rette med den nye tilværelse, som han nu havde været tvunget til at finde ud af. Han havde nægtet at kalde sig for en vampyr, og med den titel, som han bar for de år siden, så var det vel heller ikke underligt? En spirrende leder for varulvene.. En mand med et stort potentiale og ekstrem ambitiøs, og det havde en gruppe vampyr ødelagt for ham!
Denne mand følte Nathanael dog, at han kendte fra et eller andet sted. Han kunne ikke rigtigt finde ud af hvor fra. Han brød sig ikke om tanken eller følelsen, som dette efterlod ham med. Tvært imod, fandt han det ekstremt ubehageligt. "I don't remember that," afviste han med en kortfattet stemme. Han var i hvert fald ikke særlig interesseret i at føre en samtale.

Nathanael fulgte meget nøje med, da denne mand trådte tættere på. Lucian? Hvem den mand end måtte være, vidste han ikke, men han brød sig ikke om det. Han pustede sig en smule op. Han inviterede hende faktisk ind i sit hjem? Boede der faktisk nogen på dette ekstremt store sted? Det havde han svært ved at forstå. "Can I trust you?" spurgte han direkte. At snakke under fire øjne, var nok et sted at starte, men han var påpasselig. Han nærede sig jo ikke som en vampyr burde, og han levede heller ikke som en vampyr typisk burde gøre, udelukkende fordi, at han nægtede det. "Okay. Let's go inside. Can I expect to find my answers in there?" spurgte han denne gang. At han stod foran den mand, som rent faktisk havde sat det endelige bid i ham.. tvunget sit blod i ham, og derfra tvunget ham i den forvandling til det væsen han var, var han slet ikke klar over.

[Deleted]

Den blotte sandhed ville nok være ganske brutal at høre for Nathanael. Da Lucian og hans vampyr-krigere var endt på Nathanaels kobbel af varulve, havde Lucian været i en mindre rebelsk periode. Hans mentor, Malekith, havde kaldt mod en våbenhvile med varulvene, men Lucians daværende tørst efter blod havde sendt ham i kødet på den første gruppe varulve han var stødt på. Og resultatet havde været et blodbad. Smagen af varulveblod havde aldrig helt forladt Lucians tunge siden den nat...
"Sooner or later, you will." Svarede Lucian blot hemmelighedsfuldt og skævede mod Nathanael med et skævt lille smil. Nathanaels trodsighed og stædighed, var netop grunden til at Lucian havde valgt at forvandle ham så lang tid siden. Måden hvorpå varulven havde kastet sig imod så mange, uden frygt eller anger. Og selv nu, allerede nu, kunne han se det i måden manden pustede sig op, og i mistroen i hans øjne. Faktisk, kunne han så og sige lide det. Han var sikkert meget mere lig alverdens vampyrer, end han ellers skulle tro.

