I'm going.. and you're coming with me!

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil ønskede bestemt ikke at underkaste sig en kvinde, og særligt ikke en mørkelvisk! Nu hvor han i forvejen vidste, at Jarniqa så brændende ønskede at blive som dem, var det kun yderligere en grund til, at han slet ikke skulle gøre dette! Hans hjerte startede med at hamre.. Ikke havde han været udsat for noget lignende, siden Daelis, og det var jo ved at være lang tid siden nu! Han havde siden da, været opsat på, at han ikke skulle give efter for nogen mørkelvisk kvinde!
"Jarniqa.. Stop," endte han denne gang mere sammenbidt. Mild og blid, som han havde vist sig, at være igennem den sidste tid, så kunne han uden tvivl godt vise sig, at være det stik modsatte! Hvor han dog hadede det! Det her var noget, som han forbandt med ubehag, og hun skulle så bare være pisse stædig og.. indbydende på samme tid. Han bed tænderne fast og kraftigt sammen. Det var virkelig ikke behageligt på nogen måde det her! At hun trykkede sig helt ind mod ham, som hun rent faktisk krævede af ham, at han skulle gøre det.. Hvor desperat var hun ikke lige? "Jar.." Han tav, da hendes læber kom i kontakt med hans. Han stivnede fast. Den form for kontakt, og den form for nærhed, kunne han slet ikke have! Hænderne greb om hendes overarme.. Så desperat efter at finde et sted at være.. At tilpasse sig. Og hun forsøgte. Han sukkede næsten opgivende.. Det føles jo godt, og alligevel ubehageligt! Svagt gengældte han det. Det var jo godt et eller andet sted.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa hørte og hørte, hvordan han afviste hende, og sjovt var det ikke just. Det fik hende nemlig blot til at føle sig grim og ækel. Præcis ligesom, hvad Lucifer havde fået hende til at føle til sidst. En mur forsøgte hun dog at stille imellem sig og følelserne, som hun nægtede at føle sig svag og skrøbelig! Hun var stærk! Hun var det værd, og hun kunne kræve ham, hvis det var det hun ville! Det var også det der forårsagede, at hun ikke trak sig, men derimod nærmede sig, som hun krævede ham i et kys. Romantisk var det ikke, som det var krævende, og som hun ønskede, at han underkastede sig hende. Gad vide om hun gjorde det korrekt? Gad vide om det var sådan, at mørkelviske kvinder smed deres mænd i lænker? Ligeglad var hun dog, som det blev hendes måde, og som hun skulle lykkes! Hun mærkede, hvordan han blev stiv som en pind mod hendes læber. Underligt var det helt, da hun var vant til, at den kys var ønsket og fulde af længsel i kroppen. Den forsigtige besvarelse, mindede hende heller ikke om noget.. Ikke som Lucifer altid havde vist, at han ønskede hende på den måde. Selvtillid gav dette hende dog. Ganske vidst hengav Valandil sig ikke hundred procent, men dog begyndte han at give noget af sig.. Nærmere trak hun sig ham. Overskævs satte hun sig på ham, som hun tog plads på hans lår. Det var vel også hendes plads? At være oven på ham som en herskerinde? Hurtigt bankede hendes hjerte. ”Shh..,” tyssede hun på ham, inden hun igen lod sine lyserøde læber forene sig med hans i et dybt kys. Nu var hun da nået så langt, og så skulle hun ikke slås tilbage!

