A long way from home..

[Deleted]

- @kira - 

---

Det var sent på aftenen, da Carlisle stoppede op i Dødens Dal. Siden han var drevet væk fra Procias, havde han nok vandret meget for sig selv, uden egentlig at have noget mål eller mening i sit liv. En forlovet mand.. med en kvinde, som hans egen far tydeligvis måtte bage på. Kunne det overhovedet blive værre?
Dødens Dal var et sted for stilhed, hvilket passede Carlisle ganske fint lige nu. Han havde bare brug for at finde noget at bruge sit liv på, og særligt nu hvor han ikke havde noget. Siden hans fader var kommet retur, var hans eget liv, gået totalt i baglås, hvilket virkelig var en irriterende tanke, for det var også begrænset, hvad han kunne gøre ved det lige nu!

Tågen havde lagt sig.. Og den var virkelig tyk. Selv på trods af dette, fortsatte Carlisle ufortrødent frem. Vinden var ved at være kold.. Rigtig kold, selvom han ikke tog sig af det. At være en delpart af en vampyr, skulle jo trods alt have sine fordele, og det var også sådan, at han så på det lige i øjeblikket.
Hænderne foldede han over ryggen. Finesserne havde han stadig, og de var svære at lægge fra sig. Særligt, når det var på den måde, som det nu var. Han rystede på hovedet. Hvorfor skulle det hele være så skide kompliceret?! Han hadede sin far for de problematikker, for det lignede ham slet ikke at tænke på den måde, som det han gjorde lige nu!
"Forbandede.." endte han for sig selv, som han bukkede sig ned, og samlede en sten op. Han strøg den med sin tommelfinger. Svagt kneb han øjnene sammen. Sådan en stilhed... Den var næsten dræbende. 

[Deleted]

Dagene havde virkelig ændret sig meget for Kira efter hun havde valgt at tage hjem og overtage sine forældres stilling som Hertuginde af Manjarno. Der var arbejde og selvom hun aldrig havde ønsket denne stilling så følte hun et sted at hun skyldte dem at videre føre deres eftermæle? Det havde været en svær beslutning for hun følte sig virkelig fanget i huset hun nu boede i. Den frihed som hun havde fundet ved at stikke af hjemmefra var nu blevet taget fra hende, eller nærmere, hun havde selv taget den fra sig selv. Det var en underlig tanke.

Det var sent, alt for sent til at være ude i følge Desmond men Kira var ligeglad. De havde boet på gaden i så mange år at de efterhånden kunne passe på dem selv. Hun havde for en gangs skyld bedt ham om at blive hjemme som hun selv havde sadlet hesten og var reddet afsted uden nogen problemer. Des havde ikke kunnet lide det og tydeligt kunne hun høre ham knurre som hun forlod deres hjem men for i aften havde hun bare brug for ro og for at være alene.
Hun vidste ikke hvor længe hun havde reddet men som hendes blik gled rundt på hendes omgivelser vidste hun øjeblikkeligt hvor hun var henne. Dødens dal var ikke et område som ofte var besøgt. Rygter om at dette sted var forbandet kendte hun alt til men hun var ikke bange. Roligt red hun videre. Kulden var da begyndt at påvirke hende en smule og hun trak den store tykke kappe lidt mere om sig. Måske hun skulle søge hjem over igen? Tanken strejfede hende da noget fangede hendes blik. Det var en skikkelse i tågen. Den var svag og næsten utydelig men hendes forbedrede syn kunne skimte den. Hovedet søgte let på sned som hun førte hesten roligt imod den. Det var ikke ofte at man mødte andre i denne stille dal. Hans ord hørte hun knapt som hun valgte at stoppe hesten op et lille stykke fra den fremmede. "Hvad er forbandet?" lød det roligt fra hende. Nysgerrig var hun da men ønsket om at hjælpe alt og alle på hendes vej var så indgroet i hende at hun slet ikke kunne lade være.

