I'm going.. and you're coming with me!

[Jarniqa Dynithril]

Valandil Romain Ancalimë

Den Sorte Sø. Jarniqa og Valandil var ankommet til denne centrale placering i Dvasias i går. Det havde været en lang rejse dertil, som de havde gået – og til tider redet – helt fra Jedra-dæmningen i Det Gamle Imandra og hele vejen hertil. Kedelig havde turen dog ikke været, som de ikke havde brugt tiden et sekund i stilhed. På intet tidspunkt havde hun sagt, hvad der havde hændt hende, siden hun havde skiftet karakter, men meget mørkelvisk havde de talt. Både i sprog og om samfundet. Mange ord havde hun efterhånden lært, skønt det kun var mindre gloser og sætninger. En hel samtale ville hun endnu ikke kunne føre på mørkelvisk. En ihærdig elev var hun, og derfor forsøgte hun så meget som muligt at bruge de ord, som han havde lært hende. For eksempel … hver morgen hilste hun ham med ordene: Vedui’ a’Valandil. En hilsen, når man mødte en anden mørkelver. Når han gjorde noget godt, lærte hende noget nyt, som hun priste, takkede hun ham med ordene: Diola lle. Hver nat inden de gik i seng, sagde hun altid: Quel vae til ham. En tilfredsstillelse mærkede hun hver gang i sig, som hun kunne bruge en mørkelvisk vending.
Tidlig morgen var det, hvor Jarniqa i øjeblikket sad nede ved træets fod og afventede sin ledsager. Han havde ledt hende til hendes bestemmelsessted, og i dag var det meningen at de skulle skilles. Om sig havde hun sit tæppe, som vejret var blevet køligere, som de var kommet nordpå. En lille tåge lagde sig også over landskabet, hvilket gjorde, at man end ikke kunne se det blæksorte vand i søen. Skræmmende fascinerende var den.. Aldrig havde hun set noget lignende, som vandet var kulsort, ligesom hendes hår. Af den årsag var hun heller ikke blevet overrasket, da Valandil havde fortalt hende, at hun hverken måtte bade i den eller drikke af vandet.

[Valandil Romain Ancalimë]

