A little life that should never be forgotten

[Angelique Amalani Darcy]

Thranduil Íl Aleazea Devárniä

---

Angelique tog endnu en gang turen igennem skoven, denne gang var hun på vej mod Eytherelrvis. Den sidste tids hændelser var hende stadig en gåde. Hun havde hørt det, eller havde hun? Var det et kald eller blot noget hun havde bildt sig ind? Hun vidste det ikke. Selvom hun var en engel så var hendes tilknytning til det guddommelig noget skrøbelig og alligevel havde hun fået sig selv til at gøre det. Hun havde ej kaldt gud til at bringe denne lille sjæl tilbage til livet som var denne frarøvet men derimod en alkymist. Amaya Diamaqima. Denne unge kvinde havde sat sin pris for denne gerne. Blod og fjer havde Angel afgivet med nu stod hun der med den lille blonde pige i favnen. Det var en underlig følelse. Ikke mange brød sig om at grave blev berørt efter døden men alligevel havde hun ikke kunnet lade være. Elverne fortjente at se denne lille lykkelige skabning vokse op. Der var for meget sorg i skoven. Den unge alkymist havde søgt graven ud dagen forinden, den var stadig uforstyrret. Hun var ung men ej var hun Nathaniel's datter for ingenting. Den unge kvinde havde med lethed fået den lille's knogler ud af graven og efterladt den uforstyrret. Angel havde overværet det hele. Næsten. Ej havde hun været tilstede ved graven men da Amaya havde indfundet sig i den lille hytte som Angel havde lejet til formålet var hun blevet der. Det var en underlig form for cermoni som var blevet udført. Først var der knogler, så havde den unge alkymist sagt mærkelige ord, der havde været lys og hun havde måtte skærme sine øjne og så pludselig lå der en lille grædende baby på bordet. Det havde næsten været uvirkeligt. Begge de to kvinder havde ventet et døgn med den lille for at se om denne var okay, Angelique havde sørget for healing og mad, hun havde tjekket den lille og hun var sund og rask. Det havde været med lettelse at de to kvinder var gået hvert til sidst her da aftenen faldt på og nu var Angel så i skoven.

Hun bevægede sig med rolige skridt mod elvernes by. Selvom det var aften og koldt så var hun ej andet end en hvid kjole med bar ryg. Hun havde ingen ting på fødderne og hendes vinger var fremme. Hun strålede næsten af det himmelske lys som englene var så kendt for som hun kom nærmer og nærmere byen. En vagt kom hende i møde, en som genkendte hende som dronningen. "Jeg søger Thranduil. Brig mig til ham" fortalte hun roligt. Den lille pige havde hun i armene. Hun var svøbt godt ind i tæpper sådan så man næsten ikke kunne se hende. Vagten kiggede lidt før han så bad hende følge med sig til Thanduil's gemak. Forsigtigt bankede han på døren.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Selv på trods af tiderne, som var gået, var det endnu med en smerte i Thranduils krop, sind og sjæl, at vide, at alt som han havde haft, var mistet. Han kæmpede videre.. Forsøgte om ikke end, selvom de sene aftener, nætter og tidlige morgener, nok var de tidspunkter, som for ham, var de værste. Det var grotesk og barn en natur, som de havde omkring dem, og vide, hvordan den kunne give og tage liv, som det egentlig passede den! Thranduil havde ikke mistet troen på denne.. Men respekten, var nok snarere omvendt til en form for frygt. Ikke var det sket en gang, men hele to.

Tiderne skiftede. Thranduil var atter en gang blevet den hårde mand, da det jo var sådan, at han bedst beskyttede sig selv. Alastair havde han sendt med godt mod, mod sit nye hjem, og han håbede virkelig på, at det skulle være med til at bringe en form for ro til landet her. Det var noget, som de uden tvivl havde brug for efterhånden. Og det var desværre ikke noget, som kun kom af sig selv.
Thranduil gik rastløs rundt i sit eget hjem, oppe i træernes høje toppe. Gemt bag de tætte kroner, som kunne skjule selv den største hær, om det skulle være en nødvendighed. Alle de ting, som Serenity havde været i besiddelse af, havde han fået af vejen. Ikke ønskede han at tænke mere på hende, da han derimod ønskede at komme videre, og atter vise sig, som den konge, elverne havde brug for, og særligt i denne tid, som stadig var voldsomt præget af uro.
At selveste dronningen af landet, ønskede at se ham, gjorde at Thranduil måtte acceptere dette. Desuden havde han lovet hende sin støtte, og dette ønskede han at holde ved. Med den lange kappe og kronen på hovedet, gik han med rank ryg til salen, hvor han vidste, at Angelique var blevet bragt, for at komme ham i møde. De store porte gik op, og han trådte ind med rolige og målfaste skridt. "Deres Majestæt," hilste han afmålt. Han var endnu i sorg, og dette var tydeligt.

