Let's make a deal

[Nathaniel Diamaqima]

Sephiran Acheron - Nathaniel Diamaqima

---

Nymånen befandt sig oppe på himlen. Med andre ord, var det næsten kulsort udenfor. Ikke at det generede Nathaniel. I dagens anledning, havde han taget affære, og ladet Silia forblive på Castle of Darkness. Dette var en sag, som han agtet at løse på egen hånd. Ikke med en hær af soldater efter sig.. Nej, han havde valgt at tage turen alene, og det var sådan, at han egentlig havde det bedst. Mest også for at understrege overfor Sephiran - om han ville dukke op, at han ikke var ude på kamp, strid og krig, da det var helt andre ting, som var lagt til grunde for dette her.
Vinden var begyndt at blæse koldt, og dog, agtet han at leve op til de ord, som han havde nedfaldet i det brev, som han havde sendt af sted en uge i forvejen. Nu var det langt om længe tid. Og han håbede på, at de kunne komme til enighed.
Hesten førte ham på vej, til han nåede grænsen til Det Gamle Imandra. Han valgte af respekt, at passere denne, og søgte ind i det, som nok meget snart, skulle vise sig at blive sit eget land igen. Her svang han benet over hesten, og stillede sig. Hvorvidt om Sephiran havde tænkt sig, at komme her, eller ikke, måtte han jo finde ud af. Meget lys var her ikke, men var det en nødvendighed? Han havde troen på det, og særligt nu hvor han havde gjort det tydeligt, at han ikke var der, for at påføre nogen noget som helst. Hesten græssede i ventetiden. Nathaniel selv, stod bare stille.. Før eller siden, ville der vel ske noget?

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste udmærket godt, hvad der foregik rundt omkring. Han havde bare ikke startet korrespondancen med Dvasias, da han ønskede at være forberedt, før han ville bede om at få sit land fritaget. Nu så det dog ud til, at Dvasias ønskede et møde med ham, hvilket han da klart gerne ville. Han ønskede et frit Imandra og nu kunne det forhåbentligt lykkes. Nathaniel havde i sit brev skrevet, at han ej ønskede at føre krig - det havde gjort Sephiran lettet. Til en start. Han kunne jo ikke vide sig sikker endnu, for hvis deres kommende møde ikke gik godt, så kunne det jo ende således alligevel. Han kunne dog godt lide tonen i brevet og den måde det lød til et kommende samarbejde. Så længe Imandra blev til Imandra, så skulle han da nok kunne skabe et samarbejde med det 'nye' Dvasias.
Han selv dukkede op i en mørk røgsky ved grænsen, hvilket ikke var mere en ti meter fra hvor Nathaniel stod. Nathaniel var ikke ligefrem en ukendt mand for ham, men det var mange år siden han fysisk havde stødt på manden. Han foldede hænderne over ryggen og bevægede sig roligt mod ham. "Nathaniel," hilste han kortfattet. "Tak for dit brev."

[Nathaniel Diamaqima]

For en gangs skyld, valgte Dvasias selv at strække hånden ud, så nu håbede Nathaniel bare, at Sephiran var villig til at tage imod. Ikke havde han nogen vagter og soldater med, da han agtet at gøre dette på fredeligste vis. Ganske vidst var Diamaqima en frygtet familie i forvejen, men at benytte vold på den måde, var slet ikke noget, som de gik op i.
Den mørke sky lagde han ikke rigtigt mærke til, men stemmen der brød den tunge stilhed, som havde lagt sig der, fik ham langsomt til at dreje hovedet. Skikkelsen som viste sig for ham. Det var virkelig mange år siden deres veje havde krydset, og endnu en gang, skulle det så vise sig, at den ville. "Sephiran Acheron," hilste han igen med en mørk og dyb stemme. Selv forholdt han sig ganske rolig, da han ikke havde nogen grund til andet. At han var kommet, glædede ham da. I så fald, var de vel allerede godt på vej? "Det glæder mig, at De ville komme - Alene. Vi har mange ting, som skal drøftes," endte han. Foreløbig, kunne man sige, at Dvasias henlå i et kæmpe kaos, men det var alt sammen noget, som nok skulle ordnes. Først og fremmest, vidste han, at der gik planer og tanker om et frit Imandra. Disse ønskede han at komme i forkøbet, og gerne inden, at det skulle resultere i kamp og strid. Dette var han overhovedet ikke interesseret i.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var yderst tilfreds så langt. Imandra var et roligt land, der stolede på, at kongehuset ville sætte dem fri endnu engang. Hele langet lå i stilhed, fordi de ventede i spænding. Selv han ventede på spændt på hvordan udfaldet ville blive. Matthew, Jaqias elskede, havde han i sin kælder. Manden havde det ikke godt, men hvad havde han egentligt også gjort for at fortjene en god behandling? Intet. Derimod havde Rhaenys fået belønningen i form af et kæmpe territorium, hvor vampyrerne ej måtte træde, uden at blive retsforfulgt efter ulvenes love. For det var hende, der havde bragt ham Matthew. Et smil krydsede hans læber og han så indgående på ham. "Jeg kan passe på mig selv," svarede han. For det kunne han, han behøvede ikke beskyttelse, men alligevel havde han det på slottet. Både for hans skyld og hans families skyld. Han ønskede ikke at blive slået ihjel igen nemlig, for han havde ikke flere livslinier at trække på. "Men rart at kunne drøfte sagerne under kun 4 øjne," svarede han og nikkede let. Han stoppede op foran manden.
"Hvordan står det til i Dvasias?" spurgte han.