[Deleted]

Selv på trods af stilheden, som tydeligt kunne fornemmes på stedet her, følte Carlisle sig presset. Og det var på ingen måder på den gode måde. Han havde mistet hele fundamentet for hans tilværelse i Procias, og hans fader.. ja, han var vel over alle bjerge lige nu? Sammen med Silia, kunne han forestille sig, selvom han virkelig ikke havde lyst til at tænke på sin fader på den måde.
Næven lukkede han kun mere og mere om den lille sten, som han havde i sin hånd, hvor han stirrede fast og olmt på den, som var den skyld i alt den elendighed, som nu havde ramt dem. Nej.. Han ville ikke være som sine søskende, som enten var døde, eller lige så langt væk, at han ikke vidste hvor, men det var svært at finde sin plads, når han i princippet følte, at han skulle starte helt forfra.

Stemmen fik roligt Carlisle til at hæve blikket. Okay, han havde ikke umiddelbart regnet med, at der ville være nogen omkring ham, og så alligevel. Man kunne ikke ligefrem påstå, at han var overrasket over det tilfælde. Han trak let på smilebåndet.
"Det hele vil jeg gå ud fra," sagde han ærligt, inden han denne gang drejede blikket. Svært var det at se noget som helst her i tågen, selvom han nu heller ikke sagde noget til det. Han havde det egentlig ganske fint med det, hvis han skulle ære helt ærlig. Var hun farlig? Det ville tiden vise. "Og hvem har jeg æren af at tale med?" spurgte han med en rolig stemme. Selv var han nysgerrig, og særligt fordi, at han ikke kendte særlig meget på egnen her. Han havde jo heller ikke være særlig stor, da hans fader havde fået ham fra Dvasias og tilbage mod Procias.

[Deleted]

Stilheden i dalen var trykkende. Selv hun bed mærke i den selvom hun egentlig ikke lod sig påvirket alt for meget. Stilheden var godt en gang i mellem. Det gav tid til at tænke, det gjorde det i hvert fald for hende. Det var også derfor hun var draget hertil. Dog var det underligt at møde andre levende væsner her foruden dødsengle og dem skulle man helst ikke komme på tværs af overhovedet så at hun ikke var alene var hende virkelig ikke en tanke som var blevet strejfet.
Dog var det ikke tilfældet. Denne aften var hun ikke alene og hesten havde hun roligt ført hen mod manden. På turen derhen havde hun studeret ham kort. Det virkede som om det ikke var alt der gik lige godt for ham hvis hun skulle dømme ud fra den måde han reagerede på og det han sagde. Forbandet, ej var dette et ord som hun hørte ofte hvilket vel også havde gjort hende mere nysgerrig.

Hesten stoppede hun henne ved den fremmede. Hendes blik søgte roligt hans skikkelse mens hun havde et lille smil på læben. Hun var jo trods alt venlig sindet. Det lange sorte hår faldt blidt ned over hendes kappe på ryggen og noget af hendes pandehår faldt ned over hendes venstre side af hendes ansigt som skjulte hendes ene øje. Ej var det alle der var lige imødekommende når de så hende komme imod dem med det reptil øje.
Hans ærlige ord fik hende til at lade hovedet søge på sned. "Det lyder ikke godt må jeg da være ærlig at sige. Er der ikke noget du kan gøre ved det?" spurgte hun roligt og betragtede ham. Hun var ikke just bange for ham. Lige nu virkede han ikke som om han ønskede at skade hende hvilket var en dejlig tanke. Roligt svag hun den ene ben over hestens ryg og hoppede lettere elegant af. Hun landede på jorden med et lille bump og gik frem til henstens hoved og begyndte at nusse den. Hans spørgsmål om hvem hun var fik hendes opmærksomhed tilbage mod hans skikkelse. Stadig var halvdelen af hendes ansigt gemt af hendes tykke hår. "Mit navn er Kira Addams. Og hvem har jeg æren at tale med?" spurgte hun ligeså med et smil på læben.

