Where is home?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var næsten som om Cecilaya var vendt på en femøre, men det som Lucifer kunne se, var også noget, som han godt kunne lide. Et smil passerede hans læber. Hun besad en styrke, som han selv ikke rigtigt så nogen steder, men det var derimod noget, som faldt i god smag hos ham. Ikke som hos Faith.. Dette var noget andet, og noget langt mere fængslende.
"Imponerende," erkendte han, da han tog pladsen ved siden af hende. De fleste, ville tabe hovedet ved det, og særligt, hvis de var så påvirket af det, som det hun var. Enrico var en mand, der nu var ryddet af vejen.. med andre ord, var der den mand mindre at tænke på, hvad angik Dvasias, så det passede ham jo mere end fint!
Armene foldede han foran sig, og foran det glas, som nu blev stillet foran ham. Skulle han forsøge at drikke hende under? Han kunne jo ikke lade den mulighed gå ham forbi! "Det er da min særlige lille hemmelighed," pointerede han, hvorefter han blinkede til hende. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være, nu hvor muligheden bød til det.
Fingrene trommede let over bordet. "Det vil jeg se, før jeg tror det," afsluttede han. Ord som bestemt skulle tages, som var det en opfordring!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

De fleste besværede sig ikke rigtigt med at lære hende at kende, hvis hun ikke levede op til forventningerne og hun forestillede sig at Lucifer somme tider havde samme problem. Hun gad ikke svæve i egen usikkerhed, hvis hun kunne have det sjovt, bare for i aften vel og mærke. Så måtte bekymringerne udskydes til i morgen. "Jeg er ret imponerende, hvis du gider hænge ved til at se det," hun hældte det første glas op til sig selv og skubbede flasken hen mod ham som en opfordring til at han skulle gøre det samme.
"Jamen i så fald.. skål," hun hævede sit glas og rynkede lidt bekymret på panden inden hun slugte det i en mundfuld og mærkede det brænde i hele svælget som følge af det. Glasset satte hun hårdt på bordet og skar en meget mærkelig grimasse. "Fy for helvede," mumlede hun men hældte alligevel endnu et glas op. Nu havde han udfordret hende.
"Hold op, du skal jo give mig en god grund til det," opfordrede hun med et bebrejdende grin, hvorefter hun tog den næste store mundfuld. "Jeg kommer ikke til at have nogle smagsløg efter det her," konstaterede hun og hostede. Det var bestemt ikke nogen delikatesse, men det var vidst heller ikke meningen. Selvom hun stadig var gennemblødt og kold, så frøs hun i det mindste ikke mere, det satte gang i det hele. "Du er allerede bagud," hun lagde hovedet på skrå og sendte ham et tilfreds smil. Ville han virkelig tabe til en pige? Og så sin egen søster?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Et sted sad Lucifer vel i samme båd som Cecilaya? Han havde nok bare lidt sværere ved at erkende det. Selvom han var blevet opdraget af Faith, så gjorde det ham jo ikke just til hendes biologiske søn. I den forstand, havde han jo aldrig rigtigt haft det store tilhørsforhold, for det var ikke rigtigt noget, som han kunne gøre det store ved, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke.
"Jeg har nu ikke travlt," sagde han med en rolig, men oprigtig stemme. Hvis han havde haft travlt, så havde han heller ikke siddet her, trods alt. Så havde han nok søgt i retningen af Jarniqa.. eller et andet sted hvor han kunne fejre, at de rent faktisk havde formået at slå en heks, som Jaqia af pinden!
