I want to see the big fluffy Dragon!

[Deleted]

Ideen om at skulle erhverve et andet væsens tillid fra starten, var en smule underligt til Alastair, og Galad. Selv fremmede ville modtage en varm velkomst af Alastair, og han ville til enhver tid behandle en sådan fremmed med respekt og sikkert også munterhed. Sagt på en anden måde; så havde man mere eller mindre Alastairs tillid fra starten, hvorimod man så hurtigt ville miste den, hvis man ikke beviste sig værdi af den selv samme tillid. Det var vel en form for uskyldig før andet var bevist, og det kunne da sikkert også få ham til at være en smule naiv, men sådan lå landet nu engang. Så på trods af den egentlig meget lune rettelse hun gav til beskrivelsen, og smilet der per automatik lå over hans læber, hævede han dog sine øjenbryn en anelse. Ikke dømmende eller i en overrasket mine, men nok nærmere som om han havde indset noget muntert. "Uanset hvad, håber jeg da han i fremtiden vil være tryg ved at efterlade dig her i Kurnous." Men ja, Drager var nu engang Drager. Unikke, mægtige, frygtindgydende, vise. Uanset hvilke kvaliteter de end måtte besidde, var de som de var.
De let hævede øjenbryn, blev en smule rynket, da hun erklærede sig selv svag, og sin drage stærk. En lidt uventet ting at erklære eller indrømme omkring sig selv? Men i stedet for med det samme at rette hende, tænkte han alligevel at han ikke kendte hende så forfærdeligt godt, og at hans ord sikkert bare ville være søde, frem for overbevisende. Men.. hvis Galad var vis, betød det så at Alastair var... hvad, dum? Tanken fik i det samme Galad til at pruste en smule ud af sine næsebor. #Hun har tydeligvis forstand på vores slags!# Det var så evigt indforstået at Galad havde gjort sig de samme tanker, og drilsk sikkert også var enig. Alastair vovede derefter at vende sin opmærksomhed hurtigt fra Angelique til Galad. En pegefinger blev rettet mod dragen, som om han forsøgte at stoppe ham i sige noget som endnu ikke var blevet sagt. "Drop det! Din drøvtyggende sten-gnasker!" Det var først efter han havde talt, at han indså ordene var kommet ud af hans mund, i stedet for via tankeoverførslen. Og Alastair vendte derefter et skævende lille blik mod Angelique, for derefter at indse, at skaden var sket. Nok ikke så vildt charmerende at høre ham tale sådan? Selvom det alt sammen var sagt i en broderlig og halvmunter tone. "Bare fordi du er klog, betyder det ikke jeg er dum, min lille firbenede ven!" Tilføjede han så, for så endelig at høre en hånd lidt akavet igennem håret, idet han så vendte opmærksomheden mod Angelique igen.

Hun virkede en anelse... udfordrende? Spillede hun op, eller var det alt sammen bare uskyldigt? Han vidste det ærlig talt ikke. Nok var Alastair meget interesseret i at beglo og charme sig vej til alverdens søde piger der skulle krydse hans åsyn, men erfaren var han ikke ligefrem. Faktisk frygteligt meget det modsatte. Desuden var han ikke nær intuitiv nok til at kunne opfange sådanne signaler. Så alt han forstod sig på at handle ud fra, var hans egne interesser og tanker. Nervøs eller frygtsom var han dog ikke i sådanne situationer, og som hun pludselig nærmede sig med et glimt i øjet, blev han blåt stående, med et næsten tilfreds lille smil over sine læber. "Det er jeg glad for at høre. Og jeg skal gøre mit bedste for at underholde dig." Svarede han hende med et gengældende glimt i øjet. Som hun igen trådte lidt væk, vendte Alastair nu blikket mod Galad. Ja... Det var vidst på tide at den store drage fik sig lidt fred til en lur. Og i mellemtiden kunne Alastair stjæle Angelique for sig selv. Han kunne jo kunne håbe at hvad han viste hende, ville falde i hendes smag. Alastair holdte blikket mod hende, og med et lille smil, trådte han så bagud. Han viftede med sin ene hånd, og noget bevoksning på ruinmuren bag ham, afslørede hvad der var en åbning til en tunnel. "Den her tunnel går til slottets kælder. Den er hemmelig, så nu ikke noget med at fortælle det til alle." Lød det så fra ham, som han placerede en pegefinger foran sine egne læber i en tyssende mine. Han stillede sig så ved indgangen til den lidt mørke tunnel, og hintede dertil med en udstrakt arm. "Damerne først."

