For the rest of our lives..

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hvad Silia fik ud af Gabriels ord, var bestemt ikke af slagsen, som han havde regnet med at høre, for det var på ingen måder sådan ment! Det var jo for pokker ikke hende, som han var vred på, og derfor ønskede han slet ikke, at det var sådan, at hun skulle tolke tingene! "Hold nu op..!" endte han med en fast tone. Det var overhovedet ikke sådan ment!
En bastardunge? Ja, den måtte han jo give hende ret i. De havde forsøgt igennem så mange år, og det havde bare aldrig fungeret for dem. Grotesk som det end lød, så var der bare ikke rigtigt noget, som man kunne gøre ved det, og han hadede virkelig sig selv for det. Han hadede sig selv for ikke at være den, som havde givet hende det.

Gabriel strammede grebet omkring hendes håndled. Ikke ønskede han, at hun skulle gå nogen steder, men det var svært at se sig færdig med en sag.. når man bare ikke kunne! Uanset hvad, ville han nok aldrig blive færdig med denne her sag. Ville hun virkelig gøre det om, om hun kunne? Det fik hans hjerte til at hamre. Han bed tænderne svagt sammen.
"Hvorfor påtager du dig pludselig skylden, når vi var blevet enige om, at det var os begge to? Jeg hader den her situation.. jeg hader, hvad jeg er blevet nødt til.. Jeg hader det liv, som jeg nu skal leve, og jeg kan intet gøre ved det." Han slap denne gang hendes håndled, kun for at vende sig helt mod hende. Hans krop sitrede. Det var en ubehagelig situation. "Jeg lod mig drive, fordi det var så nemt.. Det gør det ikke ret. Hun er den værste fejl i mit liv.." Han lod blikket søg eden anden vej og ned mod sine hænder, som begyndte at ryste. Hvorfor alle de følelser? Det var forvirrende!

[Silia D. Diamaqima]

Silia så væk. Hun viste inderst inde godt at han aldrig ville såre hende med de ord, men det lå i dem hvad han ønskede at gå frem. Det var hårdt at høre det, hårdt at vide hvordan han så på hende nu, kontra den glade, vilde pige der havde levet i Procias skove. Det virkede allerede som evigheder siden, men hun var ikke et barn mere, hun var blevet en kvinde. "Du kan sige det som det er," svarede hun uden at se på ham. Dybest set var det nok ligeså meget sådan hun følte sig. Det var en kende gammeldags, men hun havde regnet med at Gabriel skulle være den eneste der ville komme til at røre hende sådan, men der var kommet to efter, og hvem vidste om hun en dag ville komme til at elske en anden som også ville gøre krav på hende som kvinde.

Det stramme greb om hendes håndled, fik hende til igen at vende hovedet og skæve lidt skeptisk til det. Jo det gjorde ondt, men hellere at han rørte hende med hård hånd, end at han slet ikke rørte hende, grotesk en tanke som det end var. "Vi havde begge en del af skylden, men jeg er en Diamaqima. Mit liv er bygget op om hemmeligheder, og jeg lukkede dig aldrig ind, jeg gav mig til jobbet mere end til dig," hun trak hånden til sig da han endelig slap. Det var ikke fordi hun elskede det liv hun nu havde fået, men i det mindste kunne hun bevæge sig nogenlunde frit og hun havde Daenerys at kaste sin kærlighed på, så lyset i hende blev vedholdt bare lidt. "Det var nemt? Nemmere end at gå til din hustru for tilfredsstillelse?" spurgte hun lidt hårdere end det var ment. "Undskyld. Det var urimeligt," indrømmede hun og så væk. Hvad gik de ud af det her?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var slet ikke den konklusion, at Gabriel ønskede at Silia skulle gøre sig. Det gjorde ondt, at det var den måde, at hun så på tingene, for det var overhovedet ikke meningen, at den slags skulle forekomme. Overhovedet faktisk! Han rystede på hovedet. "Det kan jeg.. Og det er ikke det, jeg vil have ud af det," fastholdt han. Nu måtte hun holde op med at lægge ordene i hans mund! Det havde der i forvejen været alt for meget af!