Her sad han nu.. Hendes første tår, fik ham til at bide sig i tungen, for ikke at bryde ud i latter. "Du er vel mere vant til det her, end hvad du viser mig, ikke?" endte han denne gang med en tydeligt morende stemme. Han kuklo, inden han skænkede op til sig selv, og uden at tøve, bundede det første glas. "Skal jeg minde dig om, at jeg tog glæderne på forskud, før jeg mødte dig ude i den kolde og mørke regn?" spurgte han morende. Han var da langt foran hende, hvad angik det at indtage alkohol! Han kunne nok bare tåle det lidt bedre end hvad hun kunne.. men den tid, den sorg. Han tog flasken, og skænkede op til hende igen. "Lad mig se, hvad du er lavet af... Søs," opfordrede han. Han skænkede op til hende, og satte flasken fra sig igen.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Modsat ham havde hun haft masser af tid til at finde sig selv, ude i skoven. Hun var blevet sin egen så vidt som muligt, også selvom hun havde efterladt meget af den kvinde som alle andre fandt afskyelig. "I så fald så har jeg virkelig brug for den her flaske," hun så op under sine øjenbryn og smilede drillende. I Strife Manor fejrede alle andre, så hvorfor skulle de ikke også tage del i det på deres egen måde? De havde jo udgjort halvdelen af hele opgaven. Jaqia var væk, det ville uden tvivl blive en bedre forandring for Dvasias, uanset om Cecilaya var enig i deres metoder eller ej.
I et naivt forsøg på at fjerne den brændende fornemmelse, viftede hun lidt dumt med hånden foran munden. "Ih jo," svarede hun og vendte øjne. "Helt ærligt, synes du så jeg ligner en der er vant til at fortærre sådan noget når jeg sidder for mig selv?" spurgte hun en anelse fornærmet, selvom det på ingen måde var ment i alvor.
Okay han havde en god pointe. Hun så den gyldne væske blive hældt op i hendes glas. "Okay jeg giver mig denne gang. Skål," hun himlede med øjnene af sig selv og så tøvende på glasset. "Det bliver din egen kattepine.. brormand," hun blinkede gengældende hvorefter hun tømte det næste glas, uden at hendes mine overhovedet forandrede sig. Fy for helvede! "Hvem drikker sådan noget her?" spurgte hun og smaskede lidt for at få smagen væk, men den havde næsten brændt sig fast på hendes smagsløg.. som var ikke eksisterende.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde altid været under konstant overvågning et eller andet sted. Særligt fordi at han var opdraget som en leders søn, og det kunne også godt mærkes.. Særligt efter, at han vilkårligt, bare var smidt ud nærmest. Han lod armene stadig hvile på bordet foran sig. "Synes du at jeg er så forfærdelig at være sammen med?" Allerede nu, lød det da til, at hun ikke synes, at han var så forfærdeligt et menneske igen, hvilket han havde det mere end fint med. Det var rart.. Selvom det nok var ord, som han aldrig nogensinde ville komme ud med i det offentlige rum.
Det var svært ikke at grine. Et sted havde det nok sin charme, men selv han, havde jo efterhånden fået en del indenbords, og selvfølgelig kunne det også godt mærkes og smages lige i øjeblikket. "Dine forældre gør, så hvorfor ikke?" spurgte han direkte. Faith måske ikke så meget, men Kimeya derimod.. Man hørte da en ting eller to rundt omkring efterhånden.
Atter blev der skænket op, og hun gik ombord. Hvor meget han mon kunne få i hende? Nu var det jo næsten sjovt, bare at prøve sig frem!
Lucifer skænkede et enkelt glas op til ham selv, mens han holdt øje med hende. Hans blik begyndte at køre rundt.. og det samme gjorde hans hoved. Det var i hvert fald sådan, at han følte det. "Du vil blive overrasket over hvor mange," sagde han oprigtigt. Han tog om glasset, inden han bældede det. Han havde fået nok til at bevare kontrollen.. men kun såvidt. Han havde det dog hyggeligt!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

De vidste begge hvordan det var at være et udskud. Hun havde respekt for at han havde fundet en anden levevej, men om ikke andet så gav det dem, noget at være fælles om. "Nej jeg kan bare godt lide at lade som om," indrømmede hun og smilede lidt uskyldigt for sig selv, mens hun kørte væsken rundt i glasset, som hun huskede at have set sin far gøre mange gange før. Den mand havde engang været hendes store forbillede, nu var han bare en i mængden.
