A very long time ago..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var ikke just kendt for at være en mand, der gav op, og det var egentlig uanset, hvad det var. Han lod armene denne gang søge over kors. Her ville han måske ikke få noget ud af det, men det ændrede ikke på, at han ikke ønskede at lade denne mand gå tabt på samme måde, som Jaqia. Denne unge mand, kunne endnu reddes. Nu var det i forvejen kendt, at det kun var igennem de sidste mange år, at han havde været påvirket af sin moder, og at der i den forstand, måske var noget at gøre.. Det var det, som han håbede på, at der ville være.
"Du er præget af en vrede, Mattheus, og forhåbentlig vil det gå mod sin ende, inden det vil opsluge dig helt. Det vil derimod kun gøre ondt værre," forklarede han denne gang med en stilfærdig stemme. Han bed tænderne svagt sammen. Hovedpinen blev kun værre og værre lige nu. Og gamle mand?
"Jeg bruger min tid, hvor jeg føler at den er nødvendig. Jeg kan fornemme, at jeg ikke kommer nogen vegne med dette," sagde han denne gang. Han måtte nok bare anerkende det nederlag, for denne gang, kunne han ikke rigtigt gøre noget ved det. "Til vi ses igen, Mattheus," endte han, inden han denne gang, vendte om på hælen, for at forlade kælderen. For nu om ikke andet.. Han ville meget snart komme stærkt igen.

//Out

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Nathaniel kunne prøve og prøve, og med Mattheus, ville han ikke komme nogen vegne, og det stod han fuldkommen fast ved i den anden ende. Han bed tænderne fast sammen, og knyttede næverne så kraftigt. Han var vred.. Var det overhovedet underligt, at han var det? Han satte sig tæt op af muren, for ikke at ende med at gøre et kraftigt udfald mod manden endnu en gang. "Du forsøger forgæves, gamle mand. Du kan lige så godt opgive fra starten af," sagde han denne gang.
Var det overhovedet underligt at Mattheus var vred? Den mand og dem omkring ham, havde taget alt fra Mattheus, som overhovedet havde noget, der mindede om betydning for hans liv, hans udvikling og særligt også hans historie, og det var slet ikke noget, som han nogensinde ville tilgive dem for! "I har ødelagt mere, end hvad I nok nogensinde turde drømme om," sagde han med en kortfattet stemme.
Denne gang måtte manden give op. Det passede Mattheus mere end fint! "Forsvind.." vrissede han denne gang med en fast tone. Han vendte blikket direkte mod ham, som han denne gang vendte om og forsvandt. Mattheus vendte sig med siden til. Han kunne jo ikke rigtigt gøre andet end at vente.. En ting havde han dog fået ud af det: Han havde taget noget af Nathaniels brændende forfængelighed under vejs.

//Out