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil afviste dog ikke Jarniqa fordi at hun var ækel, grim eller noget lignende, men fordi at han fandt dette højest upassende, og han slet ikke kunne have, at en kvinde var tæt på ham, på den måde! Hans hjerte hamrede og bankede mod hans bryst af et klart ubehag, som han bare ikke kunne gøre noget ved. Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Selvom dette for ham, var meget.. ubehageligt, kun fordi at han sammenlignede det, med hvad Daelis havde gjort ved ham, så føles det alligevel så anderledes.
De burde ikke. .De burde overhovedet ikke. Hænderne holdt han stadig fast mod hendes skuldre, da hun satte sig overskævs på ham, og derved tog pladsen direkte i hans skød. Det sitrede i hans krop. Den form for nærkontakt med nogen, var han jo heller ikke ligefrem vant til, kunne man sige. Hun trykkede ham tæt på.. var blid og krævende på samme tid, og han kunne lide det. Ingen tvivl om, at han virkelig godt kunne lide det, og det var næsten det, som han hadede sig selv mest for! Han tog imod.. Og han gav ikke særlig meget igen. Denne gang trykkede han hende mere ind mod sig. Øjnene lod han glide i, da han ikke just følte, at han skulle være så årvågen, for.. hun gjorde det vel ikke for at gøre ham ondt, som Daelis havde gjort? Han forstod bare ikke hvorfor hun gjorde alt dette ved ham! Hånden søgte nedover hendes slanke ryg, hvor han lagde den mod hendes lænd, og trykkede hende endnu tættere på ham. Det føles jo skræmmende godt at have hende tæt på!

[Jarniqa Dynithril]

Aldrig havde Jarniqa ført sig frem med denne opførsel før! Aldrig! Hun var normalt ikke en kvinde der bare gav sig hen til folk, eller forlangte diverse ting af folk, men såret var hun, og opsat på at få sig et nyt liv var hun! Aldrig mere ville hun lade sig såres eller underkues, og derfor startede hun ud med at underkue Valandil. Han skulle tilhøre hende. Dog ikke som Lucifer og hun havde tilhørt hinanden. Dette skulle være et ejerskab imellem en højerestående og laverestående. Ingen romantik var der, som der ingen længsel var, men kun det endelige mål, og så det behag hendes krop naturligvis følte. Dæmpet sukkede hun mod hans læber, som hun mærkede, hvordan Valandil begyndte at give mere af sig, som han trykkede hende ind til sig. Som hans hånd søgte ned ad hendes ryg og endte ved hendes lænd, skælvede hun svagt. Selv håbede hun blot på, at han tolkede det som lidenskab, og ikke usikkerhed eller hendes nagende følelse om, at han ikke var den rigtige person. Hendes hånd slap hans nakke, så begge hendes hænder i stedet kunne søge hans brystkasse. Her følte hendes slanke fingrer ham, inden de greb om hans overkrops beklædning. Selv håbede hun ikke, at han anede, at hun nærede den mindste smule usikkerhed. Jomfru var hun endnu, og det håbede hun ikke, at han kunne gætte sig til. Det var også det, som der nu skulle laves om på, som hun ville træde til som en kvinde nu. Ikke en forvirret og eventyrlysten ung kvinde.. Dum havde den kvinde været. Forblændet og forelsket. Langsomt begyndte hun at trække tøjet af ham, som han ikke længere stridte imod hende. Godt var det.. Det var sådan, at det skulle være. Sådan det burde være. Hun ville ligge med ham, og på den måde kræve ham som sin.. Han ville dernæst føre dem begge til Maerimydra.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil var klar over, at Jarniqa ingen følelser nærede for ham, og at der derfor måtte stikke andre ting bag dette. Denne gang agtede han dog at få sine klare svar på dette, da han heller ikke ligefrem ønskede, at noget skulle ske, som han ikke var forberedt på, for han stod stadig fast på, at han under ingen omstændigheder, agtet at før hende tilbage mod Maerimydra, da han selv ikke ønskede at have noget med det sted at gøre!
Alle disse tanker, kunne Valandil nu også slå ud af hovedet, som det var helt andre ting, som han denne gang, måtte være optaget af. Hans øjne gled i, hvor han trykkede hende tættere ind mod sig. Usikkerhed kunne han fornemme, men ikke noget, som han som sådan bed sig fast i. Om hun skulle vise sig, at være en vaskeægte mørkelvisk kvinde, så måtte hun lægge den usikkerhed på hylden! Hvad var det lige han havde gang i? Et dæmpet suk brød ligeledes også hans læber, hvor han lod hende fjerne hans overtøj, så det faste bryst og den ellers veltrænede mave trådte frem.. og de ar som han havde pådraget sig over tid. Det var hårdt at leve alene, og særligt, når man var det væsen, som man var. Denne gang lagde han sig ned, hvor han trak hende med sig. Hånden lagde han mod hendes kind, som han næsten omsorgsfuldt strøg.. Det var præcist sådan her en kvinde gjorde med en mand i Maerimydra.. Lige foruden, at de ikke gav manden valg, og nærmest flåede det af, når det skulle være! Lidt på vej, havde hun endnu at gå. Hænderne søgte efterfølgende nedover hendes krop. Selv det intense, som ikke havde været vækket i.. guderne måtte vide hvor længe, måtte vågne til live. Han rev op i hendes bluse, for at få den af hende.

