I want to see the big fluffy Dragon!

[Angelique Amalani Darcy]

@alastair

---

Et par dage var gået. Angel havde faktisk fået det bedre efter hendes forkølelse. Hun burde have tænkt sig om og ikke taget til Thranduil uden overtøj og så slet ikke være fløjet hjem uden at have lånt en kappe. Alt i alt havde det ikke været en smart aften for hende og dog så havde hun gjort noget godt. Elverne havde endnu en gang deres lille prinsesse, et håb for fremtiden og Angel kunne virkelig ikke være mere stolt over at hun havde været den som havde bragt dem lykken tilbage. Den lille prinsesse, Aranduriel, var atter hjemme hos sin far. Hun smilede lykkelig ved tanken. Det havde været en helt fantastisk oplevelse at holde den lille pige i armen mens hende og Amaya havde tjekker om alt havde været i den skønneste orden. Det var en følelse som Angel havde været så ufamiliær med. Aldrig havde hun ønsket sig hverken mand eller barn men efter at have holdt den lille pige i armene så kunne hun mærke at dette var en ting som hun havde brug for i sit liv .... På et tidspunkt. Lige nu ville det være for meget oven i alt det med at hun var dronning.
Det var en smuk efterårs dag. Solen stod til en forandring højt på himlen og der var ikke en vind der rørte sig. Det var faktisk også ret varmt til en forandring. Det var den sidste varme inden vinteren og folk nød godt af den i hele landet. Angel var på vej væk fra slottet og med Kurnous. Hun havde aftalt med Alastair at hun skulle have lov til at møde hans drage. Hun glædet sig enormt! Det ville blive så spændende. #Jeg bryder mig ikke om det...# Stemmen af den store røde drage lød i Angels hoved. Hun havde bedt Chili om at flyve hende noget af vejen. Hun havde fortalt ham hvad hun skulle og han havde ikke brudt sig om det. Til en forandring.. Den drage var og blev bare aldrig tilfreds med noget som helst! Hun sukkede stille og smilede roligt før hun strøg det store dyr hen over det ene skulderblad. "Jeg skal bare mødes med Hertugen og se hans drage. Du er vel ikke jealoux, vel?" lød det roligt og dog en smule drillende fra hende. Chili fnøs men sagde dog ikke mere. De nåede til udkanten af skoven og chili stoppede op. De var stadig lang fra Kurnous men tæt nok på til at Angel selv kunne flyve resten af vejen uden problemer. Hun slog vingerne ud og hoppede af dræt af. Med rolige vingeslag svævede hun let om mod dragens hoved. Hun lagde armene om hans snude og krammede ham. "Chili, du er den eneste drage for mig. Jeg er bare nysgerrig. Vi ses senere, ikke"? spurgte hun blidt. De store gule øjne kiggede på hende før dragen så forsigtigt nikkede som et tegn. Han ville gerne med hende, han brød sig ikke om at hun tog afsted alene men dette var noget som hun skulle gøre alene og hun glædet sig egentlig. Det ville blive spændende.

Efter en god flyvetur landede hun let og adræt på Kurnous gårdsplads. Der var stadig gang i den med folk der arbejde og endnu en gang blev hun mindet om hvor meget hun kunne lide at være her. Der var hyggeligt på en måde som hun slet ikke kunne beskrive. Hun kiggede lidt rundt som hun foldede vingerne sammen og gemte dem væk fra omverdenen igen. I dagens anledning var hun iført et par tætsiddende leggins, en langærmet skjorte og med et korset uden over for at fremhæve hendes former. Alt sammen var det i sort og tykt stof for at holde hende varm. Ryggen af skjorten var bar for at der var plads til hendes vinger men alligevel frøs hun ikke. Hendes hår var til en forandrign ikke løst men sat op i en fransk fletning der lå hen over den ene skulder. En ung mand kom hende i møde med et smil. "Hvad kan jeg gøre for dem, Frøken?" spurgte han høfligt. Hun så ikke ligefrem ud som en dronning som hun stod der i det mere normale tøj. Hun sendte ham et varmt smil og lod hovedet søge let på sned. "Jeg er her for at besøge Hertugen. Gider De fortælle ham at Angel er her for at se ham?" spurgte hun roligt. Den unge mand nikkede hvorefter han skyndte sig ind på slottet for at finde Hertugen. Angel blev blot stående alene udenfor og kiggede rundt på alle de mange folk der arbejde. Det var noget som hun nød. Det summede af liv.

[Deleted]

En drage som Galad, var ikke blot et mægtigt væsen, men især også et mægtigt og kraftfuldt symbol. Et symbol på den styrke og magt Alastair besad igennem Galad. Han var ikke dum. Den unge Hertug vidste godt at han ikke kunne regere over folk og fæ, eller indflydelsesrige individer, blot ved at vinde deres hjerter, eller ved den blide natur af hans egen. Han måtte også sørge for at fremstå som magtfuld og som en ægte Hertug. Han havde veltrænede soldater og krigere. Vagter der beskyttede Kurnous og de omkringliggende lande. Og han havde en Drage af en mægtig fysisk størrelse og fremtoning. Et billede af et væsen der ville kunne få langt de fleste til at genoverveje sine ord, eller vise måske blot en smule mere respekt. Og hvis det var således en effekt Galads tilstedeværelse ville have, ville Alastair ikke have noget imod at have Galad ved sin side. I sandhed, var Alastair en smule splittet. Han havde følt sig en smule lille og ubetydelig ved hans tidligere besøg til Castle of Light.. En dreng af Elvernes rige, der var kommet til magten... og pludselig, en Hertug. Som om han ikke havde fortjent hans titel. Ikke fuldt overbevist over at alle respekterede ham som han ønskede de skulle. En splittelse, der trak ham i retningen af at være elskværdig og blid, og ligeledes mod at være stærk og nådesløs.
Den store sal af Kurnous var ikke længere stedet for Alastair at ordne alle officielle ærinder. Det var en sal af varme og fred, og ikke helt passende til at beordre hans underlegne. Så en gang imellem, tog Alastair til de overbevoksede og skovbefængte ruiner, lige ved siden af Kurnous. Ruiner af et oldgammelt Elvisk slot, der havde stået hvor Kurnous nu stod. Resterne af de store ruiner, fungerede nu som Galad's hjem. Dragen var for stor til at færdes på Kurnous. Endda for stor til dets Gårdsplads. Og derfra, ville han ordne mange af sine officielle ærinder sammen med Galad. De to var uadskillelige, og derfor, var det kun fornuftigt at de regerede sammen. Nok bar Alastair titlen, men de to var én.

Alastair sad på en stol. Hans ene ben var trukket op, så dets ankel hvilede mod det andet knæ. I hans skød havde han en skriveblok, med blæk, fjerpen, og pergament. Ved hans fødder, flød der en lille overfladisk bæk af vand. Alt imens slyngplanter og bevoksning omringede facader og træer omkring dem. Der var en smule lukket af mod himlen, men lys kunne stadig nå jorden nogle få steder. Ved hans side stod en tjener, og holdte nogle få ark papir. Alastair underskrev disse papirer, hvorefter han fik rakt sig et nyt. Foran Alastair og hans tjener, nogle skridt væk, stod der to mænd. Praktisk klædt. "Giv disse breve til handelsmænd i byerne i besøger. Og hav dem rationere fødevarer som efter jeres anbefalinger." Sagde Alastair så endeligt efter at have underskrevet alle papirer, og derefter rakt dem til de to mænd. Den unge Hertug rejste sig op fra sin stol, efter tjeneren havde taget skriveblokken. Og derved var mødet overstået. De to mænd nikkede og bukkede sig høfligt for Alastair, inden de forlod ruinerne, og satte sig mod resten af Procias. Vinteren var nær, og alt skulle være parat.
Alastair var iklædt ganske simpelt, men fint tøj. Lidt i stil med hvad han egentlig altid bar. Han kunne lide vinden mod hans hud, så den hvide skjorte var meget nedringet, med nogle få bånd og tråde, og posede og luftige ærmer, samlet fint ved håndleddene. Bukserne var af læder, og sad fint mod kroppen. Og om fødderne bar han nogle høje støvler, ligeledes af læder. #Vil det de sidste for i dag?# Ikke langt fra stolen hvorved Alastair stod, var den store Drage Galad. Den blinde drage var næsten usynlig for det utrænede øje. I stand til at ændre og kamuflere sig til sine omgivelser, og grave sine ben og store lemmer i jorden under sig.. Med en krop og hud der var hårde som sten, og som lignede det samme. Og bevoksning over sig. Alastair vendte sig mod Dragen, der hvilede sig i de frodige omgivelser. "Det skulle jeg tro." Og idet hans ord havde lydt med et smil, kom der en ung mand let løbende ind i ruinerne. "Mylord Alastair. En Angel er ankommet, og ønsker at se Dem." Den unge Hertug vendte hurtigt blikket mod den unge mand, og endte dog i et lidt bredt smil. Han anede nu hvem det var, og kunne ikke andet end at more sig over den uformelle måde hvorpå hun havde måttet introducere sig for den unge mand. "Tak" .. "Vis hende hertil." Sagde han så blot, hvorefter den unge mand løb afsted igen.