[Angelique Amalani Darcy]

Chili var en særlig som skulle vænne sig til folk. Angel vidste det og det kunne virkelig være svært for andre at forstå. For hende var det bare naturligt. Hun huskede hvordan hun havde fundet ham da hun var helt lille og selvom han altid havde været farlig overfor alle andre så havde han findet tryghed i den lille menneskepige den gang. Hvad de ikke havde formået at lave af ulykker. Det var egentlig ret morsomt hvis hun tænkte over det. Smilet forblev på hendes læber som Alastair snakkede. Chili var utryg når han ikke vidste hvor hun var henne men hun kunne heller ikke blive ved hans side altid hvilket han også godt vidste. Der var andre ting som hun burde gøre i denne verden og nu var hun også begyndt at få blod på tanden. Hun fniste en smule ved hans ord. "Det er jeg sikker på at han nok skal blive når han finder ud af at jeg er uskadt og ved godt humør. Han er bare gammel og sær, ikke så meget andet" sagde hun roligt.
Drager var en forlængelse af deres ryttere. De fyldte ofte nogle roller som deres ryttere manglede. For Angel var det styrke. Dog omhandlede det ikke kun om fysisk men også psykisk styrke. Altid havde hun vel været en smule svag af sind. Da hun var lille havde hun været en pige som havde været fyldt med had og fortvivlelse. Det havde stillet hende dårligt i hendes voksne liv og der kom Chili som regel ind og hjalp hende. Det var noget som hun arbejde på hvilket også var noget man skulle. At der så skete en udveksling af ord i mellem Galad og Alastair kunne Angel da tydeligt opfange. Ikke nok med at Alastair vendte sig mod dragen men han ytrede også ordene højt. Hvad han sagde kom dog bag på hende i sådan en grad at hun ikke kunne lade være med at grine. Tænk at snakkede sådan til sin drage. Det var morsomt. Da hun holdt op med at grine igen vendte hun blikket smilende mod Alastair. Han havde helt ret. "Sandt. Blot fordi Galad er klog betyder det ikke at du er dum. Dog kan man ikke benægte dragers medfødte visdom. Viden er noget som på sin vis er let at skaffe sig. Der er andre ting i denne verden som er langt svære at lære for mennesker" lød det mildt fra hende.

Om hun spillede op? Måske. Hun vidste det ikke helt og dog så føltes det hende helt naturligt. Hun var bare sig selv omkring Alastair og hun behøvede ikke være nogen som helst anden hvilket var rart. Hun betragede hans glimt i øjet og kunne virkelig ikke lade være med at smile. han ville underholde hende? Det ville hun mere end glæde sig til. Da hun bed mærke i at de ville gå vendte hun sig roligt mod Galad. Hun gik lidt tættere på ham og satte sig ned på hug. De blå øjne søgte det ene af hans fordi han var så stor at hun umuligt kunne kigge på dem begge samtidig. "Tak fordi jeg måtte møde dig, Galad. Jeg håber at kunne få fornøjelsen en anden gang" sagde hun med et roligt smil. Hun lænede sig en smule frem og lagde den ene hånd lidt for munden. "Og det er iorden at holde ham i ørene sådan så han ikke laver for mange unoder" hviskede hun så kun Galad kunne høre det før hun blinkede til ham og kom på benene igen. Hun fandt vej over til Alastir med et lille uskyldigt smil igen og fulgte så med ham hen til nedgangen ved kælderen. "Uhh hemmelighed? Det lyder spændende" sagde hun smilende og gik så først ned eftersom han så galant lod hende gå først. Det skulle nok blive spændende.

