A very long time ago..

[Nathaniel Diamaqima]

Mattheus Diamaqima Angleráx

---

Det var med faste skridt, Nathaniel søgte ned igennem de mange kælderregioner, som lå under det gamle Castle of Darkness. Meget snart, ville der ske og komme forandringer her til landet, og det var også dette, som han havde tænkt sig at fortsætte med. Hans forhold til hans datter, var da heldigvis blevet langt bedre nu, end hvad det havde været igennem den sidste tid.
Denne gang, var det helt andre ting, og planer, som han havde på dagsordenen. Siden Jaqia var blevet fældet, og dette ville give landet en helt ny start og helt nye muligheder, så havde han en ting fra fortiden, som han et sted godt vidste, at han ikke kunne fortsætte med at flygte fra: Mattheus. Hans egen søn. En søn, som i hans optik, slet ikke burde være til, men uden at han som sådan, kunne gøre noget som helst ved det her.

Fangekældrene var det første sted, som han derfor søgte hen, hvor han vidste, at Mattheus ville sidde - som den eneste. Der var gjort rent bord siden de havde væltet hans kære moder, og derfor var det også en fin mulighed for dem, at føre en samtale alene. Det var skam også det, som han denne gang var ude på.
"Mattheus," sagde han blot, som de store og tunge dører gled op med en gevaldig knirken. Kappen svang let bag ham i takt til hans faste skridt, og frem til han stoppede op foran knægtens celle. En celle, som alle vidste, at han på ingen måder, ville være i stand til at bryde ud af.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Skrig var efterhånden blevet en naturlig del for Mattheus at høre.. Igennem tider havde han hørt Kimeyas, men nu hørte han jo også sin mors. Han sad vel egentlig bare og ventede på, at det ville blive hans tur. Siddende og stirrende direkte ind i væggen, da han ikke rigtigt havde andet at foretage sig. Det var næsten som om, at folk havde glemt, at han i det hele taget, sad der, og det var slet ikke noget, som han kunne have med at gøre. I det hele taget.
Som dørene gik op med en kraftig knirken, og hans egen biologiske fader trådte ind, måtte han knibe øjnene sammen. Sol og frihed havde han ikke set eller smagt på, i det som efterhånden måtte være en mindre evighed, men det var derimod også bare begrænset, hvad han kunne gøre ved det. Han knyttede næverne svagt. "Jeg sad netop og tænkte på, hvornår det mon ville blive min tur.. Fader.." Mattheus valgte at rejse sig. Til enhver tid, ville han tage sin moders parti, da det trods alt også var hende, som han alle dage havde set op til. Enrico var død.. Noelle var væk.. Hans mor var taget til fange.. Hvad andet kunne han da forvente sig af dette? Han stillede sig tæt ved tremmerne. "Må jeg være den næste til at ønske jer tillykke med sejren," vrissede han. Nej, man kunne bestemt ikke sige, at Nathaniels tilstedeværelse, var ønsket. Han ønskede hellere at sidde der alene, end at have den mand rendende omkring sig!

[Nathaniel Diamaqima]

