Meeting my dear daughter..

[Acacia De Lochèr Dex]

Hendes far havde aldrig været der. De havde altid været alene hende og hendes mor. Hun havde kun haft en mor. Et sted så var det vel også hendes egen fejl. Hendes mor havde fortalt hende alt da hun var blevet gammel nok og så ladet det være op til hende at søge manden som havde givet hende liv … Men hun var bare blevet hjemme. Et sted havde hun vel være bange for at han ikke havde været der fordi han ikke ønskede noget med hende at gøre? Hun havde været bange for det faktum og det havde holdt hende fra at søge. Det var oftest svære at være uvidende end et afslag men lige i denne her situation var det omvendt. Hun ville hellere leve i uvisheden end at få af vide at han var ligeglad med hende.
Armene gled stille om hendes krop som for at beskytte sig selv. Hun vidste virkelig ikke hvilket ben hun skulle stå på. Hun havde lige mistet sin mor og nu stod hun her overfor en far som hun aldrig havde mødt før af hvad hun kunne huske. Hun trådte et skridt væk og tættere på Malania. #Acacia!# Den lidt hårde tone lød i hendes hoved. Malania skulede mod hende og hun stoppede op med det samme og bed sig i læben. Hun vidste virkelig ikke hvordan hun skulle tackle det her så det var nemmere bare at søge mod det kendte. Dog lod det ikke til at Malania var enig i hende. ”Hvor har du været henne? … Nej … Jeg burde have ledt efter dig for mange år tilbage. Jeg …” Hun tav igen og vendte blikket i jorden. Dette var jo langt fra kun hans skyld. Hun kunne have ledt efter ham. Hun var efterhånden gammel hvis man så på hvor mange år hun havde levet selvom hendes opførsel og væremåde måske viste noget andet.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior regnede bestemt ikke med, at Acacia ville kaste sig om halsen på ham, og udråbe sin lykke for at have fundet sin far, for det var jo slet ikke sådan, at verdenen hang sammen. Dog måtte han jo erkende, at han havde håbet på... en lidt skuffet mine måtte dog alligevel træde frem i hans ansigt, som han denne gang vendte blikket væk. Hun trak sig væk fra ham endnu en gang. Han kunne bare ikke rigtigt gøre noget ved det, eller tvinge hende til noget som helst, og det vidste han jo godt. Blikket vendte han derfor kort mod dem. Malania forstod ham vel? Eller.. gjorde hun nu det?
Acacia startede næsten ud som anklagende. Han vidste godt, at han ikke havde stået der.. Og skulle han være helt ærlig, så havde han ikke rigtigt tænkt over det. Der havde været så meget andet i hans liv, kunne man sige. Han bed tænderne svagt sammen. "Jeg ved det godt.." Hans blik faldt til hendes skikkelse. Mest for sin egen skyld, valgte han at have en afstand til hende, og ikke komme hende for tæt på, for han ønskede det heller ikke, hvis det var så ubehageligt for hende, som det tilsyneladende var. Han knyttede næverne svagt. "Hør, jeg.. jeg forstår godt, at det er svært.. Jeg havde heller ikke regnet med det. Er du vred?" spurgte han denne gang. Faktisk brød han sig slet ikke om at stå her, som han gjorde det lige nu.. Men hvad pokker kunne han da gøre?

[Acacia De Lochèr Dex]

