A very long time ago..

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Manden havde brækket næsen. Bare synet af det, var noget som morede Mattheus betragteligt, for det var da en reaktion, som han kun havde ventet på at komme ud med! Hans blik hvilede intenst og stift på Nathaniel. Han skulle bestemt ikke regne med, at komme nogen vegne med dette! Det kunne han da trygt love manden for! Ingen tvivl om det! Han kneb øjnene fast og kraftigt sammen. "Tilfredshed.. Du er en hadet og foragtet mand. Mange vil give dyrt for at få dit hoved placeret på et fad, og jeg ville elske, at være den, som gav dem det," sagde han direkte. Det var meget muligt, at manden var hans far, men for pokker.. Det gjorde jo ingen forskel, for han havde aldrig nogensinde haft det forhold til ham, og ikke regnede han med nogensinde at få det!
"Det var af ren og skær venlighed, jeg fortæller dig det.. Jeg gør det ikke igen," sagde han med en kortfattet og meget intens stemme. Hans mine forblev vred. Han var ked af det.. nok også bange for sin egen skyld, da han ikke vidste, hvad han skulle regne med. Han forventede vel, at det som var sket hans moder, også ville ske ham før eller siden? Ikke at han ønskede det.. Og derfor skulle den mand bare holde sig langt væk fra ham!

[Nathaniel Diamaqima]

Tydeligt var det, at Mattheus var vred. Sandt at sige, at manden også var hans søn, men han havde jo aldrig nogensinde set en grund til at tage knægten til sig, og det ville han ikke komme til at gøre nogensinde! Han vendte blikket direkte mod ham, som han denne gang havde sat sig lidt mere mod den iskolde mur, for at komme længst væk fra ham, som overhovedet muligt.
Hvorfor reagere med den form for vrede, når han så meget, havde understreget, at det ikke var den samme skæbne, som ville møde denne unge mand? Det var jo heller ikke noget, som Nathaniel ønskede. I hans optik, kunne Mattheus stadig reddes. Og han agtet at gøre det, hvis knægten dog bare ville give ham en mulighed for at gøre det! Hans blik søgte ned igen. Han havde ondt i hovedet. Nøj, hvor det dog gjorde ondt, og det kunne i hvert fald godt mærkes lige nu! Han vendte blikket direkte i retningen af gulvet i stedet for. Han lukkede øjnene ganske let. "Forhåbentlig bliver det heller ikke en nødvendighed. Jeg ønsker at give dig mulighederne for et bedre liv, end hvad din moder har skænket dig," sagde han denne gang. Han lod kort fingrene glide over næsen. Den sved.. Den måtte uden tvivl være brækket.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus ville slet ikke høre på Nathaniel! Den mand skulle bare slet ikke have lov til at manipulere rundt med ham! Og han ville regne med ,at han kunne give ham det bedre, end hvad hans moder havde gjort? Det var Noelle og Enrico, der havde taget sig af ham, som lille og ung.. Hans moder var først kommet ind i billedet her på de senere år, og nu..? Regnede manden ærlig talt med, at han kunne få muligheden for at gøre noget, når han heller aldrig havde været der for ham?
Næverne knyttede han med en fast mine. Han var vred.. Virkelig, virkelig vred. "Troede du virkelig, at det ville gøre den store forskel? Eller er det kun fordi, du ikke kan have på dig, at du har mislykket? Manden der aldrig ville mig, forsøger nu, hvor alle muligheder er revet fra mig? Kære Nathaniel.. Du kan lige så godt droppe det," sagde han denne gang med en meget fast tone. Han kneb øjnene fast sammen, inden han rettede sig op. Han fjernede sig ikke fra sin plads. Han var mere bange for, hvad han ville kunne finde på at gøre, hvis han atter kom for tæt på manden, for lysten til at tage hans liv, var virkelig, virkelig stor! Ingen tvivl om det!