At blive mødt af en afvisning, var ikke ligefrem uventet for Nathaniel. Det var dog ikke noget, som skræmte ham. Desuden befandt knægten sig i en situation, hvor han intet kunne gøre, og det var noget, som uden tvivl passede ham mere end fint.
Nathaniel stoppede derfor roligt op foran den celle, som den unge mand sad i. At han tog sin moder i forsvar, kom trods alt heller ikke bag på ham. Den kvinde havde virkelig hjernevasket den unge mand, som hun havde gjort med så mange andre også. Han foldede hænderne foran ham. "Der er slet ikke nogen grund til at agere så fjendtligt," sagde han denne gang med en rolig stemme. Han blev denne gang roligt stående udenfor cellen, selvom det var tydeligt, at den unge mand, slet ikke ønskede at komme ham alt for tæt på, og det var egentlig noget, som han havde det okay med.
"Hvad får dig til at tro, at der vil ske det samme med dig, Mattheus? I det tilfælde, så var det allerede sket. Jeg ønsker blot at føre en ganske rolig samtale med dig," tilføjede han denne gang. Han lod hovedet søge en kende på sned, så han kunne se manden ordentligt derinde i mørket. "Det har aldrig været en kamp.. Det er landet, som har kaldt til handling. Det er på tide, med noget nyt," forklarede han denne gang. Mon manden nogensinde ville være i stand til at forstå?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvad havde Nathaniel egentlig regnet med? At han ville tigge og bede om en chance til, og bare ville give manden hvad han gerne ville have? Han elskede og forgudede uden tvivl sin mor, og det skulle heller ikke have lov til at blive ødelagt. Som i overhovedet ikke!
"Har I ikke allerede taget mere end rigeligt fra os?" spurgte han denne gang med en fast tone. Hænderne lukkede han denne gang fast omkring tremmerne, hvor han trådte tættere på. Ikke havde han tænkt sig, at give den mand hvad han ville have, og ikke skulle han have lov til at bruge de tricks på ham, for han havde bestemt ikke tænkt sig, at falde i med begge ben!
"Hvor dum tror du, at jeg er, Nathaniel? Regner du ærlig talt med, at jeg vil give dig hvad du gerne vil have? Regnede du med, at jeg ville åbne mig op for dig? Tro om igen.. Giv mig den samme behandling, som min mor. Jeg har ikke tænkt mig, at blive siddende her meget længere!" endte han med en kraftfuld stemme. Man skulle ikke tro, at han som regel sad der for sig selv, men det gjorde han. Han hamrede hånden direkte ind i tremmerne, velvidende om, at det selv for ham var dumt, og gjorde ondt. Hans knoer endte blodig. Han trak sig derfor igen, da det jo også gjorde ondt. "Med noget nyt? Ha! Forsvin herfra Nathaniel.." vrissede han denne gang sammenbidt.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste nok ikke helt hvad han egentlig regnede med, men han vidste derimod, at dette ikke var noget ,som han ønskede at stå med. Han agtet at vise, at Dvasias kunne gennemgå den forvandling og udvikling, som ham og Silia, agtet at gøre. Nu hvor han i forvejen, var i stand til at kalde sig for bedstefar, var der også mange ting i det henseende, som han måtte vænne sig til. Der skete faktisk rigtig mange ting.
"Du er en mand, præget af vrede, Mattheus. Jeg er her blot for at føre en samtale.." Han tav igen, da manden hamrede hånden direkte ind i tremmerne. Det var jo slet ikke fordi, at det var nødvendigt. Overhovedet ikke, og det var han heller ikke bange for at lægge skjul på, når det endelig var i den anden ende. Han rystede kort på hovedet, og lod hænderne falde endnu en gang. Han ville ikke tvinge ham igennem den samme behandling, som Silia udsatte Jaqia for. Og ikke var det en sag, som han ville blande sig i. Det havde han overhovedet ikke nogen grund til.