En lang tur, havde det uden tvivl været til Dvasias, og til Den Sorte Sø. Det havde været en lang tur til Dvasias, men den havde været lærerig. Selvom Jarniqa endnu ikke havde fortalt ham hvad der var hændt hende, og han nu undervejs havde fortalt hende stort set alt om mørkelvernes samfund og Maerimydra. Han havde for nu valgt at lade Jarniqa være lidt selv ved søen, kun fordi at han selv ikke brød sig om at komme alt for tæt på. Ikke ønskede han, at noget skulle ske med ham, og særligt hvis han kunne blive fri for det. Grotesk var dette uden tvivl, men det var overhovedet ikke i nærheden af mørkelvernes samfund!
Efter en stund, søgte Valandil tilbage til det bestemmelesessted, som han havde udpeget for dem. Han havde måske givet mere og mere efter, for hvad han burde have gjort. Han havde en kanin i sine hænder. Noget mad skulle de jo trods alt også have at spise. Hans blik søgte hendes skikkelse. Det var tidligt og det var tåget. Men det var en fin dag.. Alt taget i betragtning. "Jeg har morgenmad med," sagde han denne gang med en rolig stemme. Han brød sig ikke om at være tæt på stedet her, men det var derimod meget begrænset, hvad han kunne gøre ved det lige nu. Et kort træk fandt vejen til hans mundvig. Han var anspændt, men det var svært andet, når han stod på stedet her. Alt for tæt på Maerimydra i hans optik! "Jeg håber du er sulten. Energi må du jo have, inden du søger ind i skovene," fortalte han. Han havde nemlig ikke tænkt sig at søge med derind! Over til hende, måtte han derfor søge, hvorefter han knælede. Med sin kniv, skar han kaninen op, hvorefter han begyndte at forberede den til en tur over bål, så de kunne få noget at spise.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqas smaragdgrønne blik fokuserede, som hun bemærkede Valandil der nærmede sig hende. Som hun betragtede ham, mærkede hun konflikterne florere i sit indre. Han havde været god ved hende. Han havde uden betaling ført hende helt til Den Sorte Sø, og nu kunne hun se, at han havde fanget dem noget morgenmad. En frisk kanin. Hans fysiske skønhed havde hun også kunnet studere på hele udflugten. Han bar uden tvivl en eksotisk og unaturlig skønhed og ynde. Noget der ofte havde fået hende til at spekulere over, hvordan en anden mørkelvisk mand dog måtte se ud. Smilet trak hun svagt på. ”Jeg ville være død, hvis ikke jeg var sulten efter en god nats søvn,” hilste hun ham med det lille smil på læben. Hurtigt gled det dog væk igen. Det gjorde det altid nu om dage. Det var også efter det, at hun bed tænderne sammen og tog sig selv i nakken. Valandil var ikke bleg for at vende hende ryggen, hvis det kom dertil. Det var blot sådan at livet var, og sådan hun selv måtte være. Blikket vendte hun mod det træ der i går havde stået som et bål for dem. Sin højre hånd hævede hun over træet, hvorefter flammer begyndte at optage det. Så ville de i hvert fald kunne få grillet kanin. ”Var den svær at opsøge?” spurgte hun ham, skønt hun ærlig talt tvivlede på det. Han var jæger, og han havde tidligere levet i området her. Derfor ville han næsten være et skarn, hvis ikke han kunne begå sig i området her. Selv kendte hun dog ikke til det.. Hun havde aldrig været her. Det nærmeste havde vel været Den Mørke Skov? Dyrelivet der havde dog været en ringe sag, som det næsten havde været ikkeeksisterende.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil havde ganske vidst været god ved hende, men det var derimod også fordi, at hun havde været god ved ham. Alt taget i betragtning, så havde han vel været for god, i forhold til, hvordan han ville have været normalt? Hans blik søgte hendes skikkelse. Kaninen dinglede i hans greb. Svær havde den nemlig ikke været at fange. Han var kendt i området her.. Han kendte gemmestederne, sporene, og hvordan man skulle begå sig, hvor hun derimod, var helt ny, fremmed og ukendt her. Han håbede da, at hun fandt hvad hun søgte.
"Det anede mig. Meget er der ikke at finde på egnen her," fortalte han, hvorefter han sprættede kaninen op, for at få den afpelset. Bålet havde han fået gang i, så de meget snart, ville kunne få noget at spise. For ham, ville det gøre godt. Med kniven begyndte han sit fine arbejde. Dette var noget, som han uden tvivl havde gjort mere end en gang tidligere. Han fik skåret kaninen op, hvor han fik fjernet de indvolde, som nu ikke ville smage godt, hvorefter han fik sat den på en pind, som han satte i jorden over bålet. De blodige hænder, tørrede han af i sine klæder. Sart var han ikke. Disse kunne trods alt vaskes, og et sidste måltid, kunne han vel godt give hende, før han selv søgte videre. Langsomt lod han de grønne øjne falde mod hendes skikkelse igen. "Hvilke tanker gør du dig om dit ophold i området her?" spurgte han denne gang. Han selv agtet at forlade det igen, hurtigst muligt!

[Jarniqa Dynithril]