Gabriel vendte sig atter mod hende. Han hadede, at det var herud, at de skulle, men det var jo heller ikke fordi, at han rigtigt kunne gøre noget ved det. Han ville ønske at han kunne. Men han måtte nu leve med konsekvenserne af sine egne valg.
"Jeg gik vel ud fra, at du ville indvige mig i dem, da vi blev gift.. Men jeg tog fejl." Han ville ikke bide af hende, og han ville ikke beklage sig. Det var jo omstændighederne, ved at være sammen med en Diamaqima.
Forarget måtte han se på hende. Hvorfra kom den? "Du gemte dig hellere på kontoret, end at komme i sengen og hvile ved min side, Silia.. Hvad havde du regnet med? At jeg ville opsøge dig, og tage dig henover bordet?" spurgte han denne gang med en hård stemme. Igen gled hænderne igennem hans hår. Det her var for meget. Han rystede på hovedet, og var denne gang den som bakkede et skridt. "Det nytter jo intet.." Han rystede kraftigt på hovedet.

[Silia D. Diamaqima]

Det var en dum vane at lægge ordene i andres mund. Godt nok var en Diamaqima ulideligt intelligent, men at læse tanker kunne de trods alt ikke, men folk vidste aldrig hvad de reelt mente, de var ringe til at bruge sproget. Hun rystede tanken af sig. "Ikke? For det lyder for mig som om at det er præcis det du tænker," svarede hun med en udvendig ro der slet ikke passede sammen med den indre uro. Hendes tårer var stoppet.. for nu. Man skulle tro at der var grænser for hvor mange man kunne græde, desuden ville hun ikke være den svage. Hendes far var i forvejen skuffet, hun ønskede ikke at gøre det værre, men hun var følsom, ligesom sin mor.

Rastøst lod hun et par fingre lege med en lok af det mørke hår, så hun var beskæftiget med bare et eller andet. "Selv om jeg gerne ville, havde jeg afgivet et løfte til min familie. Det var først da jeg begyndte at elske dig, at det blev svært," hun bed sig i underlæben og stirrede stift på søen, for hvis hun så på ham, så ville tårerne løbe igen, hun kunne mærke dem presse på. Ud af øjenkrogen anede hun hvordan han trak sig væk. De ord der kom fra hendes læber var fremmede. Det var hendes far der talte, hun var ved at blive ham, selvom hun ikke ønskede det. Hendes kinder blussede uvilligt. "Det havde til enhver tid været at foretrække over det vi nu står i. Men du har ret.. det var ligeså meget min skyld, jeg skulle have givet mig tiden eller i det mindste have ladet dig vide at jeg ville være okay med at blive tage over bordet om du vil det sådan," hun så kort på ham, men så hurtigt væk igen. Havde hun lige sagt det? Hun rystede på hovedet. "Jeg er træt Gabriel. Jeg orker ikke mere af den slags skænderier, så fortæl mig hvad vi gør nu? Slutter vi fred, eller går hver til sit?" spurgte hun direkte.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Silia lagde konstant ordene i hans mund, og Gabriel var uden tvivl også ved at blive træt af det. Han var træt af, at han ikke kunne være sig selv omkring hende, men at han skulle være noget, som hun gerne ville. En mand, som hun ville have han skulle være, og nu hvor han igen følte, at han ikke kunne imødekomme det, gjorde det ham voldsomt frustreret! Han rystede igen på hovedet. "Du lægger ordene i min mund. Hold op med det," bed han denne gang ag hende. Det gjorde ondt, når han bare forsøgte at forklare, hvordan han havde det med det hele! Han ville bestemt ikke kalde hende for en hore eller noget, der bare lignede det!

"Og selv som din mand, bliver jeg så ikke betegnet som familie? Jeg forstår godt, da det hele var forretning, Silia, men alt efterfølgende.. Du gled fra mig.." Han bed tænderne svagt sammen. Hvorfor at det var endt sådan, vidste han ikke, og han forstod heller ikke, hvordan han kunne lade den glide så langt ud, men det var svært for ham, i det hele taget at gøre noget ved det nu, også selvom han ville elske, at han kunne.. Men det kunne han ikke.
Gabriel havde mest lyst til at flyve sin vej. De kom ingen vegne uanset, og det var svært for ham, at stå foran hende. Han kæmpede med sin egne tårer. Nok mere i frustration og afmagt.. Han vidste ikke hvad han skulle stille op. "Virkelig..?" spurgte han denne gang. Hans blik gled mod hendes skikkelse. Han sukkede svagt og vendte blikket væk igen. "Jeg ved det ikke.." endte han denne gang opgivende. Han vidste virkelig ikke, hvad de skulle gøre.

