For the rest of our lives..

[Silia D. Diamaqima]

De vidste begge at de havde været lige meget skyld i skæbnens gang. Hun havde ikke anerkendt ham som mand, givet sig tiden til at elske ham, og hun havde selv følt sig overset og naiv, noget som i sidste ende var gået ud over Thranduíl og havde kostet dem deres ægteskab. Hun var oprigtigt ked af det. "Selvom jeg forstår hvorfor, så er det frustrerende," indrømmede hun og tog en dyb indånding for at holde lidt bånd på sig selv, så tårer ikke ville vælte som de havde gjort så mange gange før.
Hendes hænder var placeret på hoften. Hun lod dem falde slapt ned langs siden i stedet for uden helt at vide hvor pokker hun skulle gøre af sig selv. Tanken om Denjarna plagede hende stadig, men sandheden var at hun burde have vidst bedre, hun var opvokset med Faith og Kimeya. "Jeg er begyndt at indse, at det nærmest var bestemt til at ske. Hun var din første kærlighed, jeg lever omringet af eksempler på at den slags ikke bare kan gemmes væk, men det ændre ikke på at du er min, og jeg nu forstår følelsen. At finde os selv er ikke nemt for nogle af os," konstaterede hun astede et blik på en fugl der fløj hen over søen, før den forsvandt til et ligegyldigt sted i skoven. "Vi har haft den her samtale før," påpegede hun. Måske det ville være bedst at gå? Tavshed lagde sig da han bragt Jason op. Det måtte gøre ondt med henblik på det forhold de to havde til hinanden, men hun ville ikke lyve. Hendes blik flakkede. "Jeg vil ikke lyve for dig, Gabriel. Jason støtter mig, hjælper mig med Daenerys og i tide og utide fjerner han sulten, så jeg slipper for at ydmyge mig selv på diverse bordeller, men jeg elsker ham ikke, han er ikke en mand i mit liv på den måde," sagde hun som om det ville give trøst.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var ked af det, også selvom han virkelig forsøgte at holde det hele på afstand, så var det bare ikke nemt. Han ønskede det anderledes.. ønskede at det var ham, som havde skænket hende barnet, at de endnu havde hinanden, kunne smile og have det godt. Skæbnen havde nok bare ønsket anderledes for dem, og det var virkelig hårdt. "Jeg ved det godt.." I hans øjne, var hendes lille pige en evig påmindelse om, hvad han havde mistet.. og kostet sig selv, og det kunne han ikke. Det ville han heller ikke.
Gabriel vendte blikket ned mod sine hænder. Han skulle have temperamentet under kontrol, men det var fandme ikke nemt! Han vidste at han havde dummet sig. Det var jo ikke ligefrem første gang, at det var sket. De havde vel bare holdt hinanden nede, hvad det angik?
"Denjarna er et overstået kapitel for mig," begyndte han direkte. Desuden sagde rygterne, at hun var forlovet. Han kunne ikke være mere ligeglad. "Hele min grundvold er rystet under det her. Jeg ved, at jeg ligeledes bærer halve skylden for det.. men det er svært at finde sig selv.. Jeg kan ikke." Han tav igen. Jo mere hun fortalte, jo mere skar det i hans hjerte. Dette viste sig i hans blik. Så rygterne talte sandt? Jason var den som holdt om hende om natten.. og mere til, tilsyneladende. "Selvfølgelig.. Endelig fik han dig med til sengs." Ordene udtalt med en vrede. Så han den mand, slog han ham ihjel.. Alt i ham, skreg efter at få lov til at gøre det!