Acacia havde det underligt. Dette var virkelig ikke noget som hun havde oplevet og regnet med at stå overfor. Hendes far var pludselig foran hende og der var intet hun kunne stille op. Hun følte sig helt fortabt. Tabet af hendes mor lå stadig frisk i hendes hukommelse og pludselig blev denne skiftet ud med en far? Det var så uventet og hun vidste ikke hvordan hun skulle takle det. Hun sukkede stille. Synet af hans skuffede mine fik hende til at få voldsomt dårlig samvittighed. For pokker! Hun vidste da heller ikke hvad hun skulle stille op. Enkelte tårer begyndte at trille ned over hendes kinder som hun dog hurtigt tørrede væk igen. Dette var en frustration uden lige.
Hun anklagede ham men ikke længe. Hun havde spurgt ham hvor han havde været igennem alle disse år men så havde hun vendt den tilbage mod hende selv. Hun havde ligeså stor skyld i dette som han havde. Hun havde jo heller ikke ligefrem ledt efter ham på noget tidspunkt. Hun sukkede stille og vendte blikket mod den store drage. De behøvede ikke en gang ytre et ord før Acacia vidste hvad Malania tænkte. Hun bed sig svagt i læben og lyttede til hans ord. Stille rystede hun på hovedet. ”Nej, jeg … Jeg er ikke vred. Jeg kunne3 også bare have ledt efter dig. Mor sagde at hun synes jeg skulle gøre det. Jeg … Jeg har bare aldrig haft modet til det. Hun fortalte mig aldrig hvad der skete mellem jer så jeg var bange for at jeg ville blive afvist” forklarede hun med svag stemme. Dette havde jo været grunden til hun ikke havde opsøgt ham. Frygten for at blive afvist sad virkelig så dybt i hende at hun slet ikke kunne rumme den. Tænk nu hvis det havde været derfor han og hendes mor ikke havde været sammen længere? Det var slet ikke tanker som hun kunne forholde sig til.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior vidste heller ikke helt hvordan han skulle håndtere situationen, for det var svært. Han havde nu heller ikke ligefrem regnet med, at skulle stå ansigt til ansigt med sin egen datter, og særligt ikke på denne her måde. Hans liv, var bestemt ikke hvad det havde været, og han måtte også indrømme, at Angelea - såvel, som rigtig meget af hans baggrund og fortid, var gået i glemmebogen.
Svagt lod Junior sit blik falde. Okay, han håndterede virkelig denne situation langt værre, end hvad han egentlig havde regnet med. Men han havde så derimod også regnet med, at han kunne få lov til at være mere forberedt, end hvad det havde vist sig for ham. Hans blik faldt til Acacia igen. Han rystede på hovedet. "Hvilken mand, ville afvise sin egen datter?" spurgte han denne gang. At hun gjorde sig tanken, gjorde ondt på ham. Han trådte denne gang et skridt tættere på hende. Der var ikke nogen grund til at være bange for ham. Aldrig kunne det falde ham ind, at skulle gøre hende noget.
Junior vidste godt, at Malania fulgte med på sidelinjen, og nu hvor han vidste, hvem denne drage var, kunne han også slappe langt mere af, end hvad han nok normalt ville have gjort overfor sådan et væsen. "Jeg er ked af, at jeg ikke har været omkring, Acacia. Virkelig.." endte han denne gang. Hvad andet skulle han da sige? Han ville ikke kunne gå tilbage i tid, og han ville ikke kunne gøre noget ved det. Man kunne vel håbe på muligheden for at bygge noget op herfra?

[Acacia De Lochèr Dex]

Dette var virkelig en underlig følelse. Hun stod lige nu foran sin far, sin biologiske far som hun ikke havde set i forbandet mange år. Hun kunne slet ikke forstå det på nogen måde. Det gjorde næsten ondt i hende hoved at tænke på det. Hun sukkede stille og lukkede øjnene. Det hele var bare så svært lige nu. Den ene hånd løftede hun stille og gned sit hoved en smule. Hvordan skulle hun takle det her? Det var helt uvirkelig for hende. Hun åbnede stille øjnene og vendte blikket mod ham. Det var ikke let for nogen af dem. Det kunne hun da tydeligt se.
Hendes frygt var virkelig at han ikke ville hende. Det var den største grund til at hun aldrig havde søgt efter ham. Hun vidste jo ingen ting i realiteten, kun at hendes forældre ikke havde været sammen. Frygten for at det var hendes skyld var virkelig fremtræden i hende. Hun kunne ikke klare de tanker så hun prøvede bare at gemme dem væk. Hans spørgsmål fik hende til at lade armene falde omkring hendes krop. Hun bed sig let i læben før de grønne øjne søgte hans blik. Tårerne begyndte stille at trille igen."Jeg .. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro. Mor ville aldrig fortælle mig hvad der skete fordi hun ville ikke have at jeg skulle beskylde nogen af jer for at det gik galt. Hun holdt stadig meget af dig til den dag hun døde og fortalte mig hvor god du var men ... Men jeg kunne ikke lade være med at være bange og frygte at du aldrig nogensinde ville mig" lød det trist fra hende. Hendes frygt var tydelig. Var det så underligt når det nu havde været så lang tid siden?
Malania vidste at Junior var til at stole på så selvom hun jo stadig fulgte med så lå hun bare med hovedet på jorden og lukkede øjne. Hun var ikke bange for at der skulle ske Acacia noget så der var ingen grund til at være på vagt. Acacia vidste virkelig ikke hvad hun skulle stille op. Heller ikke ved hans indrømmelse. Kunne hun nu virkelig vide om han mente det? Hun bed sig i læben igen og vendte blikket i jorden. Hun var virkelig usikker på det her."Jeg ... Jeg ..." Hun tav igen. Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle sige.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det her var overhovedet ikke i nærheden af nogen situation, Junior nogensinde havde regnet med, at skulle stå i. Oprigtigt havde han jo faktisk aldrig regnet med, at han skulle møde nogen fra hans fortid, som ville have den betydning. Han havde ikke behandlet Angelea særlig godt, og det var bare ikke gået. Det var nok ikke ligefrem det mest stolte i deres tid, kunne man sige.. Hans ikke mindst, men at afvise en kvinde, som skulle være hans datter.. Det ville slet ikke komme på tale, og heller ikke fra hans side!
"Man kan være bange for meget, men det, er slet ikke noget, som du skal være bange for. Jeg ved godt, at jeg ikke har været der, og at jeg burde.. Men.. ja." Han tav igen. Han vidste ikke rigtigt, hvad han skulle sige, eller hvordan han skulle håndtere denne her situation, og selvfølgelig kunne det godt mærkes, så det alene, var der ikke nogen tvivl om. Han lod kort tungen stryge over læberne. Han var urolig indvendig. Han vidste slet ikke hvordan han skulle håndtere det her.