”Hvad er der at finde her på egnen?” spurgte Jarniqa nysgerrigt. Det ville ikke være dårligt at vide. ikke med, hvad hun havde tænkt sig. En god jæger var hun dog også selv, og derfor vidste hun, at hun ville formå at finde frem til løsningen med eller uden ham. Lettere var det dog altid at få fortalt, og derudover var det ikke helt galt at have et samtaleemne, mens de tilberedte og spiste kaninen. Dog regnede hun ikke med, at det ville blive en lang proces.. Kursen ville snart fortsætte. Tæppet trak hun nærmere sin krop. Det var køligt her til morgen, og derudover var der også det faktum, at hun ikke rejste omkring med et arsenal af tøj. Hun havde blot det tøj, som hun rendte rundt i nu. Altså det tøj, som Valandil havde set hende i ved Den Nedre Flod omkring Jedradæmningen. Kjolen hun havde båret ved sit møde med Lucifer havde hun nemlig smidt ud i det sekund, som hun havde erhvervet sig sine nye klæder. Hun havde nemlig ikke ønsket at blive mindet om Lucifer. ”Det er et interessant område.. Jeg har aldrig set noget lignende. Blæksort vand.. Jeg har nu besøgt alle fastlandene, og ikke har jeg set en lignende sø før. Det er uden tvivl interessant.. og dystert,” fortalte hun sandfærdigt, alt imens hun betragtede ham flå og tilberede katten. Ikke spurgte hun, hvad søens var. Ikke efter, at han havde fortalt hende, at spørgsmål ikke var for mørkelvere. Siden da havde hun ikke spurgt ham om noget, men nærmere … forlangt eller sagt tingene på en måde der opfordrede til en fortælling.

[Valandil Romain Ancalimë]

"Kaniner.. småfugle, som der ikke er noget på uanset.. Til tider, kan man være heldig, at hjortene har søgt til egnen her, men det forekommer meget sjældent," sagde Valandil ærligt. Ofte var det nemlig ikke forekommet for ham, at der havde været nogen store dyr her, som kunne brødføde deres race. Dertil havde han kun været heldig fra tid til anden, at han havde lykkedes i jagten på storvildt. Det var derimod også det, som havde reddet hans liv fra tid til anden.
Selv vidste han, at Jarniqa ej var en sart kvinde, og derfor så han heller ikke nogen grund til at holde igen, hvad angik dette, og det stod han fuldkommen fast på i den anden ende. Ej gik der lang tid, før det begyndte at dufte. Selv var Valandil mere bange for, at deres tilstedeværelse, ville fange andres opmærksomhed, for det derimod, var nu heller ikke ligefrem noget, som han havde brug for at tænke på. Overhovedet ikke. Hans blik faldt til hendes skikkelse. Han trak kort på smilebåndet. "Stedet fik navnet af en grund. Den blev tilbage i min tid kaldt for Mor Linae - Sort Sø,"[/color] forklarede han med en ganske rolig stemme. Så lang tid at hun ikke kommanderede rundt med ham, så kunne han også langt bedre håndtere det, end hvad han havde gjort rem til nu. Han rejste sig roligt op. Han hadede at være så tæt på skoven her. "Søen her gemmer på mange hemmeligheder.. Aldrig må du drikke af den, og aldrig må du bade i den," fortalte han. Gift kunne det vel nærmest betegnes som? Mange som havde badet i den, vidste han, havde ladet livet.. Det siges, at den bragte uheld og ulykke til den, som søgte til det beskidte og mørke vand. Hvem ønskede den skæbne? "Maden vil være færdig inden længe. Jeg vil derfor spise med dig, og søge videre derefter," afsluttede han. Han stod fast på, at han ikke skulle nyde noget af Maerimydra, hvis han kunne blive fri! 

[Jarniqa Dynithril]