Lucian smilte pludselig bredt og møjsommeligt ved spørgsmålet der forlod den nyankommens læber. Om han kunne stole på ham? Det kloge svar, ville nok være nej. Men det var alt sammen relativt. Og Lucian havde intet at skjule, såvel som ingen grund til at skjule det. "That is a question you will have to ask yourself.." Lød det fra Lucian, inden den store vampyrfyrste så vendte sig om, og gik mod de store døre. Han forventede egentlig at Nathanael ville følge efter ham. Han ville jo ingen svar få, hvis han blot blev stående derude... "The only thing you can be certain of, is that you will find no answers out here.." Næsten lokkende kiggede Lucian sig lidt over sin ene skulder mod manden, inden han så begyndte at træde op ad de mange trin der førte til de store døre. Dørene åbnede sig for dem, og det første man trådte ind til, var en lille hal. Med adskillige døre og trapper til hver en side. Og straks ville det blive klart for Nathanael, at der boede et ganske stort antal vampyrer i dette slot. Nogle sad ved nogle borde og ved nogle sofaer. Nød blot hinandens selvskab, eller smagen af en menneskers blod... og blodet. Lugten af blod fyldte slottet. Intet under at slottet hed hvad det hed. Lucian passerede en ung vampyr, og hev fat i vampyrens arm. "Fetch Lycinda.." Lød det blot, hvorefter Lucian kiggede tilbage mod Nathanael. "This way.." Og han fortsatte på sin gang. Lige igennem indgangshallen, og til endnu et sæt store døre. Udsmykkede med næsten makabre motiver. Nogle soldater iklædt blodrød rustning, åbnede dørende, og Lucian trådte direkte ind i hvad der var fyrstesalen. Derinde var der også vampyrer. Lobbyister, næsten. Som de spenderede dagen med deres egne små gøremål, og i hinandens selvskab. De fleste vendte deres blik mod Lucian og hans gæst. Og med små nik og nejende gestusser, hilste de på deres fyrste. Lucian, dog, fortsatte mod den ene side, og et par åbne døre, der ledte til hvad der var slottets enorme bibliotek. Et sted hvor de begge kunne sidde i nogenlunde ro og orden. Han trådte ind i biblioteket, og med en ganske bestemt gestus, sendte han alle ud derfra, og stillede sig derefter i døråbningen. "Make yourself comfortable." Der var en gruppe sofaer og bløde stole samlet omkring et bord, foran det store ovale vindue der fyldte en hel væg, og som gav et glimrende udsyn over hele Corventus.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Allerede nu, havde Nathanael en fornemmelse af, at han ville få rigtig mange ting at høre under dette møde, og at det ikke var alt af det, som ville være lige godt. Var det underligt, at den tanke, gjorde ham en smule bange? At være vampyr, var i forvejen noget, som havde kostet ham, alt af hans tilhørsforhold. Alt af hans liv, og alt som han havde haft af værdi, og nu stod han uden noget. Han kneb øjnene svagt sammen. Denne mand, brød han sig endnu mindre om. Kun fordi at han var på den måde, som han nu var. "What do you mean?" spurgte han denne gang mistroisk. Han stod overfor en vampyr, som var meget ældre end ham.. meget stærkere end ham.. Og han var ny, kun med et par år på bagen. Han var frygtløs. Han var på ingen måder bange for ham.

Nathanael vidste ikke, om det var klogt eller dumt, at søge efter, men det var vel noget, som han før eller siden, ville finde ud af. Kunne han overhovedet stole på den her mand? Han vidste det ikke. Og det gjorde ham mistroisk. Han havde jo kun sig selv.. Han havde ikke længere nogen i baggrunden, som han førhen havde haft.
Alligevel valgte han at følge med, uden så meget som et ord. Ikke så han nogen grund. Han måtte vel lade tvivlen komme manden til gode? Særligt, hvis han var med til at kunne besvare nogen af de alt for mange spørgsmål, som han brændt inde med.
Bare duften af blod, som var det første der mødte Nathanael, da han trådte ind af døren, fik ham et sted til at væmmes, men alligevel appellerede det til den evige sult, som han havde. Han havde jo aldrig stillet sulten helt og holdent. Hans blik faldt fast i retningen af hans skikkelse. "Excatly how many vampires live here?" endte han. Aldrig havde han oplevet noget lignende!

Nathanael lod Lucian føre ham igennem hans massive hjem. Han havde måske undervurderet vampyrerne undervejs igennem hans liv? Det ændrede dog ikke på, at det endnu måtte være et væsen, som han hadede mere end noget andet! Han knyttede næverne. Ulven var vel stadig en del af ham? "There are so many.." Ikke lagde han mærke til særlig meget af det, som de passerede undervejs. Faktisk var det noget af det sidste, før de nåede biblioteket. Han stoppede op, hvor han denne gang vendte sig mod Lucian. Her var de mere alene. Perfekt. Langsomt rettede han sig op. "I don't need that.. All I need is answers to my questions." Nej! Den mand, skulle ikke have lov til at køre mere rundt med ham, end hvad han gjorde i forvejen!

[Deleted]

