Where is home?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var nok langt fra de oprigtige omstændigheder, men hvad fanden.. de kunne nyde det, nu hvor de havde muligheden for det, og det var det, som han havde tænkt sig at gøre. Han rystede smilende på hovedet. "Come on.. Det er mig, der tvinger dig i udvikling," fastholdt han næsten hoverende. Se hvor meget hun havde udviklet sig igennem den sidste time, hvor de havde været sammen. For hans vedkommende, handlede det jo udelukkende om at nyde dette.
Var det for sent? Ganske vidst havde han en prinsesse ved sin side, men det var skam ikke fordi at der ikke var plads til andre. Jarniqa havde måske en anden tanke, hvad det angik, en selv han, havde brug for at have et tilhørsforhold, og det ville han gerne! "En prinsesse i vejen? Sig mig.. Er du jaloux?" spurgte han med en latter. Han kunne slet ikke tage tingene seriøst længere. Det var svært med alt det, som han selv havde fået indebords nu.
Han var Faiths søn.. Han var født til at lede, men fik ikke den mulighed længere. Han vendte blikket mod sine hænder. Var han andet? Nok ikke mere. "Det er hvad hun opdrog mig til. Hvad andet er jeg?" spurgte han. Han kunne ikke gøre noget ved det lige nu. Han havde mistet sit tilhørsforhold.. Faith kostede rundt med ham.. og nu sad han så her. Han bed tænderne sammen, inden han igen lod sig falde ned i sengen, selvom det resulterede i, at han slog baghovedet ind i sengegavlen. Han klemte øjnene sammen og gned sit hoved. "Av... for mange ord," mumlede han let for sig selv.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Cecilaya tyggede lidt på hans ord med en lidt tænksomt panderynken. "Dig? Hmm nej det virker ikke logisk," konstaterede hun sagte og skubbede tanken lidt fra sig igen. Han havde fået drukket hende fuld og nu sad hun og plaprede ud med alle sine tanker og følelser og ting om sin fortid, hvilket hun ikke gjorde til nogen.. ud over Jared, men det havde været i naiv tro om at han havde været væd at stole på.
Jaloux? hende? "Ja ih, jeg er død jaloux på den prinsesse der har fået fingrene i min bror.. helt ærligt hvad tror du selv? Du er slet ikke min type!" udbrød hun morende. Det var nærmere måden han så på Jarniqa på. Hun kunne bilde sig selv ind at hun ikke ønskede det, men hvilken kvinde drømte ikke om at få det en eller anden dag?
Hun kravlede ned på maven og lagde sig med hovedet i fodenden med benene en smule svævende over madrassen. "En stærk dæmon, men visionerne til at opnå en hel masse. Hvorfor tænke så lidt om dig selv blot fordi Faith ikke anerkender dig? Jeg mener.. ja, ja, hun er en af tidens mest magtfulde kvinder, men har du set hvad det har kostet hende?" hun grinede lidt. "Okay undskyld for mange ord igen," konstaterede hun og vendte blikket over skulderen tids nok til at se ham slå hovedet ind i gavlen. Okay de var virkelig på dybt vand, men hun kunne alligevel ikke lade være med at bryde ud i latter.. igen. Hun havde ikke grinet så meget i mange år.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Stilheden måtte atter en gang brydes med en latter. Lucifer kunne ikke lade være. "Du er virkelig en Jaceluck.. Du vil jo ikke indrømme det," kommenterede han let for sig selv. Det gjorde ondt bag hovedet lige nu.. men hvad fanden. Det gjorde nok mere ondt i morgen, end hvad det gjorde nu.
Når hun stillede det op på den måde, kunne han da godt se, at det måske blev fremstillet på en lidt forkert måde. Han rystede kort på hovedet. "Eller.. du er jaloux på hende, fordi jeg er din bror.. og du ikke selv vil få mulighede. Se dét vil give mening!" endte han. Okay, han havde fået alt for meget at drikke, og det kunne han da også godt mærke nu. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik. For lange sætninger, kunne han slet ikke følge med i. Ordene kørte rundt i hovedet på ham, og gav til sidst slet ikke mening.