”Det var ikke meget,” konstaterede Jarniqa, som Valandil fortalte hende om dyrelivet her på egnen. Kaniner kunne sagtens brødføde to personer.. men hvis de skulle brødføde et helt samfund, skulle man have mange kaniner, og mange kaniner hver dag. Det forekom hende helt umuligt at få til at hænge sammen. ”Jeg går ud fra, at særligt mørkelverne har fundet en løsning på dette problem. Hvis ikke de forlader deres by særligt ofte, kommer de ikke ud for at jage dyrevildt andetsteds eller at indkøbe det.. Jeg går derfor ud fra, at de hovedsagligt lever af de planter og frugter der gror her,” endte hun med at sige. Det forekom sandsynligt. Særligt fordi, at hun vidste, at elverne kunne manipulere med naturen. Det kunne hun jo selv. Dog havde hun aldrig skabt noget spiseligt. Roligt sad hun og så på. ”Mor Linae.. Det lyder helt sørgeligt, at det har mistet navnet i forhold til Den Sorte Sø,” sagde hun ærligt. Mor Linae lød eksotisk. Den Sorte sø lød så … faktuelt og kedeligt. Derfor forstod hun heller ikke, hvorfor de havde opgivet det ene for det andet. Måske havde det andet været for svært at huske? Skævt smilede hun. ”Valandil.. Søen er sort, som var det blæk eller kul. Du behøver ikke at frygte den form for dumhed fra mig.” Nej, hun skulle nok lade være med at bade i vandet eller drikke af det. Det ville hun ikke nyde godt af! Hendes smaragdgrønne blik hvilede på bålet og kaninen der langsomt blev mere og mere mundløbende at se på, ligesom duften tog til. ”Jeg glæder mig blot til at få noget i maven igen,” sagde hun, som hun ignorerede hans ord omkring at tage videre. ”Jeg må indrømme, at jeg har savnet dette.. At være ude.. At tilberede maden under åben himmel.. Selv at stikke fingrene ind i dyret.” Fisefornemt havde det helt virket på slottet, ligesom på Acheron Landsted, som begge steder havde haft fine kokke og tjenere.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil rystede på hovedet. Det havde hun ret i. Det var virkelig ikke meget. "Men ikke desto mindre, er det omstændighederne her," fortalte han. I forvejen var Dvasias jo ikke ligefrem kendt for at være et sted der bugnede af vildt, dyr og natur. Tvært imod, så det modsatte. Mørkelverne havde deres midler, at drage nytte af, når det kom til dette. Han nikkede igen. "Det har de skam. Ej indkøber de noget, men klarer sig med det, som de nu har. De jager meget i løbet af forår og sommer, og i salt, så dette holder sig i længere tid.. Og så grønt og hvad de ellers får ud af naturen i den hårde tid. Som vi nu også er på vej ind i," fortalte han med en rolig stemme. For nu, var han i et skræmmende godt humør, alt taget i betragtning, men han glædede sig virkelig til at komme derfra igen. Han følte sig allerede overvåget. Skræmmende overvåget.
Valandil sukkede svagt. Mørkelvisk særligt, døde mere og mere med tiden. Desværre. "Ej er det mange som husker den mørkelviske betegnelse for søen her.. Sproget dør mere og mere.. Sågar kan du komme forbi mørkelvere, som end ikke kan snakke mørkelvisk," fortalte han. De grønne øjne søgte til hendes skikkelse. "Muligt.. Men mange andre har gjort det igennem tiderne. Selv jeg har set mange bade her," fortalte han sandfærdigt. Maden duftede nu, og det gjorde selv Valandil sulten. Han nikkede sig enig. Der var heller ikke noget bedre, og det stod han gerne fast på. Under åben himmel. Hvad kunne være bedre? "I så fald, håber jeg, at du er sulten. Maden er færdig inden længe," fortalte han sandfærdigt. Han satte sig roligt i det dugvåde græs. Sart var han nemlig heller ikke.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqas hoved søgte en kende på sned. ”Man lærer at indordne sig de omstændigheder, som man bliver sat for. Om de er gode eller dårlige. Præcis som du fortæller med, at mørkelverne må samle forråd i sommerhalvåret, og må fremskaffe det grønne, som man kan dyrke om vinteren,” lød det stilfærdigt fra hende. Ja, man måtte indordne sig, ligesom hun nu måtte. Hun måtte genopbygge sit eget liv, som det hele var ramlet sammen, og hun måtte genopbygge det til det bedre. Aldrig mere skulle hun ende, hvor hun var endt! Igen var det en stålsikkerhed, der fik hende til at kaste al det personlige fra sig. Det ville ej heller hjælpe hende i den sidste ende. Brynene rynkede hun i misbilligelse. ”De kan ikke engang deres eget sprog? Det burde der laves om på, hvis ikke de ønsker at glide i et med alle de andre,” sagde hun direkte. Ikke forstod hun det.. Mørkelvisk var jo et smukt sprog! Det havde hun sandet, som Valandil var begyndt at lære hende det. Svagt rystede hun på hovedet, inden hun lænede sig frem. Hun kunne se, at kaninen var færdig. Forsigtigt tog hun den ene pind, inden hun rakte ham den anden. ”Her,” sagde hun roligt. Himmelsk dampede kødet helt, så man kunne indånde den grillede lugt. Ganske fantastisk! Der var intet som at sidde ude under åben himmel og ved ilden. ”Jeg begriber ikke, at nogen har førsøgt sig med søen, men selvfølgelig.. Det kan være morsomt at udfordre skæbnen og se, om rygterne taler sandt eller ej.” Kødet pustede hun på, så dampen for en stund gled væk fra hende. Hendes mave måtte helt rumle. Måske var det også fordi, at hun havde sandet, hvor god Valandil var til at lave mad? Den første luns af kødet tog hun i munden.

