For the rest of our lives..

[Silia D. Diamaqima]

Det var nok første gang nogensinde, at Silia havde følt præcis hvor meget han følte, det éne kys sagde det hele, måden han låste hende så hun ikke kunne flygte selv hvis hun ønskede det. Hun følte skyggen fra hans vinger, skærme dem for omverdenen så der kun var de to og hun priste sig lykkelig for det. Konsekvensen måtte de tage bagefter, lige nu badede hun desperat i følelsen af behag og den længsel som endelig blev indfriet.
Modvilligt trak hun sig en smule, dog forblev hun tæt nok til at kunne mærke hans varme ånde når han talte. hendes blik hvilede på hans læber for et øjeblik før hun så op. "Jeg vil ikke have at du skal give slip, men de ting der byder dig til at gøre det, er de ting jeg ikke kan ændre," svarede hun dæmpet. Daenerys ville altid være en del af hende, hun kunne ikke drømme om at give afkald på sin egen datter, og hemmelighederne.. jo hun kunne prøve at lukke ham ind, men en del af hende ville nok altid forsøge at beskytte ham.
"Selv hvis du går nu.. så giver jeg ikke slip. Jeg ved at jeg sagde at jeg ikke ville sidde og og håbe, men det vil jeg.. altid," hendes øjne gled i for et kort øjeblik. Hun kunne mærke hans ånde kilde hendes læber, hvilket drev hende til at læne sig frem for igen at fange hans læber i et lidt mere ømt kys. Måske hun havde været ung da følelserne var blomstret men selv nu hvor hun var en kvinde ville hun ønske at hun kunne gå tilbage til bare at være en pige, en pige der ville gøre alt for at mærke hans kærlighed, og imponere ham, nu følte hun sig slet ikke god nok.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var ikke i tvivl om, hvad han følte for hende. Det spørges jo bare, om hun vidste hvor meget. Nu havde han vist hende det.. Han var ikke klar til at lade hende gå, og det ville han nok heller aldrig nogensinde blive. Det var grotesk, at det var sådan en verden, at de skulle befinde sig i, men for pokker. Det var virkelig svært, at gøre noget som helst ved det!
Øjnene lukkede Gabriel kun for et kort øjeblik. Han sukkede tungt. "Hvilket jeg ved," endte han. Det der med at starte på en frisk med blanke ark.. Det var svært, og det var udelukkende på grund af hendes datter. Det var det, som gjorde udfaldet for ham, og særligt i en stund som denne. Panden lod han forsigtigt og blidt møde hendes, og med et tungt suk. Det var virkelig forfærdeligt. Hun gjorde det virkelig heller ikke nemt for ham lige nu! "Du må slet ikke sige, sådan noget.." bad han. I forvejen havde han virkelig dårlig samvittighed, og dette var overhovedet ikke med til at gøre det bedre på noget tidspunkt! Hånden trak han til sig, kun for at lade den stryge over hendes kind. Han elskede hende, og det ville han nok for altid gøre. At slippe hende, kunne han ikke.. ville han ikke, også selvom han vidste, at han burde. Det var alt sammen besværligt. Rigtig besværligt! Kysset besvarede han selv med den største glæde. "Jeg elsker dig.. Så højt, at det gør ondt.. Så højt, at det knuste lyset i mig.." endte han. Skulle han slippe? Han vidste slet ikke hvordan han skulle håndtere dette.

[Silia D. Diamaqima]