Lucian nød hvert et skridt han tog indtil de nåede biblioteket. Nød hver en ting sanserne opfangede. Han i sandhed elskede et sådan samfund som dette. Et samfund af vampyrer. Et samfund af hvad han ville vove at erklære sand frihed og løsrivelse fra forudindtagelser ofr de lænker som tilbageholdte mange mænd og kvinder. Inden andre end vampyrer, ville kunne forstå sulten der drev deres slags. Og ingen andre end vampyrer, ville kunne forstå den uanede nydelse der lå i blot dét at give efter, og opfylde sine inderste ønsker. Dette, var et samfund, en race, dedikeret til en sådan efterfølgelse af sådanne ting. Men... lovløse var de dog ikke, og det var dog ikke anarki. Lucian var deres fyrste, og selv hvis deres lyster skulle drive dem til et ønske om at se ham død; tvivlede han nu på at de ville turde følge dem..
Lucian smilte lidt over Nathanaels spørgsmål. "Many hundreds. Many thousands.." ... "But the vampires you see here in this castle, are but a small handfull of the total population. Many live underground, beneath the town, or are spread out through the world." Der var ingen skam i at lade Nathanael forestille sig på egen hånd, vel? Racen af vampyrer var uden tvivl en af de mest udbredte og talrige. Kun overgået af den menneskelige race i tal. Nathanael ville sikkert ikke engang tro Lucian, hvis han fortalte ham præcist hvor mange der f.eks. var i hans hær...

Lucian havde forventet at en sådan udmattet rejsende ville tage imod hans tilbud om komfort og behag, men kunne dog hurtigt konkludere at hans sind var tynget af andet. Forståeligt. "Very well.. Then ask your questions, and I will answer." Svarede han roligt, lukkede døren i efter dem. Generelt forholdte Lucian sig rolig og overlegen. Dette var hans domæne, hans hjem. Hans fyrstedømme, ikke mindst. Respekten og beundringen af Lucian i denne by og i dette slot, var næsten uendeligt. Ingen kunne udfordre hans titel eller magt her... og da specielt ikke Nathanael. "But.. bevare of your words..." I et kort sekund blev hans blik intenst og stirrede ind i de blodskudte øjne af Nathanael. Inden den store vampyrfyrste så gik længere ind i lokalet, mod sofagruppen. "You may not fear me, but I would advise you to remember where you are." Truslen, eller advarslen, var måske ikke særligt tydelig, hvis man ikke tog højde for det underlagte budskab. Men Nathanael var ikke længere iblandt varulve... Lucian satte sig ned i en sofa, og satte sig godt til rette deri. Næsten helt afslappet, endda. Og blot ventede på hvad der uden tvivl måtte være begyndelsen til en lang serie af spørgsmål som skulle besvares. Han næsten glædede sig til at åbne Nathanaels øjne for realiteten af hans tilværelse.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

De var talrige. Selv Nathanael måtte blive tydeligt overrasket over, hvor mange der egentlig var her på stedet, og ikke brød han sig om tanken. Han knyttede næverne let. Ikke var han på vampyrernes side, og ikke skulle de forvente, at han nogensinde ville blive det. Tusinder..? Var de virkelig så mange på stedet her? End ikke varulvene, var jo i stand til at gøre noget ved den bestand! "... I never thought.." Han tav igen. Han havde jo allerede set frygtelig mange så langt, og det var jo bare på vandringen igennem huset.
Hvis der boede så mange her, kunne han jo kun drømme om, hvor mange Lucian ville have tæt omkring sig, og han måtte erkende, at han slet ikke kunne lide dette.

Venlig og imødekommende var Lucian måske, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at det var noget som Nathanael ville imødekomme ham med i den anden ende. Hans fødder havde bragt ham hertil, og det var den eneste grund til, at han var der. Desuden havde Lucian fortalt, at han kunne besvare hans spørgsmål? Det håbede han virkelig! "Is that a threat, Lucian? I am not, and will never be afraid of you." Han ville måske ikke gøre ham noget, men af den grund, skulle han ikke regne med, at Nathanael var en mand, der bare makkede ret!
Med rolige skridt, trådte han igennem biblioteket og mod ham. Jo tættere på han kom, jo mere anspændt blev han også. "Very well.." Denne gang satte han sig ned, overfor Lucian. Han kunen jo lige så godt få tingene sagt.. Få dem ud af systemet, og så måtte han jo se, hvad han ville bruge det til efterfølgende. Næverne knyttede han lige over knæet. "Lets begin.."..."What am I doing here? Why am I here..?" startede han ud. Han var draget af stedet.. og han forstod sig jo stadig ikke meget på det, med at være vampyr endnu.

