The Lords of Darkness

[Deleted]

Tag: Malisha Pamariaz M. Acheron

En del af Decant var ligeglad, imens en anden følte øjne på hans væsen hele tiden. En anelse forfængelig ved tanken om at skulle dele sådanne syn med de der ellers skulle finde på at vende et nysgerrigt blik. Men aldrig blev hans blik hævet fra tallerkenen foran sig, eller fra bordet hvorved han sad. Et plankebord han havde for sig selv. Dette var ikke det fine bordel, eller en af de luksuriøse mansions der syntes at befolke denne by. Men en mindre kro skjult imellem forladte bygninger, bedst beskrevet som beskidt og nærmest uvelkommende. De som ikke var velkommen i finere etablissementer, eller som ikke havde mønten til betjening af en smuk hore, søgte hertil. Hvor de i højlydte stemmer og sadistisk humør, syntes at hygge sig blot en anelse. Dette var trods alt Dvasias. Civilisation var et vidt begreb i dette land, og selv i Marvalo. En stemning og generel atmosfære der dog ikke syntes at påvirke den iskolde ro der var over Decant, som han løftede et stykke op til munden, for derefter at rive kødet af benet med sine let skarpe tænder. Blodet dryppede ned på tallerkenen, og man kunne næsten høre som senerne blev revet itu. Råt kød, som var det netop blevet taget fra et fældet dyr. Og en af de sikkert mange grunde til at nogle syntes interesserede i at vende blikket mod ham.

Men han var ved at være vandt til den slags opmærksomhed. For selvom det aldrig havde været intentionen, var han kendt i mange kredse. Eller, hans navn var i hvert fald. Og nogle tyssede stemmer imellem andre mænd i kroen, var stadig i færd med at beslutte hvorledes det i sandhed var Decant Crow der sad derinde, eller blot en anden mand. Han havde ikke ædt i flere dage. Men blot været på farten i dette mørke land. Fra kontrakt til kontrakt, fra arbejde til arbejde. Midlertidige ansættelser af hævngerrige Lords, eller hårdt slid i en mine. Intet var under ham, ikke når man skulle overleve.. Men i og for sig, nød Decant et sted som dette. En sådan ussel mængde omkring sig, der blot testamenterede den sande dyriske ondskab der kunne eksistere i dette land... synet af mændene, og den underlagte viden om hvilke slags mænd de mon var, gjorde ham arrig. Og de promiskuøse kvinder gav ham kvalme. Men han var ikke et sekund i tvivl om, at han hørte til et sted som dette. For hvis mænd og kvinder af en sådan afskygning, hviskede usikkert i afkrogene, og holdte sig fra Decant.. hvor ellers hørte han så til? Begge hans to sværd, og de tilhørende spænder, var lagt på bordet foran sig, og den tykke kappe lagt på stolen ved siden af ham. Ellers bærende på hvad han altid bar...

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Vreden boblede i Malishas sind, som kogende vand, der snart nåede sit endelige kogepunkt. Siden hun havde formået at få titlens om leder for det - som i hendes øjne, var den eneste rigtige race her i Dvasias, havde hendes ærkefjende taget pladsen som en af de ledende, af det dvasianske land. Noget måtte hun gøre, og det kunne ikke gå hurtigt nok.
Stilheden lagde sig i takt med hendes skridt.. som førte hun et tæppe af tavshed med sig. En frygtet kvinde havde hun været for mange år siden, og det var netop det, som hun havde tænkt sig, at vende tilbage til. Et mørke lå i hendes blik.. Det morderiske glimt i hendes øjne, og den blege hud, som havde hun været en vampyr. Igennem så mange år, havde hun levet i skjul, men nu var hun langt om længe, kommet frem igen, og denne gang, var hun kommet frem, for at blive!

Marvalo havde igennem mange år, været hendes hjem, så det var et sted, som hun kendte. Hun kendte det kun alt for godt, og selv de små kroer som lå mere skjult på sidegaderne, og det var der hun valgte at søge hen i aften.
Næsten ved et trylleslag, gik døren op ind til den lille krostue, som hun måtte passere på vejen. Ikke søgte hun ud med noget, der mindede om bodyguards eller noget lignende, da hun agtet at klare det hele selv! Som leder, var hun på ingen måder et ukendt ansigt, og det kunne mærkes. Stemningen i krostuen ændrede sig med det samme, at hun stod i døren. Et smil... Et koldt og kynisk smil passerede hendes læber. De høje kindben trådte næsten til syne, og det samme med de perlehvide tænder. Iklædt en tætsiddende korsettop og mørke bukser, så havde hun også den tætte rejsekappe om sine slanke skuldre. En kvinde med alt hvad det indebar.. men folk tog fejl af hende. Håret krøllede pænt bag hende.
Klonk... klonk Hendes sko lød i takt med hendes afmålte skridt, henover gulvet, hvor hun passerede en lang række folk på vejen. "Hvad glor du på?" vrissede hun med en stemme, henvendt til en mand, som hun passerede. En ung mand, som straks vendte blikket i en anden retning. Perfekt. Hun søgte i retningen af krofatteren, som nærmest stod og rystet ved hendes tilstedeværelse. "Du ved, hvad jeg vil have.." advarede hun med en bestemt tone. "J-javel, Malisha.." sagde han hastigt. Han fandt det fineste glas frem og den dyreste rødvin, som han skænkede op til hende. Hun lod de slanke fingre lukke sig om glasset, som hun førte til læberne, inden hun satte sig. Nu var hun glad igen!