[Silia D. Diamaqima]

Alting havde været så godt, så det var svært at affinde sig med at være her. De havde nok løjet for dem selv i længere tid end de begge havde vidst, sagt at det hele var godt, men hvis alting havde været så godt, så var de ikke endt i en andens seng, også selvom det for hendes vedkommende havde været drevet af sult, mens han havde været drevet af følelser. Hun nikkede tavst og så på sin hænder. Normalt var hun ikke en usikker kvinde, men hele tanken om det forliste ægteskab og ham, gjorde hende usikker.
Det værste var næsten at han havde forladt hende for sine følelser for en anden, ligesom hun havde bedt ham om at gøre det af samme grund, og så valgte den kvinde ikke engang at være sammen med ham. "Det kræver enorm tilvænning. Og med dine mærke vinger, kun endnu mere. Jeg tror ikke at det er meningen, det skal løse sig over natten desværre. Måske en dag.. forhåbentligt en dag det vil lykkedes for os begge," rettede hun sig selv og så op. Hendes mørke øjne fæstnede sig ved hans isblå. Hun kunne se vreden, på en anden måde end hun nogensinde før havde set den. "Gabriel," startede hun meget alvorligt og tog endnu et skridt i hans retning for at lægge en hånd på hans underarm af gammel vane. "Jeg ved hvordan det lyder, men du må forstå at Jason kun gør hvad jeg har tigget ham om at gøre. Han er en mand som har min tillid, og når jeg ikke har dig at give mig hen til, så virker det som en bedre løsning. Vær ikke vred på ham, han bekymre sig om dig," afsluttede hun sandfærdigt. De to var nærmest som brødre, det ville hun ikke komme i mellem.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var ikke sammen med Denjarna. Han måtte vel - igen, beskrive hende, som en af hans største fejltagelser i livet, uanset hvor hårdt, det så end måtte være. Han bed derfor tænderne tydeligt sammen, og vendte blikket mod hende igen. Han havde det ikke nemt. Han havde ingen at søge til, og så snart han var ude af billedet, så Jason sit snit. Et sted, var han ikke engang overrasket, selvom han uden tvivl følte den klare og tydelige skuffelse alene ved den tanke.
Et kort, men næsten opgivende smil passerede hans læber. Typisk.. Typisk en Diamaqima at være så skide diplomatisk! "Ja, vi må jo se, om det overhovedet vil lade sig gøre, så," sagde han direkte. De mørke vinger, og det mørke liv.. lysten til at flå og dræbe.. hungren for smerte.. Det var stadig meget ubehageligt. Hun havde bare ingen idé om hvor ubehageligt, det her egentlig var.

Hånden der gled over hans underarm, satte en sitren i ham. I sig selv, var han overhovedet ikke vant til at blive berørt i det hele taget, og særligt ikke af hende. Han spændte i kroppen. "Han bekymrer sig om mig?" Armen rev han til sig, da han vendte sig direkte mod hende i stedet for. Det var virkelig en sølle måde, at vise det på, måtte han da sige! "Hvis den mand betyder så meget for dig.. fint, Silia. Som sagt, er jeg ikke længere en del af dit liv.. Du ser ud til at klare det ganske fremragende på egen hånd. Jeg skal ikke blande mig.." Lysten til at dræbe tog overhånd.. Den var blevet så naturlig og stærk en del af ham, og han kunne bare ikke gøre noget ved det, hvilket næsten var det værste. "Først elverkongen og så Jason.." Han rystede på hovedet. Han var da bare et nul ved siden af!

[Silia D. Diamaqima]

