The Lords of Darkness

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var nok som de fleste warlocks var, og dog alligevel, så skilte hun sig ud fra den typiske mængde, og det vidste hun udmærket godt. Det var nok også lidt det, som hun levede højt på. Hun vidste, at hun havde mere mellem ørene, end hvad folk ellers gik og troede, selv på trods af de fejl, som hun førhen havde gjort.
Tilfredst måtte hun alligevel trække på smilebåndet. Decant vidste da om ikke andet, hvad hun gerne ville høre. Det glædede hende da, og det gjorde hende storslået tilfreds, at han omtalte hende som en potentiel kvinde. Bedre blev det da godt nok ikke! "Jeg ønsker ikke, at nogen skal se på mig som en Acheron," fortalte hun. I det tilfælde, var det vel Sephiran eller Theodore de snakket med, hvis det var den slægt, som de ønskede en dialog med?

Nye energier, tankegange og evner, var altid noget, som man kunne bruge, og det var også det potentiale, som Malisha kunne se, så hvorfor ikke bare udnytte det, bare en smule, nu hvor hun kunne gøre det. Desuden.. med en mand, som Decant, som i forvejen kunne give hende så meget, hvis det levede op til de historier, som hun havde haft, så var det jo kun spændende, hvad hun ville få ud af dette. "Det kan jeg. Hvis man dømmer det ud fra de historier som går om dig, må jeg sige, at det er fascinerende. Og jeg vil se frem til det," sagde hun denne gang med en oprigtig stemme.
Betalingen skulle ligge på hendes side? Det var mere, hvad han kunne finde på at kræve af hende, når det skulle komme så vidt, og det i sig selv, var hun ikke særlig god til. Svagt knyttede hun hånden, hvor det var tydeligt, at det ikke var noget, som faldt i hendes helt så gode bog. "Her lærer man hurtigt, at man ikke kan stole på folk," begyndte hun roligt. Hun lod hovedet søge en kende på sned. "Dertil ved jeg ikke hvad jeg skal sige.. når jeg ikke ved, hvad jeg kan forvente, som en kommende betaling," sagde hun stilfærdigt. Irriterende som det end var, var hun præget og påvirket af en klar og tydelig nysgerrighed. En nysgerrighed, som man primært så ved børn. Det var bare aldrig noget, som hun havde været i stand til at komme ud af.
"Noget for noget.. Noget forventer du af mig?" spurgte hun denne gang direkte. Hun ville ikke have flere af de gådefulde svar, men derimod et direkte svar. Det var vel ikke meget at forvente af ham, var det? Hun var ikke god til det andet.. Hun hadede gåder og hemmeligheder.

[Deleted]