Lucifer fulgte hende med blikket, da hun lagde sig ned igen. Hun var en smuk pige, og han kunne lide hvad han så.. Igen var det jo tanker, som han måtte slå ud af hovedet. Alt for mange ord, og det var svært for ham, at finde ud af hvordan og hvorledes. "Jeg er hvad hun gjorde mig til.. og hun tog det hele fra mig igen, Cecilaya," kommenterede han blot. Ja, tanken gjorde ham vred, men uden noget tilhørsforhold eller andre at støtte sig op af, var det fandme svært at komme igang igen. Hænderne gled over hans ansigt. Alkohol gjorde en træt, og dette var intet undtag. "Vi burde sove.." sagde han pludseligt. Han rettede sig op, hvor han begyndte at knappe sin skjorte op. Han sov jo bedst i ingenting.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

"Jeg benægter da ikke at jeg er en Jaceluck! Jeg siger bare at jeg også er en Maloya og en Marvalo, og de gener må da også skinne bare lidt igennem," sagde hun lidt håbefuldt. Jaceluck var nok stærkest efter alt, men hun ville bare ikke være ligeså misrable som hendes egen mor.
"Ja for jeg har ikke større drømme end at være sammen med min egen bror, som jeg først lige er begyndt at kende. Beklager, så attraktiv er du heller ikke," løj hun. Lucifer var en.. virkelig pænt mand og så havde hun nok også underdrevet det lidt. En mand som ham fortjente en prinsesse. Hun havde fået en trold.. som havde forladt hende, hvilket herligt liv.
Det blev ret hurtigt irriterende ikke at kigge på ham, så hun fik møvet sig om på den anden side, så hun lå på maven med fronten mod ham. Hun snoede en rød lok omkring sin ene finger og morede sig lidt over at han lignede en der var ved at falde i søvn. Hun var ret træt, måske de faktisk burde sove? "Det at du ser dig selv på den måde, er lige præcis grunden til du ikke er min type. Jeg bryder mig ikke om min mors tøffelhelte," hun bed tænderne en smule sammen og så på ham med et lidt beklagende blik.
"Det burde vi," medgav hun og så kort ned på sine hænder. Da hun så op var han igang med at fjerne sin skjorte. Hun holdt sig for øjnene. "wow.. hvad laver du?" spurgte hun lidt overrasket. Siden hvornår var de blevet så tætte at de kunne smide tøjet?!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Det er jo lige før, at jeg har ondt af dig," kommenterede Lucifer med en oprigtig stemme. Hvilket gadekryds! Okay, han havde jo selv lidt af hvert.. Født Demoniqz, men opdraget som en Jaceluck.. Og nu stod han uden noget som helst.
Jo mere Lucfer kiggede på hende, jo mere en flot kvinde, måtte han jo erkende, at hun var. Han kunne i hvert fald ikke fortsætte med at vende ryggen til det. Han lod hænderne glide over hans ansigt igen. "Det er tilsyneladende ikke første gang.. Indrøm det.. Du vil jo gerne," fastholdt han leende. Lige nu, kunne han overhovedet ikke tage noget som helst seriøst. Han kunne virkelig ikke. Han ville bestemt heller ikke beskrive sig selv som en tøffelhelt. Problemet var vel bare, at han ikke vidste hvem han var, når han ikke kunne være det, som han var blevet opdraget til? "Bare vent.. du kender mig ikke." endte han kort for hovedet.

Lucifer trak ganske kort på smilebåndet, ved hendes reaktion. "Jeg sover bedst uden," sagde han med en direkte stemme. Han fik skjorten åbnet og smed den fra sig.. Langt fra så elegant, som han normalt ville have gjort det.
Lucifer tænkte nok ikke særlig rationelt i øjeblikket, og særligt når det var på den her måde. Han lagde sig ned på ryggen og baksede med bukserne. Det hele skulle jo af nu!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

"Ondt af mig? Jeg har tre af verdens største navne, jeg er dømt til at blive noget stor, til gengæld er jeg også dømt til evig ensomhed, kollektivt had og en langsom og smertefuld død en dag," opremsede hun lidt dramatisk, efterfulgt af et suk.
Hun havde ingen idé om Lucifers tanker omkring hende, til gengæld vidste hun at han kunne læse hendes hvis han ville, lige nu var hendes sind et kaos dog, på grund af alkoholen, det var svært for hende at fokuserer på noget som helst. "Nej. Forskellen er at Cedric faktisk var attraktiv, og han var mere til iltre løvinder end til prinsesser, hvilket gjorde det meget lettere," hun lo og kvalte endnu et gab. Alting kørte stadig rundt omkring hende, hun frygtede hvordan det ville blive i morgen.
Han havde ret, hun kendte ham ikke, men hans selvtillid lod til at være værre end hendes, hvis Faith var hele hans identitet, så kunne det kun være slemt.
