Meeting my dear daughter..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Acacia De Lochèr Dex

---

De gule øjne skinnede svagt i månens skær. Den var så godt som fuld, så det var ikke mere end en dag eller to, og så ville månen være oppe over dem. Denne ville uden tvivl påvirke Junior, men det var slet ikke noget, som han var bange for mere. Han var uden tvivl blevet langt større af sig.. Mere blank i pelsen og mere selvsikker, end hvad han havde været igennem de sidste rigtig mange år. Han synes det var rart. Nu havde han i hvert fald fundet ud af, hvilke fordele, der var i at være en del af et kobbel.
Halen slog han let med, hvor han denne gang sænkede hovedet. Han snusede i jorden. Efterhånden var det her ved at være hans foretrukkende skikkelse, og særligt efter, at han havde lært at kontrollere det. En svag brummen brød hans strube, som han denne gang stoppede op ved det mørke vand, hvor han så udover det.
Her var der foreløbig ikke rigtigt nogen at se, hvilket jo egentlig var noget, som passede ham ganske udmærket. Nu hvor han selv havde en lang række ting, som han skulle bevise i henhold til koblet i Imandra, hvor han jo faktisk hørte til nu, var det også rart at komme lidt tilbage til det land, som havde været hans hjem igennem så frygtelig mange år, og det kunne også godt mærkes. Han hævede sig, høj som han nu var selv i denne skikkelse, og han kunne jo heller ikke gøre andet, end at vise sig stolt frem, på den måde, som han nu gjorde det bedst. Igen brummede han, inden han søgte ned langs søen. Hurtigt og elegant.. yderst målrettet for en gangs skyld. Han havde fået godt gang i benet nu, efter den tragiske ulykke, som var ramt flere år tidligere. Han havde det faktisk rigtig godt nok, og det var rart. Særligt efter at han havde mistet Cayla.

[Acacia De Lochèr Dex]

Acacia havde brug for at komme lidt ud og derfor havde hun søgt ud på ryggen af hendes store drage. Hvor de fløj hen var den begge ligegyldigt. Hun havde bare brug for at komme ud og Malania havde ikke noget imod at bære hende. Hun sukkede stille som hun lå hen over ryggen på det store dyr mens de fløj hen over det Dvasianske land. Der var sket så meget her på det sidste, det var helt underligt at se landet ikke ligge under Jaqia's styre længere. Mon landet og folket ville kunne komme igennem den forandring som Diamaqima familien bragte med sig? Kun tiden kunne vise det. Hun satte sig stille op som de nærmede sig søen. Hendes lange brune hår var flettet i en tyk fletning som hang hende ned over den ene skulder. Hun havde ikke meget tøj på, blot en lidt for stor sort skjorte, en par mørke leggins, støvler og så et bælte om livet. Hun blev ikke påvirket af kulden som så mange andre gjorde det og bed sig derfor ikke rigtig mærke i årtidernes skiften.
Som de nærmede sig den sorte sø endnu mere spejdede hun hen over området. Det lå øde så vidt hun kunne se, ikke andet end dyr var der at skue. Kort fangede hendes blik en enlig ulv som så ud til at lunte lystigt afsted. Hun tænkte dog ikke videre over dette. #Lad os lande, Mala# lød det roligt i dragens hoved og uden et ord men blot et lille nik fløj den store lilla drage ned mod jorden. Hun landede et stykke fra ulven da ingen af dem frygtede rovdyret. Malania kunne sikker tage den ud så så let som ingen ting alligevel. Roligt og elegant lod Acacia sig glide af dyrets ryg og hun endte med at dumpe ned i græsset ved siden af. De grønne øjne gled let hen over søens blanke overflade som hun sukkede stille. Det hele havde været så underligt siden hendes mor var død. Hun følte sig .... ensom, forladt på en måde. Enkelte tårer begyndte at trille ned af hendes kinder som hun lænede sig op af den store drage der havde lagt sig ved hendes side. Hun var ikke helt alene. I det mindste havde hun da Malania hvilket hun var taknemmelig overfor.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior luntede af sted. Til tider, var det rart nok, at kunne trække sig en smule fra koblet, og bare samle tankerne. Det var til tider rigtig svært, når man var omringet af alt for mange mennesker og væsner på en gang. Han rystede kort på hovedet, inden han denne gang hævede blikket, ved lyden af, hvad der lød som vingeslag. Det kunne nemlig ikke være en fugl eller noget lignende, for det selv i hans ører, lød alt for kraftigt. Han spidsede ørene.. I det fjerne, kunne han ane en kæmpe skikkelse, som søgte til landing. Han rejste nakkehårene. Han brød sig ikke om det.. Det måtte være en drage! En drage, var kommet hertil!
Langsomt begyndte Junior derfor at bakke. Overfor en drage, var det i forvejen begrænset hvad han alene kunne stille op, og man kunne jo ikke rigtigt sige, at han havde nogen støtte at hente, hvis det skulle vise sig, at gå galt, hvilket han selvfølgelig håbede, ikke ville komme til at ske. At det derimod skulle vise sig, at være hans egen datter han skulle stå overfor, var han overhovedet ikke klar over. Han havde jo faktisk ikke rigtigt det store kendskab til den side af familien. Han havde jo faktisk intet tilbage, selvom hans omgangskreds engang havde været frygtelig stor. Han sænkede ørene og krummede ryggen, hvor han fortsatte med at bakke.. langsomt og nærmest lydløst. Så lydløst, som en ulv af hans størrelse, kunne gøre det. Han skulle i hvert fald ikke alt for tæt på, hvis han kunne blive fri for det.