[Deleted]

Stilheden, gav Carlisle en mulighed for at tænke, og efterhånden kunne man sige, at det var umådelig tiltrængt. Han havde brug for at kunne tænke klart, og det var ikke noget som han kunne gøre særlig mange steder. Desværre i den forstand, kunne man sige, at han havde bekendte stort set over det hele, og det var bare ikke noget, som var ham selv til gavn, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han bed tænderne svagt sammen. Han havde allerede nu sagt for meget.
"Jeg er bange for, at det desværre ikke er så nemt," sagde han med en rolig stemme. Hans egen trolovede var.. ja, hvor var hun henne? Han tog det ikke så tung. Tanken om at være lovet væk til en anden, var uanset ikke en tanke, som faldt i særlig god jord hos ham, og det var han nu heller ikke bange for at sige til nogen i det hele taget. Han vendte kort blikket ned mod sine hænder igen. Kira Addams? Var det ikke.. "Hertuginden af Manjarno.. Jeg må være i yderst fint selskab," pointerede han med en rolig stemme. Skræmt af det var han på ingen måde, for det var der overhovedet ikke nogen grund til. Han trak på den ene mundvig. "Mit navn er Carlisle Nimanhra," præsenterede han sig dog.. Ikke med den samme stolthed fra tidligere. Den var overhovedet ikke til stede faktisk. Det hele var gået lidt i sig selv, eftersom de var drevet på flugt fra deres eget land.

[Deleted]

At have brug for at tænke og være alene var jo en ærlig sag. Selv var Kira jo den samme. Hun havde ligeså søgt ud for at tænke og stilheden her i dalen var et af de bedste steder. Der var som regel heller ikke så mange mennesker så det at hun mødte et andet individ her fik det næsten til at føles trængt selvom det slet ikke var det.
Hans ord om at der ikke var noget at gøre ved hans situation var synd. Hun sukkede kort og sendte ham et opmuntrende smil "Jeg kender den følelse, desværre. Det er aldrig sjovt ikke at kunne gøre noget ved sin givende situation" sagde hun roligt. Ej sagde han for meget i hendes øjne men det gav hende da et lille indblik i den mand som hun stod overfor og det var noget som hun rigtig godt kunne lide. Hun elskede virkelig at møde nye mennesker, også selv når hun egentlig ønskede at være alene. At han genkendte hendes navn fik hende til at lade panden falde ind mod hestens hals. Hun hadet når folk genkendte hende ved navn, hun følte sig virkelig ikke som en hertuginde af noget som helst. "Det er ikke fint selskab. Jeg er bare mig og ikke en titel" sagde hun stille og løftede hovedet lidt som hun begyndte at ae hesten igen. Alle folk forventede at hun var som hendes forældre og Kira var virkelig alt andet end det så hun skuffede ofte folk og det var en tanke som hun virkelig ikke kunne lide. Hans navn fik hende til at vende blikket mod hans skikkelse selvom hendes ene øje stadig lå gemt bag det tykke hår. Hans navn var hende bekendt ligeså. "Du var den Procianske rådgiver hvis jeg ikke tager meget fejl?" spurgte hun roligt og måske også en smule nysgerrigt.

[Deleted]

Stilheden gjorde godt, hvis der var visse ting, som man skulle tænke igennem. Det var i hvert fald sådan at Carlisle måtte se på det. At han jo så selv var genkendt på navn, var nu heller ikke noget, der forundrede ham. Han ønskede blot at finde ud af, hvad han nu skulle stille op med sit nye liv.
Et svagt smil passerede hans læber. "Det har De ret i," begyndte han. Han havde jo ikke bare mistet sin titel i Procias, men også sit hjem, i og med ,at de alle var drevet over muren og til et andet land. Han havde nu ikke noget imod det, som sådan, men det var svært at starte forfra et helt nyt sted, når man faktisk ikke.. kendte nogen.
Hun var genkendt.. En titel, og et navn, hvor han nu fik lov til at sætte et ansigt på, og selv for ham, var det virkelig rart, at det var sådan det forholdt sig. "Oftest er et navn og en titel, som man bliver genkendt på. Jeg beklager, om jeg har gjort Dem ukomfortabel," sagde han roligt. Han sænkede hovedet en anelse. Selv han var jo blevet genkendt, og det kunne da også godt mærkes lige nu. Han trak vejret dybt. "Det er lang tid siden, jeg har kaldt mig ved denne titel. Min fader tog den retur, da han hjemvendte fra de døde," forklarede han. Men ja.. det var ham, og det kunne han jo nok desværre ikke løbe fra.

