Welcome home my dear mother..

[Kimeya Marvalo]

Irina Lucille Marvalo

---

Det var en tidlig morgen. Selv på trods af det, var det endnu meget mørkt udenfor. Kimeya var oppe, som han altid plejede at være. Denne morgen, havde han dog ladet Soraya sove, mest fordi at han ikke ville høre mere på sin moder hvad angik hans valg af 'legetøj til soveværelset', som hun så pænt kunne beskrive det engang imellem.
Morgenmaden var blevet serveret. Tjenestefolkene var der i forvejen ikke mange af, da Kimeya godt kunne lide at ordne tingene på egen hånd. Det var mere for Sorayas skyld, at de var der, mere end hvad det havde været for hans egen. Og nu også hans moder selvfølgelig, som elskede at prale med sin velstand og gode ry og rygte. Det var jo til at få kvalme af!

Kimeya stirrede direkte ud i den store spisesal, hvor han sad alene. Der var dækket op til to, så de andre, kunne deltage, om de lystede det. Kimeya selv, ønskede blot at få måltidet overstået, før hans moder ville melde sin ankomst. Særligt fordi, at han ikke havde nogen anelse om, hvor længe han denne gang, rent faktisk ville hænge på hende.
Brødet fik han til munden, hvor han denne gang tog en bid. Han frygtede vel, at hans fader også snart ville dukke op, siden hun var her, og terroriserede det hele? Hvor var det dog direkte irriterende! Kunne hun da ikke bare terrorisere hans kære broder i stedet for! Han rystede kort på hovedet, inden han satte sig tilbage i den gode stol. I dagens anledning var han i sort. Den sorte skjorte sad tæt ind til hans krop, og det samme med bukserne. Dragten havde han jo trods alt smidt for længst, til fordel for et liv med en egen holdning og en egen mening.. Og denne gang havde han en mor til at terrorisere det, og ødelægge det hele? Hvor var han dog bare heldig!

[Irina Lucille Marvalo]

Kære morgengry. Den værste tid på hele døgnet. Snart stod den blege sol op og skar i øjne, afslørede hemmeligheder, Irina hadede det! Dog var hun alligevel vågnet før denne sol havde taget sin plads. Værelset var atter blevet indrettet næsten som hun ønskede det. I aften ville hun se lidt nærmere på markedet for at undersøge om hun kunne bringe lidt mere stil tilbage til stedet her.
Som hver morgen når hun forlod sit kammer, lignede hun en gudinde. Hendes lange, mørke lokker var bundet op i en elegant knold der fremhævede hendes stærke kindben, og hun var klædt i en smuk, yderst stilfuld kjole, der afslørede hendes slanke talje med et korset og derved også pressede den fyldige barm op så det nærmest var uundgåeligt at se den. Kort havde hun kigget forbi Kimeyas soveværelse og konstateret at han var stået op, desværre havde hun også konstateret at han blev ved med at være en skamplet på denne familie.

Hendes langesomme, elegante skridt førte hende til spisesalen. Det glatte stof skjulte hendes skridt, så det nærmest lignede at hun svævede hen over gulvet, ligeså lydløs som hun var. Hendes mørke blik gled på de ti tallerkener. Den ene til Kimeya og hun tvivlede på at den anden var til hende. "Jeg håber ikke du havde regnet med at lade din lille horetøs sidde med ved bordet," kommenterede hun og gik hen til stolen for at sætte sig ned. Hun lagde en serviet i skødet og lod et par tjenestefolk servere lidt brød og æg for hende, dertil hjemmelavet syltetøj. "Vidunderligt," mumlede hun for sig selv. "Jeg går ud fra du har sovet henrivende i hendes skød. Du er virkelig din fars søn, jeg havde ellers håbet på at kunne præge sig selv," hun tog en bid brød og snakkede som var det, det mest normale samtaleemne.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, inden Irina ville vågne, og han havde derfor tænkt sig, at udnytte, mens han nu kunne. Han brød sig ikke om sin mor. Sandheden var vel, at han var bange for hende? Bange for den magt, som hun endnu kunne tage over ham? Han hadede det virkelig!
Grebet strammede sig om glasset med vand, som han førte til læberne, idet at dørene måtte gå op, og synet af hans moder måtte vise sig. Med andre ord, var freden denne gang forbi? Han kneb øjnene let sammen. Well.. Det handlede om at nyde det i den tid, at man nu kunne. Og selvfølgelig startede man dagen med hånende og nedladende kommentarer.
Køn som hun var.. Smuk som hun klædte sig. Uden tvivl en kvinde i sin bedste alder, som også måtte gå op i sin velstand, sit ry og sit rygte. Lige hvad det angik, så var der ikke den store forskel fra hammel tid.
"I øjeblikket ligger hun og sover, så nej, i øjeblikket kommer hun ikke til at sætte sig ve bordet, sammen med os," kommenterede han. Soraya var en kvinde, som han søgte til om aftenen.. Den som holdt ham med selskab, og som kunne være der for ham som omvendt, og det havde han det fint med. Særligt efter at han havde mistet Faith. Både på godt og ondt, kunne man sige.
Jo mere Irina sagde, jo mere vred følte han sig. Grebet strammede han kun mere og mere omkring sit glas. "Sæt dig ned og spis din mad, moder," sagde han denne gang, hvor han selv vendte blikket den anden vej. Hans appetit synes pludselig helt væk alligevel.

