Let's make a deal?

[Deleted]

Natten havde for længst lagt sig over den store himmel. Samuel havde valgt endnu en gang, at skulle søge væk fra Castle of Darkess udelukkende på grund af en ting. Ikke bare, at Nathaniel ikke var der til at more sig med mere, samt at hans kære søster nu også morede sig med Enrico endnu en gang, noget som var en tanke som han hadet mere end pesten! Han sad midt i Ginas gamle klub i Dvasias.. ikke et sted som var meget kendt, men dog var navnet gået igennem Dvasias som en klub hvor man kunne finde sig en god tøs, lytte til musikken og få sig noget at drikke.. alt i alt, var det noget for Samuel som tiltalte ham meget, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han måtte virkelig bare have noget at tænke på, finde den styrke igen som han havde haft for adskillige år siden. Han sad med en smuk kvinde siddende i skødet, at det jo så var noget som blev gjort offentligt og endda med tanke på, at hans søster var dronning, så vandrede han altid uden at have livvagter eller lignende med sig.. Det var i den grad også de færreste som overhovedet turde at skulle stille sig op mod ham når det kom til stykket, så det var jo heller ikke noget som var ham selv nødvendigt. Kvinden sad med et ben på hver side af ham og samtidig også godt trykket ned i hans skød. De mange kys som hun skænkede hans hals og nedover hans bryst, hvor han bare blev siddende med hans drink i hånden og lod hende køre det.. Folk var desuden også meget vant til at skulle se ham på dette sted, så de reagerede heller ikke synderligt på det alligevel, det var der heller ikke nogne tvivl om overhovedet. Han nød det.. bare det faktum, at han kunne få lov til at lade tankerne flyve lidt andre steder end derhen hvor det faktisk virkelig måtte plage ham. Han drejede hovedet en anelse, fik bundet hans drink hvoraf han bare valgte, at tabe glasset i gulvet med den største bevidsthed inden han lod armene glide omkring den unge kvinde som sad i hans skød. Hun var en danser på stedet, det var noget som hendes klæder alene måtte afsløre.. meget let og dog skjulte det de helt rette steder. Han trykkede hende tættere på sig og med de små lette suk. Han ville bare nyde dette så længe det nu end måtte vare.

[elmyra]

hun havde søgt i dvasias i t par dage nu efter ham.. hvor var han dog henne?? det forlød sig at Samuel i øjeblikket var i Rimshia City og det var der Elmyra var på vej hen.. ikke mange vidste noget om hans ophold, kun dem som vidste at de skulle holde sig på afstand så selvfølgelig var det dem som hun havde opsøgt.. Den hest hun havde lånt, eller stjålet var den jo egentlig, satte hun uden for en snuset lille klub.. et let rynk på næsen fra hendes side af afslørede at hun vidste lige præsis hvad der forgik derinde.. dog tog hun en dyb indånding og endte med at træde ind.. der var ikke mange mennesker på stedet selvom det var aften og pigerne her var villige.. *forfærdeligt* tænkte hun og rystede på hovedet før hun bevægede sig hen over gulvet for at lede efter ham.. det lange røde hår bølgede efter hende som var det flammer i et bål.. hun var en køn pige, endnu urørt af en mands berøring hvilket hun faktisk måtte bære en smule præg af selvom man ikke kunne mærke det på hende.. man kunne se det.. hendes blik faldt på en mand som sad med en pige på skødet.. de så allerede ud til at være godt i gang.. Elmyra nærmest væmmes ved det før hun opdagede hvem herrev var.. det måtte være samuel, han passede på beskrivelsen.. roligt bevægede hun sig over til ham og tøsen og stilte sig foran ham.. "Samuel??" spurgte hun med tydelig myndig stemme.. umidbart ville man ikke tro at hun snart rundede de 10.000 for hun virkede ikke så gammel men man skulle ikke tage fejl.. hun var ikke dum selvom hendes handlinger ikke altid tydede på det..

