This is Hell

[Cassie Imirachi]

Carmine Jordin Marlineo
_________________________________

Rastløs vandrede Cassie frem og tilbage. Endnu engang var hun i Corvento og endnu engang spærret inde bag tunge hængsler, men denne gang endnu mere bundet på hænder og fødder. Selv i mørket, kunne hun fra vinduet stå og se hen på det sted der engang havde været hendes hjem, det store, prægtige Corvento Mansion. Klædt i en lang kåbe af silke som hun var blevet skænket af Anthony, stod hun og så ud i mørket med trætte øjne og blege kinder. Det var ikke mere end få timer siden han havde besøgt hendes kammer, for at plante endnu et mærke på hendes krop, der var fuldkommen blottet under kåben.
Hans tandsæt var overalt. Hun huskede det ikke som smertefuldt, men det var det hver gang han bed, men smerten hang ved selv efter det, hun følte sig nærmest beskidt, som et simpelt stykke legetøj. Spor af salte tårer kunne anes på hendes kinder. Vinduet i sig selv kunne heller ikke åbnes så hun kunne ikke mærke den kolde brise. Hun trak kåben tættere omkring sig og blinkede en tårer væk, før hun vendte sig bort fra vinduet, for i stedet at lægge sig hen på den slidte seng, der nu var hendes. Klokken var mange, måske hun kunne lukke sine øjne og håbe på at dette mareridt var slut i morgen som hun gjorde hver aften. Ved siden af det her, virkede Alex' hærgen nærmest som et paradis. Lydløst trillede flere blanke tårer og landede på sengetøjet under hende. kroppen var stadig øm efter den hårdhændet behandling hun fik, og det var kun fordi hun endnu blev set på som et symbol på magt, og så af Alex' egen bror?
For første gang nogensinde havde hun lyst til at slå fra sig, alt for at komme væk fra det levende helvede hun var endt i, frem for det paradis der havde været hende i vente sammen med Marius. Hun lukkede sine øjne og forsøgte at tænke på ham i alt det her, for at komme væk.

[Carmine Jordin Marlineo]

Corvento.. Carmine turde end ikke tænke på hvor længe han egentlig havde været væk. Det eneste som han kunne konstatere, at der kun nylig, var kommet markante ændringer til landet her. Ændringer, som nok meget snart, skulle komme ud til resten af den dvasianske befolkning.
Næsten lydløst bevægede han sig igennem mørket. Hans hjem igennem så mange år, og næsten alle de år, som han kunne huske. Corvento Mansion var derfor det, som han stoppede op ved. Hans gamle hjem. Det stod endnu, som det alle dage havde gjort. Det var stadig underligt, at han ikke kunne indtage det, som havde det været hans. Alexander var død. Manden ville ikke opgive den plads af sin egen frie vilje, og af hvad han vidste, var det ikke den mand, som sad på posten længere. Desværre? Måske det var for det bedste.. Manden var jo blevet rablende vanvittig uanset, så måske at det bare var den rette tid, for ham endelig at stille de oldgamle træsko? Han havde jo uanset ikke været der til at redde manden ud af de kattepiner, som han kun måtte forestille sig, at han var faldet i, i årenes løb.
I lyset, kunne han spotte en skygge.. En duft, som han tidligere havde duftet, og dette gjorde ham alligevel nysgerrig. Kunne det være..? Hovedet lod han søge på sned, som han stillede sig tæt ved muren. Den blege hånd lod han stryge over den. Nu havde han altid været den fornuftige.. hjernen bag det hele. Han hævede blikket igen. Neglene lod han bore sig ind i den gamle sten med sådan en styrke, at det næsten synes som en boremaskine.. Og derfra begyndte han at klatre. Elegant som kun en vampyr kunne gøre det.. Lydløst som de kunne gøre det. Svagt kneb han øjnene sammen. Ikke så meget som et ord eller en lyd forlod ham. Han ønskede ikke for meget opmærksomhed.

