For the rest of our lives..

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Silia D. Diamaqima

---

Højlys dag, selv i Dvasias. Hvem skulle have troet, at det smukke lys, rent faktisk kunne vise sig på den store himmel her? Jaqia var væltet.. Det ry og rygte, var allerede gået for alle vinde, og man måtte sige, at det var et helt andet land at komme til. Nu hvor Gabriel fortsatte sin evige vandring i disse lande, uden hverken mål, mening, tag over hovedet eller noget håndfast sted at være, så var han denne gang kommet til Den Sorte Sø.
Elegant slog han med de kraftige kulsorte vinger, og søgte derfor ned mod det sorte vand. Selv heroppefra, så det helt sort ud. Var det derfor at søen havde fået sit navn? At Silia skulle have taget over magten og kontrollen i landet her, havde han skam hørt rygterne om. Det var nok derfor, at han ikke søgte i nærheden af Castle of Darkness. Hvad der var sket med Jaqia og Matthew efterfølgende, var der vel heller ikke rigtigt nogen der vidste?

Her blæste vinden let, men den blæste iskoldt. Det var ikke lang tid, før vinteren ville melde sin ankomst på disse kanter. Det var ved at være koldt. Rigtig koldt i vejret, og nu hvor han selv ikke var en mand, der havde nogen steder at søge hen.. hvad skulle han så gøre, når vinteren ville komme?
Tænderne bed han svagt sammen, hvor han rystede de tanker ud af hovedet. Han landede med et elegant bump ikke langt fra søen, hvor han trak vingerne tæt ind mod sin egen krop. Han rettede sig op. Håret blafrede i vinden, hvor han tydeligt også måtte misse med øjnene. Mørket tog ham jo mere og mere, i takt med at tiden måtte gå. Skjorten hang slapt omkring hans krop. Han var jo medtaget af at mangle det liv, som han frem til nu havde haft, men hvad fanden.. Han klarede sig, hvilket vel var det vigtigste for nu?

[Silia D. Diamaqima]

Det havde været en smuk dag i Procias og selvom den snart ville gå på hæld, havde Silia besluttet sig for at nyde den sidste stund. Normalt var der ikke megen liv før efter mørkets frembrud, men som tidligere kvinde af lyset og som mor til en datter der ikke skulle opvokse i mørke og ondskab, så havde hun valgt dagens tidspunkt strategisk. End ikke solens stråler formåede at bryde søens mærke, det var fascinerende, men knap så uhyggeligt som det var om aftenen, heller ikke selvom søen var omgivet af skov.
Efter måneder i skjul kunne hun endelig vandre frit. Landet var hendes.. ej havde hun gjort krav på det, Nathaniel og hende var i samarbejde ved at stille den nye ledelse på benene, for hun ville ikke indtage rollen som Dronning, ikke igen. I sine arme holdt hun en lille skikkelse, viklet i det samme hæklede tæppe hun havde købt den dag hendes første møde Amaya var hændt. Spor af bekymring var væk. Hendes kinder havde fået glød og hendes blik var præget af et lykkeligt glimt. Savnet til Gabriel var der stadig, men Daenerys afholdt hende fra at mindes smerten. Hun vuggede blidt den lille pige i sine arme og fik en mild puldren tilbage som svar. Bagved hende stod en vagt, klædt i de royale klæder. Han var med for beskyttelse. Der var mange som ønskede at tage livet af hende nu om dage. Hendes mørke hår var bundet i en elegant fletning som hang ned over hendes ene side, hun var desuden iklædt en smuk dog enkel sandfarvet kjole, der mest af alt lignede en underkjole, men den var behagelig, og neutral ikke mindst. "Prinsesse," hviskede hun blidt og lod en finger løbe ned over babyens kind. Hun forsøgte at gribe fat om hendes finger i stedet for, med en lidt klagende lyd. Endelig var en drøm gået i opfyldelse.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Ensomheden var Gabriels eneste og bedste ven lige nu. Han havde ikke nogen at gå til.. Silia havde sit liv, og af hvad han vidste, måtte hun have født, eller var højgravid nu. Af denne grund, havde han selv holdt afstand, og af hvad han havde forstået, holdt Jason sig tæt ved hende.. Marius? Over alle bjerge.. Han havde vel trukket sig fra det liv, for at finde ud af sit nye og sit eget?
Stemmen som lød ikke langt fra ham, var kun alt for genkendelig for ham, og det var også derfor at han følte, hvordan hans hjerte hamrede mod hans bryst. Hvorfor var det lige, at han bare ikke kunne få fred? Var det ikke Denjarna han stødte på, så var det Silia.. Han vidste, at hun var der.. Prinsesse? Havde hun født? Smerten satte sig i brystet. Den havde nok altid siddet der, for den havde aldrig forladt ham.
"Jeg burde have vidst bedre," sagde han denne gang. Han rettede sig op. Mørket havde taget hasn hjerte.. gjorde hans sjæl mørk, og det blev kun værre for hver dag, som gik. For hver dag som gik, døde lyset mere og mere i ham, og han gjorde intet ved det. Med det liv, som han nu havde, så kunne han heller ikke, og han ønskede heller ikke at gøre det. Skulle han tage derfra nu? Vagter måtte være i nærheden.. Holde livet i hende på baggrund af den succes, som hun havde gjort i landet her.. Han drejede hovedet, kun for at fange hendes skikkelse.. og den lille bylt i hendes arme.. Det skar uden tvivl i hans hjerte, sind og sjæl.. at vide, at det end ikke var hans, men en anden mands.