[Nathaniel Diamaqima]

Selv på trods af en brækket næse, så valgte Nathaniel også mest for sin egen skyld, ikke at give op, for det ønskede han ikke. Han vidste, at han ikke havde været der, og hånden på hjertet.. så var det heller ikke fordi, at han ønskede at være det, for den knægt var undfanget under omstændigheder, som slet ikke burde være forekommet, og det stod han også gerne fast ved. Tanken alene om det, gjorde ham.. vred. Han havde jo endnu ikke Liya ved sin side, og han vidste, at det alene, kunne tage sin tid, om det skulle være det. Han sænkede denne gang hænderne fra det røde og hævede ansigt. Han strøg kun kort over, for at fange det værste af blodet, som havde samlet sig ved hans næse og bryn. Det havde rent faktisk gjort ondt!
"Jeg begår fejl, som alle andre også gør det," sagde han denne gang. Hovedet od han kort søge på sned endnu en gang. Ondt gjorde det.. Forbandet ondt faktisk! "Jeg er ikke ude på at træde til, fordi alt andet er fjernet. Jeg synes bare det er synd, at en mand med dit potentiale, skulle ende det i cellen her," sagde han blot. Det i sig selv, var en ærlighed, som intet andet. Han lagde armene let over kors.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Alle begik fejl. Selvfølgelig gjorde de det, men det ændrede bestemt ikke på, at dette gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende! Hans blik faldt direkte mod hans skikkelse endnu en gang. Det var med en vrede i sindet.. En vrede i kroppen, og det var endnu mere frustrerende for ham, at han intet kunne gøre ved det, hvad end om det var noget, som han ville det eller ikke, og frustrerende var det uden tvivl også! "Ser man det.. Den store Nathaniel Diamaqima, indrømmer faktisk, at have begået en fejl?" spurgte han denne gang. Det var med et tydeligt morende smil, som denne gang gled over hans læber.
Armene slog Mattheus roligt omkring sine ben, hvor han denne gang vendte blikket i retningen af Nathaniels skikkelse. Han kneb øjnene tydeligt sammen. Potentiale? Hans moder havde set det samme, så var det bare en konkurrence? Og det ønskede han ikke ligefrem! "Du lyder som min mor," sagde han denne gang. Han vidste, at hans moder ønskede at udnytte det, for landets bedste.. Hvorfor ville Nathaniel gøre det? Han havde ikke tænkt sig, at gøre det! Overhovedet faktisk! "Jeg advarer dig, Nathaniel," vrissede han denne gang med en mere brummen i struben. Han vækkede jo også dyret i ham, og det gjorde ham kun mere vred!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde aldrig nogensinde været en fejlfri mand, og det ville heller aldrig nogensinde komme til at ske. Alt taget i betragtning, så ønskede han jo blot at leve et liv som alle andre, og det var bare svært, når folk i det hele taget, ikke ønskede at give ham muligheden. "Jeg har aldrig været bange for at begå fejl. Det er bare ikke ofte, at de forekommer," endte han med en fortsat rolig stemme. For nu, synes det at smerten lagde sig en smule, selvom det endnu måtte dunke som en vanvittig i hans hoved, efter de slag, som han nu havde taget imod, og selvfølgelig var det noget, som han også godt kunne mærke.
Han måtte efterhånden sande, at han ikke kom nogen vegne med dette, men at give op? Det ønskede han jo heller ikke ligefrem. "Jeg er ikke ude på at udkonkurrere din moder, Mattheus, for det ved jeg godt, at jeg vil få meget svært ved," fortsatte han med en lige så rolig stemme. Manden var vred, og et sted forstod han det jo godt. Særligt så irriteret som han måtte være, så var det overhovedet ikke underligt, at det var sådan. Han lød som Jaqia? "Hvorfor ikke gøre noget ved potentialet, end at lade det gå tabt?" spurgte han denne gang. Han måtte jo gøre et forsøg. Bare en sidste gang.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Kunne den mand da ikke bare lade ham være, når han ikke havde bedt om hans selskab? Han derimod, måtte erkende, at han virkelig hadede den mands selskab, og det blev bare ikke nemmere eller bedre! Et kort smil passerede hans læber. "Hvor imponerende! Det er lige før, man skulle skrive det ned i en bog, for at mindes den store dag, hvor manden begår fejl!" udbrød han nærmest med en stemme af ligegyldighed. Den mand formåede da virkelig kun at gøre ham vred og forarget, og det ville nok aldrig nogensinde ændre sig.
At han lød så meget som sin mor, var bestemt ikke altid en god ting. Mattheus vidste, at han ikke var kommet til verden af kærlighed, og nu blev resten taget fra ham. Hvad havde han overhovedet tilbage nu? Og regnede den mand stadig med, at han ville få nogen som helst chance og sandsynlighed, for at gøre noget ved det? Han rejste sig endnu en gang. Hans krop dirrede af ren vrede. "I har ingen anelse om, hvad I har taget fra mig på forhånd, Nathaniel," sagde han denne gang med en fast hvislende stemme. Han blev stående.. Også mest for sin egen skyld. "Hvis I tror, at jeg vil lade jer udnytte det.. Så tager du fejl. Jeg går hellere døden i møde med Anglerax som et stolt navn, end det modsatte," fastholdt han kortfattet.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste, at dette nok ville blive svært. Ekstremt svært, og det var tydeligt, at det bare ikke ville blive bedre nu. Ikke at det var noget, som han kunne gøre noget ved, men hvad pokker. Han kunne jo heller ikke ligefrem gøre det vildeste ved det lige nu. "Der er nu heller ikke nogen grund til at overdrive," endte han. Han havde engang været en mand, som frygtelig mange havde set op til. Det ønskede han anderledes. Han var jo ikke meget anderledes end så mange andre.