[Cassie Imirachi]

Alexander var væk, der var ikke længere nogen hjæælp at hente, intet ud over et spinkelt håb om at Marius ville finde hende et sted i skyggerne. Hvor lang tid der var gået havde hun intet begreb om, nat og ag flød sammen i takt med de mange timer hun tvang sig selv til at sove om dagen for at forsvinde. Hun kunne ikke holde ud at være spærret inde, for en kort stund havde hun smagt den søde frihed, men ikke længere. Nu var hun endnu engang bundet på hænder og fødder, udvidende om at der var større farer i natten.
Hun vendte sig rundt i sengen og krøb sammen. Hun havde slet ikke styrke til at gøre det her endnu engang, rent bogstaveligt blev hendes energi ligeså frataget for hver en mundfuld af hendes berusende blod, Anthony tog.
Trods hun var træt, direkte udmattet, så føltes det anstrengende at holde øjnene lukket, så hun slog dem op og gispede af forskrækkelse ved synet af skikkelsen der gled forbi hendes vindue. Okay nu måtte hun være vanvittig, for hun havde svoret at han lignede ufattelig meget som Carmina.. som om at det havde været en hjælp, den mand havde altid hadet hende. Hun satte sig op og holdt tårerne inde.
Pludselig forsvandt trætheden som dug for solen, og hun rejste sig med bankende hjerte. Hvilken synd havde hun begået for at skulle stå imod alle disse plager? Forsigtigt listede hun hen over gulvet på nøgne fødder og stilte sig i det nøgne vindue. Det havde nok bare været hende, men hun var nødt til at sikre sig. Hele kroppen rystede af angst for at have ret, men Carmine var død for mange år siden, men hvad skulle han lave her? Stod han i ledtog med Anthony eller var det bare hendes sind der snød hende?

[Carmine Jordin Marlineo]

Carmine gjorde egentlig hvad der passede ham, men nu havde han jo heller ikke Alex, til at tage den magt, og den kontrol fra ham længere. Han var desværre ikke i tvivl om, at den mand var væk.. Han kunne mærke det. Han kunne jo tydeligt mærke, at hans egen skaber ikke længere var til stede. Om han ville græde? Nej... Trist var han skam, men det var vel egentlig også det?
Neglene borede han tæt ind i den gamle stenmur, mens han kravlede op. Han gjorde det langsomt og stille. Han havde alverdens med tid, og særligt nu, hvor de var på vej ind i den mørke vintertid. Nætterne blev jo kun længere og længre.
Carmine stoppede op, ved siden af vinduet. Den kvindelige skikkelse, som han så på den anden side, var til at kende igen på milevis afstand! Og nu hvor han også var kommet hende så tæt på, så var han heller ikke i tvivl om lugten. Det måtte være Cassie. Tænk engang, at hun stadig skulle være i live. Langsomt trak han sig hen foran vinduet, da hun stod lige ved det. Med begge negle boret ind i vægge. Det skulle jo trods alt holde hans vægt på den lodrette mur. "Du vil ikke åbne vinduet for en gammel kending?" lød det roligt, ligegyldigt og kortfattet fra ham. Han var ikke kendt med, at vinduet ikke kunne åbnes. Selv på trods af at Cassie og ham, havde haft deres forhistorie sammen, var han nu alligevel glad for at finde noget velkendt fra hans egen tid. Det var lettende, at vide, at det ikke var alt, som var forandret. Hun hadede ham vel stadig, som hun havde gjort dengang?

[Cassie Imirachi]

Det her måtte være en ond drøm, ellers kunne Cassie ikke tro hvad hendes egne øjne fortalte hende. Her stod hun i mørket og så direkte på Carmines rædselsvækkende skikkelse. Efter alle de år lignede han sig selv, men han burde være en bunke støv der var længe glemt og længe begravet. Hendes blik var malet med forvirring, og hendes mund let åben i chok over det bedrag der foregik lige for hendes øjne. Hun havde forsøgt med en ny start, forlovet sig, godt nok med en vampyr, men en god mand, hun var flyttet langt væk, været tryg og nu løb fortiden hende i hælene. Selv efter alle de år, var hun et simpelt trofæ, men hvorfor opsøgte de hende nu?
Hun bakkede væk fra hans stirrende blik, og ind i mørket som om at det ville beskytte hende. Nu var hun kun lykkelig for at vinduet ikke kunne åbnes, ikke indefra vel og mærke. Det mørke silke slæbte langs gulvet, hun var nær faldet i det som hun bakkede og derfor stoppede hun midt på gulvet, halvt om halvt skjult af værelsets skygge og halvt om halvt oplyst af lyset udefra.
"Forsvind Carmine. Gå tilbage til din grav"!" bad hun uden at vide om han overhovedet kunne høre hende. Et eller andet sted håbede hun at hun om et øjeblik ville vågne og indse at det bare havde været et mareridt.
Hendes hjerte slog hurtige slag, i forhold til den udmattende krop var det nærmest svimlende. Hun bad til at Alex ventede for foden, for det betød tryghed, Carmine var om muligt mere frygtindgydende end Anthony uden Alex til at holde ham i snor.