[Valandil Romain Ancalimë]

At indordne sig, var jo trods alt bare en del af livet, som man måtte tage, som det nu kom. Det var det, eller død, hvilket ikke særlig mange huede sådan efter. Han gjorde i hvert fald ikke, og selv for ham, havde det været en kamp årligt om overlevelsen. Særligt i vintertiden, som de meget snart måtte gå ind i igen. "Det er det eller død," endte han med en rolig stemme. For nu var han i et godt humør, og hun gjorde også klogt i ikke at ødelægge det.
Ikke var det nogen hemmelighed, at de elviske sprog stille og roligt døde ud. Skræmmende som det end var, var der flere og flere, som slet ikke blev oplært i det, og derfor gled det jo desværre bort. Selv ønskede Valandil ikke, at det skulle komme såvidt. Selvom han foragtet opbygningen af det mørkelviske samfund, var han det væsen, og han ønskede jo at værne om specifikke af værdierne. "Det er en skam, men en sandhed. Flere og flere, er ikke i stand til at tale det," fortalte han. Pinden som hun rakte ham, tog han denne gang imod, hvor han nikkede. Ordet 'tak', var heller ikke et, som lå naturligt til ham. Han selv pustede kort på det, inden han tog det første stykke med tænderne. Selv for ham, var det uden tvivl rart, at få noget i maven efterhånden. "Søen her skjuler på mange ting, Jarniqa.. Forbandelser og fund fra gammel tid. Søen skulle siges at være sort af forrådnelse af de lig, som igennem tiden, er kastet deri," fortalte han. Mange havde ladet livet her.. Skræmmende mange faktisk. Endnu en bid tog han, som han tyggede lystigt på. Det smagte godt. Det var også lang tid siden, at han havde fået vildt og fritfanget kanin.

[Jarniqa Dynithril]

”Og jeg vælger livet,” fastgjorde Jarniqa kort for hovedet. Det var det hun havde sat for sig. At kæmpe for sit eget liv. Der var heller ikke nogen anden der ville kæmpe for det. Derfor tillod hun sig heller ikke at tage rejsen med Valandil til sig. Ikke når hun vidste, at han højt sandsynligt bare ville forsøge at ødelægge hende i den sidste ende. Hun tog en ny kødluns af kaninen, som hun tyggede igennem, inden hun sank den. Sulten var hun, som det var morgen, og som hun havde været ude på en lang rejse, der endnu ikke var stoppet. Derfor var hun sikker på, at kaninen hurtigt ville forsvinde ned i hendes mave. En tanke der alligevel fik hendes hjerte til at slå stærkere. ”I så fald er det godt, at nye individer er villige til at lære sproget,” sagde hun roligt, som hun måtte hentyde til sig selv. Hun ønskede jo brændende at lære sproget. Det var et smukt sprog og en del af hende. Hun spiste videre af sin kanin. Som han fortalte om de mange lig der lå i søen – som de var meget tæt på – var det dog lige før, at hun helt mistede appetitten! Jo.. Hun havde da taget nogle liv under Manjarnos besættelse, men stadig.. Og at høre, at de blot lå rådnet i søen her var direkte afskysvækkende! ”Intet under, at Dvasias også går under navnet Mørkets land, når nu de lader deres søer rumme af død,” endte hun direkte med at sige. Blikket lod hun i stedet fokusere på Valandil. Det at tænke på søen og de rådnende lig var ikke just det mest appetitvækkende.. og kaninen skulle ej ødelægges! Den var veltilberedt, og fuld af smag, som den ikke var opdrættet, men vild.