[Jarniqa Dynithril]

Ingen vej tilbage. Der var vitterligt ingen vej tilbage nu! ..men det ønskede Jarniqa heller ikke at der var. Der var alligevel ingen på den anden side af kløften der ønskede hende. Skræmmende var det uden tvivl at ligge alt det kendte på hylden, men samtidig var fremtiden også … berusende. Selv håbede hun nemlig på en stærk kvinde, der ikke lod sig underkue af nogen, og som ikke kunne trampes på. Derfor blev hendes handlinger også det mere sikre, som hun for et øjeblik måtte bryde kysset, og tække Valandils overtøj af ham. Intet nyt var der der. Hun havde set en mands overkrop mange gange før. Den helt samme bygning som Lucifers kunne hun dog se, at Valandils ikke havde. Tankerne slog hun ud, som han lagde sig helt ned under hende, og lod hende ligge oven på sig. Følelsen af … magt, mærkede hun uden tvivl ulme i sig! Og igen … hun kunne lide det, sådan som han pludselig gav efter for hende. Tungen holdt hun lige i munden, som han rev tunikaen af hende. Intet havde hun at skamme sig over med sin ungdommelige krop, den fyldige barm, og den solbrændte hud.. men kroppen var hende jo privat. Derfor lagde hun sig også ind over ham, så han ikke bare kunne se. Dog kamuflerede hun det med, at hun igen krævede hans læber, alt imens hendes fingrer fandt hans bukser. Umiddelbart havde hun ingen planer om at give sig hen og nyde det, som hun havde nydt Lucifer.. men i live blev hendes krop da vakt. Bestemt begyndte hun at trække ned i hans bukser. Sjovt var det næsten. Hun havde foragtet Daelis, som han havde fortalt hende om hende, og nu gjorde hun i praksis det samme imod ham. Dog tillod hun sig ikke at føle skyld. Hun tillod sig ikke at føle for ham. Hun skulle kun føle for sig selv!

