I'm going.. and you're coming with me!

[Jarniqa Dynithril]

Nybegynder var Jarniqa på alle led og kanter! Derfor kunne hun end ikke sige, om hun gjorde det korrekt.. Hun prøvede sig bare frem, som Lucifer ikke længere var der til at holde hende i hånden på det punkt. Selv tænkte hun dog, at hun var på rette vej. Ganske vidst skød en smerte igennem hende, som de blev forenet, men dog føltes det alligevel, som var det et puslespil der blev løst. Derfor var hun ikke bleg for, at det skulle fortsætte, hvor det egentligt også bare skulle … overstås. Dog virkede det ikke som om, at Valandil var enig i det, som han både så ud til og lød som en der nød det hele. Noget der dog ikke gjorde hende noget. Det skulle blot bare være på hendes præmisser. Det faste tag holdt hun i hans håndled, alt imens hun arbejdede på den faste rytme. Hendes hofter vuggede let, hvorefter hans begyndte at gøre det samme kort tid efter. Asymmetrisk syntes det først at være, som de først stødte … forkert imod hinanden. Det var uden tvivl en mærkværdig følelse det hele. Øjnene holdt hun lukket, som hun prøvede at få samling på det hele. Ved at modificere sin egen rytme, så den faktisk blev synkron med hans, begyndte det faktisk, at føles … bedre. I det der mere måtte minde om behag, måtte hun holde om hans håndled, som det hele syntes svimlende. Støn begyndte pludselig også at forlade hendes læber, så det ikke længere kun var hans. Det havde før gjort ondt, men som de arbejdede sig frem, syntes den smerte at mindskes. End videre begyndte nydelsen at slå ned i hende, som deres stød begyndte at stemme overens. Dybere endte hun derfor også med at kysse ham, hvor det denne her gang måtte være mere ægte, fordi hun fik de behagelige følelser i sig også.

[Valandil Romain Ancalimë]

Behaget måtte ramme Valandil langt før, det måtte ramme Jarniqa, uden at det egentlig gjorde ham det mindste. Dette var noget, som han virkelig godt kunne lide, og det alene, var ikke noget, som sagde så lidt. De var forenet.. Varmen spredte sig tydeligt i hans krop, hvor han virkelig gerne ville holde om hende, og derfor irriterede det ham kun, at hun holdt om hans håndled, som hun gjorde, som hun slet ikke ville have det..? Hvad var det helt præcist, hun var ude på ved alt dette? Han forstod det virkelig ikke! Han prustede svagt, hvor han denne gang bed tænderne sammen.
Valandil forsøgte at finde hendes rytme, men siden hun tilsyneladende måtte være ny, så var det svært for ham. Han slog hovedet svagt ned i jorden under sig, uden at han stoppet, for han ville virkelig gerne give hende det.. Samtidig med, at han gerne ville nyde det på egen hånd. Han knyttede næverne svagt, hvor han svagt forsøgte at rive dem til sig, selvom han ikke rigtigt gjorde det. Han ville gerne give hende en god oplevelse med det, som han ønskede at nyde det selv, da det jo virkelig var første gang i rigtig mange år, at han havde gjort det her sammen med nogen som helst i det hele taget. Kys.. kærtegn.. Det var alligevel langt mere anderledes, end hvad han havde oplevet før.. For han kunne lide det, og det var behageligt. Det blev i hvert fald, kun mere og mere behageligt. Han hævede tempoet.. Han hørte hendes støn og suk. Han ville bare gerne give hende en rigtig god oplevelse med det.

[Jarniqa Dynithril]