[Deleted]

Netop som Lucian havde tolket det, og forudset det, var Nathanael ikke bange for ham. Det gjorde intet. Han gik ikke rundt med et misledt begær om at bringe verden i knæ, eller at alle omkring ham skulle frygte ham. Lucian var mere grebet af den smule mængde af orden der kunne haves i virvaret af denne verden. Den eneste grund til at han var så høflig som han var; var for at opretholde en vis ro imellem de to. Hvilket til gengæld måtte til, for at han ikke selv mistede besindelsen, og rev sin gæst - sin egen skabning - i småstykker. Ligegyldig vold imellem vampyrer, var nytteløst og ikke særligt produktivt, i hans øjne. Men det ville dog ikke være første gang...
Lucian forblev siddende, endnu ganske afslappet. Han var da interesseret i at høre hvilke spørgsmål der måtte komme hans vej. Et utydeligt smil kom også over hans læber, som Nathanael satte sig ned. En ting han havde afvist før. Lucian blot betragtede ham med de røde øjne, til den svage lyd af aktivitet udenfor det store bibliotek hvori de sad. Det eneste lys derinde, var lyset fra en pejs, og månelyset der skinnede ind af det store vindue bag ved Lucian. "In a way; your fearlessness is why you're here.." En anelse kryptisk og indledende, og Lucian kørte sin ene skulder lidt rundt inden han fortsatte. "You see. I was there when your pack was attacked. I was the one who turned you into a vampire, Nathanael..." Ingen grund til at danse rundt om hækken, og han kunne lige så godt give det til Nathanael en anelse præcist. Dette var ikke første gang han svarede på et sådan spørgsmål, da han ofte efterlod de han forvandlede til vampyrer. De plejede som regel at eftersøge ham hurtigt efter. Men Nathanael havde modstået fristelsen i flere år. En ting der gjorde manden en anelse interessant. Og blot en bekræftelse af hans valg, i sin tid. "Your feelings drew you to this castle, because of the blood we share. Because of my blood - pulsating through your veins." Lucian smilte en anelse skummelt og rettede sig så lidt mere op, dog ikke uden stadig at virke ved ganske stort velbehag og ganske afslappet. "You threw yourself at us, and killed at least two of my warriors. No fear. No hesitation... and yet, you threw yourself into a certain death." ... "It would have been a shame if such bravery went to waste... so I decited to turn you into a vampire. I decided to make you stronger."

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Nathanael satte sig, velvidende om, at det nok var grumme nyheder, han ville blive skænket. Det var bare vigtigt for ham at understrege, at han kun satte sig, for sit eget velbefindende, og ikke fordi at Lucian havde bedt ham om at gøre det.
Tanken om, at han i øjeblikket, skulle sidde overfor den mand, som i udgangspunktet, havde sat tænderne i ham, og var skyld i, at han havde mistet det fantastiske liv, som han dengang havde haft, fandt han dog hurtigt ud af. Jo mere manden sagde, jo mere stram i minen, måtte Nathanael ligeledes også blive. Det rødlige skær blev mere brutalt og mere voldsomt i hans øjne, i takt med, at manden kun bekræftede ham i hans anelser. Den eneste form for frygt, som han havde siddet med. "You.... You did this to me..!" vrissede han med en mere fast tone. Han vendte blikket mere forfærdet i retningen af Lucian i stedet for. Brutalt valgte han denne gang at rejse sig op. Mordlysten stod i hans øjne. Om det ikke var fordi at der var en million vampyrere i hans nærhed, var han nok sprunget på manden!

Ikke nok med, at Lucian havde været med til at angribe koblet dengang for flere år siden.. Ikke nok med, at han var sprunget frygtløs direkte ind i flokken af vampyrere, for at hindre dem i at komme for tæt på hvalpene og de andre, som koblet bestod af.. De havde taget hans liv. De havde taget alt fra ham, som han overhovedet havde kunne kalde for en del af et værdigt liv. "You... You took it all from me.. My live.. My dignity.. Everyhing!" udbrød han denne gang med tænderne voldsomt blottet, som var han klar til at springe på ham på stedet. Hans krop spændtes. "I'll kill you... Just wait.. I'll kill you..!" tilføjede han denne gang med en fast tone. Aldrig i hans liv kunne han mindes, at være så vred som han var nu.. Alle de svar.. alt det som skete med ham. Kun fordi at han havde været stærk? En vampyrrace, gjorde ham ikke stærkere! Det havde taget det hele fra ham! Alt det, som han nogensinde havde haft, som en del af et værdigt liv!