[Deleted]

Man skulle jo næsten tro, at den kontinuerlige indtagelse og smag af råt kød, ville være noget reserveret kloakkernes afskum, eller verdens vandrere. Noget almene mænd ikke ville kunne holde nede. Og Decant brugte intet bestik. Tilsyneladende ingen synderligt stor omtanke for bordmanerer eller lignende. De blege fingerspidser blot tog om kødet, og førte det op til de allerede nu blodrøde læber. Nakken strakte han tilbage for at rive kødet fra hinanden, og tyggede grundigt, som han i sin egen fred og ro, blot sad med en væg mod ryggen. Bevidst skjulte han essensen af mørk magi omkring sig, så han ikke ville drage for megen opmærksomhed. Men sandheden var dog, at der i lokalets lidt mørkere afkrog, sad hvad der lignede en ældre herre. Kridhvidt hår, og et ar over øjet. Nok ænsede han ankomsten af en kvinde. Han kunne lugte hende helt fra hvor han sad. Ikke en duft man ellers ville finde et sted som dette... men hans gyldne øjne forblev ved kødet, og han ikke engang skænkede stilheden en tanke. "Hvorfor sidder vi stadig her? Decant Crow sidder i hjørnet, og Malisha er lige kommet ind.." En fyr talte lavmælt til sin partner, imens hans blik faldt imellem de to, og imens den nyligt transformerede stemning stadig lå over lokalet. "Det der? Det er ikke Decant Crow, dit fjols!" ... "Vi ved alle det bare er en historie.." Lød det stadig lavmælt fra den anden mand, med en hovedrysten og en slurk af sin øl derefter.

Et diskret smil bredte sig over Decants mundvig. Denne kvinde havde formået med blot nogle få ord, og sin blotte tilstedeværelse, at transformere stemningen i denne kro. At lade alle øjne hvile mod hendes væsen, som hun nu sad og sippede på fint vin. Decant behøvede end ikke engang at kigge for at vide hvad der foregik. Hun var tydeligvis ikke ude på at have blot en drink i ro og fred.. en kvinde som hende, kom sjældent til et sted som dette, uden trangen til at sætte mænd på plads. De gyldenglødende øjne rettedes op fra hans tallerken, mod en mand der nu stod lænet over bordet imod Decant. Et smørret smil på læberne. Tydeligvis fuld. "Du tror du er noget specielt, hva?" Han hikkede en enkelt gang, og kiggede ned på de to sværd der lå på bordet. "Ligesom de her skide sværd, hva?" Manden lagde en hånd på det ene sværd, som stadig var i sin skede, hvilket fik Decant til at hæve sit bryn og fæstne sit blik på manden. "Træk det sværd.." Decants mørke og harske stemme lød. "Og du dør.." Lavmælt lød hans stemme, uden nogen videre truende tone, andet end selve ordene. Og ellers sad den hvidhårede mand med begge albuer og underarme på bordet. Den anden mand kiggede først en anelse udfordret på Decant, og blev kun mødt af det stålfaste blik. Men lidt efter lidt fnøs manden. "Hah! Du bluffer!" Han trak sværdet et par centimeter op af skeden. "Du er ikke andet end en gam..." Og i ét, havde Decant knust tallerkenen, og i en lang og stødende bevægelse, stukket et gråligt skår af tallerkenen ind i struben på manden. Skete så hurtigt, at end ikke engang tilskuerne havde set det komme, og så sandelig ikke manden der mødte sin ende med et skår af en tallerken. Decant skar sine tænder, og rejste sig op fra stolen. Kun for at lade sin anden hånd gribe om mandens skuldre, og presse skåret et lille stykke længere ind i struben. Og lidt derefter igen, endnu et stykke længere ind. Sværdet blev i det samme tabt, og landede igen på bordet. Og ligeledes gav Decant slip på den livløse krop, der landede hårdt på gulvet. Decant, ikke videre rørt, satte sig tilbage ned på sin stol... mord og død var en hverdagsting i disse afkroge af Dvasias. Selv loven krævede døden for tyveri. Med sine hænder begyndte han roligt at skubbe de resterende stumper og skår af tallerkenen sammen på bordet foran sig.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde alle dage været sin egen herre.. Lavet sine egne regler og fulgt disse, på trods af, at der altid havde været så meget andet ønsket omkring hende. Denne lille kro, havde hun fundet for mange år siden, og selv her, havde hun fundet ud af, at det var muligt, at anskaffe sig de bedste vine, så hvorfor ikke nyde det, hvis hun fik muligheden for dette?
Stemningen havde uden tvivl forandret sig. Hun var i forvejen vant til, at det var den stemning, som hun kom ind med. Den fine vin, var nok bare en finesse, som hun endnu ikke havde formået at lægge bag sig, og ikke havde hun planer om at gøre det, i det hele taget. Det var vel bare hendes måde, hvorpå at hun kunne varme op?
Stemmerne lød. Decant Crow? Var han her? Dette var uden tvivl noget, som hurtigt måtte fange Malishas opmærksomhed. Selv den mand, var hun blevet fortalt om, da hun ikke var særlig gammel, og at han skulle være her, var da uden tvivl en tanke, som hun fandt.. spændende, og ikke mindst fascinerende. Tænk engang.. var han rigtig? Eller var det bare en eller anden fupmager, der påtog sig et navn for handlinger, som han aldrig havde begået? Typisk mænd, at spille med musklerne!
"Det vil jeg se før jeg tror det.." svarede hun dog kortfattet, med opmærksomheden, som kun gled til det fine glas vin foran sig. Så langt, så var hun tilfreds.

De ord, sagde hun tydeligvis for hurtigt. Flere gispede, da denne ellers så fredelige mand i hjørnet, skred til en handling, som absolut ikke var forestillet. Selv Malisha måtte hæve blikket. Nu var hun i forvejen kendt med død og ødelæggelse, så selv hun, var mere chokeret over, at det kom, som et lyn fra en klar himmel.
Udseendet til denne mand.. Handlingen, som han foretog sig. Var det virkelig? Smilet bredte sig atter på hendes læber, da manden faldt død til jorden, og manden bare satte sig igen, som var intet sket. Glasset med vin, lukkede hun sine slanke fingre om, inden hun denne gang rejste sig. Folk hviskede i krogene, og fulgte meget nøje med, uden at det egentlig generede hende. Dette var hun så vant til i forvejen. Målrettet søgte hun i retningen af denne mand, hvor hun blot trådte over det blodige lig, som krofatteren tydeligt overvejede, hvordan han skulle få fjernet, uden at det ville ødelægge hans ry og rygte. Den mand, ville ingen for tæt på. Særligt ikke nu. Malisha var modig.. eller dumdristig. "Decant Crow?" lød hendes stemme.. Feminin, men dog krævende.. ledende og bestemt.

