For the rest of our lives..

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var fejlet med Denjarna for lang tid siden, men tanken om Silias graviditet, havde stadig formået at få ham til at holde afstand. Ikke ønskede han det.. Han ville bare gerne finde ud af, hvad der var klogt, uden at gøre noget forhastet denne gang. Hele hans liv, var i forvejen forandret så meget, at han selv endnu havde svært ved at finde ud af det! "Det skal slet ikke forstås på den måde.. For mig, er det en straf, at jeg dagligt skal se på Daenerys," fortalte han dog. Det var i forvejen noget, som han virkelig havde svært ved, og det synes bare ikke, at blive nemmere. Tvært imod.
En Diamaqima.. Han var virkelig træt af den undskyldning. Det føles også underlig.. godt, at komme frem med sine egne meninger, som han gjorde lige i øjeblikket, og det kunne mærkes. Han følte sig et sted.. befriet. "Jeg kan ikke hemmeligheder," sagde han denne gang. For ham, var det virkelig ødelæggende på må og få, og det mente han virkelig.
Hun var blank? Det samme var han jo, og han vidste bare ikke, hvad han skulle gøre ved det, hvilket næsten for ham, var det værste af det hele. Han bed tænderne svagt sammen, og trykkede omkring hendes hænder. Han ville jo heller ikke opholde hende, hvis hun skulle hjem og tilbage til sin datter. "Det er du ikke ene om, Silia.. Men det her er ikke bare et valg, som jeg kan tage, uanset hvor meget jeg ville ønske, at jeg kunne.. Men det kan jeg ikke. Jeg har brug for garantier.. og at Jason ikke ligger i sengen ved siden af dig.." Det var mange småting.. Men de plagede ham virkelig.

[Silia D. Diamaqima]

De stod begge og skulle starte forfra i et helt nyt land. Igen var Silia rodet ind i politiske affære, det var nok bare hendes liv nu om dage, men selv hvis vejene en dag ville fører dem sammen, så ville hun ikke lade det komme i mellem dem.. ikke igen. "Så lang tid du husker at skylden ikke er hendes men vores. Hun bad aldrig om at komme til verden under de her forudsætninger," påpegede hun. Det ville ikke være rimeligt at bebrejde en lille skikkelse der ikke havde nogen anelse om hvad det betød.
Det var rart endelig at høre ham tale med egen stemme, det klædte ham at sætte krav, også selvom hun følte at det pludselig var hende som skulle ændre hele sit væsen, så han kunne holde ud at være sammen med dem. "Som sagt.. alt der involverer en af os eller begge, vil du ligeså vide. De hemmeligheder jeg har holdt for dig, Gabriel, har ikke været af morskab. Det har været for at beskytte dig eller i frygt for at miste dig, okay? Mange af de hemmeligheder er mørke og groteske.. hvis du vil indviges må du være klar til at kaste dine fordomme væk," advarede hun sigende. Hans syn på hende ville nok ændre sig, men det måtte være hans kamp mere end hendes.
Hun nikkede. "Fint. Jeg kan ikke tilbyde dig mere end jeg allerede har nævnt. Jeg tror vi begge har brug for at tænke," konstaterede hun og bed sig kort i læben. "Hvis du beslutter dig for at tage min hånd, så kom til Castle of Darkness inden næste fuldmåne. Hvis du ikke kommer vil jeg tage det som en afvisning," hun gav hans hænder et blidt klem. "Og vær sød kun at dukke op hvis du er helt sikker. Ligesom dig ønsker jeg ligeså garantier," tilføjede hun stille.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var ikke vred på det lille uskyldige væsen, men derimod.. på den handling, som havde skabt hende, da det ikke havde været ham, som havde været med til det, og som en del af det. Dette kunne uden tvivl godt mærkes, og det var næsten det, som for ham, var det værste af det hele. Han kunne bare ikke rigtigt gøre noget ved det nu. "Det er heller ikke hendes skyld.. End ikke jeg, kan hade et væsen, for et valg, som man ikke selv er herre over at tage," sagde han denne gang. Der kunne hun være ganske rolig. Det var ikke Daenerys' skyld. Heller ikke i hans øjne.
Gabriel vendte blikket let væk. Det var i forvejen en svær, og han vidste at det krævede rigtig meget fra begges side, hvis de overhovedet skulle stå en chance i det her. Han sukkede tungt. "Hvorfor føler alle, at de altid er nødt til at passe på mig og beskytte mig fra alt muligt? Jeg er en voksen mand, Silia. Jeg kan godt passe på mig selv..!" Hænderne denne gang tog omkring hendes kinder, hvor han førte hendes blik mod hans. Hvorfor? Hvorfor altid sådan her?!
"Diamaqima har altid været en familie af hemmeligheder.. Dem sagde jeg ligeledes ja til, da jeg sagde ja til dig, Silia.. Forstå det nu.. Det er ikke dit job at beskytte mig.." Han trykkede svagt om hendes kinder, inden han slap hende igen. Han rystede kort på hovedet. Det var vel det, at komme efter i denne omgang? Han bed tænderne svagt sammen. "Fint... Fint.." Han trak sig denne gang mere væk fra hende. Et sidste blik kastede han i hendes retning. "Pas nu på dig selv.." Bad han dæmpet. Han elskede hende.. længtes nu mere end nogensinde før. Med den tanke, spredte han vingerne, inden han satte af fra jorden. Denne gang, havde han virkelig meget, som han måtte tænke over!

//Out

[Silia D. Diamaqima]

Silia åndede lettet op. Hun vidste at Gabriel som hun kendte ham, aldrig ville bebrejde et barn noget, men med det mørke der var i hans sind, så kunne man aldrig vide sig for sikker. Det lettede hende virkelig at han ikke var vred på Daenerys for hun havde aldrig haft del i det. "Det er jeg glad for. Hun er en konsekvens af vores valg. I særdeleshed mine," tilføjede hun. Thranduíl havde været en enorm fejl. Ikke nok med at det havde kostet hende et ægteskab, hun havde også mistet en ven, en masse tillid og stod nu selv med et barn.
Hun hævede hånden og lagde den mod hans kind for at tvinge hans blik tilbage til hendes, da han så væk. De var nødt til at snakke sammen. Hun lod hånden falde igen da han tog hendes ansigt mellem sine hænder og fastlåste hendes blik fuldstændigt.
"Det ved jeg. Men du er god og blid Gabriel og det elsker jeg ved dig, men jeg er altid bange for at miste dig," sagde hun ærligt. Det var ikke fordi hun forsøgte at tage hans mandighed, for hun vidste godt at hun som kvinde og oven i købet langt yngre end ham, burde være den der søgte beskyttelse hos ham, det var bare ikke nemt.
Som han slap og bakkede, gjorde hun det samme. Gik han nu bare? "I lige måde," svarede hun med et opgivende suk. Inden han fløj vendte hun ryggen til. Hun kunne ikke se ham forlade hende igen. Med målrettede skridt drog hun hjem. Det var på tide at finde sin datter.

//Out