[Acacia De Lochèr Dex]

De var landet og Acacia var gledet af ryggen så let som ingenting. Hun sad på græsset op af den store drage og lod tårerne falde. Hun vidste ikke hvorfor det gik hende på lige i dette øjeblik men det gjorde det. Måske det var fordi Decant endnu en gang var smuttet og nu var hun ensom igen? Der var et stort hul i hendes hjerte efter tabet af hendes mor og end ikke den blide drage kunne udfylde det. Malania vidste det og et sted gjorde det ondt på hende. Hun så jo bare at Acacia var glad og lykkelig som altid selvom hun vidste at hun ikke kunne gøre noget fra pigen. Hun brummede trist og puffede kort til Acacia. Hun ville bare så gerne hjælpe men hun var magtesløs. Hun vidste ikke hvad der kunne gøres for at hendes rytter endnu en gang blev glad.
Som Malania puffede til hende kunne Acacia ikke lade være med at begynde og hulke. Hvor var hun dog bare ødelagt lige nu! Det var helt igennem forfærdeligt! Hun sukkede stille og strøg den blide drage hen over snuden. "Jeg går mig en lille tur. Jeg har brug for at tænke lidt" lød det fra hende med grødet stemme før hun rejste sig op. De grønne øjne var vendt i jorden som hendes skridt bag hende længere væk fra det store dyr og meget tættere på ulven som hun ikke lige havde i tankerne nu. Det hele gjorde ondt på hende. Hun følte sig helt igennem fortabt hvilket var en uvant følelse for hende. At det var hendes far som var i denne ulveskikkelse var ikke noget som hun ville have gættet overhovedet! For hende var det bare et helt almindeligt dyr som hun nu kom nærmere og nærmere uden at tænke videre over det. Tårerne trillede ned over hendes røde kinder. Hun var virkelig ked af det.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior ønskede på ingen måder, at komme for tæt på den store drage. Et væsen så stort, var jo i stand til at sluge ham i en mundfuld, om det var det som han ville, og det havde han da absolut ingen intentioner om! Han knurrede svagt. Ikke brød han sig om de store dyr. De var truende og de var store.. Det var jo slet ikke et væsen, som han overhovedet ville kunne kontrollere på nogen måde, og det var vel heller ikke underligt, at han reagerede på den måde?
Junior trak sig mere i retningen af skyggerne, hvor han kunne ligge mere i det skjulte. Det første som han bed sig fast i, var at kvinden var.. ked af det? Hun gik og græd? Hvad med dragen? Han vendte kort blikket i retningen af denne. Han brød sig bestemt ikke om tilværelsen af det store dyr! Han blinkede kort med øjnene, inden han så mod kvinden igen. Skulle han træde frem? Han vidste det faktisk ikke rigtigt. Han lagde sig ned.. Det gjorde i det mindste ham mindre frygtindgydende, og så kunne det være, at han selv fremstod langt mindre truende, end hvad den store drage gjorde. #Du er ked af det..# Stemmen ville lyde i hendes hoved. Udenfor fuldmånen, og nu hvor han var i denne skikeklse, var det den eneste mulighed, som han havde for kommunikation.. Men det var også mere for at vise hende, at han var opmærksom.. vidste at hun var der, og at han altså ikke var farlig af den grund.