[Deleted]

Decant var som sådan forberedt på at forlade denne kro, efter en sådan voldelig fremvisning. Alle hans erfaringer lod ham vide, at der på et eller andet tidspunkt, efter en sådan fremvisning, ville ankomme en eller flere personligheder, der så dem selv som magtfulde i netop det område. Lords eller Lady's af en by. En Hertug eller greve, eller mænd der tjente dem. Enten for at anholde ham, eller i et forsøg på at gøre hans fremvisning til skamme. Det var altid det samme, og konklusionen endte altid som den samme... Decant der enten måtte sluge sin stolthed og underkaste sig, eller Decant der måtte forsvare sig. Aldrig var den første mulighed blevet valgt... Han var blevet genfødt på det skib mange år siden. Med lænker om hans ankler og håndled. Og aldrig igen, ville han finde sig selv i samme, eller lignende situationer. Men så igen... den slags var vel også bare historier, ikke? Decant Crow og spøgelsesskibet? .. Det var mange år siden, og sikkert kun de af betydelig eller udødelig alder, kunne huske de gamle historier. Med mindre en barnepige eller moder fulgte traditioner. Til alle andre, var fortællingerne nærmere legender.. Om en mystisk mand af hvidt hår og et ar over øjet, der vandrede i det vilde. En mand der havde reddet ungmøer fra taget af vampyrer, slagtet landevejsrøvere... Fortællinger om hvorledes Decant Crow ville finde dig, hvis man lod sin ondskab gå ud over én for mange uskyldige. Nogle sagde endda at betydningsfulde mænd og kvinder hyrede hans tjenester... Enhver titel der kunne føjes til den hvidhårede skikkelse, var blevet gjort således, i tysse såvel som højlydte fortællinger. Men hvilke af dem fortalte sandheden? Decant nød det ganske godt... alle syntes at vide hvem han var, men gjorde de så også det?

Ganske rigtigt, som han næsten havde forventet, var den voldelige fremvisning ikke nok til at holde alle væk fra ham. Kvinden, der havde kommanderet en sådan enorm respekt og frygt ved hendes ankomst og tilstedeværelse, søgte nu åbenbart at velsigne ham med det samme. Ved hendes ytring af hans navn, vendtes de gyldne øjne opad, under hans øjenbryn, mod den kvindelige skikkelse. "Hvem spørger?" Lød det fra ham i den harske stemme, dog i en rolig tone. Næsten som var han en anelse ligeglad med svaret hun måske eller måske ikke ville komme med. Han hverken bekræftede eller afviste hendes korte hentydende spørgsmål. Noget sagde ham dog at hun udmærket vidte hvem han var, eller hvem hun mistænkte ham for at være..

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Om Malisha virkelig stod overfor den store, frygtede og kendte Decant Crow, vidste hun ikke, men nu var hun nysgerrig nok til at få sagen undersøgt. Manden som hun selv havde hørt frygtelig mange historier om. Hvis det rent faktisk skulle vise sig, at manden ikke var fiktiv, men at han rent faktisk fandtes, så ville det jo kun være.. fantastisk! Ikke kunne hun finde nogen ord, som dækkede det bedre.
Stemningen var trykket og intens. Folk flest, gik vel ud fra at Malisha tog sig af denne sag? Selvom hun ikke så nogen grund til at straffe manden for hans handling, da hun stærkt måtte gå ud fra, at han havde handlet af en grund. At tage liv. Det var jo en hverdag her i Dvasias. Et kortfattet svar.. Monotomt, og uden nogen direkte trussel. Det passede hende jo udmærket.
"Om du er den, som folk her tror du er.." begyndte hun let. Hun trak en stol ud, hvor hun satte sig overfor ham. Liget tog hun sig virkelig ikke af. Krofatteren søgte varsomt hen mod dem, for at få liget fjernet, så det i det mindste ikke lå i vejen.
"Malisha Acheron. Leder af den eneste rigtige race, af warlocks," fortalte hun denne gang med en stolthed i stemmen. Glasset med vin satte hun roligt fra sig på bordet foran sig. Om hun var velkommen til at sætte sig nedover for ham, var hun egentlig ligeglad med. Hun gjorde, hvad der passede hende, og det havde hun altid gjort. Hvorfor skulle man da lave det om? Det var der jo heller ikke nogen grund til.

En slank finger dansede over kanten af hendes glas. De mørke øjne hvilede intenst på hans skikkelse. Nysgerrig som hun var, så håbede hun. Et sted, så håbede hun virkelig. "Så.. Er du den omtalte mand?" spurgte hun denne gang mere direkte. Ikke var hun typen der gad leg eller gætværk, for den slags havde hun aldrig haft tålmodighed til. Tålmodighed havde nok aldrig, og ville aldrig blive et ord, som hun ville have stående i sin ordbog.

[Deleted]

Nogle få forladte kroen, men langt fra alle. Uden tvivl varsomme og frygtsomme, i troen om at Malisha og Decant's møde ville ende i en stor konfrontation. Dette var ikke en by hvor almene folk stod i vejen for Warlocks, eller blandede sig i deres affærer. Så meget vidste Decant dog. Måske var det også derfor han var kommet forbi byen... Selvom han skjulte hvilken race han var, var dette nu alligevel et passende sted for ham. Mange antog han var en varulv, eller en dæmon. Gyldne øjne som hans egen var gode til at vildlede folk fra sandheden. Men han var ikke kommet for at skjule sig. Nærmere havde han søgt noget familiært. Et sted af den mørke magi. Cirklen.. Han havde søgt nær og fjern efter noget at tilbyde cirklen for at kunne drage af dets magt, og forhåbentlig afsløre hemmelighederne af sine slørede minder. Og nu havde han det. Og ventede blot på det rette tidspunkt.