"Jeg har ikke tænkt mig, at gøre dig ondt. Det klarer du tilsyneladende ganske udmærket på egen hånd. Jeg beder dig blot om at lytte til mine ord," opfordrede han denne gang. Ikke var han jo ude på at gøre manden noget, og aldrig havde han gjort det. Han ønskede en stabilitet og en tryghed til landet her, og det var bare ikke noget som kom af sig selv.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Var det overhovedet underligt, at Mattheus var vred? Han var virkelig vred, og dette var på ingen måder en hjælp! De torturerede for pokker hans moder, og regnede ærlig talt med, at han var fuldkommen ligeglad! Han bed tænderne tydeligt sammen. "Og er det overhovedet underligt, Nathaniel?" vrissede han sammenbidt. Ikke at han havde tænkt sig, at kalde denne mand ved andet end hans navn, for det fortjente han på ingen måde, og det var naturligvis også noget, som selv han kunne mærke!
Mattheus knyttede næven. Han ville ud.. han ville hjælpe sin mor, og han svor at få sin hævn på et tidspunkt. Denne mand, ville bare ikke få lov til at få, hvad han gerne ville have, og det var noget, som selv han, stod fuldkommen fast på i den anden ende! Han trak vejret dybt.
"Jeg har ikke tænkt mig, at lytte til noget som helst, ved dig! Dine ord, er kun for at forvirre mig.. Jeg afskyr dig, jeg afskyr Diamaqima, og hvad I har gjort!" Denne gang blev hans øjne gule. Han følte sig truet.. Og ikke i hans liv, om han ville have, at nogen skulle komme ham så nær, som det var sket! Forbandede være Diamaqima, Jaceluck og alle de andre, som havde rottet sig sammen mod dem! Han havde jo på ingen måder set det komme, og nu hvor han i forvejen skulle kæmpe med sit knuste hjerte, så var det her virkelig bare mere, end hvad han kunne tackle lige nu!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel reagerede ikke rigtigt på, at den unge mand, kaldte ham ved navn, fremfor den faderlige titel, for det var jo ikke ligefrem noget, som han kunne gøre noget ved, hvad end om det var noget, som han nu ville det eller ikke.
Nathaniel forholdt sig rolig, selv da knægtens øjne blev helt gule, for han kunne jo ikke rigtigt sige, eller gøre noget ved det nu. Han lod blikket roligt og nærmest afslappende hvile på ham. "Der er ingen grund til at gøre skade på dig selv, Mattheus. Jeg forstår at du er vred," fortalte han denne gang med en rolig stemme.
At blive afskyet på den måde, var nu heller ikke noget, som kom bag på Nathaniel, men det var derimod også meget begrænset, hvad han kunne gøre ved det. Han lod hovedet søge mod den anden side. "Det er et meget hårdt udtryk. Er du sikker på, at du hader det så meget? Jeg forstår, at du hader din situation, og at du hader at sidde her.. Hvis du blot lytter til hvad jeg har at sige," sagde han denne gang. Han trådte roligt i retningen af tremmerne, hvor han stillede sig helt tæt på denne gang. Hans blik faldt til hans skikkelse og de gule øjne. "Lyt, til hvad jeg siger," bad han denne gang. Han stirrede alvorligt mod ham denne gang.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvad havde Nathaniel ærlig talt regnet med? At han ville give ham hvad han gerne ville have? Mattheus vendte blikket denne gang direkte i retningen af hans skikkelse. Han var vred.. et sted også bange for, hvad han selv havde været udsat for, og særligt når det kom til dette. "Hvad havde du ærlig talt regnet med, Nathaniel? Jeg sidder for pokker bare her, og glor!" udbrød han med en fast og kraftig stemme. Han var ked af det.. bange for sin familie, såvel som sine egne vegne, for det var en kæmpe omlægning i hans liv, og særligt, når han ikke vidste, hvad han skulle forholde sig til. Overhovedet faktisk.
Mattheus havde slet ikke tænkt sig, at lytte til ham! Han ville slet ikke høre på, hvad Nathaniel havde at sige, for han ville slet ikke høre tale om det! Særligt, hvis det var noget ,som han kunne blive fri for! "Og du tror at jeg har tænkt mig det? I gør min moder ondt, og har placeret mig her.. I har taget Enricos liv!" udbrød han denne gang med en arrig stemme. Han kneb øjnene fast og dræbende sammen. Om blikket kunne dræbe, så havde manden faldt direkte til jorden med det samme! "Forsvind, og lad mig være.. Jeg har ikke tænkt mig, at give dig noget som helst..!" endte han med en fortsat fast og direkte arrig stemme.