Det var ikke fordi Jason direkte havde siddet på lur og så set sit snit da Gabriel var taget af sted. Han havde forsøgt at være en ven og en støtte, som Jason nu var og hun var den som havde taget ham tæt, måske af bitterhed hvilket hun helst ikke ville indrømme, men ligeså meget i bekræftelse på at hun var god nok for nogen. Hun nikkede. "Før eller siden.." sukkede hun og fandt slet ikke overskud til at smile som han gjorde for et øjeblik. Hans vrede havde ændret sig. Godt nok havde han altid haft et temperament, men der skulle meget til at tricke det og han kom hurtigt ned på jorden igen, men den vrede hun lige nu læste i hans blik, fik selv hendes hjerte til at slå hurtigere.
"Det gør han," bekræftede hun og trak hånden lidt tøvende til sig da han rev sig fri fra hendes berøring. Hun lod den langsomt falde ned langs siden og måtte hanke lidt op i sig selv for ikke enten at miste kontrollen eller bare bryde sammen. Selvom vreden boblede i hendes indre, fugtede hun blot læberne og så på ham med et roligt dog lidt køligt blik. "Du valgte at det skulle være sådan Gabriel, bebrejd mig ikke for at forsøge at komme videre. Jeg beklager hvis du føler dig svigtet af Jason, men hvis du skal være vred på nogen, så vær vred på mig. Jason har aldrig viet fra min side, ikke en eneste gang," påmindede hun. Med andre ord måtte han have set det komme. Hun holdt meget af den mand, han var ikke Gabriel og det ville han aldrig blive, men Gabriel havde valgt hende fra. Den lille kommentar om Thranduíl og Jason fremstillede hende som en eller anden beskidt hore, og det vækkede for alvor vreden i hende. Hun sank en klump og kneb øjnene en smule sammen. "Du vover ikke at tale om mig på den måde. Thranduil var en fejl bestemt af mit væsens lyst, du var sammen med Denjarna.. mere end en gang af hvad rygtet siger vel og mærke, af følelser. Jeg elsker dig, Gabriel men jeg vil ikke gøre mig selv til grin ved at sidde og vente på dig, til du beslutter dig for at jeg kan bruges. Jeg er ikke en genstand," sagde hun roligt men bestemt. Det ville hun ikke finde sig i!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var måske meget hurtigt til at dømme i øjeblikket, men sådan som han havde det.. og det liv, som han nu var nødt til at leve, så var det heller ikke underligt. Han følte jo, at alle, som han havde haft tæt ind på livet, havde vendt ham ryggen, og i den forbindelse, var han mest skuffet over Jason. Selvfølgelig havde manden set sit snit til at søge til hende, så snart hanvar ude af billedet! "Jeg tvivler," sagde han denne gang oprigtigt. Han tvivlede på, at han ville finde det sted, hvor han hørte hjemme. Det som han havde haft, og der hvor han havde følt sig mest hjemme, havde han mistet.. Alt sammen havde han mistet, også selvom han vidste, at han selv var skyld i rigtig meget af det.

Gabriel rev sig fri af hendes berøring. Ikke fordi den var ubehagelig, men fordi at hun ikke skulle køre det kort på ham, for det ville hun intet få noget ud af. Medlidenhed.. Det var slet ikke sådan noget, som han ønskede lige nu! Han ville slet ikke have noget med den slags at gøre! "Jason har aldrig viet fra din side.. Nej, selvfølgelig har han ikke det." Han var vred på dem alle.. Jason særligt, for han ønskede jo heller ikke ligefrem, at det skulle gå udover hende.
Gabriel elskede hende. Det var jo slet ikke meningen, at det skulle gå udover hende.. Men først Thranduil og nu Jason? Den mand levede jo det perfekte liv! "Føler du, at jeg har behandlet dig som en genstand, Silia? Jeg prøvede at gøre, hvad jeg kunne, for at vi skulle have det godt sammen. Fint nok.. jeg er ked af, at jeg skulle ødelægge det hele." Denne gang kastede han med armene. Opgivende.. Han var træt af den problematik! "Jeg havde en svaghed, for Denjarna, okay? Hun var den første for mig.. Den første! Og du behøver endelig ikke at sidde og vente på mig.. Det kommer ikke til at ske.. Du har livet som blommen i et æg med Jason og så mange andre til at passe på dig.. Det er fint!" Han trådte et skridt væk. Han var ked af det hele, men vidste ikke hvad han skulle gøre ved det.

[Silia D. Diamaqima]

Gabriel var ikke den eneste der havde det svært oven på deres skilsmisse. Det gjorde ondt på hende at han dømte hende på den måde, som intet andet end en hore, ude af stand til at takke nej til mændene i hendes liv, for sådan var det ikke! Frem for at udtrykke sine inderste følelser, stod hun med et lidt intetsigende blik og trak vejret dybt, for at holde sig rolig. For første gang var Silia direkte fristet til at slå ham, han lyttede ikke til hendes ord, handlede på sin egen vrede uden at forstå. De havde jo begge begået fejl som havde været med til at sætte dem i denne situation. "Du fremstiller ham som et rovdyr Gabriel. Det var ikke sådan det skete," gentog hun endnu engang. Det sidste hun ønskede var at blive en brik mellem to mænd der havde været som brødre i utallige år.