[Nathaniel Diamaqima]

At Matthew skulle befinde sig i Sephirans varetægt, havde Nathaniel fået nys om, og derfor havde han et sted håbet på, at han havde bragt manden med sig. Det så dog bare ikke sådan ud, desværre. Han undlod dog at kommentere det. Det kunne jo være, at han var mere heldig på et senere tidspunkt. Den mand skulle bruges i Dvasias, og han skulle straffes for de handlinger og gerninger, som han havde stået bag.
"Det siges det," fortalte han med en rolig stemme. Respekten havde han for Sephiran, hans familie, og de klare ambitioner for et frit Imandra, og disse ønskede han så vidt mulig, at imødekomme, så de alle ville komme godt fra start. Det var jo en ny start for Dvasias og for Imandra ikke mindst. "Vi i Dvasias har det på samme måde. Rygterne når langt, og derfor ønskede jeg at komme det i møde, og uden at starte endnu en krig. Det har i forvejen kostet for mange liv, når det stærkeste våben vi har, er munden og tungens tale," fortalte han. Filosofisk, som han altid havde været. Det var bare aldrig noget, som havde sluppet ham. "Dvasias klarer sig, trods et kaos i øjeblikket. Det har været hårdt at vælte Jaqia Anglerax af tronen, men derimod en nødvendighed." Hans stemme var rolig. Det var jo ikke, hvad han var kommet for at snakke om.
Nathaniel foldede hænderne roligt over ryggen. "Hvilke tanker gør De om et frit Imandra?" spurgte han denne gang. Løgne kunne han spotte.. Men nu gik han faktisk ud fra, at Sephiran var en ærlig mand.