Skarpe tænder, hvidere end hans hår, viste sig diskret ved hendes ord. En kvinde af en sådan magt og indflydelse, ville han ikke lade sidde ved bordet frit for hans blik. Så øjnene var fæstnet mod hende. Varsomt, men på ingen måde bange eller usikker i hendes selvskab. Men kort skævede han lidt mod omgivelserne. Og hver gang øjnene strejfede et nysgerrigt blik, kiggede de i det samme væk. "Folk her ved ikke hvad de ved." Stemmen var rolig og selvsikker, og hans blik endte igen ved hende. "Halvdelen af dem spekulerer og mistænker. Vejer mulighederne, undrer sig over hvem jeg mon er, og om hvorvidt det kan være sandt... eller om de har fået for meget at drikke." ... "Alt imens den anden halvdel på ingen måde er overbevist, og vifter de andres mistanke væk som var det røg." Hans rolige ord lød imens han næsten præcist beskrev hvordan sindet af almene folk, blandet med hans egen legende, kunne afvige enhver mistanke. Han nikkede lidt tilfreds for sig selv, med betragtede stadig Malisha. "Selv hvis jeg rejste mig op, og proklamerede mig selv som værende manden nogle af dem mistænker, vil ingen i sidste ende tro mig.." Han morede sig en anelse ved tanken, men talte stadig lavmælt og roligt. Med en harsk stemme der kun syntes mere ru af stemmens lave sans.
"Og den eneste iblandt dem, modig eller nysgerrig nok, til at spørge, og henkaste mystikken skabt af ubeslutsomhed..." Hans blik vendtes hurtigt imod glasset, hendes finger derpå, og derefter mod hende igen. ".. Er en kvinde. Sippende på fint vin, i sine fine klæder. Efter en lang rejse fra hvad der uden tvivl må være et fint hjem, til et sted som dette.." Smilet blev lidt mere skævt, som han atter tav, og holdte sit blik mod hendes øjne. Ordene stadig rolige, men måske blot en smule antydende. Han kendte til Acheron Slægten, og han vidste hvem hun var. Slægten havde eksisteret så længe han kunne huske, og sikkert længere endnu. En magtfuld og respekteret slægt. Og i al den tid, havde han aldrig aldrig hørt andet end at de skulle være velhavende og magtfulde... hmpf! På deres høje troner over pøblen, med rene fødder, fri for mudderet af en hård eksistens. Men.. i hans ord var alligevel en anelse... anerkendelse af hendes valg om at nærme sig ham. Ikke mange gjorde det. Endeligt rettede han sig lidt, og skubbede skårene af tallerken til side, så de ikke lå foran ham. Kun efterladt med et vinglas, og to sværd, på bordet imellem dem. "De kalder mig mange ting. Decant Crow, er en af dem.." Bekræftede han så endelig. "Og hvad har så gjort mig fortjent til æren af dit selvskab, Malisha Acheron, Leder af alle Warlocks?" Høflig tiltale var for lavere mænd. Andre mænd. Mænd der frygtede pisken af deres herskere... Decant havde ingen hersker.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Folk forlod stedet i frygt for en vild og voldsom konfrontation. Dette var dog ikke Malishas planer for dette, og ikke ville det blive det. Dem som var kendt med historierne, vidste hvilken mand han var - om han skulle vise sig, at være denne mand, som rygterne og mistænkerne måtte lyde som. Man kunne i hvert fald ikke lade Malisha for et skræmt eller frygtsomt individ. Tvært imod, var hun det stik modsatte.
Inviteret eller ej, valgte hun derfor bare at blive siddende overfor ham. Ikke var hun ude på at gøre ham noget, medmindre, at han gav hende en grund til det. For nu, forholdt de sig jo begge roligt, så hvorfor gøre det til en strid, krig og kamp? God var hun til magi.. Virkelig. Ellers havde hun heller ikke været i besiddelse af den stilling, som hun i øjeblikket, kunne være den stolte indehaver af.
"Jeg er nu ikke interesseret i, hvad andre tror, mistænker eller forventer. Jeg derimod er mere interesseret i, hvad der er sandheden, og hvad der er løgn," fortalte hun direkte. Hun var ikke en kvinde, som dansede om den varme grød, men derimod gik direkte til godsagerne, hvor hun krævede og forventede et svar.

Fingeren dansede elegant på kanten af hendes glas, uden at hun slap denne mand med blikket. Folket var nysgerrig, men turde ikke komme for tæt på. Dette passede hende fint. Selvom al opmærksomhed hvilede på dem, så vidste hun, at de kunne føre en ganske rolig samtale. Han analyserede hende.. Men hun kunne jo ikke undgå at give ham ret. Hun kom fra et fint hjem.. Efter at have levet utallige på gaderne.. Giftet sig ind i en fin familie på tvang, og nu hvor hun høstede goderne af det, var det overhovedet ikke så slemt igen. Det var jo ikke altid at skæbnen stod en bi.
"Selv en kvinde, kan være mere modig end de fleste mænd. Historierne går om dig.. Decant Crow," fortalte hun sandfærdigt. Det var ham. Og han bekræftede det endda for hende! Fantastisk! Det kolde smil bredte sig på de blege læber, hvor hun roligt satte sig tilbage. Ikke gik hun ud fra, at hun var i overhængende fare i hans selskab. "Hvad de andre ikke turde, vælger jeg at gøre.. Længe og mange gange, har jeg trodset, hvad der er normal og malen her på stedet. Og jeg har tænkt mig at fortsætte med det.. Fortæl mig, hvad der bringer dig her til Marvalo. Den mørkeste by i hele Dvasias," fortsatte hun direkte. Han måtte være der af en grund, ikke sandt? Eller bare på gennemfart? Nu havde man ikke hørt noget om ham i årevis, andet end de gamle historier, som man blev fortalt som barn. Hende inkluderet.

[Deleted]

Decant var ikke typen der søgte konfrontation eller konflikten. Eller, nogle gange havde han grund for det. Som en del af et job. Som hævn. Men han hellere undgik konflikten, da han i sit sind, vidste at han ville vinde, og at han dybt inde ville elske det. Ligesom han for blot nogle få øjeblikke siden, havde følt tilfredsstillelse ved mordet af manden, hvis lig nu lå blot centimeter fra Malishas stol, og som senere blev slæbt væk af krofatteren. Men det var en af de mange tilfredsstillende sensationer denne verden havde at byde på for ham, og en han gerne var foruden. I hvert fald med lidt tid af gangen. "Mange bliver ofte overrasket over, hvor tit sandhed og løgn kolliderer, eller vandrer hånd i hånd..." Kommenterede han blot til hendes ord. Ak ja, hun virkede uvillig til at lytte til andet end hvad hun specifikt søgte. En snæversynethed der var lige dele sjælden og farligt. For nogle, i det mindste. For en som Decant, kunne hun bevise sig selv som formidabel og faretruende. En kvinde der ikke med let sind, lod sig distrahere eller abstrahere. Så... hvorledes ville Decant mon kunne afbøje en sådan kvinde, fra hvad han så som sandheden? Og ville en sådan ting være muligt?