[Deleted]

At nogen fatisk vil våge sig ud i den risiko og faktisk lede efter ham, var slet ikke en tanke som måtte falde Samuel ind på noget som helst tidspunkt. Det var i den grad noget som måtte koste dyrt. Hans hjælp var der i den grad ikke mange som søgte og det var der i den grad også mange gode grunde til, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet og lige nu, var dette virkelig bare noget som var blevet ham en vane - at folk undgik ham med den største bevidsthed, da de vidste, at de absolut intet ville få ud af det i den anden ende uanset. Kvinden i hans skød, de mange kys og de mange kærtegn som hun valgt, at skulle tildele ham på denne måde, var virkelig også kun noget som han virkelig måtte nyde af.. det var jo en måde, at tvinge ham til at glemme alle disse mange tanker som faktisk plagede ham i hans hverdag for øjeblikket.. og det var virkelig mange, det var virkelig alt for mange! En kvindelig stemme som alligevel måtte ende med at sige hans navn, hvor det dog alligevel måtte være så klart for ham, at det ikke var kvinden i hans skød som måtte udtale det.. hun havde hvisket til ham fra start af.. den blide og intense hvisken i hans øre.. denne stemme var moden. Han åbnede øjnene stille og lod blikket søge direkte til Elmyra. Hvem kvinden var, vidste han ikke, hvorfor hun spurgte efter ham, havde han virkelig heller ikke nogen anelse om, så.. hvorfor skulle han give sig til kende som bare det? Også selvom han vidste, at det var umuligt at skulle skjule ham bag det ene og det andet, det var virkelig umuligt med det rygte som han havde påtaget sig derude, det var der heller ikke nogen som heslt tvivl om overhovedet. "Hvem spørger?" spurgte han kortfattet. En så følelseskold tone.. Der var ikke meget varme eller glæde i ham, og det havde der aldrig været... det var det som han gjorde sit for at skulle slå ihjel, det havde været sådan mere eller mindre igennem hele hans liv. Blikket hvilede fast på hende, selv da han endte med at stoppe kvindens kærtegn og sendte hende væk istedet med ordene; Jeg sender bud efter dig senere.

[elmyra]

det måtte decideret forfærde hende hvordan pigerne her tilbød sig selv. Hun hadede prostitution, mange af dem var tvunget ind i det og resten af bundet var sikkert Sensuelle dæmoner. hun rystede opgivende på hovedet og lagde armene over kors mens hun ventede på at han ville sende tøsen væk. Egentlig så havde hun ikke regnet med at han ville sende hende væk ved det samme med det gjorde han. Hun hævede det ene øjenbryn og lod de nu ildrøde øjne søge ham. Lige siden hun havde været i Neutranium havde hendes øjne forblevet røde i stedet for de normale flotte himmel blå. Hun smilede roligt da han spurgte hvem hun var og hun kastede kort med det røde hår som var sat lidt tilfældigt op, og dog så det flot ud. "Mit navn er Elmyra Argos. Jeg kommer her for at bede om hjælp som kun du kan give mig. Du er trods alt den bedste alkymist i alle landende og det kan ikke benægtes selv ikke hvis man ville" hun kiggede kort rundt og fandt en stol som hun hev hen og satte sig på overfor ham. Hun vidste ikek hvorfor hun kunen være så rolig, hun brød sit løfte til Nathaniel men det var for hans eget bedste. Hun vidste at hun var blevet nød til det. Han skulle have synet tilbage for ellers så var hun bange for at han ville miste lysten til livet og det ønskede hun ikke. Overhovedet ikke.

[Deleted]

Samuels blik hvilede stift på Elmyra og uden at se det mindste væk. Et klart og fast blik som bare måtte kræve, at hun fortalte hvad det var hun ville. Det var virkelig kun de færreste som overhovedet turde, at skulle opsøge ham og kun de dummeste som overhovedet formåede eller turde, at spørge om hans hjælp til det ene og det andet. Hans hjælp var ekstrem dyr og det var som oftest en del priser som folk slet ikke var villig til at skulle betale. Han nød virkelig frygtelig meget af det.. bare den tanke, at han kunne få alt det som han ville have, blot ved den hjælp. Meget kunne man i den grad sige om Samuel, men han holdt altid ord. Hvis han havde lovet noget, så agtede han så sandelig at holde det også selvom han slet ikke var kendt som typen som man skulle søge imod. Hans søster undgik ham jo trods alt også selv for denne stund og det var jo noget af det værste som overhovedet kunne ske ham. Ved hendes ord og hentydninger til, at han var den bedste, var noget som i den grad måtte lade det kølige smil brede sig over hans læber. Han satte hænderne i armlænet og tvang sig roligt og stille op på benene igen. De rødlige øjne hvilede stift på hendes skikkelse. Han var spide også, ikke nogen tvivl om det overhovedet. Han hældte roligt op til sig selv i endnu et glas. Her var der ikke nogen som turde, at sætte sig op mod ham. De mistede virkelig hovedet, hvis de så meget som overvejede det! "Så sandt.." Han endte blikket mod hende og gled stille ned på pladsen igen og uden at skulle se væk fra hende det mindste. "Du ønsker min hjælp? Hvem gælder det.. og hvilket arbejde?" spurgte han kortfattet. Dum var han bestemt ikke. Dette var noget som han skulle tænke meget over. Prisen ville vøre høj, det havde den altid været.. At folk altid havde valgt at gå til Nathaniel fremfor ham selv og Jaqia for den sags skyld, var jo noget som de havde fået ændret.. Den mand kunne intet stille op nu, ikke uden tunge og syn. De ventede virkelig bare på, at lysten til liv ville forsvinde.