For første gang var Gabriel skredet til handling, langt om længe talte han et sprog som selv hun kunne forstå med sit væsen. Hvor oprigtigt det var, kunne hun kun gisne om, men følelserne i det kys havde været ægte, det var hun sikker på. Panden mødte hans. Hun lagde begge hænder mod hans kinder, fangede hans ansigt mellem dem bare for at holde ham der, hvor hun kunne mærke hans varme ånde og følelsen af hans nærvær. "Jeg var den som tabte ansigt da vi skiltes. Jeg stod med et land og utallige rygter imod mig, og jeg ville ikke tabe ansigt igen, jeg ville ikke spilde energi på at håbe, men lige nu håber jeg mere end nogensinde før, at det en dag vil forholde sig anderledes," sagde hun blidt.
Inderst inde frygtede hun at han ville trække sig. Den ru bark i ryggen var alt andet end behagelig, men det var smerten værd, bare for at få lov til at føle ham, bare lige for nogle sekunder endnu. Hendes hænder forlod hans kinder og lagde sig i stedet på hans skuldre. Hun genkendte strukturen, uanset om det var gået tid. "Det her er en ny vej som vi begge må følge. Vær sød ikke at gå fra mig," bad hun med en blød stemme der for en gangs skyld ikke lød så myndig at den kunnne være taget direkte fra hendes far. Hun lød som hende, som den unge pige i skoven der havde kravlet i træerne og væltet sig i bladende og aldrig bekymret sig om at blive beskidt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det lignede på ingen måder Gabriel at skride sådan til handling, men nu hvor han stod overfor en situation, som gjorde, at han permanent kunne miste Silia.. Så kunne han ikke lade være. Det var en handling gjort, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det.
Ordene varmede ham. Elskede hun ham virkelig så meget? Hvorfor var det så gået galt? Han forstod ikke, at det skulle være gået så galt, som det nu havde gjort! "Jeg troede vel bare at.. jeg ikke havde noget at tilbyde, siden jeg aldrig gjorde det godt nok. Jeg har mistet alt. Jeg ejer intet.. Har intet.." Han havde hende i hjertet.. men ikke af krop og sind, hvilket næsten gjorde det hele værre.
Hun tiggede og bad.. Tiggede ham nærmest om at tage med hende tilbage.. blive ved hende, men det kunne han ikke. Han ville ønske, at han kunne, men det kunne han ikke. Ikke så længe, at hun havde en datter, som han vidste, ikke var hans. Det var næsten det som for ham, var det værste. Det andet kunne han jo slå en streg over. "Tro ikke, at jeg har lyst til det, Silia.." endte han denne gang. Hans blik søgte hendes skikkelse igen, hvor han tydeligt bed tænderne sammen. Han hadede sig selv, for at sige det, men hvad andet valg havde han? "Vi har begge gjort ting, som ikke burde være gjort.. Men som man ikke kan vende ryggen til," hviskede han denne gang. Han hadede det virkelig.

[Silia D. Diamaqima]

De havde allerede taget det store skridt ved at gå fra hinanden, og der var sket ting siden som kun havde ført dem endnu længere fra hinanden. Hun ville så gerne bare lukke den afstand der var mellem dem nu, men hvis ikke han var villig så var de jo tilbage på det samme punkt. Hun slog blikket op til hans og så på ham med en blanding af samvittighed og forfærdelse. "Intet at tilbyde? Du er alt det jeg har drømt om i en mand og mere til. For at være ærlig troede jeg aldrig at jeg ville ende op med noget bare halvt så godt som dig, men jeg.. tog det vel bare for givet," hun sukkede. Hendes skuldre faldt modløst den igen. Roligt lod hun kroppen hvile op mod træets stamme bagved hende.
For bare et lille øjeblik spirrede håbet i hende. Han stod her og holdt om hende, kyssede hende og gav hende de store ord, men stadig intet havde ændret sig? Man kunne ænse skuffelsen i hendes blik. Et sted gjorde det hende også vred at han konstant forvirrede hende. Først låste han hende i sine arme så hun ikke kunne gå og derefter gav han alligevel slip. Hendes greb om hans skuldre løsnedes så hendes arme i stedet faldt ned langs siden. "Jeg forstår," svarede hun hæst og mærkede en tårer stryge over kinden, men hun fjernede den hurtigt. "Undskyld det var dumt af mig at tro at..." hun tav og lagde hænderne bagpå lænden for at beskytte sig lidt mod den ru bark. ".. jeg tror det er bedst hvis vi holder lidt afstand," sagde hun og så på ham med et usikkert blik. Når det kom til følelser, så var hun på udebane.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Der var taget store skridt, både frem, men også tilbage, og det var også det, som i øjeblikket, kunne mærkes. Det var i hvert fald tydeligt for Gabriel, og særligt i en stund som denne. Der var det i hvert fald svært, ikke at bide sig selv fast i det. Han bed tænderne tydeligt sammen og rystede så på hovedet. Ikke følte han, at han havde noget at give hende.. I så fald, så havde de vel heller ikke stået her nu? "Man kan vel altid være bagklog, ikke sandt? Noget har jeg gjort forkert, siden vi er endt her.. som du har gjort det samme.. Vi er begge lige gode om det," sagde han direkte. I manglen på bedre. Han vidste slet ikke hvordan han skulle håndtere dette.
Ikke ønskede Gabriel, at stå i den situation, at han ville give hende falske forhåbninger, for det var overhovedet ikke meningen! Han hadede sig selv, for at placere hende i denne situation, men det var derimod bare begrænset, hvad han kunne gøre ved det nu. Han var ikke meget for at slippe hende, og det at hun gjorde det, var slet ikke en tanke, som han kunne have med at gøre! "Det.. nej.. Silia, hold nu op!" Nu skulle hun jo heller ikke stå der, og nærmest give ham dårlig samvittighed! Det var overhovedet ikke typisk ham, at gøre den slags! Grebet slap hende stille, hvor han nærmest sukkede opgivende. "Jeg har jo ikke lyst.." endte han denne gang. Han var forvirret. Han vidste da slet ikke, hvad han skulle gøre.