Hun fastholdt hans blik og bed tænderne sammen, så hårdt at kæbelinjen stod tydeligt frem. "Gennem vores ægteskab, nej. Men lige nu i dette øjeblik, måden du snakker til og om mig, er anderledes. Vi var begge skyld i hvad hændte, jeg var en elendig hustru og du tilhørte i hjertet en anden..." hun sukkede og slog opgivende armene mod sin krop, frustreret og ked af det. Hendes øjne var våde, men hun nægtede at græde mere over ham nu. "Jeg ved hun var din første!" udbrød hun i et øjebliks svaghed og lukkede øjnene for atter at finde ro. "De følelser du nærer for hende er dem jeg nærer for dig.. som min første," pointerede hun og vendte sig væk fra ham. "Hvis du tror det er mit nuværende liv, så er du mere naiv end jeg troede," konstaterede hun uden at se på ham. Det gjorde virkelig ondt. En tårer banede sig vej, hun tørrede den hurtigt væk.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var så dejlig nemt for Gabriel at dømme.. og derved lade vreden gå udover nogen andre, end den, som den egentlig var tiltænkt, for det var lidt det, som han var ude på i øjeblikket. Han ønskede ikke, at gøre hende noget.. og det var det ,som han var mest fristet til at gøre, og særligt lige nu. "Med de tænder, de tanker og den handling, som han har gjort, hvordan skak jeg kunne se anderledes på det?" spurgte han denne gang med en meget kortfattet stemme.
At stå og mundhugges om den sag med Silia, var bestemt heller ikke noget, som kom ham til gode.. Eller hende for den sags skyld. Han rystede på hovedet, inden han hævede hænderne og lagde dem i hans nakke. Det gjorde ondt på ham, det her. Virkelig, virkelig ondt, og han hadede sig selv for det! "Denjarna er i dag forlovet med en anden.. og nej.. jeg føler ikke noget for hende mere.. Hun er mit livs største fejltagelse," sagde han denne gang med en kortfattet og meget direkte stemme. De mørke øjne gled mod hende. Lysten til at dræbe, var virkelig stor. Og hun gjorde det ikke ligefrem nemmere.
"Hvad fanden skal jeg ellers tro, Silia?" spurgte han oprigtigt. Han så hende smile med sin datter i armene.. så hende nærmest smile ved tanken om Jason! "Du ser da ud til at klare dig særdeles udmærket!" endte han med en tydeligt frustrerende tanke. Det var ikke nogen hemmelighed, at det gjorde ondt. Han hadede sig selv for det!

[Silia D. Diamaqima]

En del af hans domme fortjente hun ganske vidst, mens en stor del af hans ord var urimelige, og de ramte hende som utallige slag. Det var ikke første gang de havde denne snak, de kom aldrig videre, det eneste produkt der kom ud af det, var smerte for dem begge. "Det handler ikke om hans væsen, det handler om den tillid jeg nærer til ham," svarede hun mere hårdt end det var ment.
Sidste gang havde haft blot en stund uden ord, hvor de havde ligget i hinandens arme, og han havde lullet hende i søvn, men her var igen. Hun rystede på hovedet og vendte hovedet mod ham. "Da du afgav dit løfte til mig som omvendt, troede jeg aldrig at Denjarna skulle blive et problem. Dengang nærede du ej heller følelser for hende," påpegede hun. Han var bitter over at kvinden havde forlovet sig med en anden, hvordan kunne hun vide sig sikker på at følelserne for alvor var løbet ud i sandet?
Med blege kinder, gik hun helt tæt på ham og så op i hans blik. Hendes hænder var begge knyttet. "Og ville du hellere se mig ødelagt på jorden? For i så fald kan jeg fortælle dig at der ligger jeg allerede. Jeg klamre mig til de små ting der kan få mig op når solen står op, og forsøger at glemme savnet og længslen og vreden over alt dette, vreden over at jeg stadig ligger og håber på at jeg i morgen vågner op i dine arme.." hun rystede på hovedet og bed sig i læben.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