Minsandten, ja. Decant vidste hvad han skulle sige, hvis han rent faktisk ønskede at sige det. Hvis man så bort fra hans mangel på frygt og måske tvivlsomme respekt overfor denne kvinde, ønskede han hende ikke som en fjende. Om han ønskede hende som en ven, var nu heller ikke sikkert. Men det ville ikke skade at være på talefod med hende, ej heller skade at lade hende kende til blot nogle få detaljer af hvorledes han tænkte og hvilke ambitioner han selv havde. Dog. Var dette blot et møde i en skummel kro, og de to var tydeligvis ved at mærke hinanden op. Veje hinanden efter eget temperament. Og dette var ikke tiden eller stedet at placere tiltro til hinanden. En handel derimod - noget for noget - ville dette være et ganske godt sted til.
Decant var som sådan ligeglad med hvorledes hun tog hans mere direkte ord. Hun var ikke den eneste med modet eller magten til at stille krav og trække linjer i sandet. Dog, havde hun ikke meget han ønskede sig, i form af magt. Selv at være leder, interesserede ham ikke. Et stort mægtigt hus eller gods var ikke iblandt hans drømme og ambitioner. Han var ingen leder. Ikke skåret til at bjæffe ordrer, eller inspirere andre. Mente han i hvert fald ikke selv. Men det kunne jo være Malisha havde sådanne kvaliteter. Selvom han skam også havde hørt lidt om den kold-hjertede leder af Warlocks. Decant indså, at han måtte ytre sig klart, før hun kunne forstå. Men indså også, at den klare sandhed hverken ville hjælpe ham eller hende. Ikke endnu i hvert fald. Han lænede sig endnu engang imod hende. "Jeg er skabt af egne ambitioner og hemmeligheder. Grunde for at have udholdt så længe af denne eksistens." ... "Ambitioner hvis natur eller konsekvenser jeg endnu ikke selv kender, og hemmeligheder der vil forblive således, indtil jeg ved dine ører er dem værdige." Han lød måske en anelse kølig, men det var ganske seriøst. Han havde levet mange år. Hans krop bar utallige ar, og sindet endnu flere. Han havde ikke holdt ud alene, blot fordi han ønskede at leve. Hovedet blev lagt lidt på sned, som hans gyldne øjne fokuserede på hende. "Som jeg jagter disse ambitioner, vil du ikke stå i vejen. Du vil ikke forsøge at stoppe mig. Ej heller vil du benægte mig hvilken rimelig hjælp jeg mon skulle spørge af dig." Han rettede sig op igen. Skulle han nogensinde spørge om hendes hjælp, ville hemmeligheder måske blive afsløret for hende. Hagen blev atter sænket. "Til gengæld, vil jeg stå imellem dig og de som skulle ønske dig harm." ... "Enhver som skulle udfordre dit krav til din titel, eller true dit barn, vil fortryde det. Og de som skulle stå i din vej, som du forsøger at opnå den storhed til Warlocks, du så livligt har erklæret... vil nyde en skæbne langt værre end hvad mørket selv kunne give dem."  Måske en anelse højtideligt. Men han havde en følelse af at hun ville nyde denne slags erklæringer. "Jeg vil give dig råd, skulle du ønske det. Og selvom jeg aldrig vil bøje knæet, vil mine hænder være dine." Og blikket i hans øjne, blot gav hende et glimt af hvilken mand han havde været ombord på det skib, den skæbnesvangre nat. Han var måske ikke stolt af det, men der var mørke og ondskab i disse gyldne øjne. "Alt jeg søger retur, er freden og friheden til at søge mine egne mål. En seng, skulle jeg bruge det, og din hjælp, skulle jeg behøve det."

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Ordret ønskede Malisha at vide helt præcist, hvad hun kunne kræve og forvente af Decant. Hvis historierne om ham, skulle vise sig at være sande, så var det jo heller ikke underligt, at hun handlede som hun gjorde. Ikke ønskede hun at give en mand muligheden, for at vælte hende af, hvis han fik muligheden, og særligt fordi, at han jo var kendt, for at være en meget enerådig mand. I det henseende, følte hun overhovedet ikke, at hun kunne stole på ham. Der måtte hun jo være påpasselig.
Med den mørke tilværelse, som denne mand, nu var i stand til at lægge bag sig, var det uden tvivl med et mørke i hans sind og i hans hjerte. Dette både frygtede hun, men respekterede det uden tvivl også. Fast, måtte hendes blik derfor også hvile i hans. "Så med andre ord, er det ikke noget, som du har tænkt dig at dele med mig, lige nu?" spurgte hun denne gang med en rolig stemme.
Hænderne foldede hun roligt foran sig. Skræmmende, som det end var, så var hun fuldkommen rolig, selv på trods af følelsen af utilfredshed, som kun bredte sig mere og mere i hendes indre. Det var. .grotesk, at nogen kunne være sådan!

Nysgerrig som Malisha end måtte være, så kunne hun heller ikke lade være med at være en smule utilfreds. Dog vidste hun, at denne mand var i besiddelse af kompetencer og evner, som uden tvivl ville komme hende til gode, og derfor ville det uden tvivl være forbandet dumt, dersom hun ikke udnyttede det bare lidt.
"Jeg kræver ikke andet, end at du lever op til dine ord. Såfremt, at du ønsker at dele din visdom og din viden med mig," fortalte hun sandfærdigt. At tilbyde ham en seng at sove i, samt tag over hovedet, ville hun snildt kunne give ham, men det var ikke ensbetydende med, at hun var villig til at give ham særlig meget mere.
Fjender havde hun i forvejen rigeligt af, og derfor ønskede hun ikke flere! Hun lod hovedet søge en kende på sned. Den mine han sendte hende.. Et mørke og en kulde, som hun så tydeligt kunne læse i hans øjne. Det fascinerede hende virkelig. Ikke fandt hun det frygtsomt, selvom hun måske burde. "Det er de færreste, som i det hele taget, tør stille krav til mig, Hr. Crow.. Du vover.. og jeg vil lade det komme dig til gode. Jeg skal give dig en seng at sove i, og tag over hovedet, såfremt, at jeg kan forvente, at du vil hindre folk i at gøre mig harm.. Samt være mig behjælpelig med en problematik her i landet, som er mig en torn i øjet," fortalte hun denne gang direkte. Tanken om Diamaqima-familien på pladsen som ledende her i landet, var bestemt ikke en, som hun brød sig om, og derfor ville hun hellere end gerne gøre, hvad hun kunne, får at få bugt på denne - i hendes øjne, klare lidelse, som hun i øjeblikket, måtte gå rundt med!