[Acacia De Lochèr Dex]

Malania var stor og frygtindgydende når man ikke kendte hende. Hun kunne æde de fleste i en mundfuld man man skulle virkelig lede efter et mere godhjertet væsen. Hun elskede mennesker og dyr ligeligt og hun gjorde sjældent nogen noget medmindre hendes egen rytter var i farer. Hun var overbeskyttende men kærlig. Tydeligt var de begge trykket af tabet af Angelea. Angelea havde jo været Malania's rytter så vel som Acacias mor så de led begge under dette tab. Tårerne trillede fra Acacia's øjne såvel som fra dragens. De var forbundet og begge var de kede af det. At Acacia ønskede at gå en lille var ikke underligt. Det havde hun gjort ofte selvom de var ude sammen. Malania ville egentlig helst have at de blev sammen i Dvasias men hun kunne ikke rigtig gøre meget ved det. Hvis dette var hvad hendes rytter ønskede så blev hun med glæde liggende.
Acacia gik i sin egen verden. Den fremmede ulv i hendes nærhed bemærkede hun ikke. Han holdt sig jo også for sig selv, prøvede at gøre sig mindre skræmmende. Hun hulkede et par gange og tørrede øjnene selvom det lige lidt hjalp. Den rungende mandestemme lød i hendes hoved og gav hende et tydeligt chok. Hun kiggede forvirret indtil de grønne øjne mødte de gule i skyggerne. Hun trådte per automatik et par skidt baglæns hvis nu denne fremmede skulle vise sig at være farlig. "Ja jeg er" hulkede hun stille uden at flytte blikket fra ulven i skyggerne. Hun fik ikke indtrykket af at han ville hende noget ondt men hun kunne jo ikke være sikker. Hun var nød til at passe på, både for hende men også for hendes drages skyld. De skulle nødigt nyde noget her på den mørke side. "Hvem er du?" spurgte hun dog lidt efter. Hvis hun bare kunne få navn på den fremmede ville det måske være en smule bedre.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Dragen var slet ikke et væsen, som Junior ønskede at komme på tværs af, og særligt, hvis han kunne blive fri for dette. Hans blik hvilede på hendes skikkelse, som hun passerede ham. Her lå han mere eller mindre i skjul i skyggerne, og det var egentlig noget, som han havde det ganske fint med, når det endelig var. Han blinkede let med øjnene. Han kunne se og mærke, at hun var ked af det, og det alene, var ikke en tanke, som han kunne lide. Det gamle procianske hjerte, kunne uden tvivl godt komme til udtryk fra tid til anden, og selvfølgelig var det noget, som også godt kunne mærkes, så det alene, var der ingen tvivl om. Han slog let med halen.
At hun blev forskrækket, forekom ham slet ikke underligt. Han sænkede hovedet en anelse, hvor han ellers blev liggende. Skulle han sige sit navn? Han vendte blikket mod hende. Han var et kendt navn fra gammel tid, og særligt med den betydning, som han havde haft for Procias dengang for mange år siden, og selvfølgelig var det også noget, som gjorde, at han var ekstra påpasselig med sin egen tilstedeværelse. #Hvorfor?# lød det roligt i hendes hoved. Han forstod det ikke.. Hun var lige kommet hertil.. og hun græd? Var der sket noget? #Mit navn..? Lestat,# svarede han blot. Efternavn undlod han at sige, da det primært var det, som han var kendt for, og sidst havde det nærmest kostet ham bevægeligheden i hans ben, og det ønskede han slet ikke igen.

[Acacia De Lochèr Dex]

