Left of me..?

[Jason Elvana Nimanhra]

Athena Maloya Mathimæus

---

Dvasias var overtaget, og Jaqia var slået. Sejren havde været fejret i evigheder nu, og Silia havde fået skænket et smukt velskabt lille pigebarn. Alle burde være lykkelige! Jason var tilfreds med sin tilstedeværelse, også selvom der stadig var ting som manglede i dette. Men lige hvad, var hvad han ikke havde fundet ud af endnu.
Skuffelsen over, at Carlisle endnu ikke var at spotte i nærheden af Imandra eller Dvasias, gjorde ham bange og tildels bekymret. Velvidende om, at den kære knægt, var voksen nok til selv, at tage sine egne beslutninger, og tage vare på sig selv, så kunne Jason ikke undgå dette, og særligt ikke efter alle de tab, som han i forveen havde lidt.

Natten var endnu ung.. Men for Jason, var det den ideelle tid at søge ud i. Nu hvor han havde muligheden, for at bevæge sig mere frit, så var det uden tvivl også, hvad han havde tænkt sig at gøre. Ingen tvivl om det!
Vandrende til bens, da han ikke var typen, der brød sig om dyr, og af en eller anden sjov grund, så brød dyrene sig heller ikke rigtigt om ham. Hans hænder var foldet over ryggen, og den blege hud skinnede nærmest i skæret af den store fuldmåne, der hvilede tungt over den store nattehimmel. End ikke en sky var at spotte. Det var en iskold og stjerneklar nat, de nu måtte gå i møde.
Vandet flød stille forbi Jason. Upåvirket af alt det, som igennem tiden var sket. Sulten prægede ham ikke rigtigt i aften. Eller.. det vidste han ikke rigtigt. Silia var i tryg forvaring i aften på Castle of Darkness med den kære lille Daenerys. Den smukke lille skabning, som han gjorde, hvad han kunne, for at hjælpe hende med. Tankerne gik ofte til Gabriel og Marius.. Hele den omlægning, som deres liv havde taget på alt for kort tid.
Jason stoppede op efter at have gået et par kilometer i sine egne tanker. Blikket søgte til himlen. Når lyset ramte, gav det ham næsten en levende gnist. Nu havde han i forvejen følt sig død i mange år. Skræmmende mange år, og det blev jo kun værre som tiden gik. Hvad var der egentlig tilbage i ham?

[Athena Maloya Mathimæus]

Sejrens glæde var blevet delt i Strife Manor gennem de sidste par dage. Dvasias jublede knapt så meget, men lige nu var alting efterladt i et mindre kaos, særligt eftersom Silia havde givet liv til den lille pige. Evan var uskadt, dette var det vigtigste for Athena. Hun havde delt den samme glæde med de andre, udelukkende af pligt som Evans forlovede. De facader var blevet mere hendes liv end et værn. Der var engang hvor hendes mening havde talt noget, og hvor hun havde gjort sig upopulær i alle sociale sammenhæng for at sige for meget, men hun var blevet den kvinde han havde ønsket og alligevel så han hende nærmest ikke.
I aften havde hun undskyldt sig og hun havde søgt fred ved Jedra-Dæmningen. Lyden af det rindende vand beroligede og hendes tanker i takt med at hun fulgte bredden. Tankerne gjorde hende frustreret og når hun var frustreret var hun farlig. Evan havde end ikke trænet med hende. De havde ikke set meget til hinanden men han gav sig ikke tid til hende, faktisk virkede det nærmere som om at han gemte sig lidt oppe ved Noelle.
Månens lys kastede sig over hende. Det lyse udseende faldt fuldkommen uden for de mørke omgivelser, hun var ikke svær at spotte. Hendes hår var bundet op i en stram knold, det fik hende til at ligne mere en kvinde end en pige, også selvom hun personligt afskyede det, for det mindede hende om Diane. Hendes kjole slægte hen over det dugvåde græs i takt med slentrende skridt. Lige i aften havde hun brug for at være alene med sine tanker, spekulere over hvem hun var ved at blive og om tilværelsen overhovedet var det værd. Et sted i det fjerne anede hun en mørk skikkelse. Månen kastede ligeså sit lys på ham, men det eneste hun så var hans skygge, hvem end det så var. På disse kanter kunne man aldrig være for forsigtig. Athena stoppede op og så på ham med et nysgerrigt blik, dog uden at tage initiativ til at socialiserer. I aften fortrak hun ensomhed, det gjorde hun faktisk ofte.