Hun fnøs. "Jeg havde håbet du var anderledes," hun lod smilet falme og så hen på ham med glasset hævet en smule. "Det er meget muligt at mit hår er flammerødt og at jeg bærer Marvalo-navnet, men alle har en tendens til at tro at det gør mig til mine forældre, og at de kan forvente det samme. Hvorfor skal jeg være som dem når jeg kan være som mig?" spurgte hun direkte før hun bundede endnu et glas. Hendes kinder var begyndt at gløde lidt, men hun kunne ikke mærke så meget andet end varme, hvilket nok ville ændre sig i det hun rejste sig op. Nu var grimassen ikke engang så slem mere.
"Virkelig? Nå nok om det. Jeg vil hellere høre dine inderste hemmeligheder.. jeg plapre bare. Fortæl mig noget om dig som vil chokerer mig," bad hun og bed sig morende i underlæben. Nogle ville måske mene at hun flirtede.. det var slet ikke tilfældet, hun kendte ikke halve af sine egne signaler, men alkoholen havde blødet hende lidt op.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Begge var de udskud i manges øjne, uden at de egentlig kunne gøre noget ved det. Det handlede jo egentlig bare om at lade som om. Igen, var der ting der, som de havde tilfælles, og et sted, fandt han tanken en smule skræmmende. Han havde jo altid været alene med tingene.
"Det må jeg sige.. Du er god til skuespil," sagde han med en rolig stemme. Han skænkede denne gang et nyt glas op til sig selv, uden at smilet falmede det mindste af hans læber. Han tog om glasset, inden han bældede det i en mundfuld. Her var han nemlig ikke på udebane, da han havde gjort det her mange gange i en alt for tidlig alder, men det så han nu heller ikke nogen grund til at skulle berette om.
Det var underligt, hvor meget hun egentlig plabrede, men Lucifer lyttede aktivt. For ham, var det faktisk spændende, at høre mere om hvad hans søster egentlig rendt rundt og lavede. "Du ligner hende ellers.. Du er som skudt ud af næsen på din kære mor. De gør ikke hvem vi er.. men er alligevel en kæmpe del af det," sagde han med en oprigtig stemme.
Et kækt og flabet smil bredte sig denne gang på hans læber, som han lænede sig tilbage. Okay, han fandt virkelig denne situation ekstrem underholdende og morsom. Hun ville høre hemmeligheder? "Det tror jeg slet ikke du er fuld nok til endnu, kæreste.. du vil slet ikke kunne holde til at høre på det," sagde han med en rolig stemme. Han blinkede let til hende. At prikke til hende, kunne han da ikke lade være med!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Deres mange fællestræk var med til at gøre Cecilaya mindre mistænksom. Han havde allerede nu fået hende til at bløde mere op end hun ellers ville gøre overfor en fremmede. "Du skulle bare vide," mumlede hun og greb flasken for at skænke. Denne gang kunne hun vende den på hovedet, så de sidste dråber løb ned i det kun halvfulde glas. "Og det var den," hun bundede det og holdt vejret lidt for at få smagen væk. Hun satte glasset fra sig igen. "Og jeg kan ikke engang mærke det," blærede hun sig med et triumferende smil. Okay hun mærkede det nok mere end hun selv bed sig fast i. Hendes krop føltes varm og hun var allerede begyndt at snakke til ham på en anden måde end hun plejede, hvilket var de første signaler og hun havde ikke stået på sine ben igen.