[Deleted]

Måske var de to lige på et sådan henseende, måske ikke. Decant vidste blot, følte blot, at han ikke kunne stole på denne kvinde. Hun havde et barn. Hun var langt mere end blot en leder, men også en moder. Mødre var helt andre monstre. Og han kunne kun forestille sig at denne kvinde ikke ville stoppe ved noget, for at sikre sig magten behøvet, for at sikre en fremtid til sit barn. Blot det alene, var nok til at definere hende som en utroværdig kvinde i Decants øjne. Og dog også en... ærværdig, kvinde, så og sige. Hvis ikke andet, var hun da ualmindeligt smuk og tiltrækkende.. Endnu en grund til ikke at stole alt for meget på hende, men man kunne da godt nyde synet, alligevel.
"Nej." Svarede han blot præcist til hendes ord. "Men en dag, måske." Tilføjede han hurtigt. Han ville da slet ikke afskrive det endegyldigt. Han tvivlede blot på at hun ville have den store interesse i sådanne personlige hemmeligheder han gik rundt med. Og dog, kunne hun måske hjælpe ham i hans søgen efter svar. En hårfin grænse han måtte gå, og informationer var guld værd til ham. Og hendes titel alene, var ikke nok.
"Uanset hvad du end måtte tro om mig, så er jeg ikke uden ære." ... "Et ord engang givet, er et ord holdt." Bekræftede han hende, måske en anelse mere skummelt og hårdt end ordene dem selv ville pege mod, men ikke desto mindre sandheden. Som han sikkert havde påpeget hende tidligere, var der langt mere til ham, end historierne og legender ville sige. Og det kunne også meget vel være at manden hun havde hørt om i sine godnathistorier, var langt væk fra sandheden. Ikke desto mindre, ville kun fremtiden vise, præcis hvilken mand. Han betragtede hende ganske nysgerrigt, som hun endnu engang talte. Det var kun forventet at en kvinde af hendes stand, ville finde det svært at tro, at en mand som ham, ikke ville vise hende de samme falske høfligheder så mange andre gjorde. Og egentlig blot ord af hendes mund, som han tog med et gran salt. Hendes ord fik ham til at rynke med brynene. Lige til sagen. Det kunne han lide, i det mindste... "Jeg tør tro dette er en problematik der er bedst omtalt bag lukkede døre?" Dette var jo ikke ligefrem et privat sted. De som stadig var tilbage i kroen, virkede noget så nysgerrige. Selvom de svagt forsøgte at skjule deres blikke og deres interesse. Decant var skam også ganske interesseret selv, i hvilken problematik hun end måtte snakke om. "Jeg vil være ved jeres Landsted senere i nat. Og vi kan diskuttere disse problematikker, når du skulle finde det passende." Aftalen var egentlig på plads i Decants øjne. Ingen brug for håndtryk eller en hellig ed, eller noget af den slags nonsens. Ord var ord, og ligesom med mørk magi; var ordene der kom fra munden, bindende.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Et barn havde Malisha ganske vidst, men det var ikke et barn, som hun selv havde skænket livet til. Et barn som hun havde lært at elske, men ikke en, som hun havde det forhold til. Faktisk havde hun selv kun været nær en mand den ene gang i sit liv, da hun heller ikke var en, som havde huet efter at lære at elske. Faktisk var det en tanke, som hun fandt direkte forkastelig, uden at hun egentlig kunne gøre det vilde ved det nu. Derfor havde denne situation også hendes faste og mest klare fokus, og dette var ikke noget, som hun havde tænkt sig, at kaste bort. Tænk på alt det, som hun kunne få ud af dette!
"Det anede mig nok," sagde hun denne gang. Ikke fordi at det var ord, som faldt i hendes gode smag, for det gjorde det på ingen måde. Faktisk var det kun noget, som gjorde hende mere arrig, end hvad hun nok måtte være i forvejen, selvom det alt sammen blev holdt på indsiden. Før eller siden ville det komme. Næsten, som var det mål, som nu måtte blive sat for hende, og det stod hun fuldkommen fast på i den anden ende.
Et ord givet, var et ord holdt? Et kort smil passerede hendes læber. "Du er ej den første, som giver udtryk for dette, så skulle du være den første, som rent faktisk holdt det?" spurgte hun denne gang.