[Jason Elvana Nimanhra]

Sejren var tydelig at mærke. Dvasias derimod var en helt anden sag, og denne kunne uden tvivl også godt mærkes. Jason selv, vidst bare ikke rigtigt, hvor hans plads var i alt dette. For nu, var han manden, der holdt Silias seng varm. Det var vel det, som han var? Endnu var det svært, ikke at have noget specifikt at foretage sig, men det var vel alt sammen noget, som ville komme med tiden? Selvom han normalt var en mand, som kunne tage tingene med et smil, og lade som ingenting, var selv de mange bekymringer begyndt at gå ham på. For der var rigtig mange af dem nu.
Jason hørte skam godt lyden af hjerteslag, hvilket i forvejen, afslørede for ham, at han ikke længere var alene. Ikke at han var skræmt ved tanken. Folk kunne efterhånden komme an om de ville. Hænderne foldede han blot over ryggen, så han stod rank på sin plads. Lidt finesse, havde han vel efter de mange år i Procias? Hovedet drejede han blot langsomt. Selv her i mørket, synes han, at genkende skikkelsen. Han havde i hvert fald set den før. En smuk kvinde. Et ansigt, som han sjældent ville glemme. Desuden lignede hun sin moder så skræmmende meget, fra hendes unge dage. "Athena, kære.. De er langt fra hjemmet," sagde han med en rolig stemme. Selv blev han blot stående på sin plads. I og med, at det var en skikkelse, som for ham var kendt, gik han heller ikke ud fra, at der var nogen grund til frygt. Eller noget, som bare mindede om det.

[Athena Maloya Mathimæus]

For et par måneder siden havde Strife Manor været ensomt. Det store hus kun beboet af hende og nu var det blevet.. et vandrehjem, en kro, et sted hvor alle verdens hjemløse lod til at finde sig til rette og det stressede hende. I det mindste var Evan hjemme, men det eneste han tilsyneladende ikke havde travlt med, var at tage sig af sin forlovede, også selvom hun lige nu havde virkelig brug for bare at blive holdt om.
Skyggen ikke lang fra hende, fik hende til at stoppe op. Hun var i besiddelse af våben, altid, men der var ingen grund til at trække det uden videre.
Klart i mørket så han hende, men det eneste hun så var halvvlangt hår, hvilket mange mænd havde på disse kanter. Der var ingen tvivl om at han havde fået øje på hende. Den efterhånden velkendte stemme sank modet i hende som et skib ramt af en kanonkugle. Det var da utroligt! Selv når hun søgte ud for at få fred, forfulgte de hende, og så lige Jason som hun anså som værende en pestilens, udelukkende fordi han var opsøgende og attraktiv, og det irriterede hende.
"Jason," sukkede hun og nærmede sig ham med lidt tungere skridt. "Jeg trængte til luft.. og ro," svarede hun ærligt. De færreste kendte til hendes problemer rent socialt, men hun havde svært ved meget støj og mange mennesker i lang tid af gangen. "Hvad er din undskyldning?" spurgte hun lidt nysgerrigt. Imandra var trods alt ikke hans hjem, burde han ikke være sammen med Silia? Hun havde hørt dem.. og været både frastødt og misundelig, for hun var ikke blevet berørt selv i evigheder.

[Jason Elvana Nimanhra]