Den unge mand endte atter engang ved Gårdspladsen, og gik hen til Angel. "Hertugen venter Dem i ruinerne." Den unge mand gjorde gestus imod en lille naturlig sti der forlod Gårdspladsens side, og ned imod en tætbevokset skov, som lå helt oppe af Kurnous. "Hvis De vil følge mig?" Lød det atter høfligt fra den unge mand, inden han så begyndte at føre hende ned ad stien, og mod ruinerne dækket af skoven. Det var en god gåtur ned ad bakke, men tog dog alligevel et lille stykke tid. Som den unge mand nåede til Ruinerne igen, sad Alastair i skrædderstilling på en stor sten. Med en ring imellem sine fingre, som han studerede lidt nærmere. Den unge mand gjorde gestus mod Angel, og vendte sig imod sin Hertug. "Deres gæst, Mylord." Og i det samme vendte Alastair blikket op, og så derefter skikkelsen af ingen ringere end sin Dronning. Han gled ned af den store sten, og tog nogle skridt mod de to med et smil. "Tak Angus. Du kan gå." Den unge mand bukkede høfligt, og forlod derefter ruinerne. Alastair betragte lidt Angel og lagde hovedet lidt på skrå. Smilet endte dog med at brede sig lidt. "Velkommen, Angelique.. Endnu et uformelt besøg, kan jeg fornemme..?"

[Angelique Amalani Darcy]

Angel stod roligt og ventede på at den unge mand enten kom tilbage for at følge hende til Alastair eller at Alastair kom til hende. De blå øjne søgte rundt over gårdspladsen og på de folk som arbejde der. Der var en ro over det hele også selvom der blev arbejdet. Folk virkede glade og rolige. Smilet var solidt plantet på hendes røde læber. Kurnous var e umådelig hyggeligt sted. Hun kunne lide at være her allerede selvom hendes tidligere besøg havde været korte. Indtil videre var der ingen som genkendte hende som værende dronningen og det var en særlig ting som hun fandt rar. Ikke at hun hadet at blive genkendt men en gang i mellem var det nu bare rart at kunne sprede sine vinger og bare være helt sig selv. Et par unge arbejder drengede kiggede kort efter hende som de gik forbi med nogle materialer og hun kunne ikke lade være med at fnise en smule. De skulle bare vide.
Hun ventede ikke alt for længe før den unge mand kom tilbage igen. Hun sendte ham et varmt smil som han kom hende tæt på. Ruinerne? Dette sted blev da også bare mere og mere spændende! Hun nikkede roligt ved hans gestus og med lette skridt fulgte hun med ham. Det var et utrolig smukt område. Kurnus havde været gemt for omverdenen i så mange år at alt var vokset til. Naturen var en fantastisk ting og hun var fascineret af den. Hendes øjne gled rundt som hun lod sig føre af stien og mod ruinerne. Hun kunne mærke hendes hjerte hamre en smule af spænding som de nærmede sig. Hun havde aldrig mødt andre drager en Chili og det var noget hun glædet sig rigtig meget til. Det og så det at se Alastair igen skulle nok blive spændende. De nærmede sig ruinerne og dermed også målet. Hun stoppede selv roligt op et lille stykke fra stenen sammen med den unge mand som åbenbart hed Angus. Hun sendte Alastair som sad på en sten et blidt smil hvorefter hun vendte sig mod Angus. "Tak fordi De fulgte mig herned" sagde hun høfligt og bøjede hovedet som et lille tegn på taknemmelighed. Hun fulgte Angus med øjnene som han endnu en gang forlod dem hvorefter hendes opmærksomhed blev rettet mod Alastair. Smilet bredte sig på hendes som han kom hende nærmere. Hovedet søgte let på sned. "God dag, Alastair" startede hun roligt ud og foldede hænderne foran sig. Hendes blik gled derefter en smule rundt på de smukke omgivelser. hun kunne ikke benægte at hun var utrolig fascineret af området de var i. "Du efterlod mig med en stående invitation til at komme tilbage for at se dig og møde din drage så det valgte jeg at tage dig op på. Jeg håber ikke at jeg forstyrre" sagde hun blidt med mild stemme. Hun havde glædet sig til at komme i dag. Det hele var bare så umådelig spændende.

[Deleted]

Der var uden tvivl en vis charme ved en Dronning der ikke lod sig hænge for meget på formaliteter og påtaget høflighed. At en Dronning som Angelique kunne tage til Kurnous og ikke befale den ellers næsten krævede formalitet, gjorde ganske godt indtryk på Alastair. Hvis dette sted kunne inspirere en sådan ro og frihed i ingen ringere end hende... så var det måske ikke et helt fejlslået projekt han havde gang i her? En næsten ubevidst og usagt bekræftelse han valgte at tage til sig som gode ord. Dette var hans vision, hans drøm. Og han ville realisere den, koste hvad det ville! Men Kurnous var også et sted af oldgamle hemmeligheder og mystik. Den selv samme grund til at Alastairs fader, og alle hans forgængere, havde holdt dette slots eksistens som en hemmelighed. Hemmeligheder Alastair nu havde til opgave at skjule, beskytte, og bevogte.
Alastair smilte venligt og åbent, og nikkede. "Og jeg er lad for at du tog imod den!" Udtrykte han muntert. Som hun lod sit blik falde på omgivelserne, betragtede han hende blot med det lille smil. Han kunne ikke skjule at hendes besøg var en glædelig ting, og at hendes tilstedeværelse var meget velkommen. Og ikke mindst en lille form for stolthed over hvorledes omgivelserne gang på gang syntes at betage hende. "Ruinerne af et Elverslot. Bygget af den første generation af Elvere..." Han smilte lidt og vendte blikket tilbage mod hende. "Mange år før nogen af os, som nu lever, er født." Ord der forhåbentlig ville tilfredsstille hendes nysgerrighed. Han turde godt sige det var så gammelt. For han vidste det.. Han troede ikke på at der var et levende væsen i denne verden, ældre end dette sted.. Og det fascinerede ham ualmindeligt meget. For denne verden, var meget gammel..
#Hun vil gerne møde dig, du ved..# Galad skulle nok have lidt af en fair advarsel. Det var ikke ligefrem fordi han kunne kommunikere med hende eller noget. Og Galad kunne, fra tid til anden, være en smule sky. Denne verden og det væsner, trods dets alder og historie, var ikke vant til væsner som Galad. Og verdens civilisationer kunne ikke huse ham. Så han var vant til at holde sig for sig selv, eller sammen med Alastair. Som reaktion til Alastairs tankestrøm, lod Galad et prust forlade sine næsebor. Huller der pludselig åbnede sig i den store sten Alastair tidligere havde siddet på. Alastair smilte måske lidt hemmelighedsfuldt og skævede mod Angelique som han trådte en anelse til side. Han sendte en lidt hurtig og flygtig gestus mod formationen af hvad der lignede mosbeklædte sten og små træer. "Og det her... Er Galad." Introducerede han muntert, og krydsede så afslappet sine arme over den let blottede brystkasse.
Dragen Galad hævede sit hoved og vendte den mod Angel. En smule jord dryssede af det store hoved, ti gange større end en mand, og lidt mere ånde forlod dens næsebor. Galad var blind, og havde ingen øjne, men så hende dog alligevel. Med en opmærksomhed rettet mod hende, der ikke kunne indikere andet. Galad hævede også en del af sin overkrop fra jorden, og op ad jorden trak han sine lemmer, som havde været begravet i jorden. Men Dragen rejste sig ikke helt. Dog, ved Galads bevægelser, var resten af kroppen blevet blottet fra dens skjul, og selvom han ikke stod på alle fire, var hans sande størrelse en unægtelig ting at spotte. Alastair kiggede først på Galad, og derefter på Angel. "Han er beæret over at møde dig.." Lød det så venligt fra Alastair, og i det samme, nikkede den store drage også i en menneskelig gestus. Alastair måtte jo tale for ham, men Galad havde dog alligevel lært nogle få menneskelige gestus af høflig og lignende.

