Where is home?

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Lucifer Phoenix I. Jaceluck

______________________________________

Halvdelen af New Dale var stadig under opbygning efter Faith og Kimeyas angreb for nogle år siden. Visse dele af byen brændte stadig selvom det mest lignede ruiner af aske. Cecilaya passerede slentrende et par af de flammende bygninger. Gaderne var næsten lagt øde så sent på døgnet som det var lige nu, men man kunne høre at der var liv på diverse værtshuse som hun havde passeret på sin vej. Lyden af hestehove gav genlyd på de tomme gader, idet en af Athenas heste fulgte hende på vejen. Til nu havde det kun dryppet fra den mørke himmel, men regnene var tiltagende og det begyndte hurtigt at stå ned i tykke stråler. Hun satte ikke farten op med lod vandet løbe ned over hendes kolde krop. Hesten trak hun med sig i seletøjet og stoppede kortvarigt op foran et værtshus der engang havde været stamsted sammen med de andre rebeller, men hvis hun gik derind nu, så ville de forsøge at slå hende ihjel, så hun dvælede ikke længe, men søgte ly under et gammelt stråtag. 
Hun burde måske søge tilbage til Strife Manor, men stemningen der var høj, der blev fejret, særligt den lille ny som var kommet dertil og de var nærmest som en familie, som hun ikke var en del af. Blidt strøg hun hånden over hoppens mule og fik en lille prusten som svar. "Jeg ved godt du gerne vil hjem. Hvor så end det er," mumlede hun og sukkede med vand dryppende ned i panden fra regnen der allerede havde gjort hende gennemblødt og mere kold end hvad godt var. 

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

At de rent faktisk havde formået at få overtaget Dvasias, var en helt igennem fantastisk fornemmelse, som selv Lucifer kunne dvæle ved i uendelige tider. Særligt fordi, at han følte, at han selv havde været med til at gøre en kæmpe forskel, lige hvad den slags angik.
Selv på trods af glæden og fejringen som foregik i Strife Manor, var der alligevel visse ting, som Lucifer ikke var helt tilfreds med. Ganske vidst, var han selv kommet til skade under angrebet på slottet, og nu stod han her. Han vidste, at Cecilaya var kommet værre fra det ,end hvad han var, uden at han jo egentlig kunne gøre synderlig meget ved det. Kroens dører slog han derfor op og søgte ud. Omgående blev han gennemvædet af regnvand. Han sukkede tungt, og rystede så på hovedet. Nårh ja, man kunne jo heller ikke være lige heldig hver gang!