[Valandil Romain Ancalimë]

"Andet vil også være dumt," sagde Valandil direkte. I hans optik, var man blevet skænket livet af en grund. Også selvom den ikke altid, var til at se, men det var jo så en anden side ad sagen. Selv tog han imod en bid mere af den velsmagende kanin. Han var ikke sart, så det at snakke om død og ødelæggelse over et måltid, var ikke rigtigt noget, som generede ham, som det måtte gøre ved hende.
Ordene som tydeligt var henvendt mod hende selv, fik kun Valandil til at trække på smilebåndet. Ikke at han havde noget imod, at lære hende det, og særligt nu, hvor hun var så medvillig. I hans optik, ville det være en skam, at lade så smukt og flot et sprog, dø ud. "Med håb om, at det igen skal blive en almen ting blandt elverne. Selvom jeg dog tvivler," endte han. Inden længe var Valandil færdig med sin kanin, hvor han med den sidste bid, lagde resten af skroget ned ved siden af sig. Hænderne foldede han let foran sig igen. Snart ville tiden være inde til, at han søgte videre, og hun søgte i retningen af Maerimydra. Ikke et sted, som han ville i nærheden af, hvis han da ellers kunne blive fri for det! "Navnet kommer af en grund, og særligt med det, som er hændt her," fortalte han. Det var ikke nogen hemmelighed, at selv Valandil havde overværet mord her på stedet.. og set morderen kaste liget i vandet. Hans blik søgte hendes skikkelse. Han ønskede jo blot, at hun passede på sig selv.

[Jarniqa Dynithril]

Kaninen tyggede Jarniqa i sig, alt imens de sad på den fugtige jord, og hende med ryggen op ad den store træstamme. Ved siden af stod Andúril og græssede, som hingsten tog forsyninger til sig, indtil den blev bedt om at ride videre med sin rytter på ryggen. Heldigt var det nu, at ingen havde kommet efter hende grundet tyveriet på hingsten. De havde vel ikke kunnet finde hende? Selv vidste hun jo, at hingsten var en eftersøgning værd, da ridedyr var mange penge værd, og da Andúril uden tvivl var en god ganger. Hun kiggede på ham. ”Hvis ikke du selv tror på, at sproget vil blomstrer op igen, vil dette aldrig ske.. Hvis du derimod tror på det, kan det meget vel lykkedes,” sagde hun stilfærdigt. Hun betragtede, hvordan han blev færdig med kaninen. Noget der fik hendes puls til at stige. Decideret hård var tanken ikke for hende længere.. Ikke som hun havde besluttet sig for, at det var, hvad hun måtte gøre. Hvad der derimod var hårdt var det spring, som hun personligt måtte tage. ”Det tror jeg gerne,” sagde hun kort for hovedet, inden hun selv tog den sidste bid af kaninen. Kødet sank hun. Ville han hade hende? Ville han le af hende? Ville han flygte fra hende? Ville han give efter for hende? Det var, hvad hun primært tænkte.. Pinden lagde hun fra sig, hvor hun alt imens tørrede sine fingrer i det fugtige græs. Dernæst skubbede hun sig tættere på ham. Hendes hjerte slog hurtigere, men hvorfor skulle det ikke også gøre det? Hun tog et skridt ud, alt imens hun tog en stilling i sit nyvalgte liv. Den kølige hånd lagde hun mod hans kind. En berøring, som hun ellers ikke havde skænket ham før. ”Mapá a baithri,” sagde hun. Ej havde han lært hende sætningen, men ud fra, hvad hun havde lært, havde hun formået at komponere sætningen: tag dit tøj af. Hård var hendes stemme ikke, men stadig var der ingen tvivl om, at hun ikke ønskede nogen indvendinger i dette. Hun agtede at vende til Maerimydra som en kvinde. Det betød, at han måtte tage hendes uskyld.. og fjerne Lucifers minde. Derudover agtede hun at vende til Maerimydra som en mørkelvisk kvinde. Det ville sige, at hun var nødsaget til at have en mørkelvisk mand – en tjener eller slave – ved sin side.