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil var ligeglad med hvad hun måtte sammenligne ham med, hvis hun overhovedet gjorde det. Et sted lå det nok til en mørkelvisk mands natur, at underkaste sig en kvinde, dersom hun blev ham aggressiv og bestemmende nok, og det var jo hvad Jarniqa viste ham lige i øjeblikket. Hvad han dertil kunne forvente bagefter, vidste han ikke. Det var dog alt sammen noget, som han nu måtte tage, som det nu måtte komme, uden at han egentlig kunne gøre noget særligt ved det. For nu handlede det jo egentlig om, at mærke hende.. at få hende tæt på.
Hans øvre beklædning røg af, hvor han denne gang lagde sig ned i det dugvåde græs. At de i øjeblikket befandt sig udendørs, hvor andre kunne overvære dem, var ærlig talt slet ikke en tanke som faldt ham ind. Hans fokus måtte nemlig ligge helt andre steder. At hun lagde sig nedover ham, for at han slet ikke skulle have lov til at se hende, tænkte han ærlig talt ikke over. Det var han vel for.. egoistisk til nu? Med et ønske så brændende for at få lov til at mærke hende. Bukserne som hun fumlede med, var forholdsvis nemme at få op, hvor han denne gang hjalp hende med at få dem ned. At hun skulle være ny indenfor dette, var derfor heller ikke en tanke som slog ham, og ærligt.. så gik han vel ud fra, at det var noget, som hun havde gjort med Lucifer for lang tid siden? Så længe, som de havde hængt på hinanden! Bukserne blev derfor trukket ned, hvor hans ædle, måtte komme til syne. Ikke at han skammede sig, selvom situationen her, nok ikke lige var, hvad han havde forestillet sig, at den ville være. Han selv lod hånden søge længere nedover hende, hvor han forsøgte at trække ned i hendes. At give op nu, vhor han var så tæt på, var da slet ikke noget, som ville komme på tale! Overhovedet ikke!

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqas puls var høj i og med at følelserne blandede sig i hende! Der var det nye i og med, at hun faktisk aldrig havde gjort det med en mand før, som hun skulle til at gøre. Derfor var der også nervøsiteten, for kunne hun mon finde ud af det? Agtede Valandil mon at hjælpe hende i dette, eller skulle hun blot finde ud af det..? Realiteten var nok det sidste i og med, at hun skulle være den med styringen. Hun skulle nok klare det.. Det var, hvad hun tænkte, som hun begyndte at trække bukserne ned ad Valandil. Lucifer havde jo aldrig sagt, at hun var dårlig på dette punkt, så mon ikke hun skulle regne den ud og udmærke sig? Hun håbede, da hun agtede at blive taget seriøs! Kysset gjorde hun dybere, som hun mærkede, hvordan Valandil ligeledes begyndte at famle med hendes bukser. Han kæmpede i det mindste ikke længere.. Han lod hende rent faktisk! Hjælpsomt hævede hun sit underliv fra hans, så han kunne hjælpe hende af med hendes underbeklædning. Spændende var det et sted også. Hun skulle tage skridtet videre.. og de lå her under åben himmel. Ganske vidst var det ikke de smukkeste omgivelser, men altid havde hun nydt at være ude. Derfor gjorde det hende ej heller bange. Hendes ene hånd lagde sig støttende imod græsset, alt imens den anden søgte over hans krop. Først over hans blottede overkrop. Smal var han her, men stadig kunne hun fornemme, at den var stærk. Tiltalende faktisk. Dernæst søgte hendes hånd længere ned. Hun måtte jo gøre ham i … stemning. Selv havde hun nemlig en god ide om, hvad der skulle til for at gå det skridt, som hun og Lucifer ikke havde taget. Hendes hånd greb om hans nedre. Hun skulle sikre sig, at det ville kunne lade sig gøre. Bevidst begyndte hun at føre sin hånd maserende over hans nedre.

[Valandil Romain Ancalimë]

Foreløbig var der intet der indikerede for Valandil, at Jarniqa, skulle være ny i dette, og derfor var han bestemt heller ikke den mand, som skulle stille spørgsmål. Tvært imod, så lod han egentlig bare tingene ske. Det faldt skræmmende naturligt for ham, når hun handlede og reagerede på den måde, som hun nu gjorde, og det kunne han da uden tvivl også godt mærke nu, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det.
De dæmpede suk brød hans læber. Den kolde vind, fik hans nakkehår til at rejse sig, og nu hvor han nærmest lå med en nøgen prinsesse over sig.. Hvilken mand ville brokke sig over det? Det var han nu temmelig sikker på, at end ikke nogen i Maerimydra, havde været ude i noget lignende! Han nød det, nok en kende mere, end hvad han lige havde regnet med, at han ville, men hvad fanden.. Nu lå han der, så ville det jo kun være dumt af ham, ikke at gøre noget som helst ved det.
Hurtigt måtte hans hjerte hamre mod hans bryst. Hendes underbeklædning rev han af, ved hendes hjælp, hvor han lagde det ved siden af dem. Hånden lod han stryge over hendeslår. Hun virkede i hans øjne til at vide, hvad hun lavede.. Og han kunne lide det. Dæmpet sukkede han i deres kys, og særligt, da hun tog fat om hans nedre. Det var med en helt anden følelse, end da Daelis havde gjort det. Svagt skubbede han sig mod hende. Ikke måtte hun stoppe. Hun vækkede det uden tvivl i ham nu! Kroppen reagerede.. varmen spredte sig. Ikke skulle man tro, at det var en kølig efterårsmorgen i det mørke land. Det var det sidste, som han havde i tankerne lige nu.