[Silia D. Diamaqima]

Det hele bundede i én stor misforståelse. Silia elskede Gabriel, hun elskede den mand han var, elskede den mand som havde ladet hende lege med hans søn, som havde givet hende adgang til sit hjem, og som altid havde accepteret hende som hun var. Han skulle ikke være nogen anden, men somme tider kom hendes ord ud forkert, og særligt i takt med at hendes egen familie var gået i opløsning. Hun var nærmest blevet sin far. "Jeg beklager Gabriel, men så må du lade være med at pakke tingene ind og sige det som det er, ellers er det meget nemt at konkludere," pointerede hun en kende harsk. Han skulle ikke stå og bide af hende?

Utålmodigt vendte hun sig rundt og stod med fronten til ham. "En del af det var irrelevant for os, og det som ikke var, frygtede jeg kunne rive dig fra mig. Det var egoistisk, det indrømmer jeg gerne og jeg skulle måske have stolet mere på dine følelser, men jeg havde set dig med Evelyn. Det var aldrig min hensigt at lukke dig ude, jeg var bare så fokuseret på at gøre jer stolte.. dig, Jason, min far.. din mor, men jeg tror at jeg.. efterlod mig selv et sted derimellem," hun så op og forsøgte at blinke tårerne væk det det betød kun at de faldt i stedet for. "Virkelig," bekræftede hun en smule hæs. Hun elskede ham, der var ikke det som hun ville være villig til at gøre. "I så fald må vi finde ud af det, for det her ødelægger os begge," konstaterede hun og lagde armene lidt omkring sig selv.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste ikke hvordan han skulle tage tingene. Han havde jo kun forsøgt at gøre hende glad og tilfreds.. Gøre hvad hun ville have ham til, men han havde tilsyneladende slet ikke gjort det godt nok. Han bed tænderne svagt sammen. Var det hans skyld nu? "Jeg har for pokker forsøgt, Silia. Jeg har kun forsøgt at gøre, hvad du gerne vil have mig til. Lad være med at lægge ordene i min mund. Det er din konklusion, og ej min," endte han med en kortfattet stemme.

Gabriel vendte sig denne gang mod hendes skikkelse igen. Han hadede, at det ikke var den, som skulle være sammen, selvom han ville elske at være det.. Men sådan var det bare ikke. Det var tilsyneladende slet ikke sådan at det skulle være. Han sukkede tungt. "Evelyn var den kvinde, som holdt mit hjerte.. endnu en, som jeg skulle have mistet. Jeg kom over hende.. kun for at miste dig bagefter.." Han sukkede tungt, og rystede så opgivende på hovedet.
Gabriel trådte endnu en gang tættere mod hende igen. "Men hvad skal vi gøre, Silia?" spurgte han denne gang. Hænderne lukkede han mere omkring hendes skuldre. Mørket hvilede i hans øjne, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. "Du har fået en datter med en anden mand.. Jeg kan ikke. Det er et evigt minde om noget, som slet ikke burde forekomme." Han var ikke klar til at slippe hende. Uanset hvor meget han burde gøre det.. Så kunne han ikke.

[Silia D. Diamaqima]

De kunne kaste bolden frem og tilbage på den her måde i evigheder, uden at nå frem til noget brugbart og det var frustrerende! Kunne han dog for pokker ikke bare indse hvor højt hun elskede ham? "Én ting er hvad jeg har lyst til, en anden er hvad du har. Jeg prøver ikke at lægge ordene i din mund, jeg prøver at finde ud af hvad du prøver at sige, for det er altid de her samtaler og jeg.." hun slog opgivende armene ud fra kroppen og sank en smule sammen. Hvad nyttede det uanset?