For alt i verden, ønskede Gabriel ikke, at dette skulle gå udover hende. Det havde i hvert fald aldrig været hensigten. "Jeg er fuldstændig ligeglad med din tillid til ham, Silia! Pointen er, at han har taget chancen, så snart jeg har været ude af billedet! Jeg kender ham jo!" endte han denne gang med en fast og sammenbidt tone.
Lysten til at slå til hende, bare for at dette skulle stoppe, var virkelig stor, og han kunne uden tvivl også godt mærke det. Han rystede fast på hovedet. "Jeg havde heller ikke regnet med, at vores forhold og ægteskab, skulle ende, som det gjorde, Silia.. Vi var der ikke for hinanden, og der mødte jeg hende.. Som du mødte Thranduil," sagde han oprigtigt. De havde begge været lige gode om det.. været der til at ødelægge deres ægteskab, uanset hvor meget de havde kæmpet for ikke at ende med at gøre det, og så havde de gjort det alligevel. Det gjorde ondt.
De mørke øjne faldt til hendes skikkelse, da hun trådte op foran ham i stedet for. Hans egne var mørke.. kolde.. fyldt med vrede og had. "Du håber på at vågne op i mine arme? Hvorfor? Du har jo valgt at åbne den favn for en anden mand, Silia.. Jeg klandrer dig ikke for det. Det er jo tilsyneladende min skyld," endte han. Han ville jo ikke sparke til hende. Det havde aldrig været hans hensigt eller intention med noget af det her!

[Silia D. Diamaqima]

Det var svært ikke at lade sig påvirke af det. Jason kunne forsvare sig selv, men det var ikke rimeligt at beskylde ham for at have ligget på lur og ventet på at han ville forsvinde. "Hvorfor lytter du ikke til mig? Jason bad aldrig om dette, jeg bad ham," pointerede hun igen med et sigende blik. Det gjorde det ikke bedre, men hun var præget af en sult som kunne give hende store smerter og som havde været endnu sværere under graviditeten, hun ville hellere ligge med en mand som hun holdt af og stolede på, end en fremmede som fik penge for det.
Hun holdt vejret og modstod trangen til at knuge sit bryst, bare i et sølle forsøg på at få smerten til at forsvinde. "Men jeg lå med ham fordi mit væsen var hungrende ikke fordi jeg følte for ham. Jeg troede ikke vi nogensinde skulle stå her, en del af mig har endnu ikke vænnet sig til tanken," indrømmede hun og skævede kort til den ring der endnu prydede hendes finger, fordi hun ikke havde fået sig selv til at fjerne den. Det var hun ikke klar til. Det had der stod i hans blik, drog hende til at se ned i jorden. Hun kunne ikke se på det. "Du bebrejder mig ikke men både dit blik og din tone afsløre had," hun trak vejret dybt. "Og hvorfor? Kunne det tænkes at jeg elsker dig? Kunne det tænkes at mit savn endnu ikke har passeret og at jeg sommetider ønsker at hans arme ville være dine. Jeg forsøgte uden.. men alene i sengen afholder tankerne mig fra søvnen, og sidste gang mit ønske faktisk gik i opfyldelse, var du væk inden solopgang," hun blinkede sine tårer væk. Måske hun bare burde gå. Det her var meningsløst og hårdt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel ønskede hellere, at lade sit had og sine følelser gå udover Jason, som han vidste kunne håndtere det, hvis det skulle ske, end han ønskede at lade det gå udover Silia. Sagen var jo, at han var.. bange for, hvad han kunne finde på at gøre ved hende, og særligt, når tingene forholdt sig, som de gjorde lige i øjeblikket. Det var næsten det, som for ham, var det værste af det hele. Han hadede virkelig sig selv for det!
"Men han har gjort det.. Om du har bedt om det eller ikke, så har han gjort det..!" endte han med en mere vred stemme. Om hans blik kunne dræbe, var hun faldet om på stedet. Aldrig havde han oplevet noget lignende. Hænderne knyttede han.. De var begyndt at ryste, hvor han virkelig kæmpede for at holde igen.. Holde igen på vreden, som han følte i hans hjerte og sind. "Tror du ikke, at jeg ved, at dit væsen har sine krav.. Jeg er bare ked af, at det er alle mulige andre, som skal imødekomme dem.." Han vendte sig denne gang, så han stod med siden til hende. Han forsøgte for hendes skyld, ikke at hamre ud efter hende, selvom det var det, som han var mest fristet til lige nu.
Øjnene lukkede han. Han ville slet ikke høre hende sige de ord. Han elskede hende, men tilsyneladende, så var det slet ikke nok. Han brummede svagt. "Og hvilken forskel gør det? Jeg søgte ud.. kun fordi jeg vidste, at det ville gøre dig ked af det, og jeg ikke vil se på det. Det eneste jeg føler, er mørke.. had.. vrede.. Det er ikke meget andet lyst tilbage i min tilværelse, Silia," forklarede han direkte. Forstod hun ikke hvad det gjorde ved ham? Det værste var, at det var andre der bragte smilet frem på hendes læber.