[Silia D. Diamaqima]

Uanset hvem der var den anden halvdel af dette barn, så elskede Silia det betingelsesløst. Hun havde drømt om børn i mange år, sammen med Gabriel. Det gjorde stadig ondt at tænke på ham, savnet følte hun, særligt når tankerne plagede hende i aftentimerne, men hun havde ligeså affundet sig med tanken om at han holdt en anden kvinde kær, og at han under alle omstændigheder, ikke ønskede at være en del af hende.
Blidt vuggede hun den lille pige i sine arme, og så til mens hendes øjenlåg blev tungere og tungere. Vagten stod bagved hende, gjorde intet, sagde intet, han var der bare for at yde den ekstra beskyttelse. For et kort øjebik, lod hun blikket falde ud over søgen og kastede et blik på den skikkelse, hvis tilstedeværelse hun havde fornemmet. De mørke vinger.. hans isblå øjne. Smilet falmede langsomt. Hvordan var det at han altid skulle dukke op når hun var mest sårbar? Burde hun tie eller opsøge ham?
Hendes blik drev igen til den fredsommelige pige i hendes arme. Hun vidste at Gabriel afskyede tanken, han havde afskyet hendes mave og han ville formentlig ikke bryde sig mere om det reelle barn, desuden havde han gjort sig meget klar sidste gang, hvordan han ønskede sig det. Hendes tunge fugtede hendes læber med et let strejf, mens hun tog sig mod til igen at lade sit blik tilfalde hans. Gabriel havde set hende, han kiggede i hendes retning. Uden ord begyndte hun at gå. Ikke væk, men derimod i hans retning. Vagten fulgte lydløst med. De kunne ikke undgå hinanden for evigt, uanset hvilken fortid de havde sammen var de voksne mennesker. "Gabriel," hilste hun roligt og vendte sig mod søen ikke langt fra ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Synet af den lille bylt i Silias arme, og at vide, at barnet ej var hans, også selvom de havde forsøgt igennem så mange år, var en tanke som gjorde ondt på Gabriel. Havde han ikke været i stand til at præstere? Havde det bare ikke været meningen, at de skulle være sammen? Det var næsten det, som gjorde mest ondt, også på ham, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det.. Det var slut mellem dem.. Hun havde fundet en trøst i Jason, også selvom det var en tanke, som pissede ham af, for at sige det mildt!
Gabriels blik hvilede på Silia, i takt med, at hun søgte i retningen af hans skikkelse. Mest af alt, havde han lyst til at tage afstanden og bare tage derfra igen, også selvom han vidste, at han ikke kunne fortsætte med at flygte fra omstændighederne, selvom han ville elske, at han kunne gøre det. "Silia.." hilste han blot. Blikket søgte til bylten i hendes arme.. elverkongens afkom. Det var end ikke hans, og derfor ville han da til enhver tid tage afstand til det! Bylten i hendes arme.. lyden.. synet.. den lille skikkelse. Hvor ville han dog elske, at det havde været hans eget. "Du er langt fra Castle of Darkness.." kommenterede han. Han gik lidt ud fra, at det måtte være der, at hun måtte opholde sig, og særligt i denne tid.. Men hvad vidste han. Han holdt sig jo faktisk bare langt væk fra alle lige nu. Så vidste han da, at han ikke blev skuffet, og han slap for at tage stilling til noget som helst.