[Angelique Amalani Darcy]

Angelique vidste at elvernes konge var i stor sorg og ingen kunne bebrejde ham det. Han havde lidt meget på det seneste. Måske var dette også en af grundende til at hun havde gjorde dette? Hans sorg havde påvirket hende? Hun vidste det ikke. Hun kunne ikke forstå det helt selv. Der var noget underligt over hele situationen som hun ikke kunne beskrive. Hun sukkede en gang. Det var underligt men alt hun kunne gøre var at følge sine instinkter og det havde hun gjort denne gang.

Hun stod i salen og ventede. Ej kom hun her som dronning denne gang men nok nærmere som engel. Hun kiggede kort ned på den lille pige i hendes arme. Smilet bredte sig på hendes læber. Et nyt lille liv var noget som skulle hyldes. Hun hørte døren gå op og hendes blik flyttede sig dertil. Thranduil trådte ing, høj og rank som altid men han bar stadig så meget sorg over sig. Hun vendte sig mod ham med en rolig bevægelse. "Jeg er her ej som dronning denne gang, Thranduil. Jeg ved ej om du er bekendt med min historie. Ikke mange er. Jeg døde for mange år tilbage og blev genoplivet som den engel der står overfor dig i dag. Jeg ved ikke hvorfor jeg fik en chance mere men jeg gjorde det. Det har givet mig en helt ny evne til at se chancer i folk og høre de døde kalde på mig." Et sted var dette ikke helt sandt. Ej kunne hun høre de døde men hvordan skulle hun ellers forklare det her. Hun fjernede blikket fra ham og vendte blikket ned mod barnet i hendes favn. hun løftede roligt den lille hånd og fjernede let det ene tæppe sådan så ansigtet på den lille tydeligt kunne ses. "Alle har ret til en chance mere" endte hun stille og kiggede op på ham igen. En far burde kunne kende sin egen datter også selvom deres tid sammen havde været ikke eksisterende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Der herskede ingen tvivl om, at Thranduil var en mand i sorg, også selvom han virkelig forsøgte at håndtere og tackle den på bedste vis. Det var bare ikke fordi at det gik helt efter hensigten i den forstand. Hans blik gled direkte til Angelique. Dronningen af landet. Det var vel også derfor, at han gik ud fra, at hun havde valgt at opsøge ham? Hvorfor skulle hun ellers være der?
Da hun begyndte at snakke, blev han for alvor forvirret. Han stoppede op et par meter fra hende. Den lille bylt i hendes arme, forsøgte han så vidt muligt ikke at fokusere på. Hvad var det helt konkret hun var ude på? Snakken om død, var bestemt heller ikke en, der faldt i hans gode bog, og særligt ikke efter de tab, som han selv havde lidt. "Jeg formoder stærkt, at De har en grund til at tage døden som emne op med mig," kommenterede han blot.

Det var næsten som det slog luften ud af ham, da hun vendte bylten, så han kunne se, hvad denne måtte gemme på. Han selv var ikke et sekund i tvivl om, hvem han stod overfor. Hvis det ikke var fordi at han var konge, og havde en facade, som skulle opretholdes, så havde han næppe taget det så pænt, som han gjorde lige nu.
De sidste meters afstand fjernede han, ved at træde tættere på hende. Var det virkelig? Jamen... Det kunne ikke passe. Han havde lagt hende i graven.. for måneder siden. "... Hvordan?" Facaderne kraklerede nærmest. Han vidste slet ikke hvordan han skulle reagere!

[Angelique Amalani Darcy]

Angel vidste at dette var risikabelt. Men hun var nød til det. hele hendes krop havde fortalt hende at det var det som hun var nød til. Den lille pige skulle have en chance til også selvom hun ikke kunne forklare hvorfor at det var hende som skulle give hende den. Hun kunne ikke lade være. Denne unge sjæl var her endnu, levende i en hver forstand men blot brug for en krop at vende tilbage til. Amaya sagde at hun havde følt det ligeså ved graven. Der var bare noget magisk over situationen. Angel kunne ikke forklare det, hun var simpelthen ikke klog nok til at forklare det på nogen som helst måde. Hans kommentar ignorerede hun for nu. Der var noget andet og vigtigere end at hans sorg lige nu.