[Silia D. Diamaqima]

Silia frygtede ikke Gabriel, ikke for et sekund. Han kunne hade hende så meget som han ville, men hun stolede inderligt på at han ikke ville gøre hende fysisk ondt bevidst. Dog brændte hun inde med en ulidelig lyst til at slå på ham, bare for at få ham til at lytte, oprigtigt lytte frem for bare at stå der og forberede sit svar i sine tanker, inden hun overhovedet ville nå at åbne munden. "Og det kan ikke gøres om," påpegede hun sigende, ikke for at tvære salt i såret, men i håb om at han ville se klart. Var han vred over at hun var sammen med en anden mand, eller at Jason havde lagt hånd på hvad han havde givet afkald på?
Hans vrede blik, fik hende til at bakke, ét simpelt skridt længere bagud. Han ord gjorde ondt. Hun rystede på hovedet for sig selv. Somme tider frygtede hun næsten at hendes mors sindssyge var ved at ramme hende, de mange tanker fik hende til at føle sig sådan.
"Alle mulige?" gentog hun en kende skingert. "Jeg indrømmer at Thranduíl dels var min egen fejl, jeg var medskyldig i at du og jeg glemte hinanden, men alle mulige.. hvis det er så lave tanker du gør dig om mig nu om dage så..." hun holdt vejret og så væk så han ikke kunne se hvordan han knuste hende. "Du lukker alt andet end mørket ude, lever i dit had og bitterhed, og jeg ville ønske at jeg kunne hjælpe dig ud af det Gabriel, men du knuser mig igen og igen med dine ord. Jeg kan ikke mere. Jeg er nødt til at gå," hendes sidste ord var så hæse at de var næppe hørlige for andre end dem. Tårerne strøg ned over hendes kinder. De kom ikke videre, hun var nødt til at gå for deres begges skyld.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Silia lukkede sagen.. Ikke at det var noget som gjorde det bedre for Gabriel på noget tidspunkt. Han vendte blikket den anden vej, hvor han denne gang tydeligt måtte bide tænderne sammen. Let rystede han på hovedet. Fuldstændig opgivende ved situationen. "Det ved jeg godt," bed han af hende. Han sukkede opgivende. Han hadede alle de tanker.. lysten til at dræbe. Og jo mere tid han tilbragte med hende, jo mere naturlig en del af ham, ville det også blive. Det var virkelig uhyggeligt, at det var den påvirkning det hele skulle have af ham. Og særligt, når det var på denne her måde.
Silia havde det ikke godt, og det kunne Gabriel både se, høre og mærke. Han bed tænderne tydeligt sammen. Var det meningen, at han skulle nyde hendes smerte på den måde, som han nu gjorde? "Du vil slet ikke vide, hvad der går igennem mine tanker i den her tid, Silia.." sagde han direkte. Han vendte blikket mod hende. Hun trak sig fra ham? Var hun.. bange for ham? Det var jo heller ikke meningen!
Gabriel kunne se de salte tårer stryge nedover hendes kinder. Hvor han dog hadede at se dem, og særligt, når det var hendes! Han søgte efter hende, hvor han tog fat om hendes håndled, for at stoppe hende. Hun fik ikke lov til at gå! Overhovedet ikke! "Det eneste jeg kan gøre, er at flyve rundt på må og få.. sove hvor jeg finder hvile, hvis jeg overhovedet kan. Det her er et kæmpe tap for mig, Silia.. Hvor ondt tror du ikke det gør på mig, at se dig sammen med en anden mand? Se dig med en baby i armene, som jeg ikke kan kalde for min? Vide hvor meget vi forsøgte, og kun kan se hvor meget vi er gledet fra hinanden? Du var mit liv... Det jeg havde, og det jeg ville beskytte.. Hvordan tror du det er at se på alt det, og vide, at jeg fejlede?" spurgte han denne gang. Han havde altid været en mand af følelser.. Og det væltede jo bare op i ham!