Han var en mand fjernet fra civilisationen. Ude af stand til at tilpasse sig, uden at dominere og definere sine omgivelser. I Dvasias så han nødvendigvis ikke et hjem, men nærmere passende omgivelser. Passende til hans temperament og hans særlige evner. I intet andet land ville en mand som ham kunne opnå et sådan eftertragtet rygte, eller legende. Ingen andre lande, og intet andet folk, ville kunne frygte ham mere end de hadede ham. Og havde han valget imellem respekt og frygt, ville han vælge det sidste. Hans hoved faldt en smule på sned ved hendes ord. Noget af hans hvide hår var samlet bag hovedet, men meget hang stadig løst, og fulgte hans bevægelser. "Og hvilke historier har du mon hørt?" Spurgte han, en anelse nysgerrigt. Naturen af historierne hun havde hørt, ville kunne hjælpe ham med at sætte en nærmere alder på hende. Historier og legender forblev aldrig de samme igennem så mange år. Og selvom han oftest virkede til at holde afstand fra sådanne legender, var der en fordel ved at være sådan kendt og berygtet... og derved rygter han diskret selv havde været med til at sprede igennem de mange år. Både for at tjene hans egne interesser, men også for at vække andres. Et sted i denne verden, måtte der være nogen som vidste hvem han i sandhed var. Hvem han engang havde været. Ikke?
Endnu engang så han sig selv nødt til at smile en smule skummelt ved hendes ord. Ak ja, den mørkeste by i Dvasias. Han lod et par øjeblikkes stilhed hvile imellem dem, inden han svarede. "De mørke kræfter er i omvæltning." ... "Ældgamle magter rører på sig, og sanser verdens affærer." Den eneste måde hvorpå at kunne skjule sandheden fra en kvinde som hende, måtte vel være ved at fortælle netop sandheden.. men blot en anden sandhed. Decant var sjældent drevet af blot et enkelt motiv eller formål. Selvom nogle var mere eftertragtede til ham, end de andre. "Naturens væsner kaldes til mørket og muteres. Et kald er lydt fra det hinsides mørke.. Døde rejses fra deres grave, uden en dødelig necromancer. Betvingerne af magi vokser sig stærkere, men uden at se til konsekvenser.." Han var god til at tale. At forme et levende billede af sine ord, i andres hoveder. Og alt han sagde, var sandheden. Men dog kun ting som en mand som ham, med sine mange år i ødemarken, ville have bemærket. Ikke noget der faldt for ører af nationer eller dets velsignede ledere. Han rettede lidt på sig, gjorde sin ryg en anelse mere rank, som hun satte sig tilbage. Dog stadig med hagen en smule sænket, og derved de gylden-glødende øjne rettet mod hende. "Sig ikke du ikke selv har følt det? Følt din magt vokse, og hørt kaldet?" ... "Kaldet af Cirklen?" Et enkelt øjenbryn blev en anelse hævet ved hans spørgsmål. Kun et fjols ville tro at en verden som denne, med de magter der flød igennem den, ville forblive passiv. Eller at magtkampe kun foregik imellem griske individer. Og kun et fjols, ville kunne undgå at se eller bemærke det. Han smagte en anelse på blodet der stadig lå i hans mundvig. "Så jeg er her, Malisha af Acheron, for at besvare kaldet.. For at drage af Cirklen, og dets mysterier." Igen, sandfærdigt. Og derved også en skjult hentydnign til hans race.. En Warlock, som hende... Dog af en anden tid.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Hvorfor opsøge konflikten, hvis der fandtes ting, som man ønskede at få ud af dette? Det var i hvert fald, sådan at Malisha så på det. Decant kunne give hende mere end bare tvivler, falske håb og dumme historier. Han kunne derimod give hende sandheden, og den anerkendelse, som hun søgte i den samme forbindelse.
Liget blev fjernet, uden at det fjernede Malishas opmærksomhed fra manden, som befandt sig foran hende. Tænk engang. Her sad hun overfor den mand, som hun kun havde hørt historier om, dengang hun ikke havde været særlig gammel. Hovedet lod hun søge mod den ene side. Håret tiltede med og lagde sig nærmest som beskyttelse omkring hendes ansigt. Kort måtte det mørke og kolde glimt i hendes øjne, søges i skjul. Hun var fascineret. Og normalt, skulle der langt mere til.
"Folk har for vane, kun at se den ene, når de præsenteres for begge. Afhængig af hvor naive eller godtroende de er. Som man ved, at der går mange historier om dig, Decant Crow, er det heller ikke ensbetydende med, at de alle vil fortælle sandheden." At han var en koldblodig mand, havde hun jo kun lige set det klare bevis på. Ikke så meget som et tegn til fortrydelse, ved at ende mandens liv.. sidde med blod på hænderne. Hun elskede det jo!