[Jarniqa Dynithril]

Sukket Jarniqa svagt kunne høre der forlod Valandils læber, nød hun et sted at høre, da det betød, at han gav sig hen, og at oplevelsen ej var ringe. Hendes egen oplevelse af det hele var dog højst sandsynligt en anelse.. Hun mærkede et snert af ubehag i sig, som han rev underbeklædningen af hende. Hendes allermest intime del, som kun Lucifer havde set og været i berøring af. Hendes berøring af hans nedre strammedes, som hun måtte tackle sine egne følelser. Valandil ville dog højst sandsynligt blot se dette som et skridt i sit eget behag. "Rør ved mig.." beordrede hun. Alt i alt ønskede hun blot at have det overstået. Selvom dette var et skridt i retningen af hendes nye liv, kunne hun endnu ikke nyde det. Der stod kærligheden til Lucifer endnu alt for nært, ligesom drømmene om at ægte ham en dag, og at danne en familie med ham. Noget der nu aldrig ville ske, og som åbenbart heller aldrig havde været på tale for Lucifer. Hun havde nemlig igen været al for involveret i forhold til den anden part. Hendes læber forlod for en stund Valandils, så de i stedet bevægede sig hen over hans fejlfrie hals. Hun skulle distraheres og have fokus på målet. Dette ville gøre hende til en kvinde. En kvinde der kunne vise sig i Maerimydra. Inden da havde hun blot behov for, at Valandil ville opstemme hendes krop. Selv kunne hun allerede mærke, at han allerede var forbi det stadie.. Men han havde jo også prøvet al dette før, samtidig med, at han ikke rendte omkring med hendes bagage. Krævende trykkede hun sin slanke krop ned mod hans. Ingen mand havde nogensinde fået æren af at være en del af det, som han skulle til at være. Det havde hun dog ikke behov for at fortælle ham. Han skulle blot være et led for hende. Kælent maserede hendes læber hans hals, inden de måtte søge tilbage til hans læber, hvor de endnu engang lod sig forsegle.

[Valandil Romain Ancalimë]

At Jarniqa skulle være ny indenfor dette, var overhovedet ikke det, som Valandil havde en fornemmelse af, men derimod en kvinde, som vidste, hvad hun lavede, og dette efterlod ham med en følelse af underdanighed. Det var næsten, som var det noget, der faldt ham mere naturligt, end hvad han havde gjort frem til nu, og det kunne uden tvivl godt mærkes.
Et suk brød hans læber, hvor han denne gang lod hovedet søge ned i græsset under ham. Røre ved hende? Det gjorde han gerne, og nu hvor hun bad ham om det, så var det næsten noget, som faldt ham mere naturligt. Som var det.. naturligt for ham, at følge en ordre, når han fik den, og han hadede sig selv for det. Hans grønne øjne blinkede let op mod himlen, da hun startede sin massage af hans hals. De gled i igen. Det føles virkelig, virkelig godt! Hånden gled nedover hendes ryg, over hendes ende og en tur ned mellem hendes baller. Det her føles virkelig godt! "Jarniqa.." endte han anstrengt.. Den anden hånd søgte langs hendes side, hvor han strøg siden af hendes bryst. Han ville jo gerne røre ved hende, men svært var det, når hun nærmest lå helt presset ned over ham. At han skulle ligge nederst, og hende over ham, var næsten det mest naturlige for ham. Han trak vejret dybt. Hans krop sitrede, og behaget strømmede igennem ham. Kroppen reagerede i hvert fald tydeligt på hendes gøremål, og det føles jo i sig selv direkte fantastisk! Hånden møve han ned mellem dem, hvor han denne gang tog mere fat om hendes bryst. Igen forsøgte han bare at gøre, hvad hun bad ham om!

