I gave it to you... Now I'm gonna take it!

[Kimeya Marvalo]

Soraya Salvorique

---

Endelig frigivet. Det havde taget Kimeya evigheder at komme ud af kælderen i Castle of Darkness, og han lignede virkelig noget der var løgn. Sandhederne var gået op for ham, og det var gået op for ham, hvor lidt kontrol han egentlig havde haft over sig selv, igennem de sidste mange år. Det var på tide, at gøre noget ved det.
Kimeya trak sig igennem Marvalo for at søge til sit store Mansion. Rygterne om at Malisha havde taget ledermagten fra ham, pissede ham af, men i øjeblikket, var det begrænset hvad han kunne gøre ved det. Den kvinde, ville desværre være i stand til at slå ham, hvis han mødte op i Den Mørke Cirkel i hans nuværende tilstand.
Det brændt mod hans bryst, bare at han trak vejret.. Han var også skåret i.. pisket.. tortureret og andet igennem den seneste tid, for at få brudt det bånd, som han havde haft til Jaqia, og det havde endelig lykkedes. Han var endnu en gang, blevet en fri mand.

I det fjerne, kunne han se sit hjem tårne sig. Det stod da i det mindste stadig. Han bed tænderne svagt sammen, og søgte derhen. Soraya var der vel? Et sted skuffet over, at hun intet havde gjort, for at få ham ud, så var han i dag glad for det. Tænk hvis det var afbrudt, og han endnu ville have været Jaqias lille skødehund? Den tanke var forfærdelig!
Han nåede dørene, hvor han brugte noget af den sidste energi han havde, på at få dørene op. Hans ben var som gele og truede med at knække sammen under ham. Han trådte ind. Her var mørkt.. koldt.. Men det var hjemme. Han var endelig hjemme!

[Soraya Salvorique]

Det var ikke fordi, at Soraya ikke havde prøvet. Hun havde været oppe på slottet og prøve at kæmpe sig vej ind. Men som ene mord-sith mod en hær af vagter, så havde det været umuligt for hende at nå frem til Kimeya. Men hun havde fået at vide, at han ville komme hjem når han var klar. Var klar til hvad? Hvad var det, han havde været igennem? Af hvad hun vidste, havde de tortureret ham!
Det hele var dog virkelig forvirrende i øjeblikket. Jaqia var væltet og det dvasianske styre var ikke som det plejede at være. Malisha havde også taget titlen som leder, men hun havde ikke rigtigt kunne gøre så meget. Hun sad netop nu i stuen. Hun sad i sin dragt, for hun tog den jo aldrig af medmindre Kimeya bad hende om det.

Med det samme som Kimeyas magi kunne fornemmes, så fløj Soraya nærmest op ad stolen. Okay, hun behøvede vel ikke være så ivrig efter at se ham. Hun søgte ud af stuen og ned mod indgangshallen. På vejen svang hun sin hånd, så alle faklerne lyste op. Hun havde ikke orket at have lyset tændt over det hele, når hun bare havde været sig selv. Det var der jo ingen grund til! Hun så mod ham. Han så... meget medtaget ud! "Elskede," endte hun imødekommende, som hun søgte hen til ham. Hun tog fat i ham, dog lettere forsigtigt og placerede sine læber mod hans. Hun måtte mærke ham tæt på!

[Kimeya Marvalo]