Det at være så tæt på en anden var ikke just som Jarniqa havde forventet det, men igen … hun havde også forventet, at det ville have sket under andre omstændigheder. Godt begyndte det dog at føles for hendes krop, som smerten langsomt fortog sig, og de gjorde bevægelserne korrekte sammen. Om hun gjorde det mørkelvisk eller ej, vidste hun selvfølgelig ikke, men selv troede hun det da.. Hun havde fået tvunget Valandil med på ideen, hvor han nu ikke længere kæmpede imod. Han syntes derimod at have forenet sig med ideen. At det i så fald ikke var normalt, at den mørkelviske kvinde kyssede manden og sådan, kunne hun selvfølgelig ikke vide. Lige det sagde han jo ikke, at hun gjorde forkert, og derudover havde hun også kun sin tid med Lucifer som et pejlemærke.
Som Valandil prøvede at rive hænderne til sig, valgte Jarniqa blot at stramme taget om hans håndled. Hvis det havde været Lucifer, og hvis han endnu havde elsket hende, og ikke forladt hende, ville hun havde givet slip, men nu holdt hun fast. Dette var nemlig ikke et samspil som sådan, som det var hendes magtdemonstration over ham, samtidig med at dette var hendes ”kvinddomsprøve”. Mere pressede hun derfor hans hænder ned i det fugtige græs, som han skulle forblive under hende. Hans øgede stød sagde hun dog intet til. På den ene side gjorde de godt, og på den anden side håbede hun, at det øgede tempo gjorde, at det hurtigere blev overstået. Igen var det nemlig bare af behov, at hun tillod dette mellem dem. Hvor lang tid sådan noget her tog, anede hun dog ikke.. Igen havde hun jo kun prøvet andre ting med Lucifer, men dog ville hun mene, at de var på vej i den rigtige retning, som hun da kunne høre, at hans nydelse steg i takt med tiden.

[Valandil Romain Ancalimë]

Det var på ingen måder naturligt for en mørkelver at udvise noget, der mindede om omsorg overfor nogen på den her måde, som hun gjorde det med ham. Kys og kærtegn.. Det var noget, som man gjorde krav på, hvor man direkte krævede og forventede, at man kom vel igennem det. Kunne det virkelig passe, at Jarniqa var så ny i dette, at han rent faktisk havde givet hende sin første omgang? Ikke at den tanke gjorde ham noget, men med alt det gode, som hun ligeledes havde gjort for ham, så følte han jo også et sted, at han havde noget at give hende igen. Det var jo kun takket være hende, og hendes behandling af ham, som gjorde, at han også var i stand til at gå i dag.
De grønne øjne søgte mere og mere i skjul, hvor han tvang hovedet ned i græsset. Hun stod fast på, at hun ville være øverst, og den i kontrol. Hvad var det egentlig hun ønskede, at få ud af denne magtdemonstration? Han ville holde om hende, tvinge hende rundt, og selv tage magten over hende, men et sted, så kunne han heller ikke få sig selv til at gøre det! Han stønnede svagt, også selvom det blev højere og højere.. Han var nemlig ikke genert, og han ville have at folk skulle vide, at de lavede det, og at han nød det! Han spændte i kroppen.. Presset samlede sig, og det samme gjorde varmen. Ikke skulle man tro, at det var efterår, og ved at være temmelig koldt på egnen her! Tæerne krummede han.. Han hævede hovedet, krævede hendes læber i et kys. Tempoet holdt han højt. Selv for ham, var det nu begrænset hvor meget mere han kunne holde til! Øjnene klemte han sammen. Tempoet hævede han denne gang, hvor det denne gang føles som en mindre eksplosion i hans egen krop, da han selv røg over kanten af hvad han kunne holde til. En kraftig brummen brød hans læber, idet han tvang hovedet tilbage i græsset. Denne gang, følte han sig.. træt.

[Jarniqa Dynithril]

