Let's make an alliance.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

@decant

---

Det var endnu mørkt udenfor, og selv Acheron Landssted henlå i en fuldkommen tavshed og mørke. Husets beborere var gået til køjs, hvor selv Malishas mand havde gjort det samme.  Derfor var hun også den eneste, som var oppe i det store herskabshus. Her havde hun taget plads i den store pejsestue. Afventende.. Hun forventede at Decant ville kigge forbi, da hun også havde noget at snakke med ham om. De var blevet enige om at tage den mere privat, og siden det var hende så privat en sag, ville hun tage den med ham i hendes private rum.
Pejsestuen rummede alt af store sofaer og stole, til den store pejs og de store mørke møbler med gamle bøger, som folk ikke havde rørt ved, i det som efterhånden måtte være utrolig mange år. 

Pelsen gnistrede, og flammerne var en fantastisk smuk dans, som var mere end nok til selv at gøre den hårdeste mand træt og døsig. Varmen var dejlig og behagelig, efter man var kommet ind udefra, hvor det ovenikøbet så ud til at blæse en smule op. Det så ud som de ville gå en storm i møde. 
Stearinlys havde Malisha fået tændt, som hun sad og kiggede på, mens hun selv denne gang, var den som satte sig afventende tilbage i en af de store lænestole, som stod ikke langt fra pejsen. Selv den sorte kjole, som hun havde på, der sad tæt ind til hendes krop, lyste nærmest op af flammernes klare og smukke lys. Selv dette varnoget som gjorde hende rolig.. Meget rolig endda, og for hende, var det faktisk også meget rart. Neglene lod hun rive over stoffet på lænestolen, hvor hun vendte blikket i retningen af vinduerne, som var vendt ud mod den store plads. Før eller siden ville han vel komme? Og med den fortid og historie, som han kunne lægge bag sig, kunne hun ikke komme sig over, at hun rent faktisk havde mødt Decant Crow! Med forhåbentlig en alliance i vente, så måtte han da snart komme! Dette var slet ikke noget som hendes tålmodighed holdt til!

[Deleted]

I den stadig voksende blæst og regn, lød der en melankolsk og rolig melodi. En fløjten fra et par læber gemt en smule under hætten af en tyk kappe. En melodi mange igennem tiderne havde hørt i vildnisset og skovene, for derefter at få et glimt af Decant Crow... Decant kendte ikke ordene, eller hvor han havde hørt den melodi, men den sad ofte på hovedet. Og dets dystre melodi passede nu også fint til den milde plasken af hove der ramte mudderet på vejen, samt dråberne der faldt omkring ham. Decant, siddende på en hest, nærmede sig langsomt landstedet. Hverken ham selv, eller hesten, var synderligt rørt af den tiltagende storm. Som han trak i tøjlerne, vendte hesten kursen op ad den korte vej der førte til landstedets store mur, og dertilhørende port. Idet han nærmede sig porten, spurgte en vagt til hvem han var, og i det samme stoppede melodien fra hans læber. Han trak i tøjlerne så hesten stoppede op, og trak hætten bagover. Det hvide hår faldt på sin plads, og de let glødende øjne blev vendt imod vagten. "Jeg er ventet.." Lød det blot roligt fra Decant. Og efter nogle få øjeblikke af overraskede blikke imellem vagterne, blev porten hurtigt åbnet.

Decant smilte en smule tilfreds, og fortsatte blot sin melodi, såvel som sin lille rejse op ad grusstien der førte mod pladsen, og landstedets bygninger. Han så sig lidt omkring på vejen derop. En stor have... denne nat, var det næsten smukt. Øde og køligt, næsten. Som han nåede pladsen, blev han mødt af hvad der måtte være en marskal eller øverste tjener af en art. Og hvad der sikkert var en stalddreng. "Velkommen, Mr. Crow. Hun venter Dem." Decant næsten rynkede sin næse ved den kvalmende lyd af falske høfligheder. Han havde hverken tid eller tålmodighed til den slags. Han hoppede ned af hesten foran de to, og rakte automatisk tøjlerne til knægten. Decant derimod, ignorerede fuldstændig tjeneren der desperat var ude efter hans opmærksomhed. Og den hvidhårede mand fortsatte lige forbi tjeneren, med kursen mod døren. Decant vidste hvor hun var. Han kunne fornemme hende. Fornemme essensen af magi omkring hende. Decant selv, skjulte ikke længere sin race, som han havde gjort det i kroen tidligere den nat. Den mørke magi der flød i hans årer og ganske sjæl, var tydelig. Og enhver årvågen Warlock eller mægtig Magiker i miles omkreds, ville kunne fornemme ham. De nåede ikke engang at åbne den store dør for ham, inden han selv fik den skubbet op, og fortsatte op ad nogle trapper. Tjeneren fulgte han med hastige skridt. "J-jeg må protestere denne invasive adfærd, Mr. Crow!" ... "Måske De har lyst til et bad, eller blot et skift af klæder. Inden De mødes med Lady Archeron?" Næsten desperat efter at opretholde takt og orden, selv denne nat, fulgte tjeneren efter den tavse Decant, hele vejen til den lukkede dør, der ledte ind til pejsestuen hvori Malisha sad. Decant stoppede op. Den tykke kappe blev taget af, og smidt på gulvet ved siden af dørkarmen. Ligeledes hev han sine to sværd og skederne hvori de var, af sine skuldre, og stillede dem op ad muren. Tjeneren så sin chance for at være behjælpelig. "Lad mig tage dem for Dem." Og i det samme vendte Decant sig op og fangede tjeneren i et truende blik. "Du vil miste enhver finger du lægger på mine sværd." Den harske stemme med hvilken Decant havde ytret ordene, hang lidt i luften, og den høflige tjener var efterladt mundlam, blot nødsaget til at tage et enkelt skridt bagud. Decant trak aldrig sine sværd, med mindre en skulle lade livet. Aldrig for at træne, eller for blot at true.. Og han var da alligevel så 'høflig', ikke at mødes med Malisha bevæbnet til tænderne...