[Deleted]

Stilhed var der masser af i denne dal. Det var et perfekt sted at få redet ud i sine tanker, i hvert fald i følge Kira. Hun havde taget mange ture her til. Smilet som han sendte hende gengældte hun roligt. Ej var hun bange for at smile, heller ikke i svære situationer. "Det kan være virkelig svært når man ønsker at gøre noget ved en situation som er svær og der ikke ser ud til at være en løsning. Dog går jeg personligt med den tro at der er en løsning til alt. En gang i mellem er de bare svære at finde" sagde hun roligt og en smule tænkende. Det andet var bare for opgivende. Der måtte være en løsning til alle problemer hvis man bare kiggede længe nok.
Hun blev gengældt på sin titel og sit navn igen. Hun hadet det virkelig. Den titel som hun sad med var ikke af lyst. Hun vidste ikke hvad hun skulle stille op med den men havde kun taget den af nød. Hvad pokker skulle hun stille op? Hun var ikke god til alt det her fnidder fnadder som kom med at være adelig. Hun var jo bare sig selv? "Du skal ikke beklage. Jeg bliver bare ofte genkendt på mit navn på grund af mine forældre som var utrolig velset i landet og folk forventer mere af mig af den grund. Forventninger som jeg ikke lever op til" lød det sandfærdigt fra hende som hun stod der og nussede hesten. Det var virkelig svært når der blev forventet så meget af hende og ej vidste hun hvordan hun skulle gøre tingene rigtigt. Hun havde siddet på titlen i en stund og alligevel føltes den helt og aldeles fremmed for hende. Hun kunne slet ikke få hovedet omkring hvordan hun skulle gøre. "Jeg ville ønske at mine forældre kunne vende tilbage og tage deres stilling retur. Desværre er det ikke ofte det sker for mennesker" sagde hun stille. Blikket hvilede roligt på hans skikkelse som de snakkede. Hun førte roligt en hånd fra hesten og til det lange sorte hår som hun rettede let foran det ene øje. Hun gjorde meget for at skjule det i hverdagen så det var næsten per automatik at hun gjorde det nu.

[Deleted]

Stilhed og mulighed for at tænke tingene igennem, var nok noget, som de alle sammen havde brug for efterhånden. Dette kunne også godt mærkes, hvilket der nu heller ikke var nogen tvivl om, når det endelig skulle være. Hans blik hvilede derfor på hendes skikkelse. "Til tider, må man tage de drastiske midler i brug, for at finde den fred, som man nu har brug for. Jeg har brug for den.. Og siden jeg ikke har andre steder at søge hen, så kan jeg lige så godt.. Stedet bærer et forfærdeligt ry.. En skam.. Synes her er smukt," sagde han oprigtigt. Stilheden fandt han en skønhed i, som han ikke oplevede særlig mange steder, og dette kunne uden tvivl godt mærkes nu.
At blive genkendt på navn og titel, var bestemt heller ikke nyt for Carlisle, og særligt ikke med det liv, som han nu førhen havde levet. Det var noget, som uden tvivl satte sine klare spor, også på ham. Han nikkede mod hende. Han beklagede, om han havde gjort hende ukomfortabel, netop ved at genkende hende, for det havde aldrig været hans hensigt ved dette. "Vil det være nogen trøst for Dem, at jeg ingen forventninger har til dig?" spurgte han denne gang med en rolig stemme. Atter rettede han sig op, og med hænderne let foldet over ryggen.
Til tider, ville man elske at kunne smide en titel retur til sine forældre. I Carlisle tilfælde, havde det ødelagt langt mere, end hvad det havde gavnet, og det kunne uden tvivl godt mærkes. Han trak let overbærende på smilebåndet. "I enkle tilfælde, så måske.. Det er desværre ikke så nemt, som det ser ud," sagde han dog. Et sted en trist tanke.. Men det var jo bare sådan, at denne verden var skruet sammen.

