I gave it to you... Now I'm gonna take it!

[Soraya Salvorique]

Hvad alt det her gik ud på, det forstod Soraya sig slet ikke på. Han havde jo selv opdraget hende, trænet hende og oplært hende. Skænket hende agielen, som var den livets gave... og nu skulle hun have frataget det hele? Dragten skulle brændes, så hun aldrig kunne gå med den mere? Aldrig ville se skyggen af noget lignende igen? Mange spørgsmål hobede sig op, men alt hun kunne sige var, at hun ikke forstod det. Hun kunne slet ikke følge ham. Han havde set lyset? Hvad skulle det nu betyde? Hjernevaskeri? Sad han og sagde, at han havde hjernevasket hende? Men det betød jo, at han også selv havde været hjernevasket. Så det måtte være det, der var gået op for ham. "Du har... set lyset? Hvilket lys?" spurgte hun videre. Hun var virkelig ét stort spørgsmålstegn lige nu, men var der noget at sige til det? Som han gjorde tegn til, at hun skulle komme over i sofaen, så gjorde hun det. Hun tog fat i hans hånd for at sikre sig, at han blev siddende ved hende. Hun kiggede mod deres hænder og flettede sine fingre ind i hans, mens hun lyttede til hans ord. Det var lige før, hun snart ikke kunne omsætte hans ord. Egne tanker?
"Jeg... jeg ved ikke... hvad det vil sige, Kimeya," svarede hun ham. Hun følte sig komplet blank og uforstående og det var ikke rart. Det gjorde hende faktisk ked af det.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya forstod godt, at Soraya var forvirret, men dette var noget, som han følte, at han var nødt til at gøre. Det var en direkte nødvendighed for ham, at vide, at hun havde det godt, og at hun kom ud af det, og helst gerne på en anden måde, end hvad han havde været udsat for. Han sukkede let, og lod hende tage pladsen ved siden af ham. Han havde det ikke godt.. Han var træt og han var udmattet, men kæmpede for det her.. for hendes skyld også. "Jeg ved, at det er forvirrende for dig, Soraya, men det er nødvendigt.. Dine tanker er mine.. Du tænker hvad jeg beder dig om.. gør hvad jeg beder dig om." fortsatte han. Det eneste hun tænkte på, var hans velbefindende, kun fordi at han havde den magt over hende, og det skulle slutte nu. Hun var langt stærkere, som et eget tænkende individ!
Kimeya lod deres fingre sammenflettes. "Tiden som Mord Sith er forbi.. Ikke skal nogen af os kalde os, ved det væsen igen," afsluttede han denne gang mere bestemt. For ham, var det vigtigt, at hun forstod, at han mente dette, og at det ikke var en joke. For ham, var det her virkelig.. forbi nu. Det var helt og særdeles slut.

[Soraya Salvorique]

Soraya kiggede ned på deres hænder. Hun var virkelig forvirret, fordi hun kunne ikke rigtigt forstå hvad han egentligt mente. Hun skulle tænke selv? Det troede hun da, at hun gjorde! Sandt, at hun lystrede ham, men det var hun jo blevet opfostret til. Det havde han selv lært hende! Hun tog en dyb vejrtrækning. Hun ville bare gerne i seng snart, sove på det og så stå op i morgen, hvor alt forhåbentligt ville være bedre. Hun sad længe i tavshed og bare prøvede at sluge ordene. Aldrig mere Mord Sith? Men... hvad skulle de så?
"Hvad er jeg så?" spurgte hun. Hvem var hun uden dragten? Med sin frie hånd greb hun fat om sin fletning, som hun trak frem over skulderen. Håret sad stadigvæk som det altid havde gjort - strammet op. Hun slap ham og gik hen over stuegulvet, gik lidt frem og tilbage foran stuebordet. "Hvem er jeg så overhovedet? Jeg kender ikke andet end Mord Sith eller... prostitueret," endte hun frustreret.