Decant trådte derefter ind i pejsestuen. I det samme en anelse imponeret af den ganske stemning i lokalet. Roligt, og næsten hemmelighedsfuldt. Han tog sig dog ikke megen tid til at se sig omkring, inden hans blik blev vendt mod den kvindelige skikkelse der sad i stolen. "Jeg undskylder min sene ankomst." Han smilte lidt hemmelighedsfuldt. "Jeg havde... forretninger.. at se til." Ikke ligefrem en undskyldning han mente. Men han ville da tilbyde blot en anelse høflighed. Dette var trods alt hendes hjem, om ikke andet. Og ikke længere blot en dyster kro. Men han hang dog ikke meget i høflighed eller etikette, og fortsatte blot ind i lokalet, med solide trin og til den svage raslen af ringbrynjerne, stålet, og de små remedier der klædte udstyret han bar. Indtil han stillede sig nogle meter fra pejsen, og betragtede hende indgående.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Blot med Decants tilstedeværelse i nærheden af Landsstedet, kunne Malisha fornemme ham. Dette resulterede i, at de blege læber, spillede ud i et tilfredst smil. Derfor blev hun denne gang stående, da hun naturligvis gik under den skarpe forventning om at tjenestefolket sikrede sig, at Decant kom hende i møde, nu hvor hun sad og ventede på ham. Hvornår han mon ville komme, vidste hun ikke, men hun gik så sandelig ud fra, at det var meget snart! I forvejen var hu nikke just kendt for at være den mest tålmodige kvinde, og det ville nok aldrig nogensinde ændre sig.
Endelig.. Døren ind til pejsestuen gik op, og fangede meget hurtigt hendes opmærksomhed. Langsomt vendte hun blikket mod hans skikkelse. Tjeneren kunne hun ane bag ham. Hvordan mon det var gået derude? "Forlad os," sagde hun med en kortfattet stemme. Tjeneren forsvandt derfor hurtigt igen.

Malisha gjorde denne gang tegn til at Decant kunne sætte sig ned. "Jeg er ikke en kvinde af den største tålmodighed, Decant. Men jeg er glad for, at du alligevel valgte at dukke op," sagde hun denne gang. Umiddelbart var hun fascineret af ham, og særligt fordi at han havde den fortid og forhistorie, som så mange havde snakket om, og var kendt med i forvejen, og det var det, som uden tvivl måtte fascinere hende mest!
Forretninger.. Hun kunne skam godt tænke sig til, hvad det var for slags forretninger. Hun havde dog ikke tænkt sig, at stille spørgsmål. Han var nemlig kommet, og for hende, så var det pointen. Hun lænede sig denne gang frem, hvor hun lod hænderne hvile mod hendes lår. Feminin havdeh un aldrig været. Slet ikke i den forstand. "Jeg håber, at vedkommende led en smertefuld død," endte hun denne gang. Hun sendte ham et kortfattet smil.
Malisha havde startet ud med at fortælle ham om en ganske særlig sag, som hun ønskede at få gjort noget ved, og nu hvor hun havde muligheden for at få denne uddybet, så havde hun uden tvivl også tænkt sig at gøre noget ved det. Døren var gledet i, og efterlod dem denne gang også helt alene igen. "Så kan vi fortsætte fra hvor vi slap.. Kan jeg byde på noget, før vi går igang?" spurgte hun denne gang med en rolig stemme. Her var det jo også en helt anden stemning og en helt anden ro, end hvad der havde været i Marvalo City på de mange kroer i nattelivet. Der skete i hvert fald mangt og meget ude, og her kunne de snakke i fred. Det var noget, som hun uden tvivl havde tænkt sig at udnytte. Særligt, hvis han kunne hjælpe hende med hendes lille problematik som indebar familien Diamaqima, som nu også havde indtaget pladsen som de ledende her i Dvasias. Det gjorde hende vred!

[Deleted]

//Wall-of-text incoming... sorry ^^//

Et måske endda lidt skummelt smil lå over Decants læber, og et tilfreds blik i øjnene, som han betragtede tjeneren gøre som han havde fået besked på, og efterlade de to alene. Han var faktisk i et ganske godt humør denne aften! Eller, så godt som det nu ellers kunne blive. Lederen af Warlocksne syntes opsat på at fortrolige ham planer og komplotter. Og han kunne se frem til en tid, kort eller ej, hvor han ikke behøvede at bruge mos-beklædte sten som hovedpuder. Måske ville han en dag finde sig et sted, hvor han ikke var omringet af personligheder han var nødt til at dræbe, for at holde sig helskindet? Og så, for ej at glemme, en ganske begivenhedsrig nat. Som uden tvivl ville blive mere interessant.
Decant var langt fra dum. Han kunne næsten se det i hendes øjne. Se de skjulte intentioner der hvilede deri. Næsten fornemme vibrationerne af ængstelighed i luften omkring hende. "Noget siger mig, uanset hvad du end skulle have planer om at gøre, at du vil være nødsaget til at være tålmodig.." Svarede han hende med en lille skæven imod hende. En kvindelig skikkelse iklædt mørke klæder, oplyst af pejsen og de små lys der var plantet omkring i lokalet. Han vidste dog selvfølgelig ikke hvad hun havde planer om at gøre. Men det var interessant! ... Og Decant kendte blikket af en i stand til at begå mord. Han tvivlede dog på at hun nogensinde havde fulgt et bytte i dagevis, ugevis. Tvivlede på at hun kendte til tilfredsstillelsen der fulgte efter en sådan lang jagt... Men hvem var han at tro sådanne ting?