Havde han virkelig tænkt sig at smide tøjet. Hun rejste sig op og holdt sig stadig for øjnene hvilket gjorde hendes balance direkte elendigt. Hun var nær snublet over sine egne ben. "Se det har jeg aldrig forstået. Måske jeg skulle prøve det," hun sendte ham et lusket smil. Nu havde han kørt på hende, nu var det hendes tur. Hun vendte ryggen til ham og løsnede sin slidte kjole, for at lade den falde på gulvet foran hende.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde ondt af hende, for selvom hun måske besad de tre store og kendte navne her i denne verden, så var hun en kvinde - der ligesom ham, ikke rigtigt havde noget at vende retur til. Han fandt det tragisk og trist faktisk, men hvad var der at gøre ved det? Han stod jo lidt i den samme situation. "Og ligesom mig.. se hvad vi har gjort ved det!" Han kastede ud med armene, og var ved at få overbalance igen. Okay det her skulle nok vise sig, at blive en meget interessant aften.
Cedric.. Var det hvad hendes bror hed? Selvfølgelig var det tragisk at en ung mand skulle miste livet på trods af sådan nogen omstændigheder, men der var bare ikke rigtigt noget, som man kunne gøre ved det. "Så.. nu siger du, at jeg ikke er særlig attraktiv? Så må jeg vidst.. skrue bissen på," sagde han med et kækt glimt i blikket. Det gik nok bare ikke så godt, som han gerne ville det. Han var direkte elendig til det her, når han først havde fået alt for meget at drikke.

Tøjet smed Lucifer denne gang, hvor bukserne røg samme vej, som skjorten havde gjort bare et øjeblik forinden. Han vendte sig mod hende, da hun rejste sig, og næsten faldt over sine egne ben. Han måtte grine. Han kunne heller ikke lade være.
At hun så bare lod kjolen dumpe i gulvet, fik ham nærmest til at gøre store øjne. Okay, det havde han ikke just set komme! "Fair nok.." Han rullede klumpet om på ryggen, hvor han løftede benene, så han fik underbeklædningen af og smed dem så fra sig. Han lagde sig om på siden, og så på hende igen. Nu som gud havde skabt ham.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Ud af tre så store slægte, formåede Cecilaya alligevel at være alene. En del af det skyldes nok at mange fra familien var gledet bort i døden, og derudover var der nok meget af det procianske som gik igen i hende, hvilket ikke hjælp i en direkte dvasiansk slægt. Nu havde hun da om ikke ham at tale med, om ikke andet så for i aften, selvom hun med garanti ville fortryde det i morgen. "Ja jeg synes vi er kommet vores ensomhed ret godt til livs," medgav hun med et ligefrem stolt smil. At drikke sig fuld og vælte rundt som idioter, virkede overraskende godt.
"Det der virker ikke. Beklager skat," hun blinkede drillende og grinede lidt for sig selv. Det var ikke nemt for hende at blive stående på sine ben, men kunne se hvordan hun stod og vaklede lidt, mens hun fik kjolen af kroppen. De små puslende lyde bagved, fik hende til at vende sig om til hans nøgne krop. Lå han der og kiggede på hende? "Ligger du og glor på mig?" spurgte hun anklagende og satte en streng hånd i siden. Hun vidste at hendes krop var velskabt, men normalt gik hun ikke rundt og viste sig frem på den måde. Hun tog fat i trussekanten og førte dem ned over hendes ben, så hun stod helt blottet foran ham. Hvad pokker havde hun gang? Hun lo ubekymret og trådte hen til sengen hvor hun lagde sig ned igen. Det var en ret dejlig følelse, befriende. "Du har ret. Det føles ret godt," erkendte hun og puttede sig lidt i sengen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Begge var de ensomme og uden noget tilhørsforhold. Begge havde de en moder, som havde vendt dem ryggen. Det var skræmmende, hvor meget de egentlig havde tilfælles. Han nikkede istemmende. "Det er nu rart nok," sagde han med en rolig og oprigtig stemme, som han endnu en gang lagde sig til rette i sengen.
Selvom han nu havde fortalt hende, at han var typen der sov bedst i ingenting, så var det ikke fordi at det var en undskyldning, men fordi at det var en sandhed. Han sov faktisk bedst i ingenting, og dette var nu heller ikke noget undtag. Han rystede kort på hovedet. "Jeg er jo ikke begyndt endnu!" kommenterede han let.