[Deleted]

Lucians hånd knyttedes, som han dog stadig ganske roligt sad og betragtede den arrige vampyr. Nathanael var rejst sig, og stod nu oprejst og ganske truende foran Lucian, kun med et bord imellem dem. I et enkelt øjeblik måtte Lucian rynke lidt med næsen, og han sænkede hagen en smule, så blikket op mod Nathanael blev en smule mere intenst. Men han forblev dog stadig siddende. Denne vandrende vampyr vovede tilsyneladende at træde ind i Lucians domæne. tage imod en invitation ind i hans slot. For derefter at ignorere de varslende ord han tidligere var givet. Lucian var dog ikke ligefrem ramt af truslen mod hans liv, overhoved ikke. I Lucians øjne, var Nathanael ingen trussel overhoved. Men mandens mangel på respekt overfor sin bedre, var hvad der gik ham på. Det sikre smil der tidligere havde hvilet over Lucians læber, var nu forsvundet. "Was I in any way unclear?" Hans stemme var blevet meget mere alvorlig. Men selvom han knapt bevægede sine læber for at forme ordene, og talte ganske fattet; resonerede ordene i det store bibliotek. "Were my words badly chosen, or ill recieved?" .. "Or did you simply not fully grasp the gravity of my fair warning?" Næsen blev rynket igen, alt imens hans ord stadig hang i lokalet. Som et tungt ekko der flød igennem de mørke hjørner og afkroge. Lucian var ingen vampyr man ønskede at fornærme eller træde over tæerne. Og aldrig ville han lade tvivlen komme nogen til gode, eller se igennem fingre med noget. Uanset omstændighederne eller de varme følelser der end måtte flyde i en sådan samtale som de to havde haft. Nathanael havde valgt sine ord. Med omhu, eller ej...
Lucian lod ikke Nathanael svare eller reagere før han blot lænede sig en anelse frem, og kiggede truende og intenst mod manden der stadig stod op. "I smell the blood of animals on you.. a deer perhaps?" Hans stemme var endnu lavmælt, men mere arrig. Hver gang hans læber adskiltes for at forme ordene, blottedes de kridhvide og skarpe tænder der gemte sig bag dem. Og der hvilede mere end blot arrighed i de røde øjne vendt mod Nathanael. "I will not sit here, in my own castle, and listen to the hollow threats of an ill-fed vampire, not even fit to control his hunger." Hovedet røg lidt på skrå, indgående og imens hans øvre læbe sitrede en anelse af den enorme vrede der gemte sig under huden på ham. "You could not kill me, even if you wanted to.." ... "The threat you pose to me, is no greater than the threat a simple human would pose." Selvom han ikke behøvede ilten til sine lunger, tog han dog alligevel en kort pause i form af et dybt åndedrag, imens det ej blinkende blik forblev fæstnet på Nathanael. "So I give you two options... Either make good on your threats, in a weak attempt to kill me." ... "Or... SIT. DOWN!" I takt med at de sidste ord forlod Lucians læber i en truende, vred, og råbende resonans igennem lokalet - hamrede Lucian en flad hånd i bordet, og skar sine tænder mod hinanden med de sitrende læber let adskilte. Èt forkert valg fra Nathanael, og Lucian ville ikke længere blot sidde ned...!
Som Lucian havde råbt sin endelige truende advarsel, blev der pludselig stille i tronsalen på den anden side af døren. Som om de alle holdte vejret i afventning af hvad der mon ville ske inde i biblioteket...

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Vreden var det eneste, der i øjeblikket fyldte Nathanael. At stå ansigt til ansigt med den mand, som var skyld i, at han var blevet, hvad han var, var ikke noget, som han ville lade uset gå hen! Den mand havde taget alle værdier fra ham og gjort ham til et væsen, som han på ingen måder, kunne være tilfreds med! Det her var i hans øjne, slet ikke noget, som mindede om et værdigt liv!
Tænderne skar han i en smertende grimasse. Nej.. Han kunne nok ikke slå Lucian på stående fod. Han nærede sig ikke som en vampyr burde, og han gjorde faktisk også, hvad han kunne, for at undgå det. Alt for at stille vampyrerne i et dårligere lys som han kunne, jo bedre ville han have det med det! "You took my life.. Made me into a hororible creature.. One of those I have spend my life hunting.. killing. I never asked for this!" fortsatte han med en fast tone.
Lucian var ikke en mand, som han burde kaste sig i krig med, men af den grund, så kunne han heller ikke lade være. Rådyr og dådyr, kunne måske lugtes på ham. Det var primært det, samt hare, ræv og grævling og den slags, han havde næret sig på. Generelt det dyreliv, som han var faldet over, velvidende om, at det havde taget maden fra koblet, og det ønskede han jo heller ikke. Han kneb øjnene fast sammen. "So what?" vrissede han denne gang sammenbidt.