Han kastede tankerne lidt væk og smilte en anelse diskret ved hendes ord. "Ak ja." ... "Gengældelse er den sande hævn, og eneste retfærdighed i denne verden." Kommenterede han blot, en anelse kryptisk måske. Simpelt egentlig. Han skyldte en.. 'tjeneste'. Og havde betalt det tilbage som var givet ham. Men denne gang, var vedkommende ikke blot efterladt med ar, ligesom ham selv. Han lod hende om at drage konklusionerne, men det burde skam være tydeligt nok i hans ord og tone, at en gæld var blevet betalt tilbage denne nat. Med fulde renter..
"Tillad mig.." Og i det samme, gik han mod de drikkevarer der gemte sig i pejsestuen. Han havde lyst til rødvin. Og han havde set hende drikke det samme denne aften, og gik derfor ud fra at hun også ville have et glas. Et øjebliks tavshed faldt over ham, som han løftede proppen af vinen, og holdte det første glas under den røde væske der langsomt gled ud af mundingen. "Før du hengiver mig dine planer og intentioner." Han brød stilheden, næsten i en helt anden, mere dyster, tone. Han stillede det første glas fra sig, og hældte derefter op i det andet. "Så tillad mig at tilfredsstille din egen nysgerrighed, og fortælle dig, hvad jeg ønsker af dig." ... "Og efter du kender til hvad jeg ønsker til gengæld, kan du beslutte dig for at inddrage mig, eller ej.." Tiden for hemmeligheder var ovre. Noget sagde ham at han, trods hendes natur, kunne forvente det til gengæld. Men han ville dog tillade hende at vide hans intentioner, inden han blev draget ind i noget stort. Han kiggede kort ud af vinduet som han holdte begge glas i sine hænder, med ryggen mod hende.
Han endte med at bringe hende et glas af den røde vin, og rakte den roligt til hende. I blot et flygtigt øjeblik, var der næsten et blik af en mand der ikke havde tilbragt hele sit liv i vildmarken. Men næsten... civiliseret. Dannet, næsten. Han smagte selv til vinen, og stillede sig derefter ved pejsen. Halvt vendt mod flammerne, og halvt vendt mod hende. "Jeg ikke blot vågnede på det skib, mange år tilbage... jeg blev genfødt." Han skævede kort mod hende. Noget sagde ham hun ikke havde temperament til en historie, men nu skulle hun få den alligevel. Om ikke andet, kunne det da tilfredsstille hendes nysgerrighed. "Med frosne lænker om mine håndled, var jeg berøvet. Nøgen. Af krop, såvel som sind." ... "Berøvet af alle minder af hvilket liv jeg end måtte have levet indtil den kolde nat. Jeg vidste ikke hvem jeg var, hvor jeg var." Han betragtede de dansende flammer. Mindedes skibet så mange år tilbage. "Tre dage..." Han vendte blikket mod hende. "Tre dage, gik der, fra jeg vågnede og til at skibet gled i land." ... "I tre dage, og tre nætter, terroriserede jeg besætningen på skibet. Èn efter én, dræbte jeg dem. Hængte nogle fra masterne til skue af de andre der endnu ledte efter mig. Nogle sprang over bord. Frygtede deres skæbne så meget, at de hellere frøs ihjel i det iskolde hav." Han smilte en anelse ufrivilligt. Men trods smilet. Var dette ikke ligefrem hvad han ville definere som en lykkelig historie. "Nogle skreg om deres familier som jeg fangede dem.. Deres sønner og døtre... Efter alt hvad de havde taget fra mig, vovede de stadig at forhandle deres vej ud af deres blodige skæbne." Han rynkede sine bryn. "Så jeg skar deres tunge af, og lod dem vakle tilbage til deres kammerater. Ude af stand til at berette om hvad de havde set." ... "De tog alt fra mig, så jeg betalte blot min gæld.. Og på den tredje nat, kort inden skibet gled ind i havnen. Sad den sidste mand, grædende i hjørnet af skibets lastrum. Han havde skåret sine håndled, og sad med kniven for sin egen strube... Han frøs ihjel, før han selv kunne ende sit liv..."
Decant lod igen stilheden falde over dem, og vendte et flygtigt blik mod hende, som han tog et par skridt, og blev stående ved at vindue. "Jeg betragtede gælden som betalt. Og jeg, forsvandt." ... "Men nat efter nat, lige siden de nætter ombord på det skib, har jeg set minder af hvem jeg var i hvad der synes et tidligere liv. Igen og igen, hevet ud af min søvn, for kort at mindes og frydes, blot for at blive berøvet igen." Han vendte så blikket fra vinduet og mod hende. Denne gang en anelse mere beslutsom, og tog et par skridt mod hende. "Så, Malisha.. Hvad jeg ønsker fra dig, er simpelt." ... "Jeg ønsker din magt. Dine kræfter. Lån mig dem i Cirklen, og jeg vil gøre krav på de minder Mørket har taget fra mig. Hjælp mig med at genoprette mine minder, en dag når tiden er inde, og du vil have tjent min loyalitet, og min taknemmelighed." Han smilte lidt skummelt. "Og som jeg gjorde de nætter på det skib, så betaler jeg altid min gæld..." Han kendte ritualet som han snakkede om. Hun gjorde det sikkert også. Simpelt, egentlig. Men risikabelt. Lignende metoder af deling af mørke kræfter Warlocks imellem, blev ofte brugt i indvielsesritualer eller ægteskaber. Til nogle virkede det måske simpelt, men han vidste at dette var en stejl pris at betale. Han ville ikke gøre krav på hendes mørke kræfter... blot låne dem til at udføre ritualet. Han holdte blikket på hende, med et diskret smil.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Ikke var Malisha nogen tålmodig kvinde, og det ville hun nok aldrig nogensinde ende med at blive. For hendes vedkommende, så havde det været spændende at se, hvor hun ville få Decant, og tilsyneladende, havde været nysgerrig, så havde hun da uden tvivl tænkt sig, at udnytte det bare en smule. Hun satte sig roligt tilbage i den gode og behagelige lænestol. "Du har ret..".."Jeg har allerede smurt mig med en voldsom tålmodighed hvad det her angår," tilføjede hun denne gang med en kortfattet stemme.
Hvordan han ville have det med at hun i øjeblikket, planlagde det store komplot om at ende Diamaqima'ernes liv, vidste hun ikke. Det var en familie, som hun ønskede udryddet fra denne jords overflade, og hun ville elske at kunne gøre det, og selv vide, at den kvinde, som havde ødelagt frygtelig, frygtelig meget i hendes liv, ikke ville være en del af verdenen længere. Hun elskede det virkelig!