[Silia D. Diamaqima]

Endelig var de i det mindste kommet til en fælles konklusion, der hed at de begge havde været lige gode om det. Hun havde været en elendig hustru, skjult sig bag sine mange hemmeligheder og bare forventet at han ville stå hende i ryggen uanset hvad, og han havde brudt hendes tillid flere gange, det var som at bide sig selv i halen. "Så langt er vi om ikke andet enige. Men hvad hjælper det at være bagklog, hvis ikke man har mulighed for at rette op på sine fejl?" spurgte hun og sukkede tungt.
Idet han trak sig, stødte hun lidt fra og rettede sig ordentligt op. Hun vidste godt at han ikke gjorde det for at gøre hende ondt, det kom sig nok mest af at han ikke vidste hvad han ville når alt kom til alt. "Det ved jeg godt at du ikke har," hun fugtede sine læber der smagte af salt fra hendes tårer.
"Jeg tror ikke du ved hvad du vil," konstaterede hun strøg et par af de mørke lokker om bag øret. "Jeg har brug for.. at du fortæller mig hvad du forventer af mig," bad hun stille. "Jeg kan ikke gøre fortiden om. Daenerys er min datter. Du er nødt til at gøre op med dig selv om du elsker mig højt nok til at tilgive mig for fortidens fejl og leve med hende, eller om du ikke kan, for hvis du ikke kan så er du nødt til at give slip.. for vores begges skyld," sagde hun lidt bestemt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Bagkloge kunne de begge sagtens være, men det var ikke nødvendigvis noget, som gjorde nogen forskel, når de stod i en situation, som denne her. Hvilket nok nærmest var det værste af det hele. Nu hvor de stod her.. Han hadede det virkelig.
"Hvis jeg vidste det, havde vi nok ikke stået her," sagde han oprigtigt. Kort trak han på skuldrene, da han ikke vidste, hvad han ellers skule gøre. At give slip, ønskede han ikke. Igen havde han intet at vende sig til, og det var underligt. Ham, som altid havde haft mennesker at søge til.. som han kunne snakke med tingene om.. Nu havde han ikke engang tag over hovedet eller andet tøj, end hvad han havde på kroppen. Snak om en virkelig ensom og trist tilværelse! Og han kunne intet gøre ved det.
Han rystede denne gang kraftigt på hovedet. Han ønskede slet ikke at høre hende sige den slags, også selvom han vidste, at det var meget begrænset, hvad de kunne gøre ved det.. Sandt som det end var. Han vidste jo hvad han gerne ville, men om han overhovedet kunne gøre det, var det, som han ikke kunne finde ud af, og det var næsten det værste af det hele faktisk. "Jeg vil virkelig gerne.. jeg ved hvad jeg vil, og derfor frustrerer det mig, at det ikke kan opnås.. Ikke med Daenerys.." Han rystede på hovedet. Var det hvad hun havde valgt at kalde den lille pige? Han ville ikke blande sig. Han ville intet have med det barn at gøre. Han spændte i kroppen. Han ville jo ikke give slip!