Denne gang hævede Lucian stemmen. Selv på trods af det, var dette ikke noget, som gjorde Nathanael bange. Manden kunne ende hans liv, om han ville, og han ville nærmest være jordens lykkeligste mand! Måske han ikke var i stand til at ende mandens liv nu.. Men en dag ville det komme. Det var et løfte! "I swear to you.. One day, I will hunt you.. And I will kill you.." Han bed tænderne kraftigt sammen, inden han denne gang satte sig ned igen. Det var langt mere anspændt end tidligere.
På stående fod, vidste Nathanael som sagt godt, at han intet kunne gøre ved Lucian. Det var et løfte, at han før eller siden ville gøre det, om det så skulle koste ham selv livet undervejs! Denne gang valgte han at forblive tavs. Han satte sig, som manden ønskede af ham. Alene kunne han jo ikke udrette noget.. Koblet vidste han godt, at han ikke kunne regne med. Han var vel i sig selv, bare en mand alene om alle problematikkerne lige nu?
"You did this to me.. Let me out there.. Took my life away from me. I've lost everything, and for what?!" endte han denne gang. Tanken gjorde ham vred.. Virkelig vred!

[Deleted]

Endnu med blottede tænder og læberne der sitrede, sad Lucian let lænet forover, stadig med hånden på bordet. Han betragtede skarpt Nathanael som han dog alligevel valgte at sætte sig ned, som befalet. Dog, ikke uden at have kastet endnu en trussel mod Lucian. Lucian betragtede ham i nogle øjeblikke, uden at sige noget, blot betragte ham. Inden han i ét, syntes at falde til ro igen. Han kørte en hånd igennem sit hår, som han atter lænede sig tilbage og sidde i den brede sofa. "I killed my own creator... perhabs you will do the same, one day." Svarede han blot. Der var stadig spor af vreden og det monster der gemte sig under huden på den store vampyrfyrste. Men det var, ligesom at genfinde sin puls efter en løbetur, ved at forsvinde igen. Til fordel for hans lettere sædvanlige overlegne og sikre adfærd. "But until that day, you will do as you are told, and keep your hollow threats to yourself." Tilføjede han derefter bestemt og vendte kort blikket mod Nathanael for at understrege sine ord. Han havde indtil videre været ganske tålmodig med denne gæst. Men hans tålmodighed havde en meget nær grænse. Truslerne gjorde ham hverken bange, eller bekymret. Dog, kunne han mærke den ulmende lyst og næsten trang, til at rive struben fra hans hals, og sætte en stopper for hans dårligt valgte ord...

Nathanael var ikke den eneste der havde mistet alt. Langt fra alle vampyrer havde ønsket sig denne skæbne. Lucian havde engang været et menneske. Været broder til den største konge disse lande nogensinde havde set. Han ville have arvet tronen, hvis ikke han var blevet forvandlet den dag! ... Men Lucian fandt ingen lyst eller trang til at dele en sådan nostalgi med en mand der opførte sig som intet andet end et uciviliseret dyr, uden manerer eller respekt. Lucian vendte tilbage til sit diskrete smil og skævede flygtigt mod Nathanael. "You know what.." Hurtigt viftede han inviterende med den ene hånd mod døren, som var gået op. Inden han så vendte blikket mod Nathanael igen. "For blood.. And revenge.." ... "You've spent your entire existence as a vampire, trying to deny it or escape it. But blood, is the one thing that drives every vampire." Nathanael talte roligt, men sikkert, og stoppede kort for at betragte en ung kvindelig skikkelse der kom hen til sofaerne hvorved de sad. Han kunne høre et bankende hjerte bag ved pigens bryst. Hun var iklædt intet andet end en hvis natkjole, og gik i bare tæer, som hun nejede pænt for de to. "The desire for blood, is what led me and my soldiers to your pack of wolves." ... "You and your pack had killed dusins of vampires. And only your blood, could repay the debt you owed.." Han forklarede roligt, som var det ingenting, og viftede efter pigen, så hun kom nærmere. Hun rakte villigt sin ene arm mod Lucian, og han tog imod den med sin ene hånd. Imens han let skævede mod Nathanael. Lucian holdte et vinglas under pigens håndled, og med en negl fra den anden hånd, skar han i pigens hud. Fra det åbne sår, løb der en stille strøm af blodned i glasset... Da glasset var næsten fyldt, strøg Lucian en tommelfinger over pigens sår, hvorefter det healede med det samme. Pigen lænede sig fremover mod Lucian, og han rakte derefter sin frie hånd mod pigens kind, og kærtegnede den roligt. "Thank you, dear. Now, go rest." Sagde han næsten sødt til hende, hvorefter hun smilte sødt til gengæld, og atter gik ud af biblioteket. Elegant, og med nogle små viftende hofter. Lucian kiggede afslappet efter hende et par sekunder med et lille smil, hvorefter han lænede sig frem, og placerede glasset med blod på midten af bordet, imellem de to. "Blood is power, and that is what I took from you and your pack.." Han kiggede næsten udfordrende mod Nathanael, som han atter lænede sig tilbage i sofaen. man kunne sige mange ting om Lucian... men han talte i det mindste sandt...