Den fyldige barm hævede og sænkede sig hyppigere i takt med at hun blev ophidset af sin egen frustration. Det ville være så nemt bare at kræve hans læber i et kys, og hviske ham i øret at hun elskede ham, men hun ville ikke være desperat, desuden gjorde det ingen forskel når det var ham der havde udtrykt et ønske om sin frihed. Hun forstod virkelig ikke hvad han ville. "Men jeg døde ikke Gabriel. Vi havde chancen for at gøre det om, og vi tog den ikke," påmindede hun og skjulte sin bitterhed ved at se væk. Hun havde tigget og bedt om en chance den aften men han havde indrømmet følelser for en anden kvinde, så hvad skulle hun have gjort? Kort så hun mod ham da han kom tættere på, men hendes blik drev hurtigt væk igen. Det var først da hans stærke hænder lukkede sig om hendes skuldre, at hun så op og fangede hans isblå øjne. "Daenerys er en del af mig. Hvis ikke du kan være tæt på mig af den grund, så er det nok bedst at vores veje skilles nu, og ikke krydses igen," hun holdt vejret uden at slippe hans blik. Det gjorde ondt. Hun kunne nærmest forestille sig sin far med lige de ord, det var skræmmende så meget hun var blevet ham med de royale pligter.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vendte blikket frustreret den anden vej. Dette var noget, som gjorde ondt, og endda også rigtig meget, men for pokker.. hvad skulle han da kunne gøre ved det nu? Han havde mistet hende, som han havde mistet enhver anden i hans liv, som bare havde vægtet det mindste af en betydning, og det gjorde ondt. Gud hvor gjorde det ondt! "Nu gør du det igen.. Det er ikke alt, som skal analyseres!" endte han nærmest opgivende. Selv måtte han opgivende, kaste med armene. Det var overhovedet ikke sådan her, at han havde regnet med, at tingene skulle være. Overhovedet ikke.

Silia var ikke død, det vidste Gabriel godt.. Men et forhold bygget på hemmeligheder? Det ville han ikke kunne, og nu hvor hun havde en datter med en anden mand.. et evigt minde om en hændelse, som aldrig skulle være fundet sted. Det kunne han ikke.
"Det gjorde vi ikke nej.. Var vi endelig sammen, så mundhugges vi." Hans blik stirrede direkte i hendes. Næverne lukkede sig næsten febrilsk om hendes skuldre. Hendes ord, gjorde virkelig ondt.. men et sted.. så havde han vel set dem komme? Som at høre hendes fader sige dem højt. Og det var næste det, som for ham, var det værste. "Konstante hemmeligheder, og nu en lille pige.. så kan jeg ikke. Så.. det må nok være sådan," endte han. Ikke at det var med hans gode vilje.. så kunne han bare ikke gøre noget ved det nu. Igen trak han sig væk fra hende. Tårerne pressede på.. Og han hadede sig selv for det. Ikke skulle hun have lov til at påvirke ham på den måde!

[Silia D. Diamaqima]

Lige nu gjorde det ondt, men mon ikke smerten langsomt ville heles med tiden? Silia håbede inderligt for det andet var utåleligt. Godt nok var hun ikke ligeså alene som han var, hun havde stadig Jason hvilke da om ikke andet talte lidt, men hendes verden var også vendt op og ned, hun var bange og forvirret, men hvor Gabriel ikke kunne skjule det, var det bare endnu en af hendes hemmeligheder. "Jeg prøver at forstå dig, Gabriel!" udbrød hun opgivende. Han gav hende lyst til at rive hårene ud på sig selv! "Det her nytter intet," konkluderede hun og sukkede tungt. I takt med at hendes skuldre sænkedes under hans hænder, faldt hendes blik også langsomt ned, til hun stod og stirrede på deres fødder.

"Det ved jeg. Men den aften, vi kunne have forsøgt at vende skuden, vi valgte at lade være. At jeg så håbede at du ville ombestemme dig, det er en anden sag," hun så op med tårer der igen var begyndt at trille ned over hendes kinder og hun forsøgte at smile et sted bag, så han ikke skulle føle sig bebrejdet, men det endte mest med en grimasse, så hun gav hurtigt op.
Det gjorde næsten mere ondt at lukke den helt. Daenerys kunne ikke gøres om, desuden ville hun altid være en Diamaqima, hun ville altid forsøge at analysere situationen, hun ville altid komme med lange prædikener og hvis Gabriel ikke kunne håndtere det, så var hun bare ikke den rette. Hun nikkede og forsøgte at samle sig lidt. "Det forstår jeg.." hun trådte tæt på ham, og hævede forsigtigt hånden til hans kind. "Inden jeg går, så skal du vide at jeg er taknemmelig, for måden du elskede mig og når det en dag stopper med at gøre ondt, så vil jeg se tilbage på det og på dig med varme og glæde mig ved at jeg fik chancen for at være din," hun blinkede et par af tårerne væk og strøg håndryggen blidt ned over hans kind, før hun slap. "Farvel, Gabriel," hun trak sig lidt tilbage og tvang et smil frem bag salte tårer.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste allerede nu, at dette ikke ville heale. Den smerte, som han sad inde med i øjeblikket, ville aldrig nogensinde ophøre, uanset hvor meget han håbede, tiggede og bad til, at den ville. End ikke tabet af Evelyn, havde han taget så tungt, som det her. Han rystede på hovedet. "Så lad være med at prøve! Det er heller ikke alt, som skal tolkes!" endte han. Kunne hun ikke bare.. tage hans ord, som han sagde dem , istedet for at gøre så meget ved dem?