"Jeg ligner hende. Ligesom du ligner din far.. siger rygterne i hvert fald. Det er de. Men jeg har ligeså lidt fra mine forældre som du har fra dine biologiske," hun vendte sig rundt på barstolen så hun sad med fronten til ham. Okay.. måske det hele snurrede alligevel, for hun var tæt på at falde af stolen i sin bevægelse. Hun brød ud i latter til tårerne de halvt om halvt trillede. "Jeg tror jeg er mere end fuld nok," konstaterede hun og klappede hans knæ, inden hun rettede sig op igen og holt sig lidt for munden da det gik op for hende hvor højt hun havde grinet. Alles øjne var rettet mod dem. Det var alt for mange år siden hun havde haft det så sjovt!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

De lignede hinanden skræmmende meget, hvilket tydeligt og hurtigt, var gået op for Lucifer. Han smilede let for sig selv. Flasken blev denne gang tømt, og her sad de. Selv han var ved at være temmelig godt ved den nu, hvilket han godt kunne mærke. Nu kendte han sig selv godt nok til at vide, hvornår han havde fået for meget, og hvornår han ikke havde. "Please, do tell," opfordrede han denne gang.
Det var en oprigtig interesse Lucifer følte i krop og sind. Ikke var det noget som forekom ham særlig ofte, men denne gang, kunne han bare ikke rigtigt gøre noget ved det. Han rystede let på hovedet. "Vent til du rejser dig op," sagde han morende. Dette skulle nok vise sig, at blive umådelig interessant.

At hun lod hånden falde mod hans lår, da hun vendte sig mod ham - efter næsten at være faldet ud af sin stol, sagde han intet til. Han var vel bare ikke så slem igen? Og det havde han det mere end fint med! Han lod hovedet søge på sned. "Jeg har hørt meget om begge mine forældre," begyndte han. "Derfor burde jeg ikke tage det som en god ting, at jeg skule ligne min far," tilføjede han ærligt. Havde hun da kendt hans forældre? Hans moder måske.. Hans fader vidste han, havde vendt Appolyon ryggen i en allerede tidlig alder.
"Desuden.." Han rejste sig og lænede sig mod hende. Han passerede hendes ansigt og stoppede ved hendes øre. "Hvis jeg skal til at blotlægge min sjæl.. så skal det ske ved en lidt mere privat fest.. for dig og mig," endte han lokkende.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Naivt nok var Cecilaya overbevist om at hun ikke havde fået for meget, men alkohol var ret uvant for hende, det havde været en sjælden vare hos rebellerne. Penge havde de ikke ligefrem haft mange af. Hun kvalte en bøvs inden den kom frem og smilede lusket. "Du vil end ikke vide hvor mange gange jeg har udnyttet at jeg ligner min mor så meget.. og hvor mange gange jeg har snydt mænd til at tro jeg var interesseret, og hvor mange gange jeg har løjet, for at få folk til at tro jeg var en anden," hun sukkede nærmest dramatisk. Nej hun var alt andet end uskyldig, selvom hun ikke var ligeså bizar og aggressiv som sin søster.
"Som om det skulle gøre en forskel," svarede hun afvigende.
"Din far har jeg kun hørt rygter om, men din mor.. hende kendte jeg. Hun stod for en stor del af min træning de første par år. Hård strigle, men dygtig," tilføjede hun med en lidt bekymret rynken i panden.
Hvorfor slog hendes hjerte hurtigere da han lænede sig frem og hviskede i hendes ører? Hun grinede lidt for sig selv, og rejste sig op og havde nær fået overbalance. Hun støttede på den barstol han havde sat på for et øjeblik siden. "Jeg er bestemt fuld nok til at høre dig blotlægge dig.. eller din sjæl eller.. ja du ved hvad jeg mener," hun rystede på hovedet og fandt balancen til at stå. "Hey. En flaske til!" beordrede hun vaklende og fik endnu en flaske som hun tog med. "Har du et værelse?" spurgte hun Det var nok ret relevant.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Alkohol var nok en typisk ting for en dæmon at indtage i en tidlig alder. Lucifer havde altid været nysgrrig, og det havde fulgt ham, siden han ikke havde været særlig gammel i hvert fald. Hun lignede Faith. Det stod jo så tydeligt ud af hende!