Smerten lagde sig, selvom det var svært for Nathaniel, at skulle se ud af det ene øje. Ikke var det noget, som han sagde noget til lige nu, for det var heller ikke ligefrem noget, som han fik noget ud af. "Forklar," bad han. Hvad havde de taget fra manden, som hans moder ikke havde taget fra ham på forhånd? Det var jo heller ikke ligefrem sådan, at han ønskede, at det skulle være. De kunne hjælpe hinanden.. Og støtte hinanden, og det var vel også det, som for hans del, var det vigtigste? Det var jo det, som han ønskede.
Selvom Mattheus ikke kom tættere på, valgte han nu alligevel at blive stående ganske stille. "Selvom du ikke bærer mit navn med den samme stolthed, som du bære din moders, så glem ikke, at du er en Diamaqima af blod.. Det vil være synd og skam, at ødelægge det," fastholdt han denne gang. Han vendte sig med siden til.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Kunne den mand da ikke bare give ham fred og ro efterhånden? Det var det eneste, Mattheus egentlig bare gerne ville have. Han himlede kort med øjnene, og vendte blikket den anden vej. Han knyttede næverne fast og kraftigt sammen. Han var virkelig vred! "Er det nu også forbudt? For pokker, Nathaniel.. Du kan ikke tage den magt over mig, uanset hvor meget du prøver," vrissede han denne gang med en fast tone. Hans blik faldt hurtigt og fast til hans skikkelse igen.
Lysten til at tage mandens liv, var bestemt ikke faldet fra igennem de sidste minutter, hvor de havde stået i hinandens selskab. Kunne han komme til det, ville han selvfølgelig og uden tvivl ende med at tage mandens liv. Det var det eneste, som han havde lyst til at gøre, og særligt, som det var lige i øjeblikket. "Brug da din fantastiske hjerne, og regn den ud," bed han af ham. Igen søgte han tættere på, hvor næverne kraftigt lukkede sig om tremmerne, så han havde dem, at holde fast i, i stedet for. Han kneb øjnene fast og kraftigt sammen. "Kald mig en Diamaqima en gang til, så slår jeg dig ihjel!" udbrød han kraftigt. Han var ikke en Diamaqima, og han vil aldrig nogensinde komme i nærheden af, at blive det!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel ville ikke have, at folk skulle være anderledes overfor ham, end hvad de var overfor alle andre. Det var vel heller ikke underligt, var det? Han bed tænderne svagt sammen, også selvom det gjorde ondt i hele ansigtet. For at sige det meget mildt. Han rystede kort på hovedet, hvor han denne gang lagde hånden mod siden af hovedet. Han kunne vel lige så godt opgive for i aften? Han kom i hvert fald ikke nogen vegne med denne unge mand lige nu. "Det har aldrig været forbudt. Jeg ønsker ikke, at nogen skal være anderledes overfor mig, end overfor så mange andre.. Så fald ned, så vi kan føre en normal samtale," sagde han denne gang. Hans blik gled mod hans ansigt igen, som han denne gang var kommet tæt på.
Nathaniel var måske en intelligent mand, men han kendte da ikke Mattheus nok til at vide, hvordan det havde ramt ham. Han var klar over, at han var kommet til verden, fordi at Jaqia havde ønsket det, men det var vel egentlig også det, som han vidste? Han vendte blikket i retningen af gulvet igen. "Nok er jeg en intelligent mand, men ikke kan jeg vide alt," sagde han denne gang med en rolig stemme. Han lod hovedet søge en kende på sned igen. Han burde gå.. Den mand, var virkelig umulig at snakke med lige nu.
"Du er en Diamaqima af blod, hvad end om du vil, Mattheus," sagde Nathaniel med en kortfattet stemme. Han rettede sig op. Denne gang stod han udenfor rækkevidde, så den unge mand kunne ikke røre ved ham igen. Det var måske også godt nok.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Kunne den mand da ikke bare tie stille? Mattheus var allerede nu, ved at være forbandet træt af at høre på ham og hans intelligente samtale. Det var jo ikke noget, som han personligt fik noget ud af, som sådan.. Overhovedet faktisk! Han kneb øjnene svagt sammen, hvor han igen så mod ham. Han pressede hovedet direkte mod tremmerne. "Virkelig..? Du føler dig højt hævet over alle andre, Nathaniel.. På grund af dit navn og dit ry.. Du er bange for at fejle.. Bange for at begå fejl.. Det står langt ud af dig." Det var ikke sådan en mand, som han ønskede at komme af, og det var bestemt heller ikke en mand, som han nogensinde havde ønsket, at skulle ende med at ligne!
Han kunne ikke vide alt.. Mattheus fnøs fast, og slap tremmerne igen, hvor han denne gang begyndte at gå i cellen. Han var rastløs.. Han var fanget.. låst inde og af vejen, og det gjorde det bestemt heller ikke ligefrem bedre for den sags skyld. "Jeg er skuffet," sagde han denne gang. Han foldede hænderne bag ryggen.
Nathaniel havde ondt, og det glædede Mattheus meget! Den mand havde da kun fortjent at det skulle ende sådan her! "Det er muligt. Men det er ikke ensbetydende med, at jeg nogensinde vil tage det navn til mig," afviste han kort for hovedet.