Ny var Jarniqa i dette, hvor Valandil også var den første, som hun var sammen med. Dog tænkte hun ikke videre over det, som det hele stod på. Som hun følte, at hun gjorde det korrekt, følte det hele jo ganske naturligt. Tiden passerede.. Hun følte, hvordan deres kroppe blev varmere.. Hvordan stønnende begyndte at glide hyppigere over deres læber. Som han begyndte at spænde i kroppen, vidste hun godt, hvad der var på færde. Grebet om ham strammede hun for at holde ham i ro, alt imens hun fornemmede, hvordan han gjorde sig færdig. Noget der fik stødene og de vuggende bevægelser til at stoppe imellem dem. Hendes hjerte syntes at sidde i halsen, som det hele langsomt stoppede. Ikke var hun tilnærmesvis tæt på, hvad han lige havde opnået, og ikke tænkte hun, at det kunne være en mulighed for hende. Ikke under disse omstændigheder.. Derfor slap hun hans hænder, som hun mærkede, hvordan han faldt til ro under hende. Dernæst skilte hun dem ad igen, som hun valgte at trække sig fra ham. En handling der fik det til at snurre en anelse i hende. Ved siden af ham sad hun, som hun begyndte at fiske sit tøj til sig og trække det på igen. Ikke ønskede hun, at han så mere af hende. ”Tag dit tøj på og rejs dig,” endte hun køligt med at sige. Jovist havde hun følt en smule nydelse, men stadig efterlod dette hende blot med tomhed i sit indre. Lynhurtig var hun til at dække sin krop for nysgerrige blikke igen, inden hun tvang sig op på benene. Hun var en kvinde nu.. Det havde været målet. Og at tage ham som sin slave. Et blik værdigede hun ham ikke efter dette, som hun blot gik over til Andúril, hvor hun begyndte at sadle hingsten.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil kunne jo ikke undgå at nyde det, selvom han udmærket godt vidste, at det var så forkert, som noget overhovedet kunne blive. Det var dog bare ikke noget, som han kunne gøre noget ved. At han var gjort færdig, og hun langt fra var det samme, var derfor heller ikke en tanke som slog ham. For ham, var det en nydelse, som han selv havde benægtet sig selv i alt for lang tid, og det nu var noget, som han måtte lide under.
Her blev han liggende i et kort øjeblik, kun for at sunde sig, efter det, som de nu havde lavet. Jarniqa havde valgt at trække sig væk fra ham, og bare.. bad ham om at tage tøj på igen. Ikke var det en behagelig tanke, at hun pludselig var begyndt at koste sådan rundt med ham. Det korte udsyn, som han denne gang måtte få til hende, viste ham en smuk kvinde. Hvorfor skjule det bag de tunge klæder og med ryggen til ham? Han himlede med øjnene. "Du ved godt, at du ikke har den magt og kontrol over mig, ikke?" spurgte han denne gang. Han satte sig selv op denne gang, hvor han greb ud efter hans klæder, hvor han startede med at klæde sig på. Bukser og underklæder kom på først, hvorefter han tog det andet på efterfølgende. Han rejste sig op og fik skjorten på igen, som atter satte sig godt om hans overkrop. Håret sad som det alle tider havde gjort. Pænt, langt og fint nedover ryg og skuldre. "Jeg er færdig her," afsluttede han. Hun så ud til at være på vej uanset. Og han skulle som sagt, ikke nyde noget af Maerimydra.

[Jarniqa Dynithril]

Prøvet var dette nu, og ikke vidste Jarniqa, hvad hun skulle mene om det. Det havde gjort ondt.. Det havde gjort godt.. Men havde bestemt ikke været det, som hun havde prøvet med Lucifer. Derfor lå hun ej heller i sit eget paradis efter, som hun på rekordtid var tilbage i tøjet og i handling. Tøjet dækkede hende nok engang fra top til tå. Derudover var hun allerede væk fra ham, som hun var i gang med at sadle Andúril. Vant var hun blevet til det, og derfor var det hende nu en smal sag at gøre. Sadlen kom derfor hurtigt på, ligeså vel som trensen, alt imens hingsten energisk slog med halen. Den så i hvert fald frem til at blive rørt nok engang! Øjnene kneb hun sammen ved Valandils ord. ”Du er min, sevrus,” endte hun køligt med at sige, som hun havde taget ejerskab over elvermanden. Det havde trods alt ikke været for sjov, at hun havde taget ham tæt. Tømrerne smed hun over Andúrils mørke hoved, inden hun satte foden i stigebøjlen og svang sig op. Langt højere oppe end Valandil måtte hun derfor være. Præcis, som det skulle være. Hun var nu en kvinde, og som en mørkelver var det grinagtigt, hvis ikke hun havde en mandlig slave under sig. Derfor krævede hun Valandil. Det nu hårde smaragdgrønne blik vendte hun mod ham. Hvis han stadig ikke forstod, måtte hun jo skære det ud i pap for ham. Magien mærkede hun summe i sig, hvor hun også lod den udløse sig. Hånden pegede hun mod Valandil, som reb skød frem fra hende, for at binde hans hænder, så der var en line fra ham til hende. Han ville blot være den bundet, hvor hun ville være den frie ende. ”Du er først færdig, når jeg siger, at du er færdig.”