[Kimeya Marvalo]

Det var forvirrende.. Det havde det også været for Kimeya, men nu hvor han kunne se klart, ønskede han selvfølgelig, at hun var i stand til at gøre det samme, og det var vel heller ikke så underligt igen, var det? "Dine tanker, er mine, og det ønsker jeg skal stoppe," sagde han denne gang med en meget direkte stemme.
Soraya begyndte at gå på tværs af stuen. Han forstod hende jo godt, men dette var heller ikke noget, som han ønskede for hende. Han bed tænderne sammen, hvor han søgte hen til hende. Han burde slet ikke stå og gå.. han burde hvile, men det måtte han tage siden. Det kunne han slet ikke gøre nu.
"Først og fremmest.. Er du ikke en Mord Sith," sagde han. Han lagde hånden på hendes skulder, for at få hende til at stoppe, hvorefter han tog om hendes fletning, for at tvinge den op. Her lod han det lange hår falde i stedet for. Det var ham, langt mere naturligt. "Fortæl mig, hvem du er.." opfordrede han. Han ville se og høre hende tænke på egen hånd, for han vidste jo godt, at hun kunne! Det handlede bare om at tvinge det frem.. Som Faith jo også havde gjort ved ham.

[Soraya Salvorique]

Soraya havde aldrig været så forvirret. Det var jo som om, at han tog hele hendes person og smed ud af vinduet og hun var total blank igen. Hun havde sine evner, sine krafter, men ingen personlighed at hæfte det op på. Eller jo, det havde hun vel, men hun skulle bare finde ud af at være sig selv? Hvordan var man sig selv? Hvordan fik hun sine egne tanker? Hun stedsede rundt i sin forvirring med alle spørgsmålene, der ikke rigtigt kom ud i form af ord, men bare snurrede rundt i hendes tanker. Hun stoppede op, da han pludseligt stod ved hende og stoppede op. "Du bør ikke stå op," endte hun. Hun rørte overhovedet ikke på sig, da han greb om hendes fletning og bare... løsnede den. Hendes hår gled fri og hendes hår var bølget af at have været strammet ind i fletningen. Hun så ned af sig selv, hvor de lange hår faldt ned. Det var jo virkelig langt! Hun var ikke en mord sith. Hvad var hun så? Bare en varyl? En warlock og mental dæmon, der ikke kunne finde ud af noget som helst. Hun tog fat om ham og førte ham hen til den nærmeste stol, hvor hun nærmere tvang han ned at sidde. Hun satte sig på armlænet på stolen ved siden af og kiggede mod ham. "Jeg er..." Hun kløede sig i håret. "Jeg ved det ikke!" endte hun frustreret endnu engang og rejste sig op igen.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var stædig, som han alle dage havde været. Det var der ikke nogen, som havde formået at tage fra ham. Nu var det bare vigtigt, at han fik fornuften slået ind i Soraya, så de kunne.. klare tingene sammen. Det var vel sådan, at det helst skulle forholde sig, var det ikke? "Men nu gør jeg det," sagde han direkte. Der udviste hun jo bekymring for ham.. En egen bekymring, for han var jo faktisk ligeglad med det!
Fletningen løsnede han let, hvor han lod det lange og smukke hår falde. Et kort smil passerede hans læber, inden hun insisterende skubbede ham mod en stol, hvor han var tvunget til at komme ned at sidde. Okay, lige den del, var bestemt ikke noget, som faldt i hans gode bog, men derimod ikke noget, som han kunne gøre ved det. Han sukkede let. Hun forsøgte da om ikke andet, men det var vel også kun fordi at han bad om det? Han lod hånden glide over hans ansigt. Dette var uden tvivl med til at køre ham træt. Virkelig træt faktisk. "Du forsøger i det mindste.. Fint," sagde han denne gang. Han tvang sig endnu en gang op at stå. Et sted skulle man jo starte, og den slags ting, kunne man ikke sige, kom af sig selv. Hans blik gled til hendes skikkelse. "Kom med i seng.. Vi kan tale videre om det der," afsluttede han. Han var træt.. Han havde brug for at komme ned at ligge.

[Soraya Salvorique]

