Left of me..?

[Athena Maloya Mathimæus]

At vokse op uden en kvindes omsorgsfulde væsen, var ikke nemt, slet ikke når man havde fået en kort forsmag. Athena huskede hendes kærtegn, følelsen a dem og hendes stemme, men hun huskede knap hvordan hun havde set ud mere, ud over at de hun lignede hende. "Andre forbinder mig altid med hende. De forventer en lysets Dronning, og det er og vil jeg aldrig blive," fastslog hun en smule stædigt. Hun hadede at være i andres søgelys, bare Evans forretningsaftaler var et helvede for hende at deltage i. Marken havde været perfekt, der var der ingen som så skævt til hende, og ingen blandede sig.. ud over Evan naturligvis.
Den kølige hånd sendte en mild skælven gennem hende, men hunhævede alligevel lidt modvilligt hagen, men stadig uden at se ham direkte i øjnene for mere end et par sekunder af gangen. "Slet ikke Evan. Han ville vide det før jeg overhovedet forsøgte, desuden gør jeg ikke den slags ikke efter.. ja mor," forklarede hun og sank en klump. Selvtillid var der ikke meget af, hvad var hun værd? Uduelig og ubrugelig følte hun sig det meste af tiden, hun lavede intet om dagen og nu ville end ikke hendes mand vedkendes hende.
"Ej siger jeg det for medlidenhed eller medynk. Evan er vigtig for samfundet, hans position er anerkendt, og jeg tror det meste af tiden jeg er en klods om hans ben. Jeg er elendig til forretningsmøder og til at té mig som en kvinde men jeg har forsøgt, og nu ligner jeg en udgave af hans ekskone," mumlede hun og slog armene opgivende ud fra kroppen. Det var nok også bare et spørgsmål om tid før hun også ville være fortid for ham.

[Jason Elvana Nimanhra]

Elanya var så tydelig en del af hende, og derfor kunne det være svært at se bort fra dette. Dog måtte han tilkendegive, at det ikke var en dronning som han så. Men derimod en smuk ung kvinde, som havde haft alt for meget grufuldt i sit liv. "Det er ikke en dronning af lyset, som jeg ser," fortalte han med en rolig stemme. Hvorfor lyve? Ganske vidst, var hun en tro ung kopi af sin mor, men det gjorde hende jo ikke til hende.
Jason forsøgte at fastholde hendes blik mod hans. Ikke var han farlig at kigge på. Det sensuelle var der ganske vidst, men hvad fanden. Det havde han stået ansigt til ansigt med så mange gange, at han kunne modstå - bildte han sig selv ind. Tankerne var der jo, og de havde for vane, med at løbe lidt løbsk fra tid til anden. "Forståeligt, kæreste," sagde han stilfærdigt. Hånden lod han alligevel skænke hende et let kærtegn. Evan var han i princippet ligeglad med. Det var Athenas selvbillede og selvtillid, som i hans hoved, var det største problem. "Fortæl mig noget positivt om dig selv, Athena," opfordrede han pludseligt. Hvordan kunne han give hende råd, når hun ikke engang havde en tro på, at hun kunne gøre noget som helst ud af sig selv? Han gik da i hvert fald ud fra, at Evan så noget andet end hans ekskone!