[Nathaniel Diamaqima]

Selv på trods af, at Nathaniel nu havde fået sat sine mærker på ansigtet, så han ikke nogen grund til at hidse sig op, for det var ikke noget, som man ville få noget ud af. Det var ikke noget, som nogen fik noget ud af, og særligt ikke her. Han lod hovedet søge en kende på sned. "Jeg føler mig ikke højere hævet over nogen. Det er folk, som har placeret mig der," forklarede han. Hvorfor diskuterede de overhovedet?
Nathaniel rettede sig op endnu en gang, hvor blikket faldt direkte til hans skikkelse endnu en gang. Han trak vejret dybt. Han ville ikke skændes og diskutere med ham, for det var der ikke noget, som nogen af dem fik ud af. "Du er skuffet.." Han rystede let på hovedet, og rettede sig så en anelse op igen. Han knyttede næverne svagt. Selv disse var præget af blod. Meget af det endda. Han forventede ikke, at den unge mand ville forstå, og det gjorde han tilsyneladende heller ikke. Han lod hovedet søge en kende på sned denne gang. "Det siger du nu. Jeg ønsker ikke at se mit blod gå tabt og til hundende. Jeg vil ikke lade Jaqia ødelægge det," sagde han denne gang, hvor han fast vendte blikket mod ham. Han ville give manden noget tid til at tænke.. Og så ville han selv få plejet sit ansigt. Lidt forfængelig havde han vel også altid været? Det lå lidt i familien.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus ville aldrig nogensinde komme til at acceptere den del af sit liv, som han måtte bære. Det blod.. Det navn. Han vidste, at det var hvad han var kommet af, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at han nogensinde ville tage det til sig. "Jeg vil ødelægge dit ansigt, som jeg vil ødelægge dit navn," sagde han denne gang. Han kneb øjnene fast sammen. Han havde bestemt ikke tænkt sig, at give Nathaniel, hvad han ville have!
Han trak sig endnu en gang tilbage til væggen, hvor han denne gang satte sig ned. Kunne manden, da ikke bare lade ham være? Dette ville intet give, uanset hvor meget han ville ønske det, så ville han nægte at gøre det! Han satte sig ned denne gang, hvor han denne gang trak benene en anelse til sig. Han knyttede næverne. "Du kender mig ikke. Det er en skam, at du kører sådan på Anglerax-navnet.. Jaqia har intet ødelagt.. kun du," fastholdt han. Han lukkede øjnene. I et kort øjeblik af koncentration, for at genvinde fatningen. Hans øjne, fik endnu en gang den normale øjenfarve. Han havde advaret manden.. Hvad mere forventede han da at få ud af det her?
"Du har Silia og Jophiel.. Og et barnebarn, om jeg ikke tager helt fejl? Lad mig være, Nathaniel. Jeg går hellere i graven, end at give dig, hvad du vil have," afsluttede han. Han havde denne gang, ikke mere at sige.