[Silia D. Diamaqima]

De kunne diskutere i evigheder og aldrig nå til enighed om noget som helst, derfor så hun det bedst bare a lukke sagen, selvom det ikke lukkede den for dem personligt. Hun forstod at han hadede tanken, for hun vidste hvor meget hun afskyede tanken, hvor ondt i maven hun fik over at tænke på at han kunne ligge ved siden af Denjarna og holde om hende i stedet for hende selv, jalousi lå ellers ikke til hende, skulle man om ikke andet have troet, men hun havde lært meget om sig selv siden hun havde mistet ham.
I mangel på ord - endnu en ting der ikke hændte synderligt ofte, stod hun bare og så ud på søen, velvidende om at hvis hun brød sin koncentration om ikke at græde igen, ved at åbne munden, så ville netop det ske.. "Tilsyneladende at jeg er en eller anden ligegyldig hore der hævner mig med din ven, en mand der nærmest er som en bror og som valgte at få en bastard datter," Det.. så var det sagt. Hun lagde armene hen over sit bryst og så væk fra ham. Det var nok ikke ment på den måde, men det var hvad hun fik ud af hans ord og hun hadede at han så på hende sådan.
Netop som hun vendte sig væk for at gå, mærkede hun det stramme greb om hendes håndled, atter tvinge hende til at stoppe op. Uden at trække det til sig, vendte hun sig en smule rundt og så på ham med et blik uden liv og uden håb, uden nogen form for glæde. Måske hun så ud til at klare sig godt, men en stor del af det var facade. "Gabriel.." hun vendte sig helt rundt. "Lyt til mig, hør hvad jeg siger for en gangs skyld," bad hun nærmest tiggende. "Det gør ondt på mig at det skal være sådan her. Jeg gav dig alt, som jeg ved du ligeså gav mig alt hvad du kunne. Vi drømte om en familie, og jeg er ked af at jeg ikke var i stand til at give dig den, og ingen er mere ked af det end jeg over at Daenerys ikke er din, men jeg kan ikke gøre fortiden om. Jeg er bare ked af at jeg ikke kan dele min kærlighed til hende med dig. Vi lod det vi havde smuldre mellem vores fingre og jeg krævede mere af dig end nogen kvinde burde kræve af sin mand, grunden til at jeg er så vred, er fordi jeg ved at jeg drev dig direkte ind i hendes arme og mistede dig som følge af det," hun trak vejret dybt for at holde sin stemme rolig nok til at tale. "Det var ikke dig der fejlede, det var os og nok i særdeleshed mig, jeg er ked af det.. jeg ville ønske at jeg kunne gå tilbage og gøre det om, men så dygtig er end ikke jeg," afsluttede hun og forsøgte at sende ham et smil bag tårerne, men det var alt andet end oprigtigt.