Hun tog en dyb indånding før hun fjernede tæppet. Tydeligt kunne hun se at han vidste hvad det var hun stod med. han kom hende nærmere og hun tillod ham det. Hun var forpustet af en eller anden grund. Det virkede næsten hektisk af hende at være her lige nu. hendes blik gled ned på den lille pige i hendes arme og så tilbage til den lamslåede elver foran hende. "Denne verden er fyldt med Mirakler. Jeg hørte hende kalde på mig. Som jeg havde hun brug for en chance til og derfor ligger hun her. Tag hende" bad hun roligt og rakte forstigt den lille pige mod Thranduil. Det var ikke underligt at han ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Det måtte virkelig være en underlig situation for ham at stå i. Alt hun håbede på var dog at der ville komme noget positivt ud af det her.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At skulle stå ansigt til ansigt med sin datter.. upåvirket af den start på livet.. og slutning for den sags skyld, som den lille pige havde fået, så var det helt ubegribeligt for Thranduil. Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre af sig selv, og normalt, skulle der virkelig meget til, før han blev hyldet ud af den, på den her måde. Hans blik gled til den lille pige, som pludselig blev rakt mod ham. De mange facader, som han igennem de sidste mange måneder havde opretholdt, mest for sin egen skyld, krakelerede nærmest. Aldrig havde han været udsat for noget lignende. Overhovedet ikke noget, som bare lignede og mindede om det her!
"Jeg.. forstår ikke.." Den lille pige tog han imod. Her gled hun pænt på plads i hans arme. Selvom det kun var kort han havde set den døde lille pige, som end ikke havde taget sit åndedræt i livet.. og nu lå hun der, upåvirket, og som om, at der aldrig nogensinde var sket noget. Han kunne slet ikke forstå det.. Og hvorfor nu? Lige ham? Der var så mange spørgsmål,l og han frygtede for, hvad svarene ville være.

Den lille pige, lagde Thranduil til på sin arm. Han lod den anden hånd føre til hendes kind, som han strøg let. De grønne øjne.. Det lyse hår, og de spidse ører.. Alt var der.. alt var som det skulle være. Smilet.. varmt, lettet og.. præget af sorg, meldte sig. Atter skulle han opdrage et barn alene.. Og denne gang havde han ikke tænkt sig at fejle i opgaven! "Min lille pige.." sagde han denne gang. Ingen tvivl om, at dette gik lige i hans hjerte.. Han vidste jo slet ikke hvordan han skulle reagere!

[Angelique Amalani Darcy]

Det havde været en hektisk tid for Angel men alligevel havde dette været noget som hun ikke kunne slippe. Hun havde muligheden for at give livet til en som fortjente en chance mere som hun selv havde fået det for ikke ret lang tid siden. Hun kunne relatere til hvad der forgik og det var nok også derfor at dette havde været i hendes tanker siden hun første gang havde mødtes med Thranduil. Om hun havde gjort det for hans skyld? Hun vidste det egentlig ikke men underligt var det dog at se den ellers så hårde mand krakelere en smule for hendes blik da han fik den lille pige i armene. SMilet bredte sig på hendes læber som hun betragtede fader, såvel som datter lige der foran hende. Det var et smukt syn og et syn som hun nød. Hun løftede den ene hånd og kørte den let igennem hendes blonde hår. Hun vidste ikke hvorfor men hun følte sig pludselig ret udmattet, som om en byrde havde lettet sig fra hendes skuldre lige pludseligt. Hun sendte Thranduil et lille smil. "Ej er det alt i denne verden som skal forståes, Thranduil" lød hendes blide stemme.

Som han strøg den lille piges kind kunne Angel ikke andet end at blive varm om hjertet. Der var bare noget ved denne situation som varmede rigtig godt i hendes indre. Hun havde gjort noget godt, noget rigtigt og det var en tanke som gjorde hende godt tilpas. Hun sukkede smilende og lod hovedet glide let på sned. "Pas godt på hende. Denne lille pige er din og dit folks fremtid. Hun er dyrebar" sagde hun smilende. Alt i alt så havde hun det rigtig godt selvom det hele var en lidt underlig og overvældende situation.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Denne gang, var det Thranduil, som ikke vidste, hvordan han skulle handle og reagere, og særligt, hvad angik dette. Ikke fordi at han havde regnet med, nogensinde, at skulle stå med den lille pige i armene, som han bare få måneder forinden, havde valgt at lægge i graven sammen med sin afdøde moder. Han lukkede øjnene let, hvor han førte den lille pige til sine læber, hvor han kyssede hendes pande. Hun føles varm.. der lå hun, og lignede en, som slet ikke havde været udsat for noget grumt eller grotesk, velvidende om, at det ikke helt var sådan, at tingene hang sammen. Det var ikke alt, som man skulle forstå.. Havde lykken endelig valgt at smile lidt til ham? Bare.. lidt?
"For en gangs skyld, er det mig ligegyldigt, om det er med forståelse eller ikke.. Jeg har fået min lille datter," endte han denne gang. Selvfølgelig var det trist, at hun ikke ville vokse op med sin moder iblandt dem, men hun var i live, og for ham, var det også det vigtigste for ham.

