Meeting my dear daughter..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior vidste godt, at han i øjeblikket, var i en situation, hvor han ikke kunne kræve noget, og ærligt, så havde han heller ikke tænkt sig, at gøre det. Alt taget i betragtning, så handlede det om at gribe chancen, nu hvor den var der, i stedet for at vende ryggen til, som han vidste, at rigtig mange andre i hans sted, ville have gjort det. Han rystede denne gang på hovedet, hvor han let trykkede hende ind mod sig. De havde begge en andel af skylden, og så var der bare ikke nogen grund til at lægge mere i det, end hvad godt var i den anden ende.

Junior lukkede øjnene let. Det lettede ham virkelig, at hans datter ikke var afvisende overfor det, men derimod gav udtryk for, at hun gerne ville have ham som en del af sit liv. Kunne det overhovedet blive bedre nu? Han vendte blikket mod hende, hvor han blev stående med hende. Angelea ville blive glad, hvis hun så dem nu. Det var han slet ikke i tvivl om. "Jeg går ikke nogen steder," bad han denne gang, som han vendte blikket mod hende, og efterfølgende mod Malania. Den kære drage, som han kunne huske.. Der var så mange ting her, som han kunne huske.
Junior så ned mod hende denne gang, hvor han denne gang sendte hende et smil. "Jeg er kun ked af, at jeg ikke har haft muligheden for at gøre noget, før nu," sagde han denne gang. Med alt det, som han havde haft at tænke på, så var det ikke en undskyldning, men han havde oprigtigt slet ikke tænkt på, at han havde haft en datter derude. Nu var hun ikke alene mere, og det var han heller ikke.. Det var naturligvis virkelig rart og for ham at vide. Her havde han ikke tænkt sig at fejle!

[Acacia De Lochèr Dex]

Der var nok ikke mange der havde opført sig som Acacia og Junior havde gjort det hvis de havde været i deres situation. Et sted så stod de uden et forhold andet end det af blod. Mange ville nok have vendt det ryggen efter så mange år men dog så så de det som en mulighed. Begge havde de haft skyld i at det ikke var sket før nu så der var vel ingen grund til hverken at træde i det eller snakke mere om det. Ingen af dem bebrejdede hinanden så de havde allerede fået en god start.

Tårerne trillede stadig ned over Acacia's kinder. Normalt var hun virkelig ikke en pige som græd meget og dog så havde hun ikke kunnet lade være på det sidste. Ikke nok med at hun havde mistet sin mor men hun stod nu i armene på en far som hun aldrig havde kendt. Var det noget at sige til at hun var en smule rundt på gulvet? Dog kunne hun ikke lade være med at smile også. Dette ville have glædet hendes mor at de stod sådan her. Selvom det ikke var gået mellem dem så havde Angelea altid ønsker at Acacia havde haft i forhold til hendes far. Det var et forhold som hun kunne få sig nu. Ved hans ord trykkede hun sig lidt mere ind mod sin far. "Det er jeg glad for" hviskede hun stille. Malania lod hovedet falde let til den ene side. Den store drage vidste at dette nok skulle gå hen og blive en god ting.
Hun hævede blikket en gang da hun mærkede hans øjne hvile på hendes skikkelse. Hun sendte ham et smil og lod de spidse tænder vise sig en smule. Hun var jo trods alt halvt spide. "Mor sagde altid: bedre sent en aldrig" lød det blidt fra hende. Det var jo også sandt nok. Det var aldrig forsent hvis de begge to var villig til at give det en chance.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Ingen af dem klandrede hinanden, hvilket også gav dem et godt udgangspunkt. Junior var selvfølgelig glad for det. Dette var en mulighed for ham, hvorpå at han kunne få tingene, som han gerne ville have det.. Et forhold til sin familie, som han vidste, at han selv havde forsømt igennem de mange år, som nu havde passeret, og nu havde han endelig fået muligheden, for rent faktisk at gøre noget ved det, hvilket da uden tvivl var det bedste af det hele. Det skulle der i hvert fald ikke være nogen tvivl om.

