Eilíannel Kalî Deâris

[Eilíannel Kalî Deâris]

Eilíannel | Kalï | Deâris

Fulde navn: Eilíannel Kalï Deâris
Alder: 3423 år og ligner tilsvarende en i starten af 30'erne.
Race: Mørkelver
Job: Mørkelvernes leder
Status: Enke.

Våben:Ikke overraskende er Eilíannels fortrukkende våben bue og pil. Altid bærer hun en smuk langbue skåret af mørkelvernes folk fra fjerne tider. Hun arvede den fra sin mor dengang hun døde. Dog ejer hun flere forskellige former for buer, og hendes dygtighed variere til flere forskellige typer.
Normaltvis bærer hun ligeså to små knive, til brug for hvis hun skulle løbe tør for pile. Disse to knive er af ren hvidguld, og bølger let i skæftet. Deres værdi i guld er stor, men for Eilíannel er den mere værd i affektionsværdig.

Udseende og tøj: Eilíannel bærer tydeligt præg af at være mørkelver. Hendes hud er silkeblød og lettere blålig som natten, og hendes ører er spidse og stritter op over hendes mørke hårs overflade. Hun er en slank kvinde, med svage former taget sin art i betragtning. Hendes hofter er smalle og uegnet til at føde børn og hendes barn er lille og nærmest ikke eksisterende. Hun er en slank kvinde der oftest klæder sig i de typiske læderklæder der kun dækker det mest nødvendige. På den blålige hud er der malet og indgraveret symboler der hver især fortæller noget om hendes styrke og evner.
Udadtil er hun ikke synderligt frygtsom. Hendes øjne er nøddebrune og varme trods hun oftest prøver at gøre dem anderledes. Hendes læber er fyldige og bløde og hendes næse lille og pæn. Hele ansigtet er indrammet af krøllede, brune lokker der oftest er bundet op så de ikke er i vejen for hende. Af højde er hun naturligt høj som en elver, men vejer ganske lidt så hun let kan komme rundt.

Personlighed: Eilíannel er ligesom de fleste andre af sin art, et meget stolt væsen. Hun er født som en kvinde og tror på at det er det stærke køn og at hun er født til at dominerer. I og med at hun i sit ægteskab er undertrykt, så prøver hun ihærdigt udadtil at virke langt mere kontrolleret og dominerende, i et desperat forsøg på ikke at føle sig for undermineret, som hun gør derhjemme.
Der var engang hvor hun levede i Procias og var en mild, omsorgsfuld kvinde, men alle disse egenskaber ligger frygtelig dybt begravet i hende. 
Hun opsøger spænding og lader ikke farer stå i vejen for at få stillet hendes evige nysgerrighed. Samtidig er hun meget glad for at lære, både når det kommer til kampteknikker, men også når det omhandler planter og eliksirer.
Umiddelbart er hun ekstremt reserveret og ser sig selv som bedre end alle andre, ud over andre mørkelver-kvinder som hun anser for at være ligeværdige. Man skal ikke træde forkert eller forsøge at undertrygge hende, for hun har et hidsigt temperament og en stor frygt for at blive holdt nede, da det ikke passer til hendes stolthed og race.
Hun løber sjældent tom for ord, og er fremragende til at bruge dem til manipulationens mål, af samme grunde er hun svær at narre. Hendes tålmodighed og tolerance er meget lille og hun slår oftest ihjel hvis folk er hende for meget i vejen, uden følelse eller samvittighed. Hun ejer hverken empati eller sympati, men er rendyrket egoist, dog vil hun meget gerne fremstå anderledes om ikke andet for at vinde respekt.
Kærlighed er et tabu, nævner folk der ler hun dem op i hovedet, da hun er af den overbevisning at kærlighed ikke eksisterer, men at det derimod er en tåbelig illusion der fører til alverdens onde. Hendes loyalitet ligger udelukkende ved mørkelverne og ved den mand som hun er bundet til af en ed der ikke kan brydes uden videre, dog gør hun alt for at tage afstand til ham.