At det skulle vise sig, at blive et sidste møde, gjorde ondt på ham. Han trak sig derfor mere og mere væk, også selvom hun kom tættere og tættere på. Hånden der lagde sig mod hans kind, var med en kraftig sitren. "Der er vel ikke noget at fortryde.. Jeg kan ikke leve i et forhold med så mange hemmeligheder.. og et barn, der ikke er mit." Hemmelighederne var en ting, men den lille pige, ville han kun se på, og mindes som en eneste ting, og det kunne han ikke.
Øjnene lukkede han svagt. Hvorfor skulle det hele være så svært? Når hun nu var så tæt på, var han næsten.. fristet til at kysse hende, også selvom han vidste, at der intet godt ville komme ud af det. Han rystede på hovedet, da hun trak sig væk. Denne gang handlede han. Han trådte frem, låste sine stærke hænder om hendes skuldre, hvor han denne gang tvang hende nær, kun for at kysse hende. Det var ham en fristelse, som var alt for stor nu!

[Silia D. Diamaqima]

Silia forsøgte at tænke rationelt i alt dette, men følelser kunne ikke rationaliseres uanset hvor meget man forsøgte, det var et naivt håb om en dag at slippe for smerten. Gabriel havde ret, den ville aldrig forsvinde og selv hvis hun lærte at leve med den, ville hendes tanker nok altid drive til ham, som hans på en eller anden måde måtte være drevet til Denjarnas. "Hvordan skal jeg så kunne forstå dig?" spurgte hun direkte. Så intelligent en kvinde hun var når det kom til at være boglært, men så dum hun var når det kom til helt almindelige ting som følelser, det var nærmest uhyggeligt, men hun forstod det vitterligt ikke.

Nu var de da kommet så langt som at erkende at dette var enden. Gabriel kunne ikke leve med de konsekvenser der var kommet ud af det, han kunne ikke leve med hende som en Diamaqima og hun ville altid frygte at hun bare var en trøst for Denjarna, så hvad mere var der at hente? Hun vendte ryggen til og begyndte at gå den anden vej. Hvert et skridt drev hende hvad der føltes som tusinder af mil længere væk, men da hun pludselig blev tvunget til at stoppe op, gik det op for hende at hun ikke havde gået mere end et par skridt.
En kende forvirret vendte hun sig om og fangede flygtigt hans skikkelse, kun for at mærke hans krop mod sin egen. Hun kunne næsten mærke hans hjerte hamre mod hendes eget. Desperat fandt hendes hænder hans nakke og trak ham ned mod sig, så hun kunne gengælde hans kys, måske en smule hårdt i hendes desperation og afsavn. Hun anede ikke hvad der foregik, men hun kunne smage salten fra hendes tårer mellem deres læber og hun kunne mærke den varme han plantede i hende og trygheden fra hans favn.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var ikke klar til at give afkald. Og om han nogensinde ville blive det..? Det vidste han ærlig talt ikke. Det var en grusom og forfærdelig tanke, men han kunne ikke rigtigt stille noget op med den! Her stod han.. med en kvinde der svor at leve et liv fuld af hemmeligheder.. med en datter, som et tegn på utroskab, og med hans bedsteven til at varme sengen for hende. Var det overhovedet underligt, at han reagerede? Han elskede hende.. Havde kun forsøgt at gøre, hvad hun havde krævet og ønsket af ham, og uanset hvad, så havde han følt sig komplet dum ved siden af hende!
Alt dette, var nu tanker, som Gabriel kunne slippe, og hvilken fantastisk fornemmelse, det måtte være! Han sukkede svagt mod hendes læber, som han krævende kyssede hendes. Den ene hånd faldt hurtigt til hendes nakke, hvor han trykkede hende tæt ind mod sig. Han kunne ikke give slip.. Han ville ikke give slip. Det var tabet af hende, som var skyld i, at han levede det liv, som han nu gjorde, og han hadede det!
En tåre banede sig denne gang vejen ned af hans kind. Han kunne ikke fortsætte med at kæmpe dem tilbage. Øjnene gled i, hvor han med en mere.. brutal bevægelse, fik hende skubbet op af det nærmeste træ, for at sikre sig, at hun ikke søgte nogen steder hen. Ikke ønskede han, at hun skulle søge nogen steder hen! Hun var hans.. og hun ville for altid være hans! Den ene hånd søgte til hendes, som han sammenflettede med sin egen. Ikke i livet, om hun fik lov til at søge nogen steder hen!