[Silia D. Diamaqima]

En del af hende ville have elsket at barnet var Gabriels, hun havde givet sig selv helt og holdent til ham, og ønsket at han skulle være far til de børn hun end måtte sætte til verden, men skæbnen havde haft en anden tanke omkring det hele, det gjorde ondt, men de måtte begge acceptere det. Barnet faldt i søvn i hendes arme. Hun så ned på den rolige skikkelse der stadig havde hendes finger. Hun vendte sig mod vagten. "Bring hende hjem i tryghed, bed Jason se efter hende, til jeg kommer tilbage," bad hun og overlod den lille pige til vagten der nikkede. Hun stolede på sine folk, selv med sin uvurderlige skat.
"Nu hvor jeg endelig kan trække vejret frit, besluttede jeg mig for at nyde de sidste solstråler," svarede hun Gabriel og vendte sig mere om mod ham. Det var lettere at snakke uden den lille i sine arme, hun skulle nødig vågne. "Det er sjovt som vi bliver ved at støde på hinanden hernede," hun sendte ham et roligt smil og kastede et blik mod trætoppene med et suk. Endnu en smuk dag var ved at være forbi, den skulle ikke ødelægges at hende og Gabriels skænderier, de lod til at være nærmest ubrydelige. "Det var ikke min mening at forstyrre dig, jeg ville bare hilse på," hun blinkede et par gange og sendte ham et næsten.. professionelt smil. Det var ikke optimalt, men hun havde ikke troet at hun stadig ville have ondt.. det havde hun. At se ham og vide at de knap kunne enes, han havde været væk efter sidste nat, hvor hun var faldet i søvn i hans arme. Med et nærmest undskyldende blik, vendte hun ryggen til ham og gik lidt tættere på bredden for at skabe lidt afstand.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel blev stående, da han så at vagten fik skænket det lille barn i sine arme, og derfra søgte væk. Ikke kunne han finde på at gøre Silia noget, også selvom han kunne være så fristet til at gøre det. Han hadede det derimod. Det var grotesk, at gøre sig de tanker, men det blev mere og mere naturligt for ham, at gøre sig dem, og han hadede sig selv for det.
"Det skal du naturligvis være velkommen til," endte han. Han havde faktisk ikke lyst til at være der, også selvom han vidste, at han ikke kunne undgå Silia for tid og evighed. Sagen var jo, at de havde en fælles fortid, og de havde haft mange gode år sammen, så det var jo svært, ikke at være påvirket af det. Ja, sjovt, som de altid skulle støde på hinanden på et sted som det her. Langsomt vendte han blikket i retningen af hende igen. "Det er glimrende, at nogen kan finde det underholdende i det faktum," sagde han med en rolig stemme. Tungen strøg han over sine læber og lod armene falde over kors. For ham, var det akavet, at skulle stå overfor Silia. Han savnede hende.. længtes efter hende, og han vidste, at han ikke kunne få hende, hvilket næsten var det værste af det hele. Han kunne bare ikke gøre noget ved det. "Må jeg lykønske dig med titlen som moder.. Blev det en dreng eller en pige?" spurgte han. Ikke at han som sådan var interesseret. Det var vel bare fordi at det var på sin plads?

[Silia D. Diamaqima]