Decant var en mand, som vidste hvordan man skulle begå sig i de fine kredse, da han selv agtet at skænke op af de fine flasker, som stod placeret i en fin pejsestue. Dette var ikke just et hjem, som manglede noget kunne man sige. "Endelig," sagde hun denne gang, hvor hun lod hovedet søge på sned. Om hun kunne stole på ham i det øjemed, vidste hun ikke, men hun lod ham dog.. Lod ham skænke op, inden han søgte tilbage til hende, hvor han rakte hende glasset. De lange fingre lukkede sig om den gennemsigtige stilk af glas, inden hun trak den til sig. Taknemmeligt nikkede hun mod ham. "Fortæl mig, hvad du kræver i retur," opfordrede hun denne gang. Ikke regnede hun med, at skulle få den store gennemgang af hans historie.
Svagt tog Malisha sig selv i at himle med øjnene. Hun vendte sig mod ham, da hans krav blev fremsagt. Det gav god mening.. Særligt hvis der var meget af hans fortid, som endnu lå ham uklar og ukendt, men hvad havde det med hende at gøre? "Det er en grusom.. og fantastisk historie, du bærer rundt på, Decant."..."Jeg elsker den.. Det er de historier, som jeg ligeledes er vokset op med. Jeg mindes at have hørt, at du blot trådte ned af passagergangen, da skibet lagde til, og forsvandt ud i mørket. Du kræver min magt?" Hun rejste sig denne gang op, kun for at stille sig ved hans side foran pejsen. Bange for ham, var hun ikke, og det så hun slet ikke nogen grund til at skulle være. Glasset med rødvin, satte hun på pejsehylden. "For at gøre det klart.. Jeg vil vide helt konkret hvad.. hvornår, hvordan og hvorledes, før jeg går med til noget som helst. Forstå mig ret.. Mange har vendt mig ryggen, nægtet at give mig, hvad jeg vil have.. Og jeg er en krævende og utålmodig kvinde. Jeg har dine ord.. og din historie, og din baggrund in mente.. Ord kan brydes," sagde hun denne gang med en direkte stemme. Armene lod hun denne gang falde over kors. Hans fortid ville han vide og kende til, hvilket hun skam godt kunne forstå, men hun ville have noget ud af det. Lige hvad den slags angik,var hun et umådeligt egoistisk væsen.

[Deleted]

Så, hvorfor fortælle hende sin historie, eller blot en smule af den? Måske var det et øjebliks svaghed, der ønskede at dele det med et andet væsen..? Måske kedede han sig, nok til at fortælle en fremmed? Uanset hvad, var én ting dog sikkert... han gjorde intet uden en grund. Og i disse øjeblikke, så han sit grundlag og sin bagtanke tilfredsstillet. Og konklusionen var egentlig ikke særligt overraskende. Men interessant, ikke desto mindre! Decant var nu fuldt ud overbevist om at han på ingen måde kunne stole på at hun ville kunne holde så meget som det mest simple ord, eller løfte. Fuldt ud overbevist om, at hun ikke ønskede ham som andet end blot en forkastelig brik i hendes lille spil. Og at hun til enhver tid ville læne mere mod at have ham dræbt, end at ofre blot en smule i tjenesten af et gensidigt arrangement imellem de to. Lidt skuffende, egentlig. Han havde sådan håbet..
Imens hun udviste en komplet mangel på frygt og/eller respekt for ham. Og blot gav ham bestemte og direkte toner, og et fjendtligt kropssprog... Forblev Decant en anelse mere afslappet. Stadig med glasset af vin i sin ene hånd, og betragtede hende indgående som hun stillede sig op til pejsen ved hans side. Han ville dog ikke skjule sig bag et glas vin, som hun nærmede sig ham med hendes krav og hvad han tolkede som skjulte trusler. Så han drak hurtigt al indholdet af glasset, for derefter selv at stille sit glas fra sig på pejsen. Diskret smilte han og så sig lidt åbenlyst omkring, fra hvor han stod. "Ingen kommer fra jorden, til et sted som dette, uden at have vendt andre ryggen.." ... "Jeg er ikke nær dum nok til at antage, at du er mere troværdig end jeg er.." Den harske stemme formåede at lyde en anelse hånende i sine ord, som han atter vendte blikket mod hendes øjne. Ledte efter ethvert lille tegn på hendes intentioner. Hun klarede det vidst fint nok, på trods af alle de som havde vendt hende ryggen, ville han sige. Han havde ikke hendes sympati, og hun havde ikke hans. I det mindste vidste de hvor de hver især stod. "Glem endelig ikke, at du kom til mig, Malisha.." Han sænkede hagen lidt, og kiggede lidt mere direkte på hende. Tid til at gengælde hendes attitude. "Du har mine ord, og min historie... Jeg har givet dig mangt et ord og løfte. Fortalt dig hvad jeg ønsker af dig." ... "Og nu er det tid til at dele hvad du præcis ønsker af mig." Han havde hidtil måske været en smule naiv, det indså han nu. Heldigvis i god tid. Han havde givet hende mange løfter om gengældelse, skulle hun vælge at hjælpe ham i hvad der åbenbart var en søgen efter hans tabte minder. Men... han havde nu en stærk mistanke om, at der kun var et formål, og et talent af hans, som hun ønskede at gøre brug af. Hvilket da var en anelse skuffende.. og dog ikke overraskende. Hun trods alt læste ikke, og stolede langt mere på sin egen erfaring og dømmekraft, end den af andres... Ikke en særlig beundringsværdig kvalitet hos en person der skulle forestille sig at være leder. Tankerne bragte et lille skummelt smil over hans læber...