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var trættende at blive sammenlignet med sin mor, ikke fordi hun ikke elskede hende selv nu om dage, men fordi hun hele tiden blev mindet om hvad hun havde forsaget. Det måtte være universets måde at straffe hende på. "I så fald er du blandt de få. Min mor var præget af lys, jeg er opdraget i mørke, det sætter sine spor," hun udviste ikke nogen anger over det, for selvom hun havde haft det hårdt, så havde det været med til at gøre hende stærkere, hun så ikke mørket som en forbandelse i sig selv, det var nærmere hvad der gemte sig derinde.. uforudsigeligheden.
For et øjeblik overkom hun sig selv og hævede blikket til hans. Det var altid præget af det sensuelle glimt, men hun spekulerede sjældent på det, fordi sulten principielt ikke var der.. eller smerterne var i hvert fald ikke, men længslen derimod, kunne hverken Evans ellers dygtige evner eller Silias eliksirer tage. Hendes blik gled i, ikke helt, kun til de lange vipper kort berørte hendes glatte hud. Det føltes helt underligt at blive rørt, også selvom hånden der gjorde det var forkert. Den føltes så blid trods dens kulde. Hun slog blikket op igen, fuld af undren. Noget positivt? "Ehm.. altså jeg..." hun kastede et blik på det rendende vand der afspejlede månen. "Jeg plejede at være ret god i kamp, men eftersom jeg ikke har modtaget træning i lange tider så..." hun trak så svagt på skuldrene at det knap kunne ses. "Og jeg er en ret stabil rytter. Min hoppe Hera har været min i mange år," fortalte hun velvidende om at det nok ikke var den slags kvalifikationer han havde ment.

[Jason Elvana Nimanhra]

Athena var ikke sin moder, og ville aldrig blive det. Det var noget, som Jason kun måtte give hende. Af den grund, ønskede han da selvfølgelig at hun fik de bedste forudsætninger. Ud fra, hvad hun havde oplevet, allerede fra hun ikke havde været særlig gammel, og til nu, hvor også hendes kære broder, var blevet lagt i graven, forstod han da godt, at det havde været svært for hende, at sørge for at enderne mødtes. Et kort smil passerede hans læber. "Du er født som dig selv, og ikke som din moder. Mørket sætter spor i selv de fleste, så hvorfor betegne dig som en kvinde af lyset, som du ikke er..?" spurgte han denne gang. Han så hende, som et eget individ, og det ville han nok for altid fortsætte med.
Jason lod hovedet søge på sned. Så smuk.. sensuel.. skøn, en kvinde, som hun var. Han kunne jo ikke lade være med, at gøre sig tankerne om det, selvom han vidste, at han slet ikke burde. Det faldt ham bare så irriterende naturligt, nu hvor han stod i denne situation! Hånden strøg han let kærtegnende over hendes kind. En handling, som han faktisk ikke rigtigt tænkte over.
Det var ikke noget positivt, hun kunne sige om sig selv. Det var jo ikke noget vidunder, at hun havde det, som hun havde det! Lige hvad det angik, der lignede hun godt nok sin moder! "Det var nu ikke det jeg mente," pointerede han lettere henkastet. Han ville høre noget positivt om hende.. Noget som hun kunne sige om sig selv. "Indre værdier. Noget som gør dig stolt, og noget som du ved at du kan," fortsatte han. Ikke ville han se Maloya gå til hundene. Hun var jo faktisk den.. sidste af den familie.

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var ikke noget vidunder at hun følte sig alene, når alle omkring hende døde som fluer eller valgte hende fra, som Evan nu gjorde. Hun savnede sin mor, og ligeså meget sin bror der altid havde taget sig godt af hende, selvom de som små havde været modsætninger af hinanden. "Jeg betegner ikke mig selv som noget som helst, det gør alle andre fint for mig. Jeg er glad for at du i det mindste ikke ser hende.. og I var endda gift," tilføjede hun og skævede lidt dystert til ham. Selvom hun huskede tiden i Procias som en rimelig tid, så var hun forarget over at hendes mor og far aldrig havde fået hinanden, for hendes fars efterfølgende handlinger havde vist hvor meget han havde elsket hendes mor, men somme tider var det bare ikke nok. Det var selv der hvor hun stod i øjeblikket.
Det var svært ikke at blive bitter på sig selv over de tanker hun udelod bare ud fra hans kærtegn. Lysten til mere, længslen efter mere.. intime berøringer skræmte hende, så hun trak hovedet lidt væk, og vendte sig i stedet mod floden for at holde sine tanker klare. Den eneste hun ville tænke sådan om var Evan, eller faktisk bare næsten alle andre end Jason. "Jeg ved ikke hvad det skulle være Jason. Jeg er god til mange ting, men indre værdier lader ikke til at være min stærke side. Jeg er plagsommelig, jaloux, bitter, temperamentsfuld, anklagende, usikker og alt det som Evan ikke vil have i en kvinde," opremsede hun og tog lidt dramatisk en dyb indånding efter den lange smører. Måske det i virkeligheden ikke var så underligt at ingen ville have hende?