[Angelique Amalani Darcy]

Angelique vidste at hun burde gå mere op i det formelle men hun gad virkelig ikke. Hun skulle bruge det når det var til offentligt skue og med nogle mennesker men med folk som Alastair kunne hun godt bare været sig selv. Der var ingen grundt til at vimse rundt om hinanden og sige De og Dem konstant. De var blot to individer som snakkede sammen. Andet var der ikke i det. Hun anså sig selvom som værende som alle andre også selvom hun var dronning. Hun var blot et menneske og det var noget som folk ikke skulle glemme eller noget som hun håbede at de ikke ville glemme.
Kurnous var et fantastisk sted. Hele området ebbede af mystik og den rå natur. Det fascinerede hende og hun kunne ikke lade være med at kigge nysgerrigt rundt. Ruinerne her var om muligt endnu bedre end selve slottet for hende. Hun havde altid været en pige som elskede at være udendørs på grund af Chili, hun var en ret ferm jæger og havde igennem mange år levet af landet som så mange andre hvilket men ikke skulle tro for en datter af en greve der var vokset op i et mansion. Dog var hun anderledes. Hun havde aldrig nogensinde anset sig selv som værende for fin til at grave i jorden eller partere et bytte sådan så hende og Chili kunne få noget at spise. Det tog jo en del kød at fodre en stor drage. Hun sendte Alastair et blidt smil. "Jeg er glad for at du tilbød. Det er rart at se dig igen" lød det sandfærdigt fra hende. Hun mente det jo. Det var rart at se ham igen. Hun kunne jo godt lide Alastair hvilket hun ikke var bange for at indrømme selvom det måske ikke ligefrem var det rigtige at gøre for en dronning. Hun lyttede til hans ord som han forklarede omkring ruinerne. Det lød næsten helt uvirkeligt. Hun lod hovedet søge på sned og tog hurtigt et kig mere rundt før de blå øjne atter fandt hvile på hans skikkelse. "Det lyder utroligt. Ved du hvor gamle ruinerne er?" spurgte hun nysgerrigt. Der var måske en del som ville forgive at være interesseret i det men hun var oprigtigt interesseret. Det var et fascinerede syn og hvis han kunne fortælle hende mere så ville hun da hjertens gerne vide mere. Ruiner som var ældre end nogen levende sjæl? Det var i sandhed spændende!
Angel var også kommet for at møde hans drage. Hendes hjerte hamrede en smule hårdere i hendes bryst. Hun var spændt. Det var første gang hun skulle stå overfor en anden drage end Chili. Mon denne her ville være anderledes? Hun vidste det ikke. De to drager var af natur forskellige. Hun vidste godt at Chili nok ikke var en rigtig drage men ej havde hun fortalt ham at hun kendte hans hemmelighed. Hun holdt det for sig selv og lod livet kører videre for nu. Stenen som Alastair før havde siddet på bevægede sig da Galad pustede ud af næsebordene. Mange ville nok være blevet forskrækket men Angel gjorde ikke andet end at smile. Hun var ikke bange for de store dyr, hun havde jo trods alt vokset op med en. Hun vidste at hun ville lugte af drage og at Galad ville lugte det. Selv havde hun jo ikke fortalt Alastair at han ikke var den eneste som kunne flyve igennem skyerne på et af disse fænominale væsner. Selvom Chili som sagt nok ikke var en rigtig drage så lugtede han fuldt og helt af en ild drage som en hver anden ville have gjort det. Det havde været hans skikkelse i så forbandet mange år efterhånden. "Det er mig en ære at møde dig, Galad" lød det mildt fra hende. Dog blev hun overrasket. Hendes blik søgte Alastair som han svarede for dragen. "Kan han ej selv snakke med mennesker?" spurgte hun forundret. Det var en ting hun aldrig havde hørt om før. Hun vidste at Chili kunne snakke med andre end hende og at de skrifter hun havde læst omkring drageryttere dikterede at dragerne kunne kommunikere telepatisk med mennesker på samme måde som forskiftere kunne i dyreform. Måske det havde noget at gøre med at Alastair var halvt elver? Hun vidste det ikke men det var interessant. Det kunne hun ikke benægte.

[Deleted]

Galad havde fanget færten en anden drage, langt væk, og Alastair vidste det. Angelique havde jo også nævnt at have haft en drage, ved deres sidste møde. Men i disse øjeblikke, ville han endnu ikke helt nævne det. Galad var meget anderledes end en ildspyende, kødædende, drage. Og den slags ødelæggende drager eller væsner, var nu heller ikke særligt velansete i lande som dette. Her var liv og frodigt natur værdsat over alt andet, og en sådan drage ville stå meget ud. Men hvordan Angelique var kommet til Kurnous, vedkom jo ikke Alastair. Hun havde vingerne af hendes drage, såvel som sine egne vinger. En Engel der delte et Astral Flow med en drage, havde han dog aldrig hørt om. Men han havde dog også på fornemmelsen at Angel havde ledt et langt liv, og skulle han vide det hele, ville det sikkert tage lang tid at høre. De havde alle deres hemmeligheder, selv Alastair.
"Og jeg er glad for at se dig, igen." Gengældte han med et lille høfligt nik, og et bredt smil. Angel var nu noget for sig, ligesom mange Engle sikkert var det. Han nød at have gæster. Nød at huse deres behov og agere en god vært for dem. Det havde altid været ganske tilfredsstillende at kunne byde på mad eller ly, eller blot selvskab i Kurnous. Stedet var endnu ikke helt færdigt, efter hvad Alastair ville med stedet. Men de nærmede sig dag for dag. Hvad der blev lavet på Kurnous, var dog ikke renovering, blot... et forsøg på at få stedet til at være mere indbydende for væsner der nødvendigvis ikke er af Skovens rige. Efter så mange år i hemmelighed, var Kurnous blevet til et ganske dunkelt og dystert sted. Og det var hvad Alastair og de som tjente ham, gerne ville opnå. At gøre dette sted mere fredeligt og velkommende. Gøre det til et fristed. Han betragtede hende, såvel som omgivelserne en anelse. "Ingen ved med sikkerhed." ... "Dog, blev det gamle slot på mystisk vis efterladt i ruiner, for omkring titusinde år siden. Hvorefter Kurnous blev bygget." Svarede han hende roligt. Dette var en underlig verden. Hvor tid ikke nødvendigvis gik hånd i hånd med fremskridt og fremgang. At gætte hvor lang tid siden den første generation af Elvere havde levet, ville være som at gætte hvor gammel denne verden i sig selv var. Og nok var han nysgerrig, og nok vidste han meget, men ikke det. Det var heller ikke meningen at man skulle vide sådanne ting, syntes han. Blot at det lå fortiden til.
Som Angel talte, tog Alastair et enkelt skridt mod Galad, men dog uden at gå alt for langt væk fra Angel. "Galad er blind, og født uden øjne." ... "Han blev undervist af Druiderne. Og har derfor haft langt større fokus på udviklingen af sine elementariske evner, og sine sanser." Han vendte blikket mod Angel, og let drejede overkroppen mod hende. "Han er unik.. og kan kun tale igennem mig." ... "Men hvem ved? Måske en dag vil han lære det." Galad var jo trods alt kun lige så gammel som Alastair, uanset hvor vis og stor han end skulle være. Man kunne ikke lære alting på blot 28 år i denne verden. Også selvom Alastair og Galad havde prøvet nogle grænser af, hist og her. #Hvem siger jeg vil tale med nogen?# Stemmen af Galad lød inde i Alastairs hoved, og den unge halv-elver smilte lidt for sig selv. #Hvis du kunne sprede dine moralprædikener til andre end bare mig, ville du have gjort det allerede.# Det var nok også bedst nogle gange, at andre ikke kunne høre samtalerne imellem de to... Og derefter, trådte Alastair hen til Angel, og krydsede blot sine arme over sin brystkasse i et ganske tilfreds udtryk. Med siden til hende, og fronten mod Galad. "Han er et væsen af jorden og naturen.. Og vil vokse som alt deri." ... "Desuden vil det nok også forklare hvorfor han er lidt doven, når det kommer til at flyve." Lød det muntert fra ham, og han skævede lidt mod Angel.

