Tatiana Vanessë Móreadhiel

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tatiana | Vanessë | Móreadhiel

Fulde navn: Tatiana Vanessë Móreadhiel - hvilket betyder; Det smukke mørke.
Alder: Ukendt – Ligner en i midten af 20erne.
Race: Mørkelver.
Job: Tidligere mørkelvisk leder, mørkelvisk elvisk kriger og torturmester.
Status: Ugift.
Loyalitet: Mørkelverne.

Våben: Tatiana er en erfaren våbenbruger, samt nærkæmper. Gennem livet er hendes krop blevet hærdet, så hun kan stå imod alle former for fysiske smerter. Hun har desuden lært, hvordan hun skal bevæge sig i nærkamp, og hvordan hun skal få ram på sin modstander bare ved hjælp af sine næver. Af våben har hun ikke kun et våben, som hun har mange, hvor de alle er elvisk fremstillet. Det første er et sværd, der ikke har den normale lodrette klinge. Hele sværdet er en meget svag bølge, men det mindsker på ingen måde dens effektivitet, som klingen er dødbringende og bringer hul på din hud, hvis du glider fingeren over den. På den øverste del af bladet er der graveret Valainá, der må betyde guddommelig. Selve skaftet er specialfremstillet til at hvile i hendes hånd, hvor det har en pæn lysebrun farve. Det andet våben hun har, er langbuen, der er ligeledes lysebrun, men med en kort overbelagt guldkant, hvor pilens front må hvile. Selve buestrengen er lavet, så den aldrig vil knække, men altid er fastspændt. Det tredje våben er en lille rød stav er rødt læder, der ikke just er dødbringende, men som kan bruges til at advare folk og give mildere straffe, som den stadig kan slå hårdt. Det fjerde våben er en pisk, skønt det er sjældent at man ser hende med den, da den ofte er ment til torturbrug. Den er aflang og sort, hvor den med lethed kan skabe flænger i en mands ryg. Som en af de ældste mørkelvere, har hun også et femte våben. Magien nemlig. Den kan være ganske behændig i krig, som hun kan suge livet ud af sin modstander, skønt det også må kræve hendes egen energi. Derudover har hun en viden, indenfor urter, som hun primært bruger til forgiftning eller andre smertelignende syndromer, men hun kan også heale, hvis det er for hende selv, eller en person hun holder kært.

Personlighed: Tatiana kan på ingen måde beskrives som den søde feminine kvinde. Hun stammer nemlig fra et samfund, hvor magt er alt, og at det at være kvinde betyder styrke. Fra barnsben har hun lært at kaste kærlighed til siden, på nær den hun må føle for søsterskabet i det mørkelviske samfund. Det har gjort hende til en barsk kvinde, hvor hun ofte bliver fremstillet som hård, skønt der er et hjerte at nå – Det er dog noget de færreste udefrakommende har oplevet. Hun er dog til at tale med, som hun sagtens kan tilslutte sig en samtale. Der skal blot en del til, før hun giver sig hen til den i forhold til andre, men hun kan sagtens tale om hverdagen og sine holdninger, samt more sig, når det endelig kommer til stykket. Når man står overfor hende, skal man dog vælge sine ord med omhu, da hun har et temperament der er en ilddæmon værdig. Hvis man siger noget, som hun finder stødende, har hun nemlig ingen problemer med at gribe til hårde ord, eller vold endda, som hun ikke frygter følgerne – medmindre hun kan se, at hun står over for en langt stærkere modstander. Det er også ufatteligt sjældent, at hun udviser folk empati, da hun har svært ved at følge dem, så det er de færreste gange, at det er hendes skulder man skal græde ud ved. Når man taler med hende, skal man også være parat til en frembrusende ærlighed, da hun ikke lægger skjul på sine holdninger i livet. Hvis hun anser en person for at være et kvaj, så skal man kunne bære sandheden, da hun ikke tøver med at fortælle det. Samtidig med det, så kan hun sagtens give folk komplimenter, da hun ej heller er komplet kynisk.
Tatiana er en viljestærk kvinde, der ved, hvad hun vil, og har intet problem med at gå efter det. Hun er også perfektionist, som hun aldrig gør en handling halvt, og når hun endelig givet sig i kast med noget, vil hun desuden være den bedste.
Når det kommer til Tatianas forhold til andre personer, forekommer det ofte mørkelvisk. Hun er ekstremt loyal overfor sin race – især dets kvinder – samt de mulige venskaber hun ellers skulle etablere sig ude i verdenen. For hende er det kvinderne der bærer autoritet, hvilket også må gøre hende til feminist, som hun helst vil se dem i toppen af samfundet, hvor de også må ligge i toppen af fødekæden for hendes vedkommende. Det gør også, at hun tænder på dem, som hun nyder deres ynde og styrke. Det er også primært det kvindelige køn, der får hendes mere bløde side at se, som hun lettere føler, at hun kan omgås dem. Mandlige autoriteter har hun det derimod svært med, hvor hun ej heller har lyst til at følge dem, da hun anser dem for at være det underdanige køn. Hun har dog ingen problemer med at skaffe nydelse fra dem, som hun godt kan lide at tage dem med til sin seng. Det er dog endnu ikke sket, at hun har mødt en mand, der har nok styrke og karisma til at sparke benene væk under hende.