[Silia D. Diamaqima]

Det føltes så dumt. De elskede hinanden og det var tydeligt at de begge følte et afsavn, men de kunne ikke være sammen. Det lød som et af de der forfærdeligt tragiske eventyr, som hendes mor havde fortalt hende om som barn. Det gjorde ondt at han ikke kunne se forbi hendes fejl, når hun blottede sig og var villig til at tilgive hans følelser for Denjarna, og tage chancen og håbe at han mente det var slut.
Hun slog blikket ned. Hendes øjne føltes hævede og trætte efter alle de tårer, og hun vidste at Daenerys nok ikke ville lade hende sove i nat. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, så hun stod tavst og kunne ikke lade være med at længes tilbage den den eftermiddag de havde tilbragt på et tæppe i slotshaven, leet over ligegyldige ting, kysset efter hvert bær han havde fodret hende med.. det virkede så fjernt.
"Det her lyder måske hårdt, men hvis du ikke kan opnå det på grund af hende, så ønsker du det ikke nok," sagde hun ærligt. Hvis han virkelig elskede hende, og ikke kunne give slip, så ville han være der sammen med hende, han ville ikke lade hende gennemgå det alene og han ville ikke lade sig stoppe på baggrund af bare det. "Min far fik børn med andre, og han fravalgte dem fordi han vidste at han havde begået en fejl der ville koste min mor.. jeg kan ikke bare gøre som ham. Jeg kan ikke fravælge min datter uanset hvor meget jeg elsker dig Gabriel, så hvis du beder mig om at vælge mellem dig og hende, så vil jeg vælge hende," sagde hun ærligt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Sjældent forekom det, at Gabriel følte sig så magtesløs, som han gjorde lige i øjeblikket, men lige her, var det svært, ikke at gøre det. Særligt, sådan som det hele føles lige i øjeblikket, hvilket næsten var det, som for ham, var det mest groteske af det hele. Han hadede det virkelig, og han kunne bare ikke gøre noget ved det! Tænderne måtte han derfor bide mere sammen, som han kort rystede på hovedet af sig selv. Det hele var bare så.. dumt! Der var bare ikke noget, som han kunne gøre ved det.
Gabriel ønskede ikke at slippe hende.. Han elskede hende, men at se på det barn, og vide, at det ikke var hans, var bare ikke noget som han kunne, uanset hvor meget han ville ønske, at han kunne. "Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad din far gjorde, Silia," sagde han direkte. Uanset hvad, ville han overhovedet ikke stille hende i valget, hvor hun ville være tvunget til at tage en beslutning mellem ham og hendes datter, for han vidste jo godt, hvordan det ville ende, og dum var han jo heller ikke. Hun havde fået en datter med en anden mand, baseret på de fejl, som han ligeledes havde gjort.. Hvordan skulle han da få sig selv til at stirre på det hver eneste dag? Det gav jo absolut ingen mening! "Men at tage en rolle, som slet ikke er min.. At stå med en lille pige i armene, som er kommet til verden på baggrund af de fejl, som jeg har begået.. Det er meget at bede mig om. Uanset hvordan man vender og drejer den," sagde han. Han ville gerne, men lige den del, kunne han altså ikke. Han vendte blikket ned mod sine hænder.. Disse begyndte at ryste. Han var vred på sig selv.. vred over, at han havde ladet det gå så vidt!

