Welcome home my dear mother..

[Irina Lucille Marvalo]

De fleste kvinder ville væmmes ved tanken om at deres søn ej kunne holde øjnene på det rette sted, men Irina elskede at han ligeså viste sig ligeså let påvirkelig som alle andre mænd. Hans far særligt. Æblet faldt ikke langt fra stammen så at sige. Hånden førte hun til sin markerede kraveben og log et par fingre stryge over en kæde der prydede hendes hals. "Naturligvis, du gør jo ikke andet," svarede hun som var det åbenlyst. Den mand kunne altid finde noget at brokke sig over, det var frygtelig trættende.
Den næsten elegante måde han stod på, virkede så ulig ham at Irina ikke kunne lade være med at rynke lidt på panden af ham. "Intet har ændret sig min kære, altid har jeg haft et øje på dig," indrømmede hun blankt. Det kunne næppe forundre ham at hun havde holdt vågent øje med ham, desværre ikke nok til at forhindre ham i sine dumme beslutninger gennem årene.

Trods hans vrede, kvitterede Irina blot med at lægge hovedet lidt på skrå og så på ham med et yderst neutralt blik. "Jeg kunne ikke være mere ligeglad, Kimeya. Mor til dine børn eller ej, det var en kæmpe fejltagelse og hvis ikke du ser det, så er du længere ude end ventet," sagde hun hårdt. Der var ingen medlidenhed eller nogen undskyldning at finde hos hende.
I stedet listede et tilfredst smil sig hen over hendes læber. "Glimrende. Jeg ser frem til det. Frem til da.. har jeg et arbejde at passe," annoncerede hun og lagde en hånd på hans overarm for at strække sig og plantede et kys på hans kind, fuld af den falskhed som hun brændte inde med. Uden ord klappede hun ham bare blidt på armen og strøg hen mod døren, så kjolen dansede efter hende til hun forsvandt ud af døren.

//Out

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste godt, at han i denne situation, ville være tvunget til at handle, som Irina gerne ville have det, og det var det, som et sted også måtte irritere ham mere end hvad godt var i den anden ende. Han vendte derfor blikket mod hende.. Forsøgte denne gang, at holde det på hendes ansigt, selvom det ikke var nemt, med den udsprudlende barm, som hun var indehaver af. "Der tager du fejl." fastholdt han denne gang. Han spændte svagt i kroppen Hvor var han dog fristet til at skulle hamre til hende!
Hun havde holdt øje med ham.. Selvfølgelig havde hun da holdt øje med ham. Det var i hvert fald ikke noget, som kom bag på nogen som helst. Han stirrede denne gang direkte på hende. "Det er jeg derimod slet ikke overrasket over," sagde han denne gang. Han blev betydeligt mere sammenbidt, end hvad han havde været hidtil.

Sådan som hun berørte sit kraveben og lagde hovedet på sned, skulle man næsten tro, at hun var ude på noget, og den tanke kunne han slet ikke lide! Hun var hans mor for pokker! Han vendte kort blikket den anden vej, endnu en gang i et forsøg på at sunde sig lidt, for det var uden tvivl ved at være en nødvendighed. "Men ikke desto mindre, så er hun mor til mine børn, og det er der ingen i den her verden, som kan tage fra hende," sagde han selv en kende hårdt. Ja, han skulle nok gøre sit, men han ville ikke gøre det for at stille hende tilfreds.. Men derimod også for sin egen skyld.
Kysset som hun skænkede ham, tog han blot imod, selvom han vidste, at hun gjorde det.. Kun for at gøre det. "Fint," sagde han denne gang, hvor han alligevel tog sig selv i at se efter hende. Han rystede kort på hovedet og søgte modsat vej. Han havde brug for luft nu.

//Out