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Den eneste, som man kunne stole på, var jo faktisk en selv, af hvad Malisha havde erfaret, og det var ting lært, på den hårde måde. Hendes blik søgte hans skikkelse allerede med det samme. Bange for ham, var hun ikke, hvor hun derimod nærede den største tillid til ham og hans væsen. Hun havde ikke gjort andet, men af den grund, vidste hun, at ord kunne brydes. Konstantin havde gjort det overfor hende, og det samme havde en lang række andre warlocks igennem hendes tid.
Hårdt tænkt var det hele måske, men det var ikke mindre, så var det sådan at hun gjorde det. Blikket gled mod manden ved hendes side. Hun kendte meget til hans historie.. De mange grusomme historier, som hun var blevet fortalt som barn.. Og han ville fortælle hende, at hun havde vendt nogen ryggen? Ikke uden, at de havde gjort det først da! "Hvis du hentyder til, at jeg skulle have vendt folk ryggen, så tager du fejl." Hun vendte denne gang blikket hårdt og direkte mod hans blik igen. "Jeg tog valg på mine egne vegne, og endte derfor her med en mand, en titel og min præstige," tilføjede hun stolt. Hun var stolt af, hvad hun havde opnået, og nu havde hun en sidste ting, som hun skulle have gjort, og det kunne hun jo ikke gøre på egen hånd, og det stod hun fuldkommen fast på.

Malisha vendte blikket i retningen af Decants skikkelse. Hans ord antog hun nærmest for at være hånende og nedladende, hvilket bestemt heller ikke var noget, som faldt i hendes gode jord. Tvært imod faktisk! Hovedet lod hun søge på sned. "Ord kan brydes, da der intet fast ligger i dem.. Ord lyver og manipulerer," fastholdt hun med en rolig stemme. Hånden satte hun i siden, hvor hun skød en smule med hoften.
Hovedet hævede hun en anelse, hvor hun denne gang lod blikket falde til hans øjne.. Mørke og morderiske. Hun kunne jo lide det for pokker. Hans evner og hans kompetencer, var noget som hun kunne bruge - præcist, som han agtet at gøre brug af hendes, for at få tingene, som han gerne ville have dem. "Jeg har et problem, som jeg ønsker at du skal hjælpe mig med.. Du med dine evner og dine kompetencer, ved jeg, har evnerne til at gøre det."..."Familien Diamaqima, har slået dronningen af pinden her i landet, og har selv taget ledelsen. Den unge kvinde, Silia Diamaqima, ønsker jeg udryddet.. Gerne med hendes fader og broder, om muligt," sagde hun direkte. Ikke så hun nogen grund til at udpensle hvorfor det var sådan, at hun ville have det, for hun havde sine meget personlige grunde til at skulle gøre det. Den kvinde havde uden tvivl formået at pisse hende af, mere ned hvad godt var i forvejen!

[Deleted]

"Ja, du har klaret det godt." ... "Meget... fint." Sagde han i sin harske stemme som han så sig lidt omkring. Hånen var denne gang ikke tydelig, blot gemt bag en sarkastisk ros. Men i Decants optik, var der ikke noget mere ynkeligt end at gemme sig bag hvad hun kaldte prestige. Omringe sig selv med tjenere og fine genstande og bløde møbler. Bureaukrati og politik var spillet af den sande kujon. Om hun i sandhed var således, vidste han jo af gode grunde ikke. Men en som Decant kunne ikke andet end at dømme ud fra hvad han så og hørte. Eller... hvad hun valgte at sige og gøre, nærmere. Han vidste godt han ikke burde undervurdere hende. Men kunne dog ikke andet end at forblive mistroisk og måske endda også en anelse hadsk overfor hende. Ligesom enhver jæger ikke ville undervurdere sit bytte.
Han smilte en smule svagt og sænkede blikket en anelse tænksomt, inden han så hævede det mod hende igen. Spottede hendes positur, med hånden mod siden og hoften der skød ud. Hun slog ham som selvsikker og overlegen. Et farligt væsen, men ikke en der inspirerede frygt. Hvis man troede på de gamle myter og historier, ventede der forbandelser over de som sværgede ved mørket, men ikke holdt sit ord.. En tanke der bragte det lille smil, men dog ikke noget han delte med hende.

Endelig delte hun blot en lille bid af hendes ønsker af ham. Da det blev gjort klart at hun ønskede Silia død, trak den ene mundvig sig i et måske lidt skummelt smil hos Decant. Ikke overraskende, overhoved. Et sted havde han vel gættet sig til hvad alt dette handlede om. Men det var nu alligevel ganske tilfredsstillende at høre ordene forlade Malisha's læber. "Det vil kræve tålmodighed..." Var alt han svarede. Han så sandelig ikke afviste hende. Han havde givet hende nok løfter. Nok til at give sig selv kvalme. Da noget sagde ham at hun var den forkerte kvinde at kaste løfter efter. Men hun havde så sandelig hans opmærksomhed, hvilket han i den grad viste ved det nysgerrige blik og det lille smil. Skuldrene og brystkassen hævede sig let i en dyb indånding. "Jeg har ingen hest i disse magtlege. Og ligeledes ingen interesse i dine grundlag og hemmeligheder.." Hovedet røg en anelse på skrå. "Men... Hvis dette skal gøres, skal det gøres rigtigt. Og for at gøre det rigtigt, må jeg vide alt hvad jeg kan om Silia og huset Diamaqima. Om magtforholdene. Hvilken støtte hun har. Hvilke belæg hun har. Hvilke belæg du har.." Han blev pludselig træt af at stå op. Og tænkte ikke rigtig på tilstanden af hans klæder og udstyr, inden han efterlod vinglasset på pejsen, og satte sig i en sofa ikke langt derfra. Straks blev han overrasket over hvor blødt det var, og endte med at ændre sin stilling. Så han sad lidt på kanten, med rank ryg, og sine hænder foldet. "Hvad kan du fortælle mig om denne selverklærede dronning?" Han skævede lidt skummelt mod hende.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