Normalt ville han være en mand, med en virkelig hård maske.. Indvendinger.. ligegyldighed.. Alt var som faldt til jorden, uanset hvor meget han forsøgte. Ikke græd han, selvom de fleste i dette tilfælde ville have gjort, for det var ikke noget, som lå til ham. Han var ikke en mand præget af følelser på den måde. "Jeg takker mange gange for det, Angelique. Virkelig," endte han. Taknemmelighed af den kaliber, havde han nok aldrig skænket til nogen før. "Jeg står dig i gæld.." Han bøjede hovedet respektfuldt, mens han blev stående med sin lille pige i armene. Hans lille Aranduriel. Af hjerte, havde han navngivet hende.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel stod og betragtede ham. Det at han pludselig stod med sin lille pige i armene havde rystet ham og hans hårde indre. Hun vidste at han stadig måtte savne sin elskede men for kvinden var der intet hun kunne gøre. Dette havde udelukkende været for det lille barn som intet ondt havde gjort i denne verden. Hun smilede roligt mens hendes blik blot hvilede på elverne foran hende. Dette ville bringe noget lykke tilbage i skoven som de manglede og det var en tanke som hun virkelig glædet sig over. Smilet blev kun bredere da hun så hvor kærlig han var omkring den lille. Det var virkelig vidunderligt at se når en forældre elskede sit barn.
Hun kunne ikke andet end at nikke ved hans ord. Han var lykkelig, det var hun ikke et sekund i tvivl om. Det gav hende en følelse af lykke i hendes indre, hun havde hjulpet ham med at finde denne lykke og det var i sig selv noget som hun virkelig godt kunne lide. Hun ville hele dette land, en person af gangen om det så skulle tage hende resten af hendes liv.

Hun lod hovedet søge let på sned som han snakkede. Hun rystede dog roligt på hovedet. "Du står ej i gæld til mig, Thranduil. Alle fortjener en ny chance, især når livet ej er en begyndt" sagde hun roligt. Hun trådte et lille skridt tættere på ham og kiggede med blide øjne på den lille pige. Hun skulle nok blive til noget særligt en dag. Det var hun slet ikke i tvivl om. Hendes blik gled roligt op på Thranduil endnu en gang. "Jeg vil vende tilbage til slottet. Jeg har stadig meget at se til. Pas på dig selv og din lille ny" sagde hun mildt før hun med rolige skridt gik forbi ham og forlod salen som hun ellers var blevet ført til før. Det var koldt som hun kom uden for men hun kunne ikke lade sig påvirke af det. Roligt slog hun vingerne ud og satte af fra skovbunden og søgte så tilbage til slottet så hurtigt som det var hende muligt sådan så hun kunne komme under sin varme dyne.

//OUT

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Aranduriel havde fundet sin vej hjem. Thranduil kunne derfor heller ikke være mere end lykkelig, og selvfølgelig var det også noget, som kunne mærkes. Hans blik hvilede på den lille skikkelse foran ham.. I hans arme. Det som han skulle bruge resten af sit liv på at beskytte, og gud hvor han dog elskede det! Denne gang, var han så opsat på, at han ikke ville fejle!
Af hjerte, følte Thranduil, at han stod landets dronning i gæld, og derfor havde han heller ikke ligefrem tænkt sig, at give efter for det. Overhovedet ikke. "For dette, så gør jeg," fastholdt han dog, med en rolig stemme. Ikke at han ville bringe det til debat, men hun havde givet ham langt mere, end vad han nogensinde havde turde at drømme om, og det kunne uden tvivl også godt mærkes nu!

Angelique ville videre.. Der var nu heller ikke nogen tvivl om, at hun nu havde elvernes fulde opbakning og respekt i kampen om et nyt og kommende Procias. Han nikkede mod hende. "Med dybeste respekt Deres Højhed." Han bøjede hovedet dybt, hvilket han under normale omstændigheder, aldrig ville have gjort for nogen som helst, men her, gjorde han det. Han vendte derfor om med sin lille datter i armene, efter at hun havde forladt stedet, hvor han selv søgte mod hans eget hjem.. Deres hjem. Ikke skulle han være alene mere. Han havde en lille pige at tage sig af.

//Out