Acacia var ked af det.. Hvorfor hadede han at se hende på den måde? Han hadede, at være med til at gøre hende ked af det, og særligt når han ikke vidste, om det var en god eller en dårlig ting, så det kunne i hvert fald godt mærkes nu! "Du skal ikke være ked af det, Acacia.. Jeg vil gerne være der," endte han denne gang. Han stoppede denne gang først, da han stod bag hende.. Skulle han? Hånden hævede han forsigtigt, hvor han denne gang, lod den falde mod hendes skulder. Han trykkede forsigtigt om den. Han var jo hendes far, og derfor ville han gerne. Han ville virkelig gerne.

[Acacia De Lochèr Dex]

Hun vidste virkelig ikke om hun kunne lide det her. Hun kunne ikke finde rundt i det hele og hun fik det virkelig dårligt når hun stod her overfor manden som var hendes far. Hvordan skulle hun dog takle det her? Det var underligt og mærkeligt. Hun havde stadig mest af alt lyst til bat løbe og ikke se sig tilbage. Hun vidste dog at dette ikke var nogen løsning. Derfor blev hun stående. Selv med alle hans ord så var det vel intet under at det var sådan hun havde følt det? Hun havde jo aldrig set ham og så pludselig nu så havde hun en far? Hvorfor pokker skulle det hele være så svært lige pludselig? Hun sukkede stille.
Hand ord gjorde det ikke meget bedre. Det hele var virkelig bare for meget for hende lige nu. Hun havde voldsomt meget lyst til at skrige og bare holde sig for ørene men det ville heller ikke nytte noget. "Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal tage det her. Det er så underligt. Hvorfor gik du og min mor fra hinanden? Hvad skete der?" spurgte hun stille. Hun ville så gerne vide det. Mere en noget andet faktisk. Hendes mor havde aldrig ville sige det fordi hun vel ikke ville give Acacia et dårligt billed om hendes far men nu var hendes mor der ikke mere men han var. Der var en mulighed for at han kunne fortælle hende det nu.

Han kom tættere på hende. Hun vidste ikke om hun trække sig igen. For nu blev hun bare stående og ventede. Det hele var virkelig så underligt for hende. Tårerne trillede ned over hendes kinder for hun følte sig virkelig bare noget så fortabt. Det kunne slet ikke beskrives hvor forvirret og fortabt hun egentlig følte sig lige nu. "Jeg er ikke ked af det. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal stille op med det hele så tårerne vil ikke stoppe. Jeg er forvirret" indrømmede hun ærligt. Hånden mod hendes skulder fik det til at gibbe i hende. Det havde hun alligevel ikke regnet med. Hun vendte sig en smule mod ham men trak sig ikke fra ham. Hun lod ham bare give hende det lille klem mens hun betragede ham stille.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior måtte erkende, at han ikke var meget for at fortælle hende, hvad der var gået galt mellem ham og Angelea. Hun var ham en kvinde, som han havde holdt meget nær, og ja, han havde gjort sine fejl.. Nok alt for mange, men de havde jo desværre været til stede.
At det skulle være så svært for Acacia, var slet ikke en tanke, som han brød sig om. Det var jo overhovedet ikke hans mening, at skulle gøre det så svært for hende, nu hvor han måtte stå der med hende, og det mente han også oprigtigt. Da hun jo var en vigtig del af ham. Hun var hans datter, og det var ikke noget, som nogen ville kunne tage fra nogen af dem. Han rystede på hovedet, og lod blikket falde. "Oprigtigt..? Det gik ikke mellem hende og jeg.. Jeg gjorde fejl.. og rigtig mange af dem.. Hun fortjente bedre, end hvad jeg kunne give hende." endte han denne gang. Det var måske at pakke det ekstremt meget og ekstremt godt ind, men noget var han jo nødt til at gøre. Han ville jo ikke gøre det værre for hende, end hvad det var i forvejen.