[Valandil Romain Ancalimë]

Hvad Valandil skulle forvente sig af stedet her, og Jarniqa for den sags skyld, vidste han ikke. Naturligvis kunne han jo kun håbe på, at hun fandt, hvad hun søgte, og hvad hun havde brug for, og særligt i dette henseende. Hans blik hvilede endnu på hendes skikkelse. Pessimistisk havde han nu altid været. Det ville nok aldrig ændre sig. "Ikke vil jeg kalde det mit ansvar, at sørge for, at sproget videregives til de kommende generationer, når jeg ikke holder til i Maerimydra," fortalte han denne gang med en direkte stemme. Ikke afvisende, men mere forklarende.
Resterne af kaninen lagde han roligt ned ved siden af sig. Tydeligt tegn på at han var færdig, og nok også meget snart, var klar til at søge videre igen. Hans blik faldt atter til hendes skikkelse, da hun søgte nærmere. Han rynkede kort i panden,selvom det stort set ikke var synligt. Perfekt som hans hud og ansigt var. "Jarniqa, hvad laver du?" spurgte han denne gang. Hvad hun derimod måtte fortælle ham.. Eller nok snarere kræve af ham, fik hans pupiller til at trække sig sammen. Som om at han havde tænkt sig, at fjerne hans klæder for hende! "N'uma," svarede han kortfattet. Mere oversat til 'nej', kunne det da godt nok heller ikke blive. Hans hånd greb denne gang ud efter hendes, hvor han tog fat om den, for at fjerne den. Ikke havde han tænkt sig, at give hende lov til at tage hånd om ham på den måde. Han kunne bestemt ikke lide det. "Amin uma il- caela um- anythien," fortsatte han denne gang mere alvorligt. Ville hun have den på elvisk? Så skulle hun have lov til at få den på elvisk. Han havde nemlig ikke brug for at gøre noget som helst.. Og særligt ikke, som hun krævede af ham på den måde. Hans grønne øjne søgte hendes skikkelse. Hvad var det lige, der gik af hende? Havde hun alligevel været henne, for at drikke af den sorte sø?

[Jarniqa Dynithril]

Det var uden tvivl noget af et sats, som Jarniqa gjorde sig, som hun rykkede helt tæt på Valandil, og bad ham om at underkaste sig hende. Derfor var det også noget af et slag at få igen, at han afviste hende. Nej’et forstod hun nemlig, ligeså vel som hun forstod, at han fjernede hendes hånd fra sig. Var det noget under, at hun følte sig ækel, som det stod til? Lucifer afviste hende.. Valandil afviste hende.. Ganske vidst på forskellige grundlag. Lucifer havde ikke ønsket at være i et romantisk forhold med hende, og Valandil ønskede ikke at underkaste sig hende. Om det sidste var et normalt sammenspil mellem mørkelvisk mand og kvinde, vidste hun ikke, men hun var vel bare nødt til at blive ved med at … kræve det af ham? Hvad han sagde efter n’uma, anede hun ikke. Det var vel også ligegyldigt, når hun holdt fast? ”Ti stille,” sagde hun blot, inden hun på ny lagde hånden mod hans kind. Utroligt blød var den og utroligt glat.. Ingen tegn på skægstubbe, ligesom hun Lucifer. Øjnene lod hun glide halvt i, inden hun vovede sig frem med at lade sine læber møde hans i et kys. Ikke lod hun ham gå. Hun var nødt til at fuldføre dette! Der var ikke en plads til hende i den almindelige verden, som hun ellers kendte til. Derfor var hun nød at skaffe sig en plads i den mørkelviske verden.. og til det skulle hun bruge ham. Hun skulle bruge en mand ved sin side for at vise sin status, som en rigtig kvinde. Vedholdende var hun derfor, hvor hun også lod sin hånd glide fra hans kind og om bag hans nakke, alt imens hun gjorde kysset krævende. Det første tilstedeværende kys, som ikke var med Lucifer.