[Nathaniel Diamaqima]

Mattheus var præget af en vrede, selvom Nathaniel godt kunne forstå det. Det var gået lidt voldsomt for sig, og selv han måtte jo indrømme, at tabet af Enrico var stort, men han vidste derimod også godt, at Cecilaya havde sat manden i valget.. og han havde valgt.. Han lod hovedet søge en kende på sned. Denne gang var der heldigvis tremmerne for, så Mattheus ikke kunne få fat i ham. "Jeg forstår godt, at du er vred.." endte han denne gang.
Hænderne forblev foldet over ryggen. At manden direkte forsøgte at smide ham ud af kælderen, fandt han en kende morende et sted. Han var vant til at kommandere rundt. Det var tydeligt. Det måtte være noget, som han havde efter sin kære mor. Ikke at han havde noget imod det. Tvært imod faktisk. "Tabet af Enrico, er naturligvis meget beklageligt.. Men det var mandens eget valg.. Han fik et valg, hvor han kunne få muligheden, for at ændre dette," forklarede han denne gang. Han havde endnu ikke tænkt sig, at gå. Han havde psykisk trængt Mattheus op i en krog. Det var den eneste grund til at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde, og selvfølgelig kunne det mærkes. "Jeg går ikke," fastholdt han denne gang. Det var dog også ord, som han mente. Han havde en helt anden dagsorden endnu.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Var det overhovedet underligt, at Mattheus var vred? Det ville han bestemt ikke mene! Han himlede kort med øjnene, og trak sig denne gang væk fra tremmerne, da han kun var fristet til at tage fat i ham og bare tage hans liv, som de havde ødelagt hans families! Alle de, som havde haft betydning for ham af den ene eller den anden slags, var enten revet fra ham i form af død, men så var der hans moder, som han vidste, blev udsat for.. ja, han ville ikke engang vide, hvad de udsatte hende for!
"Enrico fik et valg..?" vrissede han nærmest sammenbidt. Bare tanken gjorde ham vred. Der var ingen, som havde bedt om det, som de havde fået! Hans blik gled mod ham endnu en gang. Hans øjne skinnede nærmest af vrede. Det var nok ulven i ham, som gjorde, at han reagerede på den måde, som han gjorde, men han kunne virkelig ikke styre det længere! "Jeg foragter dig, Nathaniel Diamaqima.. Jeg foragter dig og din familie, og alt hvad du nogensinde har gjort..!" vrissede han fast. Denne gang hamrede han næverne direkte mod tremmerne, for at komme igennem til Nathaniel i et næsten desperat forsøg efter at kunne få fat i ham, for det var det som han ville! Kunne han, ville han ende mandens liv, for alt det, som han nogensinde havde gjort! Ingen tvivl om det!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel forstod skam godt, at Mattheus var vred, men af den grund, så ønskede han jo ligeledes også at få bugt med det. Manden var såret og ked af det, og med de tab som han havde lidt, så var det jo heller ikke ligefrem underligt, og det stod han gerne fast ved i den anden ende. Hans blik hvilede på de lysende øjne, som han nærmest kunne skimte i mørket. "Enrico fik et valg," fasthold han. Det var sådan, at han havde fået tingene forklaret, og nu var Enrico heller ikke ligefrem en mand, som var kendt for at være voldsom eller aggressiv, eller noget, som bare lignede det, så at tage hans liv, ville jo heller ikke være nogen sag.. Men nu vidste han derimod godt, at Cecilaya havde været glad for manden, men havde valgt at tage hans liv, fordi det var det valg, som manden havde valgt.
Det pludselige udfald som Mattheus gjorde mod ham, kom et sted bag på Nathaniel. Han forsøgte at trække sig, men manden havde reageret for hurtigt, og fik derfor fat i hans krave. Han vendte blikket mod ham. Hans hånd lukkede sig direkte om Mattheus' håndled. Han kunne jo se at manden var vred. Virkelig, virkelig vred. "Du er styret af din vrede, Mattheus.. Du er nødt til at kontrollere det," fortsatte han med en kortfattet og bestemt tone. Han brød sig ikke om dette!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Denne gang, var det Mattheus der havde fået nok, og derfor var det også ham, som gjorde et kraftigt udfald direkte mod Nathaniel, og at han fik fat, var en tanke, som uden tvivl måtte glæde ham! Rigtig, rigtig meget endda! Et kort smil passerede hans læber, hvor han denne gang rettede sig op. Manden havde fat om hans hånd, og han kunne ikke være andet end ligeglad med det, for han havde virkelig lyst til at ende den mands liv.
"Enrico havde et valg, siger du.." endte han med en direkte fast og hvislende stemme. Han knyttede næven omkring hans krave, for at sikre sig, at han ikke trak hovedet til sig. Ufortrødent, og fordi at han direkte lystede at gøre det, låste han grebet for alvor omkring kragen, inden han denne gang rev til sig.. Så voldsomt og fast, som han overhovedet kunne gøre det, for at hamre mandens hoved direkte ind mod tremmerne. Kunne han slå ham ud, ville han være glad. Han ville have den mand ud og væk herfra, og det var heller ikke noget som han kunne gøre hurtigt nok! "Valg har konsekvenser, ikke sandt?" endte han med en fast tone, inden han rev voldsomt og brutalt til sig igen, inden han denne gang valgte at slippe manden. Om han ville falde til jorden eller ej, var han ligeglad med. Han ville bare gerne have den mand på afstand, og nu havde han vel vist at hans tilstedeværelse overhovedet ikke var ønsket?