[Deleted]

Galad var ganske fast besluttet på at tage sig en lur, og imens de to syntes optaget af hinanden, havde Galad været i færd med at ligge sig lidt til rette. Galad var jo, bogstaveligt talt, yngre end Alastair. Men dog kunne den store drage tydeligvis virke meget, meget, ældre end han egentlig var. Alastair og Galad havde skam den samme kærlighed til eventyr og morskab, men imens denne kærlighed endnu levede i højeste velgående hos Alastair, var Galad ved at vænne sig til tanken om en mere permanent og rolig tilværelse i Kurnous. En tilværelse, hvor små børn kom til ruinerne efter deres lektioner, og kravlede rundt på dragen, eller hvor Alastair ville sidde på dragens hoved, og berette om hvad han havde oplevet og set og gjort. Galad var ganske tilfreds ved tanken om ikke at skulle puste sig for meget op, eller tonse rundt i hele verden. Det var ikke dovenskab, da den gigantiske drage uden tvivl havde enorm styrke og udholdenhed til egentlig at gøre hvad den ville.. men nok nærmere en fredfyldt tilfredsstillelse ved en rolig og behagelig tilværelse. Galad kunne høre livet i sine omgivelser, flere kilometer væk, og alt hvad han i dette sted hørte, var latter og morskab, glæde og musik. Og dragen var derfor ganske tilfreds ved at lade Alastair leve det liv han enten havde lyst til, eller følte sig forpligtiget til. Dertil, var Galad også en ganske uafhængig drage. Han behøvede ingen pleje eller pasning.

Alastair lod hende selvfølgelig gå først. "Det håber jeg." Lød det blot roligt fra ham, inden han så skænkede Galad et blik, for så derefter at følge efter Angelique. Tunellen var af jord, kun med fliser og sten under fødderne. Det var derfor også en mørk tunnel, kun med nogle få fakler der glødede i et magisk lys, med afstand til hinanden. Som at passere olielamperne i en af de store byers gader. Han endte ved hendes side og fortsatte. Lige så langt som hun var gået fra slotsgården og til ruinerne, måtte de to nu gå, for at nå til slottets kælder. "Som jeg måske har fortalt dig tidligere, blev dette slot bygget af en årsag." Han skævede lidt mod hende, som han fortsatte sin gang. "Slottet her har i tusindvis af år, vogtet over mange af verdens hemmeligheder. Min fader, og derved også Jeg, er del af en oldgammel slægt, som har passet dette slot i hundredvis, måske flere tusinde år.." Alastair tog sig et øjeblik til at tænke sig lidt om. Hun havde jo uden tvivl levet meget længere end ham, og han ville da ikke til at foregive sig selv som mere vis eller intellektuel end hende. Men med et smil fortsatte han dog, det kunne jo være hun kunne lære noget. "Jeg kan ikke helt svare på, hvorfor jeg er villig til at dele nogle af disse hemmeligheder med dig, men som Landets Dronning, tænkte jeg at det ikke ville skade." Han var i hvert fald allerede begyndt at have meget tiltro til hende.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel Sagde pænt farvel til Galad, ikke nok med at hun gerne ville men også fordi det var høfligt. Selv vidste hun at han ikke kunne snakke til hende direkte men det gjorde hende ikke så voldsomt meget. Bare det at hun havde gjort det var vigtigst.
Hun lod sig følge efter Alastair og gik roligt ned gennem tunnelen. Gad vide hvad han mon ville vise hende hernede? Under normale omstændigheder var dette vidst ikke et sted for en dronning men lige nu besøgte hun ham ikke som dronningen men som Angel. Smilet hvilede på hendes læber som han førte hende ned af den mørke gang. Selvom hun var en voksen pige så var hun egentlig stadig en smule rad før mørket og selvom gangen var oplyst så gjorde den hende alligevel en smule utryg. Da han nåede op på siden af hende lod hun forsigtigt den ene arm glide om hans for at søge den tryghed. Hun var ikke bange for at vise hende svage sider overfor dem som hun stolede på og hun stolede skam på Alastair. Det var der ingen tvivl om. Hun lyttede til hans ord og nikkede.
"Slottet her er mig meget fascinerende. Det er et gammel og spændende sted. Det er tydeligt at mærke magien som flyder i alt fra murene til bare luften. Det er i sandhed forunderligt" sagde hun roligt som de gik. Selvom Angel var født i en tid der lå langt før hans så havde hun i realiteten kun levet i 30 år så meget ældre end ham var hun ikke. Døden var en sjov til at skulle forholde sig til. Især når det kom til alder. Hun følte sig på ingen måde vis nok til at påpege at hun havde levet i så mange år. Hun sendte ham et lille smil ved hans ord. "Del dem ikke med mig fordi jeg er dronning men fordi jeg er mig og fordi du gerne vil. Jeg vil i hvert fald være beæret hvis du gør. Det lyder alt sammen meget spændende" sagde hun mildt og sendte ham et sødt smil. Hun kunne virkelig godt lide at være i hans nærhed.