"Det har du såmænd helt ret i," bed Malisha svagt af Decant, da hun slet ikke ville give ham en grund eller mulighed til at håne eller nedgøre hende. Selv hun havde igennem livet begået sine fejl, og det vidste hun udmærket godt.
Malisha var en kvinde fyldt med selvtillid. Ikke nødvendigvis frygt. Kun hvis det var noget, som man gav hende en grund til, og det ønskede hun ikke ligefrem at han skulle gå og tro, at hun ikke kunne finde ud af det, for det kunne hun sagtens! Det var jo bare at erkende, at det ikke var alt, som man kunne gøre på egen hånd, og hun hadede det virkelig. Særligt når det var en mand som Decant, som hun stod overfor.

Malisha ønskede Silia død og borte, og hun havde sine helt særlige grunde til at ville ønske, at det skulle gøres. Hendes blik gled derfor direkte mod hans skikkelse. Tålmodighed. Hun kunne slet ikke lide det ord! "Jeg bryder mig ikke om det ord," sagde hun denne gang ærligt. Hendes blik fulgte ham til sofaen, hvor han tog plads. Han lyttede i det mindste, og det var det, som hun havde det mere end fint med. Hun søgte med rolige skridt tilbage til lænestolen. Diamaqima-huset var en gammel slægt, som var kendt for rigtig mange ting igennem tiden.
Langsomt gled hun ned at sidde. Hun lod hænderne glide over armlænet. "Jeg ønsker familien udryddet fra denne jords overflade, som sagt. Hun har mange støtter.. Alt for mange, er jeg bange for," tilføjede hun denne gang. Diamaqima havde jo støtter i Jaceluck og Marvalo, som alle sammen også var kendte familier. "Silia og hendes fader er nok de værste."..."Silia er ikke særlig gammel, men desværre alt for intelligent af sig. Hun har tidligere formået at frarøve mig mine evner, fordi jeg handlede overilet.." Hun strammede grebet om stolens armlæn denne gang. Bare tanken alene, gjorde hende direkte arrig, for hun hadede den kvinde, for hvad hun havde gjort ved hende.
Langsomt lod Malisha hovedet søge på sned. "Forhenværende dronning af Procias. Hun forlod landet efter et brud med hendes elskede mand. Hendes fader, Nathaniel Diamaqima, er en kendt og gammel alkymist, som nok er blandt dem, du skal være mest bange for. De ønsker ikke vagter omkring sig, men et roligt liv.. På baggrund af min tidligere oplevelse med den 'kære' familie, er det begrænset, hvad jeg kan stille op på egen hånd," afsluttede hun denne gang, mens hun lod det ene ben glide over det andet. Man var vel ikke kvinde for ingenting.

[Deleted]

"Jeg frygter du undervurdere tålmodighed i sig selv.." Alle var vel til visse tider tålmodige og fattede. Men alle måtte vel også have sine grænser. Malisha, virkede ikke ligefrem som en kvinde med megen tålmodighed, så på en måde var det skam forståeligt nok at hun ville kunne få brug for andres hjælp. Hans hjælp. Men der var intet som at være tålmodig i fast viden om at målet var indenfor rækkevidde. Men at tålmodigheden ville øge smagen, så og sige... Øge tilfredsstillelsen ved endelig at få hvad man ville have, efter så lang tid. Men han var der ikek for at overbevise hende om tålmodighedens fryder... Han næsten smilte blot ved tanken, og ikke mindst ved ordene der forlod hendes læber. For i selv hans begrænsede tålmodighed, fandtes der rigeligt til at kunne lytte til hendes ord og ønsker.

Han hævede først sine øjenbryn en smule i let overraskelse, for så derefter at rynke dem, og hvile hovedet en smule på skrå. Nysgerrig ved hendes ord. "Og hvorledes skete det?" ... "Noget jeg helst gerne ville undgå.." Svarede han til hendes bemærkning. Taget hendes evner fra hende? Ærlig talt, kendte Decant nærmest intet til Silia. Intet til hvilken slags person hun var, eller hvad hun var, for den sags skyld.. Men han formåede dog at skjule sin svage beundring i sin stemme. En ganske bemærkelsesværdig ting; sådan at frarøve evnerne af en Warlock. På den anden side, var han jo blevet berøvet sine minder... eller det troede han i hvert fald. Var det så også beundringsværdigt?
Han forblev rolig og stille. Men ikke desto mindre interesseret af hendes ord og hendes ønsker. Det var noget af et ønske, måtte han indrømme overfor sig selv.. Hun måtte have store tanker om hans evner og kunnen. Og et sted; var det ganske tilfredsstillende. Han så muligheder. Og allerede inden hun var færdig med at tale, begyndte scenarier at udspille sig i hans hoved... han havde ikke engang helt accepteret, og alligevel kunne han næsten forestille sig det. Han smilte en anelse skummelt og lod hurtigt sine fingre køre langs sit hvide skæg. "Det burde ikke være noget problem..." ... "Men jeg kan intet love, med hensyn til hendes familie..." Svarede han ganske sikkert. Som var det en fuldstændig normal ting i hans liv. Dette var ikke første gang han var blevet 'hyret' til at myrde. Og ville sikkert ikke være den sidste gang. Uanset hvad... kunne han ikke andet end at lade læberne forme sig i blot et lille smil. I blot et øjeblik, fangede han sig selv i ikke rigtig at tænke på hvad han ville få til gengæld... men i stedet, blot være forventningsfuld med tankerne om hvilken gerning der var forude for ham.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

"Hvorfor skulle jeg væbne mig med en tålmodighed, når jeg har andre til at skænke mig, hvad jeg gerne vil have?" lød det kortfattet fra Malisha, da hun endnu en gang, vendte blikket mod Decant. Hun var ikke tålmodig, og hun ville nok heller aldrig nogensinde blive det. Hun kneb øjnene tydeligt utilfreds sammen. "Denne gang, har jeg bare måtte sande, at det er en opgave, som jeg ikke kan overkomme på egen hånd. Tro mig.. Jeg har i forvejen smurt mig med frygtelig meget tålmodighed," sagde hun denne gang. Hun vendte blikket fast i retningen af hans skikkelse igen. Han var dygtig.. Han var talentfuld. Hun ville jo være komplet idiot, om hun ikke udnyttede det bare en smule, nu hvor hun også havde muligheden for at gøre det.