[Deleted]

Dødens dal var et sted som virkelig havde sit ry. Den var grobund for alverdenens teorier om forbandelser og andet lignende. Kira havde ofte befundet sig her og hun var vel så normal som så mange andre. Dette sted var ikke så slemt som folk gik ud fra og dog så havde folkt mødt deres endeligt her. Det var et underligt sted men der var en dejlig ro her. "Drastiske midler er man nød til at bruge en gang i mellem. Det var du ret i. Stedet her er et ideelt sted for fred. Du er den første jeg har støt på her i mange år" lød det roligt fra hende. Hendes blik hvilede roligt på hans skikkelse og hun bed sig kort svagt i læben. "Hvis du ønsker at være alene kan jeg godt søge væk igen?" endte hun roligt. Hun ville jo ikke trænge sig på hvis han ønskede stilheden igen.
Begge blev de genkendt på navn og titel. Det var ikke altid lige sjovt. Det var helt sikkert. Kira havde aldrig kunnet leve op til det navn som hun bar. Hendes forældre havde gjort et så godt arbejde og virkelig været landet tro men Kira kunne bare ikke. Hun vidste ikke hvor hun skulle begynde for at tage sig af folket som hertuginde. Hun prøvede bare at komme igennem dagene indtil hun fandt et mål med det hele. Hun lyttede til hans ord og nikkede så stille. "En smule. Det er blot svært at overkomme pludselig at være kommet til en stilling som men ikke er rigtig for men det var mine forældres sidste ønske" påpegede hun stille.
Hun sendte ham et lille smil. Det var ikke noget som bare sådan kunne lade sig gøre, det med at give en titel tilbage til en forældre. Det var virkelig lettere sagt end gjort. Hun rodede kort med hendes hår igen. Hun gemte sig altid en smule væk fra alle. Det var efterhånden blot blevet en naturlig handling. "Du har ret. Dog ville jeg ønske at det var. Jeg føler mig ikke egnet og dog føler jeg mig tvunget til at blive siddende fordi dette var deres aller sidste ønske. Det er familiearven. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal tage mig af den" lød det roligt fra hende. Det var jo sandheden. Hun vidste virkelig ikke hvordan hun skulle bære sig ad med det hele.

[Deleted]

Selskabet havde Carlisle slet ikke noget imod, og særligt ikke når hun nu ikke virkede til, at ville gøre ham noget. Dertil synes han også at det var rart med nogen omkring sig, som ikke dømte ham for alverdens mærkelige ting. Det var jo i forvejen, hvad man kunne sige, at han var vant til. "Endnu en grund til at søge til stedet her. Selv på trods af, hvad der er hændt her.. så er her smukt," fortalte han oprigtigt. Ikke havde han noget imod at hun var der. Han kunne jo heller ikke smide hende væk fra et offentligt sted, som det her nu var. Men de kunne vel være der begge to? Så meget fyldte han jo trods alt heller ikke, kunne man jo sige. "Det behøver du virkelig ikke," forsikrede han. Han holdt en lille pause, hvor han samtidig fik rettet sig en smule op. "Der er mere end rigeligt plads til os begge," forsikrede han hende denne gang med et stille smil. Han var jo en venlig og imødekommende person. Det var i hvert fald hvad han forsøgte at være.

De kendte begge til det med at blive genkendt på titel og navn. Det var hårdt til tider, men det var bare meget begrænset, hvad man kunne gøre ved det. Han sænkede hovedet. Han kunne jo ikke være mere end enig med hende. "Man skulle ønske, at man kunne sige, at man lærte at leve med det, men det er rent faktisk hårdt," sagde han denne gang. Armene lod han afslappet glide over kors på hans faste bryst. En ung mand i sin bedste alder. Det var jo hvad han var.
"Jeg er ked af, at du er blevet påduttet noget, som du ikke har ønsket," sagde han oprigtigt. Det i sig selv, måtte jo næsten være det værste af det hele, og det kunne han bestemt heller ikke ligefrem lide.. Sådan havde han det med sin egen trolovelse. Han kunne slet ikke lide det!