[elmyra]

Elmyra var langt fra bange for den mand som nu måtte sidde overfor hende med det stive blik. Det var jo nok en dum ting fra hendes side af men hun nægtede at lade sig kue. Hun ville virkelig ikke lade ham få overtaget ved hendes frygt. Hvad han var og hvordan han var havde hun jo forlyt sig om på hendes rejse hertil så det kunne ikke overraske hende. Absolut ikke. Han rejste sig og hun hævede sigende det ene øjenbryn mens han skænkede op til sig selv og satte sig. Havde han overvejet at gå havde hun stilt sig i vejen. med et let strøg kørte hun hånden igennem sit lange hår og sendte ham et roligt blik. Hun havde smørret hans ego en smule, hvilket vel var en god ting. "Min bøn om hjælp omhandler en kær ven som fornyeligt mistede synet. Det jeg beder om er at du tager mit syn for at han får sit tilbage" sagde hun roligt og lagde armene overkors mens hun statte sig bedre til rette på den umagelige stol. Hun var virkelig ung at se på, lignede ikke en som snart rundede de 10.000 hvilket gjorde at folk ostes undervuderede hende. men man skulle ikke undervudere hende. Hun var virkelig stærk og hun var beslutsom. Hun ville hjælpe Nathaniel og det skulle Samuel nok hjælpe hende med.

[Deleted]

Hvem denne kvinde troede hun var, vidste Samuel virkelig ikke, men at undervurdere hende, var virkelig ikke noget som han havde intentioner om. Han havde allerede været igennem alt for meget på den konto, og det var jo helst noget som han ville undgå, at skulle slås med også senere hen. Det var virkelig noget af det værste som han havde været igennem! Han satte sig roligt i stolen og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Det var bestemt ikke fordi, at hans ego fejlede det mindste og ej heller hans selvtillid, men at vise for meget af det i det offentlige. Han lod glassets stilk hvile mellem hans hænder. Næsten formel at skulle se på, selvom hele hans blik og udstråling klart måtte modsige hele hans kropssprog. Kun havde han kendskab til en som havde mistet synet for nylig og han var bestemt ikke dum. Det kølige smil bredte sig over hans læber. Han lod hovedet søge let på sned og uden at skulle se det mindste væk fra hende på noget som helst tidspunkt overhovedet. "Denne nære ven.. Det er vel ikke Nathaniel Diamaqima du omtaler?" Han hævede sigendde det ene bryn. Han havde jo selv personligt valgt, at skulle tage øjnene fra fyren og han havde i den grad ikke intentioner om at skulle give ham muligheden for at se endnu en gang! Hans blik hvilede direkte i hendes. Smilet gled tydeligt fra det kolde og mere hen i det charmerende. "Og fortæl mig.. Hvad indebære det for mig, at skulle tage dine smukke øjne og give til denne.. kære ven af dig?" Han hævede atter det ene bryn, satte sig roligt til rette i stolen, hvor han lod glasset falde mod læberne. Måske at hun virkede frygtelig beslutsom, han havde i den grad ikke nogen intentioner om, at lade sig overtale med lethed.

[elmyra]

At han vidste hvem hun omtalte var virkelig ikke noget som overraskede hende det mindste. hun regnede jo med det når det nu var ham selv som havde taget dem fra nathaniel til at begynde med. "Jo. Det er Nathaniel Diamaqima som jeg omtaler. Tro mig, jeg ved at det er dig som der berøvede ham synet og jeg ved at du er den som kan give ham det tilbage" hun lænede sig let frem og smilede roligt.. "Jeg vil gøre Alt for at give ham hans syn igen.. dette er en uselvisk handling fra min side af.." hun lænede sig let tilbage igen og kørte en hånd igennem det lange hår.. enkelte fyre sente hende stjålende blikke iden de selv fik en pige på skødet.. "Du må få alt får denne lille gestus.. alt.. hvad siger du??" hun ville gerne have det overstået så hurtigt så muligt så hun kunne komme ud af dette sted.. hun hadede virkelig at være her selv dette ikke var noget hun viste overhovedet

[Deleted]