[Angelique Amalani Darcy]

Chili havde hun placeret et stykke væk for ikke at skabe for meget påstyr. Hun gik ikke rundt og fortalte folk at hun havde en drage for det kunne komme hen og blive en lidt mærkelig samtale. Sandt var det jo at Chili nok ikke var en rigtig drage og hvis han var så var han en speciel en af slagsen eftersom de ikke delte et bånd som Alastair og Galad gjorde det. Et sted så kunne Angel ikke andet end at være en smule misundelig på dem. Hendes bånd til Chili havde altid været stærkt, faktisk lige siden den dag de havde mødtes den første gang men det blev aldrig det samme som det en dragerytter og drage måtte have. Det vidste hun godt, dermed ikke sagt at deres bånd ikke var lige så stærk. Nej det var bare anderledes.
Smilet hvilede roligt på hendes læber som hun betragtede den flotte hertug foran sig. Det var rart at se ham igen og hun havde i sandhed glædet sig til at komme her på denne dag. Det var ikke ofte at hun fandt tiden til at rende rundt og komme væk fra slottet længere. Der var så meget der skulle gøres og så meget at se til. Hun kunne ikke altid finde ud af hvad der var op og ned på det hele så det var meget rart med en tur som denne til lige at få hovedet kølet lidt af. Slottet her var specielt. Det var noget som virkelig fangede Angel's interesse på sådan en måde at hun næsten ikke kunne forklare det. Hendes blik søgte rundt for at sluge så meget til sig som det var hende muligt. Også selvom stedet ikke var helt renoveret endnu så kunne hun ikke lade være med at nyde hvert et syn. Slottet var virkelig fantastisk. Dog så slog disse ruiner det. Selvom det var en del af slottet på en måde så var de bare anderledes. Følelsen man fik her var anderledes og det var noget som vækkede hendes nysgerrighed til fulde. "Det lyder godt nok spændende. Ruinerne her er utrolig fascinerende" indrømmede hun med et smil. Man kunne ikke vide alt i denne verden. Selv de mænd og kvinder som havde levet i forfærdeligt mange år vidste endnu ikke alt. Der var altid gamle hemmeligheder som blev velbevaret.
Hun lyttede til ham da han fortalte om sin drage. Blind? En skam at han ikke kunne opleve dette smukke sted igennem sit syn men dog vidste hun at han sikkert fik meget ud af det alligevel. Hun smilede roligt og betragtede Galad venligt. "Aldrig har jeg hørt om en drage der er født blind før. Dog må jeg indrømme at det lyder spændende. Hvilke elementariske evner? jeg ved at drager er forbundet til det element som afspejler deres ryttere men kan de andre?" spurgte hun nysgerrigt. At de to havde en samtale sammen internt havde hun gættet. Et sted kunne hun næsten se det på dem selvom de ikke viste nogen tegn på det overhovedet. Måske var det fordi hun havde stået i samme situation før. Chili havde det med at snakke til hende i tide og utide hvis han kunne komme til det. I sær hvis det var en prædiken eller noget som han ikke brød sig om. Angels blik flyttede sig fra Galad til Alastair som han kom hende nærmere. Hun var betaget af dem begge to hvilket vel et sted var tydeligt. Hun nikkede roligt. "Han er speciel men smuk må jeg sige. Aldrig har jeg set en drage som ham. Det er meget spændende" fortalte hun roligt og trådte en smule tættere på, dog ikke for meget. Hun lod hovedet søge let på sned som hun foldede sine hænder foran sig med et lille smil. "Hvis han er blevet oplært af druiderne må han have en utrolig stor viden vil jeg gå ud fra? Det må være fantastisk at have adgang til den. Så mange spændende ting" lød det næsten drømmende fra hende. Dette var et aspekt af dragerytterne som hun altid havde været betaget af.

[Deleted]

Kurnous husede mange hemmeligheder ud over gamle elviske ruiner, og skjulte lunde iblandt de omkringliggende træer og skov. Ingen kendte disse hemmeligheder, ud over Alastair, og de få som havde tjent på slottet i mange år. Hemmeligheder, som var blevet holdt skjulte af generationer, i løbet af tusindvis af år. Hemmeligheder som Alastair ønskede at dele, med nogen, men han vidste ikke hvordan. Det var ikke altid sundt for alle at vide mere end hvad de selv ville erfare på egen hånd. Men alligevel følte han dog en trang til ikke at have nogen hemmeligheder med Angel. Ikke en trang, men en sandfærdig lyst. Han talte som regel altid ivrigt og uhæmmet omkring Galad til andre, men det gjorde ham skam kun mere tilbøjelig til at dele hvad han vidste med Angel. Hun virkede trods alt meget interesseret og nysgerrig. Og Galad havde intet imod det. Lige så vel som Alastair intet havde imod at fortælle historier eller dele af sin viden. Han var måske ung, men kollektivt vidste Galad og Alastair langt mere end de fleste ville turde tro. Og deres fælles visdom var ikke noget at grine af.. Dog ikke altid en visdom de fleste tog alvorligt, når de hørte om Galad og Alastairs små eskapader hist og her.
Alastair skævede lidt mod Angel med et smil, og så hvordan hun betragtede Galad. Roligt søgte Alastair hendes blik og øjenkontakt. Og i det samme det skete, begyndte hans ellers blå øjne at lyse i et klart smaragdgrønt skær. "Han er blind, og kan ikke snakke. Men hvis jeg ønsker det, kan han begge dele, via mig." Forklarede han kort, og smilte lidt bredere inden han så blinkede et par gange, hvorefter den grønne glød forlod øjnene. Blikket røg flygtigt op mod Galad, som syntes at kigge direkte ned på dem begge. "Galad kan se igennem mine øjne, og lige så vel kan jeg lugte hvad han lugter. Høre hvad han hører." Tilføjede han roligt, og betragtede igen Angel. Selv med valget af en fabelagtig drage som Galad, var det nu alligevel svært ikke at lade blikket vende mod Angel. Han kunne vel ikke sige sig fra at være blot en smule betaget. Eller... måske mere end en smule. "Vores er ikke et element, som sådan." ... "Men vi er bundet til hinanden, som vi er bundet til naturen. Til skovene. Til Bjergene. Til Jorden under vores fødder." Han smilte en smule for sig selv. "Alt hvad der gror grønt og smukt, er vores at beskytte og holde nært." han fnøs lidt for sig selv og skævede atter engang mod Angel. "Den stakkels drage kan ikke engang ånde ild." Endnu en del af hvem de to kollektivt var, og hvilken slags drage Galad var. Der var intet mere grusomt syn i denne verden, end flammer der jog sig om naturen, og kvalte dets dyr og planter. Han kunne kun prise sig lykkelig for, at han aldrig oplevede den store skov i brand, for mange år siden..
Alastair så intet problem i at stå lidt nærmere Angel, som de to talte. Men inden længe kunne han høre sine tanker blive erstattet af Galads stemme. #Hun er din dronning, Alastiar. Rolig nu.# Nogle gange kendte Galad ham alt for godt, og Alastair vendte derefter et drilsk blik mod Galad, inden han så rømmede sin stemme, og lod begge sine hænder hvile mod sine egne hofter. "Druiderne havde aldrig set eller hørt om en skabning som ham. Så de tog ham til sig indtil han blev for stor." ... "Det var Druiderne der navngav ham. Galad betyder, groft oversat; Herren af de høje tinder, eller Kongen af bjergene." Lød det roligt og ganske glad fra Alastair. Hans blik holdte han på Angel. #Nu ikke noget med at charme dig ind på hende, med dine fortællinger, vel?# Igen lød Galad i Alastairs hoved, denne gang end anelse mere opgivende og irriteret. #Jeg charmer mig aldeles ikke på nogen måde!# Alastair var vant til at føre samtaler i hovedet med Galad, og samtaler med andre, på samme tid. Så selvom Alastair skænkede Galad et flygtigt blik, forblev hans opmærksomhed dog ved Angel. "Elverne gav ham også et navn; Quentor. Opkaldt efter en oldgammel elvisk guddom. Som.." Og i ét, indså Alastair at han nok talte lidt for meget om altid muligt og ingenting. Og han endte i stedet med ufrivilligt at tage et kort skridt væk fra Angel, og køre en hånd igennem sit hår. "Undskyld.. Jeg taler nok lidt for hastigt og iltert. Jeg lader mig rive med nogle gange.." Indrømmede han og smilte derefter venligt, og søgte i stedet at lade sig distrahere af Galad, som slev var ved at falde til ro i en halvt liggende stilling igen.