[Carmine Jordin Marlineo]

Synet af Cassies skikkelse, var et sted lettende for Carmine. Der fandtes rent faktisk nogen fra hans egen tid her, og det var noget, som faktisk betød meget for ham! Selvom han hang ude på væggen, og tydeligt havde det da sin effekt. Var det frygt? Eller foragt, som han kunne fornemme? Hånden lagde han tæt ved vinduet. Hun havde tydeligvis ikke tænkt sig at lukke ham ind. "Så må jeg jo selv." Det var lige før, at han talte med en skuffelse i stemmen.
Carmine vendte blikket mod vinduet. Der måtte være en grund til, at hun var her.. og med et låst vindue? Nu havde Cassie aldrig forekommet ham som en indelåst fugl, men derimod en fri en af slagsen.. Uanset hvad Alexander havde forsøgt at gøre ved hende.
Hånden placerede han mod ruden nederst ved vinduet, hvor han trykkede til. Det tog ikke særlig lang tid, før vinduet måtte give en smule efter for hans vægt. Nej, lige her, var han nok ikke videre diskret eller elegant, men det var svært at komme ind af et låst og lukket vindue, når man samtidig skulle lege edderkop! Han tog derefter fat i vindueskarmen, hvor han rev til.. og rev derfor også vinduet op. Efter han havde fået det op, forsøgte han denne gang at komme ind. Langt mereelegant, end hvad han havde gjort hertil. "Hvilken måde at ønske en gammel kending et gensyn på, kære Cassie. Jeg troede Alexander havde lært dig nogle manerer." Hanvendte sig mod hende.. Han blev derfor stående i det svage lys.

[Cassie Imirachi]

Selv hvis hun havde ønsket at åbne vinduet, så ville det ikke have været muligt. Dog så ønskede hun ligeså lidt Carmines selskab som hun ønskede Anthonys. De to var af samme støbning, ligeså manipulerende, ligeså ækle men dog ligeså galante, hvilket var dybt frustrerende. Som han begyndte at kæmpe med vinduet blev hun om mulig mere ræd. Selvom hun kunne se det give efter, tiggede og bad hun til at det ikke ville give efter for hans umenneskelige styrke.
En kølig brise ramte hende og fik hårene til at rejse sig a vinduet endelig gav efter og blev kastet et ligegyldigt sted, hvilket gav ham adgang til det kammer der havde været hendes fængsel i.. ja hun anede ikke hvor lang tid efterhånden. "Carmine.. Hvad laver du her?" spurgte hun og bakkede til væggen forhindrede hende i at lægge større afstand til ham. Hendes hånd gled næsten sensuelt gen over kommoden ved siden af, før den faldt langs hendes side. Den mand havde alle dage forsøgt at komme af med hende for at få Alex for sig selv, havde hun ikke vidst bedre ville hun have troet at de havde været hinandens mage så meget som de havde holdt fast i hinanden. "Du burde være død," konstaterede hun med store, forvirrede øjne. Der var ikke den samme glød over hende som der havde været før, hun var bleg selv af hendes mørke hud og uden nogen liv. Hun havde ikke danset i ugevis, de mange bid der blev taget af hende, gjorde hende for svag til overhovedet at prøve, men i det mindste var hun i live.. så lang tid det ville vare ved om ikke andet, Carmine ville nok elske at få hende af vejen.