Hånden lod han søge mod hendes skulder, hvor hun denne gang kun vendte sig mod ham, i stedet for at trække sig væk. Så langt så godt, kunne man sige. Det passede ham faktisk mere end fint. "Jeg forstår godt, at det er svært, Acacia.. Jeg synes selv det er.. svært.. akavet," endte han. Han lod hånden falde igen. Det var svært det her.. virkelig, virkelig svært. Hans blik søgte mod Malania.. næsten som han håbede, at dragen kunne hjælpe dem lidt, for det her var nok langt sværere, end hvad han lige havde regnet med.

[Acacia De Lochèr Dex]

Acacia havde det virkelig svært med det hele men det at hun ikke vidste hvad der var sket var virkelig noget af det værste. Hun hadet det mere end noget andet for at sige det mildt. Hun sukkede svagt som hun lyttede til hans ord. Hvorfor ville ingen af dem fortælle hende det? Var der sket noget så voldsomt slemt at det ikke gik eller var det i virkeligheden bare hendes skyld? Var de gået fra hinanden på grund af hende? Det var en irrationel frygt men hun kunne virkelig ikke slippe den igen. Det var noget så forfærdeligt og hun hadet det noget så grusomt. "Hvorfor vil du ikke bare fortælle mig det? Du er ligesom min mor. Ingen af jer ved fortælle mig hvad der skete og det river mig i stykker indefra med tanker og bebrejdelser. Jeg kan ikke lade være med at tro at jeg havde en del af skylden. Jeg er ikke sur på nogen af jer ligegyldigt hvad der skete. Jeg vil bare så gerne vide det" bad hun med en tydelig trist stemme. Kunne han virkelig ikke se hvor meget det her det gik hende på? Hun vidste jo næsten ikke hvad hun skulle stille op med sig selv. Det var forfærdeligt.

Hånden mod hendes skulder veg hun ikke fra denne her gang. Hun vendte sig bare mod ham og lyttede til hans ord. Det var virkelig ikke let det her men det nyttede virkelig ikke noget at trække sig fra manden. Det var helt sikkert. Hun nikkede ved hans ord. Svært og akavet var vidst ret gode til at beskrive denne her situation. "Jeg ville ønske det var lettere" pointerede hun med svag stemme og lukkede øjnene. Der var ingen af dem der havde det nemt bortset fra Malania som lå i græsset et stykke væk.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior vidste, at han havde dummet sig mere en en gang, og at det også havde været med til at ødelægge utrolig meget for ham. Han havde jo i den forstand, kun sig selv at takke for, selvom det nok ikke ligefrem, var noget, som gjorde det meget bedre for den sags skyld. Han bed tænderne svagt sammen. "Jeg forstår godt, at det er svært for dig, Acacia, men.. der er ikke meget mere at sige. Det gik ikke mellem mig og din moder, og derfor måtte vi gå hvert til sit. Jeg er kun ked af, at jeg ikke har været der for dig, eller omkring dig," fortalte han denne gang med en rolig stemme. Det gjorde ham faktisk bange og bekymret, for det havde jo aldrig nogensinde været hans mening med noget af dette.
Junior vendte blikket i retningen af hendes skikkelse, hvor han tydeligt måtte bide tænderne sammen. Ondt gjorde det, at se hende på den måde, og at vide, at han var medskyldig, var næsten noget af det værste af det hele.