Silia havde desværre vist sig, at være en kende for dygtig, og det var ikke rigtigt noget, som Malisha kunne gøre noget ved. Tvært imod, så måtte hun - ligesom så mange andre, hade den intelligens som hvilede i familien.. Den viden, som de ikke delte med andre, men derimod selv udnyttede, nu hvor de havde muligheden for det. "Kom hende ikke for tæt på hende.. Træd ikke over en dørtærkel. Du ved ikke hvilken magisk heksering, der kan befinde sig på den anden side." Hun viddte, at det var småting, som hun var dumpet på i det øjemed, og for hende, var det virkelig pinligt at indrømme.. Men hun kunne jo lige så godt lægge alle de kort på bordet.
Malisha gav ham muligheden for et lovligt blodbad, og hun ville prise ham til evighed, om han kunne imødekomme hendes ønske og behov! Den tilfredsstillelse, som der fulgte med, var vel også til at tage at føle på? Let rokkede Malisha i stolen. Hovedet lod hun søge på sned, hvor håret gled nedover hendes ene skulder. "Jeg ville elske at se dem begge ligge i en kæmpe blodpøl.. Silia har en broder.. Men han er milevis herfra, og på ingen måder en trussel.. Det er dem derimod, som er den største trussel for mig," afsluttede hun denne gang.

[Deleted]

Det var lige dele interessant og frastødende; måden hvorpå hun i hans optisk, insisterede på at udgive ham som værende hende underlegen. Måden hun med små hints og kolde toner i hendes ord, søgte at forme ham til intet andet end et værktøj. Med hvilken hun ville få hvad hun ville have. Men... i sidste ende kunne hun få lov til at sige og mene hvad hun ville. Hans stolthed var langt større end hans respekt eller frygt for hende og hendes slags. Men dog ikke af sådanne proportioner at han ville fare op i en spids, hver gang han opfangede blot den mindste utilfredsstillende tone i hendes stemme. "Det synes mere at være et overskud af stolthed, der taler. Frem for en mangel på tålmodighed..." Lød det fra ham som han skævede mod hende. Han var ikke ligefrem beæret over at hun måske havde udstyret sig med ualmindeligt meget tålmodighed, for at kunne have ham i samme lokale som hende. Et lille hemmelighedsfuldt smil klædte også hans læber. Så dårligt selskab kunne han da umuligt være?

Stadig forblev hans øjenbryn en anelse rynket ved hendes fortsatte ord. Overraskende nok var hun villig til at give ham nogle få detaljer. Og ikke særligt overraske; så var det som sådan ikke rigtig detaljer. Blot hvad der virkede som en halvhjertet forklaring på hvad der frarøvede hende hendes evner. Dog, var det rigeligt. "Træd ikke over en dørtærskel.." Gentog han som hans blik sænkedes en anelse tænksomt. "Hm..." ... "Gammelt magi." Blikket røg kort mod flammerne. Han var ingen fremmed overfor sådan magi, overhoved. At en familie af alkymister skulle gøre brug af en sådan magi, overraskede ham dog. Ligesom at det overraskede ham lidt, at der stadig var nogen med den slags kendskab. Det tænksomme udtryk ændredes lidt efter lidt. "Jeg begynder at kunne lide denne Silia mere og mere.." En sarkastisk tone lød over den harske stemme, og han skævede lidt mod Malisha.
Decant endte med at røre lidt på sig. Hans hænder hvilede mod hans egne lår og han virkede en anelse beslutsom. "Det ser ud til at jeg må søge audiens hos Dronningen." Han smilte lidt ved hans eget ordvalg, inden han så rejste sig op i fuld figur, og kærte en smule rundt med den ene skulder. Han behøvede ikke noget hvile. Dette hjem virkede alligevel ikke så inviterende som han havde håbet det ville være. Stadig med siden til hende vendte han sit blik mod hende. "Efter gerningen er gjort, vil jeg vende tilbage, og opkræve min.. belønning." Han var ligeglad med om hun accepterede hans betingelser eller ej. Han ville blot ikke forlade hende uden at nævne det endnu en gang. Han skulle nok få hvad han ville have, på den ene eller anden måde. Han regnede nu også med at hans kommende gerning, skulle han være succesfuld, ville være motivation nok. Øjenbrynene blev hævet en anelse. "Mere jeg burde vide?"

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Decant var ikke et dårligt selskab, men han skulle bestemt ikke komme og tro, at han var noget særligt i forhold til hende. Det var hende, som sad med titlen som leder, og det var bestemt ikke noget, som han skulle have lov til at tage fra hende! Overskud af stolthed? Ja, det kunne man da godt sige, at det var, men hun var også stolt. Ingen tvivl om det. Hun lod hovedet søge kort på sned. "Hvorfor skulle jeg ikke være stolt? Jeg har nu aldrig været tålmodig," sagde hun denne gang med en kortfattet stemme.
Der var jo en grund til at Malisha havde valgt at gå til Decant, da dette var en opgave, som hun ikke kunne gøre på egen hånd. Ikke noget med at vente på at muligheden bød sig. Nej, hun kunne bare ikke, og det irriterede hende noget så grænseløst! "Hvorfor vente?" tilføjede hun ganske tilfredst. Når man havde andre muligheder, hvor andre kunne udføre opgaven for en, hvorfor skule man så vente?