Fortid: Tatiana kom til verdenen en kølig uvejrsnat i løbet af vinterhalvåret. Det siges, at hendes fødsel var tegn på noget større, som hun kom til verdenen en nat, hvor vinden ruskede så meget i træerne, at de var ved at vælte, og hvor floderne gik over deres bredder, mens lyn raserede himlen, og fik deres torden til at buldre på jorden. Noget stort blev det sagt, at hun ville blive, siden hendes fødsel kunne skabe uorden i naturen, og en betydningsfuld plads endte hun også med at få e det mørkelviske samfund.
Tatianas tilkomst kan ikke beskrives som normal, da hun på ingen måde blev født ind i den normale lykkelige familie. Hun er nemlig et planlagt afkom af en højtrangeret mørkelvisk kvinde, kaldet Tariel. Tariel var ingen varm kvinde, så da hun ønskede sig et afkom, fandt hun ikke faderen ved hjælp af kærlighed, men ved hjælp af styrke. Hun søgte den stærkeste af de mørkelviske mænd, og der fandt hun manden Morohtar, som hun tog med til sin seng. Ni måneder efter kom barnet, Tatiana, til verdenen, og det var en sand glæde for hende moder, som faderen ingen indflydelse havde, da han kun skulle bruges til skabelsen. Blandt kvinderne blev hun oplært, hvor hun hurtigt mærkede den kærlighed og styrke der var mellem kvinderne i hendes race, og allerede fra barnsben blev hun fortalt om, hvordan tingene skulle være i denne verden. Hun fik af vide, at de mørkelviske kvinder var hendes familie, og at mænd var skabt til at gøre det arbejde, de satte dem til. Det var dog ikke kun kærlighed hun blev mødt af blandt kvinderne, da hun allerede inden, hun overhovedet var kønsmoden, blev smidt i et fangehul. Der skreg hun, som hun var helt alene i mørket, og når hun skreg, kom der en mand ind for at tæve hende. Som dagene gik, og hendes krop var sønderbanket, stoppede hun langsomt med at skrige og græde, og som det skete, trådte hendes moder ind i hendes celle. Dagen var den samme dag, som hun nåede teenageårene, og hendes moder sagde, at hun var nødt til at være stærk, og at hun var nødt til at gøre noget for hende, som en gave og som et tegn på hendes evige styrke, hvor kvinderne til gengæld ville elske hende derefter. Tatiana indvilgede, som hun ønskede at blive accepteret og glæde sin kære moder, og som hun istemte, blev hun ført ud til et koldt rum, hvor der stod nogle mørkelviske kvinder, og en mand i lænker. Der fik hun af vide, at det var hendes fader, hun stod overfor, og at hun var nødsaget til at tage hans liv, fordi han havde gjort samfundet uret, og for at hun forstod samfundets reglement. Tatiana stod i minutter og overvejede situationen, da manden trods alt var hendes fader, men samtidig ønskede hun brændende at være en del af kvinderne, og derfor endte hun med at tage kniven op, som de havde lagt frem til hende, hvor hun gennemborede sin faders hjerte med den. Kvinderne omfavnede hende og fortalte hende, hvor højt de elskede hende, og hvordan hun nu var en del af deres familie.
Årene gik og Tatiana blev trænet i våbenbrug og nærkamp, hvilket hun hurtigt viste utrolige talenter for, og det varede derfor ikke længe, før hun blev sendt i krig. Hun fik lov til at ride i fronten sammen med sin kære moder, som de drog i krig mod lysets væsner. Et adrenalinkick af en kamp var det for hende, som hun nød at stå i kampens hede og høre klinger blive krydset, mens skrig af de sårede lød. Mange liv formåede hun også at tage, hvor hun helt syntes at nære sig på dem. Hvor mange timer eller dage kampen varede, anede hun ikke, men til sidst hørte hun sit folks sejrsråb, samt deres horn lyde, som et tegn på at slaget var ovre. De havde sejret. I sin egen ekstatiske glæde, søgte hun efter sin moder, som hun ønskede at dele sejren med hende, men ingen steder var hun at finde. Panikken spredte sig, som hun ikke kunne finde hende blandt sit festende folkefærd, så i en time måtte hun søge på slagmarken, før hun fandt hende liggende med et sværd igennem sig. Ulykkelig var hun, hvor hun forsøgte at bruge sine egne healende teknikker på hende, samt bringe hende til lægeteltet, men intet var der at gøre, og hun måtte sande, at hendes moder var tabt.
Tabet af sin moder gjorde ikke, at Tatiana droppede kampens hede, som hun fortsatte livet i spidsen som kriger, hvor hun også valgte at tage skridtet videre, som hun samtidig blev indsat som torturmester. Mange krige kom hun til at befinde sig i, hvor det både blev til sejre og tab gennem tiden. Under en af kampene mod det skovelviske folk, endte hun med at stå overfor deres hærfører, Draq, med hjælp fra de andre kvinder, formåede hun at tage ham til fange. Som en sejr føltes det for hende, da de havde formået at tage fjendens hærfører som sit gidsel, hvilket måtte være lidt af en stolthed for dem. Da kampen var overstået, slæbte hun ham med hjem til deres samfund, hvor hun allerede efter en dag begyndte at udspørge ham. Mildt var det ikke, som hun brugte alverdens torturredskaber på ham, men lige meget, hvad hun gjorde, syntes han ikke at bryde sammen til hendes store irritation. Da hun en dag kom for at fortsætte hans lidelser, blev hun mødt af en særdeles forstyrrende nyhed af fangevogteren, som hendes gidsel havde formået at flygte. Arrig blev hun, hvor hun endte med at tage fangevogterens liv, men hærføreren fandt hun aldrig, så oplysningerne om det skovelviske folk fik hun aldrig.
Tiden gik, og som i ethvert andet samfund, begyndte det ligeså stille at blive tid til magtskifte. Skønt samfundet blandt mørkelverne kørte på skinner, forsvandt lederen en nat, hvor det rygtedes, at hun var gået bort, hvilket først satte gang i tumulten! Kvinder begyndte på kryds og tværs at køre intriger, hvor det ikke var underligt, hvis der kom et dødsfald lige pludselig. Mange af de mørkelviske kvinder ønskede en bid af æblet, som de hver og en måtte mene, at de var den rette til positionen, og Tatiana var selvfølgelig en af dem. Som hun altid havde set sig som en stærk kvinde, kunne hun sagtens se sig i spidsen for sit folk, som hun altid havde holdt sit folkefærd så kært til sit hjerte. Derfor begyndte hun også at indgå i dialoger om det, samt lade sin styrke komme til udtryk når den var behøvet. Det er dog endnu ikke en stilling hun har, men som hun endnu stræber efter, som lederen endnu ikke er blevet fundet, skønt der er gået en måned med det.