[Carmine Jordin Marlineo]

Det første Carmine lagde mærke til, var den matte mørke glød, som Cassie under normale omstændigheder måtte gå rundt med. Ikke at det var noget, som han nogensinde havde sagt noget til.. Men her var sagen en anden. Selv på trods af at hans skaber ikke længere var omkring dem, var det noget, som han havde fældet de blodige tårer for.. råbt og skreget, og det som nu var.. en følelsesladet påvirkning, havde han nu været igennem. Nu kunne han jo trods alt tage mere fat i de løse ender.
"Jeg burde nok snarere spørge dig om det samme, Cassie?" spurgte han roligt. Tøjet rettet han på. Hun trak sig væk fra ham. Et sted fandt han det sødt. En afvisning.. Hun kunne jo forsøge alt hvad hun ville. Sagen for hans del, var om ikke andet, at han faktisk var glad for at se hende. Oprigtigt, så var han glad for at se hende. Det var meget få ting, fra hans gamle liv, som var som de plejede. Her var der da noget genkendeligt ved det hele.
"Jeg var.. Kom tilbage.. og nu står jeg her," pointerede han med en kortfattet stemme. Han trådte roligt mod hende igen. Bange for hende, var han jo heller ikke ligefrem. Hans blik søgte hendes på største gennemborende og koldeste vis. "Hvem har gjort det der ved dig?" spurgte han direkte. Den manglende glød, kunne da kun tyde på en ting!

[Cassie Imirachi]

Det eneste der engang havde afholdt Carmine fra at skille hendes legemsdele fra resten af kroppen, var Alex. Nu var han væk, der eksisterede ikke et løfte om beskyttelse nu. Uden ro og elegance var det en helt ny kvinde der stod overfor ham, skælvende.. bleg og bange. Alexander og ham havde været skræmmende men aldrig havde hun været så bange som Anthony formåede at gøre hende.
Hvordan kunne en genopstået mand bevæge sig med samme selvsikkerhed, samme ynde og samme elegance som var hans hoved aldrig blevet skilt fra resten. "Det kan jeg se," hun sank en klump. Det var ret åbenlyst at han ikke længere lå i sin grav selvom hun inderligt ønskede at han gjorde. Det ville gøre alting meget lettere for hende.
Jo tættere han kom, des mere pressede hun sig op mod den kolde væk. Silken omkring hende var tynd og efterlod ikke meget varme. Hun så væk fra hans gennemborende blik og lagde armene omkring sig selv i ringe trøst. "Siger navnet Anthony Imirachi dig noget?" spurgte hun hæst. Alex havde aldirg nævnt en bror overfor hende, men Carmine og ham havde været betroede på en helt anden måde, som hvis Alex selv havde vidst det, så var hun sikker på at Carmine gjorde. Hun savnede sin egen gnist. Det eneste hun ønskede var at komme tilbage til sin forlovede, tilbage til de trykke rammer. Hun lagde hovedet lidt på sned, og afslørede bare nogle af de mærker der var efter bid, der var flere af dem end bare de synlige.

[Carmine Jordin Marlineo]

Cassie var bange for ham. Et sted kunne Carmine ikke undgå at nyde den tanke.. og derfor fortsatte han med at søge frem mod hende. Det drev ham til at pine hende med det. Alexander havde forbudt ham nogensinde at lægge en finger på hende, og nu hvor manden var borte, så var der intet, der forhindrede ham i at gøre, hvad der passede ham længere.
"Desuden har jeg alle dage været død. Det har du været så god til at pointere for mig," kommenterede han videre, inden han stoppede op lige foran hende. Hun var bleg.. bange og uden den gnist, som han var så vant til at se hende med. Blikket faldt gennemborende til hendes. Anthony? "Jeg troede den mand, var væk for længst. Alexanders bror," afsluttede han. Han kneb øjnene svagt sammen.. Næsten helt dyrisk. Var det ham, som havde gjort det her ved hende? Det vækkede en form for vrede i ham.
Langsomt hævede Carmine hånden og strøg den kort mod hendes kind, inden han trak den til sig igen. "Den manglende glød, ville få Alex til at vende sig i den evige grav, Cassie.. Hvad er det Anthony har gjort ved dig?" Han var kendt med vampyrernes kodex.. og hvad det betød, om han havde sat tænderne i hende. En ting var at han skulle følge de regler, som han havde været med til at skrive. Noget andet, var hvis de skulle bruges imod ham!