[Nathaniel Diamaqima]

Det var uanset en del af Mattheus' liv, som han ikke vil kunne vende ryggen til, hvad end om det var noget, som han nu ville det eller ikke. Han sukkede kortfattet og rystede så endegyldigt på hovedet i stedet for. Det gjorde ondt. Efter de slag, som han havde modtaget, var det nok heller ikke så underligt. "Du er godt nok hård i din udtale, Mattheus," endte han denne gang.
Her ville han ikke komme videre for nu, og det vidste han godt. Ikke at det var noget, som gjorde det meget bedre af den grund. Han sænkede hovedet. Denne gang, måtte han nok give sig fortabt, for han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det, hvad end om det var noget, som han nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var i den anden ende. "Jeg tvivler på, at du kan se, hvor meget Jaqia reelt har ødelagt," sagde han med en roligt stemme.
Det var muligt, at han havde Silia.. tildels, og Jophiel havde han slet ikke noget forhold til endnu, og det ville han jo gerne gøre noget ved. Det krævede jo bare, at han fik muligheden for at gøre det. "Ingen har sagt, at jeg ønsker at agere som fader for dig, selv på trods af, at det er min plads af blod. Jeg ønsker blot at se dig udnytte hvad du kan, i stedet for at gå til her," sagde han blot. Han trak sig igen. Her kom han jo tilsyneladende ingen vegne.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Gav den mand da bare aldrig nogensinde op? Mattheus lod hovedet søge skræmmende langsomt på sned, hvor han sendte manden en direkte advarende og dræbende mine. Det var en tanke, som gjorde ham direkte tosset! Han havde bestemt ikke tænkt sig, at tage og anerkende Diamaqima-navnet! Det kom aldrig nogensinde på tale! "Så det er hvad alt det her handler om..? Du ønsker at stå bedre end min moder?" spurgte han denne gang. Se, så skulle det da nok ende med at blive meget.. interessant. Ikke at der var nogen tvivl om det!
Ikke rokkede Mattheus sig det mindste ud af stedet, for hvorfor skulle han? Lige i øjeblikket, var det bare det bedste? At han blev siddende, for ikke havde han tænkt sig, at give den mand noget, som han ville have, og kun fordi at han ville have det. Ikke på vilkår!
Manden ønskede ikke at stå som fader.. Det passede ham mere end fint, for han skulle bestemt heller ikke regne med, at han ville få nogen mulighed for det! "Det kommer heller ikke på tale, så det er fuldstændig underordnet. Jeg synes bare du skal gå, Nathaniel. Det her er spild af din ellers så dyrebare tid," sagde han denne gang. Han kneb øjnene fast sammen. Udnytte hvad han kunne? Han havde stadig ikke tænkt sig, at give den mand, hvad han ville have! Overhovedet faktisk! "Forsvind gamle mand," vrissede han med en fast tone.