Decant blev brugt som intet mindre end en skræmmekampagne. Det havde bare aldrig bidt på Malisha. Nu sad hun overfor en af dem, som i hendes familie, var blevet brugt som en rollemodel for en anden verden.. for magiske evner, og for hvad man kunne udrette under de rette omstændigheder, så var det vel heller ikke underligt?
"Rygterne går om nedslagtning på et skib.. En blodig skikkelse, som forlod skuden, uden at gøre andre ondt, end dem som i forvejen havde været ombord," begyndte hun. Det havde nærmest været hendes godnathistorie som lille. Hun var halvgammel efterhånden, men af en warlocks alder, havde hun endnu mange ting at nå endnu, og endnu mange ting, som hun skulle opleve.
"En mand med et hjerte, så sort som den mørkeste nat, ingen anger eller fortrydelse.. En mand med en mørk fortid.. Så mørk, at denne aldrig bliver omtalt. Eftersigende, skulle du være en morder af højeste klasse.. Har jeg ret?" spurgte hun med en nysgerrig stemme. Hun forholdt sig endnu helt rolig, da hun ikke havde nogen grund til at skulle gøre andet. Særligt ikke nu, hvor hun stod ansigt til ansigt med denne mand.
Manden talte i gåder.. Gåder, som Malisha havde svært ved at finde ud af. Hun lyttede dog.. intenst og opmærksomt. Umiddelbart, var der intet truende over disse ord, og derfor ingen grund til at handle. Et kald snakket han om.. Hun havde ganske vidst følt sig draget af en enkelt tanke, og hun havde gjort det. "Mørket kan få individer til mangt og meget.. Sågar i desperation, til at slå ihjel, uden at kunne forklare det. Magien flyder i begge vores årer.. Det giver os en fælles ting at arbejde ud fra.. Cirklen er mit hjem.. Som det også kan blive dit," forklarede hun sandfærdigt. "Om du vil.. Hr. Crow.." Hun lukkede hånden om glasset, hvor hun førte det til løberne.. Den søde væske gled igennem svælget, hvorefter hun satte glasset fra sig igen. "Vi kan bruge folk som dig."

[Deleted]

Selv Decant kunne ikke undgå at undre sig ved denne kvinde. Og blot fordi han havde været afskåret, betød det ikke han ikke vidste hvad der foregik i dette land. En pige, af simple og ringe kår, som nu var en kvinde, af magt og indflydelse. Noget sagde ham meget af det var tilfælde. Men en sådan ting kunne kun være født af stærk vilje. En ting han kunne respektere, endda meget. Men han var endnu ved at finde ud af om det var vilje, ambitioner, visioner, eller sadisme der drev hende. Eller måske andet. Nogle drivkræfter ville sikkert klæde hende bedre end andre, imens de selv samme måske endda ville gøre hende hans respekt mindre værd.
Som hun fortalte, blev det mere klart for ham, hvilken alder hun mon var. Warlocks kunne som regel ikke lide at regne i direkte tal og numre, og ofte mistede mange tiden og interessen i at gøre således. Men han blev hurtigt klar over at han var en del, måske meget, ældre end hende. Og han kunne kun gisne om hvor længe han havde vandret denne jord, før den nat på skibet. Men årene havde heller ikke været kønne eller gode ved ham. Ikke som de styntes at have været gode ved hende. Stadig lignede hun en ung kvinde i fuld flor. Han var langt fra en svækling, eller af lav fysisk konstitution.. Han stod sikkert større, bredere, og mere faretruende end mange andre yngre mænd. Men trods det, var han gammel, og alderen var begyndt at vise sig over hans krop. Nej, han var nu mere som en gammel ulv. Endnu en af sine mange kaldenavne. "Hverken sandheden, eller løgnen, i sådanne historier, bærer nogen betydning. Alt hvad der bærer betydning, er hvad er.." ... "Og ja, jeg er hvad du tror jeg er, eller måske overhoved ikke." Måske en anelse kryptisk igen, det indså han. Så derfor lænede han sig lidt imod hende, som for at klargøre tingene. Dog ikke særligt truende, og dog kunne han oftest virke således. Da hans udtryk og hans stemme oftest var røvet af emotionalitet eller prangende udtryk. Især efter hendes livlige forklaring om hvordan historierne fortalte om ham. "Hvis du søger manden fra historierne, så vil jeg anbefale Dotor Willow's bøger om Dvasiansk Mystik og Fortællinger. Jeg er ganske sikker på at han har nævnt mig et sted eller to deri.." Han smilte en anelse skævt og lidt køligt. "Men manden der sidder foran dig, og virkeligheden dertil, er langt mere kompliceret end hvad fortællinger og historier ville kunne putte i ord." Ærlig kunne han vel godt være overfor hende. Men på en måde havde hun vel ret i hvad hun sagde? Selvom det nagede i ham, fra tid til anden.

Decants bryn blev en anelse rynkede, og atter engang blev hans hoved lagt blot en anelse på skrå. "Og hvem mener du med vi?... Acheron Slægten? Blot du? Eller andre?" Spurgte han ganske direkte. Det var tydeligt at svaret betød noget for ham. Om det dog ville ændre hans egen endegyldige beslutning, var ikke sikkert. Alt hvad han blot vidste, var, at han ingen intentioner havde om at tjene nogen, eller lade sig herske af nogen. "Hør..." ... "Af respekt for titlen du bærer iblandt vores fælles folk, er jeg villig til at hjælpe dig... mod betaling selvfølgelig, af en slags. Til gengæld for et tag over hovedet, og en blød seng, ville jeg måske endda være villig til at rådgive dig." Og endnu en gang fandt han det nødvendigt at læne sig lidt frem mod hende. De brede brynjeklædte skuldre, og de gyldne øjne. Alt rettet mod hende. "Men misforstå mig ikke når jeg siger; at jeg ikke vil bruges. Jeg vil ikke herskes. Eller bøje og skrabe... Ikke til dig, eller nogen anden."

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var virkelig mange år siden, Malisha var holdt op med at gå op i alder, som andet end et tal. Nu vidste hun ikke hvor gammel hun var. Det eneste, som hun vidste, var at hun selv havde opnået en vis alder, som gjorde hende respektiv nok til at lede et folkefærd, og det var hvad hun havde tænkt sig, nu hvor hun havde mulighederne for dette.
Hvad det derimod måtte fortælle ham, vidste hun ikke, og det gjorde hende nysgerrig. I forvejen havde han jo vist sig, at være en gådefuld og meget kryptisk mand, og det i sig selv, måtte jo vække hendes egen storslåede nysgerrighed. Hovedet søgte på sned. "I det tilfælde, så vil jeg se frem til, at lære den mand at kende på egen hånd, uden at skulle læse mig frem til det i en bog.. Tro mig."..."Jeg er og har aldrig været en tålmodig kvinde.. Jeg vil ikke sidde og læse mig frem til det, som jeg på egen hånd, er i stand til at lære," fortalte hun med en kortfattet stemme. Han kunne jo tolke det, som han ville. Bøger havde hun aldrig rigtigt besværet sig med.. Derimod havde hun besværet sig med magisk kontrol igennem rigtig mange år. Ja, lige den del, havde hun jo kæmpet med, siden hun ikke havde været særlig stor.