[Deleted]

Kira ville ikke trænge sig på hvis det var stilhed som han ønskede sig. Selv kom hun jo her for at tænke og det kunne en gang i mellem være svære med andre omkring sig. Dog virkede Carlisle meget flink og hun sagde aldrig nej til godt selskab. Ved hans ord nikkede hun roligt. "Der er meget smukt på stedet her. Personligt lader jeg mig ikke skræmme af rygter om forbandelser eller historier om hvad der førhen er hændt" lød det blot fra hende. Stedet havde et dårligt ry men hun kunne godt lide at være her. Der var bare noget over det som faldt i hendes smag. Smilet bredte sig en smule på hendes læber. Hun var glad for at hun ikke behøvede at gå. Det var trods alt rart at have nogen at snakke med. "Det er jeg glad for" lød det fra hende.

På det punkt var de ens. Begge leve i en skygge af en titel som havde været deres forældres. Det var ikke nemt, ja det var hårdt for at sige det mildt. Kira hadet det. Hun ville sådan ønske at der var en anden mulighed men lige nu så hun ingen. Det var fustrerende og hårdt men dog noget som hun måtte finde sig i. "Du har ret. Det er langt hårdere at leve med det end man tror. Det er som en skygge der ligger ind over en. Folk som aldrig har prøvet det kan ikke sætte sig ind i hvordan det er" pointerede hun roligt. Hun aede hesten en smule mens hun tænkte. Der var så mange ting der skulle gøres og så mange ting hun burde gøre og dog så følte hun sig bare helt og aldeles fortabt. Hans ord fik hende kort til at lukke øjnene før hun igen vendte opmærksomheden og blikket i hans retning. "Jeg ... er ikke som sådan blevet det påduttet. Det er et valg jeg har truffet men følt mig presset til. Mine forældre og jeg havde det ikke godt sammen. Jeg var ikke den datter de ønskede sig og de døde før vi kunne blive venner igen. Jeg ved at det var deres ønske at jeg tog mig sammen og tilså Manjarno under dronningen som de havde gjort det i mange år. Derfor står jeg her" forklarede hun roligt. Hun vippede kort med hovedet og håret bevægede sig en smule væk fra hendes venstre side og afslørede en del af hendes eclipse som hun havde i hovedet dog lå hendes øje stadig gemt.

[Deleted]

Selskabet havde Carlisle ikke noget imod, og derfor havde han ingen intentioner om at sende Kira derfra. Desuden var her mere end rigeligt af plads til dem begge to, så hvorfor ikke bare nyde det, mens de nu havde muligheden for det? Et kort smil passerede hans læber. "Der er ingen grund til at dømme et sted for noget, som engang er sket. Det er bare en skam, at folk dømmer tingene på baggrund af hvad der engang er sket. Folk går glip af så meget på baggrund af det," fortalte han denne gang. Det var næsten det, som han anså for at være det værste af det hele, men det var bare meget begrænset, hvad han kunne gøre ved det. Desværre.

At være påvirket af en titel, som man havde modtaget, pådraget sig, eller var blevet påduttet på den ene eller den anden måde, så vidste de begge hvordan det var. For Carlisle var det rart, men det ændrede jo bare ikke rigtigt at der var noget at gøre ved det. "Du har pådraget dig en titel, for at stille dine forældre tilfredse?" spurgte han denne gang. Ja, det var noget, som han et sted godt kunne forstå, for det var hen af det samme, som han vel havde gjort? Han havde taget titlen, da hans fader var gledet bort. Døden havde bare ikke været i stand til at holde den. "Verdenen er brutal, må jeg sige.." endte han med en dæmpet stemme. Det var jo.. frustrerende et sted.