[Angelique Amalani Darcy]

Dette sted var magisk på en måde som Angel ikke helt kunne forklare men hun kunne godt lide det. Det var anderledes og spændende. Hun elskede sådan noget her. Der lå så meget historie og mystik bag dette sted og hun var tiltrukket af det. Hun havde altid været viden begærlig. Hun ville altid vide mere og søgte altid mere. Det vel også en af grundende til at hun var her i dag? Galad var meget anderledes end Chili og det vækkede hendes nysgerrighed på en voldsom måde. Dog var dette ikke helt grunden til at hun var her. Den smukke natur var et syn som behagede hendes øjne, hendes nysgerrighed ov3erfor at lære mere om Galad og slottet var noget der pirrede hende men sandt var det jo nok at hun egentlig allermest var kommet for at snakke med ham igen. Hun kunne godt lide Alastair. Den måde de var omkring hinanden på var en som hun virkelig godt kunne lide. Hun kunne være sig selv og det var hun ham mere end bare lidt taknemmelig for. Hun nød det og hun nød hans selskab. Allerede fandt hun sig utrolig komfortabel med hans nærhed hvilket var sjældent for hende. Hun havde altid haft svært ved at lukke sig helt op for folk. Angel smilede til Alastair. Hun vidste godt at der lå mere mellem hans øre end hvad man skulle tro af en mand på blot de 28 år. Ikke nok med at hvis man aktivt søgte information så lærte man mere men bare det at være så tæt knyttet til sådan et klogt væsen gav en meget. Hun var vel et sted en smule jealoux? Det var i hvert fald ikke noget som hun kunne benægte. Da hans øjne skiftede farve gik hun omgående tættere på ham. Han fangede hendes interesse med det samme. ”Wow” mumlede hun forundret og trådte helt tæt på. Han formåede at fange hendes interesse med selv de små ting. Det var helt vildt. Aldrig havde hun hørt om noget lignende. Hun havde søgt mange informationer omkring rytterne siden hun endnu en gang vågnede fra sin død men informationerne var små. Dette var dog specielt det vidste hun. Da hans øjne blev normale igen trådte hun en smule tilbage igen for at give ham plads. ”Det er fantastisk. Jeg har aldrig hørt om noget lignende. Intet mindre end fantastisk” lød det og hun kunne ikke skjule sin fascination. Hun havde aldrig hørt at dette kunne være muligt for ryttere at dele sanser med deres drager men racen var også meget isoleret. Der var få ryttere så informationerne var få. Dog var dette virkelig fantastisk. Hun lyttede roligt til hans forklaring om hvordan Galad og han selv var bundet til naturen. Det var ikke underligt. Han var jo selv halvt skovelver så det at de var forbundet til naturen på den måde var næsten at forvente. Hans lille kommentar omkring hans drage ikke en gang kunne spyde ild fik hende til at grine en smule. ”Et par så forbundet til naturen og til livet ville også være underligt hvis de ligeså var forbundet til den destruktive kræft i form af ild. Naturen er vidt strakt, det er hele vores verden som i er forbundet med. Det må virkelig være spændende. Jeg må ærligt erkende at jeg er fascineret” indrømmede hun roligt. Hun huskede godt skovbranden selvom hun ikke selv havde været i live på daværende tidspunkt. Det var sket efter hendes død. Det var et vendepunkt i den Procianske historie, desværre.
Han stod hende nær hvilket ikke var noget som gik hende det mindste på. Hun var jo betaget af ham, det ville hun ikke benægte på nogen som helst måde. Hun kunne jo faktisk godt lide ham selvom dette ikke var noget som hun kunne indrømme hverken overfor ham eller for sig selv. Hun lyttede interesseret til hans fortællinger. At han samtidig snakkede med Galad vidste hun ikke med sikkerhed men det ville ikke undre hende. Hun havde jo selv stået i samme situation mange gange. Da han stoppede sin fortælling grinte hun en smule. ”Du skal ikke undskylde. Jeg finder det utrolig spændende og jeg vil meget gerne høre mere. Både om Galad men også mig dig” sagde hun ærligt. Hun kunne godt lide hans historier og det var sjovt at høre ham fortælle alle disse små historier om Galad og deres liv. At Galad havde fået alle disse navne vagte også stor interesse. Der var virkelig bare så mange spændende ting. Hun vidste næsten ikke hvor hun skulle begynde. Han var bare helt igennem spændende.

[Deleted]