Med faste skridt, søgte han igennem mørket, for at søge i retningen af Strife Manor. Han havde allerede fået en del indenbords, men ikke nok til at slå fornuften helt ud af ham. Han smilede let for sig selv, selv på trods af det kolde regnvand.
Han drejede blikket, inden han denne gang stoppede op. I lyset af en bygning, kunne han se en ellers velkendt skikkelse. Var det virkelig hende? Han rettede sig op. Vand havde han nu aldrig taget synderlig meget skade af. "Du kan bare ikke lade mig være, kan du?" Et kækt smil passerede hans læber. Han elskede, at han kunne køre lidt på hende.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Cecilaya havde ikke lyst til at fejre sejren med de andre. De var allesammen en del af noget som hun ikke kunne være med i. Det burde ikke gøre ondt, men det gjorde det. I stedet stod hun nu i den silende regn, alene og overvejede hvor hun skulle tage hen, de ville nok ikke savne hende uanset. Nathaniel havde kigget på sårene, de var renset og forbundet, selvom de stadig var smertefulde, så var der ingen større farer i dem længere.
Hesten mistede hurtigt interessen for hendes kærtegn, og begyndte i stedet at bukke hovedet for at drikke sig en vandpyt der lynhurtigt havde samlet sig. Måske hun virkelig bare burde tage tilbage i varmen for hun følte sig ret kold.
Lyden af Lucifers stemme rev brat op i den fred hun lige havde fået lagt over sig selv. Den mand forfulgte hende overalt! I første omgang kiggede hun den modsatte vej og håbede lidt på at han ignorerede hende, men det ville være lidt naivt at tro, at hun ikke var afsløret. "Burde du ikke være hjemme og fejre med de andre?" spurgte hun uden at se på ham. Den mand havde fundet en enorm glæde i at prikke til hende, og til nu havde hun ladet ham, men måske det var på tide med en ny stragtegi? Hun vendte blikket mod ham og studerede ham i regnen med et lidt smørret smil, lidt i håb om at han ville miste interessen for ende før eller siden.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer burde måske fejre sammen med de andre, men selv det, var ikke noget, som han havde følt for. Der skete ting og sager i Dvasias nu, og ikke havde han fået det ud af det, som han et sted havde håbet på, at han ville. Et sted var det noget, som gjorde ham temmelig skuffet.
Synet af Cecilayas skikkelse, overraskede uden tvivl Lucifer meget, for han havde ikke regnet med, at se hende her. Han havde rent faktisk regnet med, at hun ville slå sig ned i Dvasias eller et andet sted. Han vidste det ikke rigtigt. Han kunne ikke rigtigt finde ud af det.. Hun var ham en ganske forvirrende kvinde. "Jeg har mine egne særlige måder at fejre på," begyndte han roligt. Armene lod han søge over kors, inden han denne gang søgte tættere på. Sidst havde hun givet ham alt hvad han ville have.. Mon han kunne få det samme ud af det endnu en gang? Han ville i hvert fald ikke have noget imod det!
"Du, kære Cecilaya.. burde du ikke være hjemme og fejre med.. hvad var det han hed... Evan?" spurgte han denne gang. Det var jo den mand, hun havde haft en stor interesse for, så det var vel også, hvad han gik ud fra. Det kække og flabede smil passerede atter hans læber. Hvis han igen kunne prikke lidt til hende, ville han da glæde sig! Desuden havde han ikke rigtigt set hende, siden de havde fået nedlagt Mattheus.. arme være de mennesker i Silias dystre kælder.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Havde hun vidst at han ville være at finde her, så havde hun valgt et andet sted at samle sine tanker. Ligesom alt andet, vidste hun ikke engang hvad hun lavede her, men Imandra havde i mange år været hendes hjem og hun kendte New Dale som sin egen baglomme efter de mange år hun havde været her.
"Ja, det kan lugtes," sagde hun ærligt og vendte sig rundt mod ham med hovedet en smule på skrå. Hesten lod ikke til at registrere noget som helst ud over regnen der stadig silede ned og det lod til at Lucifer var mindst ligeså gennemblødt som hun selv var. Lugten af alkohol hang ved hans tøj, men hvem kunne dog også bebrejde ham? Ligesom altid kunne hun mærke en mindre nerve rammes da han snakkede om Evan som om at hun havde været romantisk interesseret i ham. Det var hun ikke i nogen mand, slet ikke efter Jared. "Hvorfor? Er du jaloux? Jeg troede ellers prinsesser var mere din ting end rebeller," hun smilede en kende triumferende. Han havde altid så travlt med at snakke om hende og Evan, og ja det irritererede hende, men efterhånden havde hun opdaget at hun nok opfordrede ilden med sin reaktion. "Smut nu med dig din fulderik, gå, vær prinsen på den hvide hest, bare lad mig være," bad hun og rystede lidt på hovedet så dråber fløj lidt vildt omkring hende. Det var ikke hans drillerier hun var i humør til lige nu. Han havde vundet sin plads, fået sin præmie, så hvorfor var han her på egen hånd, langt væk fra sin elskede mor?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Man kunne ikke just sige, at hans sidste møde med Jarniqa var endt lykkeligt. Hun havde været vred.. været fuld, skældt ham ud, og nærmest fået ham smidt ud af et af de mest populære kroer og drikkesteder, som var at finde i hele Imandra. Det var vel ikke underligt, at han havde taget farten hertil, i stedet for at søge tilbage til Manjarno?
Her stod hun så.. Mutters alene. Havde Evan ikke givet hende den tiltrængte opmærksomhed? Han kunne jo heller ikke ligefre lade være med at prikke til hende, nu hvor han havde muligheden for at gøre det. Han trak let på smilebåndet. "Uha.. Den gamle hund, kan rent faktisk bide igen," kommenterede han let, inden han søgte tættere på. At komme lidt i læ, ville nu heller ikke gøre ham noget. Han var jo ved at være gennemblødt af regnvand!
"Du virker sur og på tværs.. Vi har lige slået kongefamilien af i Dvasias, og du står her og mugger? Hvad er der?" spurgte han denne gang med en direkte og kortfattet stemme. Ikke lod han sig skræmme af hende, eller hendes hårde tone. Noget plagede hende, hvilket han jo allerede havde set, dengang han havde mødt hende i Evans træningssale. Det spørges jo bare, om det var noget, som hun havde tænkt sig at dele med ham i anledningen. Praktisk talt, kunne man jo sige at de var søskende, og helt forfærdelig, kunne han vel næppe være? Hun snakket jo til ham.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Lucifer holdt en plads ved sin elskede mor.. deres mor, også selvom Cecilaya ikke nærede de samme følelser eller den samme loyalitet overfor sine forældre, det var dem der havde vendt hende ryggen, ikke omvendt. Hun vidste at hendes plads aldrig ville være med dem, hvilket deres fejring havde vist hende.
"Du skulle bare vide. Desuden fortjener du at blive ædt," kommenterede hun og slap hestens tøjler for at få frie hænder. Så lang tid det stod så meget ned i stænger, så var de begge delvist bundet her, og hvilken fantastisk mand at være fanget sammen med.. eller ikke.
"Måske jeg ikke finder den store sejre i at slå uskyldige ihjel?" hun sendte ham et sigende blik. Det plagede hende stadig at hun havde slået Enrico ihjel. Hun burde have sagt fra, hun var ikke kold ligesom dem, hun ville bare gerne.. have en plads et sted.
"Hvis du tror jeg vil stå og have endyb søster-bror samtale, så tager du fejl. Tag nu hjem eller find din prinsesse, gør dig nyttig," forsøgte hun med et lidt opgivende suk. Han ville ikke lade hende være, det vidste hun allerede og et eller andet sted var hun jo glad nok for hans selskab, mest fordi det betød selskab i det hele taget, men det ændrede ikke på at han var en sand pestilens!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer vidste hvad han ville opnå, og kunne han, så ville han virkelig gerne tilbage i Faiths gode bog. Det var vel heller ikke underligt? Han anså kvinden som sin mor, og det havde han gjort, siden han ikke var særlig gammel. "Jeg ser mig helst gerne fri af den gerning," sagde han kort for hovedet, for det mente han dog. Han havde haft en drage i røven af sig en gang før, og han vil da helst gerne undgå at blive bidt af noget, hvis han kunne blive fri.
At slå uskyldige ihjel, var vel bare en del af opgaven. Af hvad han vidste, var der også kun taget et liv den aften, og det var Enricos. "Skal jeg minde dig om, at det var dig der tog mandens liv?" spurgte han roligt. Han trådte atter mere frem mod hende, hvor han stillede sig under halvtaget, så han selv kunne stå en smule i tøvejr.