Malisha ville intet have imod, at byde Decant velkommen blandt warlockerne, og ud fra hvad hun vidste, og hvad han nu havde bekræftet for hende, så skulle han da naturligvis være blandt eliten! At han så meget som vovede at stille krav og betingelser op for hende, som havde han været i stand til at tage det, gjorde hende et sted arrig. Den generte rynken viste sig på tværs af hendes pande, som hun denne gang rettede sig op igen.
Det tomme glas med vin, skubbede hun til side. "Vil det vægte nogen betydning? Acheron er en storslået familie, som er blevet en del af mig. Vi er mange, som i det henseende, vil byde dig velkommen," forsikrede hun. Ganske vidst, var det hende, der bar det største had til den nye ledelse af landet, og ønskede denne væk, og gerne så hurtigt som muligt! - Men hver ting til sin tid.
"Du vover endda at stille betingelser op for mig? Modigt.." Hun lagde den ene hånd på bordet. Slank.. lange og fine fingre, og ellers rene negle. Man skulle ikke tro, at hun havde den stilling, som hun havde. Hun stirrede direkte i hans blik. "Og hvad kan jeg forvente til gengæld, Hr. Crow?" spurgte hun denne gang. Overfor en mand som ham, kunne hun jo alligevel heller ikke være andet ned åben. "Jeg er en krævende kvinde.. Hvilket du nok meget snart, vil finde ud af," afsluttede hun, hvor hun igen satte sig til rette. Hun var fascineret af dette. Det skulle nok vise sig, at blive yderst interessant.

[Deleted]

Det var skam ikke fordi Decant fik et rus ud af at udfordre personligheder som ellers så dem selv som autoriteter. Den slags magtkampe imellem individer og familier var han egentlig ikke videre investeret eller interesseret i. Han levede efter mere basale og dyriske regler. Overlevelsen af den stærkeste og bedst egnede. Fysisk magt og dominans, ofte over kløgt og plot. Mange havde forsøgt at narre ham eller spille ham et puds... under den tro at han af høflighed eller anden civiliseret uskrevne regler, ville lægge sig om på ryggen og tage det. I alle sine år havde han nogenlunde respekteret magtfigurer og ledere. Også/især ledere af hans egen race. Men blot fordi de enten bar, var givet, eller havde taget en sådan titel til dem selv, betød ikke at de var værdige til at være hans leder. Hvis nogen overhoved ville blive hans leder, nogensinde. Et meget simpelt standpunkt at tage, og måske også risikabelt. Men han var ikke ude efter venner... Og havde egentlig ikke nogen. Ingen der passede hans temperament. Dog hang han hellere mod udvekslingen af tjenester, og fair handel. Noget for noget... Forhold baseret på brugbarhed og tjenester. Det var nemmere for ham at kontrollere, og ikke mindst forstå.
"Ikke megen betydning, nej.." Indrømmede han roligt. Endnu en gang tog han sig et øjebliks stilhed og tænksomhed ved hendes ord. "Acheron Slægten har været magtfuld, og storslået, i utallige år..." Han kiggede lidt mere undersøgende på hende. "En sådan storslåethed befaler ofre, og gør oftest en familie som helhed, til lettere uvidende ved angår ordenen af ting, lavere end deres egen stand." Han var ganske seriøs. En familie der havde været så magtfuld igennem så mange år, mistede med tiden sit syn af realiteterne. Sit syn af sande grusomheder, og forbindelsen de havde med så mange andre. "Du slår mig ikke som en synderligt sentimental kvinde, og jeg kan derfor ikke retmæssigt etablere dine motiver eller drivkræfter..." ... "Eller tage dine ord som sandfærdige, skulle du vægte det ene over det andet." Han rettede sig så op. Ikke videre indstillet på at gøre dette til en konflikt, trods de alligevel lidt pirrende emner og ord imellem dem. Hagen blev sænket igen, og blikket rettet mod hende. "Så det er hvad jeg kan tilbyde dig, til gengæld, Malisha." ... "Min viden om død og mørke. Mit kendskab til magterne der flyder i vore årer, og verden." Endnu engang smilte han let, skummelt, og ganske nysgerrig efter at vide hvorledes hun ville tage hans ord. Han så endnu ikke en leder foran sig, men blot en diabolsk kvinde, som sikkert ville ofre meget for at få hvad hun ville have. "Mine evner og min viden, vil jeg dele med dig. Og forhåbentligt, vil vi begge se vores krav tilfredsstillet." Endte han så med. Eller, ikke hendes. Men til hendes rådighed, skulle han være interesseret i at dele det.
Han kunne ikke andet end at se dette som en glimrende mulighed. En mulighed for at påvirke historiens gang, og holde Malisha til jorden. Hun slog ham som en matriarkalsk kvinde, og han tvivlede på at hendes familie længere kunne udfordre hende, eller stå hendes særligt meget trods. Og det var en af de ting han ønskede af dette... at dømme enhver beslutning der skulle falde fra hendes læber, baseret på hans visdom og erfaringer. At væbne hende, og få lidt til gengæld.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Autoriteter havde altid været et af Malishas store problemer. Derfor var hun vel sprunget direkte i rollen, som en autoritet på egen hånd? Armene lod hun denne gang søge over kors, hvor hun blev siddende. At underkaste sig andre, var overhovedet ikke noget som kom på tale. Hun havde forsøgt.. Og det havde bare overhovedet ikke gået for hende, og derfor havde hun valgt at droppe det på forhånd, også mest for sin egen skyld.
Decant var ikke en mand, man kastede rundt med i manegen. Selv var hun imponeret over, at der var nogen i det hele taget, som turde tage den verbale kamp op med hende, og rent faktisk sagde hende imod. Frygt var hun vant til at sprede, og særligt, når hun bevægede sig som hun gjorde. Vel tydeligt fordi, at hun havde en dagsorden, som hun skulle forholde sig til.. Og hvad den derimod måtte bestå af, var jo aldrig til at vide. Lige hvad den slags angik, var hun faktisk meget hemmelighedsfuld.
"Acheron er en storslået familie.. Til din orientering, er jeg ikke født som en," forklarede hun denne gang. Hun var giftet ind i det.. Faktisk ved tvang, for at redde sit eget liv, og nu stod hun så i en situation, hvor hun egentlig havde det ganske godt. Hun havde været for hurtig til at dømme det hele, også selvom det ikke ligefrem var noget, som han ville få hende til at indrømme. Overhovedet ikke. "Pameriaz er ikke en kendt familie.. men en som man vel kan sige, kommer fra gulvet," fortalte hun denne gang med en kortfattet stemme. Hendes rødder, havde hun aldrig fået noget ud af.. Hun havde selv opnået det hun nu kunne, og det var hvad hun var stolt af!