"Ville man ikke være komplet idiot, hvis man ikke udnyttede de fordele, som man nu har?" spurgte han direkte. Selv han levede nok lidt for højt på det faktum, at han var opdraget af Faith, også selvom det var mistet, efter han var blevet forvist fra Appolyon. Dertil, var det ting, som rent faktisk var svære for ham at sluge.. og at skulle se de øvrige dæmoner i øjnene.. Det kunne han slet ikke få sig selv til.
Tanken om at Cecilaya rent faktisk havde kendt hans mor, fik smilet til at stivne mere i hans ansigt. Nok var han ikke meget for at sige det, men han ville ønske, at han selv havde haft den fantastiske mulighed. "Jeg går ud fra, at hun var, som rygterne og historierne siger?" endte han. Det var med en mere kortfattet tone end tidligere, men han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. Ikke hvis han kunne slippe for det.

"Jeg kan hurtigt skaffe et," pointerede Luciferm ed et let smil på læben. Han blev stående, mens han forsøgte at støtte hende lidt. Hun havde fået meget.. og tænk en gang.. For ikke lang tid siden, havde hun ønsket ham så langt væk, hun overhovedet kunne, og nu stod de her.. Og han fik et værelse til dem, og der kunne de fortsætte.
"Giv mig jeres bedste værelse." Lucifer vendte sig bestemt i retningen af bartenderen, som fiskede en nøgle frem, som Lucifer byttede til fordel for en lille pose penge, som han rev op i lommen. "Er du sikker på, at du kan gå?" spurgte han morende, inden han selv søgte mod værelserne. Gulvet gyngede selv for ham.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det var nok meget normalt med alkohol i en tidlig alder, særligt for de mandelige dæmoner, eller også var det bare hende som ikke havde taget glæde i den slags endnu - desværre ville hun næsten sige, for det føltes ulideligt befriende. "Det er sandt. Pointen er at jeg er øvet," hun voksede stolt og rettede sig lidt op, selvom hendes gang var en smule vaklende. Mens han fiksede et værelse størrede hun sig op af det hun troede var en væg, men kort efter viste sig at være et brød af en mand der havde siddet med sin øl foran sig. "Hovsa," hun grinede bare af det olme blik han sendte sig, og gik et par skridt væk, for at sikre sig at han ikke ville lappe ud efter hende.
"Det var hun. Men ud over at være en strigle var hun loyal. Jeg tror hun ville have gjort hvad som helst for min mor, jeg mener... hun udholdt mig frivilligt for hendes skyld," plaprede hun uden hæmninger. Lige nu ville hun nok afsløre alt hvis chance bød sig. "Overhovedet ikke," indrømmede hun greb fat i hans skulder for at have noget at støtte sig til.
Hun lo hele vejen op til værelserne uden at vide hvad hun grinede af. Nøglen hapsede hun fra hans hånd og fandt det rette nummer. Det tog hende en stor del fumlen overhovedet at få nøglen i, men til sidst lykkedes det hende og døren gled op. Nøglerne lod hun sidde i døren for i stedet at tage tilløb til sengen så hun kunne kaste sig ned i den bløde madras. Det føltes godt endelig at give slip igen, efter alt den tid hvor hun havde stilt så mange facader op.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Cecilaya så allerede ud til at have sin egen private lille fest, og Lucifer kunne ikke undgå at nyde at se det. Det var muligt, at hun havde startet ud med, at blive direkte sur og irriteret på ham, og nu kunne man jo se dem igen. Han nød uden tvivl synet af det her, og det lagde han så sandelig heller ikke skjul på. Han smilede let for sig selv.
"Skal det være en god eller dårlig ting, at være øvet i?" spurgte han denne gang med en rolig stemme. Nysgerrig som han var, ønskede han jo også at vide det.. få et større indblik i hvad Cecilayas verden egentlig var. Det mentale som var omkring.. Det miljø som hun befandt sig i, og særligt på baggrund af de fællestræk, som de nu havde, så var det nok heller ikke så underligt.