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde ikke tænkt sig at overlevere Dvasias, før han var sikker på, at Imandra ville blive frit. At grænsen ville blive genoptaget og at folket ikke længere skulle kalde sit hjemland for Dvasias eller Det Gamle Imandra men for Imandra. Stolt som det engang havde været, for han ønskede at bygge landet op igen. Nye love og regler og et råd til at deltage i bestemmelserne, som noget af det første. Derefter skulle landet opdyrkes igen og der skulle gang i økonomien og handlen, så både kongehuset kunne få nogle indtægter, men også borgerne kunne få til at klare sig. "Jeg skal være ærlig med dig og sige, at det vækkede min interesse som det første, da jeg læste brevet. At du ønsker at undgå krig," svarede han sagte. Ingen ønskede at bruge ressourcer på at bekrige hinanden, hvis det kunne undgås. De kunne i stedet bruge deres ressourcer på nogle andre ting, hvilket helt klart ville være meget bedre, især for Imandra. Nathaniel havde altid været filosofisk, det var i hvert fald det han huskede ham bedst for. Let nikkede han. "Mellem os, har min loyalitet aldrig været hos Jaqia. Jeg tog kun ambassadørposten for at kunne rette op på det, jeg ikke formåede første gang," svarede han. Det var sikkert nået Nathaniel for øre, at Sephiran jo sad på tronen for anden gang. Han blev stående og trak roligt vejret. Hvilke tanker? Der var utroligt mange tanker!
"Borgerne ønsker det. Jeg vil gerne give dem det. Det er først og fremmest min motivation. Tiyanna er jo af blod arvetager til tronen og derfor ønsker jeg at gøre det for hende også. Jeg ønsker ikke et korrupt enevælde. Tværtimod, så har jeg jo stablet et råd på benene, der skal bestå af alle ledere i landet. Folk med titler og raceledere. Varulvene kommer til at tilhøre Imandra som den største race til start, da de har fået Iyanna skov som deres territorium. Dertil har min søn holdt flere møder med en kvinde af Laymian slægten, der ønsker at overtage posten som vampyrernes leder. Jeg skulle derfor ønske at de, der ønsker at følge hende, kommer med til Imandra. Resten af vampyrerne må gerne blive i Dvasias, det er jo ej mit valg. Dertil ønsker jeg at sætte gang i landbruget og opdyrke landet igen, så der kan komme meget mere handel. Og jeg har også en handelskontakt på Tayevania," forklarede han som det første. Han syntes selv, han havde gjort meget af sit forarbejde allerede! Og der var ingen løgne at spore.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel agtet at få Matthew med sig på et tidspunkt, men samtidig, var det også vigtigt for ham, at samarbejdet med Imandra og Sephiran særligt, blev opretholdt, for de ønskede begge at få noget ud af dette. Nathaniel ønskede på ingen måder krig. Tvært imod, så var det noget af det sidste, som han havde lyst til, og særligt, som det stod i øjeblikket. Dvasias var slet ikke i stand til at føre den form for handlinger, og det var slet ikke noget, som faldt i hans interesse. "Krig har aldrig været i min interesse. Jeg gik ud fra, at det var noget, som var med til at afgøre, hvorvidt om De ville møde mig her i dag, eller om De ikke ville," fortalte han denne gang. Så langt, så var de jo trods alt enig, og det glædede ham.
Et kort smil passerede hans læber. Der var mange, der igennem de sidste år, havde formået at tage Jaqia ved næsen. Tydeligt var det derfor, at hun var faldet af på den, og nu stod de så i denne situation. "Ikke at det kommer bag på mig. Acheron har længe været en meget ambitiøs slægt, og dette ses endnu i Dvasias, hvor Deres fader består, Sephiran. Jeg håber blot, at De får det ud af Imandra her, som De gerne vil have," fortalte han denne gang med en rolig og sandfærdig stemme, da han heller ikke så nogen grund til at skulle gøre noget andet ved det.
Jo mere Sephiran måtte fortælle, jo mere gik det op for Nathaniel, at Imandra uden tvivl var kommet langt i deres planlægning og ønske om atter at blive et frit og selvstændigt land. Sephiran i ledelsen sammen med sin hustru.. Ak ja. Et kort smil passerede hans læber, som han atter vendte sig mod ham. "Jeg kan fornemme, at der er rigtig mange ting undervejs her i landet.. Dertil må jeg tage hatten af, for at I har formået at gøre dette, uden at Jaqia har fattet nogen decideret mistanke, som hun efterfølgende har handlet på," begyndte han. Han nikkede anerkendende mod Sephiran. Han var faktisk imponeret. "Som en af de ledende i det nye Dvasias, vil jeg gerne give Imandra sin frihed og selvstændighed.. På visse betingelser," fortsatte han med en tydelig alvorlig mine. Nu var de inde på det. Så kunne man lige så godt få det sagt.. og så håbe på, at de kunne få det samarbejde op, som ville gavne begge lande.

[Sephiran Acheron]

Sephiran kunne allerede godt lide smagen af denne samtale. Det virkede til, at Nathaniel gik direkte til sagen og han virkede jo til at være meget interesseret i Imandra. Men ikke på en sådan måde, at han skulle have magt over Imandra. Fik han virkelig Imandras frihed tilbage denne aften under nymånen? Han håbede det virkeligt, for det ville være fantastiske nyheder at kunne fortælle hans elskede Tiyanna. Han nikkede. Det var bestemt afgørende for, at han stod her nu. For så snart krig var afmeldt, så ville han gerne være med til at forhandle og tale om tingene. "Imandra har ikke de ressourcer," svarede han direkte. Faktisk kunne han håbe og ønske, at han slet ikke behøvede at samle den slags tropper ind, men faktisk høre Imandra fri for at skulle samle en hær. Han kunne bruge de ressourcer på noget andet end at samle en stor flok mænd til at gå i krig hvis det kom på tale.
Selv vidste han, at han havde snydt Jaqia. Det havde han jo faktisk fra dag et, men det havde også været nemt. "Jeg har ikke meget med min far at gøre. Vi har aldrig haft det særlig godt. Min familie, er Tiyanna og mine børn," svarede han ærligt. Han brød sig stadigvæk ikke meget om sin far, for den mand havde gjort alt for meget i fortiden for at ødelægge han og Tiyannas forhold. Og manden gjorde jo ikke ligefrem noget for at råde bod på det.
"Det har ikke været så svært igen," svarede han sagte. Ikke, at han ville afsløre, hvordan han havde båret sig ad, men han skulle da gerne medgive at have snydt den tidligere Dronning.
Et skævt smil spillede over hans læber. Frigive Imandra - det var jo lige de ord han gerne ville høre! "Lad mig høre," opfordrede han.