Acacia var blevet noget så overrasket da hun havde hørt en stemme i sit hoved som ikke var Malania's. Mandestemmen var rolig men hun kunne stadig ikke lade være med at være en smule nervøs. Man vidste aldrig hvad folk kunne finde på at gøre. Acacia vendte kort blikket tilbage mod dragen. Malania var opmærksom på hvad der forgik men hun gjorde intet lige nu. Roligt blev hun liggende for ligesom ulven at vise at de ej ønskede nogen noget ondt. Malania var stor og voldsom hvilket godt kunne skræmme folk en smule og det var ikke noget som hun ønskede overhovedet.
Acacia bed sig lidt i læben da den fremmede stillede hende spørgsmålet. Hun vidste ikke om det var klogt at svare og alligevel ... Hvad skulle der kunne ske ved det? Måske hun skulle prøve bare at stole på de underlige stemmer i hendes hoved. Hun sukkede stille og satte sig ned på hug for at komme jorden en smule nærmere. Hun tørrede øjnene selvom det stadig ikke hjalp. Hun snøftede stille et par gange før hun vendte de smaragdgrønne øjne mod de gule øjne i skyggen. "Jeg .... Jeg har mistet min mor. Jeg er helt alene foruden min drage" endte hun med et lille hulk. Hun var alene. Altid havde hun kun haft sin mor da hendes far ikke havde været inde i billedet og nu var hun bare sig selv. Hun stod uden familie og med venner som kom fra tid til anden og så bare forsvandt igen. Var det et under at hun følte sig helt alene? Det at han præsenterede sig ringende ikke rigtig nogen klokke hos hende. Hun vidste at hendes fars navn var Lestat De Lochèr Maloya men navnet Lestat kunne jo være meget normalt så hun bed ikke mærke i det. Hun bed sig stille i læben og afslørede en af de spidse hjørnetænder. "Mit navn er Acacia Dex" endte hun stille. Det var sådan hun altid præsenterede sig og denne gang var ikke anderledes.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior holdt sig for nu på afstand af denne kvinde, udelukkende fordi, at han frygtede for, hvad dragen kunne finde på at gøre, hvis han kom for tæt på, og derfor blev han liggende. De gule øjne hvilede fast og intenst på hendes skikkelse. Selv efter alle de år, som han havde levet i Dvasias, var det endnu at mærke, at han havde det procianske hjerte, for han brød sig slet ikke om, at se nogen græde, og være kede af det.
Ørene spidsede han. At han stod overfor hvad han kunne kalde for sin datter, havde han slet ikke nogen anelse om. Acacia havde han jo aldrig været omkring. Han kendte hendes navn, men det var vel egentlig også det, som han vidste om hende? Det lignede ham ikke at vende ryggen til den slags, men efter det hektiske forløb med Angelea, så havde det andet bare været... for uoverskueligt for ham, et eller andet sted? Det var egentlig først, da hun præsenterede sit navn, at han kiggede på hende direkte.. Hans gule øjne stirrede direkte i hendes. Hans hjerte startede med at hamre. Denne gang søgte han tættere på hende, udelukkende fordi, at han var nødt til at vide sig sikker. #Kan det passe..?# Han søgte tættere på.. Hovedet sænket. Ikke at han havde nogen intentioner om at gøre noget som helst ved hende, for det ønskede han på ingen måder at gøre, og det var han nu heller ikke bange for at indrømme for hende. Han stak snuden tættere på. Duften.. Der var ligeledes også noget velkendt ved den. Han rettede sig op og lod blikket søge hendes igen. Kunne det passe? Stod han virkelig overfor sin datter?

[Acacia De Lochèr Dex]

De holdt afstand til hinanden fordi de begge var bange for at der skulle ske noget. Han var bange for hendes drage og hun var bange for ham. Det var fint nok at de holdt denne afstand for så skete der ikke noget. Acacia betragede skyggen med de gule øjne som lå helt nede på jorden. Det var underligt at snakke med en ulv men på den anden side så var det vel også underligt at snakke med en drage. Dog vidste hun at denne ulv ikke var en rigtig ulv men et menneske i anden form. Malania var bare en drage.
Angelea havde haft den holdning at hvis Acacia ville finde sin far så var det fint nok men hun ville ikke selv belemre ham længere med sin tilværelse. Det havde været en underligt tid når de havde snakker om Junior og hvad der var sket. Acacia havde altid gerne ville finde ham, møde ham men aldrig havde hun fået taget sig sammen til det. Nu stod hun overfor sin far og hun vidste det ikke en gang. Det var en underlig situation helt uden at vide det. Dog var det tydeligt at han reagerede på hendes navn. Hans ord fik hende til at ligge hovedet nyagerrigt til side. Hun betragtede de gule øjne. "Kan hvad passe?" spurgte hun åndeløst og med en lidt grødet stemme. Dog kunne hun ikke lide at han kom hende nærmere. Ville han hende ondt? Hun vidste det ikke så i takt med at han kom nærmere trak hun sig. Hun endte med at falde på rumpen. "Hvorfor kommer du nærmere?" spurgte hun en smule skræmt. Angel var bange hvilket ikke var noget som skete ofte. Hun vidste ikke hvorfor men det var nu bare sådan det var lige nu. Måske det var fordi hun var rystet? Hun vidste det ikke. Hun rykkede sig dog en smule længere tilbage og i baggrunden kunne man se at Malania løftede hovedet men rykkede ikke på sig. Hun afventede situationen.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior måtte endnu vise sig, at være meget påpasselig, og det var nu heller ikke ligefrem noget, som han kunne gøre noget ved, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Denne gang, var det bare ham, som søgte en smule tættere på, for at være sikker på, at de tanker, som han gjorde sig, rent faktisk var.. sande eller falske. Han vidste ikke rigtigt, hvad han håbede på i dette henseende.
Ørene rejste han en anelse, hvor han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Forunderligt, var dette på alle måde,r og han vidste ikke rigtigt, hvad han skulle sige til det, men hvad pokker.. hver ting til sin tid, vel? Han snusede lidt. #Din moder gik under navnet Angelea..# begyndte han denne gang med en rolig stemme. Han stoppede op. Dragen måtte han derfor kort skæve i retningen af, men så lang tid, at den forholdt sig rolig, så han ikke nogen grund til at skulle handle anderledes, end hvad han gjorde nu.