Soraya skulle vel nok lære det på et tidspunkt, men lige nu var hun virkelig forvirret og lettere hylet ud af den. Hun vidste da ikke hvem hun var. Hun kunne jo udmærket se, at han stod op, men det burde han altså ikke! Nok brød han sig ikke om at blive sat på plads, men hun ønskede jo bare at passe på ham. Hun stoppede op igen, da han igen kæmpede sig op at stå. Hun tog fat om ham og nikkede. Det kunne hun da forholde sig til, for med alle de tanker, så var det som om hun var blevet dobbelt så træt på virkelig kort tid. Hun førte ham med sig til soveværelset. Stadigvæk i tavshed udadtil, selvom hendes tanker rumsterede voldsomt i hendes tanker. Hun kunne jo nærmest ikke få hoved og hale i det hele.
Da de nåede soveværelset, så førte hun ham helt hen til sengen, hvor hun først fik ham puttet lidt. Derefter tog hun sin kjole af igen og kravlede under dynen. Nøgen, som hun altid plejede, for det ville hun altså ikke lade om på. Hun stirrede lidt op i loftet. Vidste slet ikke hvad hun lige skulle sige.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var træt, og burde ligge i sin seng, hvilket han udmærket godt vidste, men det at gøre det, når hun havde det sådan.. Han ville jo gerne have, at hun forstod, samt accepterede, hvorfor han gjorde, som han nu gjorde, for det var det, som for ham, var det vigtigste lige nu. Der var faktisk ikke rigtigt noget andet i det, for hans vedkommende. Hans blik søgte hendes skikkelse. "Du tænker," sagde han. Eller.. hun forsøgte da på det. Det var da et udmærket sted at starte - i hans øjne om ikke end.
Kimeya lagde sig i sengen, hvor han lod hende putte ham. Det var egentlig rart med noget omsorg, efter den hæftige omgang, som han nu havde været igennem, for ikke at glemme, at det virkelig var rart, at komme ned at ligge igen! Han lod hende tage pladsen ved siden af ham, hvor han under dynen, lod armen snige sig om hende. At ligge der i ingenting, ville han nu heller ikke tage fra hende. Smuk var hun uden tvivl.. Selv efter at have født deres datter. "Jeg ved godt, at det her, er meget forvirrende, men det er for vores bedste," forklarede han hende denne gang med en meget direkte stemme. Han ville ikke have gjort det, hvis det ikke var fordi at det var til deres bedste. For ham, var det nemlig vigtigt, at de selv kom fra det her, med den bedste forudsætning, og det var bestemt ikke hvad Jaqia havde givet dem.

[Soraya Salvorique]

Lige nu var Soraya på et punkt, hvor hun slet ikke var nået til at acceptere eller benægte, hvad han sagde. Hun lystrede ham jo stadigvæk, så når han sagde, at hun ikke skulle være det væsen mere, så måtte det jo være sådan. Men alligevel forstod hun ikke hvorfor, selvom hun jo hørte hans ord og hvad han sagde. Men det var som om, det var virkelig svært at omsætte for hende. Forhåbentligt ville hun snart forstå og 'se lyset' som han havde gjort. Det havde han jo sagt. Det var alt for abstrakt for hende at forstå, da hun var mere til de konkrete ting. Som hvad hun kunne se og føle og høre, som ordre eller smerte eller slag. "Det er som om, det hele snurrer rundt derinde, men jeg ikke rigtigt kommer frem til noget," svarede hun ham. Hun blev liggende med blikket op i loftet. Et smil brød hendes læber, da han sneg en arm omkring hende og hun rykkede tættere på ham. Han var sød, når han var drevet helt derud, hvor han var helt energiforladt. Han var rolig, fordi han ikke havde kræfter til andet og han var lige nu ret betænksom. Ja, det måtte være betænksomhed, ikke? Hun vendte blikket mod ham og skænkede ham et lille blødt kys. "Du må lære mig op fra ny jo," svarede hun ham sagte.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var ganske enkelt for flad og energiforladt til andet, end bare at forholde sig rolig. Stod det nemlig til ham, lagde han sig til at sove, og vågnede først, når han havde fået den energi tilbage, hvilket han udmærket godt vidste, havde sine ekstremt lange udsigter endnu.
Armen sneg sig omkring hende, hvor han trykkede hende ind mod sig. Nu hvor han havde hængt i en kælder i.. guderne måtte vide hvor lang tid, var det rart at komme ned at ligge, og så med en ved sin side. "Du prøver.. det er pointen," sagde han let, men dog ganske tilfredst. Kysset gengældte han glædeligt. Han skulle lære hende op fra ny? Han skulle absolut ikke lære hende op i noget som helst! Det ville jo kun ødelægge det, som de havde opnået bare til nu. "Jeg skal ikke oplære dig i noget som helst, Soraya. Det er meningen at du skal tænke selv.. Tage egne beslutninger, og ikke handle på baggrund af hvad jeg gør, foruden, hvis du ønsker at opnå det samme," fortalte han. Lige hvad den slags angik, havde han jo altid været sin egen, og han vidste jo godt, at der kunne opstå uenighed. Han lagde sig godt til rette. Han havde ondt over det hele, og han var virkelig ødelagt, efter Faiths tortur af ham. End ikke tøjet, havde han jo fået af endnu.. Hvilket passede ham fint. Sådan som han så ud nu, skulle Soraya slet ikke se ham.