[Silia D. Diamaqima]

Silia bed sig fast i hvordan hans kæbeparti trådte frem. Hun havde altid elsket at han var en markeret mand, men når hans kæbe stod frem på den måde, vidste hun at han brændte inde med noget som han ikke ville sige højt og lige nu var hun heller ikke sikker på at hun ville høre det, så hun undlod at spørge.
Hendes blik dvælede for et øjeblik ved søen og mod horisonten der var ved at blive mørkere. Der ville ikke gå lang tid før Dvasias vågnede og så ville de her kanter blive en hel del farligere end de var lige nu. Stilheden lagde sig som en tung dyne. Måske han var ligeglad med hendes fars handlinger, men hun var opsat på at det ikke også skulle afspejle ham. "Jeg vil ikke være som ham, så det er jeg ikke," svarede hun stille og så ned på sine fumlende fingre. Det lignede hende slet ikke at være så usikker, men følelser var et farligt og forvirrende område.
Denne gang var det hende som tog affære. Hendes far var altid ord.. måske hun burde følge de råd hun selv havde givet ham? Roligt stoppede hun foran ham, og lagde hænderne direkte på hans bryst i håb om at fange hans blik selvom han var en hel del højere end hende, så hun måtte lægge nakken lidt tilbage. "Den rolle er ingens. Som det står nu, er hun min alene. Jeg beder dig ikke om noget, jeg siger bare at hvis du virkelig elsker mig, og inderligt ønsker dette ligeså meget som jeg gør, så må vi begge ofre os," sagde hun og så på ham med et blik hun håbede ikke var så bedende og håbefuldt som hun følte det. Frygten nagede hende. Frygten for at være alene, frygten for at være en dårlig mor og miste sig selv, frygten for at blive sin far, hun havde brug for ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel brændt i øjeblikket inde med så meget, som han slet ikke var i stand til at beskrive, og som han vidste, ville være frygtelig dumt, at sige højt. Det var lidt det, som gjorde det så helvedes problematisk for ham lige nu. Han rystede de tanker ud af hovedet. Det gavnede ham heller ikke ligefrem, at han gjorde sig dem!
Hænderne knyttede han. De rystede, men mest fordi, at han ikke vidste, hvordan han skulle håndtere situationen. Det var virkelig irriterende, men derimod meget begrænset, hvad han egentlig kunne gøre ved det, hvilket næsten var det værste af det hele. Frygten for endnu en gang, at tage den forkerte beslutning, som i det tilfælde, nærmest var fatalt for ham. At undvære hende, var en knude i hans hjerte, som bare ikke ville ophøre, og det gjorde ondt. Ingen tvivl om, at det gjorde ondt!
"Det sidste jeg kunne inde på, er at bede dig om at vælge mellem mig og din datter, Silia.. Hvor dum tror du, at jeg er? Igen, er jeg ligeglad med hvad din far har gjort.. Han vendte dem ryggen.. tillykke til ham. Det har intet med os at gøre," endte han. Han vendte sig denne gang mod hende. Han forsøgte virkelig, men det var bare ikke nemt. Han ville ønske at det var, men det var det altså ikke. Hans blik søgte hendes, da hun lagde hænderne mod hans bryst. Det føles virkelig rart.. at blive berørt af en hånd, som ønskede en godt. Han sukkede svagt. "Begge ofre noget?" spurgte han direkte. Hvad ofrede hun? Det var jo ikke hende, som skulle stå dagligt og være omkring resultatet, af et af de store fejl, som han havde begået.

[Silia D. Diamaqima]