[Irina Lucille Marvalo]

Tiderne ændrede sig og det var kun på tide. I alt for lang tid havde Kimeya haft rig mulighed til at bringe skam over familien, hvilket skulle være slut nu. Fredeligt satte hun sig ved bordet, lidt skråt på stolen så kjolen kunne være der. Hun kunne se og mærke på at at han ønskede hende borte, desværre kunne hun ikke opfylde det ønske i nærmeste fremtid.
"Jeg kunne naturligvis ikke forvente andet af dig," hun nippede til brødet og lænede sig lidt tilbage. Måske hun var en aldrende kvinde og havde givet liv til et enkelt barn, men hendes krop var så godt som fejlfri, hun havde et gammelt, erfarent sind men en krop som en jomfrues. "Det er nye tider, kære søn," hun fangede hans blik og gennemborede det med sit eget. "En varyl? Og jeg som troede du nåede bunden med den pokkers dæmon. Mærk dig mine ord, Kimeya, den kvinde forlader Marvalo Mansion inden solopgang, ellers forlader hun det aldrig," advarede hun og så ned mens hun smurte sit brød. Kimeya kunne ikke stoppe hende.. hun var en stærk kvinde, enten forsvandt den ynkelige tøs eller også mødte hun sin død her. "Hvis du endelig vil ligne din far så meget, så vil jeg fra nu af kun finde warlocker i sin seng, er det forstået?" spurgte hun med en tone der gjorde alt andet end at indbyde til debat.
Ingen skulle give hende ordre! Hun skævede mod hans glas og fik det til at splintres i hans hånd. "Prøv ikke at give mig ordre," advarede hun og lagde lidt upåvirket et slankt ben over det andet.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste, at han havde svigtet sin moder og mere end en gang. Ikke at det var noget som gavnede hans situation lige nu. Skuffelsen kunne han læse i hendes blik, som havde hun været en åben bog. Lige den del, var alt for tydelig at se og spotte i hende. Han hadede det. Han hadede det virklig!
"Endnu en forventning jeg ikke har kunne imødekomme? Hvor tilfældigt." Han sad mere og mere stift på sin plads, og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Hans appetit var i forvejen væk, sådan som hun snakket om hans udkårne. Ja, hun var ung.. hun var smuk.. En varyl, men lige hvad det angik, var han ikke kræsen. Hun var god af sig, og hun tog sig af ham.. Viste ham den omsorg, som hun ikke havde udvist ham.
Denne gang, var det Kimeya som måtte se rødt. "Du forventer at jeg vil kaste hende ud af mit eget hjem, fordi du ønsker det?" Han hamrede denne gang glasset let ned i bordet ved siden af sig. En form for protest. Han ønskede det jo for pokker ikke! Han ville ikke hue efter hende og hans faders tilfredsstillelse! Det var slut nu!
Kimeya satte sig langsomt tilbage. Han var bange for sin kære moder.. Han hadede det, men han var oprigtigt bange for hende. "Hvad ønsker ud af mig, moder? Hvad forventer du af mig og dit ophold her? Udover at ødelægge mere af mit liv, end hvad du formået, da jeg var yngre?" spurgte han denne gang. Hans blik søgte hendes skikkelse.. Mere fast og mere hårdt end tidligere. Han bed tænderne sammen, så det trådte frem i hans kindben. Han foragtede hendes tilstedeværelse.