[Nathaniel Diamaqima]

De snakkede et fælles sprog i dette henseende, og selvfølgelig var det noget, som passede Nathaniel mere end fint. Det virkede da til, at de under de rette forudsætninger, ville være i stand til at finde frem til en god beslutning, som ville komme dem begge til gode. "Og ej heller er det ressourcer, som Dvasias, har i øjeblikket," fortalte han sandfærdigt. Det alene, var han jo heller ikke bange for at fortælle. De ressourcer som landet havde, blev brugt på helt andre ting lige nu.
Der var mange, som havde formået at tage fusen på Jaqia, og selv det, forundrede Nathaniel dybt. Hende, som ellers havde været så god og stærk en menneskekender, var blevet taget ved næsen. Ikke at han ville stå og rose manden for det.. For alt hvad han vidste, kunne Sephiran jo finde på at gøre det endnu en gang? Og ikke var det en tanke, som faldt i hans gode smag på noget tidspunkt! "Sådan som det burde være," istemte han. Han selv havde det jo på samme måde. Lige hvad det angik, var de jo faktisk meget af samme støbning. Sephiran måske mere direkte i det, end hvad han var, hvor han derimod, var mere filosofisk. Hans blik søgte alvorligt til manden foran ham. "At der foreligger særlige aftaler os imellem. Ingen af os ønsker strid, men derimod at udvinde ressourcer. Jeg går ud fra at Dvasias er i besiddelse af nogen, som I gerne vil have, som omvendt. Et samarbejde ved forhandlinger, som vil komme begge lande til gode. De er en fornuftig mand.. Det ønsker vi ligeledes at drage nytte af, når grænsemuren atter skal rejses.. Desuden er det kommet mig for ører, at I har Matthew Igleéias i jeres varetægt.. Ham ønsker vi udleveret," fortsatte han. Hånden faldt ind under hans kappe, hvor han fremdrog et pergament. Han forholdt sig rolig. Han ønskede at det her skulle fungere.

[Sephiran Acheron]

Sephiran nikkede. Det glædede ham at høre, at Dvasias ikke havde de remedier lige nu. Nok havde han snydt Jaqia, men det var jo fordi, det havde været hans intention fra start. Han var jo faktisk en mand, man sagtens kunne stole på, for han holdt sine ord. Der var ingen tomme ord hos ham, for han hadede selv at blive pisset på, så derfor pissede han heller ikke på andre. "Så er vi jo lige kvit der," svarede han. Ja, han tænkte allerede Imandra som et frit land. Det havde han jo gjort længe. I hvert fald havde de været selvstændige, men det sidste årstid havde de gjort ekstra meget for at fremme frigørelsen. Og Jaqia vidste intet, hvilket var fantastisk. Han vædede flygtigt sine læber og så indgående på Nathaniel, mens han lyttede til mandens ord. Særlige aftaler? Ja, det var han da klar over og det gik han også gerne med til. Selv ønskede han det hele på skrift, da han faktisk gik meget op i det. Han havde jo selv lovet at skrive under med Rhaenys, så hun havde bevis på sit territorium. Ligeledes inddrage hende i lovgivningen omkring det hele.
"I skal få Matthew Igleéias udleveret, når grænsemuren er blevet rejst igen. Jeg tænker, at begge vore borgere skal have lavet et officielt dokument, hvori der står hvor de hører til og hvem der er og det kan så være adgangsgivende for at komme ind i det andet land. På den måde kan vore grænse også holde styr over hvem der kommer ind og ud," svarede han roligt.