Tilværelsen havde ændret sig for mange, på utrolig kort tid. Jason deriblandt. Endnu forsøgte han at finde sin rette plads i alt dette, velvidende om, at den ikke var side om side med Silia. Den arme kvinde, længtes efter en mand, som han jo desværre ikke kunne være.
Nu bosat i Dvasias, måtte Jason erkende, at han var faldet for den skønhed, ro og den stemning, som havde været her i Imandra. Det var ikke, som han havde set den andre steder. Det var virkelig et land, som ikke havde fået muligheden i hans øjne. Måske, at der også ville ske andre ting her nu?
Jason var nærmest uønsket af denne kvinde. Athena havde han mødt et par gange tidligere, og som så mange andre før hende, havde hun rullet med øjnene af ham. Well.. han var vant til det, så han tog det faktisk ikke særlig tungt. Et kort træk fandt vejen til hans mundvig. Her var der ikke brug for våben, men derimod bare tale. Intet andet. "Jeg fornemmer, at jeg er uvelkommen og uønsket," endte han. Skuffet? Overhovedet ikke. Han var her jo selv blot for at.. finde ud af de ting, som nu rumsterede, og som selv bragte ham en følelse af uro.
Hovedet lod Jason tilte let til den ene side. "Behøver man en undskyldning? Jeg kan lide, hvad jeg har set her," fortalte han. Han kunne finde på et hav af undskyldninger, for at søge til en smuk kvindes skød, eller lokke dem i fordærv.. men det var sjovt nok, ikke hvad han var ude på i aften.

[Athena Maloya Mathimæus]

Aftenens forsøg på at finde ro, var tilsyneladende gledet ud i floden. Endnu en aften måtte hun finde sig i Jasons selskab hvilket hun tog med en ambivalent følelse. Han var en charmerende mand, en hun vidste var værd at have tillid til, men samtidig var han dybt upassende og meget.. nærgående.
"Jeg kom hertil for at søge fred. Det er ikke dig der er uønsket men selskabet i det hele taget," forsikrede hun og lod et lille smil glide hen over hendes læber. Når hun smilte var det ligeså mildt som hendes mor, hun var som snydt ud af næsen på hende.. udadtil for indadtil var det en helt anden sag.
"Imandra? Det er også et dejligt sted. Fredeligt på en anden måde end Dvasias," medgav hun og kastede et blik ud over horisonten, bestående af store bjergrygge i det fjerne.
Med årene var Imandra blevet hendes hjem, hun havde været mere hos Evan end hun nogensinde havde været hos sin egen far og bror i sin tid, så selv hvis han drev længere væk fra hende, så ville det her altid være hendes hjem. "Kan jeg spørge dig om noget? Kun mellem os?" spurgte hun uden at se på ham. Jason var en mand, han vidste bedre hvad der gik igennem en mands hoved end hun gjorde, og lige Evan ville opdage hvis hun forsøgte at trænge sig ind. Hun forstod bare ikke hvordan han kunne se forbi hende som havde hun været et simpelt spøgelse. Et suk kildede hendes læber lidt. Et sted afslørede det også hvad hun lavede herude på denne her tid, langt væk fra alle.. langt væk fra Evan.

[Jason Elvana Nimanhra]

Var det virkelig så slemt, at befinde sig i Jasons selskab? Han var jo bare.. Jason. For mange, var det måske slemt, men det var bare indtil man lærte ham at kende. End ikke Silia havde vist sig, at kunne undvære ham på sigt, selvom hun sikkert gerne ville have, at det forholdt sig sådan. "Lad mig vide, om jeg skal søge et andet sted," sagde han blot. Han var jo heller ikke ude på at genere nogen.. Selvom. Han havde ikke tilbragt megen tid med Athena eller hendes broder, siden de havde været ganske små, og han selv havde forsøgt, at hjælpe til med opdragelsen. Selv en mentaldæmon, var ikke et væsen, som han kunne kontrollere.
Dvasias var et sted, som Jason havde forladt for rigtig mange år siden. Gabriel havde været ham en fantastisk og enestående hjælp i det henseende. Han rettede sig op. "Jeg må sige, at jeg kan lide det. Det er et fint sted. Virkelig fint sted." Blikket lod han søge over den smukke flod, som han stod lige ved. Nu hvor han vidste, at hun ej var meget for det sociale lige nu, og han selv havde for mange tanker, som han ikke vidste, hvad han skulle gøre ved, så var det vel nemmere for denne omgang, for ham, at holde sig i kort snor? Nysgerrigt, måtte han dog vene blikket mod hende igen. "Sig frem," opfordrede han. Nu prikkede hun da for alvor til hans brændende nysgerrighed!