[Irina Lucille Marvalo]

Kimeya kunne se de ting som Irina ville have ham til at se. Dermed kunne han tydeligt se skuffelsen og foragten, der nok mere kom sig af at hun ganske simpelt, slet ikke vidste hvordan man elskede. Hun havde vist den største kærlighed i at tage sig af to børn som ikke var hendes, i hendes øjne, for det skyldte han hende mere end blot hans liv, for hun havde været så fristet til at kaste dem begge i søen!
"Ja det er uhyggeligt som listen vokser, ikke sandt?" medgav hun upåvirket og sorterede lidt nænsomt i tingene på hendes tallerken. Perfektion havde ødelagt hendes sind i den forstand at intet kaos måtte herske. Kaos gjorde hende vred.
Langsomt drejede hun hovedet en smule og forblev tavs i unødvendige sekunder, før hun slog hårdt ned i bordet. "Vov at tale sådan til mig igen Kimeya, og det vil få enorme konsekvenser," advarede hun og vidste at han var kendt med præcist hvad hun mente. En kende agressivt tørrede hun hænderne i sin serviet og smed den på bordet. "Det er præcis hvad jeg forventer. Både fordi jeg ønsker det, og fordi du er mere værd end en sølle varyl! Du er en Marvalo, så begynd at opfør dig som en!" sagde hun hårdt. I sandhed forsøgte hun jo at gøre hvad der var bedst for ham.. og for sig selv naturligvis, men hun ønskede kun at styrke ham. "Åh, du har altid været sådan en klynkemarie," hun himlede med øjnene og rejste sig for at gå ham i møde. En kende flabet skubbede hun hans mad væk, og satte sig på bordet. "Ødelægge dit liv? Da jeg forlod dig sidste gang var du leder af warlokerne, gift med en smuk og stærk kvinde der fødte dig et barn. Din magiske kunnen overgik selv troldmænd og hekse der var ældre end dig, og hvad nu Kimeya? Væltet af pinden af en kvinde? Været en sølle slave og nu en varyl i din seng? Tro det eller ej jeg er her ikke for at ødelægge dit liv, men for at vise dig vejen til storhed igen... med mindre du ganske simpelt er blevet.. blød," hun så på ham med et indgående blik. Det sidste ord var udtalt med udpræget hån og afsky. Var det virkelig hvad han var blevet? Blød?

[Kimeya Marvalo]

Skuffelsen var Kimeya ikke i tvivl om. Den stod nærmest skrevet i panden på hende, og så var tingene jo som de plejede at være. Han var træt af, at kæmpe for en anerkendelse, som han vidste, at han ikke kunne få af hende. Uanset hvad han gjorde, så kunne han bare ikke gøre det godt nok, og selvfølgelig kunne det også godt mærkes! "Jeg tvivler på, at du kan gøre den meget længere," sagde han blot. Der var jo ikke det, som han gjorde rigtigt, da han jo gjorde alt forkert i hendes øjne!
Kimeya knyttede næven kraftigt. Hun truede ham igen? Han vidste at hun mente det, og at det var konsekvenser, som han helst ikke ville mærke sig af. Han sænkede hovedet. Hvor var det dog frustrerende, at det var på denne her måde! "Jeg er en Marvalo.. Jeg er indehaver af huset her, moder.. Jeg forsøger kun at imødekomme dine krav og forventninger til os og vores familienavn.." Han havde ganske vidst valgt en varyl.. Men for pokker.. Han havde ikke haft en warlock til hustru, siden han mistede sin kone for flere år siden! Og sin datter efterfølgende! Hendes anerkendelse havde han jo heller ikke fået siden!

Da maden blev flyttet, og hun tog pladsen på bordet, måtte det sætte en tydelig og voldsom sitren i hans egen krop. Han hadede det. Han hadede virkelig, at hun tog den magt og kontrol over ham, ved sin blotte tilværelse? Blød? "Jeg er ikke blød..!" Denne gang rejste han sig, så han ragede hende over hovedet. Hans blik hvilede fast på hendes skikkelse. "Tiderne skifter moder. Jeg mistede min hustru i barselssengen, og måtte opdrage en datter alene.. Jeg kan finde ud af mit liv på egen hånd. Jeg behøver ikke min moder til at holde mig i hånden..!" afviste han med en kortfattet stemme. Han ville ikke. Han var en voksen mand!