[Nathaniel Diamaqima]

Dvasias havde bestemt heller ikke nogen remedier til at ruste op til krig, og derfor var det heller ikke noget, som Nathaniel ønskede. Det glædede ham dog, at Sephiran i den forstand, var af samme holdning og den samme mening, for det gjorde da kun gavn i dette henseende. "Det er vi," medstemte han med en rolig stemme. Foreløbig, gik det jo præcist, som han gerne ville have det, og det var noget, som han særligt godt kunne lide. Det tegnede godt. Ingen tvivl om det.
Nathaniel var en mand, som ønskede at have det hele på skrift, kun fordi at det var på sin plads, og så havde man også sine klare aftaler, hvad det her angik. Sephiran var i dette øjemed, meget nem at snakke med. Han måtte erkende, at han nok lidt havde frygtet for det modsatte, og derfor var han selvfølgelig meget glad for at det hele havde tegnet sig, som det nu havde. Han nikkede sig enig i retning af ham. "Det er fint. Jeg ønsker blot, at han kommer retur, hvor han hører til, og hvor han vil modtage den straf, som vi nu finder ham værdig til. Jeg kan trygt love dig for, at han ikke vil se synet af sin frihed," sagde han denne gang. Han gik vel ud fra, at Sephiran havde sine klare grunde til at holde manden, hvor han nu måtte holde ham? Han rakte ham pergamentet, hvor han havde optegnet alle hans betingelser, samt hvad Sephiran kunne forvente i retur af Dvasias, om han valgte at skrive under på dette. "Jeg vil naturligvis få tilsendt et eksemplar, så vi begge er indehaver af dette, samt de krav og forventninger, som herunder skulle opstå," tilføjede han. Dette gik jo legende let i øjeblikket. Det passede ham uden tvivl meget fint!

[Sephiran Acheron]

Sephiran var så langt rigtig tilfredst med udfaldet af dette møde. De var enige og det tegnede jo faktisk godt for et kommende samarbejde, der med sikkerhed ville gavne begge lande. Vigtigst var det at få grænsen op at køre og fra start holde bedre styr på ind- og udstrømningen af mennesker. Der skulle være nogle, der tjekkede folks identitet og skrev det op i en bog, så man kunne føre journaler over det. Han nikkede roligt mod Nathaniel, det forstod han udmærket godt. Matthew skulle selvfølgelig tilbage og få sin retmæssige straf hvor han hørte til, det kunne han sagtens følge. Dog var han ikke interesseret bare i at overgive ham så let og han ønskede da også selv at være med til festlighederne. "Jeg er enig. Selvfølgelig skal han straffes efter dvasianske love. Jeg vil dog sige, at jeg ønsker at tage del i begivenhederne omkring hans straf. Jeg skulle ønske, at det skulle være en offentlig ydmygelse så hele Dvasias kan se det fejlende regentpar." Han ville nyde at se Jaqia og Matthew ydmyget for åben plads og selv sidde på tilskuerpladserne med Nathaniel og more sig. Men det var måske også for meget forlangt. Og så alligevel.
Han tog imod pergamentet, som han rullede ud. Han knipsede med fingrene og en lille lyskugle dukkede op i luften foran ham, som gjorde, at han kunne læse det og læste det så med det samme. Der stod stort set hvad de havde snakket om, bare formuleret på en mere korrekt måde i forhold til at lave et officielt dokument. "Jeg kan ikke direkte sætte min finger på noget," endte han som svar. Hvilket jo var positivt, for det tydede derfor ej på, at Nathaniel var ude på at snyde eller bondefange ham. Og den anden vej rundt, så ønskede han jo heller ikke noget lignende. Han greb ind i sin inderlomme, hvor han fremdrog en pen. Han kradsede sit navn på pergamentet og rakte så pennen til Nathaniel, så han også kunne skrive under.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel tog det hele dybt professionelt, og det var også det, som han var ude på i dette øjeblik. Hans blik søgte derfor Sephirans skikkelse, da han tog imod pergamentet, som han havde udarbejdet på forhånd. Det var jo egentlig bare de ting, som de havde snakket om, som var skrevet ned, og derved lod dem være bundet af det på en lidt anden måde, end ved bare en mundtlig aftale.
"Vi har andre planer for en som Matthew, end offentlig skue. Du skal selvfølgelig være velkommen til at tage forbi Castle of Darkness, og se det med dine egne øjne," fortalte han roligt. Slottet, som engang havde huset regenter, havde fået en helt anden funktion. Det var bare noget som tog tid. I øjeblikket, var det en omvæltning, som selv Jaqia var ramt af, og i hans øjne, så skulle det bare mangle, at det var noget, som også måtte ramme Matthew, som jo havde været en del af det. "Grotesk som det kan lyde, undersøger min datter og jeg, hvordan kroppen fungerer.. De som straffes efter den kommende nye og strengeste lov i Dvasias, kommer til at lægge krop til formålet.. Død som levende," forklarede han sandfærdigt.
Lyset som lyste op, for at Sephiran kunne læse, hvad der stod, skar svagt Nathaniel i øjnene. Han nikkede. "Jeg har blot skrevet ned, hvad vi har snakket om," fortalte han. Han tog imod pergamentet, hvor han selv skrev under på det. "Jeg vil sørge for, at få lavet en kopi, så vi har en hver.. Og murene skal rejses, hvor jeg ved vores næste møde, forventer at få Matthew udleveret," afsluttede han. Foreløbig, gik tingene jo over al forventning!