Kort spejdede Silia efter dem, til de forsvandt ind mellem træerne. Det var knap så farlig ved højlys dag, hvilket plantede en tryghed i hende. "Ja det skulle man gå ud fra, eftersom det i teorien er mit land.. for nu," tilføjede hun med et høfligt smil. Det bragte hende stolthed, hun havde skabt et liv som var værd at sætte et barn ind i, men det betød ikke at hun ønskede at regere det.
"Det er en en morskab du ikke deler fornemmer jeg," hendes smil forblev på hendes læber, men det var anstrengt opretholdt, ikke naturligt overhovedet. Det gjorde ondt at han kunne finde så lidt glæde ved hendes tilstedeværelse. Hun elskede ham stadig, hvilket hun tilsyneladende var ene om, at brænde inde med de følelser. Hun stod ved søens bred og så på den mørke overflade, velvidende om at han var lige bagved hende.
"Jeg takker. Jeg blev beriget med en lille pige. Daenerys har jeg kaldt hende," fortalte hun og smilede flygtigt for sig selv. Det var væk da hun igen vendte sig om mod ham, og tog et par tøvende skridt i hans retning. "Men vi ved begge at du næppe kunne være mere ligeglad med min rolle som mor. Jeg værdsætter dog høfligheden, men du behøver ikke at lade som om. Ikke overfor mig," sagde hun og hævede de mørke øjne til hans isblå. Der var engang hvor deres omgang med hinanden havde været så naturlig, og nu kunne de knap nok se hinanden i øjnene eller fører en samtale. En del af det skyldtes nok også at det var kommet frem, hvordan Jason altid var ved hendes side, ikke det smarte valg, men i det mindste var hun ej alene.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var uden tvivl svært for Gabriel, at være tæt på Silia. Sagen var jo, at han aldrig var stoppet med at elske hende, og nu hvor han hørte rygterne om, at Jason havde taget turen efter hende.. som var hun den kvinde, som han nu søgte efter, var det en tanke, som gjorde ham direkte tosset!
"Dit land. Jeg hørte, at Diamaqima nu havde slået Anglerax af pinden. Jeg troede nu bare det var en vandrehistorie, men jeg kan se, at det bærer en sandhed," sagde han endeligt. Nej, han var virkelig ikke meget for at snakke med hende, men det var derimod også meget begrænset hvad han kunne gøre, netop for at undgå det. Han kunne jo heller ikke bare flyve derfra. Selvom det var det, som han mest havde lyst til!
Hans blik fulgte hende. Hun kendte ham. Nej, han var overhovedet ikke interesseret i ungen, og stod det til ham, så ville han have taget ungen og smidt den i vandet, og så bare lade den drukne.. lade den tage del i de mange sjæle, som han i forvejen vidste, havde endt sit liv på bunden af søen her. Han rettede sig op. Han ville have elsket at kunne give hende et barn selv.. men elverkongen var af groteske årsager kommet ham i forkøbet. "Du har ret.. jeg kunne ikke være mere ligeglad, Silia.. Men det ændrer da ikke på, at du selvfølgelig skal have en lykønskning med på vejen. Jeg ved hvor meget du ønskede at blive en mor," sagde han direkte. Han var selvfølgelig ked af, at han ikke var den, som havde givet hende det. "Hør, Silia.. jeg er ikke kommet hertil, for at diskutere eller mundhukkes. Jeg er glad på dine vegne," sagde han oprigtigt.

[Silia D. Diamaqima]