Et stille smil passerede hans læber, som hun lod sig trykke ind mod ham. Det føles virkelig rart. Armene hvilede godt og beskyttende om hende. Hun havde måske ikke længere sin moder, men han trådte mere end gerne ind i rollen som en far, om hun ville have det, og lod ham selvfølgelig. Bedre sent end aldrig. "Jeg tror, det er det ordsprog din moder levede efter," sagde han denne gang. Han sendte hende et smil. Malania var rolig.. Alt var roligt. Det var som om, at det her, bare var noget, som skulle være, og selvfølgelig var det noget, som betød forbandet meget for ham. "Lad os finde et sted for natten, Acacia," sagde han denne gang. Han ville gerne snakke mere med hende, end hvad han havde gjort til nu. Hun var jo hans datter, og han var oprigtigt også interesseret.

[Acacia De Lochèr Dex]

Det kunne egentlig ikke være meget bedre. Begge ønskede de at have et forhold til hinanden og det var noget som Acacia var yderst godt tilfreds med. De kunne formå at få stablet noget på benene, noget som hun vel et sted også have manglet igennem disse år? Aldrig havde hun haft en fader figur for hendes mor havde ikke ønsket sig at være sammen med andre mænd. De havde været alene, kun dem og Malania hvilket også have været okay. Dog havde de da påvirket Acacia's omgang med mænd uden for hendes hjem.

De beskyttende arme fik endelig en smule ro på hendes gråd. Det var utrolig rart for nu stod hun med en følelse af ikke at være helt alene. Den sidste tid med hendes mor havde været ufattelig hård som sygdommen havde sat ind. Det havde været ligefør at Acacia havde mistet både sin mor og Malania, dog havde den stakkels magiker hjulpet hende. Stadig var hun ked af at have havde måttet lade livet men inden kunne vide at det at pille ved dragernes indre kunne have den effekt. Hun sendte ham et stille smil og nikkede roligt. "Det er det også" konstaterede hun roligt. Svært var det en gang i mellem at forholde sig sådan til tingene og dog så blev det lettere og lettere for hver gang. Det havde hun da måttet sande. Ved hans ord om at de skulle finde et sted for natten nikkede hun roligt. Hun ville gerne snakke mere med ham. Hun lod sig roligt glide ud af hans favn og søgte over mod Malania med næsten lydløse skridt. "Du kan blive i skoven i nat. Sørg for ikke at blive set og kald hvis der sker noget, okay?" spurgte hun med et lille smil og tørrede øjnene. Malania betragede hende lidt før hun så skubbede den store snude helt hen mod sin rytter i en form for kærtegn. #Pas på dig selv imens# bad dyret i Acacia's hoved. Malania trak sig igen og rejste sig før hun vendte blikket mod Junior. #Pas på hende til vi ses igen, Junior# lød den rolige stemme før Malania uden tøven satte af fra jorden og søgte mod den nærliggende skov. Acacia kiggede efter hende før hun vendte sig mod sin far. "Du føre an" sagde hun roligt og gik i mod ham. Hun ville følge ham hvor han ville tage hende hen. De havde brug for at snakke og det var en ting som hun virkelig godt kunne lide. Dette var begyndelsen på noget nyt og noget som hun glædet sig til.

//OUT

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det var uden tvivl en meget rar tillid, som Acacia viste ham, og det var Junior selvfølgelig utrolig glad for. For ham, var det nemlig meget vigtig del, som han altid havde været glad for familielivet, og dette bestemt heller ikke var noget undtag. Det var for ham vigtigt, at uhn følte sig vel omkring ham. Særligt fordi, at hun jo trods alt også var hans datter. Et stille smil passerede hans læber. Bedre sent end aldrig.. Ord som hendes køre moder havde skænket ham mere end en gang tilbage i deres tid. Også selvom det havde været begrænset hvor meget tid de egentlig havde haft sammen. "Det fortalte hun mig mange gange," sagde han denne gang.

At hun gik med til at finde et sted for natten, var en tanke, som selvfølgelig glædede ham. Dertil kunne han også love Malania, at han ville passe på hende. Ikke kunne det falde ham ind, at skulle gøre noget andet! Et stille smil passerede denne gang hans læber. "Selvfølgelig," lovede han højt og helligt denne gang, som han endnu en gang lod blikket søge mod hendes skikkelse. Her tog han om Acacias hånd. Han ville passe på hende, og han ville være den far, som hun havde måtte undvære frem til nu. Det var vigtigt for ham!
"Kom," bad han denne gang, inden hans blik faldt til Malania, som søgte mod skovene. Han smilede let. Visse ting var som han huskede dem. Her førte han Acacia med sig. De havde stadig rigtig mange ting at snakke om.

//Out