Junior valgte denne gang at forvandle sig. Det var nok ikke ligefrem på den her måde, at Acacia ville blive introduceret til sin fader, men det var nu hvad han kunne give hende. Han rejste sig op i sin fulde størrelse, hvor han denne gang vendte de mørke øjne mod hende. Han var dækket fra livet og ned af løse klæder, og ellers blottet fra livet og op. Han knyttede næverne let. "Og jeg er din fader.. Lestat De Lochér Maloya Junior," fortalte han denne gang. Han sænkede hovedet en anelse. Han vidste slet ikke hvordan han skulle tage dette.

[Acacia De Lochèr Dex]

Hun kunne ikke lide at han kom hende tættere på. Hun kendte ham ikke, vidste ikke hvem han var og hun vidste at han kunne være farlig. Hun havde ikke brug for at nogen overraskende skulle ske lige nu. Hun havde bare brug for ro. Dog lod det ikke til at han bemærkede hvordan hun trak sig fra ham. Hun kravlede en smule mere væk stadig med øjnene fæstet på ulven. Hvis hun var nød til det ville hun bruge sin magi for at få ham væk. Hun var ikke bange for at tage ved hvis det blev nødvendigt. Hun bed sig stille i læben som hans stemme rungede i hendes hoved. Den information han gav hende fik hende til at stive og bare stirre på ham. Tårerne var stoppet med at falde for lige nu var situationen for underlig til at hun kunne græde. Hvordan pokker kunne han vide det? havde han kendt hendes mor? "Hvordan kan du ...." Hendes ord døde i hendes stemme. Dette var simpelthen for underligt!

Acacia stirrede på den fremmede som valgte at forvandle sig for øjnene af hende. Hendes blik søgte op mod hans ansigt som han nu blev højere. Hvad pokker var det der forgik!? Dette var virkelig en underligt situation og hun vidste ikke hvordan hun skulle tage det. Hans stemme lød denne gang ikke i hendes hoved men ordene rungede derinde. Hendes ... Far? Det kunne ikke passe, det kunne det bare ikke. Acacia stirrede forskræmt op på manden der påstod at være hendes far før hun kom på benene og trak sig en smule længere fra ham. Malania lå et stykke bag hende med hovedet let på sned. Acacia vendte blikket tilbage mod det store dyr i et håb om at få noget afklaring. #Junior?# Malania's stemme måtte lyde i deres begges hoveder. Dragen kunne svagt genkende manden som hendes forrige rytter havde haft omgang med. Acacia sænkede hovedet og trådte lidt længere væk. Hun vidste ikke hvad hun skulle stille op eller gøre af sig selv. Dette var en underlig og ubehagelig situation. Hun kunne slet ikke lide det!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det var løgn.. Junior stod i øjeblikket overfor sin egen datter, som han selv ikke havde haft særlig meget med at gøre. Han havde været en ung mand på daværende tidspunkt, og nu stod han i denne situation, hvor han ikke kunne undgå at bide sig fast i det. Han stod jo trods alt ansigt til ansigt med hende, og det var uden tvivl at mærke, og særligt, når det var på denne her måde.
Juniors hjerte hamrede mod hans bryst. Han fandt det faktisk temmelig ubehageligt. Dragens stemme genkendte han.. Var det virkelig..? Han vendte derfor blikket i retningen af den. Ikke ønskede han at gøre nogen af dem noget. "Det er mig," sagde han denne gang med en rolig stemme, inden han endnu en gang vendte blikket mod Acacia, som valgte at trække sig. Han kunne jo godt forstå, at det var svært for hende.. besværligt for hende, at stå der nu, og særligt, sådan som tingene forholdt sig, som det var lige i øjeblikket.
Juniors blik hvilede på Acacia, hvor han denne gang blev stående på sin plads. Han ville jo heller ikke tvinge hende til noget. "Jeg kan forstå, at det er.. svært og hårdt, Acacia.." Han blev stående. Han var ikke nær så følsom mere, som han engang havde været. Der var nemlig også sket rigtig mange ting i hans liv, som gjorde sig gældende for ham nu. Han knyttede næven let. At stå overfor sin datter.. Det var slet ikke noget, som han overhovedet havde regnet med, nogensinde at skulle få lov til.