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil havde uden tvivl nydt, at være sammen og tæt på Jarniqa, også selvom omstændighederne overhovedet ikke havde været, som han havde regnet med, at de ville være, når det kom til denne her slags. Hans blik søgte hendes skikkelse. Forvirrende, som det hele måtte være, så kunne han jo ikke gøre andet end at takke sig med hvad han nu havde fået, og så komme videre derfra, for at blive her og omkring hende, havde han ikke tænkt sig, at være! Maerimydra, var nemlig slet ikke et sted, hvor han havde tænkt sig, at slå sig ned i det hele taget.
Fast måtte Valandil vende blikket mod hende. Havde hun brugt det navn på ham, som han var sikker på, at han havde hørt? Sevrus? Han kneb øjnene fast sammen. Nej! Det skulle hun slet ikke have lov til at kalde ham! "Amin naa il- lle Sevrus!" endte han denne gang med en sammenbidt stemme. Han var ikke hendes slave, og aldrig var det noget, som han havde tænkt sig at blive!
Her blev han stånede, og så til, at hun gjorde hesten klar, så hende bestige denne, og søge hen mod ham. Før han overhovedet nåede at gøre mere ved det, var hans hænder på magisk vis blevet bundet med reb. Han spændte kraftigt i kroppen. Ikke at han havde tænkt sig, at give hende noget, som hun bare ville have, fordi hun kom og krævede det af ham! De grønne øjne var faste.. intense.. Dræbende. Nu vækkede hun det i ham! "Lad mig gå," sagde han denne gang. Han havde intet gjort, for at fortjene dett!

[Jarniqa Dynithril]

Fra det ene til det andet kunne man roligt kalde det, som Jarniqa krævede Valandil som sin slave. Anderledes kunne det dog ikke være for hende, som hun ønskede en plads i Maerimydra. Det var hendes sidste udvej. Resten af verdenen havde jo forkastet hende. For hans vedkommende kunne det heller ikke være anderledes, da hun var kvinde, og han en mand, og derfor havde han intet at skulle have sagt. Derfor bandt hun ham også, som han forsøgte at komme udenom. Tilfredsstillende var det derfor at se, hvordan rebbene lagde sig om hans hænder og holdt dem sammen, så de var ham ubrugbare. Den modsatte ende bandt hun til sadlen, så han var sikker på, at han ikke havde noget andet valg end at følge efter. ”Hvad end du siger, så drop det,” svarede hun afvisende igen, som hun ikke forstod hans mørkelviske sætning. ”Som mørkelvisk kvinde, er det min ret at underkaste en mand, uden mandens samtykke. Du burde se det som en ære, at jeg har valgt dig,” sagde hun kort for hovedet. Blikket vendte hun fra ham, så det i stedet pegede mod skoven. Hælene klemte hun let til Andúrils sider, så hingsten satte i skridt. Noget der enten tvang Valandil til at følge med, eller vælte omkuld og blevet trukket hen ad jorden. ”Du vil ikke længere sige du til mig, men derimod De. Du vil kalde mig Dominae, som jeg er din frue, og for mig vil du ikke være andet end Sevrus. Hvis ikke du adlyder mine ordre, vil du blive straffet, som jeg finder passende,” sagde hun direkte, som hun ikke tog imod indvendinger. Derfor var lad mig gå også en direkte upassende sætning! Han kunne gå, hvis hun sagde det, og hvis hun sagde det blev det der, hvor hun ønskede ham hen.