Junior sænkede hånden denne gang, hvor han lod den være ved siden af sig i stedet for. Han ønskede at trøste hende, for hun var jo hans datter, og derfor også en, som han burde være omkring, og en som han burde beskytte, også selvom det var svært, når han ikke rigtigt havde noget forhold til hende. Han vovede denne gang.. Lod armene søge ud fra kroppen, som han denne gang ønskede at byde hende i favnen. "Lad mig trøste dig," bad han denne gang. Han ville virkelig gerne trøste hende. Han hadede at se hende på denne her måde.

[Acacia De Lochèr Dex]

Acacia havde det svært. Hun lyttede til hans ord og løftede let den ene hånd til hendes mund. Det var svært for hende at lytte til det hele for i alle disse år havde hun gået og troet ting, tænkt sit så det at få sandheden af vide var underligt og sært. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle forholde sig til det. Hun sukkede svagt og snøftede en par gange. ”Det er bare svært. I alle disse år har jeg fået af vide at det ikke ville blive mig fortalt fordi hun ikke ville påvirke min holdning omkring dig. Det er bare … Man kan ikke lade være med at tænke og forstille sig alt muligt. Undskyld” mumlede hun stille. Hun ønskede jo ikke ligefrem at være ond eller noget men hun havde jo tænkt sit. Det var der jo ikke noget galt i, vel?

Han sænkede hånden og hun vidste ikke hvordan hun skulle have det med det hele. Hun var stadig tydelig ked af det. Det var bare svært for hende. Hun ønskede jo ikke ligefrem at påvirke ham men hun kunne bare ikke lade være. Det hele påvirkede hende noget så voldsomt. Tårerne faldt stadig ned over hendes kinder og hun ikke lade være med at hulke en smule stille. Hvorfor skulle det hele være så svært? Hun vidste det virkelig ikke. Dog måtte alle disse tanker forsvinde langt ind i hendes hoved ved synet af hans arme der hævede sig. Hans ord fik hende næsten til at tabe pusten for det var noget hun ikke havde regnet med. Hende blik søgte hans skikkelse med et tydeligt tegn af forundring. Hvad skulle hun gøre? Dette var hende utrolig uvant. Hun bed sig svagt i læben. Der gik et øjeblik som næsten føltes som år for hende før hun forsigtigt søgte ind mod hans favn. Hun vidste ikke om det var det hun ville og dog så ønskede hun heller ikke at afvise ham. Hun ville jo gerne have et forhold til ham.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior vidste jo godt, at han bar mesteparten af skylden, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Det var en ting sket i hans ellers dystre fortid, og det ville han aldrig kunne vende ryggen til. Det ville jo altid følge ham. Han rystede kort på hovedet, hvor han svagt trak på smilebåndet. "Det skal du ikke undskylde for. Jeg ved godt, at det nok ikke har gjort gavn for dit lys på mig, men.. Skylden er helt og holden min. Du skal dog vide, at jeg altid har været utrolig glad for din mor." Han havde været ung og dum engang, ligesom så mange andre. Han havde nok bare været en af de værre.

Malania kunne ikke hjælpe ham, hvilket Junior godt vidste. Han kunne bare.. kæmpe og forsøge på at skabe et forhold til sin datter, og det var det, som han uden tvivl også havde tænkt sig, at gøre i en stund som denne. Hans datter var jo en ting, som han kun måtte sætte som noget af det vigtigste. Det var det jo. Familie havde han jo altid sat som noget af det vigtigste.
Tavst søgte hun ind til ham. Det var noget, som han virkelig var glad for. Ingen tvivl om det! Han lagde denne gang forsigtigt armene omkring hendes slanke skikkelse, hvor han forsigtigt trykkede hende ind mod sig. Han forsøgte.. Det var her han startede, og så måtte han jo håbe på, at han nu kun fik muligheden for at komme tæt ind på hende.

[Acacia De Lochèr Dex]

Acacia havde det virkelig svært med det hele. Hun vidste ikke helt hvilket ben hun skulle stå på eller hvad pokker hun skulle stille op. Det hele var hende utrolig forvirrende på en måde som hun ikke kunne sætte en finger på. Ikke nok med at hun ikke i sin vildeste fantasi havde troet at hun nogensinde ville stå overfor sin far på denne måde men hun havde aldrig troet at hun skulle stå i denne her situation. Hans ord fik hende til at ryste stille på hovedet. ”Det har ikke ændret mit billede af dig. Mor fortalte altid gode ting om dig. Jeg ved du ikke har været der men det er også min skyld. Jeg har været voksen længe, jeg kunne have søgt efter dig men jeg blev hjemme. Der er altid tog sider af samme sag” lød det stille og dog en smule klogt fra hende. Det hele var ikke hans skyld, heller ikke selvom han havde været ung og dum.