[Cassie Imirachi]

Væggen forhindrede hende i at bakke yderligere trods Carmine fortsatte med at mindske afstand. Han gav hende alt grund til at frygte ham, det havde han hele livet gjort, med sine trusler og eder og forbandelser over hende. Altid havde han ønsket hende borte, så hvad skulle have forandret sig?
Hendes øjne var store, malet af rædsel og forvirring, noget som ellers ikke lignede hende. "Sandheden kan ingen se bort fra," påpegede hun blot. Nu gik han ubekymret omkring frem for at ligge som en bunke støv, der var ganske stor forskel i hendes øjne. Hun så ned og mærkede sit hjerte slå hårde, nervøse slag, man kunne se hvordan det forsagede hendes barm til at hæve sænke sig i oprevet åndedrag.
"Jeg kendte ikke hans eksistens.. og nu har en Imirachi endnu engang holdt mig fanget," bitterheden var svær at hindre. Hun var bange, og svækket af det blod hun jævnligt mistede, de mange bid som markerede hende. Den kølige hånd fik hårene til at rejse sig. Det var et af de mere blide hun havde modtaget, men kun fordi det kom fra hans hånd, tillod hun sig ikke at lade sig snyde.
Som svar på hans spørgsmål, blottede hun forsigtigt halsen, så han kunne ane de mange mærker efter bid, det var kun halsen. Der var flere at finde på hendes krop. "Alex er årsagen til dette. Jeg håber han vender dig," sagde hun ærligt. Tårerne samlede sig i hendes øjenkrog. Lige nu ville hun gøre hvad som helst for at komme væk herfra, langt væk fra vampyrer!

[Carmine Jordin Marlineo]

Cassie var ikke i stand til at bakke mere, hvilket passede Carmine fint. Så kunne han jo selv komme tættere på. Sjovt at se hende så fyldt med.. frygt. Nu havde hun jo heller ikke Alexander at gemme sig bag, så mon ikke, det havde noget med sagen at gøre? "Du frygter for mig.." kommenterede han denne gang. Hovedet lod han søge på sned og med et kækt smil på læberne. Han ville lyve, hvis han ville påstå, at han ikke nød det, for det gjorde han godt nok!
Den kolde hånd strøg over hendes varme kind. Intetsigende kiggede han på hende. Der var ting ved dette, som bare ikke stemte overens, og naturligvis var det en tanke som irriterede ham. "Tænk, at den mand igennem alle de år, har levet i skyggerne.." Han knyttede næverne svagt, som han trak hånden til sig igen. Mærkerne på hendes hals, var det næste, som han lagde mærke til. Med andre ord, blev hans eget skriftlige håndværk, brugt imod ham, hvilket var en tanke, som pissede ham af, for at sige det mildt! "Alex lagde navn til, da han var leder.. Det skriftlige arbejde er mit.. og det bliver nu brugt imod mig.." Han knyttede næven, så den begyndt at ryste. I princippet burde han jo slet ikke røre ved hende, men han var ligeglad! "Nuvel.. vi skal herfra, Cassie," endte han med en kortfattet og meget direkte stemme. Reglerne var til for at brydes, ikke sandt?

[Cassie Imirachi]

Alexander havde ydet beskyttelse mod hende, det regelværk var skrevet dels for at holde hende uberørt, hvilket burde betyde noget, men uden nogle til at opretholde loven, så blev det hanlagt i intethed. "Der var engang hvor dit stærkeste og inderste ønske, var at få mig af vejen, så gør jeg ikke klogt i at frygte dig?" spurgte hun direkte og trykkede sig op af den kolde væg. Kun en tynd kåbe af silke til at holde hende dækket, hun kunne føle dets kulde og ruhed i ryggen.
"Må han brænde under solen," mumlede hun vredt. Anthony havde fjernet hende fra trygge omgivelser, fra en mand hvis eneste mål var at beskytte hende, og som trods alt ville ægte hende uden frygt for andre vampyrer, og nu var hun et sølle trofæ, markeret så ingen anden kunne røre hende. "I så fald er dette din skyld! Min fortid med Alexander har gjort mig til et forbistret trofæ! Jeg er ingen genstand, hverken din Alex' eller nogen anden!" hendes tone var stærk men stemme svag. Hun blinkede tårerne væk og så ned af sig, skamfuld over sin krop og sin fremtoning som altid havde betydet meget for hende. Væk? Hun så op og blinkede en kende forvirret. "Væk? Jeg er hans ejendom nu? Er det ikke sådan I plejer at fremstille det? Desuden, hvorfor skulle jeg forlade ham blot så du endelig kan få din vilje og lægge mig i graven?" spurgte hun hårdt og fangede for første gang hans blik direkte. Der var intet at tabe, hun var allerede afkræftet, formentlig snart død, så at modsige sig ham, kunne pludselig godt betale sig.