Minder:
ζ Skolingen om det at være kvinde blandt mørkelverne.
ζ Tiden alene i fangehullet, kun med besøg af tortur fra forskellige mænd.
ζ Moderens tilbagevenden, der førte til mordet på hendes fader og accepten blandt kvinderne.
ζ Træningen for at blive en erfaren kriger.
ζ Den første kamp, der også måtte blive hendes første sejr, men samtidig tabet af sin moder.
ζ Ansættelsen som torturmester, ved siden af erhvervet som kriger.
ζ Tilfangetagelsen af hærføreren, der senere måtte stikke af for at blive hendes eneste mislykkedes projekt.
ζ Kampen om lederpositionen.

ζ Da hun var ude på en ekspedition og blev overmandet af en flok skovelvere. Denne flok skar hendes hår af, bankede hende, og leverede hende til det procianske kongehus (dette har betydet 3 års tortur og afhøringer).

Styrker:
ζ Loyal.
ζ Viljestærk.
ζ Strategisk.
ζ Våbenbrug & nærkampsteknik.
ζ Søsterskab til kvinder – især mørkelverne.

Svagheder:
ζ Problem med mandlige autoriteter.
ζ Ekstremt ærlig.
ζ Stolt over sig selv og sin race.
ζ Temperamentsfuld.
ζ De mørkelviske kvinder der er hendes familie.

Kendetegn:
ζ De elviske øre, de gennemtrængende blå øjne og den smalle fyldige mund.
ζ Hun ses som regel kun i en mørkerød buksedragt, der er fremstillet af solidt læder. Om halsen og om skulderen har den et tykkere og mørkere lag læder, der kan tages af for at give et mere afslappet udseende. Om livet er der næsten et corsage af stropper, der strammer hendes talje ind, og som leder ned til taljen, hvor et læderbælte sidder til. Ned af det venstre lår er der desuden adskillige stropper, så man kan hænge diverse våben i dem.

Tilholdssted: Dvasias.

Andet?
ζ Tatiana ejer en kulsort hoppe ved navn Rhavaniel – hvilket betyder; Den vilde.
ζ Tatiana er biseksuel.
ζ Tatiana havde engang en lang stramsiddende fletning der gik hende helt ned til livet. Denne er blevet skåret af af skovelverne der fandt hende, så hun nu kun har skulderlangt blond hår.

Signatur: Tabrett Bethell.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Godkendt!