Det havde været nogen ekstrem tunge og lange måneder for Kimeya. Han var knækket.. Faith havde formået at knække ham, som hun havde formået at knække det bånd, som han havde haft til Jaqia. Den kvinde, som kun havde ødelagt hans liv betydeligt mere, end hvad hun havde gavnet det, og det var en tanke, som kun gjorde ham direkte tosset nu! Dog.. var det noget, som han måtte tage sig af senere.. Nu havde han helt andre ting, som han følte, at han var nødt til at gøre først.
Endelig var han kommet hjem. Selvom hans ben næsten føles, som var de ved at give efter under ham, så kunne han ikke rigtigt undgå at føle sig træt og udmattet. Han var medtaget.. Det var jo måneder med tortur han havde været igennem! Faklerne der blussede, fik Kimeya til at hæve blikket. Skikkelsen som trådte frem i hans blik, var ham kun velkendt. Det måtte være Soraya. Han sukkede dæmpet, inden han gled direkte ned i knæ. Nu vidste han jo, at han var i sikkerhed. "Soraya.." Han lod læberne møde hendes. Han var bare så glad for at være hjemme!
"S-stuen.. nu," fortsatte han denne gang med en yderst direkte og kortfattet stemme. Han havde endnu ting, som skulle gøres.. og særligt med hende. Han var nødt til at tage det fra hende, som han havde skænket hende de sidste mange år.

[Soraya Salvorique]

Soraya havde trofast ventet på Kimeya, selvom der var gået lang tid. Hun havde kun sjældne gange forladt huset og ellers bare passet sig selv. Hun var ham jo loyal, hvordan kunne hun være andet? Hun kunne sagtens se på ham, at han var virkelig medtaget, så egentligt ville hun bare gerne have ham med op i seng, så hun kunne opvarte ham og passe på ham. Hvad der var sket, det vidste hun jo faktisk ikke. Hun smilede skævt til ham, som hun gled i knæ sammen med ham, da han ikke kunne holde sig stående. Hun skænkede ham kysset og nikkede så bare. Hun greb fat om ham, hev ham op at stå og førte ham med sig op ad trapperne i et tempo han kunne følge med til.

Da de nåede stuen, så førte hun ham til hans vante stol, hvor hun slap ham. Hun knælede foran ham og lod en hånd hvile mod hans knæ. "Kunne du tænke dig noget? Vand? Mad? Så henter jeg det til dig," endte hun sigende.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var virkelig træt, og han kunne ikke mere, men han kunne ikke endnu. Han havde alt for mange ting, at ordne, og særligt omkring Soraya. Han vidste allerede nu, at dette nok næppe ville falde i god jord hos hende, men det kunne han ikke tage sig af nu. Det var jo bare gået op for ham, hvor hjernevasket han egentlig havde været, og det kunne han virkelig ikke have!
Kysset besvarede han. Det føles virkelig fantastisk at have hende så tæt på igen. Han havde jo ikke haft nogen tæt på sig, andet end Faith.. piske og knive igennem de sidste måneder. Det var hårdt. Ingen tvivl om, at det havde været hårdt.

Kimeya støttede sig til hende, hvor han kæmpede sig op på benene igen, også selvom de virkelig rystede under ham. Han sukkede dæmpet og lukkede øjnene for kun et kort øjeblik. Hans gang op af trappen var langsom, for det at få benene med, var en kæmpe udfordring for ham, og særligt lige nu. Han bed tænderne svagt sammen og søgte så mod pejsestuen. Her var der lyst og det var varmt. Var han virkelig så træt. Han søgte hen mod sofaen, hvor han gav slip, og nærmest dumpede ned i den. Han vendte blikket mod hende. "N-nej... Soraya.. få den dragt af.." bad han direkte. Han ville slet ikke se den mere!

[Soraya Salvorique]

Soraya kunne godt mærke på Kimeya, at han var træt og medtaget. Han kunne jo knapt nok stå på hans ben! Det gjorde hende vred, men hun vidste jo faktisk ikke hvem hun skulle være sur på. Hun var blevet nægtet adgang og vidste ikke, hvem der havde fanget ham eller hvorfor. At han havde lidt under tortur, var hende dog kun klart! Hun blev siddende ved hans side og så undersøgende på ham. Der var noget andet over ham. Men hun kunne ikke helt sætte sin finger på det. Men det ville hun vel tidsnok finde ud af, ikke sandt?