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa mærkede det hele.. Mærkede hans varme åndedræt mod sig, som hun kyssede hans hals. Mærkede blødheden af hans læber, som hun kyssede dem. Mærkede hans slanke og faste krop, som hun lå oven på ham. Mærkede hans hænders undersøgen og kærtegn, som han gjorde, som hun bad om. Øjnene holdt hun selv lukket. Hun forsøgte at tackle alt, hvad hun nu måtte tænke på. Forræderisk som hendes krop åbenbart var, fløj hendes sind og hjerte til tider til Lucifer, som hun lå her i græsset i midten af ingenting. Usikkerheden mærkede hun også, som hun vidste med sig selv, at hun var nødt til at tage det endelige skridt, og virkelig stemple sig som en kvinde. Intet af det ønskede hun at tænke eller fokusere på.. Hun ønskede at tænke på, hvilken magt dette efterlod hende med, og fryden ved, at Valandil nu hungrede efter hende. Et suk faldt naturligt over hendes læber, som hun mærkede hans hænder omkring sit bryst og baller. Hendes krop følte trods alt stimuleringen, som den ikke kunne meget andet end at tage det til sig. Dog var det ikke denne form for berøring, som hun havde hentydet til, som hun derimod havde regnet med … en mere intens form for stimulering. Hun gjorde nemlig ikke dette for at nyde det, som det ikke var nogen romantisk handling set fra hendes side. Det var derimod udelukket en praktisk handling, som hun ikke selv kunne føre sig til det kvindestadie, som hun ønskede sig på. Bestemt valgte hun derfor at lade et ben glide til hver sin side af ham, inden hun greb om hans hånd, som kærtegnede hendes bryst. Beslutsomt guidede hun den længere sydpå, indtil den til sidst ramte hendes hellige del. En berøring der fik hende til at skælve ganske svagt, alt imens et dæmpet støn gled over hendes læber.

[Valandil Romain Ancalimë]

Aldrig i hans liv, havde Valandil troet, at han ville ligge her sammen med hende. Helt underligt var det for hans vedkommende! Han bed tænderne svagt sammen, hvor et tydeligt nydende suk brød dem. Han kunne ikke lade være, for dejligt var det jo trods alt, at ligge der sammen med hende! Selvom de lå ude i det åbne, og alle ville kunne se dem, var det ærlig talt noget af det sidste, som han tænkte på lige nu!
Selv gjorde han blot hvad hun bad ham om. Da han selv ikke vidste, hvor han kunne tillade sig at røre ved hende, så var dette uden tvivl også noget, som kunne mærkes selv nu. Hånden søgte ned mellem hendes baller, hvor den anden gled over hendes bryst, som han kærtegnede, som han nu kunne. At hun tog omkring hans hånd og førte den længere sydpå, til hendes allerhelligste, fik et kort smil til at passere hans læber. Så det var sådan at hun gerne ville lege? Det var noget, som han havde det mere end fint med! Med en alligevel kyndig hånd, lod han denne kærtegne hende forneden, ligesom hun også måtte gøre det ved ham, for det føles virkelig, virkelig fantastisk, som hun gjorde det ved ham! Øjnene lukkede han let, hvor han lagde hovedet tilbage. Her var han vis om, hvad der skete, og hvad han lavede, og det var uden tvivl noget, som passede ham mere end fint! Svagt trykkede han hende tæt ind mod sig. Han ville mærke hende, og hans egen krop var mere end klar til at skulle mærke hende helt tæt på sig!