Galad var i sandhed en unik drage. Og deres forhold var unikt. Men det var ikke lutter morskab og fordele. Galad var højest sandsynligt den største drage i den kendte verden. Et vandrende bjerg i sig selv. Der var ingen slotsgård der kunne huse ham, ingen gårdsplads, og intet torv i en stor by. Dragen var ude af stand til at besøge byer eller slotte. Og Galads næsten gigantiske størrelse, havde været grunden til at de to ikke længere havde kunnet bo hos Skovelverne. En beklagelig episode med et ødelagt hus, var blandt andet også en anden grund. De som søgte at se eller møde Galad, måtte søge til naturen eller store ruiner som denne, for at møde ham. Alastair kunne ikke 'blot' tage Galad med sig hvor som helst. Hvilket var en smule bedrøveligt, men så igen... de to elskede naturen, så der var blot endnu flere grunde til at de to kunne være i hinandens selvskab, i grønne omgivelser.
#Se? Jeg vidste hun ville kunne lide dig..# Angel syntes næsten ikke at have andet end rosende og fascinerende ord omkring Galad, og de to i sammenhæng. Det gav egentlig Alastair en sans af stolthed at modtage en sådan form for rosende ord. De to havde jo egentlig forsøgt at holde sig lidt skjult så længe det bare havde været de to. Men nu var Alastair Hertug, og Galad var vel egentlig også, i forlængelse af Alastair. Så de kunne ikke længere holde sig skjulte eller blot være de to. Et øjebliks betænksomhed faldt over Alastair som han kastede et blik mod Galad. Et øjeblik der endte i et smil. "Jeg ved endnu ikke hvor unikke vi to kan påstå at være... Vi er aldrig stødt på andre ryttere eller drager.." Galad og Alastair delte et blik imellem hinanden, inden Alastair så vendte sig mod Angel igen. "Galad kan nogle gange lugte eller høre dem. Men det synes at de ofte undgår ham." Hvorfor vidste han ikke helt. Han kunne forstille sig at Galad syntes en trussel til andre drager, eller måske endda en fare. Et øjenbryn blev hurtigt hævet hos Alastair. "Faktisk, fangede han færten af hvad der sikkert var en drage, tidligere i dag..." Tilføjede han blot roligt og med et smil. Alastair blev stående ved Angel, og smilte lidt efter lidt, en anelse hemmelighedsfuldt med et blik mod øjenkrogen. Hans forklaring havde nok ikke rigtig været helt fyldestgørende, så måske en lille gestus kunne give den kære Angel et bedre billede af præcis hvordan Alastair og Galad var forbundet til naturen? #Helt ærligt.. Man skulle tro du var et barn, nogle gange..# Galad havde opfanget tankerne i Alastairs hoved, og lod den unge Hertug vide det. Alastair vendte sig mod Angel og rakte den ene hånd ud mod sin ene side. Håndfladen vendt ned af. "De kedelige detaljer, er at vi håndterer, og ser, naturen omkring os - ikke blot som et værktøj eller et element - men ét stort levende og givende væsen." Fra jorden og op imod hånden Alastair holdte ud til siden, voksede der hastigt hvad der måtte være roden af et træ. På toppen, tæt ved Alastairs hånd, groede en hvid rose. Alastair plukkede den, og rakte den til Angel med et venligt og charmerende smil. Men inden han kunne nå at sige noget, var en større slyngplante vokset bag ham, og daskede ham bag i hovedet med et smæld. Nok til at Alastair tabte den hvide rose, og i det samme måtte reagere, så Angel ikke misforstod. Han trådte et par skridt mod Galad, og desværre væk fra Angel. "Ser du, jeg er ikke blot en rytter, og Galad er ikke blot en drage. Vi er ét væsen, repræsenteret af lille mig." Han klappede sig selv på brystkassen. Lille var han ikke ligefrem. Mindst 190cm høj, og bredskuldret. "Og denne store drøvtyggende stengnasker." Alastair holdte igen hånden ud i luften, som om han lænede sig op af noget der ikke var der. "Jeg hverken kontrollerer eller bestemmer over ham. Og ej heller gør han over mig." I det samme, reagerede Galad til Alastairs små drillede ord, og sænkede sin store snude ned til Alastair. Alastairs hånd mødte snuden, og selvom Alastair stod lidt imod, blev han skubbet tilbage til Angels side af dragen. Et bredt og lettere smørret smil var over Alastairs læber, indtil han igen endte rank og afslappet ved siden af Angel. Hans hænder hvilede han mod sine egne hofter. "Jeg kunne berette i dagevis omkring dette sted, og omkring Galad. Men der er sikkert ikke så meget tilbage at sige om mig selv, som du ikke allerede har regnet ud." Svarede han hende og smilet blev lidt mere diskret og skævt. Hvis hendes indtryk af ham var blot en smule påvirket af hvorledes hun ellers havde reageret til hans ord indtil videre, ville han da helst ikke ødelægge det indtryk ved at fortælle unødigt meget om sig selv. Han fangede kun lige sig selv, når han gang på gang, syntes at glemme hun var hans dronning. Og ikke blot en øjeskøn kvinde, som han fandt attraktiv og venlig. Hvis han skulle glemme, ville Galad dog nok minde ham om det.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel var fascineret og derfor kom alle de rosende ord. Hun vidste ikke hvorfor men de var begge to så spændende. Det var noget som hun virkelig godt kunne lide. Blikket gled rundt på den massive drage. Han var virkelig stor og flot. Det var ikke et under at han fandt sig bedst i naturen når han mest af alt lignede et bjerg i sig selv. Roligt gled de blide blå øjne hen over dyret. Hun havde aldrig været bange for disse væsner selvom folk havde sagt at hun skulle frygte dem. Hun kunne ikke se hvorfor? De fleste drager var milde og blide væsner som respekterede mennesker men sådan havde det jo ikke altid været. Angel smilede stille for sig selv. Hendes far og deres tjenere havde altid fået hjerte anfald når hun uden problemer havde kravlet rundt på Chili som lille. De havde været så bange for at han ville spise hende selvom han aldring nogensinde havde skadet hende på nogen som helst måde.
Angel lyttede roligt til Alastair’s ord. Han kunne måske ikke selv se hvor unikke de var men hun kunne sagtens. Hendes blik hvilede på ham roligt som han snakkede videre. At Galad havde opfanget Chili kom ikke bag på hende, ja faktisk så havde hun forventet det. Det var jo derfor hun havde fået ham til at flyve hende hertil eller så langt som hun havde gjort det. Blikket som de to delte fortalte hende mere end deres ord. Det fik hende til at smile en smule blidt. ”Drager kan være territoriale. Der er få ryttere så selvom der er et ønske om at mødes så kan det være farligt at støde på andre. Det var blandt andet derfor jeg ikke tog Chili med hertil. Selvom jeg stoler på dig så ved man aldrig hvordan to drager er når de mødes” lød det blot helt naturligt fra hende. Hun havde ikke noget at skjule, heller ikke selvom hun ikke havde nævnt noget om det før. Det var bare ikke lige kommet op og ja, Chili var jo speciel.
Hun anså ikke noget han sagde som værende kedeligt. Hun lyttede interesseret i alt hvad han sagde og hun slugte hvert et ord. Selv var hun jo ligeså ung som han så der var mange ting om denne verden som hun ikke vidste endnu. Hans evner var nogen af dem. Hun så forundret til som planten voksede ved hans side. De smukke hvide rose sprang frem med største lethed og hun kunne ikke andet end næsten at blive målløs. Hvor var det utroligt hvad han var i stand til! Rosen blev plukket og han rakte den mod hende hvilket fik hende til at rødme kraftigt. Dog nåede hun ikke at modtage den før Alastair fik en slyngplante i nakken. Hun kunne ikke lade være med at fnise en smule underholdt som hun roligt gled ned på hug og samlede den hvide rose op. Den var for smuk til at ligge der på jorden. Hun betragtede den kort før hun vendte blikket tilbage mod Alastair da han endnu en gang begyndte at snakke. Hun nikkede roligt. ”Drage og ryytter har et samarbejde. Det er en forbindelse mellem dem og de er en. Det er svært for andre at forstå. Dragen er som en forlængelse af rytteren og omvendt. Det er et forhold som skal respekteres og værnes om” lød det roligt fra hende. Hun mente det virkelig. Det var et samarbejde og ikke et dominant / underdanigt forhold. Det var noget som man skulle tænke på. Hendes blik faldt til rosen i hendes hånd igen. Den var virkelig smuk. Hun kunne ikke lade være med at smile en smule og lade den røde farve melde sig i hendes kinder igen. Han var nu meget sød, det måtte hun erkende. De blå øjne rev sig løs fra skønheden i hendes hånd og tilbage mod ham. Hun sendte ham et roligt smil. ”Jeg tror ikke jeg villeblive træt af at høre dig berette om ting som er dig fascinerende. Det er spændende at høre om og så er du så oprigtigt angegeret i det du fortæller at det er en fryd for mig. Der er brug for flere som dig i denne verden til at pirre sådan nogle som mig og min nysgerrighed” svarede hun med et lille drillende smil.