Hun strøg let sin tommel over hans lår. Hendes handlinger var meget omsorgsfulde, selvom hendes ansigt var koldt og hårdt. Hun havde holdt meget til i pejsestuen i hans fravær, så det var også klart, at her var varmt og dejligt i forhold til resten af huset, der var blevet koldt. Få dragten af? Det plejede han da kun at bede hende om i soveværelset. Og lige nu var han da vist alt for medtaget til at skulle lave noget sjov. "Hvorfor?" spurgte hun. Men han havde givet ordren, så hun begyndte at åbne spænderne på mavestykket, der var spændt op med tre remme henover et lignende korset.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var en forandret mand. Han havde rent faktisk fået sin fornuft tilbage, og denne agtet han uden tvivl at gøre brug af, nu hvor han havde muligheden for at gøre det. Han lod sig dumpe ned på sofaen, da han ikke rigtigt kunne overskue noget andet. Det var hårdt.. og han var træt. Hvis det ikke var fordi at han var for stædig, så var han nok faldet i søvn nu.
"B-bare tag den af," bad han denne gang langt mere sammenbidt, da han ikke ønskede at se hende i den dragt mere. De var frie.. Han agtet at gøre hende fri igen, som hun engang havde været, men uden at frigive hende helt. Det derimod var heller ikke noget, som han ønskede sig.
Kimeya trak sig ordentlig op og lagde sig på sofaen. Han ville have hende over i en kjole.. håret løst.. og så skulle de have gjort noget ved det Mord Sith i hende, for det skulle stoppe nu, da han ikke ønskede at se hende mere i det, end hvad godt var! Desuden.. hun plejede da at gøre hvad han bad hende om. "O-g.. tag en kjole på," sagde han denne gang tilføjende. Han ville ikke se hende i den dragt mere.. Det skulle være slut nu!

[Soraya Salvorique]

Soraya mærkede en forskel på Kimeya. Men om det måske bare var udmattelsen og trætheden eller noget andet, det kunne hun ikke direkte sætte sin finger på. Hun blev siddende ved ham på knæ foran sofaen, indtil han gav hende ordren om at tage sin dragt af. Det plejede han aldrig at bede hende om medmindre han ønskede at have hende helt tæt på, fordi hun jo trods alt var nøgen under dragten. Men hun gjorde dog som han bad om, for hun lystrede jo trods alt hans mindste ord og havde gjort det længe. Han var jo hendes Herre, hendes elsker og elskede og mere til. Han var jo alt for hende. "Okay," svarede hun ham blot. Hun skubbede sig op at stå og søgte lidt væk fra sofaen, hvor hun tog korsettet af og smed på den ene stol. Hun begyndte blot at spænde op og åbne dragten ellers samt lagde agielen fra sig på stolens armlæn også, selvom det var noget imod hendes vilje. Hans næste ord, fik hende dog til at vende sig direkte mod ham. En kjole? Almindeligt tøj? Havde han ikke forstået, hvor nedværdigende det havde været for hende de måneder på Tayevania? Og nu var Malisha endda leder! "En... kjole?" endte hun spørgende og gik helt i stå med at tage dragten af. Hvad prøvede han på? "Hvorfor skal jeg det? Hvad har de gjort ved dig?"

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste, at dette ville blive en total omvæltning i deres liv, men det var derimod en nødvendig en af slagsen, og det var lidt det, som fik ham til at handle som han gjorde. Han skulle genfinde sig selv, og det var ikke noget, som bare kom af sig selv, og det vidste han udmærket godt. Han bed tænderne tydeligt sammen. Hun skulle bare fjerne den forbandede dragt, og komme tilbage i en kjole.. Normale klæder og lægge den agiel fra sig. Selv han havde jo fået frataget sin, og i dag, kunne han jo kun være glad for det.
"Jeg ikke ikke diskutere det! B-bare gør som jeg siger..!" endte han denne gang med en mere bestemt tone. Kimeya gjorde denne gang tegn til forsøg på at komme op igen, for han kunne heller ikke bare blive liggende, når han så brændende ønskede at gøre noget ved det her!
Silia havde han givet en undskyldning. Selv han vidste, at han havde gjort rigtig meget, for at gøre hende ondt igennem de seneste år, men det havde jo aldrig været hans mening. Nu måtte han gøre bod på det, som han havde foran sig, og det som han havde i sit eget hjem. At komme op, måtte han dog meget hurtigt opgive igen. Han støttede hånden mod hans bryst, og dumpede ned på sofaen igen. Det gjorde rent fakitsk ondt på ham, det her! Og gud hvor han dog hadede det!