[Silia D. Diamaqima]

Det var nærmere for hans skyld end for sin egen at hun gav afkald på ham.. igen. Selv når hun stødte sig fra ham, så var det i håb om at det i sidste ende ville tilfredsstille ham, når nu hun ikke kunne være den kvinde han ønskede. Hendes liv var præget af hemmeligheder, sådan ville det nok altid være, uanset hvor meget hun af hjerte og sind forsøgte at lukke ham ind. Hun havde ondt.. meget og hun vidste at han kunne føle det, også selvom hendes smerte blev overskygget af den beruselse hun pludselig befandt sig i.
Det var så lang tid siden, han havde kysset hende på den måde. Hendes øjne gled i, skjulte omverdenen og lod ham opsluge hende fuldstændigt. Som adlød hendes ben ham, bakkede hun hen over græsset uden selv at bide sig fast i det, ikke før hun stødte hårdt mod træet og mærkede dets ru bark selv gennem hendes kjole. Det rev en smule, men smerten var god, ikke som den hun følte indeni. Langsomt førte hun det ene ben til hans hofte og snoede det omkring ham for at låse ham ind mod sin egen krop, han måtte for alt i verden ikke trække sig nu. Det var en lettelse at han ikke bare havde vendt ryggen til, også selvom hun ikke mindedes at have set ham handle på den måde før, så beslutsomt og så bestemt, men selv på trods af hans brutalitet følte hun sig ikke utryg. Hendes hånd faldt langsomt ned over hans skulder og til hans bryst hvor hendes slanke fingre lod sig flettes i hans. Jo nærmere hun følte sig på ham lige nu, des bedre, hun havde aldrig følt så stor længsel efter nogen som hun gjorde med ham!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Præget af frustration og desperation efter at vise hende, hvad han gerne ville have, havde Gabriel valgt at kysse hende. En situation, som han selv ikke havde nogen former for kontrol over, uanset hvor meget han ville ønske, at han havde, så var det bare ikke tilfældet! Tænderne måtte han derfor bide tydeligt sammen.. Men lade behaget overtage i stedet for. Næsten som var det de tunge sten, der blev fjernet fra byrden i hans bryst - om ikke andet, så bare for en stund, og så måtte han tage sig af resten bagefter.
I øjeblikket bad og tiggede han for, at dette øjeblik, aldrig nogensinde ville ophøre! Bare følelsen af, at have hende tæt ind mod sin egen krop, var helt fantastisk. Ikke kunne han beskrive noget bedre, end hvad han følte i øjeblikket. Et dæmpet suk brød hans læber.. Hun bød ham jo nærmest helt ind, også selvom hun havde været den første, til at sige, at deres veje burde skilles. Ikke ønskede han, at det skulle.
Gabriel lod mere end villigt sin krop trykkes ind mod hendes. De sorte vinger spredte han, blot for balancens skyld, men også for at skærme dem. Dette var et øjeblik, som han ønskede at have med hende.. i fred og på egen hånd. Kysset brød han denne gang, også selvom han ikke trak sig særlig meget. Han havde slet ikke lyst til at sige farvel.. og lade det være det. "Jeg kan ikke give slip.." Ordene var ærlig, men også præget af en frustration. "Selvom jeg burde, så kan jeg ikke.." Denne gang søgte hans isblå øjne, hendes. Han havde slet ikke lyst.