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason lod hovedet søge på sned. Elanya var en savnet kvinde, og det samme med Zacharias. Selv han havde hørt om den unge mands bortgang på tragisk vis. Det var synd. Han havde faktisk ondt af hende. Lige den følelse, var han kendt med, og han kunne give udtryk for den. "Forstå mig ret.." begyndte han. Han lod stadig hånden hvile mod hendes kind, selv til trods for, at hun havde trukket sig væk fra den. "Jeg var gift med din moder, men jeg elskede hende ikke. Jeg holdt meget af hende.. Og allerede dengang, kunne jeg se den store forskel på jer. Du har altid været stædig med en nysgerrighed på livet.. Den synes at være væk nu," forklarede han. Det derimod bekymrede ham. I forhold til så mange andre, var hun jo slet ikke særlig gammel, og det var da synd at ødelægge det hele nu!
Evan så hende ikke, og det var tydeligt, at det ikke just gavnede Athenas situation. I øjeblikket, var hun præcist som sin mor! En kvinde, der kun kunne se det negative i sig selv, og ikke var det en situation, som han ønskede at se hende i, da det også havde taget ham evigheder, at få Elanya ud af den i sin tid. "Og hvad med den beslutsomhed, som du har vist siden du var helt lille? Du er betænksom.. veltalende, og nok en af de smukkeste unge kvinder, som jeg nogensinde har kastet mine øjne på - Og det er mange i min tid. Du besidder gode værdier.. Som din moder, kan du bare ikke se dem." Denne gang var han direkte. Han ville slet ikke høre hende omtale sig selv på den måde!

[Athena Maloya Mathimæus]

Ensomheden kunne somme tider slå hårdt, lige for tiden følte Athena den mere end nogensinde før, selv på trods af at der faktisk var flere i huset end der havde været i så mange år efterhånden. Det var næsten værre at Evan var der og ikke så hende, end at han ikke var der. Hun slog flere gange blikket ned, men den kolde hånd på hendes kind, guidede det hver gang tilbage til hans, det var forstyrrende at hun ikke kunne lade være med at se på ham. Sådan burde det ikke være!
"Jeg ved at du ikke elskede hende," svarede hun kort uden helt at vide hvor han ville hen med det. Var hendes blik så dødt som hun følte sig? "Nysgerrig? Det var dengang, Jason. Jeg kan ikke gøre hvad der passer mig mere, Evan har et ry at leve op til, det vil jeg ikke ødelægge," hun rettede ryggen lidt mere. Det virkede så tåbeligt at hun var blevet den slags kvinde der tænkte på sin mands ry, men hun forsøgte jo bare at være noget han ville have. Hendes blik gled tilbage i jorden, afslørede en sjæl uden nogen form for selvtillid. Hans ord fik hendes hjerte til at slå hurtigere. På samme tid var hun smigret og følte det højest ubekvemt. Var det virkelig hvad han så i hende? For et kort øjeblik havde hun lyst til at kysse ham bare for at få hende til at føle sig set og værdsat selv når han ikke kendte hende. Alligevel tog hun sig selv i at fnyse og ryste lidt på hovedet. "Det siger du nok til alle kvinderne," kommenterede hun lidt henkastet. Hvor meget man kunne stole på det når det kom fra ham, vidste hun ikke, men hun havde lyst til at tro på det.