[Soraya Salvorique]

Hvad Kimeya var ude på, det vidste Soraya virkelig ikke. Men aldrig havde hun nogensinde drømt om, at blive bedt om at tage dragten af, for så at erstatte det med en anden beklædning af tøj! Hun havde ikke meget andet tøj, ellers så var det i hvert fald mange år gammelt. Men hun havde nu ikke ændret kropsform særlig meget de sidste mange år, så hun ville uheldigvis nok stadig kunne passe det. Hun fnøs af ham. "Fint," endte hun så bare. Hun tog det af dragten, som hun allerede havde taget af i armene og trampede ud af stuen. Hun søgte til soveværelset, hvor hun smed det på gulvet ret så frustreret. Dernæst trak hun resten af dragten af - både tog støvlerne af, hev bukserne ned, fjernede kraven og den langærmede overdel. Hendes hår lod hun dog sidde, som det altid havde siddet: En høj hestehale, der var blevet flettet. Bundet til en lille knold, hvor fletningen så stak ud af. Hendes hår var jo ustyrligt langt, så det blev nødt til at sidde sådan hvis hun ikke skulle få spat. Det nåede hende jo til bagdelen, når det var løst nu om dage! Hun fandt en enkel sort kjole gemt i skabet, som hun trak over hovedet. Så søgte hun på bare tær tilbage til pejsestuen, lige i takt med at han prøvede at rejse sig. Hun var hurtigt henne ved ham igen. "Bliv liggende," bad hun.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya forstod godt, at det var forvirrende for Soraya pludselig at skulle springe tilbage i sit normale tøj, men han ville slet ikke se den dragt mere! Det var et liv, som de nu skulle lægge bag sig. Det var vel gået op for ham, hvad han egentlig havde revet fra hende igennem den seneste tid? Og ikke var det noget, som faldt i hans gode jord. De kunne udrette så meget mere, ude at de behøvede at være hjernevasket på den måde, som de nu havde været det, og det var uden tvivl mærkbart, også for hans vedkommende.
Igen gled han ned i sofaen, da hun søgte ud, hvilket var noget som glædede ham. Hun gjorde da stadig som han sagde, selvom der var gået så lang tid, som der nu havde, og det kunne uden tvivl godt mærkes.
Hånden støttede af mod de sår, som Faith havde skåret ind i hans bryst. Ordet 'Mistress' prydede hans brystkasse, og det var nok et af dem mærker, som han var mindst stolt af!
Kjolen som hun kom ind i igen, glædede ham helt at se. Han havde.. savnet det et sted. Han blev denne gang liggende. "Brænd dragten.. Jeg vil ikke.. aldrig se den igen," rettede han på sig selv. Det ville blive et nyt liv for dem begge to, og dette var noget, som an stod fast på. Hans blik søgte hendes skikkelse, hvor det denne gang, var tydeligt, at han mente det.

[Soraya Salvorique]

Soraya var sikker på, at Kimeya havde sine grunde. Hun skulle bare finde ud af hvilke de var. Men hun stolede på blindt på ham, så derfor gjorde hun jo også præcis som han bad hende om. Hun så mod ham, nu hvor hun var kommet tilbage. Hendes dragt havde hun efterladt i soveværelset, men dog smidt den ind i skabet, så den ikke lå fremme når hun skulle have Kimeya med i seng. De havde efterhånden delt seng i mange år og hun var da heldigvis ikke blevet skiftet ud endnu. Hun sendte ham et skævt smil, hvilket dog hurtigt blev til en mere stram mine, da han sagde hans ord. Hun så uforstående på ham... hun forstod virkelig ikke, hvorfor han skulle tage den fra hende igen! Hun kunne jo se på ham, at han tydeligt mente det. Hun dumpede ned at sidde på sofabordet hvorfor ham, nu hvor han lå og fyldte hele sofaen. "Men... men jeg forstår ikke. Hvorfor? Hvad har jeg gjort?" endte hun dæmpet. Hun troede jo, det var hendes skyld.