[Athena Maloya Mathimæus]

Der gik mange rygter om manden foran hende. Athena kendte ham ikke nok til at vide om disse var sande eller falske, dog havde hun en idé om det. Uanset så regnede hun med at være fredet område grundet hendes navn, han havde trods alt ægtet hendes mor og engang været en nær ven af hendes far, så dristig ville end ikke han være.
Hun rystede afvisende på hovedet. "Nej det går an," svarede hun bare. Nu havde deres veje krydset hinanden, så kunne de ligeså godt få det bedste ud af det.
"Det er det. Jeg var ikke særlig gammel da jeg begyndte at anse dette som mit hjem mere end Dvasias," fortalte hun og smilede lidt ved minderne. Evan havde glædeligt ladet hende være der så meget hun ville, hvad havde ændret sig?
Hun sukkede tungt og satte sig ned på den kolde jord. Ligeså elegant hun var at se på, ligeså lidt var hun bange for at blive beskidt, det var nok et levn fra tiden som soldat. "Når en mand.. ikke længere udviser den samme interesse, ikke længere viser en kærlighed der plejede at være tydelig.. hvad betyder det?" spurgte hun og så op på ham med et fortvivlet blik. Ringen bar hun endnu, brylluppet havde været undervejs i årtier, men mere var der aldrig sket, hun havde en begyndende fornemmelse af at han kun talte hende efter munden for at holde hende tilfreds. Den slags havde altid været svært for hende at forstå.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason vidste, at han burde holde sig i skindet, men for pokker... En smuk kvinde. Han ville jo være komplet idiot, om han ikke forsøgte! Elanyas datter.. Kunne han overhovedet tillade sig..? Nej.. Han slog den tanke hastigt ud af hovedet igen, for det ville på ingen måder, være ham til gavn! "Meget vel," sagde han med en rolig stemme. Et kort smil passerede hans læber. Han var bare Jason.. Det var noget, som folk flest, nu bare måtte lære at leve med.
"Du var heller ikke særlig gammel, da du forlod Procias, Athena. Selv kan jeg blot huske den lille pige, og hendes bror, som gik hånd i hånd med deres mor," fortalte han sandfærdigt. Om han havde vidst, at det skulle være den sidste gang, han ville se den smukke og skønne kvinde, havde han aldrig ladet hende søge nogen steder hen!
Spørgsmålet fik Jason for alvor til at vende sig mod hende. Det måtte omhandle Evan. Ellers ville hun vel heller ikke have spurgt ham? Han lod hovedet søge på sned. "Det omhandler Evan, ikke sandt?" sagde han direkte. Denne gang søgte han tættere på. At en mand, ikke kunne vise så smuk en kvinde som hende, den form for opmærksomhed. Det forstod han slet ikke! "Ikke begriber jeg, at den mand ikke viser dig den form for opmærksomhed. Du er en smuk og skøn kvinde, Athena.. Som din moder," begyndte han. Han kunne fortsætte sådan i evigheder. "Fortæller han dig ikke det?" spurgte han. Det forstod han da slet ikke.

[Athena Maloya Mathimæus]