[Jason Elvana Nimanhra]

I takt med at Athena var blevet ældre, var hun tydeligvis også blevet mere og mere hen af sin mor, og det var ikke en udvikling, som Jason brød sig synderlig meget om. I hans optik, var det, hvad der havde taget Elanyas liv, og ikke den smukke unge kvinde foran ham.
Jason havde aldrig elsket Elanya, og det ville han aldrig komme til, men det ændrede ikke på det faktum, at det var en kvinde, som havde en særlig høj og stor betydning for ham, og det samme med hendes børn. På må og få. Selv forsøgte han at holde hendes blik mod sig, fremfor mod jorden. Dette var ikke et nederlag. Hun havde delt en problematik med ham, som hun ikke selv kunne se sig ud af. Var det forkert af ham, at ønske at hjælpe hende? "Hvorfor skal en kvinde underlægge sig en mands ry og rygte, for ikke at ødelægge det? Har Evan nogensinde givet udtryk for, at han ville have, at du skulle forandre dig?" Aldrig havde han krævet det af Lisa.. Det var jo derfor, at han i sin tid, havde valgt at sende hende væk, hvilket i dag, kun var en handling, som han kunne fortryde så bittert. Han slap hendes hage denne gang, da hun trak det til sig, og rystede på hovedet. Som sin mor. Der var ikke den store forskel her. "Mit rygte taler måske imod mig," endte han. Han sagde langt fra dette til alle. Han så mange gode værdier i hende. Han fandt det groteskt, at end ikke hun, kunne se det selv. Hånden lod han falde igen. Han stirrede stadig på hende. Svært andet, med så smuk en kvinde foran sig.

[Athena Maloya Mathimæus]

Jason havde kendt hendes mor bedre end de fleste andre, hvilket nok også altid havde fået Athena til at nære bare en smule respekt for ham. Når det var sagt, så var hun ikke flov over at ligne sin mor, heller ikke selvom hun godt vidste at den lave selvtillid, ikke ville bringe hende langt. Det værste var næsten det selvtillid hun havde haft i en periode efter Evan havde valgt hende over Diane og da hun stadig var en del på slagmarken.
Des mere han forsøgte at fastholde hendes blik, des mere gled det bort eller flakkede for ikke at føle det fir intimt, hvilket nok lød lidt for åndssvagt. "Direkte med ord? Nej. Evan har et ry, han plejede at gøre forretninger og jeg ødelagde det for ham," fortalte hun ærligt. Evan havde godt nok aldrig bedt hende om at ændre sig, men hun kunne mærke på ham at han ofte var irriteret eller frustreret over hendes opførsel. Det måtte Jason da kendte til, han var ligeså meget en forretningsmand som Evan plejede at være, før hæren var blevet en del af hendes liv hvilket han i øvrigt havde lovet hende ikke ville ske.
"Det gør det," bekræftede hun og rettede sig lidt op bare for at lægge lidt afstand om ikke andet et par millimeter. Nærvær var rigtig svært for hende, med alle andre end Evan naturligvis. "Men tak alligevel. Det er rart at høre. Evan plejede at fortælle mig den slags men.. ikke mere," hun trak på skuldrene og mærkede knuden vokse. Hvis hun da bare kunne forstå hvorfor, men det var sket fra en dag til en anden.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason var en forretningsmand, men af den grund, havde han aldrig nogensinde bedt Lisa om at ændre sig. Måske Evan aldrig havde gjort det med ord, men med handling, og det var jo handling, som selv han havde svært ved at læse til tider. Den usikkerhed og manglende selvtillid klædte hende på ingen måde, og det alene, var på ingen måder et syn, som han brød sig om.
"Du kan ikke ødelægge noget, når du selv er en del af det, og en del af ham," fastholdt han. Det ville tvært imod tegne mere dårligt for Evan, om han holdt Athena væk og på afstand, når folket omkring dem, vidste at de havde hinanden. Dette kunne uden tvivl også godt mærkes, hvilket der nu heller ikke var nogen tvivl om.
Jason valgte denne gang at slippe grebet, som han havde gjort omkring hendes kæbe. Det var i forvejen en meget underlig samtale at have med et barn, som i forvejen havde haft betydning for ham.. som hans egen datter, dengang hun havde været lille om ikke andet. "Jeg er bare mig.. men jeg rådgiver, hvis man spørger," sagde han roligt. Han kunne lide det. At Evan ikke satte pris på hende, forstod han ikke. Hun fortjente uden tvivl bedre. "Jeg er ked af, at det er kørt lidt dødt," sagde han direkte, og dog oprigtigt. Han havde uden tvivl ondt af hende.