[Deleted]

Hvad Alastair desværre ikke havde opfattet helt endnu; var at Galad egentlig var ganske territorial. Den store drage havde i teorien intet imod hverken menneskelige væsner, eller drager. Og havde før udtrykt en interesse i at se eller møde andre drager. Og meningsløs vold eller fjendtlighed, havde aldrig lagt til den fredelige Galad. Men Dragen brød sig ikke om en potentiel invaderende kraft tæt ved dets hjem. Galad havde allerede krævet et stykke af de nordlige bjerge for sig selv, som sit territorium. Et sted hvor Galad fodrede sig selv i de store sten og klippevægge. Hvilket var det eneste han spiste. Og han var netop ankommet til Kurnous. Så det ville ikke være ualmindeligt at antage, at dette slot og dets lande, var hans af bevogte og beskytte. Såvel som Elvernes skov, i sig selv. Men i disse øjeblikke, inspirerede Angels ord dog ikke andet end nysgerrighed. Som kom til udtryk da den store drage vendte sit hoved en anelse på sned, i hvad der kun kunne tolkes som en spørgende gestus. #Chili?# Alastair vendte blikket op mod Galad et øjeblik, og derefter mod Angel. "Han kunne godt tænke sig at vide mere om denne; Chili?" ... "En drage?" Spurgte Alastair så med et lille smil. En engel med en drage? Desto mere de to fik set af verden, desto mere besynderlig blev den.
Egentlig, vidste Alastair ikke meget om engle og deres domæne. Eller... rettere sagt; vidste han ting som ikke mange andre vidste. Men generelt var Angel den første engel Alastair og Galad havde mødt. Dog, virkede hun ikke synderligt mystisk, hvilket kun var godt. Af engle, havde han nok nærmere forventet højtflyvende overlegne væsner fyldte til randen med visdomsord eller guddommelige advarsler. At Angel ikke virkede således, var godt. Det ville da være ualmindeligt irriterende hvis det forholdte sig anderledes. "Du virker til at vide en del om det?" Spurgte Alastair. Nysgerrigt. Men måske også med et lille drilsk smil. Men nu hvor hun havde nævnt både hvad der kunne være en drage, såvel som hendes viden om Astral Flow. Så kunne det var virke som afvikling fra at høre på ham snakke hele tiden. Han var ikke ligefrem den kortfattede type, så det var altid en anelse befriende når andre end ham selv havde noget spændende at fortælle eller snakke om. Men ak ja, han kunne ikke komme udenom, at han nød at fortælle historier og lære fra sig. Ydmyg omkring det, plejede han nu heller ikke at være. Han var som regel hurtig til at vende en samtale til noget helt andet, hvis det skulle passe ham. Eller lod ofte historier og fortællinger danne rammen for en pointe eller en lektion. Men ja.. han var nok ikke i nogen position til at lære Angel noget som helst. Måske nogle få ting. Men på et tidspunkt vidste både han og Galad, at Alastair ikke længere ville have mere at fortælle. En uheldig konsekvens af hans unge alder og manglende erfaring. Men! At der endnu var meget at lære og opleve, gjorde kun fremtiden spændende og gjorde kun Alastair mere ihærdig efter at komme den i møde! "I så fald; skulle du nogensinde have lyst til at få dig selv og din nysgerrighed pirret... Er jeg her." Svarede han hende, og forsøgte lidt at gengælde den drillende tone.

[Angelique Amalani Darcy]

Drager kunne være meget territoriale. Angel havde selv set Chili være det omkring Elanya som havde været hans altid. Nu var det mere hovedstaden som han pådrog sig at beskytte. Det var et sted der det lå. I hvert fald for Chili. Han holdt dette område fordi det var her hun opholdt sig og det var hende som han skulle beskytte og passe på. Han var en dejlig og sær gammel drage. Det var underligt at tænke på egentlig. At de begge bed mærke i navnet kunne hun gætte med det samme. De havde det samme spørgende blik også selvom hun ikke kunne høre dragen snakke til hende. Et lille grin kom over hendes læber, hun kunne ikke lade være. Hvor de dog reagerede ens. Det var helt hyggeligt at se. Hendes opmærksomhed vendte sig mod Alastars spørgsmål og hun nikkede roligt. ”Jo. Chili er en drage, min drage” forklarede hun roligt. Deres forhold var virkelig svært at forklare. Hun vidste jo langt mere omkring det hele end nogen egentlig vidste. Chili troede stadig at hun ikke vidste at der var noget galt men hun havde læst sin lektie. Angel var speciel og sådan ville det nok altid være. Angel vendte blikket mod Galad og sendte ham et smil. ”Chili er en drage som er meget følelses præget. Derfor er han tættere med ildens element. Han er hurtig i luften og en rigtig kamp maskine. Til forskel fra dig så har han ikke den samme følelse med naturen og et sted så anser jeg ham for at være ligeglad med den. Han eneste ønske i denne verden er at beskytte mig” forklarede hun ham roligt. Hun sendte Han et lille smil før hun vendte opmærksomheden mod Alastair igen.
At engle kunne være mystiske var intet nyt. At Angel var den første Alastair og Galad nogensinde havde mødt var dog en morende tanke et sted. Angel var på ingen måde en traditionel engel. Hun havde aldrig nogensinde sat fødderne i Himmeriget og aldrig havde hun haft lyst til det. Kort tænkte hun på Zarakiel’s tilbud men slog det ud af hovedet igen. Hun hørte ikke til der, hun hørte til på jorden. Desuden ville hun ikke passe ind og ej kunne hun tage Chili med så det var absolut uaktuelt. Angel var en klog pige men ej var det viden som bare kom til hende. Hun havde altid været viden begærlig og hun ville vide mere. Derfor havde hun læst meget. Hun sendte ham et lille smil og nikkede. ”Der er ikke meget information omkring drager og drageryttere men der er opslag og viden at hente på det kongelige bibliotek. Jeg søgte denne information for et stykke tid siden før jeg blev dronning og faktisk havde tid til at læse. Du skulle komme forbi og tage et kig en dag? Det kunne være du fandt noget der var interessant” lød det blidt fra hende. Dørene var altid åbne for folk som ønskede viden men det var samtidig en invitation til ham for at komme igen. Hun kunne jo godt lide at snakke med ham. Det kunne hun jo ikke benægte overhovedet.
Angel havde lært nok omkring Astral Flow til at vide at hun ikke var en dragerytter. Chili var ikke hendes drage men hvad han var, anede hun virkelig ikke. Det var underligt at han stadig var her efter så mange år hvor hun havde været død og dog så kunne hun ikke andet end at være glad. Det betød at han stadig var her sammen med hende. Hun nød at snakke og dele sin viden ligeså meget som hun elskede at lytte. Det var fantastisk at høre ham fortælle om alt muligt og hun kunne ikke andet end at lytte intenst. Han havde en måde at fange hendes opmærksomhed på med det samme og det var noget som hun kunne lide og satte pris på. Hans ord fik hende til at grine. ”Det vil jeg huske. Så kan jeg jo bare komme rendende her i tide og utide for at se dig? Det takker jeg ikke nej til” sagde hun drillende og blinkede til ham. Hun følte sig virkelig glad omkring Alastair. Han var god og rar og bragte virkelig noget frem i hende som hun ikke havde følt længe. Det var virkelig en følelse som gjorde hende glad. Det ville hun ikke benægte.