Jason var meget ældre end hende og desuden kendt for at være en skørtejæger, hvilket slog hendes begejstring ihjel på forhån. Derudover nærede hun et inderligt ønske om at få det forstående ægteskab til at blive en realitet, sværge sin evige troskab til Evan.
Hendes blik dalede langsomt. Hver gang hendes moder blev nævnt, følte hun det evige stik af samvittighed, somme tider var det mere smertefuldt end andre, alt afhængig af hendes humør. "Det er en fjern tid, Jason. Jeg husker kun flygtige billeder fra dengang," sagde med en lidt sørgmodig tone. Det var så mange år siden at hun knap huskede sin mors ansigt, og det forfærdede hende ofte, særligt når hun gentagende gange blev mindet om hvor meget hun lignede hende. Benene trak hun op under sig og lagde armene omkring dem. "Naturligvis," hun fugtede sine læber. Det gjorde ondt på hende at han ikke lod til at vise nogen større interesse, hun vidste ikke hvad hun havde gjort forkert. "Engang nævnte han det ofte. jeg har kun set ham flygtigt i lang tid, og alligevel kan han ikke afse bare fem minutter alene," hun kørte frustreren fingerne hen over håret. Eftersom han var Jason tog hun ikke hans ord som direkte komplimenter, givet af en mand, han havde været hendes mors mand, hvilket nærmest gjorde ham til en anden far også selvom hun ikke kendte ham på samme måde. "Jeg undre mig over hvad jeg har gjort galt," afsluttede hun.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason tvivlede på, at Athena havde gjort noget forkert. Når en mand droppede interessen, som hun så pænt havde fortalt ham, at manden havde gjort, var det som regel fordi at en anden havde vundet den i stedet for. Ville det gavne hende, hvis han fortalte hende det?
De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse. En far ville han nok ikke være for hende, selvom han havde været med til at opdrage hende, de første år af hendes liv. At han i øjeblikket stod overfor Elanyas morder.. tænkte han ikke på. Det var slet ikke sådan en betegnelse, som man kunne kaste på så ung en kvinde, som intet havde været i stand til at gøre, for at undgå at det var sket. "En fjern tid? Det er den, som jeg kan mindes," fortalte han oprigtigt. Elanya havde ganske vidst ikke været hans mage, men de havde haft det godt sammen. Og et sted, kunne man jo sige, at hans eget liv, selv på trods af den store familie, som han dengang havde haft, havde han været præget af en form for ensomhed. Der var i forvejen ikke mange, som forstod ham.
Jason søgte hendes skikkelse, med rolige skridt. "Jeg kan ikke forestille mig, at du har gjort noget galt. Jeg skal ikke udtale mig om, hvad der kan ligge til grunde. Jeg har kun i denne omgang, stiftet bekendskab med din udkårne," fortalte han med en rolig, men kortfattet stemme. Han tænkte.. Atter dukkede rådgiveren op i ham. Det føles som så naturligt, at rådgive på den her måde. Han havde jo selv i sin tid, gjort det omkring både Gabriel og Silia, da det var gået op for dem, at de havde elsket hinanden. Dette var vel bare omvendt den anden vej?

[Athena Maloya Mathimæus]

Mange tanker havde strejfet hendes sind i søgen efter en forklaring på hvorfor hendes egen forlovede, undgik hende, for sådan føltes det. Evan vidste hvor stor skam hun fandt i sit Mathimæus navn, det havde været hendes ønske at komme af med det siden den aften han havde taget hende derfra, og selv så mange år efter, hang hun stadig på det, hang på minderne.
Hun så op. Hendes grønne øjne lyste lidt op i natten som hun studerede ham. For et kort øjeblik havde hun næsten glemt at Jason var en tidligere rådgiver, han var nok vant til den slags samtaler og hvad der næsten overraskede hende mere, var hans seriøsitet, den havde hun ikke forventet af ham. "Det er mange år siden nu Jason," påpegede hun med et lille smil. Lige i stunder som disse, ville hun have gjort hvad som helst for stadig at have en moder at søge til, efter Zacharias' død, følte hun sig alene. Hendes far havde travlt med andre ting, og det havde Evan tilsyneladende også.
"Det forventede jeg ikke. Jeg prøver bare at forstå hvorfor. Jeg har indrettet mig efter hans ønsker, jeg er blevet den kvinde han drømte om at jeg skulle være, og alligevel er det ikke godt nok?" spurgte hun frustreret. Den stramme knold, den elegante og fine facade.. det var ikke hende, hun var en mindre udgave af Diane og hun hadede det. En smule trodsigt, rev hun den nål ud som holdt hendes hår og lod de blonde lokker falde, lange som de var ned over hendes skulder og ryg.

[Jason Elvana Nimanhra]