Silia var på ingen måder, en kvinde som Malisha kunne lide, og det lagde hun så sandelig heller ikke skjul på. Det havde kostet hende de mørke kræfter.. den mørke energi, som flød i hendes årer, og havde efterladt hende, som intet andet end et simpelt menneske, og for det, skulle tøsen bøde med sit liv! Og han kunne lide denne Silia? Hun blev langt mere stram i minen, alene ved tanken. Her valgte hun endnu en gang at rejse sig op fra sin stol hvor hun stillede sig mere med fronten mod ham. "Jeg håber for dig, at det er en joke, Decant," sagde hun med en kortfattet, og næsten faretruende stemme. Ikke var det meningen, at han skulle kunne lide Diamaqima-slægten! Det var i forvejen et direkte forfærdeligt hus!
Han rejste sig.. Han ville søge audiens? Derfor gik hun også lidt ud fra, at han havde accepteret hendes termer. "Tag hendes liv, og tag hendes faders liv, og jeg vil belønne dig.. Ikke før," sagde han blot. Hun lod hovedet søge en kende på sned. "Jeg ville tilbyde dig en sengeplads, men du virker til at have travlt, Decant.. Tag af sted om du vil. Men vær på vagt. Diamaqima er en farlig familie."

[Deleted]

Et møde der var startet med Decant i ganske godt humør, var nu ved at ende med hans humør i bund. Decant var en mand defineret af sig selv, og hvad folk havde gjort ham. Han huskede ingen faderlige råd eller træning som ung. Så på sin vis, var han en ganske simpel mand. En kvindebedårer, og dog stadig mistroisk overfor dem. Desværre inspirerede Malisha ikke andet end mistro og irritation. Ak ja, han var skam selv med til at provokere hendes små udbrud af stolthed og arrogance. Og... han kunne ikke andet end at finde blot en smule morskab og fascination i hendes tilsyneladende kolde og kyniske væsen. "Stolthed er en svaghed." ... "En der tilsyneladende allerede er brugt mod dig." Svarede han hende med et skævende blik mod hendes skikkelse. Man skulle da tro hun havde lært fra hendes fejl og mangler? Hendes stolthed ville intet inspirere i ham. Intet andet end en svagelig foragt, der skjulte sig bag hans fascination af hende, altså. Men hun var hverken beundret eller bedåret af ham.. På ingen måde.

Som han havde rejst sig op, og hvorefter hun havde gjort det samme. Stod han blot stille i et øjeblik eller to. Skar sine tænder mod hinanden bag de let sammenpressede læber. Hendes pris var stejl, og hun stod klart til at gavne mest fra alt dette. Fra deres lille arrangement. Han havde måske ingen interesse i den slags. Men han var dog heller ikke blind for de politiske følger af en sådan gerning, skulle han være succesfuld. Hendes magt og indflydelse ville kun stige, og han ville 'blot' kunne genkalde glemte minder. "Vælg at tilbageholde betaling for min gerning, på en hvilken som helst måde, og af en hvilken som helst årsag..." Hans gyldne øjne vendtes mod hende. "Og familien Diamaqima vil være blandt dine mindste bekymringer." Dette, var en trussel... Leveret af en harsk og tålmodig stemme. Han lagde hverken skjul på det, eller dansede omkring det faktum med fine ord og spind. Hvis han kunne dræbe Silia.. så frygtet af hende. Ville hun i sig selv, intet problem være. Hun kunne stille de krav hun ville. Bilde sig selv ind at hun ejede ham eller kontrollerede ham. Men hendes tro eller overbevisning ville ikke lægge skjul på det uundgåelige faktum; at han ville finde hende... Selv efter at have leveret truslen, holdte hans øjne kontakten med hende nogle få øjeblikke, inden han så rynkede sin næse, og forlod lokalet. Der var intet mere at veksle imellem de to...

//Out

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde engang været en knækket kvinde, og havde nu også kæmpet sig tilbage igen, hvilket uden tvivl var noget, som hun virkelig var stolt af. Ikke skulle der hersken ogen tvivl om, at det var sådan at hun havde det. Hun var et sted ganske ligeglad med, hvad hun inspirerede ham til. Det eneste, som hun egentlig forventede, var at han gjorde, hvad hun ønskede, og særligt, hvis han ønskede, krævede og forventede sit i retur.
Svagt måtte hun derfor knibe øjnene sammen. "Det er ikke nogen hemmelighed, at det er blevet brugt imod mig. Derfor ønsker jeg ikke, at det skal ske igen," sagde hun med en kortfattet stemme. Det var ikke noget, som hun ønskede at diskutere med ham, og ikke havde hun tænkt sig at gøre det.

Hvad Malisha kunne forvente af ham, vidste hun ikke. Det var tydeligt for hende, at hendes krav ikke faldt i god jord. Hun havde meget at vinde i dette, hvor han derimod, havde sine minder.. og derved også det liv, som han kunne siges, at have glemt. For hende, var det en virkelig stor ting ,at skulle give afkald på, for det var et afkald på hendes kræfter og hendes styrke. Det kunne uden tvivl godt mærkes, selv for hende. "Er det en trussel, Hr. Crow?" spurgte hun denne gang, hvor hun selv holdt øjenkontakten med ham. Var det underligt, at hun reagerede på den måde, som hun nu gjorde?
Han forlod stedet.. Skulle hun forvente, at han gjorde hvad hun havde ønsket af ham? Næverne knyttede hun let. Ikke brød hun sig om at blive truet, og særligt ikke sådan! Diamaqima var en ting, men Crow ønskede hun heller ikke just at have hængende på nakken! Igen vendte hun sig mod pejsen og sin lænestol, vor hun satte sig. Selv havde hun ingen anelse om, hvad hun kunne forvente. For nu, kunne hun vel blot.. vente?

//Out