Lucifer dryppede i vand. Han bed sig ikke rigtigt fast i det lige nu. Han selv havde fuld fokus på Cecilaya. Særligt nu hvor hun gav lidt igen! Det var jo helt fantastisk det her! Han lod armene falde over kors. Hvorfor bed hun sådan af ham nu? "Du er påvirket af det liv, som du tog, er du ikke?" spurgte han denne gang med en meget direkte stemme. Hvorfor skulle hun ellers være så opsat på at få ham væk, når han med sin fulde ret, kunne færdes ude i det offentlige, som han havde lyst til?

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Et sted bag den kække facade og hans irriterende kommentarer, var det faktisk rart med lidt selskab som ikke var en hest, for det lod til at være dem hun omgav sig mest med. Planen havde slet ikke været at vende tilbage til Mansionet efter i aften, hun havde ingen egendele, så det havde været let at snige sig væk. "I så fald bør du nok ændre attitude," bed hun igen med et lidt skjult smil på læben. Nu hvor de var alene, var det lettere for hende at slappe lidt af, med andre ord havde hun overskud til at give ham lidt igen. Lucifer af alle skulle ikke have lov til at tryne hende.
Hun så væk og bed tænderne så hårdt sammen at hendes kæbeparti stod tydeligt frem. "Det er jeg klar over tak," hendes tone var ikke længere drillende men en kende bitter, ikke på ham men på sig selv. Det føltes forkert at have det liv på sine hænder. Hun havde slået ihjel før.. i selvforsvar med en mening, men hun havde ikke haft tid til at give Enrico den store chance på grund af den skade hun havde pådraget sig.
Hun rykkede sig lidt så han havde plads under halvtaget, også selvom det havde en lille effekt, så gennemblødte som de var.