[Acacia De Lochèr Dex]

Overvældende … Uvirkeligt … En drøm? Ja der var mange ting som gik igennem Acacia’s hoved lige nu. Hun kunne ikke helt forholde sig til det faktum at hun lige nu stod foran sin far i e3gen høje person. Han var der virkelig? Det var ikke bare noget hun drømte? Hvad pokker var chancen for at støde på sin egen far når man aldrig havde set personen før? Det var så underligt. Hun vidste virkelig ikke hvilket bed hun skulle stå på. Malania’s rungende stemme lød i deres begges hoved og det bekræftede kun for Acacia at manden foran hende talte sandt. Men hvad pokker skulle hun gøre? Hvad kunne hun gøre? Mest af alt havde hun lyst til at løbe. Dette var noget som hun ikke helt kunne overskue lige nu.
Hans ord om at han forstod, fik hende til at ryste på hovedet. ”Hvordan kan du nogensinde forstå hvordan jeg har det?” endte hun stille. Dette her var uvirkeligt for hende. Hun stod overfor ingen ringere end hendes egen var, hendes eget kød og blod., Det var ikke sådan her hun havde planlagt det de skulle mødes men nu var det sådan her. Det var forvirrende. Hvad skulle hun sige? Hvad skulle hun gøre? Hvad kunne hun forvente af ham og hvad forventede han af hende? Det var alt sammen spørgsmål som vældede op i hendes sind. Hun havde lige mistet sin mor, den som havde opdraget hende i så amnge år. Hun var stadig i sorg og følte sig så alene og nu var han her. Hvad skulle hun dog stille op med det? Hun vidste det virkelig ikke. Hun havde jo tænkt på at ville søge efter ham men der var bare så mange ting som var kommet i vejen og verdenen var så stor. Måske han havde troet at hun ikke ville se ham eller at hendes mor havde afholdt hende fra at tage af sted? Men sådan var det slet ikke. Hun var bare … flygtig. Der var kommet spå mange andre ting i vejen.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde aldrig været omkring, og det vidste han godt. Denne gang, kunne man vel næsten sige, at det var noget, som kun appellerede til hans dårlige samvittighed, fordi at han ikke havde været omkring? Han bed derfor tænderne svagt sammen. Dragen kunne genkende ham, og nu hvor han vidste, hvem dragen var, så havde han da slet ikke nogen grund til at være bange for den, for han ønskede jo overhovedet ikke, at gøre nogen af dem noget som helst. Overhovedet ikke faktisk.
"Jeg har aldrig været omkring.. og det ved jeg godt," begyndte han. Her stod han.. Og han vidste, at hun havde mistet sin mor. Selv han havde hørt om Angeleas død, og det var noget, som et sted gjorde ham rigtig ked af det. Hun havde været en godhjertet og varm kvinde, og derfor følte han vel også, at han havde svigtet betydeligt mere, end hvad godt måtte være i den anden ende. Han sukkede let, hvor han lod blikket falde. Okay, det her tacklede han nok næppe så godt, som han ville have ønsket, at han kunne gøre det. Han rystede kort på hovedet, og vendte sig mod Acacia igen. "Du skal vide, at.. Nej.. jeg ved heller ikke hvordan jeg skal tackle det her.." Han rystede kort og let på hovedet. Det var faktisk langt mere besværligt, end hvad han nok lige havde regnet med, men hvad kunne han da gøre ved det nu? Han så mod Malania.. Næsten som han håbede, at hun kunne hjælpe ham lidt.