[Sephiran Acheron]

Sephiran var tilfreds. Han kunne godt lide hele ideen om at skrive alt ned, for det var jo sådan han havde tænkt sig at forme det nye Imandra. Han ville skrive regler og love der skulle være ubrydelige og gælde fra nu af, for resten af hans slægts dage. Romeo skulle videretage den lov, når han engang skulle blive konge og hans søn under ham skulle det samme.
Han nikkede let. Ikke helt tilfreds med Matthews skæbne, men han var nysgerrig efter at se hvad de havde af planer for ham. "Jeg vil komme forbi og se til, at I får ham straffet korrekt," endte han med et let nik. Hvad planerne var for Dvasias, det vidste han ikke som sådan, men det ville han vel tidsnok finde ud af? Lige nu skulle de jo selv finde ud af det først. Han lod hovedet søge let på sned. Hvordan kroppen fungerer? Ja, hvad man dog ikke kunne forvente af alkymister. "Spændende. Jeg håber du fører protokol, så vores efterkommere vil kunne bygge videre på den viden," endte han sigende. Det var faktisk spændende.
Han smilede skævt, som Nathaniel skrev ned på pergamentet. "Jeg vil sætte folk igang i morgen med at genopbygge muren. Ikke at det skal være en barriere mellem vore lande, men mere en kontrol af hvem der bevæger sig hvorhen, hvornår og hvor ofte. Ligeledes vil det på sigt også kunne lette vores handel mellem landene," svarede han. "Du hører nærmere med Matthew, der skulle ikke gå mere end en uge før muren er rejst tilstrækkeligt til at jeg vil udlevere ham. Til da, på gensyn, Nathaniel," endte han og trådte et skridt tilbage. Han viftede med sin hånd, hvilket gjorde, at han forsvandt i en sort røgsky. Lyset forsvandt sammen med ham.

//Out.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne ikke være andet end storslået tilfreds med hvordan det her var forløbet. Sephiran virkede i dette henseende til at være en ganske fornuftig mand, som han kun kunne se frem til at starte et samarbejde op med. Han nikkede anerkendende og bekræftende mod ham igen. Samarbejdet med Imandra, kunne han nu kun håbe på, ville blive bedre, og som det engang havde været, og det var noget, som han nu stod fast ved i den anden ende. Det tilfredse smil passerede let hans læber. "Hvilket du skal være velkommen til," endte han med en rolig stemme, og nikkede så igen mod ham.
Pergamentet rullede han sammen igen, og med en storslået tilfreds mine. For nu, var det gået som han gerne ville have det. "Og for samarbejdets skyld, vil jeg sende folk hertil, som vil hjælpe med rejsningen af muren. Kontrollen skal ivaretages," forsikrede han med en rolig stemme. Han glædede sig faktisk til det kommende samarbejde. Det ville uden tvivl komme begge lande til gavn. Han nikkede anerkendende og bekræftende mod ham igen, hvor han lod Sephiran tage afsted. Selv søgte han tilbage til hesten, som han svang benene op på. Det var gået over al forventning. Matthew skulle udleveres, og tingene skulle blive bedre for alle parter. Med en succes mere i rygsækken, søgte han tilbage mod det dvasianske land.

//Out