[Athena Maloya Mathimæus]

Det virkede dumt at forsvare en mand som næsten ikke ville have med hende at gøre, men hun vidste jo og havde altid vidst at han var en forretningsmand, der krævede en kvinde ved sin side, som kunne hjælpe med at hente aftalerne i huset. Der havde hun næppe været behjælpelig, men tværtimod været en større byrde. Det at høre det fra en anden mand, var faktisk lidt rart. "Det lyder ikke som om du nogensinde har sat ved samme bord som den slags mennesker. Det er vigtigt for mig at gøre ham stolt, han tog en kæmpe chance da han forlod Diane for at være sammen med mig, men nu føler jeg mig bare som hende," hendes blik flakkede væk fra hans. Det var svært for hende at fastholde det, og særligt når hun snakkede om så intime ting med en mand der var stort set fremmede for hende, i hvert fald i mange år.
Det her var nok en side af Jason som ikke mange kvinder nåede at se. Med sine mange år som rådgiver, var der ingen tvivl om at han var dygtig. "Synd at jeg ikke spurgte noget før," konstaterede hun og fnøs.
"Det er jeg også. Men måske det bare er mig, jeg ved ikke hvad han går og slås med i de her tider," hun lagde armene lidt om sig selv. Det var bare en ny undskyldning, men hun var bange for at det var sandt og hun ville ende alene. Hele hendes liv var bygget op omkring den ene mand!

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason fandt det skamfuldt et sted, at se Athena så langt nede i kulkælderen, når hun fortjente bedre. Hvis hun fandt et så brændende behov, for at bevise sit værd, for sin mand og hans omgangskreds, så mistede hun sig selv undervejs. Det var jo tydeligt. Hans blik hvilede tomt på hende. Han var jo ikke en vampyr for ingenting. "Du forsøger meget, Athena. Det er en skam, at du glemmer dig selv undervejs. En rigtig mand, vil ikke bede en kvinde om at ændre sig, men derimod at tilpasse sig." I hans øjne, var der nemlig en kæmpe forskel, og det var da en skam, at hun skulle ødelægge sig selv så meget, som hun gjorde.
Armene lod Jason falde over kors. Folk var god til bare at konkludere at han var, som den han var. Han havde uden tvivl ondt af hende, og det var bare begrænset hvad han selv kunne gøre ved det. "Jeg har ikke været omkring, så at sige.," sagde han blot. Han ville derfor ikke have haft mulighed for at have fortalt hende det tidligere.. eller snakket med hende om dette for den sags skyld. Selv var han da påvirket af dette. Selvom det var svært for ham i det hele taget at vise det, men det var udelukkende fordi, at han var det væsen, som han nu var. Ikke at det var noget, som gjorde det meget bedre. Hun virkede jo til at have brug for omsorg. Han var bare ikke den mand, som burde give hende det. "Har du spurgt ham?" spurgte han denne gang. Det var måske meget oplagt, men hvis det var en måde, hvorpå at man kunne starte en samtale med sine kære, så var det vel et oplagt sted at starte, var det ikke?

[Athena Maloya Mathimæus]