[Irina Lucille Marvalo]

Irina havde sine grunde til fortsat at presse ham. Det var somme tider svært for hende at vide hvornår for meget var for meget, for hendes egne grænser var for mange år siden blevet hvisket ud i sandet. Dog ønskede hun det bedste for ham og sig selv. "Så måske du burde begynde at komme igennem listen," påpegede hun uden nogen medfølelse. Han havde alle muligheder for at gøre noget ved det trods alt.
Naturligvis truede hun ham igen og det påvirkede hende slet ikke. Kun for korte, ligegyldige sekunder så un på ham, før hun begyndte at studere noget mere interessant, som hendes negle eller mørket der langsomt lysnede på den anden side af vinduet.
"Udmærket så burde vi jo ikke have et problem," konstaterede hun og sendte ham et lidt bestemt blik. Hvis han virkelig ville det bedste for deres slægt, smed han den uværdige varyl ud og skabte et ordentligt liv for sig selv, som kunne bringe dem begge stolthed. Idet han rejste sig hævedes hendes blik i takt med hans skikkelse, så hun nu sad på bordet og så op på ham. Han var blevet en stor, flot mand måtte hun indrømme, men det var underligt at han var så meget højere end hun selv. "Virkelig? For det eneste jeg har hørt til nu er klynken over din elendige tilværelse," svarede hun med flabet liggyldighed. Faktisk havde han jo ikke gjort andet end at understrege hvor urimelig hun var. "I det mindste var hun stærk," hun rejste sig og greb ud efter hans skjorte for at trække ham ned mod sig. "Lad mig sige det sådan her.. Du har intet af værdi ud over stedet her.. ingen titel, ingen status, ingen værdi kvinde, ingen børn med nogen gavn.. ret op på det eller giv slip på de navn ligesåvel," vrissede hun spidst.

[Kimeya Marvalo]

Hvem foruden hans kære moder, kunne presse ham? Det var der ingen so kunne! Hans blik hvilede fast på hendes skikkelse. Tanken alene, var noget som gjorde ham vred og forarget! "Det er en kamp, som jeg har opgivet for mange år siden," sagde han denne gang. Et sted var det et nederlag.. Uanset hvor meget han forsøgte, så kunne han jo bare ikke imødekomme de krav og de forventninger, som hun havde til ham.
Her stod han nu overfor hende. Han stirrede ned på hende.. kavalergang.. Nej! Han kunne ikke gøre sig de tanker! Det var for pokker hans mor!
Hans tilstedeværelse var jo et helvede med hende omkring og tæt på sig! Han kunne virkelig ikke have, at have hende så tæt på, som det han havde lige i øjeblikket! Han kneb øjnene svagt sammen. Hun tog fat i ham og rev til. Han krummede nærmest sammen i ryggen, så han endte i hendes hovedhøjde. Hun ville gøre ham navnløs..? Arveløs? Tage det hele fra ham igen? "Jeg forsøger moder.. Jeg forsøger!" Hans afdøde hustru havde været stærk.. Kraftig. Ingen tvivl om det. Det havde også vist sig i hans datter til følge, men det havde dertil også kostet frygtelig dyrt.
Kimeya spændte i hver en muskel, hvor han denne gang også var kommet.. skræmmende tæt på den kalavergang. Nej..! Han kunne ikke og han burde slet ikke! "Slip mig.." Han knyttede næverne. Denne gang, var han virkelig fristet til at hamre ud efter hende.. Slå hende!

[Irina Lucille Marvalo]

Det var nemt at se hvordan hans blik dalede fra hendes til hendes kavalergang og den fyldige barm, som hun havde oplevet mange mænd før ham gøre. Egentlig brød hun sig ikke om at være et symbol på den slags, men det var ganske praktisk i mange henseeder og dybt akavet når det var hendes søn. Dog slap hun ham ikke, men holdt ham i øjenhøjde og forsøgte at fastholde hans blik.
"Og netop det at du har givet op siger det hele min dreng," hvislede hun lavt og trak ham lidt understregende hårdt ned til sig, inden hun i stedet slap dog uden at slippe hans blik. "Så forsøg hårdere," svarede hun bare og satte håndlfaderne på bordet bag sig for at finde lidt støtte. Det betød ligeså at den fyldige barm kun kæmpede sig endnu længere frem. Det var naturligvis bevidst, for ingen handling hun nogensinde havde gjort, havde været ude af kontrol eller uden for bevidsthed.
Kimeya havde altid haft lyst til at slå hende ihjel, det kunne ses i hans blik og hun var lieglad, for de vidste begge at han aldrig ville gøre sig forsøger. Han var afhængig af hende, præcis som hun ønskede. "Vær dit navn værdig Kimeya som du engang var og jeg vil igen føle stolthed indtil da..," hun sukkede og rystede blot på hovedet som om at det beskrev det hele. Alt skuffelse og alt vrede. Sandheden var at hun altid havde forventet meget af ham, som den eneste mand i denne familie havde han potentialet og han udnyttede den ikke.