[Valandil Romain Ancalimë]

Hvad pokker var det, der gik af Jarniqa?! Ikke havde Valandil set dette komme! Skulle hun vise sig, at være endnu en af dem omkring ham, som han bare overhovedet ikke, kunne stole på? Et sted måtte han jo erkende, at det fyldte ham med en voldsom vrede.. skuffelse et sted, for han havde intet gjort, for at fortjene dette, og det var noget, som han stod fuldkommen fast på i den anden ende! Han bed derfor tænderne tydeligt sammen. Hun ville have ham underkastet sig permanent? Og her gik han og troede, at det kun var for den stund som de havde delt.. Pludselig gav det hele mening for ham. Han hævede blikket mod hendes skikkelse. Næverne havde han knyttet, velvidende om, at han ikke kunne bruge dem til noget som helst. Regnede hun med, at hun ville vinde mørkelvernes respekt på dette? At tage en mand med hjem, som i sin tid, var forvist fra eget hjem?
"Jeg burde have vidst.." Han bed tænderne sammen, hvor han vendte blikket i den anden retning. Hesten begyndte at gå, hvilket ikke rigtigt gav ham noget andet valg end at følge med. Hænderne fik han uanset ikke ud af den stramme knude, og siden han var bundet til sadlen, var det uden tvivl meget begrænset, hvad han kunne gøre ved det. Ikke fordi at han var bange, for det havde han ingen grund til, men dette gjorde ham vred! Han omtalte hende, som han havde lyst til! "Jeg burde have set det komme.. Du vil bruge mig til at vinde anerkendelse ved mørkelverne.. Lede mig til det sted, som jeg hele tiden har sagt, jeg aldrig vil placere min fod.." fast stirrede han mod hende. Han rev svagt i rebet. Han var nødt til at forsøge! Han havde ikke tænkt sig, at parrere ordre!

[Jarniqa Dynithril]

Etisk korrekt var det måske ikke af Jarniqa at kræve Valandil som sin slave. Manden havde jo ikke gjort hende noget … endnu. Det var endnu’et, som hun måtte holde fast i. Hvis de to personer der højt og helligt havde sagt, at de elskede hende og aldrig ville forlade hende kunne gøre det, var det en endnu mere smal sag for Valandil. Selv huskede hun endnu Lucifers ord.. Hvis du skulle forsvinde fra mig, vil intet kunne stoppe mig i at søge dig. Løgn og latin. Han havde blot ønsket noget af hende, og som han havde fået det, havde han kastet hende bort. Kærlighed.. Tillid.. Ingen af de begreber eksisterede! Hun havde været åh så dum, men nu skulle de være slut! Derfor så hun ud over følelser og det etiske. Valandils indvendinger hørte hun, som Andúril skridtede af sted. Ret i sine ord havde han, men respektløst talte han til hende! Den ene hånd hævede hun, så den slap tømrerne. Hånden begyndte hun at knytte, hvor han som resultat ville mærke en knugende smerte i sit bryst. Målbevistheden og det stigende mørke i hende, tillod hende rent faktisk at gøre handlingen. ”Som sagt.. Du tilhører mig, Sevrus. Du vil altid tiltale mig høfligt og med respekt.. Har jeg gjort mig klar?” spurgte hun sigende, uden at hun lod trykket i hans bryst falme. ”Gentagelser vil ikke gøre mig glad. Det vil lydighed derimod. Du vil hurtigt finde ud af, at det er langt rarere at glæde mig.. Vær derfor en god sevrus og fortæl mig vejen til vores hjem.” Hvis han nægtede, kunne hun lade ham løbe efter Andúril, indtil han faldt om, og selv der kunne hun lade hingsten forsætte. Tanken gav hende et vidst jag i hjertet, men hurtigt fik det hende til at bide tænderne sammen.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil havde virkelig været dum, at stole på en kvinde som Jarniqa, og i dag, kunne han jo kun fortryde, at han havde valgt at gøre således! Nu hvor han kun var tvunget til at søge efter hende, og bare.. gøre, hvad hun ønskede, krævede og forlangede af ham, var bestemt ikke en tanke, som faldt i hans gode jord på noget tidspunkt. Tvært imod, var det noget, som kun gjorde ham mere og mere arrig, og han kunne slet ikke have med det at gøre! Han knyttede næverne, hvor han kort forsøgte at vride dem fri, men knuden var stram og rebet lå helt tæt ind mod hans hud. Med andre ord, var der intet for ham at gøre.
Havde Jarniqa ærlig talt forventet at han ville gøre, hvad hun bad ham om, kun fordi hun krævede det af ham? Der var tilsyneladende visse ting, som hun endnu ikke havde forstået i dette henseende! Ikke besvarede han hendes ord, da han slet ikke så nogen grund til dette. Havde hun virkelig regnet med, at hun kunne koste sådan rundt med ham, og få sin vilje ud fra det? Det var overhovedet ikke noget, som ville komme på tale på noget tidspunkt! "De har udtrykkeligt forklaret Dem, Kahli.. Dog må jeg sige, at jeg ikke har tænkt mig, at efterkomme Deres ønske, krav eller befaling," sagde han denne gang. Det var slet ikke sådan man påtvang sig respekten.. Det var noget som kom med tid, og særligt når han havde været fri, som han jo havde været. Hun ville finde vej? Det måtte hun selv, for han havde bestemt ikke tænkt sig, at give hende, hvad hun ville have! "Maerimydra har aldrig været Deres hjem.. Og ej vil det være mit. Om De ønsker at finde dertil, må De gøre det selv," afviste han. Han nægtet at give hende, hvad hun ville have!