Ikke overraskende fulgte han ikke hendes bøn og gik, men blev irriterende nok stående. Måske det var hans mental dæmon, men hun hadede hvor god han var til at læse hende. "Enrico var en kerneskikkelse i min barndom. Det føltes ikke rigtigt at tage hans liv," erkendte hun blankt. Hun ville ikke spille hård og ufølsom, for hun var alt andet end det, hvilket adskilte hende fra resten af familien.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var som han nu var, og det var noget, som man nu bare måtte lære at leve med - Cecilaya ikke mindst. Han betragtede hende med en ganske stilfærdig mine. Han havde ikke tænkt sig, at kaste håndklædet i ringen, hvad det her angik, for det havde han slet ikke nogen grund til. "Hvorfor? Skulle jeg da ændre mig for en, blot for at stille vedkommende tilfreds?" spurgte han direkte. Han var den mand som han var, og det måtte man acceptere. Lige der, var han nok meget malet af den hårde opdragelse, som han jo havde fået.
Cecilaya var påvirket af det liv, som hun havde taget. Hvem Enrico havde været, udover den kongelige rådgiver i landet, vidste han ikke, og derfor kunne han heller ikke være mere ligeglad, end hvad han var lige i øjeblikket. Armene lod han søge over kors, og med en tydelig afventende mine. "En kernefigur i dit liv? Åh kæreste.." Han rystede let på hovedet, inden han lod hænderne søge ned langs hans egen krop. Han var så gennemblødt, at det andet ikke gjorde nogen forskel alligevel.
Cecilaya havde mange af de klare spor efter Faith, men der var alligevel de få, som gjorde hende unik, og det var noget, som han særligt godt kunne lide. "Det var en nødvendighed," tilføjede han dog. Der var ikke rigtigt noget at gøre ved det nu.. Manden var død. Halleluja! De havde fået Dvasias, som nu skulle ledes ind i en helt ny tid. "Men vel nok om det.. Skal vi finde et sted at komme ind i varmen?" spurgte han. Alkoholen talte måske en smule for ham.. Men selv han følte det en smule koldt at stå her.. og trist at stå i regnen.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

For første gang havde han noget brugbart. Hun sukkede. "Nej. Man skal ikke ændre sig for nogen. Hvis man ikke er sig selv loyal hvad er man så efter alt? Det er hele grunden til at Faith kan rende mig et sted hvor solen aldrig skinner," sagde hun og trak på skuldrene. Hun ville gerne virke ligegyldig omkring det, men det betød nok mere for hende end hun ville være ved. Uden familie havde hun ingen og den eneste der nogensinde havde accepteret hende præcis som hun var, han var død for mange år siden.
Cecilaya rystede på hovedet. "Nej det var ikke en nødvendighed. Han angreb ikke på noget tidspunkt, for den mand var han ikke. Havde jeg haft mere tid til at overbevise ham, havde det været komplet unødvendigt og han fortjente bedre," hun tog sig til panden midt i alt sin plapren. Det gjorde hun ret tit når hun blev nervøs eller frustreret for den sags skyld.
Lige nu var det svært ikke at bebrejde sig selv og Noelle ville nok flå hovedet af hende. Det var herligt at være så elsket og ironi var fantastisk. Det var nok en god idé at komme ind, hun var gennemblødt og det var begyndt at blive ret koldt.
"Normalt ville jeg afstå fra ethvert tilbud der involverer at tilbringe mere tid med dig, men okay. Jeg bukker under denne her gang," hun tog fat i hestens seletøj og gjorde gestus til at han kunne finde ud af hvor han ville hen, de var jo alligevel gennemblødte.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Man skulle ikke ændre sig for nogen, og det gjorde Lucifer godt nok heller ikke. Dertil var han som han altid havde været, og ikke var det noget, som han havde tænkt sig, at lave det mindste om på. Man måtte tage og leve med ham, som den mand, han nu var. Det var bare de færreste, som kunne acceptere det, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke.
"Jeg er blot mig.. Take it or leave it," sagde han med et let træk på skuldrene, og uden at fjerne blikket fra hende. Selvom hun måske forsøgte at gå omkring som katten om den varme grød, var det jo tydeligt, at hun var påvirket af Enricos død. Selv måtte han erkende, at den mand intet havde sagt ham, og at han derfor ikke synes at finde nogen grund til at reagere mere voldsomt, end hvad han havde gjort her. Han lod armene atter glide over kors. Han var ved at blive rastløs.. men okay, han sad sjældent stille for særlig lang tid af gangen, og nu havde han stået stille i et godt stykke tid trods alt.
"Manden er død nu, og der er ikke noget at gøre ved det. Gør dig selv den tjeneste, og kom over det," sagde han direkte. Han stirrede fast på hende, og med et nærmest olmt blik. Så slem, var han altså heller ikke. Igen, var han nok bare vant til, at der ikke rigtigt var nogen, som gav ham chancen. "Lad ponyen løbe, og tag med.. Vi kan gå herover," opfordrede han. Han gjorde et nik mod det sted hvor han var kommet fra, inden han søgte mod døren igen. Et glas mere.. eller ti.. det kunne man da altid bruge!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