Skaden var desværre allerede sket, Athena havde mistet sig selv i processen og det var først nu, begyndt at gå op for hende, hvor alvorligt det var. Evan havde krævet meget af hende, og grundet hendes kærlighed havde hun gjort sit bedste i blind tro om at han så ville være ved hende altid, men hvis hun skulle være en anden for at tilfredsstille ham, var det så hende han elskede? Modet sank en smule, men kunne næsten se hvordan håbet brændte ud i hendes blik, jo mere hun kom til klarhed. "Det sørgelige er at jeg netop faldt for Evan, fordi jeg havde en fornemmelse af at han brød sig om mig for den jeg var, og nu tegner der sig tilsyneladende et billede af at han nærmere kunne lide tanken om hvad jeg kunne blive," hun trak skuldrene lidt op til sine ører og bed sig i læben for ikke at komme til at vise sig svag ved for mange følelser. Godt nok var hun sin mors datter, men hun var stadig en dvasianer og det var uvant for hende.
"Nej desværre. Vil du være omkring nu?" spurgte hun måske lidt ligefrem, men nu var Athena ikke ligefrem kendt for at pakke tingene ind. Hun satte en hånd på hoften og så lidt afventende på ham. Naturligvis mente hun om han ville blive i Imandra eller Dvasias, eller om han ville tage tilbage til Procias.. hun burde være ligeglad, men så enkelt var det ikke altid.
Athena sukkede tungt og rystede på hovedet. "Jeg har forsøgt, men hans svar er altid det samme. Alting er fint, men hans tanker er optaget," forklarede hun. Det var tydeligt at Evan holdt noget skjult for hende, men det var ikke nemt når man ikke kunne nå ind til ham!

[Jason Elvana Nimanhra]

Det var synd, at Athena gik så meget i sin moders fodspor, at hun lod sig forandre, for at stille andre tilfreds, da det slet ikke var sådan, at det burde være. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse endnu en gang. "En klassisk fejl, så at sige," sagde han blot. Hvad andet kunne han sige? Man kunne jo så kun håbe, at hun lærte af det og begyndte at stå op for sig, end dette?
Jason vendte blikket tomt i retningen af hende. Han var en vampyr.. gjorde sig ikke rigtig mange tanke eller følelser, eller noget, som måtte minde om det. Om han ville være omkring nu? Ja, man kunne desværre ikke sige, at han ville ende i Procias igen, og han regnede desværre heller ikke med det, kunne man sige. "Ønsker du, at jeg skal være omkring?" spurgte han denne gang.

Jason vidste selv ikke rigtigt, hvor han skulle være henne. Hvorvidt om det blev Imandra eller Dvasias, var nok stadig for tidligt at sige. Hvor de smukkeste kvinder var? Det var nok det mest direkte som han kunne komme på. Han trak kort på den ene mundvig. "Jeg opfordrer meget sjældent til det, men du besidder kompetencer, som gør, at du kan finde de svar som du søger," tilføjede han denne gang. Hænderne foldede han let over ryggen, inden han denne gang gjorde tegn til, at hun kunne gå med ham. Man tænkte bedre, når der var gang i benene. Det var han blevet fortalt i hvert fald.

[Athena Maloya Mathimæus]

Af en der aldrig havde kendt sin mor, og heller ikke rigtigt huskede hende, så var det næsten fantastisk hvor meget Athena lignede hende. Jason kendte de problematikker hvilket gjorde ham nemmere at snakke med, hvilket var sært eftersom hun egentlig ikke brød sig om hele den charmør-ting han havde kørende. Det mindede hende om hendes far, og lige i det henseende var det ikke en god ting. "Klassisk fejl? Fra hans eller min side?" spurgte hun. Hvis det var en klassisk fejl af mænd at se kvindens potentiale frem for kvindens person, så var mænd generelt håbløse, men det havde hendes far jo også altid advaret hende om. Desværre så brød hun sig heller ikke om tanken om at være alene. "Tja. Det ville nok ikke slå mig ihjel," svarede hun lidt kryptisk og sendte ham det første oprigtige smil. Jason var nok god nok på bunden.

I virkeligheden virkede det rart at have nogen omkring sig, for når Evan ikke var der, så var hun ret ensom. En mild vind rev i hendes blonde lokker. "Efter det der skete med min mor gør jeg ikke den slags. Desuden ville Evan bemærke det med det samme, men tro ikke at jeg ikke har overvejet det," hun sukkede. Hvor var det ynkeligt at hun rent faktisk overvejede at søge ind i sin forlovedes sind for at finde de svar som han ikke ville give hende. Hurtigt opfangede hun hans intentioner, og gav sig til at få med ham.