Lucifer gik op langs væggen, for selv ikke at falde over sine fødder. Han havde selv fået mere end rigeligt at drikke i aften, også selvom han var den mere vant til det, end hvad hun tydeligvis måtte være. Nøglen forsvandt ud af hans hånd, da hun som et andet barn, stormet ned af gangen, fandt værelset og stormet op i sengen, nåede han kun lige at se, da han stoppede op i døren. Han rystede på hovedet.
"Rygtet jeg troede var falsk.. Du har en barnlig side," endte han. Han tog om håndtaget og fjernede nøglen, inden han lukkede døren efter sig.. låste den, og sikrede sig derfor, at de var alene. Han slentrede hen til sengen. Her dumpede han akavet ned på kanten.. og ramte næsten gulvet.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Lige nu var det glemt hvor lidt de brød sig om hinanden.. tilsyneladende. Lucifers væsen var frustrerende, han læste hende alt for hurtig, og han måde at tiltale hende på, kunne gøre enhver vanvittig, men han gav hende også lyst til at være den kvinde der i sin tid havde drevet alle til vanvid.
"For mig, en god ting, for alle andre.. knap så meget," hun blinkede drillende til ham på grænsen til det flirtende uden at hun selv var klar over det. Jared havde sat noget i hende som var svært at glemme, desværre afskyede hun det mindste ligeså meget som hun lod det fordærve sit sind.
Sengetøj blev hurtigt rodet mens hun selv rodede lidt under, og nærmest var hoppet ned i den. Selvfølgelig havde hun en barnlig side!
"Hvorfor så overrasket?" hun vendte sig om på ryggen og så op i loftet selvom det hele kørte lidt rundt, det var lidt som om at sengen sejlede. Følelsen fik hende til at le igen, en høj, feminin latter der var knap så elegant som man nok ville forestille sig hende ellers. Først da han gled ne dpå kanten og nrær var faldet på gulvet, rullede hun om på maven og så på ham med et blik der tilhørte en nysgerrig teenager, hvilket nok på bunden var hvad hun var. "Så.. fortæl mig.. hvad der er gemt dybt inde i dig Lucifer Jaceluck, del dine tanker nu hvor jeg ikke kan læse dine," opfordrede hun og bed sig spændt i den bløde underlæbe.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvor lidt de havde nydt hinandens selskab, var uden tvivl glemt i en stund som denne, og ikke var det noget, som gjorde ham det mindste, for han kunne oprigtigt godt lide det, og særligt, som det stod lige i øjeblikket.
"Well.. godt, at der er nogen, der kan klare mosten, ikke sandt?" kommenterede han med en kortfattet stemme.
Lucifer var fuld.. Han kunne mærke det, nu hvor han var i bevægelse. Han grinede let for sig selv, som han dumpede ned på kanten af sengen, hvor han alligevel gled direkte ned på gulvet. Han støttede sig op af sengen, hvor han let rystede på hovedet. Okay, det her var bare ikke meningen! "Fordi du er en Jaceluck.. Det her er ikke Jaceluck-opførsel," kommenterede han let for sig selv, som han atter vendte blikket mod hendes skikkelse. Hun var nysgerrig.. Virkelig nysgerrig.
Lucifer kravlede op på sine knæ og vendte sig mod hende i stedet for. Han kravlede halvt om halvt indover sengen igen, hvor han kunne stirre hende direkte i blikket. "Ville det være en hemmelighed, hvis jeg fortalte dig det?" spurgte han denne gang med en direkte stemme. Han kravlede efterfølgende helt op i sengen, hvor han lagde sig. Han møvede sig op, hvor han fandt en pude, og lagde sig godt til rette med hænderne bag hovedet. Han smilede hoverende for sig selv. Han elskede jo at få tingene, som han gerne ville have dem.