[Kimeya Marvalo]

At stirre direkte ned i sin moders kavalergang, var slet ikke noget som Kimeya havde lyst til, men når han havde den nærmest helt oppe i ansigtet, så kunne han da heller ikke lade være! Hans blik faldt fast til hendes skikkelse denne gang. Han forsøgte denne gang. Han forsøgte virkelig at fastholde blikket til hendes ansigt i stedet for. Han burde slet ikke gøre sig de tanker om hende!
"Uanset hvad jeg har gjort, så har det jo aldrig været godt nok.. Har det?" spurgte han kort for hovedet. Øjnene lukkede han kun for et kort øjeblik. Han måtte samle sig, hvor han igen rettede sig en smule op igen. Han var endnu det højere, og han agtet at holde det på den måde! Han fnøs svagt, og vendte kort blikket den anden vej. Så slap han da for hendes fjæs.. Og den fantastiske kavalergang.. Nej!

Kimeya havde kun lyst til at slå hende ihjel, og det havde han haft lyst til siden han ikke havde været særlig gammel. Han var afhængig af hende.. På mere end en måde, og det at han var det, var det, som han hadede mest. Hun rystede på hovedet.. Endnu en skuffelse. Det var vel også det eneste, som hun egentlig følte for ham? "Så endnu en gang en kæmpe omgang skuffelse?" Et kort smil passerede hans læber, hvorefter han vendte sig mod hende. "Og hvor vil du helt konkret ønske at jeg skulle starte?" Han holdt blikket mod hendes ansigt. Selvom det på ingen måder, var nemt for ham. Langt fra. Den kavalergang sprang ham direkte i øjnene!

[Irina Lucille Marvalo]

Enhver mand faldt for det åbenlyse. Den kavalergang havde givet hende et nogenlunde værdigt liv. Lykkelig.. nej alt andet faktisk, men hun havde velstand og respekt, hvilket var vejen til et liv i hendes øjne. "Køre søn.. mine øjne er her," hun lagde en simpel pegefinger under hans hage og løftede den så han igen mødte hans blik. Dog lagde hun ej skjul på sin morskab og ligefremme triumf over at han var ligesom enhver anden mand, hvilket gjorde ham mulig at kontrollere.
"Jovist. Det var ganske tilfredsstillende da du indtog din plads som leder.. og da du fandt din hustru, desværre formåede du at gøre glæden ganske kort," berettede hun med et lidt opgivende suk. Kimeya havde ene og alene sig selv at takke for det liv han nu havde et ganske uværdigt et.

De vidste begge at han aldrig ville vove at slå hende ihjel trods han nok fantaserede om det mange timer i døgnet. "Lad os bare sige det sådan," svarede hun oprigtigt. Hun gav ham et blidt puf så hun kunne rette sig op igen og satte en hånd på sin runde hofte. "Du kan jo starte med at smide det sølle pigebarn ud af din seng," gentog hun lidt ligegyldigt. "Jeg vil forsøge at hive i nogle tråde for dig, men du er nødt til at arbejde sammen med mig," pointerede hun lidt strengt. Ellers kunne det jo være ligegyldigt.

[Kimeya Marvalo]

Irina havde allerede bidt sig fast i, at han ikke kiggede i hendes øjne, men derimod lidt længere sydpå, generede ham uden tvivl. Han himlede med øjnene og trak hovedet til sig, selv efter hun havde lagt hånden under hans hage. Det var jo ikke meningen, at det skulle være så tydelig!
Hans afdøde hustru, var slet ikke en kvinde, som han tænkte på mere. Man kunne vel godt sige, at hans fokus igennem de sidste alt for mange år, havde ligget helt andre steder? "Med andre ord, så har jeg skuffet dig. Jeg mistede titlen.. Hun døde i barselssengen.. Og der har været meget andet.. Du ved ikke hvad mit liv har været præget af, moder," sagde han denne gang. Faith var måske ikke det bedste for ham, og hårdt som det end var, så måtte han jo indrømme det. Det ændrede dog bare ikke på, at han var glad for de børn som han havde. Han elskede dem jo, selvom han ikke havde været den bedste far i den forbindelse.