[Deleted]

Galad var unægteligt en ung drage af menneskelige år, men ikke desto mindre en drage. Sådanne væsner var oftest født med en visdom og erfaring fra hvad mange tolkede som tidligere liv. Måske endda med de tidligere liv af deres Dragegudinde og forfader. Galad var ikke intimideret eller på anden vis underdanig i tilstedeværelsen af en Dronning af Procias. Selv en drage så fredeligt sindet som Galad, kunne til tider kigge på de simple liv af andre, og dømme dem mindre værd. Galad var dog ikke sådan, og så nærmere Angelique som noget nær en ligemand, så og sige. Som Dragen af Hertugen af Procias, var Galad en udvidelse af Alastairs bemyndigelse og autoritet, og var i sin egen ret; en Hertug. Så Galad havde skam fundet fred i tanken om at skulle tjene sin Dronning, som Alastair også var det. Galad syntes opmærksom på Angelique, og lyttede til hendes ord om hendes drage. Imens hun talte, betragtedes hun lidt af Alastair, som dog også vendte blikket op mod Galad. Dragen var ikke synderligt begejsret over hvad han hørte om denne 'Chili'. Og Alastair kunne på en måde godt forstå det. Den beskrivelse hun gav, dannede et billede af en fjendtlig, fyrig, og flammende drage, som så mange i denne verden ville tænke om de fleste. "Jeg håber sandelig ikke denne Chili har noget imod at efterlade dig her, hos os." Tilføjede Alastair lidt muntert og smilte som deres blikke atter mødtes. Indforstået, blev Alastair og Galad egentlig også lidt enige om at det nok var bedst Chili ikke var kommet med hende hertil. Det var langt fra alle her, som ville tage godt imod en sådan drage. Og især Galad ville nok ikke være særligt værtslig. I hvert fald ikke i disse grønne omgivelser. "Måske vi en dag møder Chili. Hvis ikke, bør han fortsætte sit gode arbejde." Han hentydede selvfølgelig til at beskytte Angelique, og sagde det heller ikke uden et lille smil.
Alastair smilte bredt, og trak på den ene skulder som han hævede dem op i et næsten undskyldende udtryk. "Jeg er Hertug." ... "Der er desværre heller ikke meget tid til overs til at læse alt for meget." Lød det halvt muntert fra ham. Han havde nu heller aldrig læst særligt meget, egentlig. Det var først da han var kommet til Kurnous, at hans nu afdøde far havde tvunget ham til at læse en helt del. Og der var endnu en masse at læse! Til stor frustration af både ham selv og Galad. Men så igen. Selvom de to var næsten uadskillelige, havde de hver især heller ikke det helt store problem med det. Og de havde begge kendt til konsekvenserne af det ansvar Alastair havde tiltaget sig som Hertug. Alastair kunne da kun se sig selv heldig og lykkelig over, at Angelique var villig til at tage noget af hans tid. Så han ikke bare sad begravet i breve og gamle tekster. Eller blev irriteret af sin hofmester om at blive klippet.
Alastair ville aldrig kunne benægte sin forkærlighed for at fortælle og dele sin viden. Ikke at han nødvendigvis gik og troede han havde en masse at dele. Men det var da alligevel en belønning i sig selv; at se andres blikke fæstnet mod sig, som de lyttede og lærte noget nyt. Forhåbentligt. Den unge Hertug smilte lidt bredere ved hendes ord, og nikkede, igen med armene lidt ude til siden og hvad der næsten var en høflig gestus. "Tide og utide, ja!" ... "Min dør er altid åben." Svarede han hende og kunne ikke andet end at lade sig smitte en anelse af hendes grin og betragte hende. #Fokus, Alastair! Nu ikke få for gode idéer!# Alastair skævede let op mod Galad. #Jeg sværger, du er værre end mor, nogle gange!# Ak ja, for det var ofte hønen, og den uregerlige kylling, imellem de to. Alastair der lod sig friste og inspirere af hvad der var omkring sig. Lige fra smukke enge, til smukke damer. Og Galad, var ofte dén som måtte banke lidt fornuft ind i hovedet på den unge Hertug. Måske blot et led af Galads egen mission, om at beskytte den unge mand der var så meget hans broder, som hans rytter.
Alastair rynkede tænksomt brynene en anelse, i blot et øjeblik, inden han atter lod ord bryde imellem hans læber. "Måske Chili ikke ville protestere mod at jeg pirrer din nysgerrighed, denne aften?" Han indså hurtigt hvordan det kunne lyde til nogen, og smilte lidt for sig selv ingen han tilføjede yderligere. "Der er noget jeg tror du ville være interesseret i at opleve. Hvis altså, du ikke har for travlt?" Han endte med at gengælde det lille blink efter sine få øjeblikke af tænksomhed. Alt imens Galad efterhånden var ved at vende tankerne mod at tage en lur, eller tage på en tur.

[Angelique Amalani Darcy]

Drager var fantastiske væsner. Selvom de var unge så var de stadig fyldt med en masse viden. Hun synes det var fedt at høre dem dele den viden som de havde genetisk arvet. Chili var dog anderledes. Hvad han var, vidste hun ikke men for hende så var han en drage. Hun forklarede sig så godt hun kunne selvom hun det ikke var den bedste måde hun gjorde det på. Ved Alastairs ord udbrød hun et lille undskyldende grin. ”Undskyld. Jeg sælger vidst ikke min drage særlig godt. Han er dejlig og mild selvom det kan være svært at se det. Han er et sted bare bange. Bange for hvad mennesker kan finde på. Vi er en utilregnelig race som har budt ham meget ondt og ud over det er han bange for at miste mig igen. Det var hårdt for ham” forklarede hun roligt og sendte Alastair et blidt smil. ”Han er god nok når han lære en at kende. Umiddelbart så kan han ikke lide at jeg er noget sted hvor han ikke kan holde øje med mig men det må han bare finde sig i” afsluttede hun bare muntert. Chili var god nok på bunden. Han var bare lidt svær at komme ind på og det vidste hun udmærket godt. Han havde været igennem meget igennem tiden og det var noget som hun var ked af. En del af det var jo trods alt hendes skyld så hun bebrejdede ham ikke. Ikke nok med det så var han også blevet bedre bare af sin tid på slottet. Han så flere mennesker og nogle af børnene hvis forældre arbejde på stedet lod han også komme nær når han troede hun ikke så det. ”Chili har altid prøvet at være stærk fordi jeg, af natur, er svag. Drager er en forlængelse af deres rytter hvilket gør at de giver os det vi mangler. I mit tilfælde var det styrke. I andres er det visdom og dømmekraft. Mine mangler kan overskygge hans gode sider, desværre.” Det var jo sandt et sted. Hans personlighed kunne også på et punkt være hendes skyld.
Angel vidste at Alastair måtte have travlt men hun havde alligevel taget sig den frihed at kræve sig noget af hans tid. Hun kunne godt lide at snakke med ham og et sted så havde hun jo også brug for sat slappe af. Hun kunne godt lide det og Kurnous var et smukt sted. Hun nød at komme forbi her og bare kigge. At hun var velkommen i tide og utide var noget som glædet hende. Han virkede oprigtig og ikke bare sagde det på grund af hendes status. Hun sendte ham et taknemmeligt smil og lod hovedet søge på sned. ”Det vil jeg huske. Så kan jeg komme og forstyrre dig når jeg keder mig” sagde hun drillende og blinkede til ham. Hvad Alastair gjorde sig af tanker og hvad Galad påduttede ham anede hun ikke men hun kunne godt skimte at de snakkede sammen. Man lærte at kende de små tegn mellem drage og rytter. Selv kunne hun se det fordi hun gjorde det selv. Hun kunne ikke lade være med at fnise. De virkede som om de havde det rigtig godt hvilket hun virkelig godt kunne lide.
Det tænksomme blik fangede hendes opmærksomhed og hovedet søgte let og nysgerrigt på sned. Hun var en nysgerrig pige hvilket hun ikke lagde skjul på. Han formåede at pirrede hende allerede før han sagde noget. Hun grinede en smule. ”Det tror jeg ikke han har noget imod og selv hvis han havde har han ikke noget at skulle sige” lød det muntert fra hende. Med nogle lette skridt trådte hun lidt tættere på Alastair. De blå øjne søgte hans mens smilet hvilede på hendes læber. ”Jeg har skam ikke for travlt til dig” sagde hun blidt og med et lille glimt i øjet før hun endnu en gang trak sig. Om hun spillede op? Måske en smule men hun kunne bare ikke lade være.