Malania lå roligt og kiggede på dem. Dette var ikke noget hun kunne hjælpe dem med men tvært imod noget som de måtte finde ud af selv og sammen. Hovedet lod hun falde ned mod græsset og øjnene gled langsomt i. Hun vidste at Junior ikke ville skade Acacia så der var ingen grund til at holde et vågent øje på dem.
Acacia vidste ikke om det her var en god ide men han bød hende jo ind. Tårerne faldt ned over hendes kinder som hun mærkede hvordan hans arme lagde sig omkring hendes skikkelse og han trykkede hende ind til sig. Det var inderligt. Alle de gange hun havde været en mand tæt havde det været af helt andre grunde end dem som hun stod med nu. Hun bed sig stille i læben og lukkede øjnene. Han formåede at gøre hende en smule mere rolig hvilket kun et sted beviste for hende at dette var hendes far. Hvorfor skulle han ellers have sådan en indvirkning på hende?

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Der var ingen andre magter omkring dem, som kunne yde den hjælp. Junior vidste bare ikke hvordan han skule håndtere denne her situation. Sandt at sige, at han faktisk havde.. glemt rigtig meget af det, som engang havde været, kun fordi at han ikke rigtigt vidste, hvordan han ellers skulle sige det. Han havde været ung og dum engang, og selvfølgelig ville det da hjemsøge ham for resten af livet, men det havde aldrig været hans mening, at der skulle ske noget med Acacia.. Det havde aldrig været meningen, at hun skulle være alene om tingene. "Det er okay.." sagde han denne gang. Ikke klandrede han hende for det. De havde vel været lige gode om det begge to?

Malania var rolig. Han kunne da tydeligt fornemme det på det store dyr, og nu kunne han jo heller ikke finde på at gøre sin datter noget som helst. Nej, han ønskede at passe på hende, og vogte om hende, så det var da heller ikke underligt igen. Han trykkede hende denne gang ind mod sig. At hun stod og græd, var da slet ikke en tanke som han kunne lide. Han ønskede, at hun skulle stoppe. Hun fortjente da uden tvivl bedre end det, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. "Det hele skal nok gå.. Om du vil, så er jeg her," sagde han denne gang. Han hævede den ene hånd, som roligt strøg hende over håret. Det var nemlig ikke meningen, at hun skulle rende rundt og have det dårligt med det.

[Acacia De Lochèr Dex]

Acacia vidste virkelig ikke hvad hun skulle stille på i denne her situation. Hun var forvirret og om muligt mere ked af det nu end hun havde været det før. Hun var helt alene foruden Malania og pludselig så dukkede manden op som havde givet hende liv. Aldrig havde hun set sin far før og nu stod han der foran hende i bedste velgående. Var det et under at hun var helt og aldeles rundt på gulvet? Hun sukkede stille og nikkede. Begge var de lige gode om det. Han kunne have ledt efter hende så vel som hun kunne have ledt efter ham. Der var ikke kun en enkelt af dem som havde skylden. Hun tørrede øjnene en gang selvom det på ingen måder hjalp hende. Hun følte sig på et eller andet plan magtesløs.

Hendes følelse af at være magtesløs blev dog ikke bedre af at han holdt om hende. Mange ville nok have viet bort og søgt fra den fremmede som nu kaldte sig ens far men det kunne hun bare ikke. Et sted så havde hun jo også brug for denne form for kontakt også selvom hun ikke helt selv havde vidst det indtil nu. Som han trykkede hende ind mod sig kunne hun ikke andet end at søge mod hans favn. Hun græd og huslede sagte mod hans bryst. Det hele ramlede en smule sammen om ørene på hende lige nu og det kunne vel tydeligt mærkes? Hans blide strøg over hendes hår og ordene som han lod hende skænke fik hende til at føle sig glad på en helt anden måde end hun var vant til når hun stod i favnen på en mand som egentlig var hende fremmed. ”Jeg vil gerne have at du er her. Jeg vil gerne have et forhold til dig” hviskede hun svagt mod hans bryst. Det var jo heller ikke løgn. Hun havde altid manglet en far i sit liv og hun ville da være dum hvis hun smed muligheden væk når den nu blev hende tilbudt på denne måde.