[Nathaniel Diamaqima]

Enrico fik et valg, hvilket var noget som Nathaniel agtet at stå fast ved, nu hvor han kunne. Han vidste at Cecilaya havde ekstrem dårlig samvittighed over, at skulle tage mandens liv, så det var ikke sket uden en grund. Han vendte blikket direkte mod Mattheus' lysende øjne. Manden var præget af en vrede, som man sjældent måtte se. Selv ved hans væsen faktisk. "Koncentrer dig, Mattheus, og hør hvad jeg siger," gentog han endnu en gang. Manden var virkelig blevet hjernevasket af sin kære moder!
Mere skete der ikke, før Mattheus rev armen så voldsomt til sig, at det var Nathaniels ansigt, der blev banket direkte ind i tremmerne. Dette resulterede i at panden og det ene øje endte kraftigt forslået, da dette ikke bare var en ting, som skete en gang, men op til flere gange!
Da Mattheus slap ham, faldt Nathaniel desorienteret i gulvet. Han tog sig til ansigtet, som tydeligt måtte bløde. Han klemte øjnene let og fast sammen. For pokker, hvor det gjorde ondt! Valg havde konsekvenser.. Det måtte han jo give den unge mand ret i. Han trak vejret dybt. "D-derfor behøver du ikke lide din moders skæbne," endte han. Han forsøgte at rejse sig. Han følte sig pludselig meget svimmel. Måske at han bare burde gå?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var vred, og det ville han nok for altid være. Hans blik hvilede fast på manden. At se ham slå hovedet så kraftigt, som han nu gjorde. Han nød synet.. lyden af det.. At se ham rode rundt på gulvet sådan, med en flænge over brynet, og det, som mest af alt, måtte ligne en brækket næse og et kraftigt slag til panden. Han kunne jo ikke være andet end storslået tilfreds med det. Han trak hånden roligt til sig, og med de tydelige sammenknebne øjne. Han var en mand præget af vrede, og det var ene og alene deres egen skyld!
De gyldne øjne hvilede på mandens skikkelse. "Du kan ikke styre mig, Nathaniel.. Uanset hvor meget du prøver og forsøger, så kan du ikke," fastholdt han denne gang med en meget kortfattet og bestemt tone. Ikke at han kunne, og ikke havde han tænkt sig at skjule det. Denne gang trak han sig helt væk fra tremmerne, og trak sig til den bagerste ende af cellen, hvor han denne gang satte sig ned. Blikket hvilede på Nathaniel. "Du er gået forgæves gamle mand. Kan jeg komme til det, slår jeg dig ihjel, og så er jeg så venlig at advare dig på forhånd," sagde han denne gang med en yderst kortfattet og direkte stemme. Han ville kæmpe imod dem til det sidste.. Koste hvad det koste ville, og han ville ikke lade dem tage det fra ham på noget tidspunkt!

[Nathaniel Diamaqima]

Det dumpede i Nathaniels hoved, og det sved i næsen, som han denne gang tog til. Han klemte øjnene sammen. Mattheus var uden tvivl vred, men for pokker, det gav ham ikke nogen ret til at handle på den måde! Han klemte øjnene svagt sammen, hvor han denne gang vaklende måtte komme tilbage på benene igen. Han vendte sig mod cellen igen, hvor Matteus havde valgt at trække sig. Det kom end ikke bag på ham, at manden var præget af den vrede, men det var jo heller ikke fordi, at han fik noget ud af at vise ham den side, for det var slet ikke noget, som kom til gavn eller glæde for nogen som helst. Han rystede kort og endegyldigt på hovedet igen. "Hvad vil du få ud af at ende mit liv, Mattheus?" spurgte han denne gang. Han støttede sig selv til tremmerne denne gang. Det gjorde ondt. Ingen tvivl om, at det gjorde ondt! Af den grund, blev han ikke vred, for det havde han heller ikke nogen grund til at blive.
De mørke øjne faldt til hans skikkelse. "Ikke ønsker jeg at tvinge dig til noget, men derimod blot forsøge at skænke dig en forståelse.. Du kan komme ud af cellen her, uden at ende som din moder," endte han med en kortfattet stemme. Var han bange eller var der helt andre ting, som stak under? End ikke det ønskede han jo.