Hvordan kunne Jason undgå at bide sig fast i, at det var fortiden, som han nu måtte tænke på. Her i det svage lys, kunen han da så tydeligt se, hvor meget hun i sandhed måtte ligne sin kære moder. Et sted nærede selv Jason et sagn til den arme kvinde. Magen til styrke, skulle man da godt nok lede læge efter, selvom det havde endt med at koste hende livet til sidst. "Og jeg står i øjeblikket, og ser den i øjet, kære Athena," fortalte han direkte.
Jason stoppede op lige foran hende. Det var tydeligt for ham, at hun uden tvivl var påvirket af dette, men hvad pokker.. Han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det. Han kendte ikke meget til Evan, men en mands tankegang, var han skam kendt med, og derfor var det ubehageligt for ham, at vide, at det var således, at Evan måtte tænke. Kunne man vende ryggen til en som hende? Han lod armene søge over kors. "Jeg ville ønske, at jeg kunne give dig et korrekt og klart svar, kæreste, men jeg er bange for, at det desværre ikke er mig muligt," begyndte han med en rolig stemme. Han lod hovedet søge på sned den anden vej. Han var en rådgiver. Det var det, som han havde brugt de sidste rigtig mange år på at være. "Og med hånden på det kolde og døde hjerte.. Så fortjener en mand som ham, ikke så smuk og fantastisk en kvinde, hvis han ikke kan se hende," sagde han direkte.

[Athena Maloya Mathimæus]

Jason var ene om at hægte sig ved fortiden. Athena havde lært at give slip på den for at overleve selv, nu havde hun bebrejdet sig selv sin moders død i så mange år, bare at snakke om hende gav hende stadig dårlig smag i munden også selvom hun ikke havde kunnet tage ansvar for sine handlinger i så ung en alder.
Hun rejste sig roligt og børstede den værste jord af sig, mens han kom hende nærmere. Det var nok det poetiske ved natten, men under denne måne virkede han ikke så forfærdelig som hun ellers først havde vurderet ham til at være. "Nok ligner jeg hende, men jeg er ikke hende," pointerede hun lidt spidst som hun havde gjort mange gange før overfor andre end ham. Folk havde en sjov tendens til at se Elanya og forvente det samme af hende, men hun var ikke som sin mor, faktisk alt andet!
De smaragdgrønne øjne gled til jorden. Hun kunne ikke se på ham når han var så tæt på, det med øjenkontakt havde altid været lidt af en udfordring for hende. "Det kunne jeg aldrig forvente af dig. Jeg ville somme tider ønske jeg bare kunne søge i hans sind og finde mine svar. Noget har ændret sig, men jeg kan ikke finde ud af hvad det er," sagde hun og sukkede tungsindigt. Hendes fingre pillede lidt ved hinanden og hun studerede deres færden som var det uden for hendes hænder. I mørket blussede hendes kinder en smule, men hun håbede ikke at han bemærkede det. I tankerne undskyldte hun sig med at det bare måtte være dæmonen i hende der længtes efter at få stillet sulten på ægte vis, frem for bare med eliksirer og tanker. Hun havde nok nærmere bare lært at leve med ubehaget. "Han har gjort meget for mig.. og han er alt jeg har. Når alt kommer til alt så er det nok mig der ikke fortjener ham," konstaterede hun og tvang blikket en smule op men uden at se ham direkte i øjnene.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason tænkte sjældent på fortiden, men nu hvor den direkte stod og bankede på hans dør, var det svært, ikke at gøre andet. Han rystede kort på hovedet. Elanya var en savnet kvinde, og ikke var det et tab, som Athena skulle klandre sig selv for. Jason kunne jo ligeledes gøre det, fordi at han havde ladet dem tage afsted på den farefulde færd. "Jeg har aldrig påstået, at du er hende," sagde han direkte.
Her stod han overfor en smuk kvinde. Han forstod virkelig ikke, at Evan ikke kunne se, hvad der befandt sig lige under hans næse. Han sukkede næsten dramatisk, hvorefter han igen rettede sig op. "Jeg kan ikke anbefale at gøre det ved en mentaldæmon, kæreste," sagde han med en rolig stemme. Glimtet meldte sig i hans øjne, også selvom hun ikke just så på ham.. så i hans blik.. Var det svært for hende, i det hele taget, at bevare en form for øjenkontakt med ham?
Hånden hævede han, hvor han denne gang lagde den under hendes hage, for at tvinge hendes blik mere bestemt i retningen af sig. "Det lignede ligeledes din moder, at fremhæve sig som mindre værd, end dem, som hun var omkring, Athena. Det som hun lærte, var modsat.. Nu kan jeg så forsøge at give den samme læring videre til dig." begyndte han. Han selv havde kæmpet med Elanyas lave selvtillid.. Andet havde hun vel forhåbentligvis givet videre til sin datter?