[Jarniqa Dynithril]

Sanserne var på højeste i Jarniqa, men andet ville også være underligt. Dette ville blive hendes allerførste gang, og derfor var selv hun spændt på, hvordan det ville være. Især nu, hvor det ikke længere var under de forventede omstændigheder. Dette var nemlig hverken et led i kærlighed eller begær, som det var ren og skær professionalisme. I hvert fald for hendes del. Hvad Valandil mente, var hun ligeglad med. Han kunne begære hende, ligeså vel som han kunne se sig under hende. Det sidste var dog aktuelt lige meget hvad. Han var hendes nu. Ikke hendes partner, men derimod hendes undersåt. Sevrus mente hun, at han havde kaldt det. Dæmpet stønnede hun, som han kom i kontakt med hendes allerhelligste, efter hendes befaling. Selv følte hun sig ikke videre tændt, som hun ikke var med i det som normalt. Hun følte sig nærmere stimuleret, som var det en basic reaktion. Den sædvanlige nydelse var det ikke, men ej heller var det ment som nydelse. Det var ment som en magtdemonstration. Som hun mente, at hun selv var tilnærmesvist nok stimuleret, valgte hun at gribe om begge hans håndled, så hun kunne presse hans hænder ned i græsset ved siden af hans hoved. En fællesting var det nemlig igen ikke. Dernæst tog hun action, som hun forenede deres underliv, som hun havde tænkt sig, at det var ment. Lettere smertefuldt var det, og derfor fik det hende også til at slippe et støn, alt imens hendes negle borede sig ned i hans håndled. Øjnene kneb hun en anelse sammen, inden hun langsomt måtte begynde at vugge med underlivet, uden at hun rettede sig op på ham. Hun behøvede ikke at vise sig for ham på den måde. Det skulle blot høres og afsluttes.. Derfor satte hun også tempoet op efter relativt kort tid.

[Valandil Romain Ancalimë]

Hvilke bagtanker, som måtte ligge bag dette, havde Valandil ikke nogen anelse om. Som enhver anden mand, ville han vel bare gerne have lov til at nyde denne nærhed, som han måtte have til denne kvinde, og det var selvfølgelig noget, som han udmærket godt kunne mærke, og særligt, som det var lige i øjeblikket. Hurtigt måtte hans hjerte hamre mod hans bryst. Med en krop så stimuleret, at han nærmest måtte tigge og bede for, at hun gjorde noget ved det, og det hadede han sig selv for. I forvejen, var han virkelig træt af, at han gjorde hvad hun bad ham om, kun fordi at hun bad ham om det!
Svagt slap han et dæmpet suk, som han bed tænderne sammen. Her vendte han blikket mod hende, da hun tog fat om hans hænder, og valgte at forene dem på mest brutale vis. Okay, var hun overhovedet.. kendt med dette? Desuden var det en helt anden følelse, og en helt anden fornemmelse, som skød igennem ham, da hun forenede dem. Det føles.. tæt og stramt? Var hun.. jomfru? Han blinkede svagt med øjnene, inden han alligevel blev liggende under hende, hvor hun startede et fast tempo allerede temmelig hurtigt. De dæmpede suk brød mere og mere hans læber, hvor han lod næverne lukke sig omkring græsset. Her faldt han bare i rollen som en underdanig mørkelvisk mand, og det kunne mærkes. Ingen tvivl om, at det var noget, som godt kunne mærkes! Han selv startede et arbejde med hoften, da det jo heller ikke var meningen, at hun ene og alene, skulle arbejde med dette. Ikke på vilkår! Suk brød hans læber. Det føles jo virkelig, virkelig godt!