Selv måtte Lucifer erkende, at Cecilaya virkelig var en smuk kvinde, og han kunne jo lide hvad han så. Et smil passerede derfor hans læber, som hun kravlede op og lagde sig ved siden af ham. Han vendte sig mod hende. Folk blev overrasket over, hvordan man sov bedst. Han sov bedst i ingenting. Han møvede sig derfor under dynen, hvor han lagde sig godt til rette. "Læg dig ved siden af mig," opfordrede han hende roligt. Hovedet lod han hvile langs hans arm. Han kunne ikke lade være med at kigge på hende. Hun var jo trods alt en ganske smuk og flot kvinde, nu hvor han fik lov til at betragte hende helt tæt på. Han lod blikket søge ned. Han kunne jo ikke lade være med at kigge.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Aldrig om hun ville have været nøgen overfor nogen i ædru tilstand! Faktisk vidste hun ikke hvad pokker hun havde gang i, men hun havde ingen følelse af skam eller ydmygelse og det virkede på en eller anden sær måde naturligt, hvilket nok mest var hans ligegyldige måde at smide det hele på, og ligge at se på hende. Hun lagde sig ned ved siden af med hænderne foldet hen over det bare maveskind og forsøgte ikke at synes det var for akavet. Det røde hår lå vildt omkring hende. VAr det forkert af hende, at elske hans blik? Han så på hende som om han faktisk kunne lide det.
"Ikke? Undskyld jeg troede det der var dit blik," sagde hun morende og rykkede sig lidt så han kunne lægge tæpperne omkring sig. Hun kravlede under sin egen del og skjulte sig lidt på den måde igen, men det var helt underligt at mærke den slags mod nøgen hud. Det var meget bedre end en feltseng i skoven, lavet på naturlige materialer og alt for slidte og kløende tæpper.
"Okay," hun lagde sig om på siden og rykkede lidt tættere på ham, næsten ind i hans favn, før hun stoppede igen. "Jeg tror jeg kunne vænne mig til det her.. altså den nøgne del ikke dig," tilføjede hun og lo lidt for sig selv. Faktisk kunne hun godt vænne sig til begge dele, men det behøvede han jo ike vide.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Luicfer havde ikke nogen grund til at skulle skamme sig over den måde, han så ud på, for han vidste, at han så godt ud, og det var uden tvivl også noget af det, som han levede ekstra højt på lige nu. Han var fuld.. tænkte nok heller ikke selv rationelt, selvom han burde gøre det, men hvad fanden. Han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det.
Lucifer så en smuk kvinde, og derfor kunne han selvfølgelig ikke lade være med at kigge på hende. Her stod hun med den smuk krop.. De smukke og fyldige former, selvom tiden som en rebel i skovene i Imandra havde gjort sit ved hende.. Det tændte ham et sted. En tanke, som han slet ikke burde gøre sig. "Du har slet ikke set blikket endnu," kommenterede han let.
At hun møvede rundt og nærmest endte i hans favn, sagde Lucifer ikke noget til. Han trak let på smilebåndet, inden han uden at tøve, lagde den ene arm omkring hendes skikkelse, hvor han trykkede hende ind mod sig. Okay, hvorfor følte han sig så træt? "Bare vent.. før eller siden, vil det gå op for dig, at jeg er det bedre," kommenterede han let for sig selv. Han indåndede hendes duft, inden han lagde sig ordentlig og godt til rette igen. Han var allerede nu, tæt på at falde i søvn.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Som værende vant til en prinsesse så vidste Cecilaya godt at hun var noget helt andet. Hendes hænder var ikke silkebløde men præget af hårdt, fysisk arbejde og hendes hud var ikke glat og ubrudt, men præget af mange ar og mærker, men det generede hende ikke. Ligeså kunne man se at selvom hun var slank og ikke specielt høj, så var hun ret muskuløs af en kvinde at være, men det krævede skoven bare af en.
Hun lagde sig under tæppet sammen med ham. Det strejfede hende kort at det var forkert, men fuldskaben druknede hurtigt tanken igen. Det var en bekymring for morgendagen.
"Det ville også være spild at bruge det på mig," svarede hun lidt arrogant og vendte ryggen til ham, så hendes ryg stødte mod hans bryst. Der var kun det ene tæppe, desuden var hans krop varm, så det var automatisk der hun søgte hen. "Bedre? Bedre til at ligge nøgen i en seng? Det er ikke videnskab, Lucifer," påpegede hun med en mild latter. Hendes øjne gled i. Det føltes godt at blive holdt om. Hun lagde sig godt til rette og mærkede hurtigt hendes øjenlåg blive tunge.