Decant skulle bestemt ikke have lov til at stemple hende som dum og uvidende om, hvad der foregik, når hun selv havde helt andre forudsætninger for sit liv, og det var præcist, hvad hun havde tænkt sig, at imødekomme på denne her måde. Hendes mine forblev streng. Vel også et klart tegn til ham om, at han havde passeret en grænse, som han skulle holde sig langt væk fra!
Hvad han ville få ud af det, såvel som hende for den sags skyld, var næsten det, som Malisha var mest nysgerrig på. Og resten af salen om ikke andet, sådan som de stod over dem, for at lytte.. se hvad der skete, mellem disse to stærke individer. "Nok er jeg en kvinde, Hr. Crow, men jeg er ikke dum. Magien er stærk.. jeg kan fornemme den i dig. Du besidder en erfaring, som synes sjældent.. Men hvad gavn vil det gøre for mig?" spurgte hun direkte. At byde ham til Cirklen og til sit hjem, hvor hun selv havde været med til at forme forbandet meget af det i fortiden, så skulle der uden tvivl være noget for hende, at vinde på det! Hans evner og viden derimod, ville hun gerne have del i. Hun rettede hovedet en smule op, hvilket gav hende lidt en hoverende maske. "Og hvad helt præcist, forventer du til gengæld?" spurgte hun denne gang. Nu begyndte det for alvor, at blive meget interessant!

[Deleted]

En minimal del af ham kunne mærke foragten overfor Malisha. Synet af en kvinde; både ung, smuk og stærk, og følelsen af hendes blik mod ham. Og kunne ikke andet end forestille sig hvorledes denne kvinde måske ønskede at underkaste ham som blot endnu en af hendes lakajer på tov bag hende. Han havde set meddelelsen hun havde sendt til alle hjørner af landet. Der fortalte om hendes noget å storslåede intentioner for Warlocks, og ikke mindst at der ville være konsekvenser, hvis man ikke fulgte hende som leder. Warlocks var måske kendt som løgnagtige og snu, men Decant havde aldrig kendt Warlocks som nogle der ville følge en leder, blot fordi de fik det befalet. Warlocks var ikke ligefrem varulve eller vampyrer der alle gjorde som der blev sagt, men hellere nogle der gjorde hvad deres hjerte og deres fornuft sagde dem. Eller, således håbede Decant da at det var. Men det betød dog ikke at Malisha ikke en dag ville kunne bevise sig selv en værdig leder af Warlocks. Allerede nu viste hun sin kløgt og finesse. Havde erklæret sig selv som alt andet end Decant havde sagt hende. Men hendes ord fik ham dog til at nikke en enkelt gang, og endnu engang vise et diskret smil. "Og derfor, snakker jeg med dig.. og ikke Acheron Slægten..." Holdte blikket mod hende. Hvis han ville vinde tjenester eller favor hos Acheron Familien, var han gået til nogle af dets overhoveder. Men ak nej, her sad han med Malisha. "Du har stort potentiale, Malisha..." Tilføjede han lidt derefter, ganske ærligt. En kvinde der kunne vandre ind et sted som dette, og kommandere en sådan respekt, kunne kun være den samme respekt fortjent. Men han var endnu ikke fuldt overbevist. Det sagde intet om hendes styrke eller karakter, at hun 'vovede' at vandre ind et sted hvor alle frygtede hende. Alle undtagen Decant, selvfølgelig.
"Hvilken gavn min hjælp, mine evner, og min viden, ville kunne være til dig, vil være op til dig." ... "Det var jo trods alt dig der sagde at I kunne bruge mig?" Svarede han hende roligt. Han var ikke så overlegen at han ville diktere i hvilken facon han ville kunne hjælpe hende. Måske var det blot hans morderiske evner hun var ude efter. Men i så fald, ville hendes gæld til ham, blot stige. Han foldede sine hænder på bordet foran sig. Ænsede næppe folk der havde vendt deres nysgerrige blikke mod dem. De vidste det nok ikke, men konklusionen af deres møde, kunne meget vel have stor betydning for dem, ligeså.
Og så var der spørgsmålet om hvad han kunne få til gengæld.. Mønter var altid brugbare, selvom han ikke brugte den slags så tit. Et tag over hovedet eller en udmærket seng, måske.. Men Decant tvivlede på om hun burde vide det lige netop nu. Sådan som han så det, ville hun kunne give ham hvad han ønskede... eftersom hendes nu nye familie var så magtfuld og storslået, osv. "Betalingen af mine tjenester, vil komme en dag." Svarede han bare roligt. "Ærlig talt, ville jeg hellere have betaling til gode fra dig, frem for at være forgældet fra starten af." Tilføjede han så og lagde hovedet lidt på skrå. Skulle hun give ham hans betalingen forud for hans hjælp og tjenester, ville han skylde hende. Hvis han derimod lod vente med betalingen, ville det være omvendt. Og han så ingen skam i at indrømme det overfor hende. Han havde måske sit navn, sine evner, og sin legende. Men ikke mange huskede hvem han var længere... Ikke engang ham selv kunne huske det længere.. I hvert fald ikke det hele.