I Cecilayas øjne, lod han Faith forme ham som hun ville, og glemte sig selv på vejen. Hun vidste mere end nogen anden at det ville ske på et eller andet tidspunkt, dog sagde hun intet men så ud i natten og tænkte for sig selv, at det nok bare ville være nemmest at glemme ham og så bryde den kontakt, men han var den eneste i lang tid, der havde vist interesse for at snakke med hende.. selvom han nærmere irriterede.
"Det lader til at jeg ikke er ligeså kold som dig når alt kommer til alt, Lucifer. Enrico var en god mand, der fortjente bedre, så nej jeg har ikke tænkt mig at glemme det, tværtimod vil jeg lade det holde mig vågen hver nat i lang tid, for at tjene min straf," svarede hun ærligt. Det var den type kvinde hun var. Hun angrede, modsat sine forældre, hvilket hun vidste.
Hun nikkede og strøg ponyen over mulen før hun uden varsel løb ud i regnen og over til det værtshus han lige havde forladt og hun forventede naturligvis at han fulgte med. Idet hun slog døren op og blikkene rettedes mod hendes drivvåde skikkelse, fik hun en blanding af olme og sultne blikke. Mænd var vamle. "Jeg kunne godt bruge en drink. Jeg henter en flaske," informerede hun og gik op til baren for at bestille en tilfældig flaske af noget som hun ikke anede hvad var. Det var billigt, og hun havde ikke mange ører på sig. Dem hun havde blev langet over bordet i bytte for flasken som hun vinkede lidt med til Lucifer med et lidt for smørret smil.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var uden tvivl malet af sin hårde opdragelse og opvækst, velvidende om, at det ikke var alt, som var i den, som han egentlig kunne imødekomme, hvilket for hans vedkommende, næsten var det værste af det hele. Han kunne bare ikke gøre noget ved det!
"Du vil lade det holde dig vågen i tider, fordi du skammer dig over det? Som en straf? Helt ærligt, Cecilaya!" Han himlede med øjnene. Det var virkelig noget af det mest tåbelige, som han længe havde hørt! Fint nok, at hun havde en samvittighed, som tilsyneladende ikke var typisk at have som en Jaceluck, men behøvede hun at være en vatpik? For at sige det mildt? Og han skulle kalde hende for søster? Det her var virkelig for meget for ham!

Mere nåede han dog ikke at sige, før hun var stormet igennem regnen.. Som det forhindrede hende i at blive våd. Fuldkommen dryppende af vand, kom han vandrende efter. Han blev jo våd uanset!
Døren slog han op, da han søgte hendes skikkelse. "Meget fint," sagde han med et smil på læben. Flasken som hun købte, var bestemt ikke af det stads, som han plejede at drikke, men det gik nok an for en enkelt aften. Med et smil gik han op og tog pladsen ved siden af hende. Okay.. så slemt kunne det vel heller ikke være, kunne det?
"Hvis du får bældet den flaske der..." endte han. Selv han havde jo fået en del indenbords, så der skulle ikke meget til, før han glemte lidt det alvor og den seriøsitet.. Som han gjorde lige nu.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

De var som dag og nat selvom de anså den samme kvinde for at være mor. Cedric og hende havde været ligeså forskellige, men på helt andet vis. Havde man ikke vidst bedre, skulle man næsten have troet at han havde været Nathaniels søn og ikke Kimeyas. Hun skubbede tanken væk og sukkede. "Ja, ja, se det bare som svagt, men tro det eller ej så kan jeg føle på den måde uden at synke under jorden. Det kræver styrke," hun smilede lidt for sig selv. Ligesom Aliyah havde været, så var hun selv ret misforstået, men hun havde bare en anden måde at se verden på, hvilket primært skyldtes Cedric, selv efter alle de år der var passeret siden han var død.
Hun satte sig ved baren og vendte sig mod ham da han kom ind, ligeså dryppende som hun selv. Det var nok ikke en god idé at sætte sig ned og drikke, men det var bare et af de tidspunkter.

Hun fik åbnet den og bad om to glas, der blev sat foran dem begge. "Så hvad? Hvad bliver min præmie?" spurgte hun udfordrende. Desværre var hun nok stadig et legebarn og hun var nysgerrig. Selvfølgelig kunne hun bælde den flaske.. så slemt kunne det da ikke være, kunne det? Hun så skeptisk på den, hvorefter hun trak på skuldrene og blev enig med sig selv om at det burde være en smal sag. "Jeg tør vædde på at jeg kan," tilføjede hun selvsikkert.