[Jarniqa Dynithril]

Irriterede Jarniqa gjorde det, som han ikke syntes at have nogen problemer, som hun på magisk vis klemte hans bryst. Hun mindedes ellers, hvordan det havde været hivende for hende når Theodore havde gjort det.. Måske var hun for mild? Noget hun uden tvivl skulle lave om på! Mild kunne en mørkelvisk kvinde ikke være, og slet ikke hende! Hun havde nemlig ikke fået noget ud af det indtil nu! Kun at blive trampet på af alle og enhver. ”Kahli? Hvor indbydende titlen end lyder, er den mig ikke retfærdig. For dig er jeg Dominae. Husk det.. og som du udtrykker, at du ikke vil have det på den lette måde, vil du få det på den hårde,” sagde hun skarpt. Den knyttede næve strammede hun, så hendes knoer begyndte at blive hvide. Resultatet burde være det, at Valandil ville se sig nødsaget til at snappe efter vejret over den usynlige kraft. Det var først efter det, at hun slap magien og greb om tømrerne igen med begge hænder. Let klikkede hun med tungen. Som resultat slog Andúril energisk med hovedet, inden hingsten satte i trav. Det gjorde, at Valandil var tvunget til at løbe i stedet, og noget besværget endda, som han ikke havde sine hænder og arme at balancere med. Ligeglad med det måtte hun dog være. Hun var nødt til at vise Valandil, at han ikke kunne sige hende imod. Det mente hun dog også, at hun gjorde rimelig godt, som hun forårsagede smerte på ham, og ikke tillod ham nogen valgmuligheder. Han ville ikke vise hende vejen til Maerimydra? Fint! Hun ville trave skoven rundt, indtil hun fandt den! Sørge for, at han ingen søvn eller hvile fik, som resultat på hans manglende samarbejde.

// Out

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil kunne mærke det klemme i hans bryst, men ikke var det noget, som han havde tænkt sig, at lade sig påvirke af. Den tilfredsstillelse, skulle hun bestemt ikke have lov til at have! Han spændte fast i kroppen, og forsøgte ellers bare at følge med. Det var nu heller ikke ligefrem fordi at han havde noget andet valg i det henseende, og han hadede det! Hadede, at hun havde taget den magt fra ham! "Regnede De med, at jeg ville give Dem hvad De ønskede?" spurgte han denne gang direkte. Hans blik søgte hendes endnu en gang.
At hun klemte endnu mere, gjorde også, at han denne gang.. nærmest gik i knæ. Det var svært, pludselig at få vejret, og det klemte og det gjorde ondt! Igen forsøgte han at rive hænderne til sig, uden at det egentlig virkede efter hans egen hensigt. Det var forfærdeligt! "Forbandet.. være dig.." endte han denne gang med en mere sammenbidt. Det gjorde ondt, og det var svært at trække vejret!
At hun tvang hesten op i trav, gjorde også at Valandil måtte løbe efter, og svært var det, når man næsten ikke kunne få luft! Langt fra så elegant, som han ville have gjort det. Han forsøgte at følge med, men med en anstrengt vejrtrækning, og sådan som han skulle holde sig igang bag på en hest, så var det bare begrænset hvad han kunne gøre. I denne situation, var skoven står.. Det ville tage hende lang tid at finde Maerimydra på denne måde!

//Out