[Kimeya Marvalo]

At Soraya var forvirret, kunne Kimeya godt forstå. Her kom han og vendte hele deres liv om, men han var ligeglad! Han ville ikke have mere med Mord Sith at gøre! Han bed tænderne svagt sammen. Han ville have sit gamle liv tilbage.. sin værdighed.. sin fornuft.. sin frie vilje.. og han ønskede det samme for hende, for han vidste, at det endnu var en del af hende dybest inde i hendes krop og sind, og det ønskede han at vende tilbage til igen.
Dragten skulle brændes, så han vidste, at den ikke kunne findes frem igen, og det var sådan, som han agtet at gøre det.
"D-du har intet gjort, Soraya." forsikrede han hende. Det var på tide, at der blev gjort noget i deres liv, og det var også det, som han havde tænkt sig, at gøre i denne stund. Han vendte blikket mod hende. Han havde fået sin fornuft igen, og det var vel heller ikke underligt, at han ønskede det samme for hende, nu hvor han havde set lyset igen? "Den dragt er en forbandelse, Soraya.. Jeg vil ikke se den mere.. endnu mindre, ønsker jeg at se dig med den på," forklarede han. Hånden støttede mod sårene på hans bryst. Han var fri af de lænker som havde holdt ham. Nu ville han rive hendes af.. De lænker, som han i sin tid, selv havde lagt hende i.

[Soraya Salvorique]

Soraya blev siddende på sofabordet, nu hvor hun havde sat sig. Hvad, der var gået gennem hovedet på ham forstod hun sig ikke på. Hun vidste jo ikke engang hvorfor han havde været holdt fanget eller hvad det havde gjort ved ham. Indtil videre følte hun bare, at han opførte sig lidt underligt. Hun så uforstående på ham endnu engang. Lige nu, kunne hun da snart ikke være andet end forvirret. Han bad hende om at tage dragten af. Og brænde den. Hvorfor nu det? Hun kunne slet ikke se nogen mening med det! Hun åbnede munden, men der kom ikke en lyd ud overhovedet. Hun kløede sig let i nakken ved hans næste ord. En forbandelse? Han havde selv skænket hende den! "Men... men du gav mig den," endte hun som noget af det første, hun overhovedet kunne tage sig sammen til at sige. Hun følte virkelig, at hun havde gjort noget forkert. Var dette straffen for de måneder på Tayevania?
"Jeg forstår det ikke," endte hun blot konkluderende.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya forbandede dragten og agielen hele vejen til helvede, hvor han ikke ville komme i nærheden af det igen, og det var det, som han stod fast på. Han vendte blikket mod hende. Forvirringen stod tydeligt i hendes blik.. Og et sted, så klædte den hende. "Den er en forbandelse i form af usynlige lænker og hjernevaskeri, som jeg ønsker at stoppe.. Jeg har set lyset, Soraya.." Det kunne godt være, at det lød komplet latterligt, men det var nu sådan at han havde det. Det var sådan, at han så på tingene i hvert fald.
Kimeya trak vejret dybt. Selvom han var pint og tortureret af Faith, så klandrede han hende ikke for det.. Ganske vidst, havde han mistet frygtelig meget over den seneste tid.. Særligt mens han havde siddet i fangeskab på Castle of Darkness.
Kimeya tvang sig selv op at sidde i sofaen, hvor han gjorde tegn til, at hun skulle sætte sig ved siden af hende. Han forstod godt hendes forvirring. Han havde jo selv følt den i starten.. og nu forstod han. Nu skulle han så bare hjælpe hende til det samme. "Mine tanker, har været dine.. Hvornår har du sidst gjort dig en tanke på egen hånd, som ikke har været på baggrund af mig?" spurgte han direkte. Det var på tide, at hun forstod.