Malisha havde en del problematikker, som hun vidste, at hun ikke ville være i stand til at håndtere alene, og det var hun nu heller ikke bange for at indrømme. Hendes største problem, var nu Silia, som sad med sin far i ledelsen af landet her, og gud hvor hun dog hadede det! Kunne hun oprigtigt stole på ham i det henseende?
Malisha nikkede dog. Meget vel, om det var sådan han ville have det, og hvis han kunne hjælpe hende, så var det uden tvivl også noget, som hun måtte tage med sig videre. "Det er det. Jeg er nu sikker på, at du skulle være den rette til at hjælpe mig med disse problematikker," endte hun.
Elegant rejste hun sig op igen. Kappen faldt ned langs hendes slanke skikkelse, hvor hun lod blikket søge hans skikkelse. "Jeg vil vente dig i Acheron Landssted i nat, Hr. Crow," endte hun. Afmålt nikkede hun mod ham. Respektfuldt. Det i sig selv, forekom egentlig frygtelig sjældent fra hendes side af. Derfra vendte hun om. Folk kiggede efter dem. Noget var i gang, og det kunne alle jo mærke og se ikke mindst. Malisha søgte henover gulvet med rolige skridt, hvor hun søgte til døren. Denne gik op, og lod hende søge ud i mørket, hvor hun søgte hjem, hvor hun ville afvente at Decant ville stille sig på hendes dør.

//Out

[Deleted]

Og derved, trods deres milde mundhuggeri og ellers tydelige uenigheder, syntes de to alligevel at nå hvad der kunne ligne en aftale. Decant var ganske tilfreds. Ikke mindst over at have kunnet irritere hende således, og samtidig kunne kommandere blot en smule af hendes respekt. Ikke at det var den store triumf eller lignende. Han vidste udmærket godt at dette var en dans, af en slags. Hun måtte lære at sluge hendes stolthed fra tid til anden, og således måtte han. For de var begge tydeligvis to store personligheder. Alt for stædige eller for stolte til at give for meget efter for den anden. Decant ville det måske anderledes, men kunne ikke andet end at se en ung dame når han kiggede på Malisha. Endnu uerfaren og utålmodig. Og han blot ventede på muligheden for at se mere til den kvinde der måtte gemme sig i hende. Eller til den leder der uden tvivl også måtte gemme sig.
Hendes spørgsmål blev kun mødt af et skævt smil fra hans side. Tjoh, endnu en ting kun tiden måtte vise. Han ville da ikke afvise, at han tjente sig selv og sine egne interesser. Han tjente ikke hende, eller stod i gæld til hende på nogen måde. Måske nogen derude der kunne tjene hans egne interesser bedre end hende?

"Lad os håbe det forholder sig således." Lød det blot roligt fra Decant. Hun virkede forfærdeligt sikker i den smalle tro hun placerede i ham? Ikke at den slags generede ham. Han nød både at bekræfte folks mistanker, såvel som at afkræfte dem. Kun få ting var mere tilfredsstillende end synet af en person der troede han/hun havde regnet Decant ud, kun for at blive synderligt overrasket. "På gensyn." Var alt han sagde og nikkede en enkelt gang ved synet af hende der forlod bordet, og derefter kroen. Han var ikke helt færdig med aftenens festligheder, så og sige. Og hurtigt derefter bestilte han blot et krus hvedebryg, og vendte tilbage til at sidde i stilhed og ro. Men natten var ung, og han måtte nok hellere tage til Landstedet inden alt for længe..

//Out