Kimeya rettede sig op. Hun gjorde det bestemt ikke bedre for ham. Det irriterede ham uden tvivl! Han lod armene søge afvisende over kors. Hans moder havde selvfølgelig utrolig mange tanker, mål og forventninger til ham. Skulle han opnå dem? Skulle han forsøge? "Du vil trække i tråde for mig? Hvorfor mor? Jeg vil gerne håndtere mit liv på egen hånd," forsøgte han endnu en gang. Han skulle jo forsøge, også selvom det ikke var særlig nemt. Ikke når den kvinde var i nærheden af ham! Og at smide Soraya ud.. Han havde ikke lyst, selvom han vidste, at det nok var en nødvendighed.

[Irina Lucille Marvalo]

Kimeya var direkte dum hvis han troede at hun ikke bed sig fast i den lille udflugt, hans blik tog. Hun fjernede hånden trods hans kamp for at fastholde hendes mørke blik med sit eget. Ret åbenlyst himlede hun med øjnene. "Brok, brok, brok er alt hvad jeg høre," hun gik lidt frustreret frem og tilbage og viftede lidt affærdigende med hånden. Hvornår forstod han at det var hans eget ansvar? "Troede du virkelig at jeg blot forlod dig og overlod min søn i skæbnens hænder?" det var et retorisk spørgsmål som Irina end ikke lod ham besvare. I stedet stoppede hun op og så på ham med et så intenst blik at det nærmest gik lige igennem ham. "Jeg har skam holdt øje med dig hele vejen igennem Kimeya, jeg kender til dine udskejelser og forfærdelige forhold med den dæmon. Intet af det der er sket, undskylder at du er faldet så langt ned i fødekæden, så ikke mere brok!" sagde hun bestemt.
Han kunne elske sine børn så tosset han ville, så lang tid det ikke forhindrede ham i at ophøje sin levestandard igen, sket var jo sket og kunne desværre ikke ændres, selvom det i sandhed ville være fristende.

Irina var alt andet end overbevist over hans ord og hun skjulte det ikke. Dog så skulle han selvfølgelig have en chance for at bevise sit værd. "Meget vel. Du har en måned. Når den er gået vil jeg se resultater og har du ikke disse, så er jeg jo nødt til at tilbyde min hjælp. Indtil da vil jeg bo her, din far har som sagt bedt mig om at holde et kig på bordellet," hun rystede lidt på hovedet. Fantastisk at skulle håndtere alle Lionelles horepiger, særdeles fantastisk!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya forsøgte for alt i verden, at bevare fokus på sin moders blik, for han ville jo helst ikke kigge i hendes kavalergang. For pokker, det var jo så forkert, som det overhovedet kunne være! Brok? Var det virkelig det eneste, som hun forbandt med ham? "Jeg elsker, at det er, hvad du forbinder mig med," sagde han denne gang.
Kimeya rettede sig op, hvor han denne gang foldede hænderne over ryggen. Han stod langt mere anspændt, end hvad han naturligt ville gøre, men var det underligt? Han vendte blikket mod hende denne gang, inden han trak sig et enkelt skridt. Hun var en hård nød at knække, og det vidste han godt. "Det har du gjort i skræmmende mange år, så hvad skulle være anderledes fra denne gang?" spurgte han så. Han vendte denne gang blikket væk. Så var det også nemmere for ham, at koncentrere sig, for dette, krævede da godt nok også fuld fokus.

Jo mere hun lukkede ud af sin store kæft, jo mere vred, måtte Kimeya blive, og det alene, kunne han heller ikke lægge skjul på. Han vendte denne gang blikket direkte mod hende endnu en gang. Faith var en kvinde, som han havde skabt historie med, på mere end et tidspunkt! "Muligt, men af den grund, er hun moder til mine børn." fastholdt han.
Kimeya trak sig en anelse væk, bare for at skabe lidt afstand. Han brød sig faktisk ikke om, at have hende så tæt på, som det han havde lige nu. Hun var skræmmende og intimiderende. Det var uhyggeligt.
En måned..? Han rystede kort på hovedet. Hvor var hun dog irriterende! "Det er jo dejligt, at have sin moder til at holde regnskab. Jeg skal nok vise dig, at jeg er en mand værdig af mit navn," vrissede han sammenbidt. Stolthed gik han jo op i. Han var en stolt Marvalo, og det skulle han nok også vise hende!