Der gik ikke lang tid før stilheden også gjorde hendes sprititus-lugtende åndedræt tungere og hun faldt ind i en dyb søvn, hvilket nok også skyldtes alkoholen, for hun var ualmidneligt træt, selv i forhold til hvad der var normalt for hende.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Selv på trods af hans tid med Jarniqa. Så elskede han hende.. savnede han hende, men det var bestemt ikke noget, som han synes, at have nogen grund til at indvige Cecilaya i. Hun havde kørt nok på ham i aften, men hvad fanden.. Han havde nydt, hvad han havde fået ud af det, og det fik ham da til at tænke bare lidt på de mange andre ting, som også var der. Han smilede kækt for sig selv. Han havde jo sejret i aften!
Armen lod han glide omkring hendes slanke liv. Han var varm. Det havde sin fordel at være både ild- og isdæmon, og det var uden tvivl, hvad han havde tænkt sig, at udnytte lige nu. Han lod hende ligge med ryggen ind til ham. En nat i selskab? Ja, han ville i hvert fald ikke brokke sig. "Tror du nu også det?" spurgte han let. Han havde endda fået hende med sig, uden at gøre brug af det, men det var vel kun fordi at hun var for fuld til at tænke tanken selv?
Stilheden lagde sig.. Var hun faldet i søvn? Ikke at det gjorde ham noget. Tvært imod, så passede det ham mere end fint, at det nu var sket! "Jeg vidste det.." mumlede han let for sig selv, inden han selv lagde sig til rette. Ansigtet lod han hvile tæt ved hendes nakke.. Indåndede hendes duft, hvor han denne gang selv gled hen i en tiltrængt søvn. Han var mere træt, end hvad han havde troet, at han ville være.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

... nat var blevet til dag, i det fjerne var solen stået op og bagte allerede på Imandra så majestætisk som kun solen kunne. Cecilaya rumsterede en smule under den varme dyne og strakte sig lidt dovent delvist stadig i søvnen. Det var første gang i ja.. år hun havde sovet en helt nat og så dybt. I sit stræk, vendte hun sig lidt om på ryggen og slog øjnene op. Lyset skar og fortalte hende at hun havde hovedpine. Desperat efter at stoppe det, lagde hun hånden skærmende mellem solen der stod ind af vinduet og hendes øjne. Hvor var hun? Hvad der var hændt igår, var så langt væk fra hendes sind, hun huskede at hun havde mødt Lucifer og så...
Det gik op for hende at hendes ryg føltes varm og at det ikke skyldtes dynen. Hun vendte sig om og så ham ligge der ved siden af hende, hans arm stadig halvt om halvt omkring hende. Chokeret satte hun sig op og kom til at rive tæppet af ham, da det fulgte den pludselige bevægelse. Han var nøgen! Hun holdt sig for øjnene og gispede en kende forfjamsket. Hvad pokker foregik der?
Alting dunkede, hun kunne mærke sit hoved, der føltes som om det var ved at eksplodere. Fuldkommen panisk lagde hun tæppet om sin egen krop, skjulte sig bag det, trods hun for timer siden havde været ganske bramfri og ladet ham se det hele. De havde vel ikke lavet noget? Hun kunne se at der stadig stod en flaske på bordet, den var halvtom. De måtte have drukket, men hun havde vel ikke...? Hun rystede på hovedet og rakte sig ned over sengen, stadig lidt vaklende for at samle sine trusser op.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer sov faktisk skræmmende tungt den nat. Nok fordi, at han havde en til at ligge ved sin side, for man kunne jo ikke just sige, at han havde gjort det siden han havde vinket farvel til Jarniqa - permanent. Armen lod han derfor stadig ligge omkring hendes slanke skikkelse, hvor han i løbet af natten, havde fået hende trykket godt ind mod sig. Om det var klogt eller ej, var slet ikke noget, som han tænkte yderligere over, men hvad fanden.. Han kunne jo ikke ligefrem gøre det nu.
Det var først, da Cecilaya nærmest brutalt satte sig op og rev tæppet af ham, at han nærmest brutalt blev revet ud af sin søvn. De mørke øjne gled atter op, hvor han vendte sig mod hende. Et smil passerede hans læber. For en gangs skyld, var det nemlig ham, som følte sig udhvilet, og han synes det var rart! "Hvilken brutal og voldsom måde, at ønske en godmorgen på.." mumlede han tydeligt utilfreds, hvor han gled ned på ryggen, og strækkede sig. Hænderne gled over hans ansigt. Cecilaya havde ganske vidst været godt ved den aftenen i forvejen, og hvad så? De havde faktisk haft det godt sammen, når det gik på denne her måde, om ikke andet. Han lagde hovedet under armen. "Leder du efter noget?" spurgte han med et kækt smil på læben. Det var virkelig ikke nogen hemmelighed, at han virkelig havde nydt, at ligge der sammen med hende, og at han nok for altid ville. At glemme det, ville han bestemt ikke!