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Muligt at ordene ikke var slagsen, som faldt i Lucians gode bog. Et sted var Nathanael fuldstændig ligeglad. Man kunne heller ikke ligefrem sige, at han sad her, fordi at han havde en storslået lyst til at gøre det! Han sad for pokker overfor manden, der havde gjort ham til det væsen, som han var i dag! Og den tanke, gjorde ham kun endnu mere forarget, end hvad han nu måtte være i forvejen! Han havde slået sin skaber ihjel? "And I promise you. I will do the same to you.. Sooner or later, you will meet the same fait as your own creator," fastholdt han.
Stilheden havde lagt sig rundt omkring dem. Folk lyttede ved dørene. Alt for mange ting indikerede dette, selvom det ikke var noget som skræmte Nathanael. Han ønskede dog ikke at lade livet på den her måde. Han vidste jo udmærket godt, at han på stående fod, ikke ville være i stand til at tage den mands liv. Han levede ikke som en vampyr burde, og han havde det fint med det. Han havde nemlig ikke tænkt sig, at give den mand, hvad han ville have, kun fordi at han ville have det! "You are not the boss of me.." afviste han kort for hovedet. Han kneb øjnene sammen. Selvom han for nu blev siddende ganske rolig, var hver en muskel og hver en sene i hans krop spændt til bristepunktet. Han var i forvejen skræmmende tæt på, at springe på ham.. vride halsen om på ham.. flå hans hjerte ud af hans kolde og døde bryst!

Lyden af hjerteslag, drev Nathanael med det samme. Han lukkede øjnene, kun for et kort øjeblik. Det fik hans tænder til at løbe i vand. Ikke forstod han særlig meget af, hvad det ville siges, at være det væsen, som han nu var blevet, selvom det nu var meget lidt, som han egentlig kunne gøre ved det. De røde øjne fandt hurtigt sin vej til Lucian. "The only thing I want right now.. is your head on a plate, Lucian. I will get my revenge.." Næverne knyttede han så meget, at han borede sine negle ind i hans hud, da kvinden passerede ham.. Så fristende!
For alt i verden, forsøgte Nathanael ikke at kigge på hende.. Duften af blod.. Den måde han håndterede hende på. Kærligt og omsorgsfuldt.. Det var falskt.. Alt sammen falskt!
Glasset med blod, der blev placeret foran ham, fangede Nathanaels opmærksomhed. Ikke havde han nogensinde fået, hvad der var menneskeligt. Han foragtede det.. gjorde hvad han kunne, for at holde sin afstand til det. "I was protecting my pack. You were trespassing. Made your way into the caves and forest.." For nu lod han blodet stå. Han stirrede på det.. Så fristende! "Blood is your power.. and your strength.. Not mine," afviste han. Han rejste sig op igen og trak sig væk fra sofaen. Den duft, var mere end nok til at drive ham til vanvid! I Nathanaels øjne, var denne mand intet ringere end et monster.. Et monster, som han agtet at holde så langt fra sig, som overhovedet muligt.