[Deleted]

Kira nød at være sammen med andre mennesker. Det var en af de ting som var god ved hende. Hun elskede at have folk og dyr omkring sig og hun var god til at snakke med dem når de alktså kunne lade være med at stirre på hendes Eclipse og hendes drageøje. Der var så mange der synes at det var mærkeligt at hun havde et drageøje men de kendte jo heller ikke hendes historie. Hun var blevet angrebet og hendes øje havde taget skade. Hvis ikke hendes drage, Desmond, havde givet hende en del af hendes syn ville hun nok have været blid for evigt. Hun sendte ham et smil ved hans ord. ”Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv for at være ærlig. Folk går glip af rigtig meget når de fordømmer. Det er menneskets natur at dømme på udeseende og race. Det er i sandhed synd” lød det roligt fra hende. Hun kendte det jo fra sig selv. Der var mange der end ikke turde kigge på hende på grund af hendes øje. Det var ikke altid lige sjovt.

Påvirket, påduttet eller på anden vis være tvunget til at påtage sig noget som man ikke havde lyst til var aldrig sjovt. Selv følte Kira sig som en fisk på land når det kom til titlen som hertuginde. Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle stille op med den. Det var tydeligt at hun skuffede folk. Hendes mor og far havde været elsket af de folk der var omkring dem så da Kira trådte til forventede de at hun var som det tidligere hertug par men Kira mindede på ingen måder om sine forældre til manges skuffelse. De3t var ikke sjovt overhovedet. Hun nikkede stille ved hans ord. ”Eller nok nærmere som en måde at sige undskyld til dem. De døde før vi kunne blive venner igen og, ja … Dette er vel min måde at sige undskyld på” lød det tænkende fra hende. Hun vidste ikke lige hvordan hun ellers skulle beskrive det. Det var jo sådan hun havde det. Hun følte vel at dette var en måde at rode bod på fortidens synder for hvad havde hun ellers? Hans ord fik hende til at rette hovedet op og kigge på ham. Hun kunne ikke give ham andet end ret. ”Du har så evig ret. Verdenen tager og tager uden at man får meget igen. Det er hårdt men noget man må leve med” endte hun stille.

[Deleted]

Ikke var Carlisle bange for Kira. Naturligvis fandt han hendes syn og øje højest besynderligt, men med det, som han havde oplevet, og med den opdragelse, som han havde fået, så dømte han ikke nogen for noget som helst. Det var han da den sidste som skulle gøre. Her var de enig.. men så lang tid, at de måtte være enig om tingene, så var det jo også noget som kom dem til gode, fremfor alle mulig andre. "Det kommer os få til gode," sagde han denne gang med en rolig stemme. Det i sig selv, var jo heller ikke noget, som måtte sige så lidt, kunne man jo sige. Et kort smil passerede hans læber. Selv holdt han endnu sin afstand til hende. Selvom der intet tegn var på, at noget ville ske, så behøvede man jo heller ikke ligefrem at tage chancen. Det var der jo ingen verdens grund til. "Mennesket dømmer.. Det går stærkt udover dem, som slet ikke har fortjent det," sagde han roligt. Det i hans øjne, var uden tvivl en kæmpe skam.

Ud fra hendes ord, måtte Carlisle tolke og konkludere, at den titel, som hun måtte bære, var taget på baggrund af en dårlig samvittighed overfor hendes forældre. Selvfølgelig synes han det var synd. Selv kendte han til det. Han havde vel et sted gjort lidt det samme? "Jeg formoder, det er dårlig samvittighed?" spurgte han roligt. Ikke var han en som skulle klandre hende for noget eller noget som helst. Han var ikke meget bedre.. Lige hvad det angik, stod de begge som ofre for den brutale verden, som de var en del af. "Virkelig.." Han bed tænderne svagt sammen. Han trak vejret let. "Vi må gøre, hvad vi bedst kan, ud fra omstændighederne," tilføjede han dog. Han sendte hende et optimistisk smil.