Fortid: Eilíannel blev født i Dvasias' mørke skove. Hendes fader var Højelver og levede i Procias, mens hendes mor var en af de mest værdsatte krigere i den Mørkelviske hær, og havde flest liv på sine hænder. Desværre blev hun skadet og fungerede efterfølgende som en sølle rådgiver for andre krigere.
Det særlige ved hendes forældre, var den slående kærlighed de havde til hinanden. Trods raceforskellene, så var deres kærlighed altopslugende, men det var i en tid, hvor racehadet var på sit højeste, og da hendes far var en respekteret elver i Procias og hun var for stolt til at forlade sit folk, kunne de ikke få hinanden. 
Eilíannel var ikke et ønskebarn. Trods hendes forældre elskede hinanden, så var de så opslugt at de ikke havde plads til at dele den stærke kærlighed med et lille barn, særligt ikke hendes moder. I desperation tog hendes fader hende derfor med til Procias hvor han lod hende vokse op, selvom han jævnligt tog hende med til Dvasias, så hun ligeså kunne se sin moder.  
Hun voksede op uden at mærke deres kærlighed, eller nogen andens. I Procias så man ned på hende, forhindrede hende i at påtage sig andet arbejde end i hæren, fordi hun var anderledes. Hendes mor begyndte allerede tidligt i barndommen at træne hende som en kriger. Første gang hun stod med en bue i hånden var hun for lille og for svag til overhovedet at trække den op, men hun blev tvunget igen og igen, til hun endelig formåede det.
Som ganske ung begyndte hendes far at tage hende med på jagt så hun kunne øve sig. Det vigtigste for dem var at få hende gjort selvstændig så hurtigt som muligt, så hun kunne yde et arbejde men så de ikke længere skulle bruge tid på hende.
Dog var livet ikke kun sort. Den unge Eilíannel forelskede sig i elverkongens søn. Han var smuk, og ren og hun var betaget af måden han behandlede hende på. Med værdighed og respekt, modsat alle andre. Thranduíl hed elverprinsen, og mod alle forventinger forelskede han sig ligeså i hende. Bag alles ryg levede de deres eget liv. Hun elskede ham ligeså højt som hendes mor elskede hendes far. De snakkede om ægteskab, og børn, intet kunne ødelægge deres forelskelse... troede de... Efter lang tid, spurgte Thranduíl endelig sin far om lov til at ægte hende, men det kunne ikke komme på tale grundet raceforskellen, for på samme dag meddelte den unge prins overfor hende, at hun ikke var ham værdig, og at han ville ægte en sand elver. Tanken slog hende fuldstændigt ud, men tingene skulle kun blive værre. 
Da krigen mellem lyset og mørket for alvor brød ud igen, blev mange mørkelvere kaldt til hæren. Hendes mor var i blandt på mørkets side, og både hende såvel som hendes far var med fra lyset. Det havde aldrig været hendes frie vilje at melde sig til hæren, men hun var blevet tvunget. Hendes mor overlevede ikke den kamp. Den procianske Elverkonge fik ram på både hende og Eilíannel ved et uheld, men hun overlevede med nød og næppe.
Hendes far var syg af savn til moderen og nægtede at acceptere at hun havde mistet livet til fordel for hans datter, så han tog hende med til en alkymist og tiggede og bad ham om at bringe hende tilbage til livet. Han var villig til at ofre sin datter for sagen. Alkymisten Matthiel, takkede ja til tilbudet forudsat, at han måtte ægte Eilíannel, hvilket hun selv var meget imod, men hendes far holdt ret stædigt fast.
Matthiel vækkede som lovet hendes mor, og Eilíannel blev givet bort, blot en uge efter. Hun fik lov til at blive hos sin art i skoven i løbet af dagen, men skulle vende hjem hver aften, og være den underdanige hustru der ville være en ydmygelse for enhver mørkelver. Således holdt hun sit ægteskab skjult for sin egen race i mange år. Hende og Matthiel levede forskellige liv, men i nærheden af ham var hun tvunget til at gå på knæ, mens hun ved racen voksede sig større og stærkere. Hun var en talentfuld bueskytte og var samtidig meget interesseret i planter. Det var en af de få ting Matthiel kunne hjælpe hende med, han lærte hende diverse gifte og modgifte, men hun hadede ham stadig. Denne gift kom hun 'uheldigvis' til at snige i sine forældres vandbægre en aften, og morgenen efter var de der ikke til at genere hende mere.
I lange tider fungerede hun som en kriger og en form for hærfører under lederen. Hendes ægteskab blev opdaget ikke lang tid senere, men ingen så at hun var tvunget underdanig, med andre ord fremstod hun som både stolt og stærk.
Hun var betroet med lederen Tatiana, og en god ven i mange år før hendes forsvinden, så da hun forsvandt blev hun udpeget som ny leder, en plads og rolle som hun nu har taget på sig og bærer med stolthed.

Minder:
- At blive født ind i en verden uden nogensinde at mærke sine forældres kærlighed
- Den lange oplæring med våben til at blive en selvstændig kriger
- Tabet af en mand hun elskede. 
- Tabet af hendes mor der bragte hende ind i ægteskabet med Matthiel
- Drabet på begge hendes forældre.

- Den lange undertrykkelse hjemmefra samtidig med at hun dominerede blandt sin egen art.
- De rædsler og krige hun har overværet
- Oplæringen hos Matthiel og den stigende interesse for planter
- Den dag hun blev leder for sin race efter Tatianas bortgang.

Styrker:
- Fantastisk bueskytte
- Har stærke lederevner
- Dygtig manipulatør
- Hurtig og letsindig
- Dygtig til at blande gifte/modgifte

Svagheder:
- Lys
- Frygter undertrykkelse
- Kærlighed
- Nærer mistillid til alle omkring sig
- Ild.
- Rendyrket egoist
- Manglende empati og sympati

Kendetegn: Smukke symboler malet på mere eller indre hele kroppen.

Tilholdssted: Dvasias
Andet? Nej.

Signatur: Kiera Knightley

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Godkendt!