Samuel vidste og var ganske så sikker på, at det havde været Nathaniel som hun måtte omtale på dette tidspunkt. Det var i den grad kun noget som måtte more ham og ganske meget faktisk, det var heller ikke noget som han ønskede at lægge skjul på overhovedet. Hans smil bredte sig kun, selvom det kun tog til i kulde og i form af en hån i den anden ende, det var heller ikke noget som han ville skjule for hende det mindste af. "Jeg kan give ham det tilbage og sandt at sige, så var det også mig som tog det.." Altid havde han været den som gjorde det fysiske arbejde af ham og Jaqia, det var efterhånden bare noget som han havde været så frygtelig vant til. Nathaniel havde set for meget, så nu ville han bare fjerne ham den mulighed for at han kunne se overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned. Hun vækkede dog omgående hans opmærksomhed, da hun sagde, at hun var villig til at skulle give ham alt for at give manden det syn igen. Han hævede sigende det ene bryn. "Og med alt så mener du.. alt?" spurgte han roligt. Mange havde allerede valgt, at skulle trække sig e anelse væk fra ham, det var i den grad de færreste som overhovedet turde, at skulle være tæt på når forhandlinger kørte og Samuel var i den grad en ekstrem hård forretningsmand og han vidste, at hans søster var lige så. Han satte glasset roligt fra sig efter at han havde valgt, at skulle lade det falde mod hans læber igen. Han lod albuerne hvile mod hans lår og med blikket så intenst og så fast hvilende på hende. "Mine priser for hjælp er ekstreme Elmyra.. Jeg tvivler på at du vil indgå den aftale med mig.." afviste han kortfattet. Han vile trods alt også se hvor villig hun egentlig var til at skulle gøre noget som helst for Nathaniel.. hvor langt hun egentlig var villig til at skulle gå for den forbandede mand.

[elmyra]

Elmyra smilede roligt og rejste sig. "Kære Samuel. Jeg ville ikke være her hvis det ikke var fordi jeg var parat til at betale de priser som du nu skulle sætte. Jeg gør dette af kærlighed til en ven og han har mere brug for dem end jeg har." sagde hun roligt og smilede til ham før hun stilte sig helt hen foran ham. hun var sikker i sin sag, hun var helt hundrede på at dette var det rigtige og gøre og det var det som hun ville. der var intet andet i hele denne verden som kunne få hende til at skifte mening. Eller det troede hun ikke. Roligt rakte hun en hånd frem mod ham og lod de blå øjne hvile på ham. hun var klar til at betale prisen. hun var klar på alt som han ville have. hun vidste ikke hvad han kunne finde på men hun kunne ikke slippe det at dette ville være det bedste for nathaniel. han kunne ricikere at miste livslysten hvis han ikke kunne beskytte og det kunne han ikke som blind. det vidste hun jo. "Jeg er klar til at betale så nævn din pris. så har vi en deal" sagde hun roligt og betraktede ham, stadig med hånden rakt mod ham.

[Deleted]

Samuel tvivlede nu til gengæld frygtelig stærkt på, at hun overhovedet ville være i stand til at skulle give ham hvad han ville kræve som betaling og udelukkende fordi, at det var Nathaniel dette måtte omhandle, så var prisen i den grad også dyrere end det som den ellers ville have været, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han kunne virkelig ikke fordrage den mand. Han havde taget hans syn udelukkende på grund af denne ene ting og det var, at dette var noget af det som ville fremstille ham selv som en svagere af slagsen og det var i den grad også det som havde været hans mening fra ende til anden, det var heller ikke noget som han ville lægge det mindste skjul på overhovedet. "Jeg tvivler stadig ærligt på, at du overhovedet vil betale hvad jeg kræver for at skulle hjælpe en mand som Nathaniel.. om det er af kærlighed eller ikke, det rager mig," sagde han kortfattet og med en tydelig afvisning i tonen. Dum var han nu bestemt ikke, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hvis nogen overhovdet ville være sig villig til at skulle betale hans priser, så var det på grund af kærlighed, det var han slet ikke det mindste i tvivl om, og alt efter hvad han vidste, så havde Nathaniel en fra før af.. Han vidste faktisk en hel del, det var der heller ikke nogen tvivl om, det var jo noget af det som han måtte gøre brug af for at få tingene nøjagtigt som han ville have dem og det gjorde han bestemt på denne led. Han sad i et roligt og eftertænksomt øjeblik, hvor han derefter trak let på mundvigen i et lumsk smil. "Jeg ved at han har en knægt i pleje.. Giv mig nægten, så skal jeg nok stå til rådighed," sagde han kortfattet. Det var og blev hvad han måtte ønske sig og intet som helst andet.