Der var ingen nem vej ud af det her. I det mindste kunne man nu spore tvivl i hans blik, også selvom Silia oprigtigt var bange for at den tvivl kom af at han var vred på Denjarna over at have fravalgt ham, når han havde taget en chance og havde forladt alt der havde været kendt for ham. Hun var inderligt bange for at være trøstepræmien og at det ligeså var derfor han havde så svært ved at tage skridtet så lang tid Daenerys var en del af det.
Hans beslutsomme ord, hårde ord.. det klædte ham endelig at give udtryk for sin ærlige mening, hvilket også var grunden til at hun ikke blev vred på ham. "Intet med dig at gøre," rettede hun kortfattet. Det havde alt med hende at gøre. Hun sukkede. "Jeg vil ikke have at det skal være sådan her. At længes så meget efter dig, og vide at det ikke kan blive fordi jeg begik en fejl der ikke kan gøres om. hun strøg hænderne ned over hans muskuløse overkrop og lagde dem i stedet på hans hofter, uden at slippe hans blik. "Jeg ved ikke om jeg stoler på dine følelser. Jeg ved ikke om du er vred og ønsker at hævne dig, men jeg er villig til at risikerer det, villig til at indvige dig i mit liv og i de hemmeligheder der følger med, men en del af min verden er Daenerys. Jeg beder dig ikke om at være hendes far, men hvis du vil være en del af min verden, så er hun en del af den verden," sagde hun ærligt og slap ham med et svagt suk. Lige nu følte hun at hun sad på sine grædende knæ, tiggede og bad ham og han bare stod som en afvisende mur!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Denjarna havde været en fejl, og nu måtte man vel sige, at han for alvor havde lært af det. Han hadede sig selv, for at have taget det valg.. løbet den risiko, for han kunne jo se, hvor han nu stod, og det var bestemt heller ikke noget, som man kunne sige, at han var særlig tilfreds med.
"Det har intet med os og vores sag at gøre," fastholdt han. Hvad Nathaniel havde gjort i sin tid, havde da intet med dem at gøre? I deres sag og den sammenhæng, som de nu forsøgte at finde ud af. Derfor ville han da heller ikke ligefrem sammenlignes med den mand, som hun kaldte for far! Det var i forvejen for mærkeligt!
Hændernes vandring fra hans bryst og ned til hoften, satte en sitren i ham. End ikke han, kunne jo fortsætte med at bide det sensuelle i sig, for hun var lokkende.. smuk og tiltrækkende, også selvom det ikke just var de tanker som han kunne tillade sig, at gøre sig i en stund som denne. Og han vidste det jo godt.
Tilliden ville blive et kæmpe problem.. Var det hendes offer? At hun ville bide alt det i sig, som han havde gjort? Lade som var det aldrig nogensinde sket? Han vidste ikke om han kunne. Daenerys var ham virkelig et kæmpe problem. "Vil du indvige mig i de hemmeligheder, eller er det bare noget, som du vil prøve på, Silia? Jeg har brug for garantier, hvis jeg også skal omgås jer," sagde han direkte. Han lod blikket søge til hendes hænder, inden han greb om disse. Så lang tid, hun var omkring en dødsengel, var der ingen der ville gøre hende noget uanset. "Tror du ærlig talt, at det her er et forsøg på hævn overfor Denjarna? Nej.. Slet ikke," fastholdt han. Hun kunne rende og hoppe, og han ville være ligeglad!

[Silia D. Diamaqima]

Selv da Denjarna ikke havde vist sig at være holdbart, så var han ikke kommet til hende, også selvom hun den aften havde lovet ham at hun ville vente og han havde bedt hende om ikke at have forventninger, hvilket havde knust hende. Der var så meget ved denne her situation som hun ikke forstod og det var frustrerende for en kvinde der var vant til at vide alt!
Modsat hendes sædvanlige lyst til at diskutere alt, tav hun denne gang. Han havde ret, det havde intet med dem at gøre som et par, men det havde alt at gøre med hende og det at hun var ved at blive til ham. Hendes mørke øjne søgte hans isblå. De var som dag og nat, men han var en flot mand.. og det generede hende at hun ikke ejede ham i den forstand. "Hvis du skal omgås os? Du får det til at lyde som en straf," mumlede hun en smule såret også selvom hun godt vidste at det ikke var sådan han mente det.. forhåbentligt. Med en dyb indånding tvang hun igen blikket op. "Gabriel.. jeg er en Diamaqima der vil altid være ting jeg ved, ting som jeg ikke vil dele, men jeg lover dig, at jeg vil indvige dig i alt der vedrøre os sammen og hver for sig," svarede hun. Det var hvad hun kunne give ham. Hun vidste meget om mange, men det var ikke relevant at dele med nogen.
Blikket faldt til deres hænder. Hans var varme selv i forhold til hendes. Ikke for et øjeblik overvejede hun den sensuelle glød som ellers var en smule kraftigere end den plejede, det var jo ikke fordi hun lå med Jason hver eller hver anden aften. "Jeg vil gerne tro dig.. men der er meget jeg ikke forstår ved denne her situation, og det forvirre mig," indrømmede hun og rynkede lidt på panden.