Jason havde været der for hende, givet hende trøst om natten og han hjalp til med den lille, hvilket gjorde det langt nemmere. Hun holdt meget af ham, men hun elskede ham ikke som hun havde elsket Gabriel "Det er ikke bare historier. Jaqia er væltet, jeg har overtaget slottet, frem til vi finder e fælles fremtid for landet vel og mærke. Min tid som Dronning var over for lang tid siden," sagde hun ærligt. Hun vidste hvad en trone ville indebærer, hun kunne ikke finde sig en mand igen, hun kunne ikke miste sig selv til tronen og til det pres det ville betyde på hendes skuldre.
Hun slog blikket ned og foldede høfligt hænderne foran sig. Det var som at stå overfor en tidligere forretningspartner hvilket han jo et sted også var, men hun ville hellere kende ham som hendes bedste ven, en tidligere elsker der gav hende mange gode år. "Selvom jeg værdsætter omtanken, så foretrækker jeg ærlighed over falskhed. Du behøver ikke at tage del i min glæde over den nye titel," fastholdt hun og satte en hånd på hver side af sin fyldige hofte. "Jeg vil ikke mundhugges med dig heller. Det er rart at se dig vel," hun så væk. Vinden var lun, det var behageligt for en gangs skyld. "Jeg går nu. Det var aldrig min mening at forstyrre dig. Pas på dig selv," hun fandt overskud til et stille smil der dækkede over den ensomhed og smerte hun følte. Roligt vendte hun ryggen til og tog et par skridt i den anden retning. Det var tydeligt at han ikke nød hendes selskab, og det var bedst for hende hvis hun tog afstand uanset hvor svært det var.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel ville ønske, at han kunne sige, at han nød hendes selskab, men som det stod lige i øjeblikket, så kunne han slet ikke. Han kunne overhovedet ikke. At vide, at Jason var den mand, der holdt om hende om natten, og sikrede sig, at hun var i tryghed.. Det var næstendet, som var værst. Man tog bare ikke sin bedste vens eks.. uanset hvad! Det gjorde man bare ikke!
"Der kan man jo bare se.. Der sker virkelig ting og sager her omkring." Dvasias havde nu altid været Dvasias. Der havde aldrig rigtigt været plads til forandring, men han kunne fornemme, at det ville ændre sig nu. Det ville være fantastisk, om der ville skabes en verden, hvor der var plads til alle.
"Du har ret i, at jeg hader tanken om, at du skulle blive moder med en anden mand end mig, Silia.. Og det ved du." Han så efter hende, da hun bare vendte ryggen til og.. gik. Det var ved at irritere ham voldsomt! Han himlede med øjnene. Han burde bare lade hende gå.. Lade hende søge tilbage til Jason. Han savnede hende jo, men at vide, at det var en anden mand, der holdt om hende, var svært for ham. Rigtig svært endda. "Jeg beklager, hvis jeg gør dig ukomfortabel, Silia.. Om det er min skyld, så skal jeg nok søge væk." Det var virkelig latterligt det her.. virkelig barnligt, men han vidste ikke hvordan han ellers skulle håndtere denne situation. Det var uden tvivl meget ubehageligt. Han ville hende jo gerne.. Rigtig gerne endda.. Men.. hun havde vel Jason nu?

[Silia D. Diamaqima]

Gabriel havde været der for hende i så mange år, hun havde elsket ham, set op til ham, stolet på ham og nu var de her. De var gået bag om ryggen på hinanden, og skyld ramte hende stadig over at hun havde været desperat nok til at tage Tranduíl så tæt på sig, men hun skammede sig ikke over hvad hun havde fået med Jason efterfølgende. Langt om længe begyndte tingene at lysne lidt. Silia stoppede op. Hun vendte sig ikke mod ham, men hun havde heller ikke nået at gå mange skridt fra ham.
"Det er jeg klar over," medgav hun og slog blikket ned i jorden for et øjeblik, inden hun i stedet vendte sig om uden at rykke sig yderligere. "Aldrig har jeg bedt dig om at elske tanken, Gabriel og det kommer jeg heller ikke til. Uanset hvor ondt det gør, er du ikke længere en del af mit liv, hvilket betyder at jeg må prioitere min datter," sagde hun og sukkede tungsindigt. Opgivende rystede hun på hovedet. "Det lader til at det er mig som gør dig ukomfortabel, ikke omvendt. Du kan knap nok se mig i øjnene. Uanset hvor meget vi vil nægte det, så har vi en fortid Gabriel, en der går forud for selv vores ægteskab. Der var engang hvor dit blik lyste op hver gang du hørte lyden af min latter og nu vil du knap nok se på mig," hun var en smule oprevet, men hævede ikke stemmen. I stedet tog hun sig til hovedet og vendte blikket bort. Det gjorde ondt og det betød noget, det var tydeligt at mærke på hendes ord og måden hun udtrykte dem.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Silias ord, slog som en lussing. Du er ikke længere en del af mit liv... Nej.. men det var jo ikke ensbetydende med, at han ikke ønskede at være det. Gabriel vendte blikket den anden vej. Selv på trods af mørket, som samlede sig mere og mere i hans hjerte, så var han også begyndt at kæmpe mindre og mindre imod det. "Du har ret.. jeg er ikke længere en del af dit liv." begyndte han. Han bed tænderne svagt sammen. Hvorfor skulle den tanke gøre så ondt? Han vidste jo udmærket godt, at han selv havde dummet sig, men det var han jo heller ikke ene om. De havde dummet sig begge to, men hun var tilsyneladende kommet langt nemmere og bedre over det, end hvad han havde gjort. Han kæmpede jo endnu med det, og om han nogensinde ville komme over det.. det vidste han ikke.
Gabriel havde altid været i besiddelse af sin moders gode hjerte.. Det brændende ønske om at det skulle være godt for alle. Nu var det jo bare ham selv, det gik udover. "Når jeg kigger på dig, Silia, mindes jeg om det, som jeg har mistet, og det, som vi engang havde," fortsatte han. Han tog en lille pause. "Du har din datter.. et barn, som jeg ved, at du har ønsket dig.. Du har fået din familie, og en mand, der kan holde dig varm.." Han vendte sig væk igen. Fint.. Hvis hun skulle leve sit perfekte liv, uden ham som en del af det, så skulle hun da være velkommen. Han skulle nok komme videre.. et på et eller andet tidspunkt.