[Carmine Jordin Marlineo]

Jo mere Cassie måtte sige, jo mere måtte det frydende smil passere Carmines læber. Hun frygtede virkelig for ham. Fint. Så havde han jo fået helt præcist det ud af det, som han gerne ville have, og det passede ham jo mere end fint! "Du har ret.. Du burde frygte mig, som du alle dage har gjort. Så har jeg fået ud af det, helt præcist, hvad jeg gerne ville," sagde han med en tydelig tilfreds stemme.
Selvom reglerne tydeligt var blevet misbrugt - I hans øjne om ikke andet, så var lige netop den regel, jo skrevet, for at beskytte og passe på Cassie. Nu hvor Alex ikke længere var der, var det ejerskab jo desværre faldet fra, og mandens broder havde derfor valgt, at tage affære. "Det troede jeg, at manden var for mange år siden," sagde han oprigtigt. At manden rent faktisk var i live, og hele tiden havde været det, havde han svært ved at finde ud af. Særligt fordi, at det jo var Alexanders broder.
Carmines blik gled til hendes skikkelse. Regnede hun ærlig talt med, at han ville lade hende blive der? Det ville være en vanære både mod Alex, men så sandelig også ham selv! "Hvem skulle håndhæve reglerne overfor mig, Cassie? Desuden vil det koste dig livet at blive.. Så jeg vil anbefale dig, at finde hvad du skal bruge for at holde dig varm, og tage med mig," fastholdt han denne gang. Han ville ikke give hende noget andet valg. Desuden.. pissede det ham af, at hans egne regler, blev brugt mod ham!

[Cassie Imirachi]

Carmine nød dette en kende for meget. Måske det var det procianske gen, men hun var ej bange for at indrømme sin frygt, også selvom hun havde udholdt århundrede i hans selskab. "Jeg levede gennem århundrede under samme tag. Vi ved begge at du kun puster sig op for egen morskab, Alex var altid manden med handling," hun vendte arrogant den anden kind til og sneg sig forbi ham, for igen at lægge afstand. Carmine havde været med til at skabe de samme regler der havde været til for at beskytte hende. Nu foragtede hun konsekvenserne. Et sølle trofæ, var hvad hun var, den ene ting som kun lederen havde lagt sin hånd på.. frem til nu vel og mærke.
"Alex fortalte mig aldrig om ham, så jeg går ud fra at han troede det samme," det var mere en konstatering end et egentligt spørgsmål. Rastløs drev hun rundt i lokalet, mærkede den kolde aftenbrise fra det ødelagte vindue, mærkede den blæse i hendes mørke hår og silken omkring hende blafre. Det holdt ikke varmen inde. I så lang tid havde hun næret håb om at Alex ville vende tilbage og tage hende væk fra dette helvede og i stedet dukkede et nyt op. Carmine Marlineo... den pest og plage!
Næsten chokeret stoppede hun op og så på ham forvirret. Det lød næsten som om han havde planer om at lade hende leve selv efter dette, når han altid havde ønsket sig andet. "Det findes vampyrer, alngt mægtigere end dig i dag, Carmine. Du er ikke længere herre over reglerne," pointerede hun og gik modvilligt i gang med at pakke. Eller det ville sige at hun fandt båndet til at binde den flotte silkekåbe med sit mindre slæb, for det var alt hvad hun havde her. "Jeg har intet andet end denne," sagde hun ærligt og vendte sig mod ham.