[Silia D. Diamaqima]

I Silias øjne havde Gabriel fravalgt at være en del af hendes liv. Hun havde givet ham alle muligheder for at være der, forsøgt at overbevise både ham og sig selv om at de kunne være venner som de havde været engang, trods de begge vidste at det var en naiv tanke. De var ikke venner, og det kunne de ikke bare gå tilbage til. Hun kunne se på ham at det gjorde ondt. Nok var hun ikke tankelæser, men hun kendte ham. Hendes blik dalede til det frodige græs under dem. "Jeg ville ønske du var. Som jeg har sagt før er det underligt ikke at have dig som en del af det, men jeg forstår at du ikke kan," understregede hun dæmpet. Hvorfor skulle det være så svært? Dagene blev lysere, og hjertet begyndte at lettes, men når hun stod overfor ham som nu, følte hun sig tynget og bitter og ked af det og så meget andet som hun havde svært ved at beskrive.
"Og det tror du ikke at jeg gør?" spurgte hun direkte og trådte et skridt tættere på. "Glem ikke at jeg var den naive af os, der håbede på at du faktisk ville komme tilbage. Det var først sidste gang det gik op for mig at det var et naivt håb, ikke at jeg bebrejder dig, jeg tror bare at jeg vendte situationen," hun knyttede sin ene hånd og sank en klump. Han havde gjort det meget klart, at deres tid var forbi, det havde han allerede gjort den aften han havde forladt hende i Procias, hun havde nok bare ikke villet indse det.
Et undrende rynken trådte frem på hendes pande. "Det er sandt at jeg fik et barn, hvilket jeg er lykkelig for, men en mand til at holde mig varm?" spurgte hun uforstående. Der var Jason men han havde været der, og de var jo intet fast, hvilket forhindrede hende i at tænke på ham i det henseende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde ikke bare valgt det, men taget valget på baggrund af konsekvensen, som det havde været, at hun havde været sammen med en anden mand. Han håbede selvfølgelig at hun var glad og kom igennem det, og særligt for sin datters skyld. En pige, som han helst ikke ville have noget med at gøre, i og med, at det jo heller ikke var hans. "Jeg vil gerne, men jeg kan ikke," sagde han direkte. Det havde de snakket om før.. Sidst han havde set hende, havde været med en stor mave. Det havde været hårdt nok.. Nu skulle han se på hende rende rundt.. smile til den lille bylt i sine arme, og vide, at en anden mand, havde givet hende, hvad han havde forsøgt? Det kom slet ikke på tale.
Gabriel rystede på hovedet. Skulle de nu til at tage den igen? "Jeg ved godt, at jeg dummet mig, Silia.. Med en kvinde, som aldrig burde have fået den mulighed, for at komme tilbage i mit liv igen. Jeg forsøger nu at finde mig selv, og det er virkelig ikke nemt, vil jeg da lige hilse og sige," bed han af hende. Det var slet ikke hans mening, men det var bare nemmere, at skubbe det hele fra sig, end det var, at skulle tage det tæt på sig. Særligt når det kom til den slags. Jason var kommet hende nær. Rygterne sagde det, og ja, den tanke, gjorde ham direkte forarget og vred. Han vendte blikket mod søen i stedet for. Han spændte ikke bare i hænderne, men i kroppen. Vrede var blevet ham så.. skræmmende naturligt nu. "Vil du da påstå, at Jason ikke ligger og holder dig varm om natten? Rygterne siger, at han er flyttet ind på soveværelset.." At sige ordene skar i hans strube.. Det gjorde rent faktisk ondt.